Kategori: Uncategorized

Jeg må hellere med det samme komme med en varedeklaration: Jeg har været ansat i Spies Huset – og jeg elskede det!

Jeg var ganske vist ansat flere år efter formanden gik bort, men det, vi ansatte kalder for Spies Ånden, eksisterede stadig, og jeg er stolt af at have været en del af den arbejdsplads og lykkelig for at have oplevet det.

Jeg har også en nær veninde, der medvirker i ugens mest omtalte tv-program, så er det ligesom på plads. Dermed kan man selv vurdere om jeg er upartisk i dette blogindlæg. -Og også lige for en god ordens skyld: Dette er ikke et forsvar for umoralsk og utilbørlig opførsel. Jeg bifalder på ingen måde udnyttelse af svage personer.

Men det skal faktisk slet ikke handle om formanden eller hans harem. Det skal handle om noget så nutidigt, som at ingen længere går op i, om det de viser, ser, læser eller frem for alt kommenterer på er korrekt.

Eksempelvis ville det have klædt den omtalte udsendelse også at komme med en varedeklaration. Der kunne til at begynde med have stået, at vedkommende, som man lader bære hele historiefortællingen allerede i 2014 stod bag en teaterforestilling med titlen: “Heidi -en rejse til helvede med Spies”.

Heidis søster har altså igennem mindst 10 år jagtet historien på den søster, hun ikke havde noget reelt forhold til. Hun har allerede talt med masser af mennesker, om hvad der skete for hendes søster før disse udsendelser.

Flere klip stammer også fra Torben Skjødt Jensens film fra 1999 – “Simons Film”. Torben Skjødt Jensen har selv stillet materialet til rådighed, men udover en kreditering, hvor producenterne har glemt 1/3 af hans efternavn, er det ikke tydeligt for særlig mange, at man rent faktisk genbruger flere scener. Blandt andet den, hvor John Lindskog fortæller om moderen, der solgte sin datter for køkkenmaskiner.

Bo Østlund, der selv er journalist og dokumentarist, har lagt et langt indlæg på sin FB side, hvor han med en dokumentarists øjne påpeger alle de ting, han mener der er forkert ved udsendelserne. Det er værd at læse.

Men jeg har derudover læst et hav af kommentarspor, og det er så forstemmende. Størstedelen er fyldt med faktuelle fejl i småtingsafdelingen, som at Spies var en 70 årig gammel mand (han døde, da han var 62) , men ganske mange løber også med halve sandheder, som at der nu sidder “mange familiemedlemmer og lider på grund af de overgreb”- Øh, hvor ved du det fra, og hvilke kilder kan lige bekræfte det?

Med andre ord, vinklingen og det massive mediepres har medført en diskurs, hvor halve sandheder bliver til virkelighed, og det finder jeg så skræmmende.

En ting er, når det sker i forhold til en afdød, kontroversiel person. Noget helt andet er, når det bliver benyttet i andre sammenhænge. Politisk eksempelvis, hvilket Trump har været en sand mester i.

En af mine absolut yndlings tv-serier er The Newsroom fra 2012.  Udover at det er så fabelagtigt skrevet og spillet, og daværende aktuelle nyheder indgår i de forskellige afsnit, så er det røde tråd igennem også, at man skal holde fast i de klassiske journalistiske begreber, som at “en nyhed” skal bekræftes af to uafhængige kilder.

På et tidspunkt breaker  de konkurrerende tv-stationer et resultat, der ikke er bekræftet og løber med alle seerne, men det viser sig selvfølgelig at vores helte, der holdt fast, fik ret. Der er også i serien eksempler på, hvordan en falsk internet historie pludselig bliver ophøjet til sandhed, udelukkende fordi den citeres overalt.

Med andre ord, hvis man bare siger ting tilstrækkeligt mange gange (eller deler på de sociale medier), så bliver det til sandhed.

Producenterne og forfatterne bag serien så alt det her før os andre. De levede i en “Fox News” verden, og blev klar over, hvor det hele var på vej hen.

