Her har vi hej-kultur!

De helt fantastiske hovedrolle skuespillere 

I forgårs havde jeg en af de bedste oplevelser hidtil i år. Jeg havde inviteret yngstesønnen i Det Kgl. Teater for at se Kasper Holten´s opsætning af Amadeus. Det blev en dyr, men mindeværdig aften. Ikke kun fordi det var rigtig skønt at være alene på tur med Mikkel, men også fordi hele aftenen som en helheds oplevelse bare var så fabelagtig.

Vores drenge har igennem tiderne “været udsat” for lidt af hver, når det kommer til kulturelle oplevelser, så det er ikke helt fremmed for dem. De var ikke særligt gamle, da jeg slæbte dem med på Christiania for at se Händels Messias opført i Den Grå Hal, og de har også oplevet deres første opera for flere år siden i arenaen i Verona. Det måtte vi dengang ikke fortælle nogen, for det passede ikke helt ind i cool-lige-blevet-teenager-image.

De har faktisk også tidligere været på gammel scene på Det Kgl. til en efterårsferie børne ballet forestilling, men det kunne Mikkel selvfølgelig ikke huske. Derfor havde vi også købt billet til en rundvisning på teatret før forestillingen, og allerede her startede en oplevelse i verdensklasse.

Vi var knap kommet indenfor, før to smilende mænd bød os varmt velkommen. Det var de to rundvisere, og de gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas. De var helt med på, at ikke alle kommer her til hverdag, og man derfor godt kan være lidt udenfor comfort-zone. Det er trods alt gammel scene på Det Kongelige Teater.

De dygtige skræddere er igang med kostumer til Askepot. De er ikke store balletpigerne, skal jeg hilse og sige.

Selve rundvisningen var også en oplevelse, og undervejs noterede jeg mig, at vores mand – der senere fortalte, at han til daglig var stuntmand og underviser i fægtescener (!), han dør faktisk fem gange i hver Robin Hood forestilling – hilste højt på alle, som vi mødte på vore vej.

Først tænkte jeg, at han bare ville være lidt smart og mænge sig med kunstnerne, men de hilste også allesammen smilende tilbage, så der var noget mere. Det mere fik vi forklaret til allersidst, da han fortalte om den hej-kultur, man har på teatret. Alle skal hilse på alle, som de møder på deres vej, og der er altså 11 km vej, hvis man tæller alle gange på Det Kgl. med.

Han fortalte også, at tidligere skulle alle bukke og neje, men det gik helt galt for alle de små balletbørn, når de kom løbende gennem gangene og skulle stoppe hele tiden for at neje for de ældre skuespillere, så idag er det ændret til hej-hej gangene.

Det tænkte jeg en del over dagen efter, da jeg fortalte om vores oplevelser. Jeg har ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor det ligefrem er sat i system og en nedfældet del af kulturen, at man skal hilse højlydt på hinanden. Men det burde det da være.

Vi er som danskere tit ret blufærdige, og vi er ikke særligt gode til det, som i dag betegnes gammeldags høflighed, herunder at “lette på hatten” og hilse på fremmede.

Fra min egen verden, har jeg altid undret mig over, at danskere, som står i den samme check in kø, sidder i den samme flyvemaskine og bus og desuden bor på det samme hotel, lader som om de slet ikke kender hinanden og derfor ikke engang sender et lille høfligt nik, når de passerer hinanden på vej til poolen. Alle andre nationaliteter gør det, men vi danskere foregiver, at vi ikke er turister, og vi er det i hvert fald slet ikke sammen med andre danskere. På mig har det altid virket fuldstændig absurd, og som en struds, der har stukket hovedet i jorden og rumpen i vejret, og jeg har konsekvent hilst på alle de andre, også selv om jeg har fået dræber-jeg-kender-dig-IKKE blikket tilbage.

Mikkel og jeg talte om noget af det samme, da vi gik over Kgs. Nytorv. Det var årsdagen for Prins Henriks død, og derfor present, hvor flot det var, da den franske ambassadør stod foran ambassaden og bukkede for rustvognen. Der var intet underdanigt i det, bare respekt og høflighed.

