Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..

Jeg ved det godt alt sammen. De er kun til låns…. sådan må det jo være…årh, ikke andet… Og jeg ved også godt at de fleste af jer allerede har været der, men jeg kom lidt sent i gang i forhold til det med børn, så jeg er først nået dertil nu.

Dertil, hvor den yngste flyver fra reden. Bogstaveligt talt. Tværs over Atlanterhavet til den anden side af jordkloden. Med Air France, AF 430, som jeg fulgte hver millimeter på Flightradar. Som om jeg kunne have gjort nogen forskel – not!-men jeg kunne i hvert fald sikre mig, at der hele tiden var en lille rød maskine på skærmen, der så ud til at flyve i den rigtige retning. Med min  Mikkelino ombord, der jo når det kommer til stykket ikke er helt så lille længere.

Det har kun været planlagt en uge. Ikke at han skulle rejse, men Japan der var first choice og til april, har ikke lukket op for turister endnu, og en-to-tre var han på vej til Costa Rica og Columbia, som alle prøver at overbevise mig om ikke er, som da jeg var ung.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive sådan. Et halvt arbejdsliv i rejsebranchen. Et helt liv, hvor jeg har prædiket til alle unge, jeg kom i nærheden af, at de skulle rejse ud og opleve verden, og så sidder jeg her som en anden hønemor.

Helt galt blev det, da jeg satte mig i hans næsten ryddede og tomme værelse. Han er nemlig med sine egne ord blevet “low key smidt ud hjemmefra”. Det er selvfølgelig noget sludder, men han flytter formodentlig direkte ind til København, når han engang er kommet hjem fra sin store dannelsesrejse, og så kan vi jo ligeså godt tømme hans værelse og sætte det i stand imens og lave det påklædningsrum, vi har drømt om i så mange år.

For nu er vi bare os to – og virkelig meget skabsplads.

Det bliver skønt, men hvor er det også en mærkelig tid. Vi er seriøst ved at genopfinde os selv på ganske mange måder. Vi har taget tilløb i et stykke tid, og vi kan heldigvis finde på masser at lave sammen uden sønnerne, men det er stadig anderledes.

Også anderledes i forhold til ansvar. Andre har sikkert haft det anderledes, men pludselig er det som om, jeg kan tillade mig alt muligt på alle tidspunkter.

Hvis jeg har lyst til det, kan jeg spise morgenmad om aftenen og jeg behøver ikke længere være bekymret for, om mine afkom synes jeg er sindssyg, fordi jeg danser rundt og skråler med på et eller andet oldgammelt popnummer. Eller at de, mens de kigger ind i både køleskab og fryser på en gang (fyldte), beklager sig over, at der ikke er noget lækkert at spise, og Nils behøver aldrig mere bekymre sig om, hvor hans nye Chelsea Boots nu er henne, og mon ikke, det nu også er slut med utømte Ikeaposer fyldt med herreunderbokser og sokker,  man ikke lige magter at sortere.

Men det er også slut med hverdagskram og spontane cocktail parties om tirsdagen og bilture, hvor man skiftes til at vælge musiknummer og bare for at drille sætter virkelig gamle disco numre på, mens man hævder, at det er præcis samme volumen, som da sønnen valgte hip hop. Den gik som regel ikke, men det var altid værd at prøve.

Det er også slut med at finde vasketøjsspanden sådan, når der (endelig) er blevet ryddet op på værelser.

Den ældste flyttede i august sidste år, og nu er den yngste så på eventyr, og eftersom hverken de eller jeg forventer mini-marker indenfor de nærmeste år, så er vi “de gamle” helt for os selv.

Det har vi nu rigtig godt af, tror jeg. Vi nåede kun at være sammen i et lille år før vi både var gift og havde første søn, så det er også spændende.

Og når man tænker over det – hvem er jeg til at brokke mig. Jeg har sendt min søn på dannelsesrejse med venner, solskin og parasoller i sjove drinks. Tænk på alle de mødre, der lige nu sender deres sønner i krig. Det tænkte jeg meget over her i weekenden. Jeg kan downloade en app, så jeg kan følge fly og tidszoner, og vi kan Facetime, så meget, som vi orker (mig lidt mere…), men de russiske mødre kan ikke engang få ligene af deres sønner hjem og aner ikke, hvor de er, og hvad de bliver udsat for, og de ukrainske ditto er bogstaveligt talt gået fra uni til uniform. Det er fortvivlende.

Men lige nu udgår verden fra min navle og mit nye liv uden børn for første gang i lidt over 22 år. Måske skal jeg ligefrem have en taskehylde og et skab kun til mine sko……

Jeg har pludselig fået helt styr på tidszonerne.

One Reply to “Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..”

  1. Berit, jeg føler med digIkke noget galt i at være en hønemor ❤️Jeg havde ikke et roligt øjeblik da min 24 årige DATTER tog til Colombia…… det var skrækkeligt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.