Anonyme Corona Halvhjerner


Er min nye identitet. Desværre kan jeg ikke selv tage æren for at have opfundet titlen, den tilfalder Emilia van Hauen, men hvor jeg synes, den er skøn, for det er netop sådan man har det. Ikke amme- eller malerhjerne, men Corona halvhjerne!

De typiske symptomer er i vilkårlig rækkefølge:

  • Du sidder og stirrer ud i luften uden egentlig at kigge på noget
  • Du ser serier, du faktisk synes er dårlige
  • Du lover dig selv at i dag skal du….. og når dagen er gået, har du nået to af ti ting
  • Du hader efterhånden maler- og oprydningsprojekter
  • Du savner gudhjælpemig din chef og dine kolleger… MEGET!
  • Du har traumer over dine dobbelthager og dit generelle udseende på virtuelle møder, og du sværger, at sådan ser du slet ikke ud i virkeligheden – hvorefter du for at trøste dig selv, og fordi du fortjener det, tager et stykke chokolade, et glas vin, lidt chips, en cola… vælg selv!
  • Du er ved at udvikle en form for introverthed og bliver skræmt ved tanken om igen at skulle være på Nørreport i myldretiden
  • Du er så træt af at glædes ved at lave slowfood og de små ting i tilværelsen, og ved at perspektivere på alle de, som har det meget værre end dig
  • Du er træt af at få dårlig samvittighed, når du har det som ovenfor beskrevet.

Fortvivl ikke, du er ikke alene, og lige om lidt, kan vi mødes i “Anonyme Corona Halvhjerner” og udveksle erfaringer.

Jeg ser det for mig:

“Hej, jeg hedder Berit, og jeg er Corona Halvhjerne. Jeg har ikke læst en bog færdig i to uger, men jeg har tjekket dårlige Facebook kommentarer 400 gange”.

Og apropos dårlige Facebook kommentarer og opslag. Kors, hvor er der meget junk på alle mulige medier. Jeg har altid dyrket mange sider meget, men nu hvor den endnu fungerende del af min hjerne behøver ekstra stimuli, har det desværre taget lidt overhånd.

Seneste grelle eksempel er den mærkeligste tråd, jeg længe -om nogensinde har læst. Stephanie Surrugues formastede sig til at skrive, at Ålborg ikke er Nordens Paris i et lystigt opslag, der blandt andet indeholdt linjen “Ved den hellige croissant!” Sidst jeg kiggede var der over 1000 kommentarer, der for det meste gik på at hun var arrogant, en klovn, dum og aldrig havde været i Aalborg og så et par om at det kan godt være, at AAU ikke var Sorbonne, men de uddannede altså bedre ingeniører. Splitte mine bramsejl!

Jeg bliver nødt til at revidere min opfattelse af Nordjyder. Jeg troede faktisk, de var besindige mennesker, der “lige vender skråen en ekstra gang” – det er i hvert fald, hvad man har hørt utallige gange den sidste måned, men her stikker det da helt af og jeg kom til at tænke på Piet Hein’ Gruk:

Men de keder sig vel også i Nordjylland, og tager det så bare skridtet videre og bliver kvarthjerner (undskyld Aalborg – men seriøst?!?!).

Nå, min mor sagde altid, at hjernen er som en muskel, og hvis man ikke træner den og holder den ved lige, så skrumper den. Derfor gættede hun blandt andet kryds og tværs og brugte tid på andre hjernegymnastikagtige ting. Det var også før IT, internet, Playstation m.m.

Jeg har altid været overbevist om, at hun havde ret, og den sidste måned har om noget bekræftet det. Så nu vil jeg kaste mig over en form for hjernegymnastik, så jeg kan få min anden hjernehalvdel og noget effektivitet tilbage, og så vil jeg glemme alle de halvhjerner og kvarthjerner, der bare er født sådan og af uransaglige årsager bliver ved med at blive gjort berømte og får taletid. Ingen nævnt, ingen glemt…….

As Time Goes By

Vi har ryddet op. Hvem har ikke det i disse tider? Håndværkere og byggemarkeder har aldrig haft så travlt, og det forstår man jo godt. Dagene flyder ud i et, og hvad skal man bruge alt den overskydende tid til? Der er trods alt ind imellem en grænse for, hvor mange serier, man kan se på en gang, og der sker alligevel ikke en sk..!

I, der har fulgt med her ved, at vores hus sank pga. noget byggeri overfor (og ja, vi tabte retssagen). Nu har vi så fået fikset alt udenom og hældt et ton eller to beton rundt om, så det er ved at være tid til revnerne indenfor. Dem er der også en del af, og så ikke et ord om, at det nye puds udenfor og dermed den nye maling falder af et sted ved 1.st sal. Det tager vi heeeelt roligt….

Men altså i weekenden gik vi i gang med det første rum indenfor – vi er jo ikke ligefrem håndværkertyperne, så vi skal øve os. Skal man benytte den eller den fylde til de revner osv. Ærligt, så er det mest Nils’ afdeling, så tager jeg mig af afvaskning og oprydning, og her var det så……. gisp! hvor stod der mange cd’er der på den reol bagest i køkkenet.

CD’er Berit – har du stadig cd’er? Spiller du også kassettebånd? Ja, lige nu gør jeg faktisk. Det lyder helt åndsvagt (ikke båndet), det ved jeg godt, men jeg fiskede for et års tid siden et gammelt stereoanlæg op fra kælderen, og der er Gudhjælpemig en kassettebåndoptager i det anlæg. Og bare for, at der nu ikke skal være nogen misforståelser – jeg har Spotify, Bluetooth, Chromecast og alskens fancy udstyr, men jeg har altså også et gammelt stereoanlæg, og en hulens bunke cd’er. Det har jeg så ikke længere.