Men i dag er vi klogere…. eller er vi? Hvorfor lækker en privat video af den dansende finske præsident lige nu? I hvis interesse er det, og det er da påfaldende, at det sker lige efter Finland har begrænset udstedelsen af turistvisa til Rusland og i øvrigt søgt om Nato medlemskab.

The Owls are not what they seem…. for os, der kan huske Twin Peaks.

Nu er det bare farligt, for med de sociale mediers magt og hurtighed  kan det få mænd som Trump valgt, og det kan skabe splid i befolkninger og bysamfund, og få det hele til at blive kun sort/hvidt  -og der er altid nuancer.

Nuancer, som de færreste formår at sætte sig ind i.  Jeg vil trods alt ikke, som Anders Heide Mortensen, kommentator på Finans skrive at -og jeg citerer: “Danskerne er primitive folk”, (tænk, det skrev han i det måske værste indlæg med kommentarspor, jeg har læst hele ugen), men mange læser kun overskrifter og har hverken tid eller andre ressourcer til at sætte sig ind i det større billede.

Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at medier som DR med en så stor magt er deres ansvar bevidst og ikke falder i sensationsfælden, fordi det giver høje  seertal og mængder af kommentarspor.

Der er masser af historier, der kan dokumenteres og verificeres derude.
Man kunne jo blandt andet kigge lidt på den nutidige slavehandel vi har i Danmark, med helt unge, handlede piger, der står og sælger sig selv foran Kødbyen. De har i den grad brug for nutidig hjælp, og her behøver man ikke dramaturgiske greb for at gøre det til en gyser.

Åh, hvilken cykelsommer. Først folkefest igennem hele Danmark med sol, storebæltsbro, Dannebrog og Marie Maersk. Det bliver ikke meget bedre -og derpå et løb, der byder på så mange følelser og spænding.

Selv jeg, der aldrig har interesseret mig særligt for Tour’en, har siddet på kanten af sofaen og hoppet med hjertet oppe i halsen og råbt i kor med Rolf: “Tag nu fat i styret”, af angst for at Jonas Vingegaard ville styrte på den sidste etape. Tænk, hvis han nu ikke vandt, så tæt på målet.

Sagen er, at han allerede havde vundet!

Allerede før, han nu kan køre sejrstolt ind i Paris og på onsdag modtager folkets hyldest på Rådhuspladsen og i Tivoli, har han vundet. Han har vundet alle vores hjerter, og han har bevist, at man kan godt være beskeden og gøre det rigtige og vinde samtidig. Denne lille mand fra Thy, der bor i Glyngøre (!) er blevet en helt og en rollemodel i den bedste forstand, og det er så fortjent.

Det er let ikke at gøre det rigtige. Der er så mange forhindringer og fristelser, der kan stå i vejen. Grådighed, forfængelighed, magtsyge osv. osv. Man kan vel stort set tage hele listen over de syv dødssynder, og så har vi forklaringen på, hvorfor de fleste mennesker falder i og vælger den lette, og ofte for en selv, givtige løsning.

Det gjorde Vingegaard ikke. Han ventede. Det havde været så let at træde i pedalerne, da Pogacar styrtede. Så havde sejren været hjemme, og ingen ville formodentlig have for alvor bebrejdet ham. Men han ventede på sin rival, for det var det rigtige at gøre.

Sidste år stillede herrelandsholdet sig i kreds om Eriksen, da han faldt om, og beskyttede dermed deres kammerat. Vi har elsket dem lige siden. Det gjorde vi også før, men ikke helt så meget, og det er ikke mere end nogle få år siden, at det mest anvendte # i dansk fodbold var #ikkemitlandshold.

Vi ved med andre ord alle sammen godt, når det kommer til stykket, hvad der er det rigtige at gøre. Måske undtagen ledelsen på  Herlufsholm, men de kommer vel efter det nu, hvor Kronprinsparret også har gjort det rigtige.

De første mange år af vores ægteskab skændtes min mand og jeg hvert år over Bjarne Riis. Min mand er inkarneret Tour fan, og det har, sammen med vores to sønner, været indbegrebet af sommer at sidde og kigge på tynde  mænd i lycra. Og hvert år tog vi altså et Riis skænderi. Hvilket komplet spild af tid, men det gjorde vi altså. Jeg skal spare jer for detaljerne, men ordet “snyd” indgik i et af argumenterne, og ordene “alle snød” i et andet.

