Indlæg

Udgivet den

Sommer, sol og Shakespeare

Hvad er nu det for en sammenblanding? Hvorfor skal en for længst afdød engelsk forfatter, som nogen ovenikøbet er i tvivl om skrev sine stykker selv, og som alle gruer for at skulle læse i engelsktimerne, hvorfor skal han pludselig blandes ind i den  dejlige, danske sommer?

Ja, det er egentlig et godt spørgsmål. Specielt taget i betragtning, at lige nu sidder jeg på min yndlings ø, Bornholm, og er kommet så langt ned i gear, at bare en beslutning om hvad jeg skal spise til frokost, pludselig synes helt uoverskuelig. Det holdt ellers hårdt. Første uge af ferien gik med den samme Covid-agtige influenza, som alle andre også er ramt af, og jeg skulle ellers hilse og sige, at den bliver man virkelig syg af…. og meget, meget træt af længe efter. Bakkerne på øen er virkelig stejle… pyhh – meget stejlere end sidste år. Her er alligevel vidunderligt.

Men Shakespeare, William altså, der ville være blevet 460 år den 23. april 2024, hvorfor skal han med til Bornholm, og hvorfor er han stadig værd at skrive om, læse og opleve live? Det er jo ret fantastisk, når man tænker over det. 460 år og Hamlet er stadig det mest opførte skuespil i verden. Mozart ville kun være blevet 268 år i 2024, og selvom jeg elsker Rolling Stones for stadig at være på scenen, så er 80 år og still going strong, ingenting i sammenligning.

Jeg skal imidlertid være den første til at indrømme, at det tog noget tid, at få hul på Shakespeare, og det var i første omgang via film. Omkring 1980 var instruktøren Paul Mazursky ret stor, og jeg elskede hans film.  Så meget, at jeg mod alle odds, så Tempest, der er en moderne udgave af Shakespeares The Tempest, omskrevet af Paul Mazursky, og pludselig tog den ene film, den anden. “Looking for Richard” af og med Al Pacino står den dag i dag stadig som en af mine største filmoplevelser. Vi var måske 10 gæster i Vester Vov Vov den eftermiddag, men jeg var blown away.

Sjovt nok så tror jeg, at en af årsagerne til at min mand (der har fuldstændig styr på Shakespeare – og ikke fra film) blev lidt mere forelsket i mig, da vi lige havde mødt hinanden, var fordi jeg kunne citere fra netop Tempest. Jeg var dog ærlig nok til at indrømme, at det var fordi, jeg holdt af Mazursky film, og ikke fordi jeg havde læst stykket.

Men, når man så også finder på at bosætte sig i “Home of Hamlet”, så er der ligesom ingen vej tilbage. I Helsingør er vi nemlig både “Landsholdets Hjemby” og “Home of Hamlet” (vidunderlig kombination), og hver sommer er der Shakespeare Festival ved Kronborg i Helsingør, som Danmarks Shakespeare Teater, HamletScenen står for. Derfor hører Shakespeare sammen med sommer og sol i Helsingør.

I øvrigt er en af mine gamle yndlingsscener fra en film også relateret til Shakespeare. I den nu fuldstændig glemte ” An American Werewolf in London” forsøger filmes hovedperson at blive arresteret på Trafalgar Square, og han råber derfor obskure ting ud i hovedet på de fuldstændigt ligeglade og sagesløse briter. Lige indtil han råber: “Shakespeare var fransk!” – så bliver han arresteret. Resten af filmen er fyldt med lignende sjove scener, men jeg er ikke sikker på, at filmen holder helt i dag.

Men Shakespeare holder, og han dukker op her og der og alle vegne -også i vores sprog, der er fyldt med ord og vendinger, han har opfundet. Jeg nævner i flæng:

Et hjerte af guld (Henry V)
At være eller ikke at være (Hamlet)
Ikke lukke et øje (Cymbeline)
At holde lav profil (Much ado about nothing)
For Guds skyld (Henry VIII)
Catch a cold (Cymbeline)
At bryde isen (The Taming of the Shrew)
At forsvinde ud i den blå luft (Othello) og selvfølgelig –
We are such Stuff, dreams are made on (The Tempest).

Fantastisk ikke? Og listen er nærmest uendelig.

I min optik er det imidlertid det faktum, at Shakespeares stykker kan nyfortolkes og kopieres i det uendelige, fordi konflikterne er eviggyldige, der gør, at han stadig er relevant. Løvernes konge er et af de mere kendte eksempler, men Succession er også ren Shakespeare omfortolket og omsat til amerikansk forretningsverden.

Hamlet er evig moderne fordi i bund og grund handler det ikke om, hvorvidt han skal hævne og slå sin onkel ihjel. Det handler om, hvorvidt den unge mand skal vælge en ny vej og bryde med “hvordan man plejer at gøre”, eller som der forventes. Virker det bekendt? Nogen vil hævde, at med Hamlet fødes det selvansvarlige og moderne menneske.

Med min kærlighed til Helsingør og Shakespeare blev jeg derfor også rigtig glad, da jeg sidste år blev spurgt, om jeg ville være forkvinde (tidligere kendt som forperson) og være med til at starte en venskabsforening for Shakespeare Festival og HamletScenen. Jeg betænkte mig ikke mange minutter.

På Shakespeares fødselsdag i år blev venskabsforeningen  “Shakespeare Ambassadors Elsinore” således lanceret – han skulle jo også have en fødselsdagsgave, og i forbindelse med dette års Shakespeare Festival, 05. – 11. august, kommer vi i foreningen til at være mere synlige og forhåbentlig få en masse nye ambassadører.

Når vi nu er så heldige, at verdens mest berømte skuespilforfatter vælger at lade handlingen i Hamlet foregå på Kronborg, og verdens bedste skuespillere står i kø for at spille rollerne i stykket, så må vi da som det mindste bakke op og forsøge at skabe noget hype!

At være eller ikke at være A Shakespeare Ambassador!

Der er stadig få billetter tilbage til nogle af forestillingerne i årets festival, og de kan købes her (hvor man også kan tilmelde sig som ambassadør).

 

Udgivet den

Rocken er -bogstavelig talt- kommet på museum!

