Annas sang – manges skæbne.

Det er en smuk søndag formiddag. Solen skinner, og jeg sidder på terrassen og glæder mig over, at syrenerne stadig blomstrer. Alligevel storhulker jeg. Tårerne triller ned af kinderne, og det er som om, de ikke vil stoppe.

Jeg har lige læst sidste kapitel af Benjamin Koppels “Annas Sang”, og har i den grad levet mig ind i Anna – eller som hun hedder i bogen Hannah, og hendes  skæbne. Det er umuligt andet, for bogen er så velskrevet, at man suges direkte ind i historien. Det er som at være der selv.

Jeg kan næsten lugte Hannahs barndomshjem, når hele familien mødes omkring bordet. Jeg kan se Hannahs sidste hjem for mig, og jeg kan nærmest føle hendes smerte og savn. Tårerene presser sig på igen, når jeg sidder og skriver dette.

Jeg læser for lidt bøger for tiden. Ligesom alle andre bliver jeg fanget i “I – universet”, og pludselig er der gået en time med små hundevideoer eller intetsigende opdateringer og kommentarer fra folk, jeg i værste fald slet ikke kender. Nu har jeg haft et par dage fri, og kastet mig over mine elskede bøger igen.  Det er godt, for jeg havde helt glemt, hvordan man skaber sine egne billeder, føler med hovedpersonerne og i det hele taget lever sig ind i andre menneskers liv og fremfor alt bliver åndeligt beriget.

Det kræver selvfølgelig, at historien er god og forfatteren har noget på hjerte. Det har Benjamin Koppel, og jeg har læst mig til, at det var fordi han ikke kunne komme ud at spille under Corona, at han kastede sig over familie krøniken. Så kom der i det mindste noget godt ud af, at vi var lukket inde. Det kræver også, at fortællingerne er skrevet med kærlighed til karaktererne. Det er vigtigt, hvis vi som læsere også skal holde af dem. Koppel virker til at have stor kærlighed til sin “sære tante i Frankrig”, som han oprindeligt kendte hende.

Det er nu ikke svært at holde både af og med Hannah. Hendes skæbne er så trist, hendes pligtfølelse så stor, at den udvisker hende og hele hendes historie går bare i hjertet. Ikke kun fordi den er sand og fortalt så velskrevet med stor humor, men fordi der i fortællingen er så mange lag, at man som læser selv er nødt til at reflektere over både livet, skæbne(r), nutid, fortid og vores alle sammens fremtid.

Kort fortalt – uden at spoile – må Hannah ikke selv vælge sin ægtefælde. Hun skal redde familiens jødiske ære, nu når hendes brødre har valgt at gifte sig med ikke jødiske kvinder, og hendes ægteskab bliver derfor arrangeret. Hvor sønnerne har modsat sig den dominerende mor og fået deres vilje, giver Hannah efter for presset og mister ikke bare sin elskede modstandsmand Aksel, men også sin mulighed for at blive en stor pianistinde og i sidste ende sig selv – og så alligevel ikke. Hendes forældre er starten på de mange Koppel’er i Danmark, der stort set alle er blevet noget ved musikken. Til stor glæde for os alle.

Det er trods den store læseoplevelse en noget trist historie, og indimellem skulle jeg tage mig i ikke at blive vred på Hannah over at hun bare affinder sig. Men hun har jo heller ikke fået min opvækst. Jeg står på skuldrene af de kvinder (og mænd), der har taget opgøret med traditioner og kæmpet for fri vilje. Hannah stod helt alene, og det er der såmænd stadig unge mennesker i Danmark, der gør.

Min mor var som ganske ung stormende forelsket i en ung, jødisk mand. Han flygtede til Sverige under krigen og døde siden af tuberkulose. En dag hvor jeg som barn gik med min mor over Kgs. Nytorv, mødte vi hans forældre. Jeg kan mærkelig nok huske hele det møde meget tydeligt. Det har nok været fordi min mor var så anderledes i lige det øjeblik. Børn er små seismonauter.

Min mors kæreste måtte heller ikke få sin ungdoms elskede -altså min mor. Mor var ikke jødisk og derfor ikke et passende parti. Det har nok heller ikke hjulpet, at hun ikke var ud af en fin familie, men født udenfor ægteskab og plejebarn. Her var det altså den unge mands familie, der modsatte sig.

Hun betroede mig en gang, at selvom det gjorde hende ulykkelig, så syntes hun egentlig, det var lettere, at han var død, end hun skulle have set ham gift med en anden kvinde. Så stor var kærligheden.

Så stor er kærligheden også mellem Hannah og hendes elskede Aksel. Men de må ikke få hinanden og affinder sig med deres skæbner og forsøger at finde lykken andet steds. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre, for jeg synes virkelig, at I selv skal læse bogen.

Vi lever lige nu i en, i hvert fald for mig, mærkelig tid. I USA har kvinder i visse stater ikke længere adgang til fri abort, men til gengæld kan enhver købe skydevåben og dræbe levende børn. Vi har krig i Europa, og i Sydeuropa kan man med jævne mellemrum høre jagerfly i luften fra de baser, der er i Italien, Grækenland og Tyskland. Det er som om, at vi går på et knivsæg, og at der skal så lidt til for at det hele tipper.

Det gjorde det for familien Koppelmann i fortællingen. Fra stort set den ene dag til den anden går de fra at være succesfuld skrædder familie med musikalske børn til at være flygtninge i Sverige. Fra at være forelsket og spørgelysten lillesøster, der elsker sin storfamilie og sin Aksel, er Hannah giftet væk i Frankrig. Selvom man redder livet i en krig, ændrer de mange grufulde oplevelser, tab og traumer sindstilstanden for de udsatte og overlevende. Skyld over at være i live, er en meget svær følelse at slås med.

Så derfor triller tårerne på mig her blandt de blomstrende syrener. Jeg har ikke kun haft en fabelagtig læseoplevelse. Jeg er også blevet mindet om min mors historie, at vi skal passe på hinanden, og de frihedsrettigheder og den fred, vi har brugt så mange år på at tilkæmpe os. Det hele – også kærligheden- kan forsvinde så let som ingenting. -Og så skal vi i øvrigt læse nogle flere bøger. Især af så høj kvalitet som Annas Sang.

Ps – For nogle år siden, faktisk en del år siden, var jeg inviteret til en konference i DI. Tilfældet ville (tak!) at jeg kom til at sidde ved siden af Nikolaj Koppel, der dengang var tv-stjerne og ret hot i de fleste kvinders øjne. På et tidspunkt skulle vi alle tage sidemanden i hånden, kigge vedkommende dybt i øjnene og sige: “Det bliver riiiigtig godt!”. Aldrig har jeg været så starstruck, som da N. Koppel kiggede mig i øjnene og forvissede mig om, at det hele nok skulle blive godt. Jeg husker intet andet fra konferencen efter det øjeblik. De kan noget, de Koppler. ;o)