Har du tjekket din pensionsopsparing for nylig?

Det lyder som noget af det keeeedeligste, man kan tage sig til, men tro mig, i vores alder er det en rigtig god ide, og der er mange penge at hente.

Det ved jeg, fordi jeg de seneste år har haft fornøjelsen af ikke mindre end fire forskellige pensions selskaber, og derfor at ved at blive lidt af en haj indenfor diverse gebyrer, forsikringer og andre spændende ting, der kan få din pension til at skrumpe.

Det er ovenikøbet lykkedes mig, at få et selskab til at tilbage betale ublu forsikringer, som var fulgt med fra en fuldstids opsparing til en deltids. Det hjalp, at de kom til at sende en mail til mig, istedet for internt, med ordlyden “dette er en potentiel klagesag”, men det holdt hårdt og mange måneders mails frem og tilbage. Man skal holde på og finde sin indre “dette er min ret, kriger frem”, for de er der ikke for din skyld – og jeg vandt!

Men igen i dag var jeg inde (sjovt, det hedder det, når man tjekker ind via nettet) og kigge på min pensionsopsparing. Det har taget fra december til i dag for to danske pensions selskaber at overføre min opsparing fra det ene til det andet, så jeg også selv kunne se min opsparing. Det vil sige godt 2,5 mdr. Jeg havde ellers betalt et pænt beløb til det tidligere selskab (det er så tredie gang)  for at få opsparingen overført. Oveni det, havde det nye selskab opsparingen fra december, men afkastet tilfaldt først mig fra februar. Fantastisk ikke?

Jeg kan på under fem minutter åbne en Revolut konto og swipe forskellige valutaer rundt mellem mennesker på hele kloden, men det skal tage to danske pensions selskaber over to måneder, at gøre min egen opsparing – altså mine egne penge – synlige for mig selv. Det er til grin!

Folkepension pr. måned i kr. før skat (2020)

ENLIGE GIFTE/SAMLEVENDE
Grundbeløb 6.419 6.419
Pensionstillæg 7.122 3.576
I alt 13.541 9.995

I forbindelse med overførslen opdagede jeg så, at jeg betalte til nogle forsikringer, jeg ikke lige havde fået noget oplyst om til at begynde med. Det fik jeg styr på – de var søde til at forklare, og det er jo også første gang, at jeg er ansat på overenskomst, så meget er nyt, men i dag opdagede jeg yderligere, at fordelingen af min opsparing er helt forkert, og nu skal det så rettes. Jeg er helt sikkert allerede på listen over besværlige kunder hos dem.

Dette er selvfølgelig personligt og netop for mig, men jeg er ret sikker på, at det her sker for masser af folk, og at de fleste ikke har helt styr på, hvad de betaler for hvilke ydelser, og at tidligere opsparinger reelt bliver mindre værd, hvis de bare står og samler pensionsstøv. For de store selskaber skal nok få deres gebyrer og forsikringer.

Det er tørt, kedeligt og en jungle at hitte rede i. Men kære venner – folkepensionen i dag for en samlevende er på kr. 9.995.- pr. mdr. før skat, så det her er noget, vi er nødt til at holde øje med ligegyldigt, hvor deprimerende, det er, at forholde sig til pensionsalderen. Det er ad h. til – jeg ved det godt, og især for typer som jeg, der tidligere har været ansat i det private og derfor ikke bare har fået en stor % af lønnen sat ind på en pensionsopsparing.

Det tænker jeg iøvrigt over hver gang, jeg hører skolelærer og lignende klage over deres løn. Ja, ja – men I får over 15% i pension oven i lønnen, husk det!

Nu skal dette ikke være en klagesang, for vi er hver især ansvarlige for at spare op til os selv, og vi lever trods alt i et land, hvor der er et fint net og masser af ydelser, også til folkepensionister – men pas på jeres opsparing, og se at få samlet jeres pensioner, for har I såkaldt “klat-pensioner” stående, så bliver de mindre og mindre værd.

Det vil jeg lige slå et slag for.  Vi kan jo ikke alle være Mick Jagger (han har nu også så mange børnepenge at betale fortsat, at han er nødt til at arbejde…)

Gammel og sippet!


Ja, det er altså mig selv, jeg skriver om. For jeg føler mig efterhånden som en gammel sippe. Nogle af mine gamle legekammerater vil sikkert hævde, at det har jeg været i mange år, og der sg. nok noget om snakken. Men i går aftes, der var det “in your face”, om man så må sige.

Nils og jeg havde været en tur i København. Selvom jeg elsker Helsingør, kan der godt gå lidt provins i det en gang imellem, og så er det godt, at komme en tur til staden. Der er altid lige kommet et nyt firkantet glas hus, man ikke har set før, eller en ny lækker butik, man ikke har råd til at handle i. Bare at gå en tur gennem Maga’s boligudstyrs afdeling – så føler man sig virkelig som en fattig provinsboer.

Nå, det var et sidespring. Vi var i København for at blive lidt inspireret, og så var der en udstilling, jeg gerne ville se – “Night Fever” på Designmuseum Danmark. Den var nu en skuffelse. Den var tynd, og bare det faktum, at de havde lavet en oversigt over nuværende og tidligere natklubber i København, der ikke inkluderede “Madam Arthur”, taler for sig selv.

Men vi havde en hyggelig eftermiddag, og sluttede af med en skøn middag på en lille, listig restaurant i Latinerkvarteret. En middag, parnissen havde været så sød at forære os i julegave. Vi har virkelig mange søde nisser i vores hus juleaften.

Glade og mætte, både åndeligt og rent fysisk, vendte den lille driftsikre Fiat så snuden mod Nordkysten og det var på vej ud af Lyngbyvej, det ramte mig i form af lysreklamen ved starten af Helsingør motorvejen.

