When the going gets tough…

… the tough get going!

Det gamle 80’er hit kom jeg til at tænke på i morges, da jeg læste om en højt placeret embedsmand m/k, der syntes det sidste år havde været virkelig hårdt, trænger til en pause, og derfor har sagt sit job op. Vedkommende ville have mere tid til sin familie og venner (!).

Jeg vil ikke dømme nogen, og fred være med, at vedkommende siger op. Det sidste år har været ekstremt hårdt for alle i embedsværket, der har knoklet 24/7. TAK til jer! Men som leder og højtlønnet af skatteborgerne skulle man måske lige tænke lidt over, hvordan og hvorfor, man formidler budskabet til den store offentlighed.

Vedkommendes medarbejdere og kolleger trænger helt sikkert også til en pause, men er ikke så privilegerede, at de bare kan sige op. Alle iværksætterne, og det private helt generelt, kæmper også lige nu en næsten fuldstændig håbløs kamp -uden mulighed for pauser- for at holde skindet på næsen, og de ansatte, der ikke er sendt hjem på lønkompensation, har i mange tilfælde fået en fyreseddel. Så kan man selvfølgelig hævde, at de helt af sig selv får en pause og mere tid til familie og venner (de fem, man må se). Det vil alle i pleje- og omsorgssektoren sikkert også gerne have.

Nå, så meget desto mere grund til at hejse flaget for mennesker som Heunicke, der med større og større rande under øjnene bliver på sin post og kæmper, det bedste han kan, og i øvrigt for alle vores børn og unge, der bliver foran skærmen hver for sig uden pauser, sjov og venner.

Og her ville salig og savnede Mads Holger sikkert have skrevet noget rigtig spidst og sjovt om at kæmpe, holde ud, ansvar, timing, mink, RUC og kommunikation.

Man kan på Insta følge “citatmadsholger”. Det kan anbefales.

Kæmper gør de også på vores terrasse i disse dage. Vi behøver slet ikke anden underholdning, end det drama, der udspiller sig over et æble i fire stykker og tre til fem solsorte.

Det er virkelig underholdende – naturen det billige skidt. Vi har ganske mange fugle i vores have, hvilket vi er ustyrligt glade for, så vi fodrer dem hele tiden og vores store skrænt lader vi vokse så vildt som muligt, for at insekterne kan leve der.

Men nu er det jo frost, og så er der brug for lidt ekstra hjælp, så vi smider æblestykker ud til solsortene. De fleste af dem kan godt finde ud af det, men en stor hun vil absolut ikke dele. Som i – I skal slet ikke være her på terrassen, når jeg spiser mit æblestykke – så hun jager bogstaveligt talt de andre væk. Det ser ustyrlig morsomt ud. Især, når de snubler ned af trappetrinene (de kommer ikke til skade), men det er også tankevækkende.

En gruppe kan sidde og spise stille og roligt med hvert sit stykke i fred og fordragelighed, men når præcis denne fugl er der, skal hun dominere det hele og ingen andre må være der. Heller ikke selvom hun jo kun kan spise af et stykke af gangen.

De har udviklet forskellige taktikker, de andre. En ung han giver ikke op, og løber hele tiden hen til et af stykkerne og når lige et lille hak, før hun jager ham væk. En anden, lidt større han, sætter sig på kanten af stolen og iagttager og venter til hun flytter sig, så slår han til. De øvrige tør slet ikke komme i nærheden. Bag ved ruden sidder Nils og jeg så og betragter og tænker “hvis I nu kom alle sammen på en gang, så ville hun være nødt til at dele”, men dertil er de ikke nået endnu.

Underholdende… men de sviner også, som I kan se.

Men udover dette drama, der er noget af det vildeste vi oplever for tiden, så har I det vel nogenlunde ligesom mig? Man er i en form for vinterhi. En limbo, hvor man kan opleve derouten blive større og større. Først var det virtuelle møder uden mascara, så blev det “hubba bubba tøj” næsten hver dag, og nu er man der, at det nærmest føles som en kraftanstrengelse at finde business dresset frem og sætte hår og lægge make up. Det hår, der er ikke skriger Gori, men frisøøøør.

Nå, vi skal heldigvis ikke holde ud så længe mere, og der er lys for enden af tunnelen, hvis ellers de, der savner sol og også vil have en pause, ville holde op med at rejse til Dubai og hente sydafrikanske muteringer med hjem. “Stram ballerne ” siger Mascha Vang i avisen i dag, og jeg kan da kun være enig. Dubai er der også om to måneder, når vi er på den anden side. Men igen…. when the going gets tough…

Pas på jer selv derude… hold ud…be tough…. og håb så ligesom jeg, at der er noget tøj i skabet, man kan passe, når det endelig bliver fundet frem igen. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over, at I nu har fået det nummer på hjernen, og ja, jeg har også tænkt over, at Michael Douglas egentlig var ret lækker dengang.

God søndag!

Morten – hvor blev du af?

Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.

Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.

Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.

Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.

Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.

Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.

Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?

Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.

Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til  at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.

Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?

I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.

Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.

Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.

Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.

Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.

Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.

Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.

Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.

Når døgnet flytter sig…


eller rettere ens timemønstre flytter sig.

Jeg har ferie! Som i “jeg-gider-ikke-tale-med-nogen-og-jeg-drikker-rødvin-når-jeg-vil” ferie. I ved, den slags ferie, hvor man ligger til klokken 100 om natten og ser en eller anden virkelig sødsuppe film (det er jo jul), og så vågner og siger: “Guuud…. er den allerede 9.28? Øj, hvor har jeg sovet godt!”

Vi har med andre ord flyttet vores døgnrytme i familien, og det er vi faktisk ret gode til hver gang, det er ferie.

Jeg er sædvanligvis et meget ocd-agtigt menneske. Følger den samme rytme,  og lever som oftest efter, at man skal opfylde sine forpligtelser, før man slapper af og giver los. Det er en for arbejdsgivere virkelig god ting, men for en selv, er det måske ikke lige opskriften på livsnyderi.

Men, når jeg har ferie, er jeg heldigvis fuldstændig ligeglad.

Lige nu sidder jeg eksempelvis med et glas vin (it’s three o’clock somewhere – også her) og lytter til Skyfall, som min søn og min mand ser for Gud ved hvilken gang, og de har en eftermiddagsfest! Jeg mener nu også stadig, at det er den bedste Bond film, der nogensinde er lavet. Men den luksus det er, at se film om eftermiddagen. Wow!

Vi har altså flyttet vores døgnrytme, og jeg har fundet ud af, at det gør vi hver gang, vi har ferie. Vi står senere op og vi går senere i seng, og selvom vi i princippet slet ikke laver noget i løbet af dagen, så kan det, at gå ud at købe ind pludselig blive til et heldagsprojekt. For slet ikke at tale om at lave aftensmad. Hold nu op, hvor kan der tænkes mange tanker over, hvordan vi nu egentlig skal gribe det an. Skal vi eksempelvis have kartofler, og så i hvilken form? Bagte, kogte, brasede eller, hvis Nils kan bestemme, forklædt som chips.

For mange år siden var familien på efterårsferie i Berlin. Vi boede i en lille lejlighed, som vi havde lejet af en af mine venner, og der var absolut intet fancy over den ferie. Alligevel husker jeg det som en af vores bedste familieferier nogensinde, og jeg husker også, at vi netop på den ferie flyttede døgnet, og ikke gik på oplevelse før et godt stykke oppe af dagen. Til gengæld var vi så ude resten af dagen, og kom først hjem ud på aftenen. På en eller anden måde passede det bare ind i hele familiens rytme, så der var stort set ingen konflikter, bare ren hygge.

Dette foto er faktisk fra Berlin et par år senere, hvor drengene var store nok til at forstå det hele. Her er Mikkel foran Muren, hvor han fandt historien om en dreng, der var på samme alder og blev skudt af en soldat, da han gik i “Ingenmandsland” for at hente slik hos sin onkel. Nils researchede og fandt historien. Soldaten, der skød, kom sig aldrig over det.

Da jeg var barn, boede vi i sommerhus halvdelen af året. Det var ikke et sommerhus som i moderne forstand ved havet eller omgivet af store grantræer. Det var i Hvidovre! Det lyder fuldstændig absurd i dag, men det var det altså.

Nå, men på vejen skråt overfor boede et for datiden meget kreativt par. Det var før hippierne, så det var ikke den etikette, man kunne sætte på. De var keramikere og eventyrere, og de åbnede deres hjem for alle kvarterets unger.

Jeg har gået på line. Jeg har sovet i telt. Jeg har lavet bål og bagt snobrød, og jeg har arbejdet med ler i deres hjem, der på en gang var både mærkeligt, eksotisk, anderledes og et fuldstændigt vidunderligt sted at komme, når man var barn og kom fra et ganske almindeligt (små)borgerligt hjem med faste sengetider og kongeligt porcelæn til festlige lejligheder.

Parret havde aldrig selv fået børn, og måske var det derfor, at de åbnede deres hjem med sådan en hjertevarme, og i de første mange år var der bogstaveligt talt mere hjertevarme end rigtig varme, for det var et selvbyggerhus af træ uden – ja, uden – træk og slip, og de levede vist mest fra dag til dag. Senere fik de bygget et rigtig hus med både et almindeligt badeværelse og et køkken med køleskab, men det var først omkring 80’erne.

Det var også først senere, at det gik rigtig op for mig hvilket eventyrligt fristed, jeg havde haft som barn, og hvor meget, det egentlig formede mig.

Eivind, som manden hed, gik på grænsen mellem at være gal og genial. Da han var mest gal, løb han rundt i haven iført lændeklæde og fuld krigsmaling og smed et ægte afrikaner spyd over hækken, der landede midt i naboens parcelhus 70’er kaffebord. Så blev han indlagt.