Det er heldigvis fortid nu. Nu er det Vingegaard tid, og med ham og alle vore andre seje sportsfolk forhåbentlig også en ny tid. De fleste større og vedvarende ændringer kommer nedefra. Sidste år kæmpede fodboldfans’ne imod en ny “superliga” i proff. fodbold og vandt. I sidste uge så jeg et banner på lægterne til en Bundesliga kamp, hvor der stod “Boykot Qatar”.

Jeg tror ikke, det endnu trænger igennem hos FiFa bosserne, hvor grådigheden og pengene stadig er for store. Jeg tror heller ikke, at almindelige mennesker holder op med at flyve med lavprisselskaber, selvom de godt ved, at personalet bliver underbetalt og behandlet ualmindeligt ringe (ved I godt, at en pilot hos lavprisselskaber tjener kr. 20.000.- om mdr. og selv skal have madpakke med?). Til det er rejselysten for stor, og da der stadig sælges masser af burhøns (ikke æg), så er det altså også stadig så som så med moralen i forhold til dyrevelfærd, ligesom der ikke er mange skrupler hos de personer med penis, der officielt skifter køn for at vinde i eksempelvis svømning.

Men Vingegaard giver håb. Han gjorde det rigtige, også selvom det kunne have haft en pris. Gem det klip fra Touren 2022, hvor han venter på sin rival, der bagefter giver ham hånden til tak, og vis det til dine børn og børnebørn, og fortæl dem, at sådan opfører en rigtig sportsmand m/k sig.

Jeg tror, jeg kniber en tåre i eftermiddag, når han går på podiet.

Og selvom denne handler om noget helt andet, så kan alle vi 50somethings huske den – og ja, omkvædet holder.

Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle blive bekymret for kvinders rettigheder i vores del af verden, men det er jeg nu og af helt forskellige årsager.

Derfor er dette blogindlæg også anderledes, end søndagsbloggen plejer at være, Jeg er helt bevidst om, at jeg træder ind i et minefelt, men hvis ikke jeg virkelig fandt det nødvendigt, ville jeg ikke vove pelsen.

Det er selvfølgelig primært affødt af at USA’s Højesteret, der med et slag har banket “The Land of The Free” tilbage til forrige århundrede, men sandheden er, at jeg i længere tid har noteret mig tegn på, at kvinder helt generelt er under pres.

Det er som om en barok blanding af de meget højreorienterede, militante transpersoner og medløbere i et uskønt fællesskab og med hver sin dagsorden flytter på nogle helt basale frihedsretter for kvinder.

Dette handler ikke om eksempelvis kampen for flere kvinder i bestyrelser og på kunstscenen, som jeg selvfølgelig støtter helhjertet. Det her er noget andet, og det er større end højre og venstre side i dansk politik, som visse organisationer gerne vil have det til at blive. Stærkt hjulpet på vej af en DF kampagne om retten til at være almindelig. Det må for alt i verden ikke ske, så vi står i samme situation som med udlændingedebatten for 30 år siden, hvor ingen turde påpege åbenlyse udfordringer af frygt for at blive udskammet.

Man er ikke bagstræberisk eller højreorienteret, fordi man gerne vil beholde sin ret til at være kvinde, og dermed også have ret til at bestemme over sin egen krop, sin seksualitet og sin betegnelse som, ja netop kvinde.

Lad os starte der. LGBT+ vil gerne, at vi benytter betegnelsen ciskønnet. Ciskønnet er en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen.  Med andre ord en heteroseksuel kvinde, født som biologisk kvinde. Selv det, er jeg i tvivl om jeg egentlig “må” skrive.

Jeg kan altså ikke længere “bare” betegne mig som kvinde. Jeg skal også flashe mit seksuelle tilhørsforhold, og min kønsidentitet. Siden hvornår har vi i Danmark forlangt, at folk skal flashe deres seksuelle tilhørsforhold, uden de selv har lyst til det?