Når de unge mennesker er flyttet hjemmefra, kan det indimellem være sin sag at mødes. Alle har fyldte kalendere, og selvom klassikeren med den fyldte vasketøjspose også eksisterer hos os, så har jeg alligevel skulle finde på og lære nye måder at mødes på. De bliver jo voksne….

Derfor køber jeg jævnligt billetter til diverse kulturarrangementer i København, og inviterer yngstesønnen med. Så falder der som regel også en middag af, og hvilken ung studerende kan ikke bruge det.

Det var baggrunden for at min søn og jeg i denne uge var på National Museet for at opleve “Danmark after Dark”, en udstilling om Danmark de sidste 40 år med udgangspunkt i D.A.D.’s fyrre års jubilæum som rockband. Skal jeg være helt ærlig, var jeg nok mere interesseret end sønnike, og som han hurtigt konstaterede med et smil – “her hiver jeg vist gennemsnitsalderen ret meget ned”.

Men det var sådan en god oplevelse, og jeg er helt vild med, hvor gennemført museet havde arrangeret det. Pludselig blev den store bygning med det fine National Museum til “Vores museum”, og det er altså ret godt gået.

Det startede allerede ved indgangen helt ude i vindfanget. Her blev vi mødt af tjek ind personale i sorte t-shirts, som lige gav os festival (udstillings) armbåndet på. Vi kom lige da udstillingen åbnede kl. 18 (det skal jo være after dark) og havde heldigvis bestilt indgangstid i forvejen, for det her er en publikumssucces. Da vi gik, var køen lang som ved et toilet på Roskilde.

I aulaen på museet stod en overdimensioneret transistor og spillede D.A.D. hits, og der var selvfølgelig også tænkt i selfies, for i bedste Tivoli stil kunne man sætte sit hoved i en figur, og for en stund blive en af Binzer brødrene. Men bedst af alt, der var også stillet en midlertidig bar op, hvor de ventende gæster kunne købe drikkevarer, og jeg har museet mistænkt for med vilje at lade de tomme flasker stå, så det hele fik den ægte festival stemning.

Selve udstillingen var lille men gennemført, men de unge mennesker er jo ikke ligefrem til den lange fordybelse i diverse, så vi kom forholdsvis hurtigt igennem, også selvom det var en rigtig god oplevelse. Især at nærmest stå backstage på Bøgescenen til Sleepin’ my Day Away. Jeg kan godt forstå, hvorfor man bliver afhængig af det sus, det giver at spille for så stor en menneskemængde, der gør, som man beder dem om.

Men for mig var det også tankevækkende, for det er jo i princippet mit Danmark og mit liv, der nu er kommet på museum. Jeg er jævnaldrene med bandet, og kan helt reelt huske, da de kom frem med deres Cowpunk og ingen af os rigtig vidste, hvad vi skulle mene. Det fandt vi ret hurtig ud af efter No Fuel left for the Pilgrims.

Det her er ikke Den Gamle By, det er rock og nutidig Danmarks historie, som i en tid, hvor ingen kan koncentrere sig længere end en TikTok video, nu er værdig til at blive udstillet. Det går vitterlig hurtigere og hurtigere.

Så udover at jeg havde en fest, både over de to kvinder, der ikke havde opdaget, at der stod en kødrand af mennesker bag dem, og derfor gav den fuld gas i D.A.D. øvelokalet, og over at være ude sammen med min søn, var det også en på mange måder vemodig oplevelse.

Der var minder om en tid, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor vi alle troede, at verden ville blive et bedre sted. På en skærm kørte klippet med Murens Fald, og alle de små, sjove trabanter, der kom kørende i lange køer. Ud i friheden og en verden, der i hvert fald for en stund, var uden Kold Krig.

Jeg kom derfor også på memory lane, og man siger jo, at intet kan vække hukommelse som dufte og musik, så der kom gang i de private minder også. Det sker -heldigvis- ikke så ofte, når jeg kigger på flintøkser i en montre. Derfor er det så fantastisk en udstilling, museet har begået. Den er ikke alene gennemført ned til festivalarmbånd i stedet for en papirbillet, den gør også vores historie vedkommende, og så er det i princippet ligegyldigt, om man er til D.A.D. eller ej. Det spiller!

Så tag jeres unge mennesker under armen, eller gå selv, også selvom I ikke er til rock, for det er os alle sammen, der er kommet på museum, ovenikøbet det nationale.

To generationer “backstage” på Smuk.

Udgivet den

På Rügen går man tur!

Min mand Nils har altid haft en svaghed for tysk og Tyskland, og en af de første ferier, vi tog på sammen, gik til Sylt, som jeg knap nok vidste eksisterede på daværende tidspunkt. Jeg tror, det hænger sammen med at han som ganske ung havde sommerferie job i Hamborg med at sælge ristede løg. Ja, det er sandt. Det var andre tider…..

Senere er det blevet til ganske mange ture både igennem landet med stop og ture udelukkende med Tyskland som destination. De sidste par år faktisk til ganske mange, hvilket formodentlig også hænger sammen med at Nils tog et online kursus i tysk. Han faldt for et tilbud med, at hvis han ikke missede en eneste lektion i tre måneder, ville han få kurset gratis. Han endte selvfølgelig med at betale, men nu er han så næsten flydende i tysk, hvilket er en fordel, når man er i Tyskland. Desværre er han bedre til business tysk og virkelig anvendelige gloser, som at en sæl hedder en “Robbe”, mens det er undertegnede, der på bedste gymnasietysk må sørge for gode tilbud på hoteller, bestille mad, ekstra håndklæder og badekåber i andre størrelser en small. Men sådan er arbejdsfordelingen så fin.

Vi er imidlertid kommet til at holde af Tyskland som rejseland, og hvem skulle have troet det. Under min opvækst var Tyskland næsten et fyord (“Det er en tysker, Kvik!”), og man var virkelig ikke hip, hvis man ønskede at lære tysk i skolen. Det har heldigvis ændret sig, og nu er selv det tidligere Østtyskland værd at besøge. Blandt andet fordi den tyske stat har pumpet millioner og atter millioner af Euro i hele Østersøkysten for at give den et løft. Det er lykkedes.