Men kors, hvor var det svært.

Vi 50somethings voksede jo op med først kassettebåndoptagerne, hvor det gjaldt om at trykke “rec” på det rigtige tidspunkt, så man ikke fik Mylius eller andre med ind over musikken (især med Mylle var det svært). Så blev det plader -albums, og dem har jeg også stadig en del af, men det er jo blevet hipt igen.

Men ind imellem var der cd’erne, og de var dyre. I hvert fald for mig den gang. Man gik ikke bare lige ned og købte ti af gangen, så der var en hel praktisk og økonomisk grund til at opsamlings cd’erne blev så populære – og den var ikke kunstnerisk.

Derfor kan jeg næsten også huske hver eneste cd fra hylden, og jeg måtte under oprydningen konstatere, at jeg er en smule sentimental, for jeg kunne simpelthen ikke smide dem alle sammen ud. Det gik lettest med Nils’, der på mystisk vis havde blandet sig med mine, og ok, der er måske heller ikke nogen grund til at have to eksemplarer af The Essential Leonard Cohen. Heller ikke selvom vi begge to ret godt kan lide Cohen.

Og det er jo det. Ikke alene bragte alle disse gamle cd’er minder. De fortæller også historie. Om hvilken musik Nils og jeg havde tilfælles, da vi mødte hinanden der for snart 23 år siden. Om tidspunkter i ens liv, hvor man var i en særlig stemning, om rejser, om koncerter og om oplevelser, der har været med til at forme en.

Westernhagen eksempelvis. Jeg havde været i Berlin og set en tysk kunstner optræde på tv og var faldet for et nummer. Jeg kan stadig huske, da jeg stod i musikbutikken ved Bahnhof Zoo og på dårligt tysk forsøgte at forklare at det var en mand med en hat. Sælgeren var dygtig og hjem kom jeg med “Es geht mir gut”, som i lang tid var min godmorgenplade. Den cd kan jeg da ikke smide ud.

Det holdt også hårdt med Enya. Ikke alle cd’erne, for der var ikke mindre end fem. Men den ene, som jeg fik i julegave en gang i midt halvfemserne af min daværende chef og nu nære ven, som havde købt personlige julegaver til alle ansatte -og der var mange- på det kursuscenter, der indirekte var årsagen til, at jeg endte i Helsingør. Auch!

Eller den cd, som Nils og jeg hørte på instant replay, da vi lige havde mødt hinanden og følte (og opførte) os som sytten år igen i den lille lejlighed i indre København. Den er altså også blevet i huset.

Der dukkede også musik op, jeg fuldstændig havde glemt, som Junior med “På flugt fra alting”, hvor disse fantastisk linjer er at finde:

Nu vil jeg rigtig langt væk helt derud, 
hvor man klør sig i røven med et bambusskud” 

Synes faktisk stadig, at det er et sjovt og godt nummer, men den røg altså ud.

Til gengæld blev jeg også inspireret af at kigge alle de gamle ting igennem og de sidste par aftener har vi hørt “Kitaro” -på Spotify dog. En gang i stenalderen havde en af mine daværende venner indspillet to bånd til mig med denne japanske komponist, som dengang var meget eksotisk. Det holder stadig, og hvor var jeg glad for at blive mindet om det.

Men “As Time Goes By” (er der i det hele taget nogen, der stadig kan huske det nummer?) må jeg også bare erkende, at cd’er, de holder bare ikke rigtig længere. De var indimellem, og der er ikke engang et flot cover, som man kan glæde sig over. Så langt om længe – for længe, vil nogen nok mene – røg de ud.

Men jeg fik en skøn tur ned af erindringens Yellow Brick Road. Fik smidt de fleste ud (ja, jeg ved det godt… sentimental gammel kvinde) og så fandt jeg også ud af, at jeg havde overspillet alle mine gamle yndlingsnumre til kassettebånd den gang i 90’erne, hvor min bil ikke var nået til cd-afspiller, og derfor kan jeg nu høre alle numrene alligevel…  mine helt egne “Absolut Music” på kassette bånd.

Sørme om ikke en af vennernes tidligere udgivelser dukkede op. Det nu hedengangne “Buddy LongHorn and The Rangers”. Good times….

Det er ikke let at være nogen….

Det trækker tænder ud nu – gør det, og så er jeg endda ikke blandt de hårdest ramte. Men jeg må da indrømme, at der langsomt sniger sig en form for apati ind, og nogle dage er det som om min hjerne er gået på stand by!

Den største oplevelse i løbet af dagen er gåturen, hvor der efterhånden er myldretid hele døgnet. Hej-hej gaden er blevet til hej-hej stien, for alle hilser nu så pænt. I morges kom de med ski på nakken. Men hvorfor ikke? Hellere her end i Østrig.

Hundene er glade til gengæld. Hele flokken er hjemme og der bliver gået ture i et væk. Ikke alle hunde dog. I morges så jeg et FB opslag – ret sjovt faktisk, hvor en skrev at ligesom Ekstra Bladet har deres S.9 piger, så har Politiken nu deres “hvor er det synd for mig” pige-sider.  Denne gang beriget ved en ung kvinde, der havde anskaffet sig en hundehvalp, og nu havde morderligt ondt af sig selv, fordi det var SÅ hårdt, og det havde ingen fortalt hende. Nu var hun blevet helt i tvivl, om hun nogensinde skulle have børn.

