Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.

 

Sandt eller falsk, virkelighed eller fiktion?

Judge Wackner (Wacko?) i den falske retssal.

For nogle år siden fulgte Nils og jeg med i en serie, The Good Wife. Den har fået en efterfølger, The Good Fight, og selvom vi ikke er hooked, så ser vi indimellem nogle episoder. Mest fordi begge serier er så forbandet godt skrevet, og fordi der hele tiden er (fiktive) retssager, der belyser ting, vi ikke anede noget om.

I sidste episode handlede det blandt andet om, hvordan de store techfirmaer ikke kan gøres ansvarlige for usandt indhold på deres platforme. Det kan dagblade og klassiske tv stationer til gengæld. Oversat betyder det, at hvis … man kunne jo sige TV2… bringer en falsk historie om eksempelvis en politiker på Grønland, så kan TV stationen holdes til ansvar for dette.

Hvis derimod Facebook bringer samme indlæg fra en person, der kalder sig skribent, kan Facebook ikke holdes til ansvar for noget som helst.

Betyder det noget? Ja, det gør det, for folk bliver tiltrukket af skandaler, heftige overskrifter og sladder, og dermed bliver det sværere og sværere for lødige journalister, der tjekker deres kilder og historier, at sælge deres aviser. Både digitalt og og på tryk. Vi behøver ikke gå længere til danske Facebook tråde og se, hvor mange (middelmådige) mennesker, der brokker sig over, at de ikke kan læse en artikel gratis.

Vi er altså med andre ord på vej – vi har været det længe, det ved jeg godt – mod en verden, og ingen kan skelne mellem hvad der er sandt eller falsk, og hvor det falske i højere og højere grad sætter dagsordenen.

Det fik for mig først en ekstra dimension i omtalte episode af The Good Fight, hvor “folket” har oprettet en fake domstol. “Court 9 3/4”. Med begrundelsen, at der er nu så lang ventetid ved de amerikanske domstole, og det er blevet så dyrt i advokat salærer, har Judge Wackner oprettet et domstol i baglokalet af et kopifirma (!).

Han bestemmer suverænt over alt, tager ikke hensyn til jura og dømmer efter et pointsystem, hvor han også uddeler strafpoint, og folket elsker det. Efter hver domsafsigelse skal de to modstandere give hånd og sige tak og jeg elsker dig til hinanden.

Umiddelbart fuldstændigt ude i hampen, men så læste jeg en artikel i Berlingske i går, og så kom der endnu en dimension på.

Ham havde vi næsten lykkelig glemt.

I Berlingske skriver journalist Mikkel Danielsen en meget læseværdig artikel om Qanon bevægelsen. Qanon er oprindeligt en konspirationsteori på nettet, men som så mange tror på efterhånden, at teorien materialiserede sig i stormløbet på Kongressen.

Jake Angeli på billede her, som de fleste af os kiggede på med store øjne, var og er en prominent skikkelse i det amerikanske Qanon miljø. For at citere Mikkel Danielsen “Han var en frihedskæmper i en parallel onlineverden”…. og “mange af dem med mindst én fod placeret i en parallel QAnon virkelighed” og vil jeg så tilføje, en i den virkelige virkelighed (!) i Kongressen.

Indrømmet, den falske retssal er fiktion, men kigger man på Jake Angeli og hans kumpaner, så er det da et af de tilfælde, hvor virkeligheden i sandhed overgår fantasien, og hvor grænsen mellem det fiktive og det virkelige blev flydende, for de mennesker, der stormede kongressen tror fuldt ud på, at deres parallelle online virkelighed er den sande historie.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der om ikke særlig lang tid var kopi retssale i Amerika, men sådan noget ville jo aldrig ske her hos os, vel?

Jeg er oprigtigt bekymret over alle de falske nyheder og historier, som vi bombarderes med, og som selv vi, der gør os umage, en gang i mellem ikke kan gennemskue om er sande eller falske. Jeg er også bekymret over, at store dele af befolkningen, der ikke selv kunne drømme om at arbejde gratis, ikke vil betale for journalistisk arbejde. Jeg er for den sags skyld også bekymret for niveauet hos visse journalister – der også er presset af clickbait.

Derfor vil jeg også altid være på barrikaderne for public service tv og lignende statslige organisationer. Hvor techfirmaerne ikke kan holdes ansvarlige for fake news kan de imidlertid bestemme, hvilke fotos og tekster, de selv vil vise, og da jeg arbejdede i en turistorganisation oplevede vi at få fjernet fotos af en  berømt statue, fordi der var bare statue babser. Prøv lige at tænke den videre. Tech firmaer fra Silicon Valley bestemmer, hvordan Danmark skal markedsføres. Arghhhh!