Men før det, og også efter han blev udskrevet, var han en ægte, vidunderlig eventyrer og han var et af de oprindelige medlemmer af Eventyrernes Klub. Som ganske ung, var han taget til Spanien for at kæmpe mod Franco og havde arbejdet på en børnehjem. Han gik hele vejen hjem fra Spanien med en klumpfod, fordi han var så påvirket af de stakkels børn skæbne, og følte ikke, at han kunne tillade sig at rejse ordentligt oven på den armod, han netop havde været vidne til.

Efter han mødte Lissie, som hustruen hed, købte de en gammel ambulance agtig bil, og så kørte de rundt i Afrika i mange måneder, mens de sov bag i bilen. Det var før, det blev moderne, at alle skolelærere skulle arbejde i Afrika og før diverse organisationer, så de var ægte eventyrere. Bilen havde de til langt op i min ungdom.

Og hver sommer var deres hjem mit fristed. Man kunne komme, som man ville, man skulle bare kigge på gardinerne. Var de trukket for, sov de endnu og var de trukket fra, kunne man bare nærmest gå ind uden at banke på. Tit sov de til langt op af dagen, og det talte man meget om bag hækkene.

Men man gav også plads, for de var jo “kreative”, og arbejdede tit til langt ud på natten, og ja, så må de jo – selvom det var lidt uden for normen der i tresserne – sove om dagen.

Lissie var en vigtig del af mit liv langt op i mit voksenliv, og hun var også med til vores bryllup, ligesom hun syede udstyr til min søns vugge. Hun gik desværre bort for et par år siden, uden at jeg vidste det, og jeg fandt kun ud af det, fordi jeg til sidst kørte ud til huset og opdagede at der var nye ejere. Jeg kom et par måneder for sent, fandt jeg ud af efter at have banket på hos nye beboere i de omkringliggende huse, der ikke anede, hvem hverken jeg var, eller havde nogen som helst forestilling om, hvordan der havde været på den vej for 40-50 år siden. De skulle bare vide.

Lissie havde de sidste par år været meget syg, og været svær at få kontakt med. Gardinerne havde, i overført betydning, været trukket for og selv som 50something, respekterede jeg det.

Jeg tænker imidlertid med både taknemmelighed og stort glæde på alle de dejlige oplevelser, vi havde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af min udlængsel og eventyrlyst blev vakt der i garagen (det var rummet med mest varme), da jeg som barn så lysbilledshow fra Afrikaturen eller lå på græsset udenfor teltet og kiggede på himlen, mens det hjemmesyede sørøverflag var hejst i flagstangen, fordi nevøen skulle komme på sommerferie. Når det var niecen, var det prinsesseflaget, der blev hejst.

Og i disse dage, hvor vi sover længe og er oppe længe, får jeg en barnlig lyst til at trække gardinerne for. Vi har bare ingen gardiner.

Men vi har autosvar – HA! Og det har jeg sat på. “Jeg har ferie, og jeg ser ikke mails”. Håber, at I også har trukket gardinerne for -læs, sat autosvar til.

Jeg har ikke forstand på keramik, men min barndom var fyldt med relieffer som dette, og jeg har stadig nogle af de originale i kælderen.

MOOOOOR – skru ned!!

Den er god nok. Sådan har det lige lydt gennem hele første salen. Her har jeg, efter den ældste er flyttet i kælderen, indrette mit retro-kontor, med gamle kontormøbler og… tadaa… mit gamle stereo anlæg. I min radio havde værten netop fundet på at spille “Sleeping my Day Away”, og det kan godt være, der ikke er nogen under 35 der ved, hvem D.A.D (med punktummer) er, men for min generation er der bare visse numre, der skal spilles højt – meget højt!

Jeg forsøgte, at få min søn ind og danse med mig, men det var der ikke lige stemning for. Jeg fortsatte derfor ufortrødent helt alene min luftguitar og håbløst forældede moves. -Og ja, jeg har både Spotify, Blue Tooth højtalere og alskens nymodens musikafspilnings dimser, men lige der, var jeg ung, ubekymret og glad og omvendt proportionelt med at jeg blev fysisk træt, steg dopaminen og jeg blev psykisk glad.

Kan nogen af jer huske Svenske Mesterskaber i luftguitar? Det var en konkurrence på tv, som svenskerne afholdt for alt for mange år siden. Det blev taget fuldstændig alvorligt, og jeg kan huske, at en stor mand med kunstnernavnet (håber jeg) Svullo vandt i flere år. Det var helt sindsygt at overvære, men det har trods alt gjort så stort indtryk på mig, at jeg kan huske det endnu.

Jeg ved ikke ligefrem, om jeg kvalificerede til mesterskaber i luftguitar for fem minutter siden, men hvor var det fedt, og sikkert helt upassende for en 50something, overvægtig kvinde. Men vel ikke mere upassende at gå med hue på indendørs, som sønnen, der indså, at han ikke fik skruet ned før efter nummeret, og derfor gik hovedrystende tilbage til  sit værelse… men airpods i ørerne. Meget moderne og hensynsfuldt.

Kunne ikke finde et foto fra de hedengangne svenske mesterskaber, så her er et fra et nyere EM.

