Kunsten at gøre det rigtige.

Åh, hvilken cykelsommer. Først folkefest igennem hele Danmark med sol, storebæltsbro, Dannebrog og Marie Maersk. Det bliver ikke meget bedre -og derpå et løb, der byder på så mange følelser og spænding.

Selv jeg, der aldrig har interesseret mig særligt for Tour’en, har siddet på kanten af sofaen og hoppet med hjertet oppe i halsen og råbt i kor med Rolf: “Tag nu fat i styret”, af angst for at Jonas Vingegaard ville styrte på den sidste etape. Tænk, hvis han nu ikke vandt, så tæt på målet.

Sagen er, at han allerede havde vundet!

Allerede før, han nu kan køre sejrstolt ind i Paris og på onsdag modtager folkets hyldest på Rådhuspladsen og i Tivoli, har han vundet. Han har vundet alle vores hjerter, og han har bevist, at man kan godt være beskeden og gøre det rigtige og vinde samtidig. Denne lille mand fra Thy, der bor i Glyngøre (!) er blevet en helt og en rollemodel i den bedste forstand, og det er så fortjent.

Det er let ikke at gøre det rigtige. Der er så mange forhindringer og fristelser, der kan stå i vejen. Grådighed, forfængelighed, magtsyge osv. osv. Man kan vel stort set tage hele listen over de syv dødssynder, og så har vi forklaringen på, hvorfor de fleste mennesker falder i og vælger den lette, og ofte for en selv, givtige løsning.

Det gjorde Vingegaard ikke. Han ventede. Det havde været så let at træde i pedalerne, da Pogacar styrtede. Så havde sejren været hjemme, og ingen ville formodentlig have for alvor bebrejdet ham. Men han ventede på sin rival, for det var det rigtige at gøre.

Sidste år stillede herrelandsholdet sig i kreds om Eriksen, da han faldt om, og beskyttede dermed deres kammerat. Vi har elsket dem lige siden. Det gjorde vi også før, men ikke helt så meget, og det er ikke mere end nogle få år siden, at det mest anvendte # i dansk fodbold var #ikkemitlandshold.

Vi ved med andre ord alle sammen godt, når det kommer til stykket, hvad der er det rigtige at gøre. Måske undtagen ledelsen på  Herlufsholm, men de kommer vel efter det nu, hvor Kronprinsparret også har gjort det rigtige.

De første mange år af vores ægteskab skændtes min mand og jeg hvert år over Bjarne Riis. Min mand er inkarneret Tour fan, og det har, sammen med vores to sønner, været indbegrebet af sommer at sidde og kigge på tynde  mænd i lycra. Og hvert år tog vi altså et Riis skænderi. Hvilket komplet spild af tid, men det gjorde vi altså. Jeg skal spare jer for detaljerne, men ordet “snyd” indgik i et af argumenterne, og ordene “alle snød” i et andet.

Det er heldigvis fortid nu. Nu er det Vingegaard tid, og med ham og alle vore andre seje sportsfolk forhåbentlig også en ny tid. De fleste større og vedvarende ændringer kommer nedefra. Sidste år kæmpede fodboldfans’ne imod en ny “superliga” i proff. fodbold og vandt. I sidste uge så jeg et banner på lægterne til en Bundesliga kamp, hvor der stod “Boykot Qatar”.

Jeg tror ikke, det endnu trænger igennem hos FiFa bosserne, hvor grådigheden og pengene stadig er for store. Jeg tror heller ikke, at almindelige mennesker holder op med at flyve med lavprisselskaber, selvom de godt ved, at personalet bliver underbetalt og behandlet ualmindeligt ringe (ved I godt, at en pilot hos lavprisselskaber tjener kr. 20.000.- om mdr. og selv skal have madpakke med?). Til det er rejselysten for stor, og da der stadig sælges masser af burhøns (ikke æg), så er det altså også stadig så som så med moralen i forhold til dyrevelfærd, ligesom der ikke er mange skrupler hos de personer med penis, der officielt skifter køn for at vinde i eksempelvis svømning.

Men Vingegaard giver håb. Han gjorde det rigtige, også selvom det kunne have haft en pris. Gem det klip fra Touren 2022, hvor han venter på sin rival, der bagefter giver ham hånden til tak, og vis det til dine børn og børnebørn, og fortæl dem, at sådan opfører en rigtig sportsmand m/k sig.

Jeg tror, jeg kniber en tåre i eftermiddag, når han går på podiet.

Og selvom denne handler om noget helt andet, så kan alle vi 50somethings huske den – og ja, omkvædet holder.

https://youtu.be/jLTJ5ktfyw8