Skærmen er 110 m2 – det har jeg lige læst mig til. Det betyder, at den sorte dildo og røde buttplug, som lyste lige ind i mit ansigt i går aftes vel har en størrelse på…. 3 meter måske?

Reklamen er målrettet den snarlige “Valentines Day”. Og se, nu skulle man måske tro, at “Valentines Day” var noget med hjertechokolader, pikant lingeri eller måske noget så oldnordisk som røde roser. Men nej. Nu handler det om sexlegetøj.

Årh.. ikke andet, vil nogen måske sige, og trække på skuldrene. Nej, ikke andet, men jeg synes altså, det er upassende at få smidt en 3 meter stor sort dildo og rød buttplug i hovedet, og jeg synes især det er et upassende signal at sende til unge og nye i sexlivet.

Jamen, de har allerede set det, der er værre på Pornhub, i Paradise Hotel og ved diverse reality shows, så slap af Berit.

Nej, jeg vil ikke. Jeg kan frit vælge til og fra på tv-stationer, men jeg kan ikke frit vælge til og fra i det offentligt rum, og et eller andet sted, må det altså være ok at sige stop og fra. Der må være en prop, om man så sige. ;o)

Folk må for min skyld købe alt det sexlegetøj, de vil, og de må for min skyld gøre, som de vil, så længe de holder sig indenfor loven og ikke gør andre fortræd.

Men at leve i et frit samfund er også betinget af hensyn. Hensyn til alle. Derfor må der gælde nogle andre regler i det offentlige rum, også selvom der ikke er en lovgivning, der bliver overtrådt.

Sidste sommer overværede jeg en debat om dannelse på Bornholm, hvor Morten Albæk blandt andet sagde til Søren Pind i forbindelse med moral og lov: “Du er rent juridisk i din fulde ret til at gå i seng med min datter på 15 år, men rent moralsk, vil jeg finde det helt forkert”. (Det tror jeg nu også, Søren Pind ville).

Det samme kan man hævde om alle topbosserne i Danske Bank for tiden. De er i deres fulde juridiske ret til at være ansat på udenlandske forskerkontrakter, så de ikke behøver at betaler særlig meget i skat, men rent moralsk, så er de godt nok på tynd hvid(vasknings) is.

Sådan har jeg det også med reklamen. Jeg er helt sikker på, at alle regler er overholdt, men jeg synes stadig, at det er upassende og det er i hvert fald over min grænse. På samme måde, som andre synes reklamen for de bare bryster og plastikoperationer på busserne er over grænsen.

Men hvem skal sætte disse grænser, når nu dildosælgerne ikke kan? Det er jo big business, og grænserne for hvor man sælger sexlegetøj, er som bekendt de seneste år blevet flyttet betragteligt. Producenterne sender formodentlig en varm tanke til Sex & The City.

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg er en uddøende race, der ryster på hovedet af Shakiras rystende røv til Super Bowl og småforarges af lysreklamer, men selvom jeg er, skal man så ikke i et samfund tage hensyn til alle? Også de gamle sipper.

Måske skal jeg bare råbe op om at jeg er krænket, så vil mit budskab formodentlig finde genklang. Men jeg er ikke krænket. Jeg er derimod træt af at få overtrådt mine grænser i det offentlige rum, og jeg er træt af, at hensyntagen og hvad der er god og dårlig moral, er blevet umoderne under devisen,  går den, så går den.

De kloge hævder, at dannelse er det nye buzzword. Hvor vil jeg ønske, at det ikke nøjes med at være et buzzword, men også bliver udlevet, og at vi fremover udskammer de, som udnytter lovgivningen og så berømmer de, der viser samfundshensyn, trafikhensyn, hensyn til de ældre, hensyn til de svage, hensyn til……

-Og nej, jeg skal ikke have mere af det i lysreklamen, for ikke at være sur og sippet! Jeg er faktisk i ret godt humør.

Men så skinner solen igen….

…og jeg har impulskøbt en skulptur. Mød Michel –

Michel Guttermand

I sidste blogindlæg var jeg i rigtig dårligt humør, så jeg tænker, at jeg hellere må være i lidt mere opløftet stemning i dag, og det er jeg. Ikke mindst fordi solen skinner for første gang i mange dage, og så ikke et ord om at det er usædvanlig varmt for årstiden, og at vi slet ikke har haft vinter i år.

Nils savner lidt kulde og sne. Det gør jeg ikke, og med tanke på, at vores hus på andet år har soklen fritlagt og er pakket ind i nødløsnings plastik på grund af en retssag, der har trukket ud i årevis, så er jeg faktisk pænt tilfreds med at vi ikke har haft den vildeste frost.

Men tilbage til Michel. Jeg vidste ikke, han hed Michel, da jeg købte ham, men alle Guttermændene, udstillingen hedder “Guttermænd”, har navne, og jeg blev faktisk lidt glad, da jeg fandt ud af, at min guttermand er opkaldt efter den franske tænker og filosof, Michel Foucault.

Ikke at jeg har vildt meget styr på Foucault’s tanker, men jeg kan godt lide, at kunstneren har givet sine skulpturer navne, og at hun har tænkt over, hvem han skal opkaldes efter. Og nu har jeg selvfølgelig læst op på Foucault, og det er så fint med mig. Bare det, at have en fransk filosof – i overført betydning – tæt på, det lugter da lidt af fugl.

Heldigvis kunne Nils også lide Michel, der om en måneds tid kommer til at bo i vores stue, for han er 65 cm høj og står, som I kan se, på en guldsokkel, så han falder han jo ikke ligefrem i et med tapetet.