Nå, det er søndag, og vi skal ikke slutte i mol men i dur. Derfor kommer her, hvad jeg mener, er sommerens foto. Sommeren ’21 vil for altid være sommeren, hvor fodbold reddede os ud af corona depressiviteten, hvor Hjulmand og hans tropper viste os, hvad de rigtige værdier betyder i praksis, og jeg elsker alt ved dette foto.

God søndag!

Lukaku og Hjulmand i omfavnelse. Symbolet på #altdetfodboldkan

 

 

Og hvad har det med mig at gøre?

Venligst lånt fra DR’s hjemmeside

Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.

Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.

Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.

Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre.  Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?

For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig.  Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?

Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR.  Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.

Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.

I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.

Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.

Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.

Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.

Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.

Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!

 

“I´ve been in this life for fifty years…

….been trying to work out its riddle for forty-two…”
Matthew McConaughey

I har nok allerede gættet, at det ikke er mig, der har skrevet eller sagt den sætning, men hvor er det godt formuleret.

Jeg må nok også hellere med det samme afsløre, at jeg ikke har fået læst bogen endnu. Faktisk vidste jeg intet om den indtil for to dage siden, men jeg kan godt lide Matthew McConaughey, og efter jeg så ham i “Red Table Talk” med sin (ærligt… lettere umulige) mor fortælle om bogen, blev jeg fascineret.

“Red Table Talk” er et anderledes koncept. Det er skabt af Facebook (!), optaget i et privat hjem (The Smith’s), og rundt om et rødt bord sidder tre generationer af kvinder. Mormor, mor og datter.. eller er det så barnebarn? Nå pyt, vi har gang i Willow Smith, Jada Pinkett Smith og hendes mor, Adrienne Banfield-Norris. De to første kender I måske som Will Smiths hustru og datter, men her kan kvinderne altså selv.

Det er meget amerikansk, det erkender jeg blankt. Men nu har jeg set et par stykker med blandt andre Demi Moore og Kelly Osbourne som gæster, og det kan altså også noget, det her format, hvor de tre kvinder aktivt bruger sig selv og deres misbrug, ængstelse, bekymringer, problemer osv. i åbne snakke, med tre generationer, der har hver deres holdning til en given problematik.

Adrianne Banfield-Norris har været gift fire gange med forskellige mænd, og siger åbenlyst til sin datter i showet, at hun stort set var påvirket under hele hendes opvækst. Det sker i forbindelse med at Matthew M. taler åbent ud om de otte år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor. Man forstår ham egentlig godt. Hun havde filmet hans private hjem sammen med en national tv station -uden at fortælle ham det. Han blev opmærksom på det, da en af hans venner ringede og fortalte, at hans mor netop nu gik rundt på skærmen og viste hans private detaljer frem. Da han forholdt hende det, svarede hun, at hun ikke troede han ville se det. Det kostede så otte år uden kontakt.

Fru McConaughey har også været gift tre gange, bare med den samme mand. Så sloges de. Så elskede de. Så sloges de… osv. Det har sønnen alt sammen nedfældet i sine dagbøger, som han altså nu har skrevet sammen til ovenstående bog og som de fik en snak om i omtalte talk show.

Der er langt fra Hollywoods røde bord og de smukke farvede kvinder til Helsingørs hvide firkantede. Men nogle af deres emner kan jeg relatere til på tværs af dammen, og jeg kan godt lide konceptet med tre generationer, der åbent diskuterer de bump, som livet giver en.

På et tidspunkt i et af shows’ne sad jeg og fik følelsen af, at det nærmest var som at gå i kirke, og få sjælesorg. Og det viser jo, at vi på mange områder ikke har flyttet os en meter. Teknologisk ja, men de tanker, vi gør os om livet og gåderne forbundet dermed, er stadig de samme. Vi er ikke kommet et skridt videre, og slås stadig med de syv dødssynder -som hvis du skulle have glemt dem er:

Hovmod * Griskhed * Utugt * Misundelse * Fråseri * Vrede* Dovenskab

Her tænker jeg ikke i hverken katolsk eller bibelsk forstand, men helt praktisk i dagligdagen. Hvem kan sige sig fri for lidt fråseri her under pandemien? Hvis man er i tvivl, skal man bare tage en tur på badevægten.

