Hiya Wall!

Jeg er ikke sikker på, at der er særlig mange, der kan huske replikken “Hiya Wall”, men i min familie kender de den. Når man har boet sammen med tre mænd, der hver på sin måde kan være fraværende, kan man nemlig indimellem føle, at man taler til væggen.

Det gjorde Shirley Valentine også i filmen af samme navn fra 1989 -helt bogstaveligt med “Hiya Wall!”, og det er fra den film, jeg har nappet replikken, som efterhånden fik mine mænd til at forstå, at nu skulle de altså høre efter. Jeg tror ikke, mine sønner nogensinde forstod hvorfor, jeg sagde sådan, men de forstod, at nu skulle de give deres mor opmærksomhed, og så kan man jo sådan set konkludere, at det virkede.

I denne uge sov “Shirley Valentine” alias den britiske skuespillerinde Pauline Collins stille ind i en alder af 85, og med et rigt liv inkl. 4 børn, ordener og andre udmærkelser, så det var ikke den store tragedie, selvom de efterladte selvfølgelig er fyldt med sorg.

Men det er ikke længe siden, vi også sagde farvel til Diane Keaton og Robert Redford, og det fik mig til at reflektere lidt. Vi 50+ har nået en alder, hvor de personligheder – skuespillere, musikere og andre kendisser, som vi er vokset op med, og som har været der hele vores liv, ligeså  stille tjekker ud en efter en.

Det er livets gang, og de fleste er ældre og mætte af dage, men det er alligevel lidt mærkeligt. Lidt, som når ens forældre går bort og man ved, at nu er man den ældste i familien eller næste i rækken, hvis det skal være lidt sort.

Det skal det selvfølgelig ikke, for det er søndag, og udgangspunktet er Shirley Valentine filmen, der er alt andet end sort.

Skulle I ikke have set filmen, eller have glemt den, så handler den om den midaldrende, engelske husmor, der keder sig gudsjammerligt med en mentalt fraværende mand, der forventer samme mad på samme ugedage og nogle børn, der har mere travlt med deres eget. Derfor taler hun med væggen.

Shirley kommer af forskellige årsager til en græsk ø, hvor hun møder Costas (!), og hun ender med at blive på øen, og vinke farvel til flyvemaskinen, da hendes veninde flyver hjem. Costas bliver rædselsslagen, da han ser hende komme tilbage fra lufthavnen, for han allerede er i gang med at forføre den næste midaldrende, forsømte kvinde, men Shirley er ikke blevet forelsket i Costas, hun er blevet forelsket i livet.

Filmen slutter med at hendes mand til sidst erkender, at hun ikke kommer tilbage, og han er nødt til at rejse efter hende. Han kan i øvrigt slet ikke kende hende, da han kommer til øen, og i slutscenen sidder de to sammen i solnedgangen og kan måske, måske ikke finde lykken sammen på en ny måde.

Det er mange år siden, jeg har set filmen, men jeg husker den som sjov og skøn og moralen om at bryde ud af hverdagen og blive genforelsket i livet kan jeg i den grad relatere til.

I sommer forelskede vi os i et hus på Bornholm, Vi har været forelskede i Bornholm i mange år, og nu var huset der pludselig, så vi slog til og købte det, og her slut november får vi nøglerne.

Jeg er både ovenud lykkelig, og skræmt fra vid og sans, for det betyder, at vi på sigt bliver “førdere”. Det er et stort skridt efter snart 30 år i Helsingør, men vi har brug for at blive forelskede i livet igen og komme på eventyr.

Jeg har så tit hørt folk sige klicheen “vi skal også gøre det, mens vi stadig er friske”, og så har de talt om rejser m.m., og jeg har tænkt, ja,ja, – den tid den glæde, men nu er det pludselig den tid.

Så vi har været i Ikea og leget unge, der skal etablere hjem og købt “starters kit” og af en eller anden uforklarlig årsag en si! Tre pander, en gryde en kasserolle og en si. Det kan ikke gå helt galt.

Næste skridt er malerbøtter og Ajax, og nytårsaften bliver fejret på lånte madrasser, og måske ved et spisebord, mens vi kigger på fyrværkeri over yndlingsøen, og jeg glæder mig.

Vi skal huske at genforelske os i livet og bryde ud af de vante rammer engang i mellem, ellers ender vi med at tale med (og om) væggen, og det er livet for dyrbart og kort til.

God søndag!

Billy Joel, bibelcitater og bare ben på Fælleden

Øv

Hvordan hænger de tre ting overhovedet sammen? Det gør de også kun fordi, de var en del af indholdet på den “retræte”, jeg var på i lørdags. En retræte med temaet “Heling”, som min præsteveninde havde arrangeret i Kirken i Ørestad.

Det var sådan en fin oplevelse, og jeg tror, at vi alle kan trænge til en retræte engang i mellem i en travl hverdag.  Jeg kan personligt rigtig godt lide, at sådan et arrangement er sat i rammer, og at man skal følge en program, men for andre er det måske bedre bare at være – somewhere.