Så mens jeg skriver dette sidder jeg i Binz på Rügen og nyder havudsigten. Det gør Cooper også. Han har fået en ny yndlingsplads, hvor han kan sidde og holde øje med alle hundene, der går tur, og her er mange hunde. Man kan rigtig godt lidt hunde i Tyskland, og man må have de firbenene med næsten alle steder. Man skal ganske vist betale lidt ekstra pga. rengøring på hotellerne, men så står der til gengæld også en hundeskål klar, og nogle steder har vi ligefrem oplevet, at der stod godbidder som velkomst.

Man kan følge med i mange ting fra en balkon, og når man kommer hjem fra en tur på stranden, kan man lige få børstet sand af, og tage en tur i “hunde-strand-kurven”

Det er nemt at rejse i Tyskland, og alt fungerer. Det er store værelser, der er masser af håndklæder og altid masser af varmt vand i bruseren (ja, jeg er ved at blive gammel og forbi den tid, hvor det var et eventyr, om der var varmt vand nok til alle gæster). Man får store portioner, og serviceniveauet er højt. Jeg er eksempelvis fuldstændig vild med at bo på hoteller, hvor der er morgenmad til kl. 11.30. Ingen hastværk her, og man skal jo også lige nå  aquafit om morgenen, inden man kaster sig over morgenbuffet’en, der ofte inkluderer sekt. I Tyskland og Østrig holder man af at drikke sekt om morgenen ved særlige lejligheder, og man skal vel skik følge, eller?

Så der er masser af gode grunde til, at vi lige stak af hjemmefra i nogle dage, og tog den lille driftssikre Fiat500 til Tysklands største ø, Faktisk er det anden gang, vi er her indenfor et år, men her er også rart. Især, hvis man kan lide at gå tur. Det kan Cooper og Nils, og så kan jeg dyrke spa’en og havudsigten imens. Alle er glade og tilfredse.

Men ærligt, det er selvfølgelig anderledes end at sidde på en cafe i Frankrig eller spise pasta i Italien. Der er ikke den samme charme, men her er så noget andet. Eksempelvis en fuldstændig fantastisk strand, der om sommeren er fyldt med de berømte strandkurve, og så er her bare hvide, fine huse.

På Rügen ligger dog også et hus, der ikke altid var hvidt, men et af verdens længste bygningskomplekser – Hitler’s “Prora”, syv store betonblokke, der tilsammen strækker sig over 4,5 km. “Kraft durch Freude” var overskriften og ideen, at arbejderne i Tyskland alle skulle have adgang til hav og frisk luft og derfor på ferie i en af de 20.000 små ferielejligheder, der udgjorde Prora byggeriet. Hvis man ser bort fra, at det også var tænkt som en del af den nazistiske propaganda maskine, var det jo som sådan en fin tanke. Fra folkevognsfabrikkerne til ferie ved havet. Ferielejlighederne nåede dog aldrig at blive taget i brug – der kom lige en verdenskrig i vejen, og i mange år har byggeriet bare stået og forfaldt med et lille, men meget interessant museum som højdepunkt.  Nu ser det imidlertid ud som om, i hvert fald store dele af det, er blevet sat i stand og omdannet til moderne, hvide ferielejligheder med balkoner, mere plads og swimmingpools. Før var det et fuldstændig syret og ret uhyggeligt sted at besøge, skulle jeg hilse og sige.

Der er også brug for nye, moderne ferielejligheder, for flere og flere turister finder vej til her til. Vi hører stadig sjældent dansk, og selv på de fire stjernede hoteller taler ikke alle engelsk, men eksempelvis her i påsken, er der selv en søndag aften fyldt med folk, der går tur ud på molen, og derefter sætter sig på en fortovscafé, så det varer nok ikke længe, før mange andre finder vej hertil.

Men indtil da vil vi nyde, at vi nok er en smule excentriske, når vi vælger at holde ferie i Tyskland – ovenikøbet det gamle DDR, hvor vejene stadig visse steder er smallere end andre steder i Europa. Men, jeg siger bare…. solen skinner ud over min havudsigt, hotellet lægger bøger på værelset om at blive lykkelig, og om lidt kører vi til Stralsund og shopper, og i aften tror jeg, vi skal spise italiensk lidt længere henne af strandpromenaden.

Es ist aber sehr toll!

Udgivet den

Han var en ægte “double bagger”.

Tænk, jeg har stadig mit Time Management kursus liggende….

For mange år siden – i tiden med Time Management og Jan Carlsson’ smilekurser hos SAS, var der også en tv udsendelse, hvor et supermarked introducerede udtrykket “en double bagger”.

Supermarkedet havde ansat nogle unge mennesker til at hjælpe kunderne med at pakke deres indkøb i poser, angiveligt efter amerikansk forbillede. Det holdt dog ikke særligt længe, vi skal nok selv styre vores varer, men udtrykket blev hængende lidt længere.

“En double bagger” er når vedkommende, der skal pakke varerne, kan se at posen er ved at gå i stykker, og derfor af sig selv sørgede for en ekstra pose. Eller med andre ord -ydede en ekstra god service.

Jeg kom i tanke om dette håbløst gamle udtryk forleden, da jeg havde forvildet mig ind i et supermarked, jeg ikke har været i før. Jeg er stadig lidt sur på Coop, over at de ødelagde Irma, så derfor har jeg undgået især gamle Irma butikker, men den dag var det altså lige den butik, der var i nærheden, og så røg principperne lidt.

Da jeg stod i kø ved kassen noterede jeg mig, at den unge kassemand havde en “vissen hånd”, tror jeg, det hedder. Hans ene hånd var i hvert fald ikke 100% funktionsdygtig. Jeg noterede mig også, at han tiltalte kunden før mig ved navn og studsede lidt over det.

Da det blev min tur, fik jeg verdens største smil og et “Værs’go Berit!”. Han havde ganske enkelt læst mit navn på kortet og personificerede på den måde min indkøbsoplevelse. Ganske som SAS gjorde i gamle dage, når man tjekkede ind, og check in personalet havde lært at referere til navnet på boardingpasset (those were the days..)

Jeg blev selvfølgelig fuldstændig vild med den unge mand, og roste ham til skyerne for hans service, men ud over at jeg fik en rigtig god oplevelse, så fik han mig også til at reflektere, for hvor er han dog en inspiration.