Tænk, i en anden tid, der sad vi og brainstormede over at producere rejser ud fra dødssynderne. “Gastonomisk eventyrrejse” (fråseri), “Ultimativ daseferie” (dovenskab), “Hvad der sker i Las Vegas, bliver i Las Vegas” (griskhed) osv. osv. Og nej, vi fandt ikke noget for utugt.

Nå, det her er ikke tænkt som en moralprædiken.  Snarere tvætimod, nemlig at vi slås alle med et eller andet. Eksempelvis er du  ikke alene, hvis du lige nu synes, det er svært at skulle tilbage og ud i det pulveriserende liv igen efter måneder i næsten ensomhed. Det er ligefrem et begreb – “Return anxiety”.

Og det er det, der adskiller det her talk show fra andre shows. Oprah’s havde lidt af det samme, men så alligevel ikke. Der er ingen glasbilleder her. Kun den sande facade – sådan virker det i hvert fald -, og selvom jeg ikke kommer til at se det hver uge, så tror jeg alligevel, jeg vil tjekke ind en gang imellem, så jeg bliver husket på, at i Hollywood er de også almindelige mennesker-selv de 50somethings.

Til sidst i MM showet fortæller Willow, at hun blev så inspireret af Interstellar, at hun tilmeldte sig kurser i fysik. Fedt! Det kommer jeg ikke til at gøre, men jeg glæder mig til at blive inspireret af MM’ bog og finde mine egne “greenlights”.

Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.

Kunsten at være i karantæne

Vi har været i karantæne. Faktisk er vi det endnu. Siden i lørdags, og vi regner med at slippe løs i morgen efter 2. pcr test. Vi, er i denne sammenhæng min mand, mine to sønner og mig. Jeg har så ikke talt Cooper hunden med, selvom der stod et sted i dag, at når man er i karantæne eller isolation, så må man ikke lade sin hund omgås andre.

Det har egentlig ikke været så slemt, som frygtet, men kors hvor har jeg tænkt på Anne Frank mange gange, og så må jeg ærligt indrømme, at når man tror, at det egentlig er unødvendigt, så er det altså ikke helt så sjovt, som det måske lyder.

Historien er, at min bror og svigerinde i lørdags havde guldbryllup. 50 år som ægtepar. Det er alligevel noget at fejre. Min svigerinde fik også den fortjenstmedalje, som hun havde ønsket sig. Men ….. 50 år. Jeg ved godt, at det ikke er på højde med “Lissie og Philip”, men det er trods alt de færreste, der opnår det.

Vi har ikke set min familie i rigtig – som i rigtig lang tid. Corona tid. Både min bror og svigerinde har haft 75 års fødselsdag uden fejring, og vi aflyste vores julekomsammen i år. Alt sammen fordi vi var bange for at smitte dem.

Nu er de begge blevet vaccinerede, vi kan let blive testet, og med den baggrund blev det til en uprætentiøs brunch i deres sommerhus.

Fryd og gammen. Glæde over at se hinanden igen. Den afslappethed der er, når det er familie, og man kan drille og gasse hinanden med glimt i øjet, og der er plads til skævheder, forskelligheder og bare “heder”, fordi man deler samme historik. Og så dejlig morgenmad!

Fryd og gammen lige indtil min nevø (han er altså over 40) helt grå i hovedet og med en mobil i hånden siger: “Jeg er testet positiv!”.

Først forstod jeg ingenting. “Øh… men du var jo negativ? Ja, men kun på lyntest, nu har jeg fået svar på pcr, og den er slået ud som positiv. Øhhh… men din hustru og dine børn er negative, og du har ikke set andre…. du har arbejdet hjemmefra i et år… og… ????”

Ingen fattede rigtig noget, men i og med vi fire Elmark’er (i en Fiat500) alligevel var på vej hjem, så fandt vi det klogest at fortrække i en fart. Men hvad gør vi nu?

Vi er jo i princippet “tæt kontakt”, for vi har siddet i samme rum i over en time, og skal vi i karantæne i en uge, så gælder det altså om at få fyldt køleskabet i en fart.

Det er det mærkeligste indkøb, jeg nogensinde har foretaget. Mikkel havde Googlet, at jeg ikke var smittebærende så kort tid efter (håber, det er sandt), så med endnu større afstand end normalt, gik jeg amok i den nærmeste Netto.

