One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne.

Når virkeligheden -igen, overgår fantasien

Jeg føler mig efterhånden også mere “shaken than stirred”

Der har igen været lidt stille her på bloggen i et par uger. Det er ikke kun fordi, jeg har haft supertravlt på arbejdet -og nej, jeg er ikke hjemsendt- det er også fordi, det er altså svært, at sætte sig og skrive noget fornuftigt, når verden omkring en er på steroider.

Man ved jo dårligt, hvor man skal starte og slutte, og min søn rasede til middagsbordet i går og nægtede at tale om mink et minut længere. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er bare så fuldstændig langt ude, at være vidne til, og før jeg fortsætter, vil jeg gerne lige feje alle tvivl til side – jeg er imod dyr i små bure, jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse og har i mange år råbt til højre og venstre, om der dog ikke snart er nogle ansvarlige politikere, der vil stoppe dyretransporterne igennem EU.  Jeg er fuldstændig enig i, at alle syge mink skal slås ihjel, sætter stadig min lid til myndighederne og kan indimellem fundere over, om mærkelige vira ligefrem er dyrenes hævn over de mennesker, der ikke behandler dem ordentligt. Så er den vist på plads.

Men der er f…. langt fra at ville udfase minkavl på en ordentlig måde og så til at være vidne til at rumænske høtyve (der i øvrigt var Corona positive, da de ankom til Danmark) mishandler andre menneskers dyr, og at der er nogen, der bliver ved med at tabe døde dyr på hovedveje.

I går uploadede Henrik Qvortrup et klip på Facebook, hvor en højtstående militærmand – hærchefen faktisk- gav en status på arbejdet med at slå mink ihjel. Det er alligevel vildt ikke? Militæret er udkommanderet af magthaverne til at udføre en opgave, der måske, måske ikke er lovhjemmel til, i fredstid i Danmark. Det er lige før, jeg begynder at snurre rundt som den amerikanske ambassadør.

Hun ville ikke svare på spørgsmål om, hvorfor hun råbte op om valgsnyd, når hendes stemme beviseligt var talt med, og snurrede derfor hurtigere rundt på hælen, og løb ind i sin bil, end man kan nå at sige “Melania vil skilles!” Det ved jeg selvfølgelig ikke, om hun vil, men jeg tror, jeg vil lære at oddse. Bare for sjov.

Så kan jeg også oddse lidt på, om Kunstakademiet får ny rektor eller om vi bare skal blive ved med at fiske uerstattelige kunstværker op fra havnen, fordi nogen synes at en Talebanagtig handling er “en fed happening”.

Jeg napper hellere lidt fed, fed rock, hvor vi aldrig ka’ få nok, men Shu bi Dua’s sange ryger også. Ikke i havnen dog, men ud af Højskole Sangbogen, for som den ansvarlige udtalte: “Vi kan jo ikke have Danmark og Mormor’s Kolonihavehus  med tre gange. Så kårer vi dem som klassikere, og det har de ikke kvalitet til”. Godt så! 

Og midt i det hele fløj den første, rigtige James Bond så til himmels. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er englehæren – altså den, der passer på menneskeheden, der har kaldt på hjælp. Jeg kan vitterlig høre M for mig “Go,  fix this 2020 mess, 007!”. Ja tak!

Heldigvis er der også smilende, seje nordjyder, der tackler det hele med ophøjet ro. De gennemfører deres strikkeklub både med og uden restriktioner, og når de er der, holder de dem til punkt og prikke på deres egen underfundige måde.

Hvor er de skønne!

Det kan vi også lige så godt. Altså leve med restriktioner på en sjov måde og tage det med humor oppe fra og ned, for alle de kloge, jeg taler med siger, at vi nok ikke skal regne med normale tilstande før efter sommer 2021. Men ved vi snart, hvad normale tilstande er, og hvad kommer der af følgevirkninger på alt det her?

I den lettere og mere kuriøse del af genren opdagede jeg ved et tilfælde i går, at mit pas var udløbet i juni. Det er første gang i hele mit liv, at jeg ikke har haft et gyldigt pas, men jeg har ikke skænket det en tanke. Jeg kan jo ikke rejse nogen steder.

Der er heller ikke rigtig nogen steder, det er sjovt at rejse hen, for alt andet lige, så går det betydeligt bedre her i Danmark, end så mange andre steder, og vi har dog trods alt stadig frihed til at gå ud både at spise, at handle og at opleve kunsten.

Og lad denne sidste linje også blive en opfordring. Statistikkerne viser, at vi danskere køber dyrere vin og drikker mere champagne end før Corona. Igen – vi kan jo ikke rejse nogen steder… (stakkels rejsebranche… de er også ufrivilligt blevet lukket), men vi kan stadig gå i teatret, i biografen, til koncert eller vi kan hyre en kunstner til en hjemmekoncert eller musikquiz. Gør det! Både for din egen og for vores kunstneres skyld.

Rigtig god søndag!

To forestillinger i stedet for en, så vi kunne sidde Corona korrekt til Gershwin potpourri i fredags, og en koncert fredag kl. 17 kan anbefales. Hjernen bliver tømt, og hjertet fyldt. 

Der er brug for de små forkælelser nu!

Som et strejf…. minder om fællessang – sammen!

Endnu et fredags pressemøde. Endnu en Corona arbejdsweekend for os, hvis arbejdshverdag bliver påvirket af nye restriktioner. Med OCD-agtig sikkerhed er alle meldinger om nye restriktioner kommet op til weekender og påske, pinse, St. Bededag og Kr. Himmelfartsferier, der alle er forsvundet ned i et stort Covid-19 hul. Bare i det ene af de kulturhuse, som jeg arbejder med, er det fem forskellige sæt restriktionsregler – hvis det kan gøre det.

Det er en jungle af regler. Indenfor samme område, må der godt sidde 60 gæster, for det er i en cafe og her må der godt være så mange siddende, bare de ikke kommer i selskaber over ti. Imidlertid er indgangen til cafe’en via en foyer, og her må nu kun være ti personer af gangen. Lukkes der af, så de ikke støder sammen, kan folk i rullestol ikke komme til døren til biblioteket, så der må sættes en skillevæg op. Den er ikke køn, hvilket medfører klager over æstetikken, og sådan kan vi køre i et hamsterhjul i forsøg på at gøre alle tilfreds og overholde alle regler samtidig.

Nå, det skal jo til, og vi gør os umage, for at bidrage, det bedste, vi kan, selvom det er svært. Men så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de små ting i tilværelsen, som for eksempel her til morgen, hvor jeg i den grad følte mig forkælet.

Der skal egentlig ikke så meget til. “Jeg tager hunden, bliv du bare liggende her og læs i din bog, og så køber jeg frisk morgenbrød med hjem”. Hvilken luksus! At putte sig under dynen. Udhvilet og bare gøre det, man har allermest lyst til… nemlig at læse sin bog færdig, og da jeg endelig var klar til verden, duftede der af frisk kaffe.

-Og så i dårligt vejr…

Jeg blev helt rørt og taknemmelig over, at det jeg så ofte har skrevet om, nemlig at finde den store glæde i de små ting, også fungerer i virkeligheden, og netop nu er en af vores gode, gamle venner kommet og bruger sin søndag på at hjælpe med at samle et drivhus. Det er tredje gang, han dukker op og bruger sin sparsomme fritid på at hjælpe (forkæle) os. Igen – hvilken luksus!

Nu kan man selvfølgelig hævde, at i en Corona tid, hvor der er begrænsninger på dette og hint, så er det nødvendigt, at finde glæden i de små ting, men det er ikke bare lige til for travle, nutidsmennesker, der er opvokset i en tid med højere, længere, dyrere og mere tjekket. Helst flashet på FaceBook eller Insta.

Vores generation har været nødt til at opfinde begrebet “guilty pleasure” for ikke at blive til grin over at kunne lide ting, der ikke lige var at finde i højre øverste hjørne (genialt/finkultur) af “hot or not matrix’en”. Det siger ligesom alt!

Bognemark, vinter 1935. Oluf Høst

Oluf Høst malede stort set det samme motiv hele sit liv, blot på forskellige årstider, med forskelligt lys og med og uden mennesker. Det har jeg i mange år fundet virkelig kedeligt, og undret mig over, hvordan man som kunstner kunne indhegne sin kreativitet på denne dogmeagtige måde.

Men i virkeligheden var han jo meget mere kreativ, idet han kunne få så meget ud af samme motiv, uden selv at flytte sig ud af stedet, og i en tid, hvor vi ikke kan komme til verden, må vi lade verden komme til os, og kan måske hente inspiration i Oluf Høst.

Vi er nødt til at genopfinde vores oplevelsesunivers, for der er ikke udsigt til jorden rundt rejser det næste lange stykke tid eller storby weekender og studenter dannelsesrejsen kommer formodentlig til at gå til Færøerne i stedet for Fiji.

Det er selvfølgelig nemt nok at skrive for en 50something, der har prøvet og oplevet ganske meget, men min verden er også blevet vendt op og ned, og som for alle andre er min bevægelsesfrihed også blevet ganske begrænset, og friheden til at gøre, som jeg har lyst, er indskrænket.

Sidste år i september, mistede vi noget af det kit, der binder os alle sammen. Kim Larsen, der i fredags ville være blevet 75 år gik bort og DR genudsendte derfor mindekoncerten på Rådhuspladsen. Jeg synes stadig, at det spontant arrangerede fakkeloptog var bedre, men åhh… jeg kunne mærke både et stik af savn og glæde, da jeg genså alle de mennesker, der fandt fællesskab på Rådhuspladsen. Sammen – ikke hver for sig.

Nu skal vi holde ud igen. Holde sammen og vi skal finde glæde i de små forkælelser, for det er nu, vi skal forkæle dem vi holder af, indenfor de rammer vi kan.

Vi skal tage den tur med hunden, når den anden er træt. Vi skal finde de bøger frem, vi havde glemt, og læse dem højt for vores børn, så de får en skærm pause. Vi skal gå i de små butikker og støtte det lokale handelsliv og finde glæde i at have tid til at købe friskmalet kaffe eller få betjening af en ekspedient, der kan sit kram. Ikke alle er så seje, at de som Lars Seier kan lære sig selv at spille klaver under lock down (jeg er så imponeret), eller som Oluf Høst finde fred med at male det samme dag ud og dag ind, men vi er nødt til passe på os selv og give plads til de små ting, der gør livet værd at leve.

Og når du nu vælger din lille omgangskreds til den næste måned, så vælg for pokker de bedste. Dem, der får dig til at le og føle dig bedre. De andre kan du mødes med i cyberspace.

Pas på jer selv derude og forkæl jer selv og hinanden. Vi fortjener det!

 

Det’ den dejligste morgen i 100 år…

…. og jeg lever!

Lidt endnu fristes jeg til at skrive, for hvilken uge… måned…. år! Man ved snart ikke, hvad man skal tænke og mene, og om man i det hele taget kan tænke og mene noget uden at blive lettere deprimeret. Især, når man som jeg har en livlig, filmisk fantasi, for så minder verden rundt omkring snart om en dårlig katastrofefilm.

I går sad der en meget troværdig mand i mit fjernsyn og sagde i fuld alvor, at Grønland var ved at forsvinde, og det kun er et spørgsmål om tid. Manden hedder Jacon Box, og han er professor i glaciologi – det vidste jeg slet ikke, man kunne være, men han var yderst troværdig, vidste tydeligvis, hvad han talte om, og jeg måtte lige sætte mig ned og trække vejret en ekstra gang. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at så skulle vi måske alligevel have solgt til Trump, da chancen var der, men argh… så hellere bekæmpe den CO2, der tilsyneladende er synderen.

Når nu vi er ved Trump. I samme udsendelse, fortalte en ligeså troværdig mand live fra USA, at man nu åbent taler om en mulig borgerkrig i december, hvis ikke Donald anerkender valgresultatet. Og det er altså ikke en tom trussel. Det har Mr. T., udtalt flere gange, at han måske ikke vil. Han har tilsyneladende ikke den store tiltro til brevstemmer og postvæsen. Det er kun fordi han ikke har oplevet PostNord, så ville han med garanti være glad for det amerikanske ditto.

Men indenfor små ti minutter, mens jeg gik frem og tilbage og pakkede sommertøjet ned i kasser, lagde jeg ører til at Grønland forsvinder og at De Forenede Amerikanske Stater er, om ikke på randen, så på vej mod borgerkrig. Og så ikke et ord om en måske ny højesteretsdommer, der har syv børn, er arg abortmodstander og medlem af den religiøse sekt, der er inspirationen til “A Handmaid’s Tale”.

Men hvem er vi på kontinentet til at råbe højt? I Europa Parlamentet kunne man i denne uge ikke blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland og hjælpe en befolkning, der med blomster og kvinder i front får bank og gift eller slet og ret forsvinder, så vi skal vist stikke lakridspiben lidt ind. Cypern stemte imod. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor, men lur mig, om der ikke er noget økonomi involveret. Denne gang er der bare ikke en Madelaine Albright til at komme og rage kastanjerne ud af ilden, som med krigen på Balkan, hvor EU heller ikke  kunne finde ud af at handle.

Men heldigvis mødes de europæiske lande trods alt stadig og diskuterer. Både i Bruxelles og i Strasbourg, og de ansatte får heldigvis også stadig alle deres udgifter dækket plus de små 34.000.- skattefrie kroner, som udbetales i blyantspenge (!) uden bilag hver måned og sættes direkte ind på en konto efter eget valg. Måske skal vi i virkeligheden bare glæde os over, at der trods alt er nogle ting, der aldrig ændrer sig, når nu alt andet åbenbart står for fald.

Glæde os over modige Sofie Linde, der stadig skaber overskrifter og sin helt egen nye #meetoo bølge, skal vi i hvert fald. Hurra for det, men også her blev jeg lidt skræmt, da jeg så “den hårdeste af de hårde”, Anna Thygesen, fortælle om endnu en vildt grænseoverskridende mediechef, og så ikke turde (turde, ikke ville) sætte navn på, fordi hun vitterlig var bange for sin forretning. Wow! Når selv Thygesen er bange (og hun så sådan ud), så er der godt nok lang vej hjem. Men hold ud – vi skal nok sejre til sidst og få bugt med alle klammerterne -forudsat selvfølgelig, at de ikke er præsidenter eller overborgmestre eller udenrigsministre eller noget…..

Men solen skinner, og det er weekend, og vi stadig har et nogenlunde normalt liv. Hvis man altså ikke lige havde inviteret 60 mennesker til bryllup i går, og var nødt til med timers varsel at fortælle 10 stks, at I kommer ikke med alligevel. Kan I se det for jer?- “Nu ryger din onkel Knud altså, han drikker også alt for meget og rager på damerne!” … “Hvis onkel Knud ikke skal med, så skal din veninde fra gymnasiet heller ikke. Hun fniser altid bag min ryg”. Hvilken start på et ægteskab, og hvordan fravælger man lige folk, der har glædet sig og købt nye kjoler og været til frisøren og…. Suk!

Det er ikke let at holde humøret højt i disse dage. Heller ikke selvom der er så smukke farver alle steder i naturen.

Dem har jeg nu hermed besluttet, at jeg vil koncentrere mig om i dag, og så vil jeg være Storm P’sk på samme måde, som man “Mauder”. Jeg vil få noget i øjet, så jeg kan glemme hele verdenssituationen.

God søndag!

Nye tider – nye skikke!

Dronningmølle eller Kenya – who cares….

“Jeg synes, I er om jer for tiden” sagde min chef i mandags, da jeg fortalte om Nils’ og mit Glamping eventyr sidste weekend. “Er vi det?” tænkte jeg. Så er det godt, at man kan tjekke Facebook. Her praler man som regel af af alle sine (positive) oplevelser, og det er vel ikke sket, hvis det ikke er her, eller?

Og jo, ganske rigtigt, Nils og jeg har været lidt om os (hedder det, det?) de sidste par måneder. Vi har været i biografen et par gange, vi har været til intim koncert et par gange, og så har vi været ude at spise lidt flere gange.

Noget har været meget bevidst, og noget, vi har tænkt over. Især biografturene og intimkoncerterne. Her handler det ikke kun om, at vi gerne ville have en god oplevelse sammen, det handler også om, at vi gerne vil støtte vores biografer og kunstnere i en svær tid. Mens advokater stadig tjener i omegnen af 15 mio. om året (hørte jeg til et bestyrelsesmøde forleden), så er oplevelsesøkonomien ikke længere i knæ – den ligger ned, og det gør mig så trist, så trist. Desværre er jeg bange for, at det er først, når alle rejsebureauer, flyselskaber, biografer og spillesteder er lukket, at det går op for folk, at de savner noget. Derfor – støt dit lokale oplevelses sted, du vil savne det om et år, hvis du ikke gør.

Nå, men det er ikke hele forklaringen. Det handler også i høj grad om, at Nils og jeg pludselig er blevet to. To og en halv, hvis vi tæller hunden med. Drengene er heldigvis ikke helt flyttet hjemmefra, omend det ligner. Den store er på langtidsophold i Italien og den yngste er flyttet i kælderen og har i øvrigt travlt med både arbejde og kæreste. Og Nils, ja han kan jo i disse Corona tider ikke rejse frem og tilbage mellem London hele tiden, så vi har fået en masse tid sammen og skal genopfinde vores parforhold.

Vi har regnet ud, at det er første gang i over 20 år, at vi lever sammen på denne måde. Vi mødte hinanden i december 98 og blev gift i august 99, hvor jeg allerede var gravid med den første. Vi har altså stort set næsten ikke prøvet at leve sammen uden børn eller andre krævende forpligtelser.

Så vi er altså om os! Eller rettere -vi hygger os gevaldig med det.

Fransk eftermiddag på det lokale torv.

Jeg har hørt ganske mange kolleger og bekendte på vores alder være bekymret for, om de nu har noget at tale om i parforholdet, når der ikke længere er børn at tale om . Det synes ikke at være tilfældet her.

Men vi gør os også umage. Vi finder på ting at gøre sammen, som vi begge synes om. Det er ikke det samme, som at vi ikke kan være hver for sig – det går absolut glimrende, især med en mand, der higer og søger i gamle bøger for selv at skrive på en eller tre, men vi gør faktisk en indsats for også at have nogle gode oplevelser sammen.

Vi har altid haft en fast regel i familien, at når vi var ude at rejse, så havde hver ret til at bestemme en oplevelse, som de andre så skulle deltage i. Uden brok, og uden at man hele tiden kiggede på klokken. Det kunne være en tur på en legeplads, minigolf, strand eller en shoppingtur, hvor man på ingen måde måtte lave himmelvendte øjne, hvis mor ikke liiige kunne beslutte sig. Hver havde råderet over familien til sin oplevelse. Jeg måtte dog love to 10 – 12 årige drenge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været til opera i Verona. Der trak de grænsen.

Vi har også løbende holdt familie filmaftener (jeg har skam købt en popcorn maskine.. lille – men alligevel), hvor vi skulle holde ud, også selvom vi syntes, det var en underlig film. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så måtte jeg stoppe “The Commitments”, for den holdt altså ikke til to teenage drenge længere, og vi har nok også set “A Knight’s Tale” lidt flere end 4 gange, men alt i alt, så har vi forsøgt at dele sol og vind lige og se film, en anden har valgt, fordi nu var det vedkommendes tur.

Hvad enhver husholdning bør have.

Vi har altså tradition for at opleve og gøre ting sammen. Også ting, vi ikke lige umiddelbart selv har valgt, men det er jo ikke det samme som, at man kan finde hinanden igen som par efter så mange års familieliv.

Men vi hygger os altså, og sidste weekend var vi på “Glamping”. Uden hund! Hvis I ikke ved, hvad Glamping er, så er det luksus camping, og det er også, hvad der skal til, for at få mig til at sove i telt.

Her var ingen smalle steder. Vipp skraldespand (i teltet), Bose højtaler og der lå selvfølgelig en Iphone oplader under sengen. Ja, sengen, for der var naturligvis en ordentlig seng med sengetøj også.

Vi var kun 17 km. hjemmefra, men vi var langt væk og vi var på eventyr. Det var pænt køligt, så vi rykkede indenfor i teltet, da vi skulle spise, men så følte vi os blot som Karen Blixen og Co og legede, at vi var i Afrika. Om morgenen gik vi i vildmarksbad, før vi fik serveret den lækreste morgenmad, og hvis man ser bort fra min amatørisme, der gjorde, at jeg fik blæst kold luft ud fra varmeren i stedet for varm, så var alt på grænsen til det perfekte.

Det kan godt være, at vi er 50/60somethings, men jeg føler, at den tid vi går ind i nu, er som et helt nyt kapitel, og det er et virkelig spændende kapitel. Bevares, der er Corona restriktioner, og vi kan ikke gå rundt i Paris med hinanden i hånden, men så kan vi tage til Dronningmølle og “Glampe”, eller vi kan ligge hele natten og “binge” en ny tv-serie, vi lige har opdaget.

Det er en ny tid med en ny frihed, og jeg synes faktisk, det er en af de få kvaliteter der er, ved at blive 50something. -Også selvom jeg bliver hurtigere træt og går tidligere i seng ;o)

Man kan komme utrolig langt i en Fiat500. 

Det er bare 120 år siden…

Børn på gade 1915

….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.

Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig  ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.

Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.

Deres liv var kummerligt!

Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.

Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.

Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.

Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.

Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.

Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.

Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.

Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.

Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.

SoulJazz august 2020 -og lidt Nils

Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.

Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.

Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.

Igen blev jeg så taknemmelig.

Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.

Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.

Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!

#detkulturenkan

Der er mindre energi…

…. til gengæld er der mere “sigen fra og pyt!”

Nu hedder denne blog jo 50something, og tanken var, at den skulle handle om livet i og omkring de 50. Det hænder imidlertid, at der sker noget ude i verden, så tankerne og tangenterne stikker af, men i dag besluttede jeg mig for, at søndags refleksionerne skulle handle om nogle af de forandringer, vi i 50’erne gennemgår.

Nu tillader jeg mig at generalisere, og det er jo slet ikke sikkert, at I har det ligesom jeg, og nogle af jer er sikkert nået dertil for lang tid siden, men det er altså først nu, at jeg endelig med sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg er blevet virkelig god til at sige fra – og at gøre det med god samvittighed.

Nogle gange er det rent simpelt fordi, jeg ikke har energien længere. Der er udsolgt. Meget, meget før, end der var tidligere. Andre gange er det fordi jeg ganske enkelt ikke gider noget og i helt andre situationer, er jeg blevet så distanceret og kold i vis legemsdel, at jeg bare tænker, at det gider jeg simpelhen ikke bruge energi på, og så ignorerer. Og åhhh, hvor er det en lettelse. Hvor ville jeg ønske, at mit yngre jeg havde distanceret sig mange gange tidligere i stedet for at engagere sig i dit og dat.

Energien først. Det var svært. Det var svært at erkende, at efterhånden, som årene blev flere, blev energien omvendt proportionel lavere. Alle kender vi det, at vi ikke kan feste til klokken lys morgen, og så være topfrisk dagen efter, men det her var mere udtalt. Tidligere kunne jeg eksempelvis sagtens tage den i fuld firspring op til fire gange om dagen fra første sal og ned i kælderen for at vaske tøj… nu taler vi nok maks. tre gange på vild dag, og helst to, hvis der også skal være plads til sjove ting.

Det er ikke det samme, som at jeg er gået i stå. Jeg sveder stadig tran en gang om ugen til træning, går lange ture med hunden og slår vores græsplæne -hvilket svarer til en omgang cross fit- og jeg passer pt. to krævende jobs, men når klokken er ti om aftenen, kan jeg ikke sige tre sammenhængende, fornuftige ord længere, og foretrækker bogstavskrab fremfor WeekendAvisen.

På det seneste er jeg begyndt at sige til min mand, når jeg kommer fra arbejde, at jeg skal altså lige have en halv time, hvor jeg renser hjernen, før jeg er klar til at tale om hvad Amazon i Norden vil betyde for vores samfund eller lignende samtaler.

FrkSeistrup : TRÆTHED

Det har jeg aldrig gjort tidligere, og det leder frem til andet punkt. At turde sige fra, og melde klart ud. Jeg lærer stadig, og jeg er ikke i mål, men siden nytårsaften, hvor jeg af simpel udmattelse var nødt til at melde afbud til en ellers skøn fest, er jeg blevet så meget bedre til at melde fra, sige nej tak eller blot sige tak for i dag.

Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg har tilbragt timer i både private og arbejdsrelaterede situationer, hvor jeg har stået og talt minutterne til jeg kunne stikke af og komme hjem og hvile. Ja, hvile. Ikke stikke af til noget bedre eller sjovere, bare lave snigeren og så komme hjem og lave ingenting.

Det er alderen!

100% men på både den gode og den lidt øv måde. Heldigvis når man så også det punkt, hvor man ikke længere er bange for at gå glip af noget. Den “sygdom” led jeg rigtig meget af som yngre, og jeg kan se, at i hvert fald den ene af mine sønner har arvet det. Tænk nu hvis…. Jeg håber af hele mit hjerte, at han kommer over det før hans mor, for man går som regel ikke glip af særlig meget.

Min yndlings sangskriver Billy Joel rammer (uden sammenligning, for han skriver om en stjerne på tour) sømmet i “The Entertainer” –

Ah, but what the hell
You know it’s just as welll
‘Cause after a while and a thousand miles
It all becomes the same

Det er ingen sammenligning mellem os gamlinger og en stjerne på tour og så alligevel – for “after a while… it all becomes the same”.

Nu lyder jeg som en bitter, gammelfi…., og det er slet ikke meningen. Meningen er, at det er ok at sige fra, og gøre det, man har lyst til, for livet er for kort til andet, og vi skal ikke være bekymrede for at gå glip af noget, for det gør vi sjældent.

Det sidste punkt er glæden ved at kunne distancere sig, og bare tænke “hvilken idiot”, og det behøver jeg ikke at bruge (min sparsomme) energi på.

En gang, jeg virkelig hidsede mig op over et eller andet, som jeg  engageret fortalte min middags partner og gamle chef om, kiggede han på mig og sagde: “Jeg troede egentlig, at når du blev lidt ældre, ville du skrue lidt ned for engagementet”. Vi har fulgt hinanden i små 40 år, så han havde vel en vis ret til at slynge en sådan bemærkning ud, men jeg kiggede bare uforstående på ham og hvæsede videre – “Jamen kan du ikke se, at det dybt uretfærdigt”. “Joeeehhh, men jeg gider bare ikke hidse mig op over det”. Den tænkte jeg lidt – ok en del over.

Jeg kan stadig hidse mig op over uretfærdigheder, og det er mindre en tre dage siden, at nogen sagde til mig, at jeg skulle passe på blodtrykket (vedkommende overdrev – han er bare ikke vant til engagerede kvinder.. ;o)…) men hold nu op, hvor er jeg blevet så meget bedre til at trykke på pytknappen, trække på skuldrene og tænke…. den kamp, den gider jeg ikke tage. Hvis du vil være en idiot, så “go ahead – make my day!” I skulle prøve det, det er virkelig en befrielse.

Men I er der måske allerede. Om ikke andet, så fordi energien ikke tillader det, fordi årene, der ligger foran os er færre end årene bag os, og så skal vi sagomelme også bruge energien på noget godt fremfor noget skidt. For der vil altid være idioter og i en dynamisk verden kan vi ikke undgå dem.

In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Kunsten at falde

Jeg er faldet. Ikke for en lækker mand eller en skøn kjole. Jeg er slet og ret faldet, og ikke bare en, men hele to gange indenfor den sidste måned. Ikke alene har jeg ondt alle vide vegne, jeg er også bare nødt til at erkende:

Der er ingen værdig og elegant måde at falde på, når man er 50something og “curvy”!

Første gang var under vores sommerferie på Bornholm. Veninden og jeg var taget på udflugt til sydøen og på vej over en gade viste det sig, at man på Bornholm har gravet render langs kantstenene, så vandet kan løbe væk. Ganske praktisk med veje, der går op og ned, men disse render kan man bare ikke se. Så når man er mig, og ikke lige ved det, træder man ned i dem, vrikker om på højre ankel og tager den nedadgående asfalt med venstre knæ og skinneben. Det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle kaste op, og som en af mine venner sagde: “Og så så du Henrik Andersen for dig?” *

Det var faktisk, lige hvad jeg gjorde, men jeg havde heldigvis ikke brækket noget, og dagen efter kunne jeg humpe hjem med alle vores pakkenelliker OG et figentræ over skulderen, mens jeg med ret store bogstaver slog fast overfor Nils, at jeg aldrig mere ville til Bornholm uden bil. Ikke mere “go local with the locals”. Nu er det “go local with wheels”.

Anden gang jeg faldt var i forgårs. Jeg var på en rask morgentur med hunden, da vi møder den sødeste lille – og meget alene- hunhund. Hun var ikke kun alene på springtur, hun var også i løbetid, og Cooper og hende blev øjeblikkeligt forelskede.

Coopers unavngivne sommerforelskelse.

25 min. senere efter en utal af mislykkede forsøg på at få Cooper med hjem, inklusive hans nye veninde på slæb, indså jeg, at der var kun en udvej – at tage den lille dame i armene og bære hende hjem, og dermed have en lystig hanhund i hælene. Jeg kunne jo ikke gå ud blandt biler med hende, for hun var uden snor.

På vej forbi Marienlyst Slot, hvor der kun er sten og grus at gå på, synes Cooper så, at han lige skal trække i snoren. Da jeg er ustabil pga. hund og øm højre ankel vrikker jeg derfor om på venstre ankel og med den lille hund i armene, er der ikke noget at tage fra med. I ren tegneserie stil flyver jeg derfor vandret gennem luften, og tager grus og sten med højre albue og knæ og skinneben. Så er der ligesom også ligevægt i “sommerknæene”.

Der ligger jeg så med to hunde, tårer i øjnene, ondt nu nærmest overalt og ja, så kommer der seks segways kørende. Det er en af de daglige turistture gennem Helsingør.

Det var som taget ud af en Monty Python film. To lystige hunde, der ikke kan lade hinanden være. Mig, der ligger og roder rundt mellem alle stenene og så en gruppe turister med cykelhjelme. Hvis ikke jeg havde haft så ondt af mig selv, og følt mig så uværdig, havde jeg nok grinet, men lige her var det tårerne, der pressede sig på.

Men her er det så, at der alligevel er noget godt at hente i disse personlige skvatte historier. For i begge tilfælde var forbipasserende så søde og hjælpsomme.

På Bornholm stoppede først en ældre herre på sin cykel og tilbød sin hjælp, og den bil, som jeg havde givet plads for på vej over, kørte ind til siden, og den unge mand steg ud og spurgte, om han skulle køre os et sted hen.

Foran Marienlyst stoppede turisterne deres rundtur og guiden tilbød sin hjælp. Absurd nok uden at stige af segway’en, men han fik da ringet til Nils, som så kunne komme og samle os alle op, og de ville ikke køre videre, før de var sikre på, at jeg var ok, og ville blive hentet. Jeg tror aldrig, de forstod det med hundene, men det er også lige meget.

Hunhunden fik vi afleveret til vores dyrlæge, for selvom både Cooper og jeg gerne ville have beholdt hende weekenden over, så var Nils den voksne og sagde nej til hunde-kærligheds-fest, og så var det bal forbi. Hun er heldigvis blevet forenet med sin ejer takket være FB, hvor dyrlægens opslag blev delt over 300 gange. Igen, hjælpsomhed.

Så mens jeg senere på dagen sad lettere chokeret (det bliver man altså i min alder) med benene oppe og havde ondt både her og der, også i min værdighed og af mig selv, så sad jeg også og glædede mig over, at der trods alt er så meget hjælpsomhed derude. Vi er meget bedre end vores rygte.

Og ja, jeg har taget det heeelt roligt i denne weekend og kommer også til at se mig rigtig meget for, hvor jeg går fremadrettet.

Pas på jer selv derude!

Og dette foto har absolut intet med blog indlægget at gøre… jeg stødte bare på det, og synes, det er så skønt. Og så ikke et ord om Viktor Fischer…. *

* Henrik Andersen brækkede benet ret alvorligt under EM92, og Viktor Fischer lod sin sølvmedalje hænge i Parken efter finalekampen. Officielt glemte han den….

Sommeren er forbi nu…

… Og den nærmest fløj afsted. Tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med.

Fra sommer særudstilling på Louisiana. Efter Google som “lønpresningsmiddel” ikke vil vise danske musikere på YouTube, må I tænke jer til CV. Google, som jo så til gengæld bidrager så aktivt til den fælles danske skattekasse, og dermed indirekte til udviklingen af nye kunstnere…. eller hvordan er det nu, det er?

Karen Thisted ville være blevet 74 år i dag. Ville være blevet, for Karen Thisted er død. Imidlertid ikke på Facebook, hvor der i skrivende stund er over 60 mennesker, der har ønsket hende tillykke med fødselsdagen. Nogle ovenikøbet med personlige kommentarer – blandt andet et medie menneske og en kendt skuespiller (nævner ingen navne, men han har også skrevet en bog om vejledning i sælfangst). De har nok fjernet deres hilsener nu, efter Dan Rachlin sendte en spydig kommentar ud til sine små 30.000 følgere.

Det var også her, jeg blev opmærksom på det, og må som Rachlin notere mig, at trods min årlige glæde over de mange facebook hilsener, så vokser træerne ikke ind i himlen, og så nære venner er man tydeligvis heller ikke på Facebook. Især ikke, hvis man er kendt, og andre vil sole sig i ens berømmelse.

Det fik mig til at smånynne det gamle CV nummer. Det gør jeg nu egentlig alligevel hvert år på denne tid, men netop linjen med ikke at kunne følge med, blev lidt mere relevant her.

Har I kunne følge med i år? Har I haft en god ferie og er I sprængfyldt med energi til endnu en efterårs sæson?

Jeg synes, det er svært i år, og at sommeren definitivt har været alt for kort. Det bliver jo ikke bedre af, at vejret mildest talt er gået fra varm til lunken. Koldeste juli i 22 år! Det siger lidt, og jeg kan rent faktisk huske den sommer i 1998. Det var efterårsvejr hele juli, og vi var ellers “spændt op til lir”, men gik i stedet rundt og frøs.

Nå, men helt skidt har det jo ikke været. I hvert fald ikke for de danske turist attraktioner og badehoteller, og jeg vandt minigolfturneringen i år. København er en helt anden historie, men ude i det ganske land har der været propfyldt, og danskerne har opdaget, at vores kønne land er meget mere og andet end “bare” Danmark. Det er godt.

Så selvtilfreds kan man se ud med morgenhår og kaffe, når man dagen før har vundet den årlige store familie minigolf turnering.

Var det ikke for de daglige nyheds bullitiner, skulle man tro, at alt åndede fred og ro, og at den der lille lede virus var et overstået kapitel. Det er den ikke, og det har været interessant at opleve, hvordan forskellige lande tackler situationen.

Vi tog i år toget gennem Sverige til vores årlige sommeruge på Bornholm. Her var stort set ingen foranstaltninger, ingen spritflasker og kun få skilte. Det øjeblik, vi gik ind i færgeterminalen i Ystad ændrede billedet sig. Nu var det hold afstand, sprit af, personalet på færgen havde plastikhandsker, antal var reduceret osv. Så kort afstand mellem to lande og så stor forskel.

Senere kørte vi en sviptur til Tyskland, og her fik vi prøvet hvordan det er at gå med masker. Det er ikke sjovt. På hotellet og i alle butikker, restauranter m.m. skal man have masker på, til man sidder ved bordet. Derudover skal man udfylde et papir med kontaktdata, og hvornår man han har været i restauranten, så man kan opspore folk i tilfælde af smitte, og ingen pools eller spa er åbne. I hvert fald ikke i Nordtyskland. Det kan være andre delstater har andre regler. Det må man så sjovt nok godt i Danmark.

Danmark ligger både fysisk og foranstaltningsmæssigt lige midt i mellem. Det har jeg det personligt helt fint med, og til trods for, at mange klager over, at vi er blevet sløsede og at de unge fester for meget, så er jeg stadig pænt stolt over, hvordan min stamme har klaret sig igennem, og grundlæggende har passet på hinanden.

Maskebrug for dummies. Fransk restaurant i Tyskland.

Men derfor var sommeren stadig alt for kort. Måske er det alderen. “Det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, som en skøn gammel (hun var over firs) dame sagde i et tv-program, mens hun stod og gjorde sig i stand. Men det tager længere tid, at komme ned i gear, og jeg ved ikke med jer, men jeg gider altså ikke bo i et telt eller på et dårligt hotel. Det har jeg nu aldrig gjort. Gammel arbejdsskade fra rejsebranchen.

Det tog Nils et par år at finde ud af, at jeg altså mente det alvorligt, og han booker aldrig mere en hytte uden bad og toilet på en campingplads, efter den ene (første og sidste) nat en gang for rigtig mange år siden et sted i Sverige.

En gang imellem, kan jeg godt blive lidt bekymret for de vaner, jeg har givet videre til mine sønner, for de har arvet deres mor svaghed for luksus indkvartering. På en større rundrejse i Vietnam engang begyndte de at rangere hotellerne efter manden, der åbnede døren for dem. Det er måske lige at stramme den.

Men jeg gider ganske enkelt ikke bo dårligt, og for mig er indkvarteringen en lige så stor oplevelse, som selve rejsen. Det er ikke det samme, som at jeg ikke vil kunne bo i et telt (nu er clamping jo også opfundet), men så skal det være fordi teltet er en del af konceptet. Jeg vil hellere kun rejse en gang om året, og så bo på et fedt hotel (nu hvor det ikke er den del af mit arbejde) og jeg er heldigvis så gammel, at jeg selv kan bestemme – ha!

Men jeg kan trods alt ikke bestemme over vejret, og denne sommer (og måske den næste med) – har jeg heller ikke selv kunne bestemme, hvor jeg ville rejse hen. Det kan man sagtens leve med i en sæson, og det er alt andet lige luksusproblemer for os danskere, ikke at kunne tage på ferie over hele verden, men lige nu er eksempelvis Spanien på randen af både økonomisk og menneskeligt kaos, og det smerter mig, og når jeg tør, at tænke lidt længere frem, så bliver jeg bekymret.

Nå, det skal nok gå alt sammen. Der kommer en vaccine, og når Rusland og USA har taget deres del, er der nok også lidt tilbage til os. Men vil nogen ikke lige slå Corydon & Co, som solgte SSI med …. en våd fredags Børsen måske….. oven i hovedet. Hårdt!

Pas på jer selv derude!