Om ikke andet, så for det absurd humoristiske, bliver det i det næste årti spændende at følge MIG-MIG-MIG generationen, og gider man ikke læse Politiken og vil vide, hvad der venter, kan man bare kigge lidt på fars pige Alva i Dubai eller Fie Laursen dokumentaren. Nåh ikke? Nej, det bliver man også bare i dårligt humør af, og det er der rigeligt af i forvejen.

Godt humør er jeg trods alt blevet i denne weekend. Det er utroligt, hvad sol kan gøre, og så blev jeg også lidt rørt over de unge mennesker. De andre altså. De, som er kommet ud af deres egen navle, og holder ud på trods af, at de betaler den højeste pris, og dem er der heldigvis flest af.

Fredag aften havde den yngste inviteret sin pt. meget lille omgangskreds til herremiddag i orangeriet. Vores nye drivhus… kendt som orangeriet, er blevet det nye gå ud sted. For os alle sammen. Så kommer vi da lidt ud, og det er præcis lige så dyrt. Tro mig, jeg har tjekket elforbruget, og fra og med denne weekend skal der nu lægges kr. 200.- til ekstra el hver gang, man varmer det op.

Men de unge herrer skulle altså spise middag og det krævede både forberedelse, indkøb og planlægning. Og så stod de pludselig der. Høje, flotte, unge mænd, og lavede lækker mad.

De har stået der før. Masser af gange, for en af de skønne ting ved at have boet i samme lille samfund i mange år er historikken. Min yngste og hans ven har kendt hinanden siden vuggestuen og vi har derfor også været vidner til fødselsdage, konfirmationer og senest studenterfester. Vi har også været vidne til vennens første brandet (i vores kælder), men det taler vi ikke om. Kun, at som 15årig, er det en rigtig dårlig ide, at drikker pernod rent.

Benny Andersen beskriver det så fint i sit digt “Tiden” – “Man går ud i sit køkken, henter kakaomælk til sin spinkle søn, men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk, kræver øl, piger og revolution”.

Menu’en har også udviklet sig.
Og tiden, den går jo. Nu er hende den smarte, unge og moderne dj blevet 60 år, stod der i min WeekendAvis. Ligesom statsministeren læser jeg også stadig papiraviser. Dog uden makrelmad.

Hun har det heller ikke let. Hun er begyndt at gro grøntsager i haven, for så har hun da noget at leve af, udtalte hun i artiklen. Det er heller ikke fest og dj branchen, der er mest gang i lige for tiden.

Så nej, det er ikke let at være nogen, og vi skal passe på de små opløftende ting, der kan gøre os glade i låget. Som det nye radioprogram “Kys & Kram”, hvor de kun spiller 
feel good musik og fortæller positive historier. “Fordi vi fortjener det”, som de skriver. Og ja, jeg ved godt, det er banalt, men i usædvanlige tider må man godt være banal og gøre lige præcis det, som får en til at blive i godt humør og komme igennem.  I Danmark altså, ikke i Tanzania.

Det er tankevækkende, at for et år siden troede jeg i fuld alvor, at det ville tage sådan cirka 14 dage, så var vi tilbage på arbejde og normale tider igen. Nu har min mand, og flere jeg kender, været hjemsendt i et år, og der er vist kun få af os, der tror på, at vi vender tilbage til noget, der ligner en sædvanlig hverdag på denne side af påske.

Tiden smuldrer mellem Netflix serierne og man bliver efterhånden så SoMe (digitalt altså) afhængig, at pludselig har man surfet rundt i over en time, og man kan knap koncentrere sig om at læse en bog i længere tid af gangen.

Men…. vi er i live. Vi har mad. Vi har underholdning (tænk, hvis dette havde været før internet og turbo-tv). Vi har langt hår og vi har endelig tid til at gøre noget ud af aftensmaden, og vi kan helt sikkert komme i tanke om nogen, der har det værre end os, og det hjælper altid.

Så nu vil jeg danse rundt til noget feel good musik, og så vil jeg bilde mig selv ind, at om ikke særligt længe, så sidder vi til selskaber og taler om tiden, hvor vi lærte at gro grøntsager og trimme hår. For tiden går under alle omstændigheder, og vi skal ikke bare gå med, vi skal også huske at leve.

Pas på jer selv, og op med humøret!

Det er bare noget, vi leger…. men det er altså et ret hyggeligt sted at gå ud.
TIDEN
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer”
Klik
Benny Andersen

 

Det kan godt være, jeg ikke ser ældre ud….

… men så skulle I se mine plastikkirurger!
Dolly Parton

Det sagde Dolly med sin sædvanlige selvironiske humor til sit 50 års show på Grand Ole Opry, som kører i baggrunden lige nu. Dolly, som i parentes bemærket blev 75 i denne uge, og som jeg har et soft spot for.

For hendes historie, hendes talent, hendes selvuhøjtidelighed, for at hun forfulgte sin drøm og så selvfølgelig for hendes velgørenheds program med at løfte børn ud af fattigdom ved at lære dem at læse.

Nå, nu er det ikke os alle sammen, der hverken har lyst eller råd til plastikkirurgi, heller ikke selvom jeg læste i avisen, at danskerne strømmer til klinikker som aldrig før her under Coronakrisen. Tilsyneladende tricket af at se sig selv på virtuelle møder, og jeg skal ikke sige, at jeg ikke forstår det. Hov, den dobbelt hage havde jeg da ikke lige lagt så meget mærke til…..eller hvad er nu det for nogle rynker der? Dem havde jeg heller ikke ligefrem set på før i flere kvarter af gangen. Så happy days for plastikkirurgerne. Der er aldrig noget skidt, der ikke også er godt for noget.

