De små vidunderlige oplevelser

Den mest betænksomme værtindegave, jeg har fået længe.

I sidste uge skrev jeg om søndage, men i de forgangne uger har jeg faktisk haft de bedste oplevelser på hhv. en mandag og en lørdag.

Det startede med, at min yngste søn fandt på at invitere sin mor ud at spise. Sådan – lige ud af det blå, og for at sætte trumf på, så proklamerede han, at det skulle være på Bistro Boheme. Han havde aldrig været der før. Det har jeg, så jeg kiggede på ham med store øjne og spurgte, om han nu også var sikker på det, men det var verdensmanden. Han havde vist vundet lidt på oddset…

Nåh ja, tænkte jeg, jeg kan vel nøjes med en rørt tartar, så hans opsparing ikke helt forsvinder. Det ville ungersvenden imidlertid ikke høre tale om, nu skulle mor have “the full treat”.

Afsted det gik til København, og da vi af forskellige årsager var for tidligt til vores bordreservation, spadserede vi frysende rundt i byen, og tjah, så endte vi på D’Angleterre. Der havde min søn aldrig været før, og vi kunne jo ligeså godt lægge stilen fra starten med en ordentlig cocktail – virgin cocktail for mig altså, og alkoholfri gin smager ganske udmærket.

Tilbage på Bistroen fik sønnike store øjne, da han så vinkortet. “Jeg tror, de har glemt at sætte en komma” sagde han i fuld alvor. Det havde de selvfølgelig ikke, men det lykkedes dog at finde en god vin, der kostede under kr. 1.000.- og vi havde det dejligt, da en af vennerne også kom forbi for at sige hej.

Og det er her at livets små vidundere virkelig sætter ind, for hvor heldig og privilegeret er man lige, når ens 20 årige søn inviterer en ud at spise, og en af vennerne så også vil bruge sin aften sammen med en halvgammel dame. Lykke er….

Det nåede jeg nu ikke at tænke længe over, for så blev vi afbrudt af meget høj sang fra den anden ende af lokalet.

Ingen vidste helt, hvad der foregik, men det viste sig, at et fødselsdagsselskab havde hyret Amin Jensen til at synge for fødselaren. Dermed fik vi også lige live musik med i købet…. men…. det var ikke slut der, for en af gæsterne i vores ende af restauranten var operastuderende fra London, og hun udfordrede til duet.

Alle blev således inviteret til operaduet i bageste hjørne af restauranten, og pludselig var det som at være i Italien. De to sangere gav Madam Castafiore kamp til stregen, tjeneren dansede ballet og vi sad bare og tog imod. Sådan blev en dødsyg, corona mandag i januar pludselig til en kæmpeoplevelse, som både min søn, hans gode ven og jeg aldrig vil glemme.

Nu ved jeg godt, at det ikke er hver mandag, hver måned, hvert år (!) man har råd til at tage på Bistro Bohme, men mindre kan også gøre det, og jeg tror, det er vigtigt, at vi samler på disse små vidunderlige oplevelser, og har øje for dem.

Det kan være, at der pludselig er tusindvis af små mus på stien, hvor man går tur med hunden, og så er man som i en Disney Film. Det kan være at overraske din ægtefælle med livret på en onsdag (onsdage skal som bekendt spices op), eller spontant smile til den sure mand på gaden, og så smiler han igen. Det er i virkeligheden lige meget, bare vi får øje på de små mirakler.

I går fik jeg en værtindegave, som for mig er et lille mirakel. Mest fordi giverne havde gjort sig sådan umage. Det er et par, som vi har lært at kende via vores sønner, og første gang vi rigtig var sammen, var under en sommerferie i Frankrig. Derfor er vi -om man så må sige – bundet sammen af det franske.

I går kom de til middag, og havde medbragt et stykke Frankrig til os. Jeg blev så glad, at jeg måtte tage et foto af det i morges, og det blev inspirationen til dette indlæg. Betænksomheden… og nåh jah, så elsker jeg den oliven olie, og var med det samme tilbage i butikken i Nice. Det blev selvfølgelig også en helt vidunderlig aften, med masser af god vin og høj Meat Loaf in memoriam, så hvis der er slåfejl i dag, ved I hvorfor. I øvrigt skal Meat Loaf høres højt.