Det er sjovt med kunst, for selvom det ikke rigtig kan diskuteres, så kan man næsten alligevel altid godt se, om noget er god eller dårlig kunst. Næsten altså, for jeg er ret sikker på, at jeg har ting i mit hjem, som kendere vil rynke på næsen af, og der er også for mig eksempler, hvor jeg står af, selvom anmelderne roser til skyerne.

Jeg forstod eksempelvis slet ikke ideen med at lægge bilvrag på Kongens Nytorv foran d’Angleterre, men dem fik Fru Remmen heldigvis også hurtigt fjernet.

Men det er svært at diskutere kunst, for hver har sin subjektive oplevelse, og hvad den ene finder sjovt, finder den anden anstødeligt. Tegninger eksempelvis.

Pt. finder ganske mange JP illustrationen med Kina’s flag for anstødeligt og rigtig dårlig stil. Men hvis nu det kommer frem, som visse har skrevet (Berlingske blandt andre) at Corona virus ikke stammer fra et madmarked, men er udslip fra et laboratorium, hvor kineserne eksperimenterer med biologisk krigsførelse, er illustrationen så stadig anstødelig eller en skarp pen, der afspejler virkeligheden?

Tør man egentlig uploade sådan et billede? Det ville jeg aldrig have skænket en tanke for nogle år siden.

Foucault mente, at intet var universelt, men skulle forstås i sin kontekst, og han mente også, at magt ikke udelukkende blev udøvet af institutioner, men også på mikroniveau i sociale relationer. Oversat til Facebook tidsalder – hvis alle dine Facebookvenner mener, at JP’s illustration er uanstændig, så må du hellere mene det samme.

Hvis der nu er nogen Foucault eksperter, der læser med, og mener at jeg tolker ham forkert, så meld endelig ind, for nemt er det ikke at koge hans tanker ned til tre sætninger.

Det er svært at navigere i en global, SoMe tidsalder. Både fordi ikke alle har samme humor, tradition for satire, ytringsfrihed m.m., men også fordi man ikke altid har samme viden, jf. virus fra Kina.

Men i modsætning til kunst, hvor det ikke gør noget, at vi har forskellig smag, så er det straks mere alvorligt, når rigtige magtudøvere, som stater, blander sig i, hvad aviser og magasiner må og ikke må i andre lande. Især, når der bruges vold til at fjerne pennen, der i direkte kamp mod maskinpistoler ikke “er stærkere end sværdet”, og her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på Charlie Hebdo.

Dermed ikke sagt, at man ikke skal tænke sig om, vise hensyn og tænke på, om det man gør, kan støde nogen, om det er upassende eller slet og ret plat, men der skal gerne være vide grænser. Det har vi i hvert fald tradition for i vores kultur.

Og så er vi tilbage til kunsten, for hvis der er noget, som kan skubbe til os, spidde os eller få os til at tænke en ekstra gang, så er det netop kunsten. Og her tænker jeg kunsten bredt, som fra revy over TV*2 tekster til satire tegninger og Monty Python.

Ej blot til lyst!

Men Michel – han er blot til lyst. Han skal stå med høj cigarføring på stuegulvet og gøre mig glad i låget, når jeg ser på ham. Og nu vil jeg gå en lang tur i solen.

Og så kom det dårlige humør pludselig buldrende!

Kender I også det?

Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad der skete, for jeg var i glimrende humør i morges. Helt overskudsagtig tændte jeg stearinlys, bryggede smilende kaffe og serverede morgenmad på sengen for min yngste søn. Juice og havregrød med frisk melon og mandler. Kom ikke her, og det gik egentlig også meget godt de næste par timer med diverse søndags gøremål -og så BANG! så var jeg fa…. sur!

Nej, jeg er ikke i overgangsalderen og jeg har heller ikke pms., jeg er bare “naturally bitchy”, eller hvad man nu skal kalde det.

Det værste er, at jeg ikke med sikkerhed kan sige, hvad der udløste det, men jeg tror, det hænger sammen med rod. Jeg h a d e r rod.  Som hader i på næsten ocd (Cdo!!) stadiet. Jeg er vokset op i en to værelses lejlighed, hvor vi på et tidspunkt var fem mennesker, og det betød, at det krævede ret meget af alle i forhold til oprydning, hensyntagen osv. Jeg rydder med andre ord, konstant op, for det sidder i min rygrad.

Min mor var et rodehoved. Hvis du altså spørger mig, og jeg flyttede også ret hurtig hjemmefra.  Det var nu ikke kun pga. hende, men jeg var knap blevet 17 år, og gik stadig i gymnasiet, da jeg flyttede. Det var godt for alle.

Siden har jeg selv kunne styre, om der skulle være rod eller ej. Det vil sige, altså lige til jeg fik børn, og de blev teenagere.


Men er den ældste ikke flyttet ned i kælderen, og har det ikke hjulpet? Kan man så også spørge. Jo, det er han, men for at få plads til sine ting i sin nye etværelses lejlighed, har han flyttet alt andet ind i den stue i vores kælder, som støder op til mit – og kun mit- vaskerum.

Man kan ikke se stuen for bar’ flyttekasser, børne malerier, reoler (der må ligge ned over en af sofaerne, fordi de er for høje til at stå op), spansk skinke holder (hvad enhver husholdning må have), gamle ukurante kopper osv. osv. Og alt det ser jeg på, hver gang jeg går i vaskerummet – og det er tit, og nej, man kan ikke lukke en dør, og gemme det væk. Jeg er ved at blive vanvittig.

Hvorfor flytter du det ikke bare?

Det er det tredie, men bedste spørgsmål i denne mavesure blog. For det første kan jeg ikke bære det selv, og for det andet, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af det. Så smid det ud! Hellere end gerne, men husbonden vil gerne gemme det. Så må han jo finde et sted at gøre af det. Ja tak!