Nå, egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om “fedt på nerverne”, et udtryk, jeg aldrig havde hørt før i går. “Du er ved at få fedt på nerverne” sagde en god ven til  mig. “Er jeg det?”, tænkte jeg. Jeg synes stadig, jeg er letpåvirkelig, og at det indimellem kan være ualmindelig svært det hele, men jeg må åbenbart have sagt noget, siden den kommentar kom.

Det gik jeg så og funderede lidt over, mens jeg gik rundt om Kronborg med en anden god ven og hunden. Skal man virkelig have fedt på nerverne for at kunne funktionere i dagens arbejdsmarked? Skal man kunne være tilpas kold og lade ting passere blot fordi, sådan er kravene?

I øjeblikket skrives der meget i Berlingske og Børsen om den nye generation ledere, der ikke behøver at gennemføre Ironman eller løbe marathon hver eneste weekend for at bevise, at de er gjort af det rigtige stof. En udtaler sørme, at hun læser en bog for at slappe af. Ja, jaaa!

Første gang jeg læste om det, var min umiddelbare reaktion… what!?!? Kom dog ud af jeres boble, og forstå, at verden ser meget anderledes ud andre steder, men nu har jeg læst op til flere indlæg om selv samme, og en jeg kender er ved at skrive en bog om det nye lederskab, hvor det handler om mennesker…. øh ja, det har det ligesom altid gjort.

Det har jeg helt misforstået, tilsyneladende. At vi leder mennesker er det nye sort. Vi leder ikke bare… efter noget… eller?

Jeg tror, jeg vil anbefale allle de, som har netop har opdaget, at det handler om mennesker at starte med at ændre begrebet “human ressources”, også kendt som HR til noget mere…menneskeligt..? Menneskelige ressourcer (HR afdelingen (!) ) er ikke mennesker, men ressourcer på linje med blyanter og finansielle ressourcer.

Vi ser det også i plejesektoren. Her taler vi om plejecentre. “Hjem” er håbløst forældet, det er centre. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg vil altså noget hellere på hjem, end på et center. Helt galt går det i landbruget. Her er der konkret tale om produktionen. Svineproduktionen eksempelvis. Hmmmm… tænk lige over det. Levende væsener produceres! Ikke i reagensglas, men i for små bure.

Tanker bliver til ord. Ord bliver til handling og dermed virkelighed.

Når vi taler om noget, flytter vores fokus, og vi bliver optaget af det. Siger vi mange gange, at nogen eller noget er skønt eller forfærdeligt, så er sandsynligheden for at det bliver det større, end hvis vi ikke fokuserer på det, eller taler om det.

I kender det godt selv. Nogen er gravid, og pludselig ser man kun gravide på gaden. Man synes en eller anden er en idiot. Taler man om det, fylder det meget. Lader man som ingenting, forsvinder det (som oftest) af sig selv. Men når det eller vedkommende ikke forsvinder, har man altså brug for fedt på nerverne.

Jeg tror nu, jeg napper den gamle klassiske, og tager en tur med en luftguitar en gang til. Det er sundere, både mentalt og fysisk, og så vil jeg citere en af mine guruer:

“Thoughts become Things. Think good Ones!”

One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne.

Når virkeligheden -igen, overgår fantasien

Jeg føler mig efterhånden også mere “shaken than stirred”

Der har igen været lidt stille her på bloggen i et par uger. Det er ikke kun fordi, jeg har haft supertravlt på arbejdet -og nej, jeg er ikke hjemsendt- det er også fordi, det er altså svært, at sætte sig og skrive noget fornuftigt, når verden omkring en er på steroider.

Man ved jo dårligt, hvor man skal starte og slutte, og min søn rasede til middagsbordet i går og nægtede at tale om mink et minut længere. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er bare så fuldstændig langt ude, at være vidne til, og før jeg fortsætter, vil jeg gerne lige feje alle tvivl til side – jeg er imod dyr i små bure, jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse og har i mange år råbt til højre og venstre, om der dog ikke snart er nogle ansvarlige politikere, der vil stoppe dyretransporterne igennem EU.  Jeg er fuldstændig enig i, at alle syge mink skal slås ihjel, sætter stadig min lid til myndighederne og kan indimellem fundere over, om mærkelige vira ligefrem er dyrenes hævn over de mennesker, der ikke behandler dem ordentligt. Så er den vist på plads.

Men der er f…. langt fra at ville udfase minkavl på en ordentlig måde og så til at være vidne til at rumænske høtyve (der i øvrigt var Corona positive, da de ankom til Danmark) mishandler andre menneskers dyr, og at der er nogen, der bliver ved med at tabe døde dyr på hovedveje.

I går uploadede Henrik Qvortrup et klip på Facebook, hvor en højtstående militærmand – hærchefen faktisk- gav en status på arbejdet med at slå mink ihjel. Det er alligevel vildt ikke? Militæret er udkommanderet af magthaverne til at udføre en opgave, der måske, måske ikke er lovhjemmel til, i fredstid i Danmark. Det er lige før, jeg begynder at snurre rundt som den amerikanske ambassadør.

Hun ville ikke svare på spørgsmål om, hvorfor hun råbte op om valgsnyd, når hendes stemme beviseligt var talt med, og snurrede derfor hurtigere rundt på hælen, og løb ind i sin bil, end man kan nå at sige “Melania vil skilles!” Det ved jeg selvfølgelig ikke, om hun vil, men jeg tror, jeg vil lære at oddse. Bare for sjov.

Så kan jeg også oddse lidt på, om Kunstakademiet får ny rektor eller om vi bare skal blive ved med at fiske uerstattelige kunstværker op fra havnen, fordi nogen synes at en Talebanagtig handling er “en fed happening”.

Jeg napper hellere lidt fed, fed rock, hvor vi aldrig ka’ få nok, men Shu bi Dua’s sange ryger også. Ikke i havnen dog, men ud af Højskole Sangbogen, for som den ansvarlige udtalte: “Vi kan jo ikke have Danmark og Mormor’s Kolonihavehus  med tre gange. Så kårer vi dem som klassikere, og det har de ikke kvalitet til”. Godt så! 

Og midt i det hele fløj den første, rigtige James Bond så til himmels. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er englehæren – altså den, der passer på menneskeheden, der har kaldt på hjælp. Jeg kan vitterlig høre M for mig “Go,  fix this 2020 mess, 007!”. Ja tak!

Heldigvis er der også smilende, seje nordjyder, der tackler det hele med ophøjet ro. De gennemfører deres strikkeklub både med og uden restriktioner, og når de er der, holder de dem til punkt og prikke på deres egen underfundige måde.

Hvor er de skønne!

Det kan vi også lige så godt. Altså leve med restriktioner på en sjov måde og tage det med humor oppe fra og ned, for alle de kloge, jeg taler med siger, at vi nok ikke skal regne med normale tilstande før efter sommer 2021. Men ved vi snart, hvad normale tilstande er, og hvad kommer der af følgevirkninger på alt det her?

I den lettere og mere kuriøse del af genren opdagede jeg ved et tilfælde i går, at mit pas var udløbet i juni. Det er første gang i hele mit liv, at jeg ikke har haft et gyldigt pas, men jeg har ikke skænket det en tanke. Jeg kan jo ikke rejse nogen steder.

Der er heller ikke rigtig nogen steder, det er sjovt at rejse hen, for alt andet lige, så går det betydeligt bedre her i Danmark, end så mange andre steder, og vi har dog trods alt stadig frihed til at gå ud både at spise, at handle og at opleve kunsten.

Og lad denne sidste linje også blive en opfordring. Statistikkerne viser, at vi danskere køber dyrere vin og drikker mere champagne end før Corona. Igen – vi kan jo ikke rejse nogen steder… (stakkels rejsebranche… de er også ufrivilligt blevet lukket), men vi kan stadig gå i teatret, i biografen, til koncert eller vi kan hyre en kunstner til en hjemmekoncert eller musikquiz. Gør det! Både for din egen og for vores kunstneres skyld.

Rigtig god søndag!

To forestillinger i stedet for en, så vi kunne sidde Corona korrekt til Gershwin potpourri i fredags, og en koncert fredag kl. 17 kan anbefales. Hjernen bliver tømt, og hjertet fyldt. 

Der er brug for de små forkælelser nu!

Som et strejf…. minder om fællessang – sammen!

Endnu et fredags pressemøde. Endnu en Corona arbejdsweekend for os, hvis arbejdshverdag bliver påvirket af nye restriktioner. Med OCD-agtig sikkerhed er alle meldinger om nye restriktioner kommet op til weekender og påske, pinse, St. Bededag og Kr. Himmelfartsferier, der alle er forsvundet ned i et stort Covid-19 hul. Bare i det ene af de kulturhuse, som jeg arbejder med, er det fem forskellige sæt restriktionsregler – hvis det kan gøre det.

Det er en jungle af regler. Indenfor samme område, må der godt sidde 60 gæster, for det er i en cafe og her må der godt være så mange siddende, bare de ikke kommer i selskaber over ti. Imidlertid er indgangen til cafe’en via en foyer, og her må nu kun være ti personer af gangen. Lukkes der af, så de ikke støder sammen, kan folk i rullestol ikke komme til døren til biblioteket, så der må sættes en skillevæg op. Den er ikke køn, hvilket medfører klager over æstetikken, og sådan kan vi køre i et hamsterhjul i forsøg på at gøre alle tilfreds og overholde alle regler samtidig.

Nå, det skal jo til, og vi gør os umage, for at bidrage, det bedste, vi kan, selvom det er svært. Men så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de små ting i tilværelsen, som for eksempel her til morgen, hvor jeg i den grad følte mig forkælet.

Der skal egentlig ikke så meget til. “Jeg tager hunden, bliv du bare liggende her og læs i din bog, og så køber jeg frisk morgenbrød med hjem”. Hvilken luksus! At putte sig under dynen. Udhvilet og bare gøre det, man har allermest lyst til… nemlig at læse sin bog færdig, og da jeg endelig var klar til verden, duftede der af frisk kaffe.