Men ellers, så var det jo det amerikanske valg, der i denne uge fyldte hele sendefladen.  Det synes jeg Trump har gjort i al for lang tid. Jeg var træt af at høre om ham, allerede før han vandt sidste valg, så det har været fire lange (og forbandende) år, og vi holdt da også Biden, burger og Budweiser aften her på Alle’en.

Trump er 74 år. Joe Biden er 78 år. Bernie Sanders er 79 år. Nancy Pelosi er 80 år.

Det kan ikke undre, at det var en 22 årig, farverig og karismatisk kvinde, der stjal opmærksomheden – og ja, jeg er selvfølgelig også forelsket i Amanda Gorman. Hendes historie, hendes udstråling og fremfor alt er jeg vild med at poesi igen kommer lidt op på hipster skalaen.

Men nu er nogle af os altså så “boomer gamle”, at vi kan huske tidligere indsættelser af amerikanske præsidenter. Det kan også være en fordel, at være 50something.

Oprah Winfrey tweetede under indsættelsen: “I have never been prouder to see another young woman rise! Brava, brava, Amanda Gorman! Maya Angelou is cheering – and so am I!

Og hvem er så Maya Angelou?

Maya Angelou var -for hun døde i 2014 – amerikansk poet, forfatter, skuespiller, instruktør, aktivist og meget nær veninde af Oprah. Og, interessant i denne sammenhæng, så var hun på podiet i 1993, da Bill Clinton blev indsat, hvor hun som kun den anden i Amerikas historie og som den første afro amerikanske kvinde fremsagde et digt – “On the  Pulse of Morning”:

On the Pulse of Morning
A Rock, A River, A Tree
Hosts to species long since departed,
Marked the mastodon,
The dinosaur, who left dried tokens
Of their sojourn here
On our planet floor,
Any broad alarm of their hastening doom
Is lost in the gloom of dust and ages.
But today, the Rock cries out to us, clearly, forcefully,
Come, you may stand upon my
Back and face your distant destiny,
But seek no haven in my shadow,
I will give you no hiding place down here.You, created only a little lower than
The angels, have crouched too long in
The bruising darkness
Have lain too long
Facedown in ignorance,
Your mouths spilling words
Armed for slaughter.The Rock cries out to us today,
You may stand upon me,
But do not hide your face.

Som der står på siderne om digtet – “The poem aims to inspire in its audience a sense of unity and responsibility towards other people and the planet”.

Det gør ikke Amanda mindre interessant og karismatisk, og ingen tvivl om, at hun rammer et nyt publikum -hendes instagram konto steg fra omkring 50.000 til 900.000 på få timer, jeg synes bare, det er vigtigt, at minde om.

Maya Angelou blev som kun 8 årig voldtaget af en af hendes mors utallige, kortvarige bekendtskaber. Han blev efterfølgende dræbt af hendes onkler (!) Angelou var stum i flere år derefter (Amanda Gorman har interessant nok også overvundet taleproblemer) og hun blev mor som kun 16 årig. Hun fik altså på ingen måder en let start på livet (det gjorde Dolly heller ikke), hvilket gør det så meget mere imponerende, at hun som den første sorte kvinde læste et digt til  en præsidents indsættelse.

Mest kendt blev hun for “I know, why The Caged Bird Sings”, som hun blev nomineret til en Pulitzer pris for, og jeg har en af hendes bøger, fordi jeg engang fulgte Oprah’s bogklub og blev så fascineret af hendes historie, overskud og livskraft.  Udover hendes 36 bøger, poesi m.m. så var hun sjovt nok også den første sorte “cable car conductor” i San Fransisco. Ingen jobsnobberi her.

“We may encounter many defeats, but we must not be defeated”
Maya Angelou

Nok om Angelou. Læs selv lidt mere om hende og hendes skønne citater.

Og igen, jeg er også forelsket i Amanda Gorman, jeg synes bare det er vigtigt, at vi husker på, at vi alle står på skuldrene af nogle før os. Hvis ikke nogen havde sloges for frihed, demokrati og retten til at ytre sig fuldstændig frit, havde vi ikke levet, som vi gør nu.

Det er kun 102 år siden, at kvinder og tjenestefolk fik stemmeret i Danmark og 220 år siden, at stavnsbåndet blev ophævet (2,8 x Bidens levetid), og vores frihed kan ikke tages for givet. Bare spørg de efterladte til tegnerne hos Charlie Hebdo, den franske skolelærer eller for den sags skyld Krudttønden.

Så mens spader i bedste Ku Klux Klan stil brænder dukker af vores statsminister af, fordi de ikke kan finde ud af at ytre sig på ordentlig demokratisk vis, så vil jeg hylde alle poeter, for i den sidste ende er ordet stærkere end sværdet! (Og så tager vi Twitter og Trump konto en anden dag ;o)…)

When the going gets tough…

… the tough get going!

Det gamle 80’er hit kom jeg til at tænke på i morges, da jeg læste om en højt placeret embedsmand m/k, der syntes det sidste år havde været virkelig hårdt, trænger til en pause, og derfor har sagt sit job op. Vedkommende ville have mere tid til sin familie og venner (!).

Jeg vil ikke dømme nogen, og fred være med, at vedkommende siger op. Det sidste år har været ekstremt hårdt for alle i embedsværket, der har knoklet 24/7. TAK til jer! Men som leder og højtlønnet af skatteborgerne skulle man måske lige tænke lidt over, hvordan og hvorfor, man formidler budskabet til den store offentlighed.