Kender I ikke vittigheden: “Når en mand har sagt, at han vil gøre noget, så behøver man altså ikke minde ham om det hvert halve år”?

Nå, nu skal det her ikke være et blog indlæg, hvor jeg udskammer min mand (kun lidt….), men det er da utroligt, så stor forskel, der er på mænd og kvinder i den henseende. Min mor undtaget. Ældste sønnen, ham der nu er næsten flyttet hjemmefra (ingen udgifter, men mad og tøjvask), roder præcis lige så meget, som han gjorde på sit tidligere værelse, og husbonden, der alligevel aldrig sætter sine ben i vaskerummet (mit valg, for ellers roder der bare der), ser jo ikke rodet, så hvorfor bekymre sig om det.

Og imens går jeg rundt og bliver virkelig ubehagelig at være sammen med og ødelægger søndagen for alle.

Lose – lose situation!

Bedre blev det ikke af, at jeg tror de kinesiske myndigheder lyver om faren ved den nye Corona virus, og at jøderne nu igen udvandrer fra Tyskland pga. chikane. Det er ikke verdens bedste nyheder, der flyder hen over skærmen i dag.

Men helt ærligt, hvis der “kun” er cirka 1500 smittede, hvorfor bygger man så hele to nye hospitaler i ekspresfart, udskyder skolestart i Beijing (der er langt væk), mens andre lande hiver alle deres statsborgere hjem endog endnu hurtige, end de kan bygge hospitaler.

Det kan man altså også godt blive i lidt små dårligt humør over.

Nu må  jeg gøre noget! Noget, der får mig tilbage i normalt, godt humør igen. Noget, der er godt for mig selv – eller som Dronningen anbefalede: “Gør noget unyttigt”. Så jeg tror, jeg vil synde. Jeg vil spille et skrabe spil og drikke et glas vin, mens jeg hører “Mayby I’m Crazy”, og så vil jeg gøre mit allerbedste for at blive i godt humør igen.

Nogen, der mangler en spansk skinkeholder?

Livsvidnerne – og de mønstre, der tegner sig.


Det er ikke ret tit, at jeg synes, der er fordele ved at blive ældre, men på netop et lille område, kan jeg faktisk se, at der er noget om snakken med, at man bliver mere vis med årene.

Ok, vis er måske lige at overdrive, det er vist kun indianerne, men så at man får bedre overblik og forståelse for tingene.

Det kom jeg til at tænke over, fordi jeg havde en lang snak med en af min nærmeste venner. Han har, efter at have været single i nogle år, mødt en ny, som han er vældig tiltrukket af, og det skulle vi lige vende, for helt gnidningsfrit er det selvfølgelig ikke. Det er det vel aldrig helt i vores alder.

Vi har kendt hinanden hele livet, og derfor har jeg altid været med, når der var nye partnere i farvandet, ligesom han har været det for mig. Det er dog ikke så aktuelt for mig længere, jeg har jo snart sølvbryllup, men for hans vedkommende har der, efter en skilsmisse for en del år siden, været et par eller fem.

Nu er der så en ny på banen, og mens vi talte begyndte jeg at se et mønster, som jeg ikke havde været opmærksom på før. Lidt inde i samtalen havde jeg allerede advarselslamper, der blinkede, og spurgte derfor så diskret og  diplomatisk, som jeg kunne, om ikke det lød lidt som “nummer 3” for nogle år siden. Hun udviklede sig til noget af et mareridt på grund af besidder trang og sygelig jalousi. Det blev afvist, og hvem er jeg til at ødelægge en spirende forelskelse, der ved Gud ikke er let at finde som 50something.

Efter vores samtale, var jeg nu alligevel ikke helt overbevist, men omvendt, så er det jo den slags kvinder, han nu engang tiltrækkes af, og så er det hans valg, tænker jeg. Jeg kan kun stille de irriterende spørgsmål.

Men mønstret! Det er præcis det samme, som når voldsramte kvinder finder endnu en skiderik, der banker dem gule og blå, selvom det lige er lykkedes dem at komme ud af et dysfunktionelt forhold.

Man finder tilbage til det man kender og er tryg ved, også selvom det er dårligt for en. Det er derfor så mange kvinder, der har fået tæsk eller er blevet misbrugt som børn, som voksne finder sammen med mænd, der behandler dem skidt. Det kender de til, og som der stod i en lomme psykologi bog engang “negative strokes” er bedre end “ingen strokes”.

Nu kunne jeg pludselig se det mønster for min ven også, bare uden vold selvfølgelig. Han bliver konsekvent tiltrukket af kvinder, der har besidder trang og som kræver enorm opmærksomhed, og jeg kunne også se, at noget tilsyneladende er arveligt i en vis forstand, for hans datter har allerede som ung to meget dysfunktionelle forhold bag sig. Det ene ovenikøbet med vold.Jeg forstår det ikke.

Jeg er så priviligeret, at jeg har en del nære venner, som jeg har haft hele livet. Vi har kendt hinanden siden vi var teenagere eller ganske unge, holder usigeligt meget af hinanden, er vigtige for hinanden, og så er vi hinandens livsvidner. Vi har kendt hinandens familier, og ved, hvor vi kommer fra. Vi har danset, drukket, festet og grædt sammen, og vi passer på hinanden, også selvom vi ikke altid ses så tit. Tak til vedkommende, der opfandt FaceTime, for nogle bor ikke i Danmark længere.

Et par stykker af disse gode venner er single, har lige været single eller er netop blevet det. Og det er det, jeg ikke forstår. Jeg synes, de er nogle af de lækreste, mest tiltrækkende og mest interessante mennesker på hele jorden, men alligevel går det hele tiden galt for dem i parforholdene, mens andre -absolut utiltrækkende mennesker – vader fra den ene kæreste til den anden eller er i langvarige, velfungerende forhold (i hvert fald set ude fra).