Jeg ved naturligvis godt, at sådan spiller klaveret ikke altid. Jeg har især i denne januar også haft nogle øv-dage og haft lyst til at rejse langt væk -det er bare heller ikke så let i disse tider, og derfor må vi få øje for de små hverdags mirakler.  Selv det at finde en parkeringsplads i København kan være et lille hverdags mirakel, hvis man tænker over det.

 

Stille søndag

Det er egentlig sjovt. Alle dage i ugen har hver deres klang, stemning eller aura om sig. Noget giver selvfølgelig fuldstændig sig selv i og med de fleste arbejdspladser trods alt holder lukket i weekenden, men i takt med at grænserne for hvor og hvornår, man arbejder bliver udlignet, sker der også noget med dagene… og så alligevel ikke.

Vi 50somethings voksede op med at det nærmest var umuligt at købe ind, hvis man ikke fik gjort det på hverdage inden 17.30 eller lørdag formiddag, og vi fra København kan stadig huske priserne i det lille supermarked på Hovedbanegården, der var datidens døgnkiosk. Kors, de må have haft en gigant fortjeneste.

Sådan er det heldigvis ikke længere, men alligevel er der stadig noget over både man-, fre- og søndage, der adskiller dem lidt fra de øvrige. Altså, hvem kan med hånden på hjertet reelt kende forskel på tirsdag, onsdag og torsdag? De er der bare. Ofte fyldt med aftenskole eller andre foredragsarrangementer, for det er yndlingsdagene for dette. I virkeligheden nok mest tirsdag og især torsdag, og så ligger onsdag der gråsort i midten. Vi bør lave en “gør onsdag festlig kampagne” – med andet end wienerbrødssnegle.

Og så havde jeg næsten glemt lørdag. Den er også lidt anonym ikke? Hvis man altså ikke er jøde, selvfølgelig, men det er sådan lidt en tømmermændsdag for de unge og for de midaldrende middag med vennerne, festdag eller hvis det er helt sløjt -talkshow eller serie aften.

I dag er søndag. En virkelig stille en af slagsen, for det er sidste weekend i denne omgang nedlukning. Forhåbentlig aller sidste nedlukningsweekend, for nu begynder det altså at være lidt træls. Men her er virkelig stille. Der kommer en enkelt løber forbi udenfor vinduet, men det er så også det.

Måske er det bare mig, der pga. januar og Corona nedlukninger er gået i noget, der minder om bjørne vinterhi, men det er som om, der ligger en dyne over alt, og denne gang er der bare ikke et EM i fodbold i horisonten til at rive dynen af. Men der kommer Tour de France vil nogle så råbe, og jeg lytter og glæder mig.

Da jeg var single (i et tidligere liv) var jeg heller ikke specielt begejstret for søndage. Til gengæld har jeg været populær hos diverse biografer og udstillingssteder, for jeg har godt nok været til mange søndags eftermidddagsforestillinger og også til både helt almindelige og lettere bizarre udstillinger, for det var jo før Turbo-TV, Netflix  ol. Heldigvis begyndte der at ske noget på event området nogenlunde samtidig med at DR monopolet blev brudt og så kunne man bruge søndagen på at tage ind og høre eksempelvis Dan Turrell tale på Café Victor. Tak og lov for at nedlukningen er sket efter internettet.

Dette er foto af en plakat, der kan købes hos https://permild-rosengreen.dk

Jeg har lavet en slags nytårsforsæt. Jeg skriver en slags, for det er faktisk noget jeg har besluttet før nytår, og som jeg har lovet mig selv, at jeg vil prøve at efterleve altid: Jeg vil glæde mig til mandage!

Jeg har i alt for mange år glædet mig til fredage. Åh, så var ugen overstået, det blev weekend, og som yngre lig med fest og farver og som ældre lig med hygge og afslapning.

Nu vil  jeg vende det om. Jeg vil glæde mig til mandage. Jeg vil være så glad for mine hverdage (der kom ham onkel D. igen….), at jeg simpelthen vil glæde mig til hver mandag og fejre, at nu begynder en ny arbejdsuge igen. Det kræver selvfølgelig lige et arbejde, man kan glæde sig til, men det skal nok komme.