Vedkommendes medarbejdere og kolleger trænger helt sikkert også til en pause, men er ikke så privilegerede, at de bare kan sige op. Alle iværksætterne, og det private helt generelt, kæmper også lige nu en næsten fuldstændig håbløs kamp -uden mulighed for pauser- for at holde skindet på næsen, og de ansatte, der ikke er sendt hjem på lønkompensation, har i mange tilfælde fået en fyreseddel. Så kan man selvfølgelig hævde, at de helt af sig selv får en pause og mere tid til familie og venner (de fem, man må se). Det vil alle i pleje- og omsorgssektoren sikkert også gerne have.

Nå, så meget desto mere grund til at hejse flaget for mennesker som Heunicke, der med større og større rande under øjnene bliver på sin post og kæmper, det bedste han kan, og i øvrigt for alle vores børn og unge, der bliver foran skærmen hver for sig uden pauser, sjov og venner.

Og her ville salig og savnede Mads Holger sikkert have skrevet noget rigtig spidst og sjovt om at kæmpe, holde ud, ansvar, timing, mink, RUC og kommunikation.

Man kan på Insta følge “citatmadsholger”. Det kan anbefales.

Kæmper gør de også på vores terrasse i disse dage. Vi behøver slet ikke anden underholdning, end det drama, der udspiller sig over et æble i fire stykker og tre til fem solsorte.

Det er virkelig underholdende – naturen det billige skidt. Vi har ganske mange fugle i vores have, hvilket vi er ustyrligt glade for, så vi fodrer dem hele tiden og vores store skrænt lader vi vokse så vildt som muligt, for at insekterne kan leve der.

Men nu er det jo frost, og så er der brug for lidt ekstra hjælp, så vi smider æblestykker ud til solsortene. De fleste af dem kan godt finde ud af det, men en stor hun vil absolut ikke dele. Som i – I skal slet ikke være her på terrassen, når jeg spiser mit æblestykke – så hun jager bogstaveligt talt de andre væk. Det ser ustyrlig morsomt ud. Især, når de snubler ned af trappetrinene (de kommer ikke til skade), men det er også tankevækkende.

En gruppe kan sidde og spise stille og roligt med hvert sit stykke i fred og fordragelighed, men når præcis denne fugl er der, skal hun dominere det hele og ingen andre må være der. Heller ikke selvom hun jo kun kan spise af et stykke af gangen.

De har udviklet forskellige taktikker, de andre. En ung han giver ikke op, og løber hele tiden hen til et af stykkerne og når lige et lille hak, før hun jager ham væk. En anden, lidt større han, sætter sig på kanten af stolen og iagttager og venter til hun flytter sig, så slår han til. De øvrige tør slet ikke komme i nærheden. Bag ved ruden sidder Nils og jeg så og betragter og tænker “hvis I nu kom alle sammen på en gang, så ville hun være nødt til at dele”, men dertil er de ikke nået endnu.

Underholdende… men de sviner også, som I kan se.

Men udover dette drama, der er noget af det vildeste vi oplever for tiden, så har I det vel nogenlunde ligesom mig? Man er i en form for vinterhi. En limbo, hvor man kan opleve derouten blive større og større. Først var det virtuelle møder uden mascara, så blev det “hubba bubba tøj” næsten hver dag, og nu er man der, at det nærmest føles som en kraftanstrengelse at finde business dresset frem og sætte hår og lægge make up. Det hår, der er ikke skriger Gori, men frisøøøør.

Nå, vi skal heldigvis ikke holde ud så længe mere, og der er lys for enden af tunnelen, hvis ellers de, der savner sol og også vil have en pause, ville holde op med at rejse til Dubai og hente sydafrikanske muteringer med hjem. “Stram ballerne ” siger Mascha Vang i avisen i dag, og jeg kan da kun være enig. Dubai er der også om to måneder, når vi er på den anden side. Men igen…. when the going gets tough…

Pas på jer selv derude… hold ud…be tough…. og håb så ligesom jeg, at der er noget tøj i skabet, man kan passe, når det endelig bliver fundet frem igen. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over, at I nu har fået det nummer på hjernen, og ja, jeg har også tænkt over, at Michael Douglas egentlig var ret lækker dengang.

God søndag!

Morten – hvor blev du af?

Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.

Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.

Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.

Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.

Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.

Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.

Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?

Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.

Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til  at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.

Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?

I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.

Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.

Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.

Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.

Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.

Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.

Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.

Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.

Når døgnet flytter sig…


eller rettere ens timemønstre flytter sig.

Jeg har ferie! Som i “jeg-gider-ikke-tale-med-nogen-og-jeg-drikker-rødvin-når-jeg-vil” ferie. I ved, den slags ferie, hvor man ligger til klokken 100 om natten og ser en eller anden virkelig sødsuppe film (det er jo jul), og så vågner og siger: “Guuud…. er den allerede 9.28? Øj, hvor har jeg sovet godt!”

Vi har med andre ord flyttet vores døgnrytme i familien, og det er vi faktisk ret gode til hver gang, det er ferie.

Jeg er sædvanligvis et meget ocd-agtigt menneske. Følger den samme rytme,  og lever som oftest efter, at man skal opfylde sine forpligtelser, før man slapper af og giver los. Det er en for arbejdsgivere virkelig god ting, men for en selv, er det måske ikke lige opskriften på livsnyderi.

Men, når jeg har ferie, er jeg heldigvis fuldstændig ligeglad.

Lige nu sidder jeg eksempelvis med et glas vin (it’s three o’clock somewhere – også her) og lytter til Skyfall, som min søn og min mand ser for Gud ved hvilken gang, og de har en eftermiddagsfest! Jeg mener nu også stadig, at det er den bedste Bond film, der nogensinde er lavet. Men den luksus det er, at se film om eftermiddagen. Wow!

Vi har altså flyttet vores døgnrytme, og jeg har fundet ud af, at det gør vi hver gang, vi har ferie. Vi står senere op og vi går senere i seng, og selvom vi i princippet slet ikke laver noget i løbet af dagen, så kan det, at gå ud at købe ind pludselig blive til et heldagsprojekt. For slet ikke at tale om at lave aftensmad. Hold nu op, hvor kan der tænkes mange tanker over, hvordan vi nu egentlig skal gribe det an. Skal vi eksempelvis have kartofler, og så i hvilken form? Bagte, kogte, brasede eller, hvis Nils kan bestemme, forklædt som chips.

For mange år siden var familien på efterårsferie i Berlin. Vi boede i en lille lejlighed, som vi havde lejet af en af mine venner, og der var absolut intet fancy over den ferie. Alligevel husker jeg det som en af vores bedste familieferier nogensinde, og jeg husker også, at vi netop på den ferie flyttede døgnet, og ikke gik på oplevelse før et godt stykke oppe af dagen. Til gengæld var vi så ude resten af dagen, og kom først hjem ud på aftenen. På en eller anden måde passede det bare ind i hele familiens rytme, så der var stort set ingen konflikter, bare ren hygge.

Dette foto er faktisk fra Berlin et par år senere, hvor drengene var store nok til at forstå det hele. Her er Mikkel foran Muren, hvor han fandt historien om en dreng, der var på samme alder og blev skudt af en soldat, da han gik i “Ingenmandsland” for at hente slik hos sin onkel. Nils researchede og fandt historien. Soldaten, der skød, kom sig aldrig over det.

Da jeg var barn, boede vi i sommerhus halvdelen af året. Det var ikke et sommerhus som i moderne forstand ved havet eller omgivet af store grantræer. Det var i Hvidovre! Det lyder fuldstændig absurd i dag, men det var det altså.

Nå, men på vejen skråt overfor boede et for datiden meget kreativt par. Det var før hippierne, så det var ikke den etikette, man kunne sætte på. De var keramikere og eventyrere, og de åbnede deres hjem for alle kvarterets unger.

Jeg har gået på line. Jeg har sovet i telt. Jeg har lavet bål og bagt snobrød, og jeg har arbejdet med ler i deres hjem, der på en gang var både mærkeligt, eksotisk, anderledes og et fuldstændigt vidunderligt sted at komme, når man var barn og kom fra et ganske almindeligt (små)borgerligt hjem med faste sengetider og kongeligt porcelæn til festlige lejligheder.

Parret havde aldrig selv fået børn, og måske var det derfor, at de åbnede deres hjem med sådan en hjertevarme, og i de første mange år var der bogstaveligt talt mere hjertevarme end rigtig varme, for det var et selvbyggerhus af træ uden – ja, uden – træk og slip, og de levede vist mest fra dag til dag. Senere fik de bygget et rigtig hus med både et almindeligt badeværelse og et køkken med køleskab, men det var først omkring 80’erne.

Det var også først senere, at det gik rigtig op for mig hvilket eventyrligt fristed, jeg havde haft som barn, og hvor meget, det egentlig formede mig.

Eivind, som manden hed, gik på grænsen mellem at være gal og genial. Da han var mest gal, løb han rundt i haven iført lændeklæde og fuld krigsmaling og smed et ægte afrikaner spyd over hækken, der landede midt i naboens parcelhus 70’er kaffebord. Så blev han indlagt.

Men før det, og også efter han blev udskrevet, var han en ægte, vidunderlig eventyrer og han var et af de oprindelige medlemmer af Eventyrernes Klub. Som ganske ung, var han taget til Spanien for at kæmpe mod Franco og havde arbejdet på en børnehjem. Han gik hele vejen hjem fra Spanien med en klumpfod, fordi han var så påvirket af de stakkels børn skæbne, og følte ikke, at han kunne tillade sig at rejse ordentligt oven på den armod, han netop havde været vidne til.

Efter han mødte Lissie, som hustruen hed, købte de en gammel ambulance agtig bil, og så kørte de rundt i Afrika i mange måneder, mens de sov bag i bilen. Det var før, det blev moderne, at alle skolelærere skulle arbejde i Afrika og før diverse organisationer, så de var ægte eventyrere. Bilen havde de til langt op i min ungdom.

Og hver sommer var deres hjem mit fristed. Man kunne komme, som man ville, man skulle bare kigge på gardinerne. Var de trukket for, sov de endnu og var de trukket fra, kunne man bare nærmest gå ind uden at banke på. Tit sov de til langt op af dagen, og det talte man meget om bag hækkene.

Men man gav også plads, for de var jo “kreative”, og arbejdede tit til langt ud på natten, og ja, så må de jo – selvom det var lidt uden for normen der i tresserne – sove om dagen.

Lissie var en vigtig del af mit liv langt op i mit voksenliv, og hun var også med til vores bryllup, ligesom hun syede udstyr til min søns vugge. Hun gik desværre bort for et par år siden, uden at jeg vidste det, og jeg fandt kun ud af det, fordi jeg til sidst kørte ud til huset og opdagede at der var nye ejere. Jeg kom et par måneder for sent, fandt jeg ud af efter at have banket på hos nye beboere i de omkringliggende huse, der ikke anede, hvem hverken jeg var, eller havde nogen som helst forestilling om, hvordan der havde været på den vej for 40-50 år siden. De skulle bare vide.

Lissie havde de sidste par år været meget syg, og været svær at få kontakt med. Gardinerne havde, i overført betydning, været trukket for og selv som 50something, respekterede jeg det.