Denne lørdag startede med yoga på kirkegulvet. Kirke er måske så meget sagt,  for der er rent faktisk ikke en kirke endnu. Det er et stort, råt lokale, og hvis man ikke passer på, kan man komme til at gå ind i neglesalonen, der ligger lige ved siden af. Man er i den grad i øjenhøjde med sin menighed her – bogstaveligt talt.

Men altså – ned på gulvet på måtter med kirkens logo (cool!) og da både alter og døbefond er på hjul, var de to ting kørt af vejen, for at give plads til os. Dæmpet musik og i gang.  10 kvinder var vi. I alle størrelser og aldre og med alle mulige bevæggrunde for at ligge her og svede. To var kommet helt fra Ringsted, men de var industrispioner, for de ville lave noget lignende og var så  afgjort på inspirationstur.

Efter yogaen og lidt lækkert traktement var det ud på Fælleden og vandre. Først i stilhed, så to og to med en, man ikke kendte i forvejen og undervejs var der stop med tid til fordybelse, fællessang og lækre sandwiches. Vi blev sørme også velsignet af præsten undervejs, og det kan man vel altid bruge. Derudover mødte vi en granvoksen kanin (ja, en mand klædt ud som kanin), en polterabend med lyserøde cowboyhatte, så en 30-40 fly lette og hilste på nogle glade køer, og jeg stak hovedet lige op i en træsøjle, hvor der med rød tus stod: “Du er elsket!”. Det var ikke nogen kedelig dag på Fælleden.

Foto: Henrik Thierlein, der skriver virkelig gode anbefalinger til, hvad man skal lave i København og resten af Danmark på bla. MigogCph.dk

Alle deltagerne havde forskellige årsager til at deltage. En yngre kvinde, der var så tynd, at jeg var bange for at hun ville blæse væk, havde netop dagen forinden fået besked om at hun var kræftfri. Da vi sagde tak for i dag, så hun nærmest lykkelig ud med sit tørklæde, hvor der engang var hår, og jeg noterede mig, at man også taber øjenvipper, når man er i hård kemo.

For mit eget vedkommende handler det om et afbræk, hvor jeg skal være og være tilstede. Ingen mobil, ingen forstyrrelser, kun fokus på i dette tilfælde heling og positive budskaber blandet med lettere fysisk udfoldelse. Det kan noget, og selvom jeg hverken har tid eller lyst til at gå Caminoen igen, det går helt fint med Fælleden,  så kan jeg genkalde følelsen fra bare at gå alene og rense hovedet for alt.

Til sidst var der mindfulness gudstjeneste med guidet meditation, og det er her Billy Joel blev en del at det hele. Der er ikke orgel i denne kirke men et stort flygel og en mandlig og kvindelig sanger, og de synger altid de sange, der passer til det givne tema. Derfor fandt jeg pludselig mig selv siddende og synge med på:

Slow down, you crazy child
you’re so ambitious for a juvenile
But then if you’re so smart, tell me
Why are you still so afraid?

Where’s the fire, what’s the hurry about?
You’d better cool it off before you burn it out
You’ve got so much to do and
Only so many hours in a day

**
Slow down, you crazy child
and take the phone off the hook and disappear for a while
it’s all right, you can afford to lose a day or two
When will you realize, Vienna waits for you?

Nummeret er helt tilbage fra 1977 og fra et af mine yndlings album, The Stranger, og selvom jeg ikke har hørt det i  lang tid, så kunne jeg teksten udenad. Jeg har godt nok også hørt den plade mange gange.

Tankevækkende er det, at allerede for 48 (!) år siden skrev Billy Joel en tekst, der rammer smak ned i vores tids store stress udfordringer.

Bundlinjen af det hele er, at vi alle kan trænge til en retræte, hvor hverdagens jag og genvordigheder bliver parkeret til fordel for positive og næstekærlige budskaber -med eller uden spirituelle budskaber. Det kan varmt anbefales.

Har du lyst til at opleve en retræte eller Mindfulness gudstjeneste med guidet meditation i Kirken i Ørestad, kan du læse mere her: Kirken i Ørestad 

Jeg er blevet forelsket…

Di Derre på scenen med Jo Nesbø i de blå sko.

…i Jo Nesbø. Ja, ham nordmanden med Doktor Proktor’s Pruttepulver og et utal af andre bøger, som jeg rent faktisk ikke har læst. Jeg har heller aldrig mødt ham, men det behøver man slet ikke for at blive forelsket, det er et hav af teenagepiger gennem tiderne med boybands levende beviser på.

Men forleden aften da jeg zappede igennem alle de forskellige tv-kanaler (det er sådan noget, vi af Den Gamle Ordning gør) stødte jeg på norsk tv på et band, der tydeligvis spillede på hjemmebane. Det lød ret godt, og jeg blev hængende, og så stod der pludselig, at det var Jo Nesbø.

“Hold da op”, sagde jeg til min mand, “nu spiller han også musik”, hvilket viser, hvor lidt jeg vidste, og for den sags skyld ved, om norske kunstnere, for Jo Nesbø var musiker, før han blev forfatter. Vel at mærke en forfatter, der har solgt over 50 mio. eksemplarer af sine bøger.

