Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia

 

Nytårsforsæt… er det ikke blevet umoderne?

Sjovt nok ligner vores forsæt til forveksling hinandens…..

Jo, det er det. Sagen er bare, at vi ikke helt kan lade være, kan vi? Med at holde status altså, og så aller inderst love os selv, at nu skal vi også -ditten, dutten, datten, eller også er der noget, vi slet ikke skal. Ikke, at vi siger det højt, for man vil jo nødig være u-hip, men lidt summer der alligevel nede i den mentale forbedringskasse.

Jeg har aldrig rigtig været særlig glad for nytårsaften. Lidt ligesom jeg heller ikke er så begejstret for fødselsdage. Jeg kan ikke helt følge konceptet i at fejre, at endnu et år er gået.

Da jeg sagde det, kiggede min teenagesøn på mig med et opgivende suk – “du har jo helt misforstået, mor!!! Du skal kigge fremad, ikke bagud, og så fejre, at nu kommer der noget nyt”.

Det kan godt være, men det gør mig nu ikke mere vild med den 31. december. Derudover, så har jeg min helt egen private lille overtro omkring nytårsaften. Er det en god nytårsaften, så bliver det år, der kommer, også godt. hvis ikke, så….. Det sætter ligesom også nogle ret skrappe krav til nytårsaften. Heldigvis er alt relativt.

Nogle nytårsaftener står lysende klart for mig, og andre har jeg lykkeligt fortrængt. En af de bedre tilbragte jeg i Rom. Ikke alene oplevede jeg nytårsmesse i Peters Kirken (man klapper højlydt af Paven, når han går gennem kirken!), jeg fik også fornøjelsen af at danse det nye år ind under stjernerne midt på Corso’en, hvor et område i aftenens anledning var omdannet til  “dansegulv” med levende orkester. Fabelagtigt!

Den 06. januar fejrer romerne nytår ved at hoppe i Tiberen. Sono Pazzi Questi Romani!

Jeg har til gengæld også oplevet selskaber, hvor jeg oprigtigt talte minutterne, til jeg endelig kunne tillade mig at “forsvinde” – og jeg kan i øvrigt heller ikke særlig godt lide fyrværkeri. Det er den rene elendighed med mig og den dato.

Men jeg kan faktisk godt lide den mentale statusrengøring. Jeg kan godt lide, at stoppe op og lige føle efter, om jeg er der, hvor jeg gerne vil være, og om der er noget, jeg kunne tænke mig at justere på.

Lige nu læser jeg med stor fornøjelse Susse Wold’s “Bevægelse”. Den gav jeg mig selv i julegave, for man skal altid give sig selv en julegave. “Til mig – fra mig” ! Hun er 80something, men stadig i bevægelse både fysisk og i forhold til flytte sig menneskeligt og mentalt, og jeg forstår, hvorfor hun givet bogen den titel.

Men det behøver man da ikke den 31. december til? Nej, det gør man ikke, men det gør det ligesom lidt lettere, at nu har vi alle vedtaget, at her er en ny begyndelse, og så kan man også selv sætte igang.

Jeg tror lige som Susse Wold på, at det er vigtigt, at vi er i bevægelse. At vi gør en indsats for hele tiden at lære noget nyt, opleve noget nyt, gå en ny vej på arbejde, tale med et fremmed menneske og også fysisk at holde os lidt i bevægelse.

Det vil jeg bruge min nytårs status på. Jeg vil reflektere over, hvordan jeg kan blive ved med at være i bevægelse og hele tiden forny – om ikke hele mig selv, så bare lidt af mig hver dag.

Samtidig vil jeg glæde mig over, at jeg i det forgangne år sprang ud som blogger og over at I læser med. Det er jeg jer alle dybt taknemmelige over – af hjertet TAK! Det er det ubetinget bedste, der er sket for mig i 2018.

Jeg håber, at I også finder en rigtig god ting fra i år, som I kan bringe med ind i det nye, men også at I finder en ny “ting”, som I vil bevæge jer hen imod. Og husk, livet er det, der sker for os, mens vi er på vej et eller andet sted hen.

BEDSTE ØNSKER FOR 2019
MÅ DET BLIVE FANTASTISK FOR OS ALLE!

 

Mit uperfekte liv!

Den var fyldt, da ugen startede.

I går drak jeg kaffe med en god ven og arbejds relation. Grænserne er lidt flydende, men jeg kan egentlig bedst lide ham som ven, for han er en fantastisk samtalepartner. Måske fordi han er kunstner, måske bare fordi vi klikker godt sammen.