Tag nu vennen fra før. Han kan få hvilken som helst kvinde på denne jord. Han ser stjerne godt ud, er velhavende, børnene er store og flyttet hjemmefra, og han har hele verden som legeplads. Alligevel falder han hele tiden for kvinder, der vil styre ham og begrænse hans liv – og han lader dem gøre det.

Jeg er ikke psykolog, men jeg kan alligevel godt regne ud, at det her handler om at bryde et mønster, der formodentlig udspringer i noget fra en forælder, der ikke var helt, som forventet. Men kan man overhovedet bryde et mønster, når man har nået vores alder? Og hvad nu, hvis vedkommende slet ikke selv kan se mønstret eller ikke er interesseret i at ændre det i det hele taget, for det er jo sådan, vedkommende er.

Nogle siger, at et mand, der har været utro én gang, vil være det igen, og jeg tror, det er rigtigt. Jeg tror, der er nogle grundlæggende træk ved ens  personlighed, som man ikke kan ændre. Eksempelvis om man snyder – på vægten, i parforholdet eller i spil. Enten gør man det, eller også gør man det ikke, og så ikke et ord om Bubber.

Jeg er også sikker på, at mine livsvidner ville kunne udpege mønstre omkring mig. Sikkert også nogen, jeg ikke engang er bevidst om, men som de har spottet for lang tid siden.

Der findes mennesker, der formår at ændre sig, og dermed bryde mønstre. I weekendavisen denne weekend stod i en artikel sætningen: “Jeg holdt op med at være social, da jeg holdt op med at drikke”. Men også uden at gå fra at være alkoholiker til at ædru er det muligt, at ændre sig, hvis man vil. Tror jeg. Men vil man? Det kræver virkelig at komme udenfor komfort zone, og der skal vel et par hundrede terapitimer til eller noget.

Nå, jeg holder heldigvis af mine livsvidner som de er, og jeg samler gerne op igen, når nu det viser sig at den nyeste kvinde også er for meget på den lange bane – for det er det, venner gør. Med kærlighed!

Imens vil jeg tænke over mine egne mønstre, om nogle trænger til at brydes og om jeg i det hele taget kan og har lyst til det. – Og nej, søde venner, der kender mig – I behøver ikke at skrive til mig, om hvad I godt kunne tænke jer, jeg ændrer ;o)

Af samme stof som drømme

I går var Nils og jeg en tur på vores lokale museum i hullet, også kendt som M/S Museet for Søfart. Stik mod alle regler i arkitektudbuddet begik Bjarke Ingels nemlig den genistreg, at lægge museet nede i den gamle dok, så man er bogstaveligt talt i et hul, når man besøger museet.

Jeg har selvfølgelig været der masser af gange før, men i går var der en særlig udstilling, jeg gerne ville se. Det er der mange andre, der også gerne vil, og jeg bemærkede, at det var danskere i alle aldre og alle typer, der gik rundt og læste om Kløvedals liv, for det er ham, det hele handler om.

Drengen, der voksede op på børnehjem og i plejefamilier. Som fik bank på Skorpeskolen, når han om natten fik de andre med på at løbe langs stranden til Kronborg for at føle friheden. Som blev smidt ud af skolen og fik lov til at sidde med en bog på værftet, fordi de andre godt kunne se, at svejse, nok ikke lige var det, han skulle beskæftige sig med.

Den unge mand, der var ægte hippie og sammen med vennerne i Mao’s Lyst tog navn efter tilholdsstedet i Ringenes Herre, hvor man holdt Rådsforsamling hos elverfyrsten. Som lærte sig selv at navigere, at skrive, at fortælle, og som endte med kvinder, børn og kors og mange stjerner på, og som selv i de sidste dage tog sin skæbne med en værdighed og et nærmest overmenneskeligt positivt sind.

Ham,  som vi stort set alle elsker og beundrer. For hans liv var af samme stof som drømme.

Fordi, han turde!

Han turde gøre alt det, som vi andre bare drømmer om.

Og nej, her tæller ikke at sejle rundt i et år med familien, og så komme tilbage til sit velbetalte reklamebureau / mediejob igen. Det er ikke det mod, vi taler om her.

Han turde at være nysgerrig på alt -især livet, og han turde at leve, som han mente, var rigtigt, hvilket i princippet gjorde ham til et ualmindeligt dannet menneske. Et ægte renæssance menneske i ordet bedste forstand.

Det slog mig, mens jeg gik rundt og læste om hans liv. Det var ikke kun de fysiske rejser og de oplevelser, der fulgte med dem. Det var også alle de andre rejser (i overført betydning), han foretog hvergang han faldt over noget, der fangede hans interesse.

Et sted fortæller han om en måge, han kunne huske, han havde set i et Skagenshus som barn og genså igen som voksen. Så fortæller han om Thøger Larsens digte, så om buddhismen, så om små øer i Danmark, og selvfølgelig var det ham, der blev valgt til at fortælle Flådens historie. Hvem ellers?

Og se, det synes jeg faktisk er ligeså interessant, som at han rejste jorden rundt flere gange.

Det, at han så det store i det små. At der altid er noget – aldrig ingenting.

Jeg synes, vi er blevet for dårlige til at glædes over de små ting i livet. Jeg er i hvert fald, og jeg synes næsten, det er endnu værre med generationerne efter mig.

Vi er hele tiden på farten, og på jagt efter det næste fix. Fix af diverse. Det kan være alt fra fest over rejser til nye sko. Sjældet giver vi os tid til at sætte os ind i historien bag noget, og så opleve, at der faktisk er en helt vidunderlig og spændende baggrund.

Nu er jeg lidt grov, det ved jeg godt, og det klinger også lidt hult fra en, hvis ord for 2020 er “bevægelse”, men man kan jo godt bevæge sig mod nye fixpunkter og måder at gøre tingene på.

Nogle gange kræver det bare lidt mod. Mod til at sige nej (tak). Mod til at gå mod strømmen. Mod til at interessere sig for noget, der absolut ikke er hipt, men nu engang det, man gerne vil. Mod til at være Billy Elliot.

Det er ikke let, at være “original” i Danmark. Der skal man virkelig være gjort af et særligt stof, ikke bare af samme stof som drømme. Jeg nævner i flæng – Mads Holger, Synnøve Søe, Jim Lyngvild og for den sags skyld også Dirch. Bliv indenfor rammerne!

Måske er det netop derfor, vi elsker Kløvedal så meget. Han sprængte rammerne. Han var hippie i hjertet, men gik til bal hos Dronningen og var stolt af sit Ridderkors. Han var u-uddannet, men vidste mere om historie end de fleste. Han rejste jorden rundt samtidig med at han talte om fædrelands kærlighed.

Der er en del af Kløvedal at holde af, ligemeget hvilken dansker, man er, og hvor blev jeg inspireret, bevæget og glad over, at der findes mennesker som ham i går.

Lad os give plads til nogle flere originaler, vi har brug for dem!

”We are such stuff as dreams are made on,
and our little life is rounded with a sleep”.
Shakespeare, Tempest.

Det er den sidste søndag i dette årti!


Men skal jeg være helt ærlig, så var jeg ikke helt klar over, hvilken ugedag det var. Det kunne for min del sagtens have været fredag eller mandag, for den sidste uge har jeg bare sumpet, gået rundt i hubba bubba tøj, læst dårlig litteratur – bedre kendt som sladderblade, og set søde hunde-bliver-reddet- videoer på Facebook.

Jeg har med andre ord lavet absolut- i n g e n t i n g-, og så begynder dagene langsomt at flyde ud i hinanden.

Bevares, der har lige været en juleaften, en julefrokost og en enkelt middag, men derimellem har jeg hevet stikket fuldstændig. Og, hvor er det vidunderligt!

Egentlig havde jeg heller ikke tænkt så meget over, at det også var farvel til et årti. Det var først, da medierne begyndte at flyde over med etiketter på det forgangne, at jeg det slog mig. Men det er jo den tid af året.

Jeg så en, der skrev, at han håbede, vi ville få endnu nogle nye “brølende tyvere”. Det fik mig faktisk til at tænke. For hvor vi ikke har noget forhold til mange af de tidligere årtier i den 19. århundrede, så hænger “De brølende tyvere” ved, og vi (altså alle vi over en vis alder) får nogle billeder på nethinden af charlstonkjoler og champagne glas. For sådan var det. Det har vi nemlig set på film.

Ligesom jeg ved, at hunde i armod bliver reddet, for det har jeg selv set på Facebook.

Og så ikke et ord om, at de brølende tyvere var en modreaktion på den værste krig, verden havde oplevet, forbudstid, gangstere og fattigdom, og de iøvrigt blev efterfulgt af den store depression. Vi holder os til de brølende, det er sjovest.Ved indgangen til år 2000 var alle i panik. Tænk nu, hvis alt gik ned og alle computere over hele verden gik i selvsving – eller selv-reboot må det vel hedde. Der skete som bekendt ikke særlig meget, men vi var hypede til at være bekymret.

Hvis der er noget, som det forgang årti bør huskes for, så er det, at vi alle blev fodret med nyheder, oplysninger og historier i en grad, så det var fuldstændig umuligt at navigere i, hvad der var sandt og hvad der var manipulation.

Bedre bliver det ikke af, at flere af os kun er i ekkokammeret, og derfor kun ser den verden, som vores “venner” eller algoritmer synes, vi skal stifte bekendtskab med. Det er fa… uhyggeligt, for så træffer vi vores valg og beslutninger på manipulerede informationer og nyheder, og det er ikke som i de “gode” gamle Pravda dage, hvor man kunne gennemskue manipulationen.

Men som med alting, så er jeg sikker på, at der kommer en modreaktion. Jeg har altid troet på, at når noget er truet, så bliver det trendy.

Forleden dag så jeg et rejsebureau, der hed “Tid til Ro”. Det siger ligesom alt. Nu kan man leve af udelukkende at producere rejser, hvor der ikke sker noget som helst -altså bortset fra lidt yoga, meditation ol.

Men skal der komme en modreaktion til noget, er den nødt til at komme fra os selv. Der kommer ikke nogen og redder os fra algoritmerne, brovtende politikere eller kyniske forretningsmænd (m/k).

Man skulle næsten tro, at jeg sidder her på årets sidste søndag og agiterer for revolution, og det er tæt på.

Vi er nødt til at blive mere bevidste om, hvad det er, der sker omkring os. Frihed, lighed og broderskab (m/k) er ikke kommet af sig selv, og det er ikke en naturlov. Hvis vi ikke passer på, og holder fast i det, vi mener, er værd at kæmpe for, så forsvinder det ligeså stille fra os, som sand løber ud af en lukket hånd.

Flere lande i Europa bevæger sig meget tæt på at have opløst demokratiets spilleregler. Vi hører bare ikke særlig meget om det, ligesom vi heller ikke bliver specielt oplyst om, at toppen af EU er stærkt fortørnede over, at de ikke kan gå videre  med optagelsesprocessen af eksempelvis Albanien fordi bl.a. Danmark har trukket i nødbremsen. Hvor mange af jer vidste det?

Nå, det vidste I godt. Ok, så er det bare mine algoritmer, der ikke har ment, at jeg burde vide det.

En glad sommerdag

Ved indgangen til sidste år ønskede jeg for mig selv et år, hvor “bevægelse” skulle være kodeordet. Jeg ville være i bevægelse. Det lykkedes.

Vi impulskøbte en sejlbåd. Vi flyttede en måned til Frankrig. Jeg fik nyt job. Vores hus bevægede sig (det havde det ikke behøvet). Nils fik udgivet en bog. Nikolai blev student, Mikkel myndig og en masse, masse andre vidunderlige ting skete sidste år. Bevægelse er godt!

Til næste år ønsker jeg mig et år med bevidstehed (jeg kan godt lide b’er). Bevidsthed i forhold til både det nære og det fjerne. Bevidsthed om, hvad der er godt for mig og dem, jeg holder af, så jeg ikke halser efter andre ting, men tør trække stikket og sumpe med familien i en uge.

Men også bevidsthed om, hvad det er, der sker rundt omkring mig, så jeg kan være med til at gøre en forskel. Også selvom det kun kan blive en dråbe. Men mange dråber kan som bekendt….

Det starter i det små med udelukkende at købe kød fra fritgående dyr og så spise mindre af det. Eller at være obs. på mine algoritmer, og så bevidst klikke på ting, som jeg normalt ikke ville interessere mig for. Eller skrive blogs som denne, hvor jeg tør at tage standpunkt, og sende mine tanker ud i verden. Det kræver skam lidt mod, kan jeg fortælle jer. Det er meget lettere, at skrive “feel good”.

Jeg har adopteret en god vens “De 17 hverdagsmål”, men ikke nødvendigvis kun i forhold til klimaet – også i forhold til det gode hverdagsliv.

Så der er som sædvanlig ingen nytårsforsæt, men derimod 17 mål for et bedre hverdagsliv, hvor man også kan være med til at gøre en forskel.

TAK fordi du læste med i år. Af hele mit hjerte ønsker jeg dig et lykkebringende nyt år(ti) med både bevægelse og bevidsthed.

Tryghed i traditionerne

Da dette blev skrevet, spillede jeg ”Do they know it’s Christmas” for fuld hammer på instant replay. Kun afbrudt af ”One more sleep”, som jeg irriterende nok kun kan spille en måned om året. Det nummer er alt for godt til at blive spillet så sjældent, men selv jeg kan godt høre, at julesang og maj rimer rigtig dårligt.

Det’ de samme ting, vi hører. Det’ de samme ting vi spiser osv., men gør det noget? Jeg er ikke en rend mig i traditionerne type. Jeg finder derimod en vis tryghed i at nogle ting ikke forandrer sig og synes egentlig, at det er rart, med faste holdepunkter i tilværelsen.

Som ung i 80´erne har jeg derfor også et helt særligt forhold til netop ”Do they know it Christmas”, og det er simpelthen umuligt for mig at julepynte, hvis jeg ikke hører netop det nummer. Når jeg genser videoen kan jeg i dag ikke lade være med at tænke – ”hold nu op, hvor ser de ud”, men omvendt, det tog kun godt 10 dage, fra Sir Bob mødte Midge Ure på Kings Road oprørt over situationen i Ethiopien, til den hurtigst sælgende single nogen sinde i UK lå i butikkerne. 1 mio. solgte eksemplarer den første uge, og resten er, som de siger historie. Men hvilken historie.

Selv i dag 35 år efter kan vi lære af den energi og vedholdenhed, for man kan skabe historie og resultater, hvis man vil, og som verden drejer lige for tiden, har vi mere end nogensinde brug for folk, der kan og vil ændre verden til det bedre.

Og det er et rart fast holdepunkt og tradition at have, synes jeg, for ikke alene bliver jeg i julehumør. Jeg bliver også mindet om, at ting kan lade sig gøre, og at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan skabe en orkan på den anden side.

Med fare for at lyde som den 50something, jeg er, så går alt ting meget, meget hurtigt i dag. Hvad der var in i går, er fuldstændig gammeldags i dag, og knap har man lært et socialt medie at kende, før man er håbløst bagud.

Der kommer også nye ting til hvert år. Eksempelvis disse Chelsea Kugler, som Nils og Mikkel så fint har pyntet op med.

Sådan er det heldigvis ikke med julen. Den kommer til tiden, som den plejer. I butikkerne lidt tidligere hvert år, men der bliver ikke rykket meget på den 24. Vi hænger de samme ting op i stuen, samme sted, og af en eller anden årsag, kommer den lille, sjove englemand, der har mistet spidsen af sin næse også frem, for vi nænner ikke at smide ham ud. Han har jo været med hvert år.

Så er alt ting heldigvis, som det plejer og det giver tryghed. Ligesom Dronningens nytårstale. Det er ikke det samme, som at man ikke kan forny sig og skabe nye traditioner, eller rejse væk (det har vi også prøvet), men det er rart, at vi stadig har nogle ting, som er kontinuerlige, som lever videre gennem generationerne, og at se et lille barns øjne lyse, når julen rammer rigtigt for første gang, er da det hele værd.

Og husk nu, at når en klokke ringer, så er der en engel, der har fået tildelt sine vinger.

På nippet til at blive aktivist!

Koalaen meldes funktionelt uddød pga. skovbrande og skovrydning. Der er ikke længere plads og mad til koalaer!

Det bliver nu nok ved hverdags aktivismen og forbrugermagten, men jeg er så gennemtræt af den måde, vi behandler klodens dyr på, at jeg skammer mig over menneskeheden.

Det har ulmet længe. Min foragt for min egen race – menneskeracen altså. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Og det er hele vejen rundt. Det er ikke kun verdenshavene og de stakkels dyr, der kæmper mod vores plastikaffald.

En trediedel af alle insekter er truet af udryddelse. I en undersøgelse, der i 2017 (altså for over 2 år siden!) blev offentliggjort i det internationalt ansete videnskabelige magasin, Science, påviste en gruppe tyske forskere, at insektbestandene i Vesteuropa er kollapset i de seneste 30 år.