Jeg har stor respekt for at nogen har det behov, og gerne går i en parade for at vise, hvor stolte de er. Jeg hepper så meget på dem, støtter Dansk Regnbueråd aktivt og og omfavner også gerne alle transpersoner, der bare vil leve i fred og fordragelighed som kvinder. Men det må og bør være en privatsag, om man vil behæftes med en kønsidentitet, og jeg kan ikke acceptere, at fordi andre har det anderledes, må jeg ikke længere bare kalde mig kvinde.

J.K. Rowlings tog kampen op, og formastede sig til at skrive, at der er en betegnelse for de personer, der menstruerer – nemlig kvinder.  Nogle vil hævde på en humoristisk måde, andre på en fornærmende. Faktum er imidlertid, at siden er hun blevet “cancelled” i en grad, der får Johnny Depp’ s fyringer til at ligne et skvulp i et shotglas vand.

Til jubilæet for Harry Potter, altså det univers, som hun skabte, blev hun ikke inviteret, hun har modtaget dødstrusler, og i disse gale USA tider minder det ganske meget om McCarthy perioden. Ene og alene fordi hun holdt fast i betegnelsen “kvinder”.

Det gjorde de ikke på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn. Det har de modtaget en pris for. Jeg er sikker på, at der ligger gode intentioner bag, og at udstillingen er relevant og værd at besøge, men det er stadig endnu et eksempel på, at betegnelsen kvinde ikke holder længere og med et pennestrøg bliver fjernet.

Kvinders såkaldte safe-spaces er også i fare. Kvindefængsler eksempelvis. Mænd dømt for voldtægt skifter køn og forlanger at afsone i kvindefængsler, hvorefter de begår voldtægt igen. I kan selv Google for at læse om de forskellige episoder, for det er ikke enestående tilfælde.

I slutningen af maj i år, fyldte en sag fra BBC de engelske medier. BBC havde for at være inkluderende ændret et voldtægtsoffers forklaring fra “ham til dem” og “han til de”, fordi vedkommende, der er født som mand og stadig har penis -som vedkommende altså voldtog den unge kvinde med – hævdede at han var transkønnet. Udover at være citatfusk, sætter det også en sårbar kvinde i en endnu mere sårbar position, når hun nu også skal tage hensyn til voldtægtspersonens (!) ønske til pronominer. Igen flyttes fokus, og det er kvinden, der taber. I øvrigt midt i en #metoo og #textmewhenyougethome tid. Det er til at blive rundtosset over.

Og så skal vi da også lige runde sporten. I denne uge vedtog svømmeforbundenes verdensorganisation, at transpersoner skal stille op i en særlig “trans-kategori”. Så vidt jeg har kunne læse mig til er rugbyforbundet fulgt efter og det er i min optik kun fair. Hvilket blandt andet Caitlin Jenner også har advokeret for.

Jeg vil gerne endnu engang understrege, at jeg er stolt af at leve i det land, der først gav personer af samme køn (!) ret til at blive gift, og at jeg har den største sympati for personer, der gerne vil have forskellige kønsidentiteter. For  min skyld må folk gøre, som de vil, så længe det ikke går ud over andre. Det er bare det, det gør nu. Det går ud over kvinder.

Jeg oplever pt., at kvinder bliver presset fra flere sider, og selvom det er fra to helt forskellige fløje, så er fløjene lige skingre, og “the bad guys”  fra begge fisker i rørt vande. I øjeblikket desværre med succes.

Tilbage i midten står som sædvanlig alle vi, der gerne vil være inkluderende, men også beholde retten til at bestemme over egen krop og til at være og kaldes kvinde. Tænk, at vi er nødt til at kæmpe for det i 2022. Tag aldrig frihedsretter for givet.

Jeg er kvinde, og det er jeg stolt af!

Lige nu spiller radioen “Den dejligste morgen” med Gnags, og sådan har jeg det også lidt. Jeg går simpelthen rundt og er i smaddergodt humør.

Det er spirende forår, jeg har fri, ældste sønnen er hjemme på påskeferie og bliver både fedet op og forkælet. Vi sover længe, ser gamle italienske film, quizzer og går i hubba bubba tøj uden at bekymre os om særlig meget.