Nå, anyway, vi fik sludret igennem og opdateret på hinandens liv, og da vi sagde farvel, røg det ud af munden på mig “ja, det var i hvert fald ikke Facebook versionen, du der fik”, og så grinede vi lidt af det.

Forud var gået 10 min. fortælling om en fuldstændig sindsyg uge, hvor især den ene teenager havde bragt familien på den anden ende. Hvor der var blevet råbt og skreget, dasket (min søn hævder hårdnakket, at jeg slog ham -jeg, at jeg bare daskede…..hårdt), været fortvivlelse og i hvert fald ikke noget, der bare tilnærmelsesvis skulle i nærheden af Facebook.

Men mindre, man selvfølgelig er Anne Grethe Bjarup Riis, der engang uploadede et foto af hende selv med et barn på armen, rodet køkken og halvtomme mælkekartoner for at vise, hvordan en ægte hverdag ser ud. Så langt er jeg trods alt ikke nået i min udvikling.

Det var ellers startet rigtig godt. Fredag aften uden unger og vi hyggede og snakkede, som var vi unge og forelskede, og fik alt for lidt søvn. Så lidt, at jeg sov over mig til pilates lørdag morgen. Allerede der, burde jeg have set advarsels lamperne blinke. Det er skidt, at pjække fra sidste motion inden juleferien.

Men resten af weekenden forløb også ganske godt – lige efter Facebook bogen. Der blev bagt vaniljekranse, vi gik i biffen og havde en skøn oplevelse med Bradley Cooper i “A star is Born” – så fryd og gammen og forholdvis normal familie Facebook værdig idyl.

Se den!

Lige indtil søndag aften, hvor den opgave skrivende teenager blev stillet til regnskab for manglende oprydning (ja, det er en klassiker hos os).

Pludselig udviklede det hele sig til verdens mest dysfunktionelle familie, hvor alle stort set kom op og skændes på tværs, og endte i hvert sin rum. Hvad skete der lige der? Det er så opslidende, og det tager så meget energi.

Nu en lille uge efter og 3 dage før juleaften, har der stadig ikke været overskud til at julepynte. Til gengæld har samme teenager spist ALLE vaniljekransene, som ellers skulle bruges til gæster, vinduerne er ikke blevet pudset (længe), og jeg har heller ikke lige nået at få ringet / skrevet til alle dem, jeg gerne ville sende en personlig hilsen.

Det var den historie, om mit uperfekte liv og til tider håbløse familie, jeg lige havde serveret for min ven og ikke på Facebook (det kommer den så nu…)

Vi lever i selviscenesættelsens tidsalder. Den er måske på vej til at blive afløst af krænkelses-tidsalderen, men lige nu overlapper de, og det ene er i virkeligheden lige så slemt, som det andet.

Jeg er selv en del af det, og er ret ferm til at uploade fantastiske fotos af min mand i Marrakesh, og små, hurtige sætninger, om skønne oplevelser, så jeg skal ikke kaste med sten fra mit glashus. Men jeg har altså også et uperfekt liv, hvor ordene flyver gennem luften, og afmagt, fortvivlelse, træthed og frustration eksploderer i et nytårsfyrværkeri af råberi.

Ved skænderi forstås en slags debat eller diskussion, hvor målet ikke primært er at finde svaret på et spørgsmål eller løsningen på et problem, men derimod at angribe vedkommende, som man diskuterer med, med diverse personligt kritiske bemærkninger og nedvurderende karakteriseringer.
Wikipedia

Det synes jeg også lige, jeg ville dele med jer – mine trofaste bloglæsere.

Jeg har også bjerge af vasketøj, og skjorter, der aldrig bliver strøget, og derfor ikke brugt ofte nok. Jeg drikker alt for meget vin, hvilket giver overvægt, og jeg har for første gang i desperation dasket (dasket – ikke slået!) til min søn. Jeg har også snavsede vinduer og jeg ser indimellem “trash-tv” for bare at slappe af.

Men… der er håb….for jeg er også ret god til at blive i godt humør igen, og fokusere på alt det gode, der er i mit liv. Og lige om lidt har jeg juleferie. Det lykkedes for Nils at komme hjem fra London i går trods droner over Gatwick, og der er alligevel ingen, der gider at se på julepynt i alt for mange dage. Og ved I hvad – man kan også købe vaniljekranse.