Den tyske forskergruppe har siden 1989 undersøgt insektbestandene i flere end 100 naturreservater rundt om i Vesteuropa. Siden 1989 er mængden af insekter målt i biomasse faldet med mere end 80 procent, og om 100 år kan alle insekter være forsvundet.

Når der ikke er insekter, har fuglene ikke noget at spise.

På 48 år – fra 1970 til 2018 – er der forsvundet næste tre milliarder fugle i USA og Canada. Det svarer til 29 procent af den fuglebestand, der var i 1970’erne.

I Danmark ser det lige sådan ud. På 40 år har vi mistet over 2,9 mio. fugle af de 22 arter, som er særlig knyttet til agerlandet. Det viser nye beregninger fra Dansk Ornitologisk Forening, skriver bladet Fugle & Natur.

Det er ikke en naturlig udvikling. Det er gået den forkerte vej på grund af menneskets indblanding siger Thorsten Balsby, seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Bier og orangutanger lider samme skæbne, og ingen stopper kyniske, dumme og hjerteløse mennesker fra at hugge med macheter og dermed hugge arme og ben af orangutang unger og deres mødre og fælde jordens regnskov – klodens lunger.

Og hvorfor er de lige, at vi som forbrugere ikke kan blive ordentlig oplyst om dette produkt indeholder palmeolie? Som i parentes bemærket bliver anvendt i ganske mange veganske produkter. Hvor mange af jer kender eksempelvis til RSPO-certificeringen? Nej vel!

Men menneskene er ikke kun dumme og kyniske på Borneo, det er de også i EU.

I sommer kørte vi hjem fra Frankrig og undervejs passerede vi en af de berygtede dyretransporter. Jeg har stadig billedet på hornhinden af det stakkels dyr, der var mast helt op i det bageste hjørne og kiggede skræmt og mishandlet ud gennem tremmerne på mig. Jeg kunne ikke tale de næste mange timer.

Jeg kan ikke forstå, at danske politikere ikke har gjort alt for at stoppe disse transporter.

Da det jo er søndag, og I alle ved, hvordan et mishandlet eller burdyr ser ud, så er her et foto bevis på, at dyr HAR følelser.

Og hvad så, Berit? Skal du bare være internetkriger, og score lidt goodwill på en blog om dyrevelfærd ved at sætte lys på kendte problematikker og skælde menneskeheden ud??

Det korte svar er nej. Men jeg synes, det er svært.

Indtil nu har vi taget tiltag til at vores have får en større biodiversitet, og lavet små insektvenlige områder. Jeg køber konsekvent kød fra dyr, der har haft et godt dyreliv og har aldrig i mit liv købt andet end æg fra fritgående høns, men helt let er det altså ikke.

Vi bliver aldrig vegetarer og slet ikke veganere i min familie, men jeg insisterer på, at når jeg handler kød, så er det fra dyr, der har levet et ordentligt dyreliv, men, som skrevet, jeg synes, det er svært.

At et produkt er økologisk, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at dyret har levet et godt dyreliv, og for kort tid siden fandt jeg ud af, at den mælk, jeg drikker er skyld i at kalve bliver taget fra deres mor for tidligt. Også selvom den er økologisk.

Og en ting er, når jeg køber “rent kød”, om man så må sige. Men så er der alle “blandingsprodukterne” eller når vi er på restaurant. Jeg kan godt regne ud, at Fois Gras ikke er særlig dyrevenligt, men hvor ved jeg fra, om den gryderet eller suppe eller… stammer fra dyr, der har levet et godt liv?

Jeg ved godt, at som verden ser ud i dag, så er dyrene og dyrevelfærd langt nede på medierne og politikernes liste, men det burde de og det ikke være, for nederst i den fødekæde er menneskene, og dør dyrene – ja, så dør vi!

Nej, det passer ikke, vil nogen sige. Der går ikke en dag, uden at vi læser om plastik i havene, insektdød, regnskove og at polerne smelter, og super stjerne Greta T. er her og der og alle vegne for at tale klimakrise, og alle skal nu have flyskam. Tænk hvis man også talte om aircondition skam og VM i Qatar!

Nå, det var et sidespring, men jeg kunne godt tænke mig, at vi også talte om at skamme os over den måde, vi behandler vores dyr på. Ikke kun pga. klimakrise, men sådan helt generelt.

Køb en glad gris! Den smager også bedre.

Det starter i indkøbskurven. Det tog 30 år, før buræg forsvandt fra supermarkedshylderne, og det er godt, men lige ved siden af i køledisken ligger burkyllinger, og dem er der ingen, der taler om, og de fleste dyreaktivister bliver ikke rigtig taget alvorligt. Hvilket mange af dem faktisk selv er lidt skyld i, men alligevel.

Jeg bliver aldrig rigtig aktivist og bryder ind hos landmænd for at slippe grise løs, men jeg aktiverer med min indkøbsvogn og min blog, og jeg har også for flere år siden meldt mig ind i dyrenes beskyttelse, ligesom vi i mange år var sponsor for en orangutang unge.

Og nej, det er ikke kun for min samvittigheds skyld. Det her brænder jeg virkelig for.

Vi skal opføre os ordentligt, også overfor dyrene, og vi skal altså dele kloden med dem, ikke tage den fra dem. Så lad os støtte op om de tiltag, der er, og lad os tænke os om, når vi handler – og RÅBE “behandl vores dyr og vores planet ordentlig”!!

Støt eksempelvis her:

www.dyrenesbeskyttelse.dk/dyretransporter

https://www.worldanimalprotection.dk/nyheder/goer-grisene-glade

 

Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.


“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !