Taknemmelig…. med en snert af skamfuldhed.

Lige nu spiller radioen “Den dejligste morgen” med Gnags, og sådan har jeg det også lidt. Jeg går simpelthen rundt og er i smaddergodt humør.

Det er spirende forår, jeg har fri, ældste sønnen er hjemme på påskeferie og bliver både fedet op og forkælet. Vi sover længe, ser gamle italienske film, quizzer og går i hubba bubba tøj uden at bekymre os om særlig meget.

Den største undren har været om der findes en Fugle Tinder. Ja, I griner, men historien er, at i søen overfor havde vi stort drama for nogle måneder siden, hvor ræven (tror vi, det var), fangede en af de to svaner og dræbte den. Det så meget drabeligt ud bagefter, og der blev faktisk ikke spist særlig meget af den dræbte svane. Det er heller ikke sjovt, at få alle de fjer i munden.

I et par uger svømmende den efterladte svane rundt helt alene, men bum! pludselig var de to. Nu ligger hunnen på æg, og foråret er fuldstændig, som det plejer at være, og vi kan forvente det sædvanlige antal svællinger.

Og så var det, vi kom til at tale om, hvordan sådan en enke(mand) svane bliver til et par igen. Hvordan finder en anden enlig svane pludselig ud af, at der i søen i parken padler en ensom og sørgende svane rundt og mangler en mage? Der må være en form for naturens Fugle Tinder, med informationer, der spredes via fuglenes kvidren.  Pip pip – der er en enlig – kvidr – svane i søen. Pip pip, hvem kommer -kvidr – først. Skøn tanke, og jeg vil slet ikke vide, hvis der har været mennesker involveret.

Så er man nede i gear, når man kan gå og tænke sådanne tanker. Det er skønt, og jeg er så taknemmelig, men lige i (ande)rumpen kommer skamfølelsen.

Hvordan kan jeg gå rundt og være så glad i låget, når der er krig i Europa, og stakkels mennesker finder deres elskede i massegrave – hvis de altså finder dem.

Flere har skrevet, at Volodymyr’s største fare er, at folk mister interessen, for Vestens opbakning er af bogstaveligt talt livsvigtig betydning, og det er jeg jo smerteligt bevidst om.

Derfor skamfølelsen. Kan jeg tillade mig at leve så privilegeret og være så glad samtidig med, at andre lider?

Det er ikke noget nyt dilemma, og især overlevende fra ulykker, hvor andre har mistet livet, lider af dårlig samvittighed over ikke også at være blevet dræbt.

Men vi kan jo heller ikke lade hele livet gå i stå, og Påsken skal netop minde os om, at først sørger vi over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig. Som situationen er nu, kan vi desværre blot håbe og bede til, at lidelserne slutter så hurtigt, som muligt,  så vi kan fejre – og hjælpe med –  genopstandelsen.

Til gengæld har vi en forbandet pligt til at være taknemmelige over hvor godt, vi egentlig har det, og det forsøger jeg at minde mig selv om hver dag.

Siden en veninde engang i slutfirserne smed en bog på mit bord med ordene “den skal du vist læse”, har Louise L. Hay været min guru(inde). Som I kan se, er bogen godt slidt, for den har været med mig over hele verden, og den er blevet brugt flittigt.

Jeg ved godt, at alle har sine egne guruer, guder og meditationsmetoder, men jeg lærte altså at meditere til de remser, som er i denne bog, og det gør jeg stadig. Jeg har udvidet repertoiret over årene, og har nu også Hay som lydbog, “Morning and Evening Meditations”. Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig har lyttet mig igennem aften varianten, men jeg bruger jævnligt morgen udgaven, som jeg ligger og lytter til, før jeg står op. Den handler akkurat om at være taknemmelig. Især for de små ting, som eksempelvis ens badeværelse. Som Louise L. Hay siger:  “Even Kings and Queens did not have that modern miracle, your Bathroom is”, og det er der jo noget om. Man kan altid finde nogen, der har det værre end en selv.

“Send love ahead of you, if you are going to….. ” lyder en anden af sætningerne. Banalt, men det virker. Det går altid bedre, når vi møder andre med et smil og gode intentioner.

Og således fik jeg skrevet mig frem til, at det er ok, at jeg går rundt og er glad i låget, bare jeg husker at være taknemmelig over at være, hvor jeg er, og at jeg så ellers også forsøger at hjælpe, hvor jeg kan og være god mod min næste.

Det er måske ikke helt at fejre genopstandelsen, men lidt derhen af.

GOD PÅSKE!

Lykke er…….når sønnike er hjemme på påskeferie, og vi bare “cruiser” for hyggens skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.