-Og så i dårligt vejr…

Jeg blev helt rørt og taknemmelig over, at det jeg så ofte har skrevet om, nemlig at finde den store glæde i de små ting, også fungerer i virkeligheden, og netop nu er en af vores gode, gamle venner kommet og bruger sin søndag på at hjælpe med at samle et drivhus. Det er tredje gang, han dukker op og bruger sin sparsomme fritid på at hjælpe (forkæle) os. Igen – hvilken luksus!

Nu kan man selvfølgelig hævde, at i en Corona tid, hvor der er begrænsninger på dette og hint, så er det nødvendigt, at finde glæden i de små ting, men det er ikke bare lige til for travle, nutidsmennesker, der er opvokset i en tid med højere, længere, dyrere og mere tjekket. Helst flashet på FaceBook eller Insta.

Vores generation har været nødt til at opfinde begrebet “guilty pleasure” for ikke at blive til grin over at kunne lide ting, der ikke lige var at finde i højre øverste hjørne (genialt/finkultur) af “hot or not matrix’en”. Det siger ligesom alt!

Bognemark, vinter 1935. Oluf Høst

Oluf Høst malede stort set det samme motiv hele sit liv, blot på forskellige årstider, med forskelligt lys og med og uden mennesker. Det har jeg i mange år fundet virkelig kedeligt, og undret mig over, hvordan man som kunstner kunne indhegne sin kreativitet på denne dogmeagtige måde.

Men i virkeligheden var han jo meget mere kreativ, idet han kunne få så meget ud af samme motiv, uden selv at flytte sig ud af stedet, og i en tid, hvor vi ikke kan komme til verden, må vi lade verden komme til os, og kan måske hente inspiration i Oluf Høst.

Vi er nødt til at genopfinde vores oplevelsesunivers, for der er ikke udsigt til jorden rundt rejser det næste lange stykke tid eller storby weekender og studenter dannelsesrejsen kommer formodentlig til at gå til Færøerne i stedet for Fiji.

Det er selvfølgelig nemt nok at skrive for en 50something, der har prøvet og oplevet ganske meget, men min verden er også blevet vendt op og ned, og som for alle andre er min bevægelsesfrihed også blevet ganske begrænset, og friheden til at gøre, som jeg har lyst, er indskrænket.

Sidste år i september, mistede vi noget af det kit, der binder os alle sammen. Kim Larsen, der i fredags ville være blevet 75 år gik bort og DR genudsendte derfor mindekoncerten på Rådhuspladsen. Jeg synes stadig, at det spontant arrangerede fakkeloptog var bedre, men åhh… jeg kunne mærke både et stik af savn og glæde, da jeg genså alle de mennesker, der fandt fællesskab på Rådhuspladsen. Sammen – ikke hver for sig.

Nu skal vi holde ud igen. Holde sammen og vi skal finde glæde i de små forkælelser, for det er nu, vi skal forkæle dem vi holder af, indenfor de rammer vi kan.

Vi skal tage den tur med hunden, når den anden er træt. Vi skal finde de bøger frem, vi havde glemt, og læse dem højt for vores børn, så de får en skærm pause. Vi skal gå i de små butikker og støtte det lokale handelsliv og finde glæde i at have tid til at købe friskmalet kaffe eller få betjening af en ekspedient, der kan sit kram. Ikke alle er så seje, at de som Lars Seier kan lære sig selv at spille klaver under lock down (jeg er så imponeret), eller som Oluf Høst finde fred med at male det samme dag ud og dag ind, men vi er nødt til passe på os selv og give plads til de små ting, der gør livet værd at leve.

Og når du nu vælger din lille omgangskreds til den næste måned, så vælg for pokker de bedste. Dem, der får dig til at le og føle dig bedre. De andre kan du mødes med i cyberspace.

Pas på jer selv derude og forkæl jer selv og hinanden. Vi fortjener det!

 

Det’ den dejligste morgen i 100 år…

…. og jeg lever!

Lidt endnu fristes jeg til at skrive, for hvilken uge… måned…. år! Man ved snart ikke, hvad man skal tænke og mene, og om man i det hele taget kan tænke og mene noget uden at blive lettere deprimeret. Især, når man som jeg har en livlig, filmisk fantasi, for så minder verden rundt omkring snart om en dårlig katastrofefilm.

I går sad der en meget troværdig mand i mit fjernsyn og sagde i fuld alvor, at Grønland var ved at forsvinde, og det kun er et spørgsmål om tid. Manden hedder Jacon Box, og han er professor i glaciologi – det vidste jeg slet ikke, man kunne være, men han var yderst troværdig, vidste tydeligvis, hvad han talte om, og jeg måtte lige sætte mig ned og trække vejret en ekstra gang. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at så skulle vi måske alligevel have solgt til Trump, da chancen var der, men argh… så hellere bekæmpe den CO2, der tilsyneladende er synderen.