Her er en ung mand, der står i kassen, og som skal arbejde lidt hårdere, idet kun den ene arm/hånd er funktionsdygtig, og så finder han alligevel måder at kompensere på, og gøre det hele sjovt og på den måde løfte sit job op.

Ikke bare et ægte eksempel på “en double bagger”, men også et eksempel på, at når livet giver dig citroner, så lav limonade ud af dem – for nu at blive i klicheland, for pludselig blev hans job som kassemand ganske betydningsfuldt. Han scannede ikke bare varer og tog imod betaling. Han tog ansvar for at give os en god oplevelse, og dermed blev han meget mere end en kassemand.

Jeg har det sidste stykke tid i den grad savnet, at folk tager ansvar. Både i det store og i det små. Det synes som om, der har bredt sig en epidemi af virussen “jeg vil ikke tage ansvar, så jeg sygemelder mig”. Den er især udbredt blandt politikere, men også skoleledere og andre ledere synes at blive smittet med meget kort inkubationstid. At gå konkurs eller melde sit firma konkurs er en variant af virus.

I en artikel i Weekendavisen læste jeg om “embedsledelse”. Altså,  at nutidens ledere er mere optaget af at udfylde formularer (eller underretninger), sætte krydser og i det hele tage sørge for at det juridisk og økonomiske er i orden, end de er i at tage reelt ansvar for, hvad der foregår for øjnene af dem.

Jeg kunne sagtens her nævne en masse eksempler – også fra mit eget lokalområde, men det er jo weekend, så jeg lader jer selv komme i tanke om nogle “single baggers”, der djøf’er og melder sig syge, når de bliver stillet til ansvar.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre det, men jeg ved, at det starter med det personlige ansvar. Vi har eksempelvis selv stemt de politikere ind, som opfører sig forkasteligt, eller som bare tager orlov eller sygemelder sig.

Vedkommende i Folketinges præsidium, der ledsagede Dronningen ud fra hendes sidste statsråd, er kendt for offentligt at kalde sin søster “en løgner med store patter”, at gå konkurs og efterlade kreditorer uden en krone -og nåh ja, så hjemmesiden netfisse.dk, men han er kommet der, fordi vælgerne (vi) har stemt sådan. Det er vores ansvar….. og hans chef’, som har placeret ham der. Men ham har vi også stemt ind og givet magt.

Der er også talrige eksempler på ledere, der aldrig tager ansvar og derfor absolut ikke burde lede, men som får lov at blive siddende, for alle hader “whistle-blowers”. Det er det mest positive ved de sidste års #meetoo kampagner. Ingen har stået alene, når de “whistlede”. Det var et fælles ansvar. Nogle gange er der så “whistlet” for meget, men det er en anden historie.

Vi har brug for nogle forbilleder, der tager ansvar, også moralsk, og som ikke bare tænker, går den så går den, og der er alligevel ingen, der tjekker, om mit skriv er plagieret eller CV’et er snyd og hovedopgaven aldrig blev afleveret. Det sidste er rigtig dumt, for det bliver jo  altid afsløret på et tidspunkt, når man snyder.

Derfor er den unge mand i kassen så stor en inspiration. Han tog ansvar. Både for sit job og for sine kunder og han gjorde det fordi han følte, det var rigtige at gøre. Han er ikke kun en ægte “double bagger”, han er også et stort forbillede, og han gjorde min dag så meget bedre.

Udgivet den

Det sker oftere og oftere..

…at jeg tager mig selv i at tænke eller sige det samme som min mor. Jeg ved det godt, det er en klassiker. Der findes formodentlig ikke den forælder, der ikke på et tidspunkt har hørt sig selv sige noget til sine børn, som ens forældre sagde til en selv, og som man havde forsvoret, at man nogensinde ville lade komme over sine læber. Så jeg er helt med på, at det her er ikke revolutionerende.

Men i de senere år har der alligevel sneget sig en ny variant af “mor-tankegangen” ind, og jeg kan ikke rigtig helt finde ud af, om jeg bare skal omfavne det, eller om jeg skal skubbe det væk, og se at blive voksen og min egen, om man så må sige.

I denne uge var min yngste søn og jeg på cafe i mit gamle “hood” – Vesterbro. Jeg er for længst holdt op med at forbavses over, at der holder Porscher og Range Rovers i sidegaderne, og har også (næsten) helt accepteret det nye Vesterbro, så det er ikke her, min mors tanker kom ind i mit hoved.

Men midt (seriøst midt) inde på cafe’en, der var meget ung, hip og efter min smag, ret støjende, sad en mand i en lænestol og læste i en bog. Det syntes jeg i og for sig var ret fedt – endelig en fysisk bog, men så tog jeg mig selv i at tænke “at han dog kan koncentrere sig i det cirkus”. Ikke alene tænkte jeg det, jeg kunne ligefrem høre min mors stemme i mit hoved. Det syntes jeg var lidt mindre fedt!

Det er ikke det eneste eksempel. “Guuud, pigebarnet må da fryse”, når jeg ser en meget letpåklædt ung model uden særligt meget tøj i minus 5 grader. Eller “hvordan kan de dog holde det ud med den høje musik? Uh! Det er ikke godt. Det kommer snigende stille og roligt sammen med hvert ekstra år.

For et stykke tid siden begyndte jeg at løse kryds og tværs. Dels fordi vores tidligere Dronning direkte havde opfordret os til at gøre noget unyttigt, og dels fordi jeg kunne mærke min koncentrations længde blive mindre og mindre og min mor sagde altid (!) at hjernen er en muskel, man skal træne. Derfor kryds og tværs, og i lang tid var jeg lidt pinlig over det, og følte mig som oldgammel,  indtil jeg fandt ud af, at flere jeg kender, gør det samme.

Men også her kunne jeg se mig kopiere min mor. Jeg googler, hun havde opslagsbøger, men det er ærligt også som om, det er de samme krydsord, som den gang. Der er ikke sket meget på den front.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til min daværende arbejdsplads’ optakts arrangement. Og bare rolig, Søren Kaster havde Brøndby trøje på, så der blev ikke gjort forskel…

Man har altid sagt, at hvis du vil vide, hvordan din hustru bliver, når hun bliver gammel, så kig på din svigermor.

I denne måned er det 20 år siden min mor døde. Måske er det også derfor, at hun spøger så meget i min hjerne for tiden. Mine børn kan ikke huske hende. Den ældste har svage konkrete minder, men jeg er sikker på, at den ubetingede kærlighed, som hun overdængede ham med, den ligger lagret et eller andet sted, og har været med til at forme ham, ligesom alt det, jeg har kopieret fra hende, også har formet både ham og hans lillebror.

I min mands familie er de alle supermusikalske. De synger og spiller – professionelt altså, og der er også et par decideret “wonderkids” imellem. De er dog helt nede på jorden og smaddersøde, og bortset fra at det er som at gå i operaen at være til fest med dem, er det ikke noget, man lægger mærke til til hverdag. Det er bare så tydeligt, at her er det både arv og miljø, der løber i en lige linje.

Jeg ved ikke rigtig, hvad mit arv og miljø er. Som tiden er gået, er jeg meget langt fra mine rødder, og er vel, hvad folk kalder en mønsterbryder. Sådan har jeg bare aldrig selv tænkt på det, jeg har bare kørt derudaf, og synes egentlig at jeg rødder i mange forskellig slags muld, og er oprigtig glad for al mulden. Man er vel summen af det hele.

Men… jeg er altså ikke helt afklaret med, om jeg synes det for tidligt, at jeg begynder at tænke og tale som min mor, og i øvrigt også blive irriteret over, at de ikke kan tale tydeligt længere i de danske tv serier. I kan godt høre det ikke? Her altså, ikke i tv-serierne. Der er mange små, bekymrende signaler.

Nå, jeg kan i det mindste glæde mig over, at mine venner dengang omtalte min mor som “mutter fit”, og at hun altid var frisk på en tur med en speedsnakkende Dan Turéll og den sidste nye film i biografen, så helt galt kan det vel ikke gå. Jeg kan også stadig finde træningshold, hvor jeg er blandt de yngste. Jeg skal så bare leve med at træne til Boney M., men det bliver ikke spillet for højt, og så tænker jeg også som min mor – “hvor er det dog dejligt, at alle de gamle mennesker kommer ud at røre sig”  ;o)

Udgivet den

Længe leve live oplevelser!

I går var Nils og jeg til julecabaret på Café Liva i Nyhavn. For jer, som ikke kender stedet, er det et skønt skib, der er indrettet med borde og stole og en lille scene. Man spiser først, og så er der cabaret på den lille scene, som man altså er meget tæt på. Man sidder også meget tæt, når man spiser (godt), men det er en del af oplevelsen.

Årets julecabaret er “På loftet sidder krisen” og det er en over 30 år gammel tradition, at der er julecabaret på Café Liva. Den har fået fem stjerner af anmelderne, og der er stort set udsolgt resten af spilleperioden. Det er godt, for ikke alene er det en skøn oplevelse – jeg grinede højlydt flere gange, vi skal også passe på vores livescener, især de mindre af dem.

Der er fire skuespillere / musikere på scenen. Super dygtige. De kan synge, spille og spille revy, hvilket altså ikke er den letteste opgave i verden. Vi kendte en af dem i forvejen. Resten var for os stort set ukendte, men det kan selvfølgelig sige mere om os, end om skuespillerne. Men fire hårdtarbejdende mennesker, der ikke lever det flamboyante skuespilliv, og som i den grad er på, i den tid showet varer.

Det kan noget, sådan en live oplevelse. Det er intenst og ikke alene får man rørt lattermusklerne (al motion af muskler er godt), man får også stof til eftertanke og bliver mindet om, at der er heldigvis mennesker derude, der tænker som en selv.

At besøge en lille specialbutik kan nogle gange være som at besøge et lille teater. I Helsingør, som jeg bor i, lider vi imidlertid også af problematikken med tomme butikker. Det er en tendens, der gør sig gældende over hele landet, og for personer som mig, dybt skræmmende. En af årsagerne til at jeg i sin tid flyttede til Helsingør, var det skønne handelsliv, og at der var tale om små, unikke butikker og ikke bare de store kæder. Jeg tror, jeg talte 14 tomme lokaler sidst jeg talte.

Der er selvfølgelig flere årsager til de tomme butikker – og scener, men vi er ganske enkelt blevet for magelige, og det er lettere at handle på nettet eller se film, tv-serier eller lignende på skærmen lige ved hånden. I denne uge blev nogle af de sidste teateranmeldere på aviserne opsagt.

Jeg er udmærket klar over, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg skal heller ikke gøre mig bedre. Jeg ser også Netflix og handler også på nettet. Det er nemt og hurtigt, og hvis jeg nu bare forsøger at gøre mig umage med at handle hos danske firmaer (hahaha), så bliver nogle af pengene vel i den lokale/regionale/ nationale økonomi. Som om!

De eneste, der virkelige bliver rige, er tech folkene med konti på diverse spændende øer uden skat. Til gengæld bliver vi som lokalsamfund fattigere og fattigere, for vores indkøbsoplevelser forsvinder sammen med vores øvrige live-scener. Fodbold undtaget måske.

De sidste par fredage har jeg hentet Nils efter arbejde, og så er vi kørt ud i Årstidernes gårdbutik og købt ind. Vi er derefter gået en tur i vores lokalmiljø for at handle. Er det det letteste og det billigste? Nej, men vi er hver gang kommet hjem en oplevelse rigere, og med en viden om, at pengene fra vores indkøb bliver i lokalmiljøet.

Lidt samme følelse sad jeg med, da vi kørte hjem fra Liva i går. Ikke alene havde vi alle tiders oplevelse, jeg følte også en glæde over at være med til at støtte live-scenen. Vi kan ikke leve af Netflix og lydbøger, som forfatterne ikke tjener penge på. Til sidst har vi hverken sjove butikker eller ordentlig underholdning tilbage, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.

Derfor – “Længe leve live!” Både butikker og underholdning, og lad os hjælpes ad med at holde det i live rigtig længe.

Nils har rent faktisk skrevet en bog om lokaløkonomi, og han holder også foredrag om samme. -Og sørme om den ikke også har fået fem stjerner ;o)

Udgivet den

Meditation i de højere luftlag

 

Jeg har altid holdt meget af kirkerum. Der er højt til loftet, der er kunst, der er ofte en sindssyg god akustik, og så er der en særlig ro og højtidelighed der gør, at man ligesom trækker vejret lidt langsommere og ikke taler højt eller grimt.

Derfor kan jeg også godt lidt at gå til koncerter i kirker, og jeg elsker at Lennart Lajboschitz har omdannet en gammel kirke til et moderne forsamlingshus. Af mange forskellige årsager, men i netop disse tider også fordi det er et prima eksempel på, at to forskellige trosretninger sagtens kan finde gode løsninger sammen, og at smukke, gamle bygninger ikke behøver at vige pladsen for firkantede højhuse i glas og beton.

I denne uge fik jeg så endnu engang bekræftet, at kirkerum kan noget, ikke mange andre lokaler kan.

Jeg har netop mistet en slægtning, og er forhindret i at deltage i vedkommendes bisættelse. Bisættelser og begravelser er jo reelt til for at de efterladte kan få sagt farvel og sat et punktum, og jeg kunne mærke, at det behov havde jeg også.

Min første tanke var at gå ned i min egen lokale kirke, for kirkerummet er jo også for de fleste af os rammen om de store begivenheder i livet. Bryllup, barnedåb, konfirmation og ja, begravelser.  Så kunne jeg sidde der og holde min helt egen lille farvel-session, men jeg er faktisk så heldig, at jeg er velsignet (!) med en god veninde, der er præst, og hun forstår om nogen at udnytte sin kirke på alle mulige gode måder.

Kirke er måske lige en overdrivelse i hendes tilfælde, for den er ikke bygget endnu. Derfor holder hun og hendes præstekolleger til i et lokale i Ørestad. Her er imidlertid også højt til loftet, her er også kunst, og så er det lykkedes, at skabe den samme stemning som i traditionelle kirker. Man falder simpelthen til ro, når man går ind i det lokale, og jeg elsker at det ligger i stueplan (-læs øjenhøjde), så alle kan se stearinlysene og lige dumpe ind, hvis man altså ikke skal ind i neglesalonen, der er nærmeste nabo.

I dette specielle lokale har min veninde og hendes kolleger både samtale saloner med interessante mennesker, cross yoga, Herrehjørnet (med frokost og en øl), “Rum til Ro” og mange andre spændende arrangementer og altså også “Mindfulness Gudstjeneste”.

Jeg har praktiseret meditation i mange år. Jeg har ovenikøbet gået til meditation for at lære, hvordan man får tankerne til at stå stille, om man så må sige. Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet ekspert på området, men over årene har jeg lært nogle teknikker, der gør, at jeg kan lukke verden og tankemylder ude (uden at falde i søvn), og når først man får det lært, er det faktisk ikke så svært. Til gengæld er effekten fantastisk, og derfor betaler folk i dyre domme for at lære mindfulness og meditationsteknikker.  

Pomodoro metoden er det nye sort i erhvervslivet, stille zoner og tid til fokus hitter og rigtig sej er man, når man lader mobilen være i over en time. Ej ok, nu driller jeg, men helt forkert er det jo ikke. 

I princippet kan man bare gå en tur i kirkerummet. Det har man allerede betalt for over sin kirkeskat, og den oplevelse, jeg havde i denne uge, var hver en krone værd. Det nåede jeg at tænke over, mens jeg sad der med lukkede øjne og blev guidet til meditation af en professionel mindfulness underviser suppleret af den smukkeste live musik og et budskab fra præsten om næstekærlighed og egen omsorg. Egen omsorg var i øvrigt temaet for netop denne meditation, men det skifter fra gang til gang. 

I løbet af den time, denne mindfulness gudstjeneste varede, var der også en lysceremoni, og jeg fik tændt et lys for min slægtning, sendt masser af kærlighed og sagt farvel på den helt rigtige måde.

Hele seancen sluttede med at vi sad med lukkede øjne og lyttede til det lille band synge en fuldstændig fantastisk fortolkning af “Regnvejrsdag i november”.

Jeg var reelt fysisk lettet, da jeg efter en hurtig kop te (også på kirkeskattens regning) kørte hjem gennem den mørke november aften. Fyldt af taknemmelighed over, at vi har disse muligheder lige i gadehøjde men også af en usædvanlig glæde over at betale min kirkeskat.

Regnvejrsdag i november – Pia Raug

1. Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.

 

6. Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.

Du kan læse mere om Mindfulness gudstjenesterne og de andre aktiviteter på dette link, og alle er velkomne.
Kirken i Ørestad

Udgivet den

Jeg – en synder!

Jeg har syndet…. og åhhh, hvor var det godt! Faktisk over en hel uge. En hel uge, hvor jeg har drukket og spist lige præcis, hvad jeg havde lyst til, og oveni det hele spillede jeg også. Digitale skrabelod.

Jeg har med andre ord gjort rigtig meget af det syndige over flere dage. HA!

Det kan selvfølgelig aflæses på vægten med det samme. Her er der kontant afregning, men nu tilhører jeg også den del af befolkningen, der blot skal kigge på en rødvinsprop for at tage 500 gr. på.

Så hvad skete der lige for mig i den forløbne uge, for der er da mindst røget tre flasker ned sammen med nok 400 gr. chokolade, et par småkager og Danske Spil nåede at give mig en besked med at nu havde jeg altså været på i over en time, om jeg så stadig vil fortsætte. Ja for fa…., jeg vinder jo!

Jeg ved det godt, bordet vinder altid, men lige der, sad jeg altså i held, og så skal man jo ikke bryde flowet vel?

Jeg ved ikke, hvor sund den forgangne uge har været, men rent mentalt synes jeg faktisk, det har været en fest. Jeg har hygget mig noget så godt, og følelsen af at være ligeglad med det hele, den er altså ganske befriende.

Mit intellekt ved jo godt, at der er tale om eskapisme, og der må være noget, der ikke spiller optimalt, når jeg sådan har brug for at selvmedicinere…  ….”because I’m worth it”. Eller også er der ikke. Måske havde jeg bare lyst til at give los og være ufornuftig på alle fronter.

På min arbejdsplads har man netop indført nogle nye regler for alle medarbejdere, og jeg er ret vild med dem.

Der må fremover ikke sendes mails mellem kl. 19 og 07 på hverdage og fra kl. 16 om fredagen og til mandag morgen. Det er fuldstændig forbudt at svare på mails i samme tidsrum. Med mindre selvfølgelig lokummet bogstaveligt talt brænder, men så er det nok telefonen, man bruger og 112.

Samtidig er der indført fokustid fire formiddage om ugen fra 10.05 – 11.35. Her må ikke holdes møder, man må ikke forstyrre hinanden, og her må heller ikke hverken sendes eller svares på mails.

Dertil kommer nogle andre tiltag omkring møder og småting, men disse to førnævnte regler er de mest markante. Baggrunden er trist, for vi har i organisationen ganske mange, der har stress relaterede sygemeldinger. Noget må gøres, og det her er altså, hvad direktionen har besluttet i et forsøg på at skabe en bedre arbejdsplads med færre forstyrrelser og mere ro.

Jeg er, som skrevet, vild med det og finder at det er på linje med skoleelever, der nu får låst deres mobiltelefon inden under hele skoledagen for at kunne koncentrere sig bedre.

Vi er simpelthen på alt for meget.

Vores yngste søn arbejder i øjeblikket på en opgave, hvor man skal undersøge de strukturelle og kulturelle krav til unge mennesker, og hvordan det påvirker deres studievalg og generelle trivsel. I den forbindelse sagde han følgende – eller i hvert fald noget lignende: “Teknologien og vores hverdag har udviklet sig med en sådan en acceleration, at vi ikke overhovedet kan følge med. Problemet er bare, at vi forsøger at udvikle os tilsvarende, og det er dømt til at mislykkes”. Accelerationssamfundet er skidt for os mennesker.

Derfor drikke Jeppe!

-Ej spøg til side. Det er selvfølgelig ikke kun derfor, jeg har hevet en uge ud af kalenderen, hvor jeg har givet den gas, men det er en del af forklaringen. En gang imellem har man brug for bare at stå af og gøre lige præcis det, man har lyst til, og i denne uge var det altså vin, chokolade og skrabespil. I skulle prøve det.

Før I nu bliver alt for bekymrede for mig, så er jeg altså lige kommet hjem fra aqua-fit (og det er ret hårdt og sundt), og jeg har ikke haft tømmermænd en eneste gang i løbet af ugen, så så voldsomt har det altså heller ikke være. I øvrigt vandt jeg også kr. 1.000.- på et skrabelod.. kom ikke her!

Men nu er festen også forbi. I næste uge bliver jeg fornuftig igen. I hvert fald indtil torsdag ;o)

Udgivet den

Stop verden!

Nu er der snart kun bønner tilbage, og det er ikke kaffebønner, jeg mener.

Måske er det bare mig -halvgammel og følsom med hang til tårer, men jeg er efterhånden så påvirket af nyhedsstrømmen, at jeg har svært ved at abstrahere. Det er som om, verden er gået i selvsving – på den dårlige måde, og jeg får lyst til at råbe ud over hele Simon Spies Plads (det hedder den nemlig stadig):

ER DER IKKE SNART EN VOKSEN TILSTEDE?

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Shu bi dua’s tekst til Ronald og Leonid, og skulle du have glemt den, så er den lige her:

Det’ de store, gamle mænd
Der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort
Ronald og så Leonid
Og si’r hva’ de har gjort

Men jeg ka’ høre de skyder i øst og i vest
Og ikke kun med fyrværkeri
Det lyder som om, der var fest
Men festen er forbi

I kan selv slå resten op, og så kan I sætte de navne ind, der passer i stedet for Reagan og Bresjnev. Vælg selv fra hylden, for det vælter med dem i øjeblikket.

Diktatorer og andre usympatiske skiderikker, der af uransaglige årsager har fået så meget magt, at de kan sende unge mænd i krig, skyde babyer, bombe byer, forgifte journalister og hvad jeg ellers kan komme i tanke om af uhyrligheder, og den ene er ikke bedre end den anden.

Pt. har vi klimakrise og i Danmark står oksekød (ikke flybilletter ?!?!)  øverst på listen over ting, vi skal skære fra. Hvor mange køer går der på en bombe?

Det er fuldstændig sindsygt, og det er som om, at man ikke kan slippe væk. Nyhedsstrømmen er massiv. Vejret er blevet til breaking news, vi står i Øresund til anklerne, skolebørn i Danmark skal bevogtes af armeret politi, jeg må ikke længere byde velkommen med “mine damer og herrer” og oven i det hele kan landsholdet heller ikke spille ordentlig fodbold mere.

Det er ikke sjovt længere.

Jeg talte med min ældste veninde i morges og spurgte hende, om hun ikke var påvirket af verdenssituationen? Hun har altid, i modsætning til mig, der er en softie, været en tuffie. “Næh, svarede hun. Det er bare, som det altid har været. Mennesker er grådige og går efter magt og penge.”

Måske har hun ret. Måske er det bare fordi nyhedsstrømmen er så massiv, at jeg vælter omkuld for tiden. Måske er det fordi jeg har været med hele vejen både før og efter murens fald og reelt troede, at nu blev verden et bedre sted, og nu skulle vi alle leve i fred og fordragelighed.

Desværre tror jeg at flere har det som mig lige nu. Der er en grund til at små videoer med dyrebørn tophitter på de sociale medier. Ærligt, jeg slapper også af med hundehvalpe og især vaskebjørne, der er blevet mit nye yndlings Facebook dyr. Jeg er simpelthen nødt til at abstrahere fra menneskehedens uhyrligheder, og her er dyr heldigvis så meget bedre.

Og hvorfor taler ingen om fred? I firserne gik der ikke en dag uden en ny fredsbevægelse. Jeg deltog ovenikøbet engang i et noget alternativt møde, hvor planen var på verdensplan at sende positive tanker til supermagterne og via tankens kraft få dem til at opføre sig ordentligt.

Jeg tror s.. jeg starter min egen fredsbevægelse. En af mine gode venner havde “Morgengrimme for fred” dengang i firserne, så den er ligesom taget, men man kan vel finde på noget andet.  Det har altid været folket, der fik stoppet krige og diktatorer. Desværre tror jeg ikke rigtig, vi er så langt ude endnu, at tiden er for alvor moden, men jeg er klar.  Vil I være med?