Jeg tænker imidlertid med både taknemmelighed og stort glæde på alle de dejlige oplevelser, vi havde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af min udlængsel og eventyrlyst blev vakt der i garagen (det var rummet med mest varme), da jeg som barn så lysbilledshow fra Afrikaturen eller lå på græsset udenfor teltet og kiggede på himlen, mens det hjemmesyede sørøverflag var hejst i flagstangen, fordi nevøen skulle komme på sommerferie. Når det var niecen, var det prinsesseflaget, der blev hejst.

Og i disse dage, hvor vi sover længe og er oppe længe, får jeg en barnlig lyst til at trække gardinerne for. Vi har bare ingen gardiner.

Men vi har autosvar – HA! Og det har jeg sat på. “Jeg har ferie, og jeg ser ikke mails”. Håber, at I også har trukket gardinerne for -læs, sat autosvar til.

Jeg har ikke forstand på keramik, men min barndom var fyldt med relieffer som dette, og jeg har stadig nogle af de originale i kælderen.

MOOOOOR – skru ned!!

Den er god nok. Sådan har det lige lydt gennem hele første salen. Her har jeg, efter den ældste er flyttet i kælderen, indrette mit retro-kontor, med gamle kontormøbler og… tadaa… mit gamle stereo anlæg. I min radio havde værten netop fundet på at spille “Sleeping my Day Away”, og det kan godt være, der ikke er nogen under 35 der ved, hvem D.A.D (med punktummer) er, men for min generation er der bare visse numre, der skal spilles højt – meget højt!

Jeg forsøgte, at få min søn ind og danse med mig, men det var der ikke lige stemning for. Jeg fortsatte derfor ufortrødent helt alene min luftguitar og håbløst forældede moves. -Og ja, jeg har både Spotify, Blue Tooth højtalere og alskens nymodens musikafspilnings dimser, men lige der, var jeg ung, ubekymret og glad og omvendt proportionelt med at jeg blev fysisk træt, steg dopaminen og jeg blev psykisk glad.

Kan nogen af jer huske Svenske Mesterskaber i luftguitar? Det var en konkurrence på tv, som svenskerne afholdt for alt for mange år siden. Det blev taget fuldstændig alvorligt, og jeg kan huske, at en stor mand med kunstnernavnet (håber jeg) Svullo vandt i flere år. Det var helt sindsygt at overvære, men det har trods alt gjort så stort indtryk på mig, at jeg kan huske det endnu.

Jeg ved ikke ligefrem, om jeg kvalificerede til mesterskaber i luftguitar for fem minutter siden, men hvor var det fedt, og sikkert helt upassende for en 50something, overvægtig kvinde. Men vel ikke mere upassende at gå med hue på indendørs, som sønnen, der indså, at han ikke fik skruet ned før efter nummeret, og derfor gik hovedrystende tilbage til  sit værelse… men airpods i ørerne. Meget moderne og hensynsfuldt.

Kunne ikke finde et foto fra de hedengangne svenske mesterskaber, så her er et fra et nyere EM.

Nå, egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om “fedt på nerverne”, et udtryk, jeg aldrig havde hørt før i går. “Du er ved at få fedt på nerverne” sagde en god ven til  mig. “Er jeg det?”, tænkte jeg. Jeg synes stadig, jeg er letpåvirkelig, og at det indimellem kan være ualmindelig svært det hele, men jeg må åbenbart have sagt noget, siden den kommentar kom.

Det gik jeg så og funderede lidt over, mens jeg gik rundt om Kronborg med en anden god ven og hunden. Skal man virkelig have fedt på nerverne for at kunne funktionere i dagens arbejdsmarked? Skal man kunne være tilpas kold og lade ting passere blot fordi, sådan er kravene?

I øjeblikket skrives der meget i Berlingske og Børsen om den nye generation ledere, der ikke behøver at gennemføre Ironman eller løbe marathon hver eneste weekend for at bevise, at de er gjort af det rigtige stof. En udtaler sørme, at hun læser en bog for at slappe af. Ja, jaaa!

Første gang jeg læste om det, var min umiddelbare reaktion… what!?!? Kom dog ud af jeres boble, og forstå, at verden ser meget anderledes ud andre steder, men nu har jeg læst op til flere indlæg om selv samme, og en jeg kender er ved at skrive en bog om det nye lederskab, hvor det handler om mennesker…. øh ja, det har det ligesom altid gjort.

Det har jeg helt misforstået, tilsyneladende. At vi leder mennesker er det nye sort. Vi leder ikke bare… efter noget… eller?

Jeg tror, jeg vil anbefale allle de, som har netop har opdaget, at det handler om mennesker at starte med at ændre begrebet “human ressources”, også kendt som HR til noget mere…menneskeligt..? Menneskelige ressourcer (HR afdelingen (!) ) er ikke mennesker, men ressourcer på linje med blyanter og finansielle ressourcer.

Vi ser det også i plejesektoren. Her taler vi om plejecentre. “Hjem” er håbløst forældet, det er centre. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg vil altså noget hellere på hjem, end på et center. Helt galt går det i landbruget. Her er der konkret tale om produktionen. Svineproduktionen eksempelvis. Hmmmm… tænk lige over det. Levende væsener produceres! Ikke i reagensglas, men i for små bure.

Tanker bliver til ord. Ord bliver til handling og dermed virkelighed.

Når vi taler om noget, flytter vores fokus, og vi bliver optaget af det. Siger vi mange gange, at nogen eller noget er skønt eller forfærdeligt, så er sandsynligheden for at det bliver det større, end hvis vi ikke fokuserer på det, eller taler om det.