Når nu vi er ved Trump. I samme udsendelse, fortalte en ligeså troværdig mand live fra USA, at man nu åbent taler om en mulig borgerkrig i december, hvis ikke Donald anerkender valgresultatet. Og det er altså ikke en tom trussel. Det har Mr. T., udtalt flere gange, at han måske ikke vil. Han har tilsyneladende ikke den store tiltro til brevstemmer og postvæsen. Det er kun fordi han ikke har oplevet PostNord, så ville han med garanti være glad for det amerikanske ditto.

Men indenfor små ti minutter, mens jeg gik frem og tilbage og pakkede sommertøjet ned i kasser, lagde jeg ører til at Grønland forsvinder og at De Forenede Amerikanske Stater er, om ikke på randen, så på vej mod borgerkrig. Og så ikke et ord om en måske ny højesteretsdommer, der har syv børn, er arg abortmodstander og medlem af den religiøse sekt, der er inspirationen til “A Handmaid’s Tale”.

Men hvem er vi på kontinentet til at råbe højt? I Europa Parlamentet kunne man i denne uge ikke blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland og hjælpe en befolkning, der med blomster og kvinder i front får bank og gift eller slet og ret forsvinder, så vi skal vist stikke lakridspiben lidt ind. Cypern stemte imod. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor, men lur mig, om der ikke er noget økonomi involveret. Denne gang er der bare ikke en Madelaine Albright til at komme og rage kastanjerne ud af ilden, som med krigen på Balkan, hvor EU heller ikke  kunne finde ud af at handle.

Men heldigvis mødes de europæiske lande trods alt stadig og diskuterer. Både i Bruxelles og i Strasbourg, og de ansatte får heldigvis også stadig alle deres udgifter dækket plus de små 34.000.- skattefrie kroner, som udbetales i blyantspenge (!) uden bilag hver måned og sættes direkte ind på en konto efter eget valg. Måske skal vi i virkeligheden bare glæde os over, at der trods alt er nogle ting, der aldrig ændrer sig, når nu alt andet åbenbart står for fald.

Glæde os over modige Sofie Linde, der stadig skaber overskrifter og sin helt egen nye #meetoo bølge, skal vi i hvert fald. Hurra for det, men også her blev jeg lidt skræmt, da jeg så “den hårdeste af de hårde”, Anna Thygesen, fortælle om endnu en vildt grænseoverskridende mediechef, og så ikke turde (turde, ikke ville) sætte navn på, fordi hun vitterlig var bange for sin forretning. Wow! Når selv Thygesen er bange (og hun så sådan ud), så er der godt nok lang vej hjem. Men hold ud – vi skal nok sejre til sidst og få bugt med alle klammerterne -forudsat selvfølgelig, at de ikke er præsidenter eller overborgmestre eller udenrigsministre eller noget…..

Men solen skinner, og det er weekend, og vi stadig har et nogenlunde normalt liv. Hvis man altså ikke lige havde inviteret 60 mennesker til bryllup i går, og var nødt til med timers varsel at fortælle 10 stks, at I kommer ikke med alligevel. Kan I se det for jer?- “Nu ryger din onkel Knud altså, han drikker også alt for meget og rager på damerne!” … “Hvis onkel Knud ikke skal med, så skal din veninde fra gymnasiet heller ikke. Hun fniser altid bag min ryg”. Hvilken start på et ægteskab, og hvordan fravælger man lige folk, der har glædet sig og købt nye kjoler og været til frisøren og…. Suk!

Det er ikke let at holde humøret højt i disse dage. Heller ikke selvom der er så smukke farver alle steder i naturen.

Dem har jeg nu hermed besluttet, at jeg vil koncentrere mig om i dag, og så vil jeg være Storm P’sk på samme måde, som man “Mauder”. Jeg vil få noget i øjet, så jeg kan glemme hele verdenssituationen.

God søndag!

Nye tider – nye skikke!

Dronningmølle eller Kenya – who cares….

“Jeg synes, I er om jer for tiden” sagde min chef i mandags, da jeg fortalte om Nils’ og mit Glamping eventyr sidste weekend. “Er vi det?” tænkte jeg. Så er det godt, at man kan tjekke Facebook. Her praler man som regel af af alle sine (positive) oplevelser, og det er vel ikke sket, hvis det ikke er her, eller?

Og jo, ganske rigtigt, Nils og jeg har været lidt om os (hedder det, det?) de sidste par måneder. Vi har været i biografen et par gange, vi har været til intim koncert et par gange, og så har vi været ude at spise lidt flere gange.

Noget har været meget bevidst, og noget, vi har tænkt over. Især biografturene og intimkoncerterne. Her handler det ikke kun om, at vi gerne ville have en god oplevelse sammen, det handler også om, at vi gerne vil støtte vores biografer og kunstnere i en svær tid. Mens advokater stadig tjener i omegnen af 15 mio. om året (hørte jeg til et bestyrelsesmøde forleden), så er oplevelsesøkonomien ikke længere i knæ – den ligger ned, og det gør mig så trist, så trist. Desværre er jeg bange for, at det er først, når alle rejsebureauer, flyselskaber, biografer og spillesteder er lukket, at det går op for folk, at de savner noget. Derfor – støt dit lokale oplevelses sted, du vil savne det om et år, hvis du ikke gør.

Nå, men det er ikke hele forklaringen. Det handler også i høj grad om, at Nils og jeg pludselig er blevet to. To og en halv, hvis vi tæller hunden med. Drengene er heldigvis ikke helt flyttet hjemmefra, omend det ligner. Den store er på langtidsophold i Italien og den yngste er flyttet i kælderen og har i øvrigt travlt med både arbejde og kæreste. Og Nils, ja han kan jo i disse Corona tider ikke rejse frem og tilbage mellem London hele tiden, så vi har fået en masse tid sammen og skal genopfinde vores parforhold.

Vi har regnet ud, at det er første gang i over 20 år, at vi lever sammen på denne måde. Vi mødte hinanden i december 98 og blev gift i august 99, hvor jeg allerede var gravid med den første. Vi har altså stort set næsten ikke prøvet at leve sammen uden børn eller andre krævende forpligtelser.

Så vi er altså om os! Eller rettere -vi hygger os gevaldig med det.

Fransk eftermiddag på det lokale torv.

Jeg har hørt ganske mange kolleger og bekendte på vores alder være bekymret for, om de nu har noget at tale om i parforholdet, når der ikke længere er børn at tale om . Det synes ikke at være tilfældet her.

Men vi gør os også umage. Vi finder på ting at gøre sammen, som vi begge synes om. Det er ikke det samme, som at vi ikke kan være hver for sig – det går absolut glimrende, især med en mand, der higer og søger i gamle bøger for selv at skrive på en eller tre, men vi gør faktisk en indsats for også at have nogle gode oplevelser sammen.

Vi har altid haft en fast regel i familien, at når vi var ude at rejse, så havde hver ret til at bestemme en oplevelse, som de andre så skulle deltage i. Uden brok, og uden at man hele tiden kiggede på klokken. Det kunne være en tur på en legeplads, minigolf, strand eller en shoppingtur, hvor man på ingen måde måtte lave himmelvendte øjne, hvis mor ikke liiige kunne beslutte sig. Hver havde råderet over familien til sin oplevelse. Jeg måtte dog love to 10 – 12 årige drenge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været til opera i Verona. Der trak de grænsen.

Vi har også løbende holdt familie filmaftener (jeg har skam købt en popcorn maskine.. lille – men alligevel), hvor vi skulle holde ud, også selvom vi syntes, det var en underlig film. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så måtte jeg stoppe “The Commitments”, for den holdt altså ikke til to teenage drenge længere, og vi har nok også set “A Knight’s Tale” lidt flere end 4 gange, men alt i alt, så har vi forsøgt at dele sol og vind lige og se film, en anden har valgt, fordi nu var det vedkommendes tur.

Hvad enhver husholdning bør have.

Vi har altså tradition for at opleve og gøre ting sammen. Også ting, vi ikke lige umiddelbart selv har valgt, men det er jo ikke det samme som, at man kan finde hinanden igen som par efter så mange års familieliv.

Men vi hygger os altså, og sidste weekend var vi på “Glamping”. Uden hund! Hvis I ikke ved, hvad Glamping er, så er det luksus camping, og det er også, hvad der skal til, for at få mig til at sove i telt.

Her var ingen smalle steder. Vipp skraldespand (i teltet), Bose højtaler og der lå selvfølgelig en Iphone oplader under sengen. Ja, sengen, for der var naturligvis en ordentlig seng med sengetøj også.

Vi var kun 17 km. hjemmefra, men vi var langt væk og vi var på eventyr. Det var pænt køligt, så vi rykkede indenfor i teltet, da vi skulle spise, men så følte vi os blot som Karen Blixen og Co og legede, at vi var i Afrika. Om morgenen gik vi i vildmarksbad, før vi fik serveret den lækreste morgenmad, og hvis man ser bort fra min amatørisme, der gjorde, at jeg fik blæst kold luft ud fra varmeren i stedet for varm, så var alt på grænsen til det perfekte.

Det kan godt være, at vi er 50/60somethings, men jeg føler, at den tid vi går ind i nu, er som et helt nyt kapitel, og det er et virkelig spændende kapitel. Bevares, der er Corona restriktioner, og vi kan ikke gå rundt i Paris med hinanden i hånden, men så kan vi tage til Dronningmølle og “Glampe”, eller vi kan ligge hele natten og “binge” en ny tv-serie, vi lige har opdaget.

Det er en ny tid med en ny frihed, og jeg synes faktisk, det er en af de få kvaliteter der er, ved at blive 50something. -Også selvom jeg bliver hurtigere træt og går tidligere i seng ;o)

Man kan komme utrolig langt i en Fiat500. 

Det er bare 120 år siden…

Børn på gade 1915

….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.

Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig  ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.

Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.

Deres liv var kummerligt!

Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.

Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.

Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.

Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.

Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.

Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.

Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.

Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.

Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.

SoulJazz august 2020 -og lidt Nils

Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.

Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.

Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.

Igen blev jeg så taknemmelig.

Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.

Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.

Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!

#detkulturenkan