Men indtil videre må det blive vaskebjørne (de er altså ret søde) og så bønner i form af positive tanker. Hvis vi er mange nok, må vi kunne skabe nogle positive vibs på en eller anden måde.

Pas på jer selv om jeres mentale helbred og find så noget “Feel Good!” i weekenden. Vi trænger til det, mens vi venter – ikke på Godot men på Superman!

Oh, Superman, where are you now
When everything’s gone wrong somehow?
The men of steel, the men of power
Are losing control by the hour

https://youtu.be/TlBIa8z_Mts?si=j72M_Zh0QoEB32qx

Genesis - Land Of Confusion (Official Music Video) - YouTube

Udgivet den

Og pludselige blev jeg “En Karen”..

… eller gjorde jeg?

Når man bor i Helsingør, er Hornbæk Havnefest en fast tradition i løbet af sommeren. Man skal lige forbi, og det skulle vi også i år sammen med en gruppe af venner. De var lidt forsinkede, så vi stillede os ved indgangen og ventede. Eftermiddag, ferie, sommer, glade mennesker trods regn. Hvad kan gå galt?

Tjah… et par minutter efter vi havde stillet os glade og halv-feststemte for at vente, ankom et større selskab på cykler. Ladcykler med de kvindelige deltagere i børneboksen. Alle var 30-40something, meget dyrt og skødesløst, sommerelegant klædt, osede af penge og var i den grad hel-feststemte. Så langt, så godt.

De havde imidlertid også en soundboks med på en af cyklerne, og den spillede højt – meget højt, som i helt afsindig højt. De havde tydeligvis et stort behov for at vise, at de ejede hele Hornbæk, for ikke nok med at de spillede højt, mens de kom cyklende, de syntes også ligesom, at de skulle fortsætte deres private fest på parkeringspladsen ved indgangen.

Jeg signalerede med fingre i ørerne, at I må altså godt skrue lidt ned, hvilket fik den modsatte effekt. Jeg var slet ikke klar over, at en soundboks kunne spille SÅ højt, men det kunne den. Det var nogenlunde samtidig med at eftermiddagens musikindslag gik på scenen, og tro mig, selvom vi stod lige udenfor havnen, kunne vi ikke høre bandet fra scenen.

Og så var det, at min indre Karen vågnede. Jeg kunne simpelthen mærke raseriet fysisk boble inden i mig. Ikke så meget fordi de havde en fest, fred være med det, men fordi de så tydeligt signalerede “we don’t give a shit” med andre mennesker, vi ejer det her!

Hvad i hele hule helvede bildte de sig ind?

Jeg var tæt på at råbe til dem, at de skulle skrubbe tilbage til Tisvilde, men endte med at resignere og sms’e vennerne, at vi var gået ind. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud hverken at se på dem eller høre mere Tobias Rahim. Men jeg blev påvirket, og det ødelagde faktisk lidt af havnefesten for mig.

Kunne jeg ikke bare have været ligeglad, og have ladet dem have den fest? Måske, men den manglende hensyntagen i det offentlige rum er efterhånden blevet et problem, og her var det så åbenlyst EXIT-agtigt, at jeg blev provokeret. Desværre for mig selv, for de var jo helt ligeglade, så den eneste, det gik ud over, var mig… nåh ja, og så alle andre, der også stod og ventede. En ung pige lavede himmelvendte øjne, så det var altså ikke et spørgsmål om alder.Bagefter reflekterede jeg alligevel over den vrede, jeg kunne føle boble i mig. Det må være det samme, der sker, når folk mister besindelsen i trafikken (det har jeg heldigvis aldrig gjort), eller når man skal nå den sidste færge, og en emsig dame ikke vil lade bommen gå op (jf. weekendens historier om en vis kendisfrisør).

Det er ukontrollabelt, og boble er den rigtige beskrivelse, for sådan føles det fysisk,  også selvom jeg resignerede og bare gik min vej. Men jeg måtte vige for mennesker, der åbenlyst generede andre bare fordi, at det havde de lige lyst til.

Hvorfor bliver mange af os så vrede i disse tider? Det er der skrevet mange artikler om, lavet film og også debatteret, og hvorfor reagerer så mange så uhensigtsmæssigt? Er det stress og manglende overskud? Afmagt eller undertrykt frygt over, hvad fremtiden vil bringe, eller er det simpelthen fordi, at vores lunte er blevet kortere?

Måske er det en reaktion på den tiltagende hensynsløshed, som flere og flere viser i det offentlige rum? I det føromtalte tilfælde, vil jeg selvfølgelig mene, at jeg havde retten på min side, men det ændrer jo ikke på, at jeg selv kunne føle vreden boble, og sådan plejer jeg altså ikke at reagere.

Men nu kører jeg også i min egen bil til hverdag, og skal ikke høre på andre menneskers private telefonsamtaler, der jo oftere og oftere foregår, så man kan høre hvad begge parter siger – også selvom den ene er inde i telefonen, om man så må sige.

Jeg er også holdt op med at frekventere restauranter, hvor jeg kan risikere, at forældre skifter ble på deres små pus, på bordet ved siden af, og jeg er efterhånden blevet ekspert i at signalere “piss off!” uden at sige noget som helst, når nogen kommer for tæt på min sfære. Nej, jeg tager ikke S-tog i myldretiden.

Nu lyder jeg som en gammel mokke, og det er jeg måske også. Måske kan det være, at jeg begynder at anvende De igen, for at lægge afstand til folk. Nu, når jeg ved, at jeg ikke er en Karen, for jeg endte trods alt med at resignere og gå.  ;o)

Og indenfor til Havnefesten var folk heldigvis -som altid- søde, imødekommende og havde en fest med og ikke mod hinanden.

En Karen:
Oversat fra engelsk–Karen er et nedsættende udtryk, der bruges som slang for en hvid middelklassekvinde, der opfattes som berettiget eller krævende ud over det normale. Udtrykket er ofte portrætteret i memes, der skildrer hvide kvinder fra middelklassen, der “bruger deres hvide og klasseprivilegium til at kræve deres egen måde”.