Jeg gik derfor på research, og jo mere jeg fandt ud af om hans band “Di Derre”, jo mere vild blev jeg med både Jo og bandet. Det viste sig, at jeg faktisk kendte et af deres numre en lille smule, for det har været genindspillet med Poul Krebs, og det havde jeg trods alt hørt en enkelt gang eller tre.

Men tænk, hvor lidt vi ( i hvert fald jeg) ved om vores nordiske kunstnere. Her har vi et multitalent, der for nordmændene vel er en blanding af Jussi Adler og  Kim Larsen, og jeg kendte kun til hans forfatterskab. Han er i parentes bemærket også uddannet fra Oslo School of Economics, og arbejdede som bl.a. journalist og aktiehandler før sin kreative karriere, så der er vitterlig tale om en mand med mange facetter.

Di Derre’s andet album solgte til dbl. platin, og det er dermed altså ikke et lille, ukendt band fra Molde. Nu giver de imidlertid kun få koncerter om året, hvilket måske hænger sammen med, at bandet oprindeligt blev dannet med Jo Nesbø’s bror, Knut, der gik bort i 2013.

Hvorom alting er, mens jeg forelskede mig i dette multitalent – og ok, meget charmerende mandsperson, blev jeg også lidt trist over, hvor lidt jeg har fulgt med i det nordiske kulturliv.

For alt for mange år siden, viste svensk tv “Måndags Børsen”, hvor stort set alle, der var noget ved musikken optrådte, og jeg så næsten hvert eneste program. For en god ordens skyld, det var altså efter sort/hvid tv.

Da jeg var yngre, så jeg en masse svensk tv, og havde helt styr på, hvem der var toppen af poppen i Sverige. Det har jeg heller ikke længere, og hvis vi lige ser bort fra de allerstørste, har jeg ingen pejling på, hvad der rør sig på den anden side af sundet. Norge, Island og Færøerne har jeg slet ikke styr på, og det synes jeg, er lidt en skam.

Det er mit eget ansvar, det er jeg helt med på, for jeg kan jo bare finde noget på Spotify, og det gjorde vi faktisk også sidste år, hvor vi var på bilferie. Hvert nummer, vi hørte under bilturen, skulle være fra et nyt land i Europa, men det var ikke let. Jeg tror eksempelvis ikke, jeg kender mere end en finsk kunstner.

Dan Rachlin har lige udgivet en lille Facebook føljeton, hvor han skiver om begrænsningerne for radioværter i forhold til at vælge musik. Playlisterne bliver styret centralt fra, og af frygt for at miste lyttere (-læs annoncekroner) spilles kun det sikre. Sandsynligheden for at høre en i Danmark ukendt kunstner, er derfor mindre, end den var tidligere, og det er ikke et fremskridt. Vi skal da udfordres en gang i mellem og høre noget vi ikke kender. Roxette havde aldrig fået deres US gennembrud, hvis ikke en anarkistisk radiovært havde spillet det nummer, han lige havde hørt på en ferie i Sverige.

Bedre bliver det ikke af, at DR har skåret stort set alle kulturprogrammer væk. Sammenligner vi med andre public service stationer i Europa, er det en ørkenvandring. I et land som Østrig er der en decideret kulturkanal, og der vises fra alle genrer, og kigger vi bare på Sverige er udbuddet mere end dobb. så stort som på DR. Tyskland og England viser tv kulturnyheder på linje med sportsnyheder.

I en tid, hvor der tales og skrives så meget om åndelig oprustning, ville det virkelig klæde DR at skrue op for kulturformidlingen, og jeg er ret sikker på, at der faktisk er seere og lyttere, der gerne vil udfordres en gang imellem og ikke kun se og høre, hvad algoritmerne sender i deres retning.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at jeg stadig har “turbo-tv”, og kan se både svensk, norsk og tysk tv, og dermed få input fra landene omkring os -og altså også en lille lang-distance sommerforelskelse.

God weekend i sommeren!

Noget har altså forandret sig!

Forleden sendte algoritmerne dette foto i min retning på Facebook. Billedteksten var noget om, at man altid skulle gå efter at være forrest, for det er det sjoveste, men der var noget helt andet, som ramte mig ved dette foto. Altså først og fremmest, bliver man jo glad i låget at se disse damer have en fest i en rutsjebane, og jeg må også medgive, at det ser ud som om række et har det noget sjovere end række tre, men det var damerne i sig selv, der fik mig til at reflektere lidt over, at noget har altså ændret sig.

Hvor gamle mon disse glade kvinder er? Mit gæt er, at de har været omkring de 50-60, da dette foto blev taget. Ja, jeg ved godt, at det er fra det forrige århundrede, og sikkert også fra USA med til hverdag hjemmegående husmødre (som jeg i øvrigt har stor respekt for – jeg har selv været en i flere år), men påklædningen og deres look.

Nu skal jeg spare jer for et foto af Victoria Beckham, men hun er lige blevet 50, Jane Fonda ligner en million som 87 årig, og ikke et ord om Helen Mirren eller diverse voksne kvinder, der lige har gennemført Royal Run, for det er et noget andet look. Jeg tænker også, at plader med titler som “For de unge på 40”, i dag vel ville være, “Yo! Whats up?”, mens familien kæmper for at få den 40-årige til at forstå, at der er altså visse ting, der hører med til at blive voksen, for med en fortærsket sætning, tiden er en anden.