Vi talte også om det, da vi så påklædningen af folk i teatret. Vi er måske lidt sippede, men når nu alle i teatret har gjort sig sådan umage, så kan vi altså også godt som publikum gøre os en lille smule umage og møde op i noget andet end billige cowboybukser og forvasket polo. Især, når man er 60+

Men det fik ikke lov til at ødelægge den helt fantastiske oplevelse, det var. Fra rundviseren over garderobe manden, der ryddede en hel garderobe på under fem minutter,til skuespillere, musikere, dansere og før dem skræddere, der præsterede det ypperste, som vi kan i Danmark. Nogle af skuespillerne havde ovenikøbet overskud til at stå svedige i deres kostumer ved udgangen, så publikum kunne få taget selfies. Det var helt igennem fantastisk – og det syntes teenageren også.

At vi så bagefter gik på Brønnum og fik en sluk-efter drink, gjorde ikke teenageren begejstring mindre. Her fik vi iøvrigt også top-betjening og meget varm velkomst, så jeg kan kun konkludere, at niveauet for service er hævet i København, og så tænke lidt over, om vi ikke alle sammen skulle begynde at tænke alvorligt i hej-kultur. Både på vores arbejdspladser og udenfor.

Oplev selv lidt fra forestillingen her:

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

Thomas fårcking Shelby

Som trofaste læsere af denne blog ved, så har jeg en svaghed for tv-serier, og de sidste par uger har min mand nærmest følt sig forsømt, fordi jeg har været tv-forelsket i Thomas Shelby. Og nej, han har ikke slået Bradley Cooper af pinden, han har bare midlertidigt haft førstepladsen.

Thomas Fårcking Shelby (udtales med stærk Birmingham dialekt) er “il capo” for gangster banden Peaky Blinders, der huserer i Birmingham i årene efter første verdenskrig.

Nogen vil sikkert mene, at jeg er håbløst bagud, for første sæson rullede over tv skærmene i 2013, men man kan jo også tage det standpunkt, at det var planlagt, for så kunne jeg se alle fire sæsoner i et køre, og det er netop, hvad jeg har gjort.

Lidt hurtig hovedregning viser så, at jeg de sidste to uger har tilbragt sammenlagt 24 timer i selskab med Thomas, hans familie og ikke mindst hans fjender.

Da jeg startede, kom mine sønner undrende og spurgte, om jeg nu var sikker på, om det var noget for mig, for den var altså lidt barsk. Men jeg røg direkte ind i Shelbys blå øjne, og kørte derudaf og forstod langsomt, hvorfor Mikkel, den yngste, for et års tid siden gik rundt og sagde mærkelige ting med Birmingham dialekt og lånte Nils’ “flatcap” . Jeg er sikker på, at serien er stærkt medvirkende til, at flatcaps er på mode igen.

Original Peaky Blinder

Peaky Blinders (som har eksisteret i virkeligheden) har nemlig navn efter at de gemmer barberblade i skyggen af deres flatcaps. Så kan man ødelægge modstandernes øjne med et kasketstrøg. Så er vi ligesom i gang!

Men hvorfor i alverden bliver jeg fuldstændig vildt optaget af en gangster serie, hvor blodet flyder, og hvorfor småforelsker jeg mig i en karakter, der har bunker af lig  -bogstaveligt talt- på samvittigheden?

Ganske enkelt fordi det er en serie i verdensklasse!

Steven Knight, der selv er fra Birmingham, har skabt serien. BBC har produceret og når der er tale om serier, der skal være historiske, så er der ikke mange, der når BBC til sokkeholderne. Crown er en undtagelse, men den er også britisk.

Thomas Shelby og hans brødre har, som så mange andre mænd, været i første verdenskrig, der for de deltagende soldater nok var den værste krig nogensinde. Europa mistede 10 mio. unge mænd på slagmarken, og størstedelen af de, som overlevede, kom retur ødelagte på enten krop eller sind eller begge dele. Vi gør os slet ikke begreb om, hvor forfærdeligt, det var. Vores generations fokus har altid været primært på 2. verdenskrig, og det er kun fordi, jeg er gift med en mand, der ved alt om 1.st., at jeg også er lidt bevidst om, hvad der egentlig foregik.

Shelby brødrene er bookmakere i Birmingham, og Aunt Polly har passet biksen, mens de gravede tunneller i Frankrig. En af de værste opgaver på slagmarken, hvilket også gav Thomas Shelby to tapperhedsmedaljer. Hans bror Arthur blev til gengæld nærmest psykopat af krigen.

Aunt Polly er skrap – meget skrap, og det er et andet karakteristika ved serien. Den er fyldt med stærke og skarpe kvinder, og de bliver hørt. Når der er famile råd, tæller kvinderne ligeså meget som mændene.

Shelby kvinderne i Peaky Blinders

Men det, der løfter serien helt op i de store skylag er, i vilkårlig rækkefølge; fuldstændig eminent scenografi og billeder, verdensklasse skuespil og så, at den virkelig historie er en aktiv medspiller. Og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vi har katolske præster, som har misbrugt børnehjems børn, vi har korrupte politimænd, vi har IRA, vi har strejker og underbetalte arbejdere og vi har suffagrettes og sigøjnere og tvangsfjernede børn, der bliver sendt til Australien, og oven over det hele svæver Thomas Shelby, der med sin intelligens, specielle øjne og kynisme styrer hele showet.

Kvinderne elsker ham. De tror alle sammen, de skal redde ham fra ham selv, og på et tidspunkt er hele to overklasse kvinder forelsket i ham. Da de mødes spørger den ene den anden, hvad hun vil med ham, og svaret er “han får mig til at føle mig levende”.

Den kender vi godt ikke? Det er mere end “uptown girl – backstreet guy” – det er det sug, der er, når den aller hårdeste af dem alle, viser sin ydmyge, bløde side og gør alt for at hans kvinde skal have det vidunderligt. Hånden på hjertet – har vi ikke allesammen på et tidspunkt været tiltrukket af en “bad guy”? Jeg har i hvert fald, og hørte jeg nogen sige “Bond, James Bond”?

Thomas Shelby minder faktisk mere og mere om Bond efterhånden som sæsonerne skrider frem, men på en eller anden måde skal vi som seere jo også kunne godtage alle de drab, han foretager, og hvis ikke det sker med regeringens licens til at dræbe, hvordan skal vi så kunne forsvare det?

Men Peaky Blinders styrer med hård hånd Birmingham, udvider til London, hvor scenerne slår Babylon Berlin i dekadence, eller også er nogen blevet inspireret, det skal jeg ikke kunne sige, og udover at det i serien er en stor familie, er det også i virkeligheden et stor fætter-kusine fest. To ægte brødre spiller brødre, et ægtepar er med (de er ikke gift i serien), og flere af skuespillerne har spillet sammen utallige gange – og de gør det, som skrevet, fuldstændig formidabelt. Tom Hardy som jødisk gangster er et scoop.

Læg dertil et lydspor med Nick Caves specielle stemme og helheds oplevelsen er perfekt. David Bowie var vild med serien og kontaktede producenterne med tilbud om at bruge hans musik. Det skete blot en uge før han døde, og i en af episoderne kan man høre brudstykker fra hans sidste plade. Det er meget dystert, men det er den scene også. Død med død på.

Nu er den store krise, at jeg igår blev færdig med sæson fire, og sæson fem har først premiere engang i 2019. Til gengæld, kan jeg måske koncentrere mig lidt om min mand igen. Han går også med flatcap (uden barberblade) og er også ret charmerende, og så skal jeg forsøge at ignorere, at Netflix er begyndt at sende mig forslag til doku-serier om verdens værste seriemordere, fordi det passer til min profil. (!)

 

 

Hvad der kan tænkes, kan tegnes!

Heldigvis har vi i Danmark stadig satiretegninger, og en lang, god tradition for med streger at lave sjov -især med magthaverne- og grine både af hinanden og af os selv.

I virkeligheden er satiretegnerne vores tids hofnarre, for de holder spejlet op foran os, og så tegner de med humor, vid og bid, tingenes tilstand. Nogle gange lige til stregen (!) men for det meste med glimt i øjet og samme “kærlighed” til deres ofre, som man finder i revy’er. Jeg kan ret godt lidt satiretegninger, og jeg synes, vi har nogle sindsygt dygtige, danske tegnere.

Forleden var jeg på Nivågaards Malerisamling (I ved, dem med den ægte Rembrandt). for at se særudstillingen “Hvad der kan tænkes, kan tegnes” med bladtegner Jens Hage’s tegninger, og det er i virkeligheden lidt tarveligt at skrive om, for mens dette skrives, er udstillingen forbi.

Men for os blev den aften en helt speciel oplevelse, idet Jens Hage selv var til stede til at fortælle om sit liv og sine tegninger, og i og med det er hans slægt, der har skabt Nivågaards Malerisamling, så blev det ikke bare en historie om tegninger, men også et stykke Danmarks historie.

I receptionen hænger et stort maleri af Jens’ tip-tip oldefar (Christopher). Maleriet er malet af Marstrand, og på en skrivepult står et segl. Det selv samme segl står i dag hjemme hos Jens Hage. Tænk, at kunne kigge på et sådan et maleri af sin familie.

Familien Hage har i det hele taget haft meget stor betydning for og indflydelse på Danmark, politisk, socialt og kunstnerisk. Det skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt bevidst om før, men efter at have hørt Jens Hage fortælle, og han er en lige så god fortæller, som han er tegner, måtte jeg lige hjem og google lidt.

Jens Hage

Familiens politiske virke starter rigtig med Alfred Anton Hage, der er søn af Christopher. Familien er indtil da en dygtig handels familie, der har et betydeligt handelsfirma.

De er driftige, og bliver rige, men både han og hans brødre er også politisk interesserede, og Alfred ender i Rigsrådet, som medlem valgt af Folketinget.

Men det var mere med sine “saloner”, han brugte sin indflydelse, og hjemmet er fyldt med betydningsfulde og indflydelsesrige personer. I dag kaldes det at netværke, men saloner lyder altså bedre. Hele familien er engagerede i grundlovsskiftet i 1849, og det er Alfred Hage, der bestiller og betaler for maleriet Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, der i dag hænger på Frederiksborg museum.

Iøvrigt var det i den tidsperiode også almindeligt, at kvinder holdt saloner, hvor tidens videnskabsmænd og kunstnere mødtes for at udveksle ideer og blive inspireret af hinanden. De har sikkert konkurreret indbyrdes om de bedste, men lidt sjovt, ikke?

Den velhavende Alfred og hans hustru Frederikke får flere børn, deriblandt Johannes (1842-1923). De får også flere døtre, og de bliver – naturligvis fristes man til at skrive – giftet ind i toppen af kulturlivet i Danmark. Der er Hager over alt.

Johannes er rig – meget rig, og han ejer det meste af Nivå inklusive teglværket. Han er også soldat og politiker, men selv kalder han sig landmand (!). Johannes er imidlertid en meget afholdt godsejer, der passer rigtig godt på sine folk, og han stiftede Danmarks første sygekasse, ligesom han oprettede Nivaagaards Hospital for Kroniske Syge i Frederiksborg Amt, der i dag hedder Johannes Hages Hus og er et social psykiatisk bosted.

Hospitalet var beregnet til mennesker, der ikke længere kunne klare det daglige arbejde. Ordet hospital var ikke oprindeligt synonymt med sygehus, men det var et sted, hvor man tog sig af både gamle og syge, og mennesker der ikke længere kunne klare sig selv. Reelt Danmarks første plejehjem.

Johannes Hage 1918

Johannes var også glødende interesseret i kunst -det ligger i generne, og efterhånden havde han en ganske betydeligt samling. Til den byggede han et hus på sit gods, og det er det, vi idag kender som Nivågaards Malerisamling. Han lagde iøvrigt også grunden til Sletten Havn, men det er en helt anden historie.

Og i disse lokaler kravlede Jens Hage rundt som barn og kiggede på Rembrandt og andre fabelagtige malerier. Samtidig kravlede hans forældre rundt oppe under loftet og fiksede lys, og når Rembrandt’en skulle renses på Statens Museum for Kunst, pakkede de den ind i et tæppe, og kørte afsted med den i deres gamle bil. Det gør de ikke i dag!

Men Jens blev inspireret og besluttede tidligt, at han ville være tegner. Det gik blandt andet udover en lærer, han synes var uretfærdig, og derfor -meget kunstfærdigt- blev skildret som nazitype. Læreren har gemt tegningen og den var også med på udstillingen.

Tegninger kan sige meget mere end ord.

Jeg blev også behørigt inspireret den aften på Nivågaard, og jeg fik øjnene op for en familie, som har betyder så uendelig meget for Danmark, hvilket jeg slet ikke var klar over. Og hvor har vi dog i den grad brug for driftige mennesker, som vil noget med deres virke udover at tjene penge til at gemme i skattely.

Som Jens Hage også beskrev det – “Den tid, som vi kalder guldalderen var i virkeligheden noget nær den værste tid for vores land. Staten gik bankerot, vi mistede Sverige og Norge, København blev terrorbombet og folk døde som fluer af blandt andet kolera, men midt i det hele blomstrede driftige og dygtige mennesker.”

H.C Andersen skriver, Kirkegaard filosoferer, Thorvaldsen laver skulpturer og Bournonville balletter.

Sammen med kulturen blomstrede også de, som vi i dag kalder iværksættere -I.C. Jakobsen, Tietgen, Ørsted m.fl. Vi får første jernbane, enevælden afskaffes, og så udkommer, ikke at forglemme, Danmarks første udbredte satiriske vittighedsblad Corsaren for første gang i 1840.

Med andre ord, ud af al elendigheden voksede kunsten, håbet, de driftige og alle de, som gjorde det rigtige til gavn for både samtiden og fremtiden – altså til gavn også for os.

Det er ganske rart at tænke på i en tid, hvor man godt engang i mellem kan blive lidt i tvivl om, hvordan det hele nu skal gå.

Og så fik jeg da også lige min egen private satiretegning med hjem. Det var i den grad en fantastisk aften.

Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia

 

Nytårsforsæt… er det ikke blevet umoderne?

Sjovt nok ligner vores forsæt til forveksling hinandens…..

Jo, det er det. Sagen er bare, at vi ikke helt kan lade være, kan vi? Med at holde status altså, og så aller inderst love os selv, at nu skal vi også -ditten, dutten, datten, eller også er der noget, vi slet ikke skal. Ikke, at vi siger det højt, for man vil jo nødig være u-hip, men lidt summer der alligevel nede i den mentale forbedringskasse.

Jeg har aldrig rigtig været særlig glad for nytårsaften. Lidt ligesom jeg heller ikke er så begejstret for fødselsdage. Jeg kan ikke helt følge konceptet i at fejre, at endnu et år er gået.

Da jeg sagde det, kiggede min teenagesøn på mig med et opgivende suk – “du har jo helt misforstået, mor!!! Du skal kigge fremad, ikke bagud, og så fejre, at nu kommer der noget nyt”.

Det kan godt være, men det gør mig nu ikke mere vild med den 31. december. Derudover, så har jeg min helt egen private lille overtro omkring nytårsaften. Er det en god nytårsaften, så bliver det år, der kommer, også godt. hvis ikke, så….. Det sætter ligesom også nogle ret skrappe krav til nytårsaften. Heldigvis er alt relativt.

Nogle nytårsaftener står lysende klart for mig, og andre har jeg lykkeligt fortrængt. En af de bedre tilbragte jeg i Rom. Ikke alene oplevede jeg nytårsmesse i Peters Kirken (man klapper højlydt af Paven, når han går gennem kirken!), jeg fik også fornøjelsen af at danse det nye år ind under stjernerne midt på Corso’en, hvor et område i aftenens anledning var omdannet til  “dansegulv” med levende orkester. Fabelagtigt!