I kender det godt selv. Nogen er gravid, og pludselig ser man kun gravide på gaden. Man synes en eller anden er en idiot. Taler man om det, fylder det meget. Lader man som ingenting, forsvinder det (som oftest) af sig selv. Men når det eller vedkommende ikke forsvinder, har man altså brug for fedt på nerverne.

Jeg tror nu, jeg napper den gamle klassiske, og tager en tur med en luftguitar en gang til. Det er sundere, både mentalt og fysisk, og så vil jeg citere en af mine guruer:

“Thoughts become Things. Think good Ones!”

One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne.

Når virkeligheden -igen, overgår fantasien

Jeg føler mig efterhånden også mere “shaken than stirred”

Der har igen været lidt stille her på bloggen i et par uger. Det er ikke kun fordi, jeg har haft supertravlt på arbejdet -og nej, jeg er ikke hjemsendt- det er også fordi, det er altså svært, at sætte sig og skrive noget fornuftigt, når verden omkring en er på steroider.

Man ved jo dårligt, hvor man skal starte og slutte, og min søn rasede til middagsbordet i går og nægtede at tale om mink et minut længere. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er bare så fuldstændig langt ude, at være vidne til, og før jeg fortsætter, vil jeg gerne lige feje alle tvivl til side – jeg er imod dyr i små bure, jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse og har i mange år råbt til højre og venstre, om der dog ikke snart er nogle ansvarlige politikere, der vil stoppe dyretransporterne igennem EU.  Jeg er fuldstændig enig i, at alle syge mink skal slås ihjel, sætter stadig min lid til myndighederne og kan indimellem fundere over, om mærkelige vira ligefrem er dyrenes hævn over de mennesker, der ikke behandler dem ordentligt. Så er den vist på plads.

Men der er f…. langt fra at ville udfase minkavl på en ordentlig måde og så til at være vidne til at rumænske høtyve (der i øvrigt var Corona positive, da de ankom til Danmark) mishandler andre menneskers dyr, og at der er nogen, der bliver ved med at tabe døde dyr på hovedveje.

I går uploadede Henrik Qvortrup et klip på Facebook, hvor en højtstående militærmand – hærchefen faktisk- gav en status på arbejdet med at slå mink ihjel. Det er alligevel vildt ikke? Militæret er udkommanderet af magthaverne til at udføre en opgave, der måske, måske ikke er lovhjemmel til, i fredstid i Danmark. Det er lige før, jeg begynder at snurre rundt som den amerikanske ambassadør.

Hun ville ikke svare på spørgsmål om, hvorfor hun råbte op om valgsnyd, når hendes stemme beviseligt var talt med, og snurrede derfor hurtigere rundt på hælen, og løb ind i sin bil, end man kan nå at sige “Melania vil skilles!” Det ved jeg selvfølgelig ikke, om hun vil, men jeg tror, jeg vil lære at oddse. Bare for sjov.

Så kan jeg også oddse lidt på, om Kunstakademiet får ny rektor eller om vi bare skal blive ved med at fiske uerstattelige kunstværker op fra havnen, fordi nogen synes at en Talebanagtig handling er “en fed happening”.

Jeg napper hellere lidt fed, fed rock, hvor vi aldrig ka’ få nok, men Shu bi Dua’s sange ryger også. Ikke i havnen dog, men ud af Højskole Sangbogen, for som den ansvarlige udtalte: “Vi kan jo ikke have Danmark og Mormor’s Kolonihavehus  med tre gange. Så kårer vi dem som klassikere, og det har de ikke kvalitet til”. Godt så! 

Og midt i det hele fløj den første, rigtige James Bond så til himmels. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er englehæren – altså den, der passer på menneskeheden, der har kaldt på hjælp. Jeg kan vitterlig høre M for mig “Go,  fix this 2020 mess, 007!”. Ja tak!

Heldigvis er der også smilende, seje nordjyder, der tackler det hele med ophøjet ro. De gennemfører deres strikkeklub både med og uden restriktioner, og når de er der, holder de dem til punkt og prikke på deres egen underfundige måde.

Hvor er de skønne!

Det kan vi også lige så godt. Altså leve med restriktioner på en sjov måde og tage det med humor oppe fra og ned, for alle de kloge, jeg taler med siger, at vi nok ikke skal regne med normale tilstande før efter sommer 2021. Men ved vi snart, hvad normale tilstande er, og hvad kommer der af følgevirkninger på alt det her?

I den lettere og mere kuriøse del af genren opdagede jeg ved et tilfælde i går, at mit pas var udløbet i juni. Det er første gang i hele mit liv, at jeg ikke har haft et gyldigt pas, men jeg har ikke skænket det en tanke. Jeg kan jo ikke rejse nogen steder.

Der er heller ikke rigtig nogen steder, det er sjovt at rejse hen, for alt andet lige, så går det betydeligt bedre her i Danmark, end så mange andre steder, og vi har dog trods alt stadig frihed til at gå ud både at spise, at handle og at opleve kunsten.

Og lad denne sidste linje også blive en opfordring. Statistikkerne viser, at vi danskere køber dyrere vin og drikker mere champagne end før Corona. Igen – vi kan jo ikke rejse nogen steder… (stakkels rejsebranche… de er også ufrivilligt blevet lukket), men vi kan stadig gå i teatret, i biografen, til koncert eller vi kan hyre en kunstner til en hjemmekoncert eller musikquiz. Gør det! Både for din egen og for vores kunstneres skyld.

Rigtig god søndag!

To forestillinger i stedet for en, så vi kunne sidde Corona korrekt til Gershwin potpourri i fredags, og en koncert fredag kl. 17 kan anbefales. Hjernen bliver tømt, og hjertet fyldt.