Jeg købte ind for over kr. 1.600.- og det er immervæk en slat, når vi taler Netto. Jeg måtte efterfølgende konstatere, at vi havde pænt meget guf (chips, chokolade, vin ol. ) men eksempelvis ingen kartofler. Hvem har også brug for kartofler natura, når man har franske, der tidligere er kendt som kartofler?

Og ja, jeg ved godt, at man kan få bragt varer, men det var altså lørdag, og fire mennesker i karantæne kræver sit. Men behøver vi virkelig karantæne? Lyder det ikke som en fejl?

Det tog cirka en time, så var vi ikke længere i tvivl. Tre opkald og tre sms’ er fra smitteopsporingen afgjorde det. “Ja, vi har forstået! Men han (min nevø) har jo efterfølgende fået taget en ny pcr og to lyntests, og de er alle sammen negative?” Det var fuldstændig ligegyldigt. Hvis én pcr er slået ud, så er det den, der tæller, og hvem er vi til at bringe andres helbred i fare.

Nu er vi alle blevet testet første gang, og ALLE inkl. min bror og svigerinde er negative. Min nevø har levet helt i isolation siden i lørdags. I forgårs løb han 8 km. Rundt om sit hus. Som han skrev: “Jeg har det altså fint, men det er lidt ensformigt”.

Vi i Helsingør er i dag blevet testet anden gang, og i morgen bliver vi forhåbentlig sluppet løs igen. Men det har været en uge med tid til både refleksioner, skænderier og fed familie filmhygge.

Nils fik endelig vist drengene “Midnight in Paris”, og selvom jeg bedst kan lide Dali-scenen, så er det her jo ikke til at stå for…

Lørdag eftermiddag var ingen sjov dag i familien. Der var ting, der skulle aflyses, som ikke kunne erstattes. Søndag var straks bedre, for nu havde vi ligesom alle affundet os med, at sådan var det, og vi kunne ikke gøre noget ved det, og nogen af os arbejder jo efterhånden ligeså godt hjemmefra, som på plads. Og så ikke et ord om, at det var ugen med det første “live-kursus” i mange, mange måneder.

Det har været en blanding af, hvor er vi privilegerede at leve i et land, hvor man passer så meget på sine borgere, at der er effektiv smitteopsporing og top tjekkede tests (det er seriøst hurtigere at få taget en pcr end en lyntest) og så, er det ikke liiiiiige at stramme den, når nu 3 ud af fire tests hos min nevø var negative?

Vi har ikke turde tage chancen. Ikke så meget pga. os selv, men fordi vi ikke vil være dem, der smitter andre. Men vi er også alle pænt glade over, at det nok er slut i morgen, hvor sidste svar foreligger.

Men vi er også heldige. Vi har plads nok, til at vi kan gå i hvert sit rum. Vi har alverdens digital underholdning. Både Nils og jeg har kunne arbejde alligevel, og hvad er 7 dage i det store billede? Igen, tænk Anne Frank, og det liv hun levede i flere år, for så alligevel at ende livet i en KZ lejr.

Jeg har lige set en episode af Aftenshowet. Det gør mig i godt humør, og det burde være tvangsfjernsyn, hvis man har læst kommentarspor på Facebook. Der er søde og rare mennesker derude. Vores verden er ikke befolket af tastatur krigere, men af børn, der tegner sten gule med budskaber om at alt bliver godt igen. I programmet talte en psykolog om angsten for at vende tilbage til den “normale verden” efter Corona, og bragte begrebet selv-omsorg på banen.

Hvilket godt udtryk. Selv-omsorg!

Vi har alle brug for selv-omsorg i disse tider, for hvad der er svært for dig, er måske peace of cake for mig, og man er altså ikke sindssyg, hvis man synes, det er svært at skulle tilbage til den pulserende hverdag efter et år i Corona tilstand. På samme måde, som man heller ikke er mærkelig, hvis karantæne er svær.

Det er i sandhed mærkelige tider, som vi alle kommer til at fortælle vores børnebørn om. Gudskelov er vi mennesker tilpasningsparate (!) og vi i vores lille andedam er sluppet let.

Men jeg glæder mig nu alligevel til at komme på græs i morgen ;o)

Det er lidt uskarpt, desværre. Men det er også 50 år gammelt og nappet fra en smalfilm (Google smalfilm, if you are under 50). Min bror, svigerinde og min stolte og glade forældre. Og ja, min mor røg Kings. De originale!

“Og så fik jeg helt vildt skam…

….skam over ikke at kunne klare det folk skrev. Hvorfor er jeg ikke mere tykhudet?”
Annika Aakjær

Jeg har en svaghed for Annika Aakjær. Det har jeg haft et stykke tid, og det har ikke noget med hendes menstruationssang at gøre -tværtimod. Jeg synes bare, at hun er ret skøn, og så er jeg fuldstændig solgt over “POP (Himlen over København)” og hendes fortolkning af “De vildeste fugle”, der har været de sidste par måneders powerplays.

Forleden handlede det imidlertid om noget helt andet end musik. Det handlede om folks kommentarer på Facebook og hvor sårende, de kan være. Det er der i princippet ikke noget nyt i, det har vi talt og skrevet meget og længe om, men det at føle skam over ikke at være tykhudet nok til at klare dem, det plejer vi ikke at tale særlig højt om.

Derfor var det så befriende, at Annika Aakjær tog bladet fra munden, viste sårbarhed og hudløst ærligt gjorde opmærksom på, at det var hun altså ikke robust nok til. I øvrigt “har jeg slet ikke brug for udvikle tyk hud, for ellers kan jeg ikke skrive sange” fortsatte hun.

Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Måske er det fordi jeg selv heller ikke er særlig tykhudet og derfor også lader mig påvirke af folks ubehageligheder. Måske er det fordi, jeg er så træt af, at det at være robust,  nærmest har været fast punkt i stillingsannoncer de seneste mange år. “Du skal være robust” står der ofte.

Jamen, hvad er det for noget? Skal man kunne tåle diverse for at besidde et job? Skal man være i stand til at stå imod selv de mest urimelige og perfide kommentarer på Facebook uden at have gjort noget for at fortjene dem?

Ja, vil nogen sikkert hævde, for sådan er det bare.  Det kan godt være, men sådan burde det ikke være, og det er på tide, at vi siger fra og sætter en ny dagsorden.

Jeg er godt klar over, at internet krigerne og Facebook trollene kommer vi ikke til at få til at gå væk. De vil altid være der, og dem må man bare undgå at blive inficerede af. Men vi kan sætte en ny dagsorden i forhold til at det er ok at vise sårbarhed, og at man bliver påvirket, når folk ikke opfører sig ordentligt, og så kan vi sætte en ny dagsorden i forhold til at robusthed er en forudsætning for at besidde et job.

Jeg kender mange virkeligt dygtige mennesker, der kan deres metier og som jeg til hver en tid ville ansætte, og de er ikke nødvendigvis særligt robuste eller hårdføre. Til gengæld kender jeg også en helt masse forholdsvis inkompetente mennesker, der til gengæld alle besidder narcissistiske træk og er fuldstændig ligeglade med, hvordan de fremstår, og de er stort set alle endt i høje, prestige fyldte stillinger med tilsvarende høje lønninger. Det er helt galt.

Vi hylder de forkerte og vores værdier er skredet, når det er federe, at være et dumt svin med mange penge, end et ordentligt menneske, der bare passer sit arbejde. Eksempelvis er det mig en gåde, at man kan hylde Steve Jobs som lederidol. Han kan hyldes for sin innovative tankegang, for sin evne til at få noget til at ske, men at hylde hans måde at behandle sine (robuste) medarbejdere på, det er helt galt.

På samme måde er det helt galt, når vi hylder de, som råber højest, om det så er på Facebook, eller i forbindelse med at få opfyldt sine egne behov og få sin vilje. Det er ikke cool at trampe hverken på eller over nogen. Det er bare dårlig og egoistisk opførsel.

Desværre er det ofte “the bad guys” – cyklisterne, I ved, dem der tramper nedad og ser fremad, der vinder, og jeg har ikke løsningen på, hvordan vi kan vende det.

Men at fjerne kravet om robusthed hos medarbejdere -og ledere for den sags skyld, er et skridt på vejen, og at erkende åbent som Annika Aakjær, at man hverken er eller har lyst til at være tykhudet, er også et skridt på vejen.

Længe leve os, der hverken kan eller vil være tykhudede!

“Det må du nok vænne dig til…

… bliver et samtalepunkt, når vi mødes fremover”.

Det sagde en af mine nære venner til mig i går i forbindelse med, at jeg blev opdateret på min tidligere branche. Opdateret i form af at tre tidligere branchekolleger var gået bort.

Jeg var pænt rystet. Både over et af dødsfaldene, som jeg slet ikke havde set komme, og over hans kommentar. -Og før noget Coronapoliti nu kommer efter mig.. vi har været i samme lille cirkel i over et år, vi var alle sammen testet, og vi hverken krammede eller kyssede. Men vi fik talt om gamle dage og gamle kolleger og i den forbindelse erfarede jeg, at ikke mindre end tre var gået bort, og kommentaren var møntet på, at det var altså dødsfald blandt nogen vi kender, jeg skulle begynde at vænne mig til.

Det fik mig til at reflektere, for vedkommende der opdaterede os, sagde også “at man skal følge sin indskydelse, når man føler lyst at ringe til nogen”. Det er anden gang inden for to uger, at jeg har hørt den sætning og begge gange i forbindelse med dødsfald.

Forleden tog jeg kontakt til en gammel, kær ven, jeg ikke havde talt med i flere år. Det kom der en vidunderlig aften ud af, og det var som om det var i går, vi sad og grinede sammen og ikke efter flere år, som det i realiteten var. Få dage efter fortalte en nuværende (og meget levende) kollega mig, at hun også havde taget kontakt til gamle bekendte, hun ikke havde haft kontakt med i årevis. Vi tror altid, at vi er så unikke hver især, men Corona tider får os tilsyneladende til at kontakt gamle forbindelser – og det er godt!

Vi er 50something. Nogen af jer læsere er formodentlig 40- eller 60something (jeg gør mig ikke store forhåbninger om at ramme en bredere målgruppe, om end det ville være fedt), men vi er -som min ven så præcis beskrev det i går, nået den alder, hvor nogen falder fra.

Derfor skal vi bide mærke i de der indskydelser, vi “pludselig” får. I, der kender mig, vil vide, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end vi med logik kan forklare (og her ville en af mine andre nære venner sige “ja – NSA!”), men der er en grund til, at vi en gang imellem får en besked fra vores underbevidsthed, en engel, en algoritme eller hvad man nu tror på, som skubber til, at man skal tage kontakt til en, man ikke har været i kontakt med længe.

Der er ganske mange mennesker i mit liv, som jeg ikke har fast kontakt med længere, og som jeg heller ikke har nogen lyst til at genoptage en fast forbindelse med. Det har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet til, og nogle var en arbejdsrelation eller et menneske, som jeg havde en kort, men intens relation til for mange år siden.

Men det er ikke det samme som, at man ikke holder af det menneske, og at man gerne vil have, at det går dem godt. Jeg kan da sagtens komme i tanke om mennesker, som jeg kendte, da jeg var 20, og som jeg absolut intet har tilfælles med i dag, men som jeg stadig er nysgerrig på hvordan har det, og som jeg ønsker alt det bedste. Heldigvis har vi Facebook til at få stillet nysgerrigheden!

Men nu har vi altså så nået den alder, hvor de falder bort. Nogle ganske pludseligt, andre efter sygdom, men alle er et tab, også for os i periferien. Derfor er det så vigtigt, at vi husker at tage kontakt til de mennesker, som vi lige mangler at sige noget til. At afslutte noget med. At slutte fred med – og nej, det er ikke dig, der er noget galt med fordi der findes personer, som du på en eller anden måde er raget uklar med. Det sker for alle. ALLE! Men hvis du har nogen i din bekendtskabskreds, som du føler, at du lige mangler at binde en sløjfe på eller med, så gør det. Det kan være for sent lige om lidt.

Og det er måske netop ekstra relevant i påsken. Mellem karrysild, æg og snaps skal vi huske på, at der også er lidelsen og døden, men frem for alt genopstandelsen. At vi altid kan rejse os og komme igen…. næsten…

God påske!

At ældes med ynde

Spejle er bare ikke, hvad de har været!                              (Tegning fra Landbrugsavisen.dk)

Det sagde min mor altid. “Man skal ældes med ynde”. Egentlig et mærkeligt udtryk, der vel nærmest kan oversættes med at man skal ældes med elegance.

Det er fan…..edme svært!

Især i en tid, hvor frisører, fitness centre og andre holder lukket. Ikke, at de gør den helt store forskel på selve processen, de pynter vel bare på overfladen, men det hjælper alt sammen,  og der er dage, hvor man føler, man godt kunne trænge til en hjælpende (løftende?) hånd.

Forleden blev den første af “pigerne” 60 år, og det fik mig til at tænke over, at jeg nu er nærmere de 60 end de 50 (jeg er stadig 50something – ha!), og jeg er for længst gået fra “at se godt ud” til “at holde mig godt”, men efter måneder med virtuelle møder er jeg blevet lidt i tvivl, om hvordan dags formen egentlig er. Det er som om glansen er gået af. Også et morudtryk.

Jeg læste, at plastikkirurgerne i Danmark aldrig har haft så travlt, og det har de fordi folk på grund af alle de virtuelle møder pludselig er blevet opmærksomme på, at de har dobbelthager, hængende øjenbryn eller i det hele taget bare ikke ser ud, som de selv troede. Jeg ved præcis, hvad de oplever.

Det kan være lyset, kameravinklen og hvad ved jeg, men der er også tale om, at på et tidspunkt, så er man nødt til at erkende, at man altså ikke ser ud, som da man var 40, og det er faktisk sværere, end jeg havde troet. Måske fordi jeg har levet i en naiv forestilling om, at jeg altid ville se ud, som jeg plejede – bare med lidt grå hår og så lidt charmerende smilerynker.

Forleden uploadede jeg et #vieralleisammehårbåd  foto på Facebook, og en skrev i  kommentar feltet, at hun pludselig havde opdaget, at hendes kolleger var gråhårede. Corona sandheder.

Sådan er livet bare ikke. Det er kun Real Hollywood Wives of Beverly Hills og Jane Fonda, der med hjælp fra hvad-som-helst ser ud til at stoppe ældningsprocessen. Vi andre dødelige, vi må kæmpe med hvad vi har, og i denne uge faldt jeg altså i et hul, hvor jeg indså, at det kun går en vej fra nu af, og det er ned af. I bogstaveligste forstand.

Det medførte så den næste tanke om hvorfor det stadig betyder noget. Jeg er beriget med en skøn mand, der trods for mange kilo og mormorarme stadig elsker mig. Jeg har to velfungerende sønner, et godt job og jeg bor godt. Skævt ganske vist, men godt, og jeg har også en god og munter vennekreds, og med undtagelse af nogle småskavanker, et godt helbred (syv-ni-tretten, bank, bank, bank). Hvorfor er det ikke nok? Hvorfor kan jeg blive i dårligt humør over at mit udseende ikke er, hvad det har været? Holder forfængeligheden aldrig Corona lukket?

Tilsyneladende ikke, og sammenligningen med andre på samme alder er heller ikke gået i lock down. Hold nu op, hvor ser hun stadig godt ud, tænker jeg tit, når jeg FaceTimer med en af mine veninder. Ikke uden at være lidt misundelig -på den gode måde, for jeg under hende det så meget. Det medfører bare, at jeg begynder at slå mig selv i hovedet med at “jeg burde også, og så burde jeg ikke, og så skulle jeg også”. Kender I det?

Og vi taler altså her ikke om sundheds godt ud. Vi taler om forfængelighedens bål, der stadig gløder.

Jeg ved godt, at der ikke er noget alternativ til at blive ældre, der er værd at skrive hjem om, men en gang i mellem kan man altså godt falde lidt i det hul, og bare begynde at undgå spejle. Det kender jeg flere, der gør. Ren strudse teknik, men så bliver man i det mindste ikke i dårligt humør. Den teknik fik virtuelle møder så ødelagt.

Så hvad gør vi – os 50something? Og jeg tror det er lige gyldigt, om man er han, hun eller det.

I filmen Moonsstruck spørger vores kvindelige hovedperson alle om, hvorfor mænd er deres hustruer utro, og hun gør til sidst op med sig selv, at det er fordi, de er bange for at dø, eller i det hele taget blive ældre. Den løsning er jeg nu ikke tilhænger af, men jeg forstår godt, hvorfor nogle finder en yngre elsker og dermed bliver bekræftet i at de kan endnu, eller at glansen ikke er helt gået af, men det er i hvert fald ikke løsningen for mig. Og så ikke et ord om Madonna.

Jeg har besluttet mig for en strategi, der går ud på, at jeg vil kigge på gamle fotos af mig selv, og så vil jeg minde mig selv om, hvor utilfreds jeg var med mig selv på det tidspunkt, og så vil jeg sige til mig selv, at når jeg er nærmere de 70 (yak!) end de 60, så vil jeg kigge på fotos af mig selv fra tiden nu og tænke nogenlunde det samme.

Jeg er ikke sikker på, at det holder helt, og jeg vil stadig gøre alt for at blive filmet fra de bedste vinkler under vores virtuelle møder (idiot -de andre ser dig altid fra alle vinkler), og så vil jeg gøre mig så meget umage med at ældes med ynde. Hvad det så end betyder.

God søndag – og husk, du er altid selv din værste kritiker, og altså ikke alene om at hade dig selv på skærmen.

-Og når nu vi er ved Moonstruck og manglende frisører….

Sproget!!!

Jeg må hellere advare. I dette blogindlæg vil du finde sure opstød, brok og generel utilfredshed. Og så på en solskinssøndag! En skøn søndag, hvor 9% af befolkningen har fået første stik til trods for, at politichefer smider vacciner ud. Hvor den daglige gåtur er fyldt med smilende -nu lysner det- mennesker og hvor vintergækkerne titter frem i haven. Så skal jeg ikke komme her og ødelægge den gode stemning. Men det har jeg altså tænkt mig, for nu har mængden af stavespassere nået et niveau, hvor jeg ikke kan holde det ud længere.

En ting er, at de spader, der kommenterer på Nationen! eller Facebook hverken kan tænke, skrive eller stave, men når vores folketingspolitikere laver opslag, hvor de ikke kan finde ud af at benytte ligge / lægge korrekt, så bliver jeg altså træt. Rigtig træt!

Vi har 179 mennesker, der er valgt til at lave den lovgivning, som vi andre skal rette os og leve efter, kan vi så ikke forvente (forlange?), at de er i stand til at lave et LinkedIn opslag, hvor de lige sprogtjekker? Måske lige får en voksen til at løbe det igennem, hvis de ikke har en sekretær ved hånden.

Men det er ikke kun vores folkevalgte, der ikke gør sig umage med at anvende og skrive vores sprog korrekt, og før jeg nu får foreninger til ordblindes vel og ve på nakken, så vil jeg lige understrege, at jeg er ikke efter de mennesker, der vitterlig ikke kan stave. Jeg er efter alle de mennesker, der er fuldstændig ligeglade med om de staver, udtaler eller skriver ukorrekt, og efter de institutioner, der har et større ansvar for at udtrykke sig korrekt. Der er for meget sjusk, og det er en glidebane.

Eksempel: Forside af Ekstra Bladet webversion.

Nu ved jeg godt, at man plejede at sige, at de vilde er de værste, og der har nok været nogle vilde redaktører igennem tiderne på EB, men arghhh, hvordan kan det havne på forsiden?

Og så er der nutids R. Det hedder altså “jeg kondolerer“. Ikke “jeg kondolere”. Du skriver jo heller ikke “jeg skrive” vel? Med mindre selvfølgelig, du leger (med g) østeuropæisk cirkusdirektør. Til gengæld kan du skrive “må jeg kondolere” eller sende din kondolence (med e). Det kommer i øvrigt af latin og betyder, det gør mig ondt.

Fra min egen andedam er der kommet en udbredt tendens til at udtale Helsingør – Helsin’ør. Let nasalerende forsvinder g’et op i vatpinds næseboret, og jeg har ingen anelse om hvorfor.

Da mine sønner var mindre, var der også en helt særlig “dialekt” på deres skole. Alle ungerne sagde “landte” med tryk på t i stedet for landede. Heller ikke det ved jeg, hvor stammer fra, men det er de heldigvis vokset fra, selvom der også fra dem indimellem alle de engelske udtryk kommer nogle slemme sprogbøffer. Retter jeg så dem? Ja, det gør jeg, til deres store irritation.

Men hvorfor synes jeg, det er så vigtigt, at jeg kan finde på at skrive et blogindlæg om det og sikkert få på hattepulden og få at vide, at jeg er en gammel, sur mokke?

Det gør jeg, fordi sproget er vores vigtigste kommunikationsform, og fordi jeg helt grundlæggende mener, at man skal gøre sig umage med alt, man foretager sig – også med at stave og med at udtale ord korrekt.

På en eller anden måde er det som om,  at hvis man bare er ligeglad, så er man jo ligeglad med alt, og dermed er alt uden nogen videre betydning. Men er det ikke bare en lille bitte ting i det store hele, om man sætter et i enden af et ord?  Nej, det mener jeg faktisk ikke, og ligesom jeg bliver irriteret, når radioværter flasher deres uvidenhed om dette og hint og koketterer (og ja, det måtte jeg slå op for at stave rigtigt) med deres uvidenhed i stedet for at blive pinlige over, at de som værter i DR ikke kender formanden for Det Konservative Folkeparti,  så synes jeg også, at vi skal tage sproget og stavning alvorligt. Mere alvorligt end vi gør nu.

Stram op!

…… Nåh ja, og så fortsat god søndag. Jeg ælsker jer alle sammen alligevel.