Så nu lader jeg julefreden sænke sig over mit uperfekte liv, der ikke egner sig til Facebook. Kysser lidt mere på min (uperfekte) mand, og så går jeg nogle ekstra ture med hunden  (den er ret perfekt) for at motionere lidt.

Og, som de siger….. børnebørn er belønningen for ikke at slå sine teenagere ihjel. Jeg tror, jeg får mange børnebørn.

7300 nætter & 1001 nat!

Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.

Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.

Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!

Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.

I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.

I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.

Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!

Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.

Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.

Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.

Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.

Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.

Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.

Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).

Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.

Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.

Sommer 2018, for vi er for blege nu ;o)

Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).

Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.

Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.

Forbundetheden.

Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.

Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.

Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.

Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)

 

Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.

Jeg er blevet afhængig …. og det er så let!

 

Som I ved, ligger jeg i øjeblikket på langs med benene oppe og alt indenfor rækkevidde – også Danske Spil, og det er farligt!

Jeg har altid haft en svaghed for spil og lege, og jeg kan stadig ikke gå på Bakken eller i Tivoli uden at gå en tur ind i spillehallen og tilbringe en time ved en enarmet tyveknægt. De er desværre efterhånden blevet så avancerede, at jeg knap kan finde ud af det, men det skal da ikke stoppe mig.

Det er sikkert arveligt. Min gamle mor var som abonnine i Tivoli fast gæst ved en af de enarmede, men eftersom hun var tæt på 80, og selv havde sparet sine penge op gennem et langt, sparsommeligt liv, så var det hende i den grad vel undt at spille et par hundrede op om måneden.

I gamle dage gik jeg til Trivial på Byens Kro (det var i oldtiden før det blev almindeligt med popquiz og brætspil på cafe’er), og alle mine venner ved, at jeg elsker brætspil, og at jeg går efter at vinde. Big time! Senere i denne måned stiller jeg igen med et hold til populær quiz ledet af Henrik Milling, så det er seriøst det her, og jeg har på ingen måde noget imod spil og lege.

Men heldigvis har jeg en bremse, når det kommer til større pengebeløb, og det er ikke på casinoer, I finder mig. De sidste par dage er jeg nu alligevel blevet lidt skræmt over, hvor let også jeg har ved at falde i, for lige nu er jeg fuldstændig hooked på Bogstavjagt, og det tager kun et klik, så er min konto tanket op.  Jeg behøver overhovedet ikke at flytte mig. Maskinen er ovenikøbet så venlig at huske mit Dankort nummer, så en ny spilleplade er vitterlig kun et par klik væk, hvilket har medført mange timers skrab med en blyant, der giver god computerlyd. Til gengæld er jeg helt bagud på bøger, serier og andre stillesiddende sysler.

Vi har her i familien i et stykke tid diskuteret de reklamer, der kører på diverse tv stationer for hhv. lette lån og lette spil. Nils og jeg er mildt forarget, hvilket jo er svært at være i en  neoliberalistisk tid. Men det er vi altså, og vi fandt ud af, det er vores teenage sønner også. De havde ligefrem haft den ene af reklamerne oppe i gymnasiet. Måske har I set den? Det er en bedstemor, der lige lynhurtigt får lånt kr. 5.000.- til at invitere børnebørnene med i vandland. Vi gætter på, at renten er åger, men det er ikke lige det, der står med stort, og de modeller, de benytter i reklamerne er så godt castet, at det er svært ikke at være professionelt imponeret.

Forleden læste jeg en klumme af Jes Dorph-Petersen, der var pikeret over at de store fodboldidoler og andre kendte reklamerede for internationale spillefirmaer. Det er jeg sådan set ikke, for så længe det er lovligt, så er de i deres fulde ret til at gøre det. Det vi imidlertid kan diskutere, det er, om sådanne reklamer skal være lovlige.

Skal spillereklamer og reklamer for lette lån være lovlige i “prime-time”, eller har vi som samfund en forpligtelse til at beskytte svage sjæle?

Den er ikke let, for det er jo voksne menneskers eget ansvar, om de vil sætte sig i gæld eller spille sig fra hus og hjem. Så kan de jo altid komme i Luksusfælden og få “fifteen minutes of fame”, men i den sidste ende, er det jo os alle sammen og især børnene, der betaler prisen.

En af mine venner med kontakter i bankverden fortalte mig, at der er flere og flere bankkunder, der beskæmmet kommer og må gå til bekendelse. De har spillet hele formuen op på nettet.