Min veninde, der bor i England, ringede i denne uge (50something for Facetimede) halvt ødelagt af grin og halvt en lille smule tænksom. Min veninde bliver 64 næste gang, men ligner en på maks. 50. Træner flere gange om ugen, både pickleball og badminton og går mindst 5 km. hver dag. Hun var blevet kontaktet af sit lægehus, fordi nu havde hun nået den alder, hvor det nok ville knibe lidt med at røre sig, så derfor ville de gerne invitere hende til stoletræning sammen med andre i hendes aldersgruppe. En seniormotionsgruppe.

Jeg spurgte hende  selvfølgelig, om hun havde svaret, om det skulle være før eller efter pickleball, men udover det sjove i det, og jeg i øvrigt synes det er supergodt, at lægehuset på den måde forebygger og hjælper, så gav det selvfølgelig også stof til eftertanke. Vi er nu i den alder, hvor andre begynder at holde øje med os. På den gode måde altså.

Alligevel vil jeg påstå, at der trods alt er sket en forandring i forhold til tidligere generationer, jf. damerne i rutsjebanen. Det er jo bedstemødre i look, og trods de giver den gas her, så nok også i sind. Der er vi heldigvis ikke længere. Vi kan godt tage en diskussion om det er ok at sætte pensionsalderen op til 70 år (nej, det er det ikke!), men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi efterhånden ikke vil lade et årstal definere os. Det kan godt være arbejdsmarkedet vil, men vi vil ikke. Vi vil leve livet – hele livet, og hvis det er i stramme læderjeans og højt hår, så fred være med det.

Det kommer skavanker – selvfølgelig gør der det. Det er også årsagen til, at min foretrukne motionsform er “Aqua-fit”. En hypermobil krop har ikke led til løb eller hop, men så løser man det på den anden måde, og nogle af mine bedste venner har lige tilbragt hele weekenden på Copenhell, og de er altså også over 50.  Det er de fleste af musikerne såmænd også, og selvom anmelderne ikke helt kan blive enige, så fornemmer jeg, at Billy Idol lavede lidt af et show.

Fra min egen verden og netop aqua-fit havde jeg også selv i dag en oplevelse, der understregede, at alder nogle gange er flydende. Jeg træner næsten hver uge med en ældre dame, der kan være alt mellem 70 – 90. Hun er korthåret og den energiske type, men ellers ligner hun alle os andre. Det vil sige lige til i dag. Vi klædte om sammen, og jeg noterede mig, at hun tog kasket og kort jakke på, da hun gik. Looket kan ikke komme længere fra damerne i rutsjebanen. På vej ned af trappen kigger jeg ud på parkeringspladsen, og der holder den vildeste Ferrari Cabriolet. Jeg kigger derfor selvfølgelig en ekstra gang og må juble højt, da det er min træningsfælle, der med sin kasket indtager bilen og kører hjem.

Go Girl Go!!!

Da vi flyttede ind, blomstrede kirsebærtræet

Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.

I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.

Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.

Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ),  er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.

I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld  har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt  beskyttelse er blevet klippet ned.

Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i  en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.

Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

Det er simpelthen for trist at se billeder fra dansk landbrug, så her er en glad gris.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.

I Danmark produceres årligt 40 millioner grise.  Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret.  De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også,  en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.

Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.

Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.

Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.

Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?

Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.

I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.

Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd.  Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.

Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.

-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.

Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.

-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.

God weekend!

Hvis du vil vide mere:

Dyrenes beskyttelse

Dyrevelfærdsmærket

Set udefra er vi faktisk misundelsesværdige

De fleste danskere har en svaghed for at læse, hvad udlændinge tænker om os. Selvom vores andedam efterhånden er blevet til en velvoksen sø, og vi seriøst må være det folk i verden, der rejser mest, så har vi stadig et lille land kompleks (ikke et ord om rigsfællesskabet), og derfor sluger vi også med stor nysgerrighed, hvad folk fra den store verden mener om os.

I hvilket andet land var det eksempelvis blevet en forsidehistorie, at en britisk skuespiller har døbt sit barn Tove? Det er selvfølgelig også en lidt interessant historie, men alligevel.

Nå, men jeg får også engang imellem i lysten til at høre, hvad den store verden tænker om vores kultur og måde at leve på, og fordi jeg har set en enkelt lille video, sender algoritmerne nu et hav af herboende udlændinges gode råd om dit og dat og undren over danskernes måde at leve på i min retning.

Historierne om barnevogne udenfor uden opsyn er en klassiker, og vi kender også alle sammen den store undren over lakrids, og at man bare ikke skal røre ved den gamle jul.

Men forleden stødte jeg på en amerikansk kvinde, der fortalte om hendes helt store undren over de mange mænd, der arbejder med børn, og det fik mig til at tænke over, hvor meget vi egentlig tager for givet, men som bare ikke er det.