Den største undren har været om der findes en Fugle Tinder. Ja, I griner, men historien er, at i søen overfor havde vi stort drama for nogle måneder siden, hvor ræven (tror vi, det var), fangede en af de to svaner og dræbte den. Det så meget drabeligt ud bagefter, og der blev faktisk ikke spist særlig meget af den dræbte svane. Det er heller ikke sjovt, at få alle de fjer i munden.

I et par uger svømmende den efterladte svane rundt helt alene, men bum! pludselig var de to. Nu ligger hunnen på æg, og foråret er fuldstændig, som det plejer at være, og vi kan forvente det sædvanlige antal svællinger.

Og så var det, vi kom til at tale om, hvordan sådan en enke(mand) svane bliver til et par igen. Hvordan finder en anden enlig svane pludselig ud af, at der i søen i parken padler en ensom og sørgende svane rundt og mangler en mage? Der må være en form for naturens Fugle Tinder, med informationer, der spredes via fuglenes kvidren.  Pip pip – der er en enlig – kvidr – svane i søen. Pip pip, hvem kommer -kvidr – først. Skøn tanke, og jeg vil slet ikke vide, hvis der har været mennesker involveret.

Så er man nede i gear, når man kan gå og tænke sådanne tanker. Det er skønt, og jeg er så taknemmelig, men lige i (ande)rumpen kommer skamfølelsen.

Hvordan kan jeg gå rundt og være så glad i låget, når der er krig i Europa, og stakkels mennesker finder deres elskede i massegrave – hvis de altså finder dem.

Flere har skrevet, at Volodymyr’s største fare er, at folk mister interessen, for Vestens opbakning er af bogstaveligt talt livsvigtig betydning, og det er jeg jo smerteligt bevidst om.

Derfor skamfølelsen. Kan jeg tillade mig at leve så privilegeret og være så glad samtidig med, at andre lider?

Det er ikke noget nyt dilemma, og især overlevende fra ulykker, hvor andre har mistet livet, lider af dårlig samvittighed over ikke også at være blevet dræbt.

Men vi kan jo heller ikke lade hele livet gå i stå, og Påsken skal netop minde os om, at først sørger vi over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig. Som situationen er nu, kan vi desværre blot håbe og bede til, at lidelserne slutter så hurtigt, som muligt,  så vi kan fejre – og hjælpe med –  genopstandelsen.

Til gengæld har vi en forbandet pligt til at være taknemmelige over hvor godt, vi egentlig har det, og det forsøger jeg at minde mig selv om hver dag.

Siden en veninde engang i slutfirserne smed en bog på mit bord med ordene “den skal du vist læse”, har Louise L. Hay været min guru(inde). Som I kan se, er bogen godt slidt, for den har været med mig over hele verden, og den er blevet brugt flittigt.

Jeg ved godt, at alle har sine egne guruer, guder og meditationsmetoder, men jeg lærte altså at meditere til de remser, som er i denne bog, og det gør jeg stadig. Jeg har udvidet repertoiret over årene, og har nu også Hay som lydbog, “Morning and Evening Meditations”. Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig har lyttet mig igennem aften varianten, men jeg bruger jævnligt morgen udgaven, som jeg ligger og lytter til, før jeg står op. Den handler akkurat om at være taknemmelig. Især for de små ting, som eksempelvis ens badeværelse. Som Louise L. Hay siger:  “Even Kings and Queens did not have that modern miracle, your Bathroom is”, og det er der jo noget om. Man kan altid finde nogen, der har det værre end en selv.

“Send love ahead of you, if you are going to….. ” lyder en anden af sætningerne. Banalt, men det virker. Det går altid bedre, når vi møder andre med et smil og gode intentioner.

Og således fik jeg skrevet mig frem til, at det er ok, at jeg går rundt og er glad i låget, bare jeg husker at være taknemmelig over at være, hvor jeg er, og at jeg så ellers også forsøger at hjælpe, hvor jeg kan og være god mod min næste.

Det er måske ikke helt at fejre genopstandelsen, men lidt derhen af.

GOD PÅSKE!