Den 06. januar fejrer romerne nytår ved at hoppe i Tiberen. Sono Pazzi Questi Romani!

Jeg har til gengæld også oplevet selskaber, hvor jeg oprigtigt talte minutterne, til jeg endelig kunne tillade mig at “forsvinde” – og jeg kan i øvrigt heller ikke særlig godt lide fyrværkeri. Det er den rene elendighed med mig og den dato.

Men jeg kan faktisk godt lide den mentale statusrengøring. Jeg kan godt lide, at stoppe op og lige føle efter, om jeg er der, hvor jeg gerne vil være, og om der er noget, jeg kunne tænke mig at justere på.

Lige nu læser jeg med stor fornøjelse Susse Wold’s “Bevægelse”. Den gav jeg mig selv i julegave, for man skal altid give sig selv en julegave. “Til mig – fra mig” ! Hun er 80something, men stadig i bevægelse både fysisk og i forhold til flytte sig menneskeligt og mentalt, og jeg forstår, hvorfor hun givet bogen den titel.

Men det behøver man da ikke den 31. december til? Nej, det gør man ikke, men det gør det ligesom lidt lettere, at nu har vi alle vedtaget, at her er en ny begyndelse, og så kan man også selv sætte igang.

Jeg tror lige som Susse Wold på, at det er vigtigt, at vi er i bevægelse. At vi gør en indsats for hele tiden at lære noget nyt, opleve noget nyt, gå en ny vej på arbejde, tale med et fremmed menneske og også fysisk at holde os lidt i bevægelse.

Det vil jeg bruge min nytårs status på. Jeg vil reflektere over, hvordan jeg kan blive ved med at være i bevægelse og hele tiden forny – om ikke hele mig selv, så bare lidt af mig hver dag.

Samtidig vil jeg glæde mig over, at jeg i det forgangne år sprang ud som blogger og over at I læser med. Det er jeg jer alle dybt taknemmelige over – af hjertet TAK! Det er det ubetinget bedste, der er sket for mig i 2018.

Jeg håber, at I også finder en rigtig god ting fra i år, som I kan bringe med ind i det nye, men også at I finder en ny “ting”, som I vil bevæge jer hen imod. Og husk, livet er det, der sker for os, mens vi er på vej et eller andet sted hen.

BEDSTE ØNSKER FOR 2019
MÅ DET BLIVE FANTASTISK FOR OS ALLE!

 

Mit uperfekte liv!

Den var fyldt, da ugen startede.

I går drak jeg kaffe med en god ven og arbejds relation. Grænserne er lidt flydende, men jeg kan egentlig bedst lide ham som ven, for han er en fantastisk samtalepartner. Måske fordi han er kunstner, måske bare fordi vi klikker godt sammen.

Nå, anyway, vi fik sludret igennem og opdateret på hinandens liv, og da vi sagde farvel, røg det ud af munden på mig “ja, det var i hvert fald ikke Facebook versionen, du der fik”, og så grinede vi lidt af det.

Forud var gået 10 min. fortælling om en fuldstændig sindsyg uge, hvor især den ene teenager havde bragt familien på den anden ende. Hvor der var blevet råbt og skreget, dasket (min søn hævder hårdnakket, at jeg slog ham -jeg, at jeg bare daskede…..hårdt), været fortvivlelse og i hvert fald ikke noget, der bare tilnærmelsesvis skulle i nærheden af Facebook.

Men mindre, man selvfølgelig er Anne Grethe Bjarup Riis, der engang uploadede et foto af hende selv med et barn på armen, rodet køkken og halvtomme mælkekartoner for at vise, hvordan en ægte hverdag ser ud. Så langt er jeg trods alt ikke nået i min udvikling.

Det var ellers startet rigtig godt. Fredag aften uden unger og vi hyggede og snakkede, som var vi unge og forelskede, og fik alt for lidt søvn. Så lidt, at jeg sov over mig til pilates lørdag morgen. Allerede der, burde jeg have set advarsels lamperne blinke. Det er skidt, at pjække fra sidste motion inden juleferien.

Men resten af weekenden forløb også ganske godt – lige efter Facebook bogen. Der blev bagt vaniljekranse, vi gik i biffen og havde en skøn oplevelse med Bradley Cooper i “A star is Born” – så fryd og gammen og forholdvis normal familie Facebook værdig idyl.

Se den!

Lige indtil søndag aften, hvor den opgave skrivende teenager blev stillet til regnskab for manglende oprydning (ja, det er en klassiker hos os).

Pludselig udviklede det hele sig til verdens mest dysfunktionelle familie, hvor alle stort set kom op og skændes på tværs, og endte i hvert sin rum. Hvad skete der lige der? Det er så opslidende, og det tager så meget energi.

Nu en lille uge efter og 3 dage før juleaften, har der stadig ikke været overskud til at julepynte. Til gengæld har samme teenager spist ALLE vaniljekransene, som ellers skulle bruges til gæster, vinduerne er ikke blevet pudset (længe), og jeg har heller ikke lige nået at få ringet / skrevet til alle dem, jeg gerne ville sende en personlig hilsen.

Det var den historie, om mit uperfekte liv og til tider håbløse familie, jeg lige havde serveret for min ven og ikke på Facebook (det kommer den så nu…)

Vi lever i selviscenesættelsens tidsalder. Den er måske på vej til at blive afløst af krænkelses-tidsalderen, men lige nu overlapper de, og det ene er i virkeligheden lige så slemt, som det andet.

Jeg er selv en del af det, og er ret ferm til at uploade fantastiske fotos af min mand i Marrakesh, og små, hurtige sætninger, om skønne oplevelser, så jeg skal ikke kaste med sten fra mit glashus. Men jeg har altså også et uperfekt liv, hvor ordene flyver gennem luften, og afmagt, fortvivlelse, træthed og frustration eksploderer i et nytårsfyrværkeri af råberi.

Ved skænderi forstås en slags debat eller diskussion, hvor målet ikke primært er at finde svaret på et spørgsmål eller løsningen på et problem, men derimod at angribe vedkommende, som man diskuterer med, med diverse personligt kritiske bemærkninger og nedvurderende karakteriseringer.
Wikipedia

Det synes jeg også lige, jeg ville dele med jer – mine trofaste bloglæsere.

Jeg har også bjerge af vasketøj, og skjorter, der aldrig bliver strøget, og derfor ikke brugt ofte nok. Jeg drikker alt for meget vin, hvilket giver overvægt, og jeg har for første gang i desperation dasket (dasket – ikke slået!) til min søn. Jeg har også snavsede vinduer og jeg ser indimellem “trash-tv” for bare at slappe af.

Men… der er håb….for jeg er også ret god til at blive i godt humør igen, og fokusere på alt det gode, der er i mit liv. Og lige om lidt har jeg juleferie. Det lykkedes for Nils at komme hjem fra London i går trods droner over Gatwick, og der er alligevel ingen, der gider at se på julepynt i alt for mange dage. Og ved I hvad – man kan også købe vaniljekranse.

Så nu lader jeg julefreden sænke sig over mit uperfekte liv, der ikke egner sig til Facebook. Kysser lidt mere på min (uperfekte) mand, og så går jeg nogle ekstra ture med hunden  (den er ret perfekt) for at motionere lidt.

Og, som de siger….. børnebørn er belønningen for ikke at slå sine teenagere ihjel. Jeg tror, jeg får mange børnebørn.

7300 nætter & 1001 nat!

Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.

Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.

Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!

Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.

I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.

I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.

Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!

Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.

Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.

Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.

Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.

Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.

Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.

Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).

Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.

Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.

Sommer 2018, for vi er for blege nu ;o)

Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).

Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.

Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.

Forbundetheden.

Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.

Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.

Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.

Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)

 

Min barndoms opgang

Mens dette skrives sidder jeg stille. Helt stille. Det gør man vel altid, når man skriver, men jeg sidder stille på femte dag og flere dage endnu, efter en ortopædkirurg har skåret i min ankel og beordret benet op i mindst en uge.

Når man sådan sidder helt stille i mange dage, så begynder tankerne til gengæld at flyve, og efter jeg havde sneget mig ned til en gammel bogreol for at hige og søge i gamle bøger, begyndte tankerne også at flyve tilbage i tiden. Tilbage til min barndoms opgang.

Bogen jeg stod med i hånden stammer nemlig fra min mors gamle, søde nabo, Fru Christensen, og den stod i reolen, som jeg havde fået, da Fru Christensen gik bort. Ingen fornavne for børn dengang. Hr. Christensen kan jeg næsten ikke huske, men jeg ved, at jeg godt ville have kunne lide ham, for historien bag reolen siger meget om den mand.

Hr. Christensen var håndværker, møbelsnedker tror jeg, og i fyrrene blev han af mester bedt om at udføre et arbejde for nazisterne. Det ville han ikke, så han drejede om på hælen, forlod sit job og gik hjem. Hvilket mod!

Jeg har ingen anelse om, hvordan Fru Christensen tog imod ham den dag, for alt andet lige, var pengene jo meget små under krigen, og hun må da også have været bekymret for, om hendes mand nu blev fanget og sendt i lejr.

Men på vejen hjem den dag enten købte han en reol, eller også var det den, han stod og arbejdede på, det er lidt uklart, men den reol står i min kælder nu. Det gør den fordi min mor tog sig af Fru Christensen, da hun blev ældre, og da hun døde ville familien takke min mor med et minde. Jeg lov at vælge, og jeg valgte altså reolen -med bøger og historie.

Hr. Christensens reol

På 2. sal boede gentleman bokseren. Ham husker jeg også svagt, men historien om ham står klar. Han blev kaldt sådan, fordi han som bokser (og vist nok en ret kendt en af slagsen) altid greb de modstandere han knock out’ede, så de ikke skulle slå sig, når de faldt omkuld. Fabelagtigt.

Endnu en etage oppe boede Fru Kuhn, eller Frau Kuhn, som det vel rettelig måtte være. Hun var af germansk afstamning, og det smittede af på hendes hjem, der på ingen måde var børnevenligt. Det var hun heller ikke selv, så jeg syntes altid det var en plage, når hun kom på visit eller vi skulle op til hende. Min far hjalp hende med dette og hint, og til gengæld havde hun altid den fineste te med hjem til min mor fra sine mange rejser.

Men det største indtryk fra min barndoms opgang var nu alligevel Fru Stensrod. Hun boede i stuen, og for at komme op til vores lejlighed skulle man passerede hendes dør. Det var lidt af en udfordring. Fru Stensrod var en stakkels, sindslidende person, der hørte stemmer. Nogle har sikkert været reelle nok, da der i kælderen under vores opgang var et værksted, men de fleste var kun i hendes eget hoved.

Jeg var i den alder, hvor gys og gru var rigtig spændende. Vi læste tegneserien GRU med stor, gysende fornøjelse og så Gysertimen med efterfølgende mareridt til følge. I den sammenhæng passede det rigtig dårligt med en sindslidende person, der gik rundt i natkjole og skreg mærkelige lyde, man kunne høre ud på trappen.

I noget der ligner et helt år, sagde jeg derfor højt ”hvidløg!”, hver gang jeg rystende af skræk passerede døren og løb alt, hvad jeg kunne op af trappen, rædselsslagen for, hvad der kunne ske, hvis hun åbnede døren. Ikke at jeg troede, hun var vampyr, men i den alder kan man jo aldrig rigtig vide, vel?

En dag, efter hun havde siddet og banket på jern balustraden med en kasserolle kom der imidlertid nogen og hentede hende, og så flyttede der nogle nye ind, og dermed var det slut med hvidløgs råben.

Senere flyttede der også nye ind i alle de andre lejligheder og på en eller anden måde blev det hele meget mindre farverigt. Eller også blev jeg bare ældre.