Hun berettede – i øvrigt med stor glæde, om hvor mange mandlige lærere, der er  på hendes ene barns skole. Hun fremhævede også en episode, hvor hun i det andet barns børnehave havde set en mandlig pædagog med et barn på skødet, hvor de to grinede og læste historie sammen. For hende var det en oplevelse, der  svarede til at gå en tur på Mars.

Derudover var hun dybt forundret over alle de unge – særligt de unge mænd, der arbejder i de forskellige institutioner. Så forundret, at hun havde spurgt nogle om hvorfor, og havde fået svaret at i deres alder var det småt med jobs, og at de meget hellere ville lege med børn, end at sidde i kassen i et supermarked. Dette fremhævede vores amerikanske gæst som noget helt unikt -altså at unge mænd vil arbejde med børn, og finder det sjovt og berigende.

Ærligt, dette havde jeg slet ikke tænkt over. Min ene søn har også på et tidspunkt arbejdet i en SFO og jeg har aldrig – som i aldrig –  på noget tidspunkt skænket det en tanke, at det var usædvanligt, fordi han er en mand. Min anden søn har en mandlig pædagog som bofælle, og vi har da også en mandlig  pædagog i vores omgangskreds. Vældigt flinke og helt normale mennesker.

Den amerikanske kvindes refleksioner fik således også mig til at reflektere.

Der er så meget, som vi tager for givet. Vi tror, at fordi vi lever på denne måde, så er det helt almindeligt, og det er bare sådan, det er.  I den store verden derude, er det bare ikke tilfældet, og eksemplet må give stof til eftertanke.

Jeg blev, efter at have set den amerikanske kvinde, så taknemmelig og glad for, at jeg lever i et land, hvor mennesker kan arbejde med det, der giver dem glæde, uden at der kigges skævt. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, det er der altid, men vi har trods alt skabt et samfund, hvor man frit kan vælge sin beskæftigelse uden at nogen af den årsag synes, man falder uden for skiven.

Tænk, hvis vi kunne begynde at fokusere lidt på alle de positive ting, der er i vores samfund. Det er trods alt ikke mere end 70 år siden, at det nærmest lå i ruiner, og vi virkelig kunne tale om fattigdom, og knap 100 år siden børn født udenfor ægteskab blev betragtet som uægte. Det kunne jo være, hvis vi begyndte at være lidt taknemmelige – og nøjsomme- at vi så ville få overskud til at løse de virkelige problemer.  Vi kan jo starte med Folkeskolen.

Derfor er det også sundt nogle gange at høre, hvad andre tænker og mener. Man bliver samfundsblind og i tech-garkernes ekkokamre bliver alt sort / hvidt, og vi får tendens til at glemme, at der næsten altid er nuancer.

Så  denne weekend vil jeg udelukkende være taknemmelig og glædes over alt det gode, og så lukker jeg verden ind igen på mandag.

De er bedre end deres rygte…

…og nej, det er ikke Boom’erne, jeg tænker på.

Jeg tænker på alle de unge mænd, som jeg støder på. Jeg er selv beriget med to af slagsen. 22 og 24 år er de nu, og selvom de ikke bor hjemme mere, så har jeg jo jævnligt fornøjelsen af både dem og deres venner.

Faktisk havde jeg tænkt på dette blogindlæg allerede for nogle uger siden, da min yngste havde fødselsdag, og den blev fejret som en tre-trins-raket. Først eftermiddagshygge og middag med familien, så stødte kammeraterne til og da vi “gamle” gik hjem, gik de unge i byen.

For mens vi var sammen med de unge mænd, var de så søde, omsorgsfulde og snakkesalige – også med os, og jeg sad og blev helt rørt over, hvor skønne de alle sammen var. Alle i gang med at blive rigtige voksne, med hvad det nu indebærer af rudekuverter og forpligtelser, og så alligevel ikke, for både fremtidsdrømme og illusionerne om verden er intakt. Guderne (alle nævnt, ingen glemt) skal ellers vide, at der er nok af udefra kommende trusler, der kan vælte dem omkuld, men nej. Og de som studerede, arbejdede alle ved siden af for at kunne få økonomien til at hænge sammen, mens andre var startet i bunden af karrierestien og nu langsomt bevægede sig op trin efter trin. Så jeg sad altså der i sofaen, og blev helt rørt.

Det kom jeg til at tænke på i går, hvor jeg spiste frokost med en god ven. Det er i sig selv var sådan set herligt nok, for vi har en samtale, vi startede for godt 10 år siden, der ikke er slut endnu, og vi har det ret så sjovt i hinandens selskab. Men i går fortalte han også en historie, om noget, han netop havde oplevet, der fik mig sådan til at grine.

Hans datter er upcoming musiker, og skulle spille et koncert i København. I køen på vej ind (ingen VIP’s her…) falder han i snak med nogle unge mænd, der står bagved ham i køen. Glade unge, lettere berusede ungersvende med et par dåseøl i hænderne. Da de hører, at han skal ind og se den unge, kvindelige musiker skamroser de hende – ærligt, nok mest hendes udseende, og er alle enige om, at hende gider de godt kn….! Hun er også smuk som en engel, og jeg har mere end en gang tænkt, om ikke et arrangeret, tilfældigt møde med en af mine sønner ville være en god ide.

Nå,  moderen falder i snak med ægteparret foran og i den forbindelse bliver det offentliggjort, at det altså er den unge, smukke kvindes far, de netop har fortalt, hvad de gerne vil gøre ved hans datter.

Se, nu kunne de unge mænd bare have ladet om ingenting og kigget den anden vej. Men nej, de spørger lettere røde i hovederne, om det er rigtig forstået, at det er faderen til musikeren, de lige har talt med. Da min ven bekræfter, skjuler de, de nu helt røde ansigter, i hænderne og undskylder, det bedste de kan. De beder ham bære over, idet de bare er nogle unge, halvfulde, glade fyre. Det gør min ven selvfølgelig, og forsikrer dem, at han også selv har været ung og halvfuld engang, så han kan godt huske det.

Både min ven og jeg havde selvfølgelig en fest over situationen, der er som taget ud af en halvdårlig film, men vi var også enige om, at det var nogle ualmindeligt søde unge mennesker, der tog ansvar for deres opførsel. Det hjælper nok, at min ven har et vist pondus i både højde og fremtoning, men alligevel.

Og det fik så mig til at tænke på mine sønners venner for en måneds tid siden, og derfor dette tema på søndagsbloggen.

Jeg ved godt, at der aldrig har været så mange diagnosticerede unge. Jeg ved også godt, at der er flere “selvskadere” end før, og at vores unge drikker, som huller i jorden. Jeg er også fuldt bevidst om, at både min vens datter og mine sønners omgangskreds er fra såkaldt ressourcestærke hjem, men det ændrer ikke på, at de fleste af de unge, jeg møder på min vej er top-skønne, og rent faktisk er så meget bedre, end deres rygte. Hvis de i det hele taget har et rygte. De synes i øvrigt også, at woke-ism har taget overhånd, og at bartenderen fra Hotel Cecil, der blev fyret og så kastede maling på et kunstværk på SMK, er en spade.

Så denne klumme er en hyldest til alle vores unge, skønne mennesker, der navigerer i en verden fyldt med SoMe, klimakrise, krige, utallige kønsidentiteter og mødre, der insisterer på at spille Do they know it’s Christmas på repeat.

Længe leve vores unge!

Jeg savner tiden 1985 – 1995…

…sådan cirka, og helt konkret savner jeg:

  • Ord som fredsforhandlinger, nedrustning, Perestrojka og Glasnost
  • Next Stop! – både Nevada og Sovjet
  • At forurening handler om at smide sit ispapir i skraldespanden, og ikke at jorden vil gå under, fordi jeg kører på søndagstur i min bil eller flyver til Mallorca
  • Sætninger som “Tear that Wall down!”
  • Mærkelige grupper (jeg deltog selv i en), hvor vi håbede, at vi med tankens kraft kunne sende signaler til  verdens ledere om fred (nej, jeg ved ikke, hvordan det skulle virke )
  • Mathias Rust – og Gevalia reklamen, der fulgte efter
  • Små, sjove Trabanter, der myldrede over den gamle grænse
  • Fredsbevægelser – selv morgengrimme for fred
  • Håb og optimisme om en ny tid
  • Håb om demokrati i Kina (ok, den var lidt langt ude)

  • Kreative musikvideoer
  • At kunne danse en hel nat
  • En udenrigsminister med vid, humor og respekt for skatteborgernes penge
  • Et herrelandshold med Preben Elkjær typer
  • At vinde EM i fodbold
  • At kunne opføre sig åndsvagt uden at være bange for at se det på internettet
  • At vitterlig tro, det hedder marcinpan… med n. Det lød meget sjovere
  • Ikke at være træt kl. 23
  • At kunne passe min gamle yndlingskjole
  • Danske reklamer, der var sjove, kreative og langtidsholdbare
  • At offentlig transport var noget, der blev taget alvorligt
  • At public service tv blev taget alvorligt
  • At mange læste aviser
  • At man måtte sige “Mine damer og herrer!” uden at blive beskyldt for at være krænkende
  • Dametoiletter
  • Begivenheder som “Live Aid” og folk, der troede, de kunne gøre en forskel
  • At fodbold handlede mere om fodbold end profit
  • At Trump kun var forretningsmand…eller hvad han nu var
  • Dan Turèll
  • At religion i Danmark var en privatsag
  • At være spændt på, hvad jeg får i julegave (ok, det kan der nok ændres på)
  • At nogen i fuld alvor hældte dyr, fransk rødvin i kloakken foran Den Franske Ambassade i protest mod atomprøvesprængninger
  • Hensyntagen i det offentlige rum
  • Ubekymrethed og ikke at  skulle tænke på 3-dages overlevelseslagre
  • Nåh ja… og så de to her… naturligvis i en udgave fra den tid


Og ja, jeg er klar over, at det vil være lige så nemt, at lave en liste over, hvad man ikke savner fra den tid, men den må du selv lave.

 

Der er måske kun 20 somre tilbage

Jeg har pakket haven ned i dag. Altså havemøblerne og de ikke frostsikre krukker m.m., og så kom jeg til at tænke på noget, min veninde sagde for et par uger siden: “Har du tænkt over, at der måske kun er 20 somre tilbage?”

Øh… næh… det havde jeg ikke lige tænkt nærmere over. Antallet altså, men det er da klart, at jeg har tænkt over, at både hun og jeg også er i gang med efteråret. Livets efterår.

Nu kan jeg bedst lide sommeren. Jeg er født om sommeren, og jeg er et helt igennem solskinsbarn, så det med at bladene falder af træerne, og det bliver koldt, er ikke lige mig. Jeg kan godt se, at efteråret er smukt med alle farverne -i en uge, men fra medio oktober til ultimo april ville jeg helst bo et meget varmere sted, og nej stearinlys, julegløgg og hygge foran pejsen hjælper ikke, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at vinterbade.

Derfor ramte hendes ord også ret hårdt. Ikke fordi jeg, som Emil Thorup har noget ønske om at blive 180 år, men 20 er alligevel et ret markant tal, ikke? Nu kan man selvfølgelig relativere, og sige, at der er hele 20 somre tilbage, og hvem siger også at det ikke bliver 25? Det ved vi heldigvis ikke, og jeg er ikke i den kategori, at jeg kan forvente et opkald fra Mikael Bertelsen, så jeg lever i lykkelig uvidenhed. Jeg er dog vidende om, at det næppe bliver 40.

Brug tiden sammen med mennesker, der får dig til at le!

I denne uge trak Line Baun Danielsen stikket. Hun har midlertidig meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Nu har hun arbejdet, siden hun var 11 år (jordbærplukker), haft et stresssammenbrud og efter et møde med sin pensionsrådgiver har hun valgt at bruge tiden med de mennesker, der betyder mest for hende, fremfor på arbejde og med de sociale medier, der har det med både at æde ens tid og ens humør. Jeg forstår hende godt. Især, når man ved, at hun også lige har købt en lille lejlighed i Paris.

Det er så vigtigt, at vi er bevidste om at bruge tiden rigtigt. De senere år har jeg helt bevidst valgt at bruge mere “vi laver ingenting sammen tid” med min mand, fremfor eksempelvis at deltage i diverse arrangementer. Jeg har i øvrigt heller ikke energien længere, og jeg har altid følt mig som en hund i et spil kegler til receptioner. Jeg kan sagtens “small-talke” om alt og intet, men jeg gider ikke, og jeg synes helt grundlæggende, det er kedeligt.

Nu lyder jeg som en gammel, sur boomer, men til det vil jeg bare sige som Ricky Gervais – “I don’t care”. Det er min tid, og mine regler, men kors hvor har det taget lang tid at nå der til, og jeg er ikke i mål endnu.

Jeg bruger stadig alt for meget tid på ting, der ikke genererer god energi. Noget er et vilkår. Havemøbler, der skal pakkes ned for vinteren eksempelvis. Det er ikke super sjovt, men nødvendigt, og så kan man jo gå og mindes sommerens gode oplevelser imens, helt uden at tælle ned fra 21, men andre ting og mennesker skal man se at få ud af sit liv.

Refleksionerne er vel første skridt til at få foretaget ændringer. Det at tænke over, hvordan man bruger sin tid, og være bevidst om, at den altså ikke er uendelig, er både ubehageligt og nødvendigt.

“60 uden stress” sagde en anden god ven for nylig, da vi fejrede hans runde fødselsdag. Han havde blandt andet ønsket sig bidrag til en shaman tromme, og udover, det er første gang, jeg har været med til at give en sådan i fødselsdagsgave, vidner det også om, at han stadig er enormt nysgerrig på livet, men også at han bruger sin tid fornuftigt. Han udforsker og lærer noget nyt. Måske kan han ligefrem blive ven med en norsk prinsesse.. hvem ved…

Så nu vil jeg lade mig inspirere af ham, pakke min efterårs blues sammen, lytte til “De fire årstider”,  glæde mig over, at der i hvert fald er 20 somre tilbage, og så tænke over hvordan jeg bruger tiden allerbedst for mig. Håber, du gør det samme.

Sommer, sol og Shakespeare

Hvad er nu det for en sammenblanding? Hvorfor skal en for længst afdød engelsk forfatter, som nogen ovenikøbet er i tvivl om skrev sine stykker selv, og som alle gruer for at skulle læse i engelsktimerne, hvorfor skal han pludselig blandes ind i den  dejlige, danske sommer?

Ja, det er egentlig et godt spørgsmål. Specielt taget i betragtning, at lige nu sidder jeg på min yndlings ø, Bornholm, og er kommet så langt ned i gear, at bare en beslutning om hvad jeg skal spise til frokost, pludselig synes helt uoverskuelig. Det holdt ellers hårdt. Første uge af ferien gik med den samme Covid-agtige influenza, som alle andre også er ramt af, og jeg skulle ellers hilse og sige, at den bliver man virkelig syg af…. og meget, meget træt af længe efter. Bakkerne på øen er virkelig stejle… pyhh – meget stejlere end sidste år. Her er alligevel vidunderligt.

Men Shakespeare, William altså, der ville være blevet 460 år den 23. april 2024, hvorfor skal han med til Bornholm, og hvorfor er han stadig værd at skrive om, læse og opleve live? Det er jo ret fantastisk, når man tænker over det. 460 år og Hamlet er stadig det mest opførte skuespil i verden. Mozart ville kun være blevet 268 år i 2024, og selvom jeg elsker Rolling Stones for stadig at være på scenen, så er 80 år og still going strong, ingenting i sammenligning.

Jeg skal imidlertid være den første til at indrømme, at det tog noget tid, at få hul på Shakespeare, og det var i første omgang via film. Omkring 1980 var instruktøren Paul Mazursky ret stor, og jeg elskede hans film.  Så meget, at jeg mod alle odds, så Tempest, der er en moderne udgave af Shakespeares The Tempest, omskrevet af Paul Mazursky, og pludselig tog den ene film, den anden. “Looking for Richard” af og med Al Pacino står den dag i dag stadig som en af mine største filmoplevelser. Vi var måske 10 gæster i Vester Vov Vov den eftermiddag, men jeg var blown away.

Sjovt nok så tror jeg, at en af årsagerne til at min mand (der har fuldstændig styr på Shakespeare – og ikke fra film) blev lidt mere forelsket i mig, da vi lige havde mødt hinanden, var fordi jeg kunne citere fra netop Tempest. Jeg var dog ærlig nok til at indrømme, at det var fordi, jeg holdt af Mazursky film, og ikke fordi jeg havde læst stykket.

Men, når man så også finder på at bosætte sig i “Home of Hamlet”, så er der ligesom ingen vej tilbage. I Helsingør er vi nemlig både “Landsholdets Hjemby” og “Home of Hamlet” (vidunderlig kombination), og hver sommer er der Shakespeare Festival ved Kronborg i Helsingør, som Danmarks Shakespeare Teater, HamletScenen står for. Derfor hører Shakespeare sammen med sommer og sol i Helsingør.

I øvrigt er en af mine gamle yndlingsscener fra en film også relateret til Shakespeare. I den nu fuldstændig glemte ” An American Werewolf in London” forsøger filmes hovedperson at blive arresteret på Trafalgar Square, og han råber derfor obskure ting ud i hovedet på de fuldstændigt ligeglade og sagesløse briter. Lige indtil han råber: “Shakespeare var fransk!” – så bliver han arresteret. Resten af filmen er fyldt med lignende sjove scener, men jeg er ikke sikker på, at filmen holder helt i dag.

Men Shakespeare holder, og han dukker op her og der og alle vegne -også i vores sprog, der er fyldt med ord og vendinger, han har opfundet. Jeg nævner i flæng:

Et hjerte af guld (Henry V)
At være eller ikke at være (Hamlet)
Ikke lukke et øje (Cymbeline)
At holde lav profil (Much ado about nothing)
For Guds skyld (Henry VIII)
Catch a cold (Cymbeline)
At bryde isen (The Taming of the Shrew)
At forsvinde ud i den blå luft (Othello) og selvfølgelig –
We are such Stuff, dreams are made on (The Tempest).

Fantastisk ikke? Og listen er nærmest uendelig.

I min optik er det imidlertid det faktum, at Shakespeares stykker kan nyfortolkes og kopieres i det uendelige, fordi konflikterne er eviggyldige, der gør, at han stadig er relevant. Løvernes konge er et af de mere kendte eksempler, men Succession er også ren Shakespeare omfortolket og omsat til amerikansk forretningsverden.

Hamlet er evig moderne fordi i bund og grund handler det ikke om, hvorvidt han skal hævne og slå sin onkel ihjel. Det handler om, hvorvidt den unge mand skal vælge en ny vej og bryde med “hvordan man plejer at gøre”, eller som der forventes. Virker det bekendt? Nogen vil hævde, at med Hamlet fødes det selvansvarlige og moderne menneske.

Med min kærlighed til Helsingør og Shakespeare blev jeg derfor også rigtig glad, da jeg sidste år blev spurgt, om jeg ville være forkvinde (tidligere kendt som forperson) og være med til at starte en venskabsforening for Shakespeare Festival og HamletScenen. Jeg betænkte mig ikke mange minutter.

På Shakespeares fødselsdag i år blev venskabsforeningen  “Shakespeare Ambassadors Elsinore” således lanceret – han skulle jo også have en fødselsdagsgave, og i forbindelse med dette års Shakespeare Festival, 05. – 11. august, kommer vi i foreningen til at være mere synlige og forhåbentlig få en masse nye ambassadører.

Når vi nu er så heldige, at verdens mest berømte skuespilforfatter vælger at lade handlingen i Hamlet foregå på Kronborg, og verdens bedste skuespillere står i kø for at spille rollerne i stykket, så må vi da som det mindste bakke op og forsøge at skabe noget hype!

At være eller ikke at være A Shakespeare Ambassador!

Der er stadig få billetter tilbage til nogle af forestillingerne i årets festival, og de kan købes her (hvor man også kan tilmelde sig som ambassadør).