“It’s a state of mind” siger de kloge, og på nogen punkter, tror jeg, de har ret. Dermed ikke sagt, at man kan tænke sig til alt…. eller kan man? “Guru’er” som Louise L. Hay mener jo man kan, og jeg har været til tilstrækkeligt mange meget mærkelige sessioner over hele verden til at kunne bekræfte, at for nogle mennesker, så er dette den hele og fulde sandhed.

Sportsfolk og andre, der skal præstere på eliteplan, er fuldt ud bevidst om, at det også kræver mental træning og visualisering er anvendt og anerkendt i vide kredse, og vi ved også fra os selv, at er vores første tanke om morgenen “dette bliver en god dag”, så er sandsynligheden for at det bliver det også større, end hvis vi starter med “arghhhh…. hvor jeg ikke gider i dag”. -Og hvor mange gange har vi ikke gjort det en mandag morgen?

Men nu skal det være slut. I hvert fald for mit vedkommende. Ud ryger “Thank God it is Friday” (kan I huske den?) og ind kommer …. øh…. …”I don’t like Mondays”.. nej!…. “Mandags stævnemøde”.. slet ikke … “Manic Monday”. arhg.. ..nåh, heller ikke.

Tjah, så er der vel kun Pia Raug tilbage – og så maler vi alle dagen blå!

God (stille) søndag og må I alle få en helt vidunderlig mandag i morgen!

“Alderens arrogance”

I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.

Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man  gøre noget oftere.

Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.

Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.

I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.

Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del  – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.

Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.

Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.

Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.

Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?

Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.

“Vi skal alle dø en dag, men alle andre dage skal vi leve” PR Foto fra TV2

I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.

Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.

Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen.  Klarsyn og lethed eksempelvis.

Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!

GODT NYT ÅR!

Mødte du så Merlin?


Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

En helt almindelig butik på hovedgaden – man er altid tættere på “The highest Vibration” i Glastonbury.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?

En noget mere nutidig og virkelig Merlin og Arthur. PR foto fra TV-serien Merlin.

At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!

Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.

 

Sandt eller falsk, virkelighed eller fiktion?

Judge Wackner (Wacko?) i den falske retssal. Foto: HBO

For nogle år siden fulgte Nils og jeg med i en serie, The Good Wife. Den har fået en efterfølger, The Good Fight, og selvom vi ikke er hooked, så ser vi indimellem nogle episoder. Mest fordi begge serier er så forbandet godt skrevet, og fordi der hele tiden er (fiktive) retssager, der belyser ting, vi ikke anede noget om.

I sidste episode handlede det blandt andet om, hvordan de store techfirmaer ikke kan gøres ansvarlige for usandt indhold på deres platforme. Det kan dagblade og klassiske tv stationer til gengæld. Oversat betyder det, at hvis … man kunne jo sige TV2… bringer en falsk historie om eksempelvis en politiker på Grønland, så kan TV stationen holdes til ansvar for dette.

Hvis derimod Facebook bringer samme indlæg fra en person, der kalder sig skribent, kan Facebook ikke holdes til ansvar for noget som helst.

Betyder det noget? Ja, det gør det, for folk bliver tiltrukket af skandaler, heftige overskrifter og sladder, og dermed bliver det sværere og sværere for lødige journalister, der tjekker deres kilder og historier, at sælge deres aviser. Både digitalt og og på tryk. Vi behøver ikke gå længere til danske Facebook tråde og se, hvor mange (middelmådige) mennesker, der brokker sig over, at de ikke kan læse en artikel gratis.

Vi er altså med andre ord på vej – vi har været det længe, det ved jeg godt – mod en verden, og ingen kan skelne mellem hvad der er sandt eller falsk, og hvor det falske i højere og højere grad sætter dagsordenen.

Det fik for mig først en ekstra dimension i omtalte episode af The Good Fight, hvor “folket” har oprettet en fake domstol. “Court 9 3/4”. Med begrundelsen, at der er nu så lang ventetid ved de amerikanske domstole, og det er blevet så dyrt i advokat salærer, har Judge Wackner oprettet et domstol i baglokalet af et kopifirma (!).

Han bestemmer suverænt over alt, tager ikke hensyn til jura og dømmer efter et pointsystem, hvor han også uddeler strafpoint, og folket elsker det. Efter hver domsafsigelse skal de to modstandere give hånd og sige tak og jeg elsker dig til hinanden.

Umiddelbart fuldstændigt ude i hampen, men så læste jeg en artikel i Berlingske i går, og så kom der endnu en dimension på.

Ham havde vi næsten lykkelig glemt.

I Berlingske skriver journalist Mikkel Danielsen en meget læseværdig artikel om Qanon bevægelsen. Qanon er oprindeligt en konspirationsteori på nettet, men som så mange tror på efterhånden, at teorien materialiserede sig i stormløbet på Kongressen.

Jake Angeli på billede her, som de fleste af os kiggede på med store øjne, var og er en prominent skikkelse i det amerikanske Qanon miljø. For at citere Mikkel Danielsen “Han var en frihedskæmper i en parallel onlineverden”…. og “mange af dem med mindst én fod placeret i en parallel QAnon virkelighed” og vil jeg så tilføje, en i den virkelige virkelighed (!) i Kongressen.

Indrømmet, den falske retssal er fiktion, men kigger man på Jake Angeli og hans kumpaner, så er det da et af de tilfælde, hvor virkeligheden i sandhed overgår fantasien, og hvor grænsen mellem det fiktive og det virkelige blev flydende, for de mennesker, der stormede kongressen tror fuldt ud på, at deres parallelle online virkelighed er den sande historie.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der om ikke særlig lang tid var kopi retssale i Amerika, men sådan noget ville jo aldrig ske her hos os, vel?

Jeg er oprigtigt bekymret over alle de falske nyheder og historier, som vi bombarderes med, og som selv vi, der gør os umage, en gang i mellem ikke kan gennemskue om er sande eller falske. Jeg er også bekymret over, at store dele af befolkningen, der ikke selv kunne drømme om at arbejde gratis, ikke vil betale for journalistisk arbejde. Jeg er for den sags skyld også bekymret for niveauet hos visse journalister – der også er presset af clickbait.

Derfor vil jeg også altid være på barrikaderne for public service tv og lignende statslige organisationer. Hvor techfirmaerne ikke kan holdes ansvarlige for fake news kan de imidlertid bestemme, hvilke fotos og tekster, de selv vil vise, og da jeg arbejdede i en turistorganisation oplevede vi at få fjernet fotos af en  berømt statue, fordi der var bare statue babser. Prøv lige at tænke den videre. Tech firmaer fra Silicon Valley bestemmer, hvordan Danmark skal markedsføres. Arghhhh!

Nå, det er søndag, og vi skal ikke slutte i mol men i dur. Derfor kommer her, hvad jeg mener, er sommerens foto. Sommeren ’21 vil for altid være sommeren, hvor fodbold reddede os ud af corona depressiviteten, hvor Hjulmand og hans tropper viste os, hvad de rigtige værdier betyder i praksis, og jeg elsker alt ved dette foto.

God søndag!

Lukaku og Hjulmand i omfavnelse. Symbolet på #altdetfodboldkan. Foto: BT m.fl.

 

 

Og hvad har det med mig at gøre?

Venligst lånt fra DR’s hjemmeside med tilladelse fra Adrian L.H.

Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.

Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.

Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.

Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre.  Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?

For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig.  Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?

Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR.  Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.

Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.

I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.

Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.

Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.

Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.

Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.

Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!

 

“I´ve been in this life for fifty years…

….been trying to work out its riddle for forty-two…”
Matthew McConaughey

I har nok allerede gættet, at det ikke er mig, der har skrevet eller sagt den sætning, men hvor er det godt formuleret.

Jeg må nok også hellere med det samme afsløre, at jeg ikke har fået læst bogen endnu. Faktisk vidste jeg intet om den indtil for to dage siden, men jeg kan godt lide Matthew McConaughey, og efter jeg så ham i “Red Table Talk” med sin (ærligt… lettere umulige) mor fortælle om bogen, blev jeg fascineret.

“Red Table Talk” er et anderledes koncept. Det er skabt af Facebook (!), optaget i et privat hjem (The Smith’s), og rundt om et rødt bord sidder tre generationer af kvinder. Mormor, mor og datter.. eller er det så barnebarn? Nå pyt, vi har gang i Willow Smith, Jada Pinkett Smith og hendes mor, Adrienne Banfield-Norris. De to første kender I måske som Will Smiths hustru og datter, men her kan kvinderne altså selv.

Det er meget amerikansk, det erkender jeg blankt. Men nu har jeg set et par stykker med blandt andre Demi Moore og Kelly Osbourne som gæster, og det kan altså også noget, det her format, hvor de tre kvinder aktivt bruger sig selv og deres misbrug, ængstelse, bekymringer, problemer osv. i åbne snakke, med tre generationer, der har hver deres holdning til en given problematik.

Adrianne Banfield-Norris har været gift fire gange med forskellige mænd, og siger åbenlyst til sin datter i showet, at hun stort set var påvirket under hele hendes opvækst. Det sker i forbindelse med at Matthew M. taler åbent ud om de otte år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor. Man forstår ham egentlig godt. Hun havde filmet hans private hjem sammen med en national tv station -uden at fortælle ham det. Han blev opmærksom på det, da en af hans venner ringede og fortalte, at hans mor netop nu gik rundt på skærmen og viste hans private detaljer frem. Da han forholdt hende det, svarede hun, at hun ikke troede han ville se det. Det kostede så otte år uden kontakt.

Fru McConaughey har også været gift tre gange, bare med den samme mand. Så sloges de. Så elskede de. Så sloges de… osv. Det har sønnen alt sammen nedfældet i sine dagbøger, som han altså nu har skrevet sammen til ovenstående bog og som de fik en snak om i omtalte talk show.

Der er langt fra Hollywoods røde bord og de smukke farvede kvinder til Helsingørs hvide firkantede. Men nogle af deres emner kan jeg relatere til på tværs af dammen, og jeg kan godt lide konceptet med tre generationer, der åbent diskuterer de bump, som livet giver en.

På et tidspunkt i et af shows’ne sad jeg og fik følelsen af, at det nærmest var som at gå i kirke, og få sjælesorg. Og det viser jo, at vi på mange områder ikke har flyttet os en meter. Teknologisk ja, men de tanker, vi gør os om livet og gåderne forbundet dermed, er stadig de samme. Vi er ikke kommet et skridt videre, og slås stadig med de syv dødssynder -som hvis du skulle have glemt dem er:

Hovmod * Griskhed * Utugt * Misundelse * Fråseri * Vrede* Dovenskab

Her tænker jeg ikke i hverken katolsk eller bibelsk forstand, men helt praktisk i dagligdagen. Hvem kan sige sig fri for lidt fråseri her under pandemien? Hvis man er i tvivl, skal man bare tage en tur på badevægten.

Tænk, i en anden tid, der sad vi og brainstormede over at producere rejser ud fra dødssynderne. “Gastonomisk eventyrrejse” (fråseri), “Ultimativ daseferie” (dovenskab), “Hvad der sker i Las Vegas, bliver i Las Vegas” (griskhed) osv. osv. Og nej, vi fandt ikke noget for utugt.

Nå, det her er ikke tænkt som en moralprædiken.  Snarere tvætimod, nemlig at vi slås alle med et eller andet. Eksempelvis er du  ikke alene, hvis du lige nu synes, det er svært at skulle tilbage og ud i det pulveriserende liv igen efter måneder i næsten ensomhed. Det er ligefrem et begreb – “Return anxiety”.

Og det er det, der adskiller det her talk show fra andre shows. Oprah’s havde lidt af det samme, men så alligevel ikke. Der er ingen glasbilleder her. Kun den sande facade – sådan virker det i hvert fald -, og selvom jeg ikke kommer til at se det hver uge, så tror jeg alligevel, jeg vil tjekke ind en gang imellem, så jeg bliver husket på, at i Hollywood er de også almindelige mennesker-selv de 50somethings.

Til sidst i MM showet fortæller Willow, at hun blev så inspireret af Interstellar, at hun tilmeldte sig kurser i fysik. Fedt! Det kommer jeg ikke til at gøre, men jeg glæder mig til at blive inspireret af MM’ bog og finde mine egne “greenlights”.

Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.