Og det er så nemt. Det har jeg i hvert fald erfaret i disse dage. Jeg har heldigvis stadig en stopklods, og selvom jeg stadig er helt sikker på, at jeg nok skal snyde maskinen og hive den helt store gevinst hjem, så logger jeg trods alt af, når jeg rammer det beløb, jeg maks. har sat for mig selv……. pr. dag!

Tabet eller lånet er bare et anonymt klik væk, og dermed har vi med den digitale tidsalder fået nye udfordringer, og så er det jeg tænker… har vi ikke som samfund et ansvar for ikke at lokke folk i fordærv, for nu at benytte et gammelt udtryk?

Fristelser er der nok af

 

Skavank-alderen

-og kunsten at vende den til noget positivt.

Modelfoto – si’r det bare…

Lige nu sidder jeg med benene oppe. Det har jeg faktisk gjort i tre dage, og ifølge min ortopædkirurg (sådan en har jeg nemlig fået), så skal jeg gøre det i hvert fald en uge endnu. Ellers er der risiko for, at det pænt store hulrum, han  med sin skalpel har lavet i min ankel bliver fyldt med væske eller blod, og hvem har lyst til det?

Så jeg sidder her i mit yndlingshjørne med puder under foden og kaffe, fjernbetjening, Iphone, bøger og computer indenfor rækkevidde, og ved I hvad, jeg er nødt til at sige, at det er faktisk ganske rart.

For første gang i mange år må jeg simpelthen ikke lave noget!

Jeg må heller ikke gå i bad, men der findes heldigvis etagevask – truckervask, som mine drenge kalder det, så den er klaret.

Men jeg må i princippet ikke løbe i vaskekælderen (HA!), jeg må heller ikke køre bil, så der er lukket for taxa-teenage kørsel, og jeg må slet ikke gå rundt og rydde op efter selv samme. Iøvrigt må jeg heller ikke gå på arbejdet.

Men jeg må sidde her i yndlingshjørnet og slappe af, og det er slet ikke så tosset endda. Endnu i hvert fald. Det kan være jeg ændrer mening efter nogle dage, men lige nu, hvor smerterne af aftagende, så er det bare skønt.

Men det giver jo også tid til at tænke lidt over, at nu har man nået den såkaldte skavank-alder. Det skrev jeg lidt om i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg var taget på kurophold i Østrig, men det er et faktum, at nu kommer den alder, hvor vi skal passe ekstra meget på vores krop, og indstille os på, at der er ting, der ikke er helt, som tidligere.

Det er ikke altid lige let at acceptere. Jeg så engang en udsendelse med to helt vidunderlige, gamle, overklasse damer, der stod foran spejlet og sagde “det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, og ja, det er jo sådan det er.

Forleden kom min mand hjem med antirynke varianten af min sædvanlige creme til mig. Det var nu en fejl (siger han – og jeg tror på ham), men mon ikke, han har spurgt sig for i lufthavnen, og så har den fikse ekspedient på baggrund af min alder nappet den udgave.

Men det er småtingsafdelingen. Der, hvor det bider, det er, når det er alvorligere ting – og nej, hængende øjenlåg tæller ikke som alvorligere. Vi er nødt til at indse, at selvom vi er friske og unge indvendig, så er der en form for slitage på vores krop, hvilket også gælder de aktive og sunde. Motion giver også slitage.

Det er et vilkår, og det må vi forholde os til, og så få det bedste ud af det.

Jeg har motionsshoppet lidt, og endt med pilates, der mirakuløst har fjernet mine rygsmerter, og har med interesse noteret mig, at holdet efter mit udelukkende er midaldrende mænd, og på en af mine gode venners arbejdsplads, har de også personale pilates, hvor alle deltager.

Nu er dette indlæg ikke ment som en reklamesøjle for pilates, men for blot nogle få år siden, var kontorgymnastik ol. noget af det, der interesserede mig aller mindst. Faktisk syntes jeg, det var lidt latterligt – i ordets oprindelige betydning. Det synes jeg ikke i dag.

Vi har alle en følelse af udødelighed som yngre, og det skal vi også have, men vi vil også alle uværgeligt nå til skavankalderen, og vi skal blive bedre til at passe på os selv, og til at indse, at ingen slipper, så det er bare at få det bedste ud af det hele.

Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har besluttet mig for at nyde i fulde drag, at jeg ikke må gøre noget som helst andet end at læse, skrive, se serier og lade mig opvarte, og så glæde mig over, at det trods alt kun var “en skavank”, der kunne fikses.

Pas på jer selv derude! 

 

55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester