Kategori: Uncategorized

Udgivet den

50something+

 

Det er et stykke tid siden, der har været aktivitet her på bloggen. Nu kunne jeg jo synge som Kurt Thorsen, at her har I mig tilbage, men det ville næsten være for meget, og hvem kan i øvrigt huske K.T.?

Men jeg er tilbage. Faktisk har jeg aldrig været helt væk, jeg har bare grublet lidt over, hvad der nu skulle ske med bloggen, efter jeg gik hen og fyldte 60. Er man så stadig 50something, eller skal det hele ændres, og har jeg stadig nok på hjerte til ikke bare at drysse vilkårlige bogstaver på en hvid site? I en lang periode følte jeg mig reelt tom i forhold til at skrive noget fornuftigt. Har vi ikke hørt eller læst det hele før?

Samtidig gik jeg hen og fik nyt job. Ja! Det kan lade sig gøre efter man er fyldt 60, og ikke alene var jobbet nyt, det var også en ny branche med et helt nyt vokabularium, kultur og it-systemer, så de sidste tre måneder har min hjerne kørt på overload, og kun haft plads til lette (!) tv-serier og til at være bare lidt til stede hos mine nærmeste.

Men nu… efter jeg har lært tre nye it-systemer, ca. 100 nye mennesker, og en helt ny kultur at kende, er jeg ved at komme lidt op til overfladen igen. -Og så savner jeg jo jer! Alle mine trofaste bloglæsere. Det var sjovere sammen med jer!

Derfor har jeg besluttet, at bloggen fortsætter, og den fortsætter også under titlen 50something, for i princippet er jeg jo bare blevet 50something+.

Men det er spøjst. Der burde ikke være den store forskel på, om man er 59 eller 60. Men det var der altså for mig. Især fordi jeg også var jobsøgende på det tidspunkt (efter eget valg), og der skal jeg da ellers lige love for, at der er forskel på hvilket tal, der står først.

Det hjalp, da loven blev ændret, så man ikke skulle taste sin alder ind allerede før man overhovedet nåede til sin ansøgning og sit cv -så begyndte jeg da at komme til samtaler, men det var en mærkelig oplevelse. I mit hoved er jeg jo stadig 40something, men sådan ser arbejdsmarkedet ikke rigtig på tingene.

Nå, det lykkedes altså, og i denne uge fik jeg en ny kollega, der er 61 år (ha!), så jeg er ikke den eneste, der kan skifte job i den alder. Fik I den? I må ikke give op, hvis I vil noget nyt. Det kan lykkes.

Men tid og alder er noget sjovt noget, og især indenfor referencerammer ændrer tingene sig. Jeg er nu nået den alder, hvor mine referencer nogle gange hænger i luften. Eksempelvis ved mine nærmeste (unge) kolleger ikke, hvad jeg taler om, når jeg citerer Groucho Marx. De ved simpelthen ikke, hvem han var, og endnu mindre, hvad han har sagt om at være medlem af en klub. Jeg har nu aldrig selv været den store Marx Brothers fan, så jeg begræder ikke, at de er røget ud i popkulturens glemsel, jeg noterer mig bare, at vores referencer er meget forskellige og fra hver sin tidsperiode.

Det er som sådan ikke det store problem, når det kommer til Groucho Marx citater, men vi mister noget, efterhånden som vi bliver mere og mere fragmenteret i forhold til vores kulturvaner. Fællesskabsfølelsen over en oplevelse eller noget vi kan være indforstået sammen over forsvinder. Nudge, nudge –  say no more…. say no more!

For nylig læste jeg en artikel om, hvor lidt journalister havde interesseret sig for Jon Stephensen før han blev politiker -læs menneske med magt, og hvor meget de burde have kigget i hans og andre kulturpersonligheders retning før, for det er i virkeligheden der, den reelle magt ligger. Altså i vores kultur.

Jeg kan ikke være mere enig, og vil i øvrigt tilføje, at enhver, der bare har fulgt en lille smule med, ville vide, at J.S. nok ikke var den mest værdige person til at sidde på et af vores fineste embeder.

Men vi tager ikke den kulturelle påvirkning alvorligt nok. Ofte opdager vi først, når det er for sent, at vi har mistet noget, eller at vores samfund er drejet i en retning, som ikke er det, som vi ønsker, og her er det ikke nok, at sætte sit kryds engang hvert fjerde år. Magten ligger et helt andet sted. I den kulturelle påvirkning, som vi støder på alle vide vegne.

Og nej, jeg kan ikke hidse mig op over en drag queen på et børnebibliotek, men jeg er dybt bekymret over Normstormerne, og den polarisering, som hele woke kulturen bringer med sig. Det hele bliver sort / hvidt. Er du ikke med os, er du imod os, og vi har magten til at få dig væk. Nuancerne og vores fælles reference/udgangspunkt forsvinder, og det skræmmer mig.

Men nu er jeg jo også ved at tilhøre den kategori, der synes verden er af lave, at radioværterne er dumme at høre på (det er de altså også… de fleste af dem), at politibetjentene og folketingspolitikerne bliver yngre og yngre, og så går alt vel bare, som det plejer.

Men jeg er altså ikke blevet for gammel til at blogge, og mon ikke jeg igen kan finde noget at gå op i og skrive om.

Til sidst får I lige Helen Mirren og Rod Stewart. De er begge blevet 78 år, men f… de er stadig cool, og det er vi 50something+ også!

Udgivet den

That is one nutty hospital!

Det siger Bill Murray i den scene i Tootsie, hvor Dustin Hoffmann afslører, at han i virkeligheden er en mand. En mand, som måtte klæde sig ud som kvinde for at få et job i en tv-soap! Lidt morsomt ikke?

Man skal nok være 50something for at kunne huske Tootsie, og så husker man sikkert ikke, at Hoffmann i filmen deler lejlighed med Bill Murray, men det gør han altså. Det var dengang, at Murray var så cool, at oliefyrene (!) gik i gang, når han gik ind i et hus.

Nå, men jeg har altid elsket den replik, og den har fulgt mig siden som en standard replik, jeg sagde, når jeg oplevede noget, der var så langt ude, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig foregik. Nu er det ikke alle, der helt kan se sammenhængen med “a nutty hospital”, og hvad der tilfældigvis foregår i min nærhed, så de tænker sandsynligvis, at nu rabler det for hende, når jeg står og taler om nuttie hospitaler. Derfor har jeg med tiden lært enten at hviske det, eller bare tænke det for mig selv. Men det hjælper lidt og skaber en distance til absurditeterne, og nej – jeg kommer ikke her til at skrive et ord om Infantino, Budweiser og Qatar. Det er simpelthen for “nutty”.

Til gengæld vil jeg skrive lidt om en dysfunktionel familie, som jeg er ved at læse om. Her kan vi virkelig tale om “one nutty hospital”. Jeg har skrevet om dem før, da jeg hørte podcasten, men nu har Adrian Lloyd Hughes udgivet historien om sin familie i bogform, og den har jeg kastet mig over.

Det er rablende sindsygt. Det er virkeligt, og det foregik i 50’erne og fremefter på det ellers så normale Frederiksberg. Jeg kan godt tillade mig at skrive at det er langt ude, for det skriver Hughes selv.

Hvis man har set udsendelserne om Krag og Virkner, så ved man allerede godt, at alt ikke var helt efter (Emma Gad) bogen i den tidsperiode. Det er trods alt ikke hverdagskost, at landets statsminister midlertidigt forlader et officielt frokost selskab inkl. Sveriges statsminister og sin hustru for helt åbenlyst at knalde med en anden kvinde i de tilstødende lokaler.  Den var nok ikke gået helt i dag, selvom vi indtil for ganske nylig har haft toppolitikere med hang til at slikke fremmede kvinders ører,  også helt offentligt.

Tilbage til det bedre borgerskab på Frederiksberg. Vi hører om falske graviditeter og forsømte adoptivbørn. Trekantsdramaer, nepotisme, politiske rævekager, fordrukne hustruer, der rekreerer på luksushotel i Taormina og  falder i døden fra altanen og oveni om mødre, der er fuldstændig uegnet til at tage vare på børn.

Jeg læser med både gys og fryd helt efter devisen, at godt det ikke er mig eller bare det var mig, for hvem ville ikke gerne bo på et luksushotel på Sicilien i de mørke vintermåneder.

Tutta Rosenberg var 60’ernes danske svar på Kardashians. Hun var gift med Se & Hørs chefredaktør, såkaldt society dame og medvirkede i 1970 i et tv-program “Vist er vi ej snobbede”, hvor hun bl.a. viste alle sine pelse frem.
Udsendelsen medførte, hvad der i dag ville kaldes en shitstorm. Se og Hørs oplag faldt, redaktøren måtte fratræde og det hele fik en ganske “unhappy ending”.
Kim Larsen har senere skrevet en sang om hende “Tutta”.

Men grundlæggende er det som at træde ind i en helt anden verden, som jeg slet ikke var klar over, at vi havde i Danmark på det tidspunkt. Tal om en overklasse. Overklasse med pelse til en hver lejlighed, barnepiger og litervis af spiritus, og det er altså ikke en adelig overklasse. Det er entreprenører, borgmestre, advokater og lignende, der i et fuldstændig uigennemskueligt netværk laver “lokumsaftaler” om eksempelvis byggerier, og derfor også sætter sit præg på den by, vi kender i dag. Buen i Vester Farimagsgade er eksempelvis bygget af Hughes morfar.

Samtidig rejser de rundt i Europa og bor på nogle af de bedste hoteller, der findes. De har været så rige, for det er før charterturisme og flybilletterne alene må have kostet, hvad der svarede til en til to månedslønninger for en almindelig dansker. På en af turene til Rom har de rent faktisk Krag med, for han keder sig nu, hvor han er trådt tilbage og er blevet skilt.

Det er vitterlig “one nutty hospital” og meget langt fra familierne i Matador. De er så meget mere sympatiske. Selv de usympatiske. Det nævner jeg fordi Lise Nørgaard bliver benyttet som sandhedsvidne i bogen. Hun var der. Var med til nogle af selskaberne, og kendte de personager, som optræder. Ingen tvivl om, at hun også har hentet inspiration til sine karakterer i det miljø.

Jeg troede egentlig, at jeg havde nogenlunde tjek på vores nyere historie, og hvem og hvad vi kommer fra. Bevares, der har altid og vil altid være personager, der skiller sig ud, og er anderledes en flertallet. Dem har vi brug for, for de får os også videre og de ryster lidt op i grødmassen, så det hele ikke bliver for ens og gråt. Men her er tale om et helt galleri. En større gruppe, som i fællesskab på den ene eller den anden måde har fået indflydelse på ganske mange danskeres liv. Blandt andet pga. byggerier (også Brøndby Strand blev bygget af Hughes morfar) og politiske beslutninger. De har ikke kun påvirket de nærmeste pårørende, og det er ganske tankevækkende. Især fordi de var i bogstaveligste forstand “One nutty Hospital”. Du kan læse om dem i bogen “Mors Dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”.

Udgivet den

Jeg vil la’ lyset brænde

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

Da jeg ikke har et foto af Benjamin Koppen på scenen, får I her morgen i Nyhavn.
Udgivet den

Det er uhyggeligt!

Det er “Riget” tid igen, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed. I går så jeg derfor et af de mest morsomme interviews, jeg længe har set.

Til premieren på Riget 3 havde News sendt en reporter afsted. Desværre havde de vist ikke lige klædt ham helt på til at interviewe Lars von Trier, der… tjah… klædte reporteren af ved at svare “dårligt!” – og ikke andet- på hans meget lange og komplicerede spørgsmål om nu afdøde skuespillere fra Riget.

-Og så vendte Trier ryggen til reporteren og gik.

Nils og jeg væltede omkuld i sofaen af grin, mens stakkes Bodil Jørgensen gjorde sit bedste for at redde den stakkels reporter og svarede i øst og vest uden at det gav nogen særlig mening.

Hvor jeg dog savner kulturjournalister og anmeldere, der kender deres fagområde. Det er ikke kun kulturpolitik, der er nedprioriteret.

Nå, men efter at have grinet af, blev vi enige om, at vi nok hellere måtte kaste os ud i at få (gen)set de første to sæsoner, så vi kunne komme i stemning til den nye. Nils har aldrig set Riget før. Jeg kan til gengæld huske præcis, hvordan jeg havde det efter første afsnit og talte i telefon i en time med min lige så filmglade veninde om, at dansk tv endelig havde lavet noget i verdensklasse og hvor forfærdeligt det var, at vi skulle vente en hel uge på næste afsnit.

Jeg elskede Riget, og jeg tror faktisk, at jeg havde ikke bare et sæt, men to eller tre. Mest fordi jeg både vandt et i en quiz og fik et i julegave, men hvem har vhs afspiller i dag? Pyt, vi kastede os ud i første episode, og igen røg vi ned af sofaen af grin. For pokker, hvor er det godt skrevet, spillet, produceret osv. Og det holder – også 25 år efter.

Men hvor er de unge….. Pilmark ligner som yngre læge en, der er trådt ud af en lægeroman, og Mygind en stor, ranglet dreng.

Jeg begyndte at kigge efter blandt de små roller, om der var nogen, jeg kunne genkende, og jeg tror, jeg så Charlotte Munch (Anna Pihl), men det er der nu gået sport i, og nu kan jeg heldigvis selv vælge, hvornår jeg vil se næste afsnit.

Udover at det er hylende morsomt -og spidder, så satiren bogstavelig talt drypper fra overlægens næse, så er det også uhyggeligt. Lige så uhyggeligt, som vores verden lige nu.

Hvad sker der for verden? Det er som om at alle klodens skytsengle er taget på ferie, og vikarerne er vikarerne fra helvede.

Nordkorea sender missiler henover Japan. Putins sidste show ligner en scene fra Chaplins “Diktatoren”, der igen er en kopi af Hitler og at læse beretninger fra krigen, er som at læse om 1st verdenskrig. Det er hjerteskærende at læse om en ung mand, der kravler afsted med benene sprængt af og blodet pumpende ud fra pulsåren, mens han råber højt “mor,  nu kommer jeg hjem”. Så er jeg ligeglad med om han er russer, det er hjerteskærende.

Polerne smelter, dyreracer uddør, og oven i koster det et mindre hus på landet at varme et normalt hus i forstanden op om året. Der er altså ikke meget at grine af i disse tider.

Jeg kunne godt skrive noget om det positive i at forbruget bliver sat ned, og vi nu kun har to og ikke tre fladskærme, og at ingen behøver at flyve 10 gange om året, men det tror jeg ikke behøver, det er vi alle samme klar over.

Det store spørgsmål er, hvordan vi bevarer håbet for fremtiden, og ikke går i sort, for så går det først helt galt. Vi er nødt til at blive ved med at tro på, at vi kan få verden tilbage på sporet igen.

Det er nok desværre nødvendigt med både “Make love, not War” og så et større og bedre våbenarsenal end fjenden, også selvom jeg helst så hippie udgaven. Fjenden, tænk at skrive det ord. Jeg havde aldrig i hele mit liv forestillet mig, at jeg skulle være bekymret for krig og atombomber og indkøbe et lager af stearinlys, tændstikker og vand. Men sådan er tiden altså.

Det er uhyggeligt, siger de i Riget, og det skal jeg da lige love for.

Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil beholde troen på fremtiden, og at jeg vil koncentrere uhyggen til Lars von Trier, der i Carl Th. Dreyers gamle smoking  siger: “Vær forberedt på at tage det gode med det onde!”

Det er jeg så, mens jeg bevarer troen på det gode.

 

Udgivet den

Dronninger alle vegne!

Foto lånt fra Rosenborg  Kongernes Samling.

Det er Golden Days for dronninger. Bogstaveligt talt, for Golden Days løber af stablen i disse dage, og deres tema er “50 Queens”. Derudover afholder Margrethe II – lettere beskåret bevares – 50 års jubilæum, og så har QE II selvfølgelig ryddet alle sendeflader. Nu vil man måske hævde, at for hende er det næppe så gyldent, men når man har levet et så på alle måder rigt liv i 96 år, og sover stille ind med sine børn omkring sig, så kan det næppe afsluttes mere gyldent.

Det må være svært, at være republikaner i disse dage. Selv Sikander så jeg i fint tøj i Det Kgl. Teater i går. Og Støjberg! Sørme om hun ikke var at finde i de absolut fineste saloner i København. Ovenikøbet med et glas champagne i hånden. Dronningen af Jylland, der ellers er til cola og halbal ankom med Pape under armen.

Tom Jensen skrev i dag, at han gad godt vide, om Pape nu også har tjekket, at hun er rigtig jyde. Det synes jeg faktisk er ret morsomt!

For hold nu op, hvor de roder rundt derinde på Borgen. Det ligner jo snart det Engelske Parlament, hvor de også har fået en ny “dronning”.

Heldigvis er de ægte dronninger (kan de mon også mærke ærten, når de går fra prinsesse til dronning?) langtidsholdbare, stabile og dedikerede til deres livsgerning. Vores politikere kan ikke engang holde en valgperiode i samme parti.

22 politikere har siden sidste valg enten skiftet eller stiftet parti, eller er blevet løsgængere. 22!  De hopper som lopper for at beholde taburetten.

“Thank you for your service!” har man hørt igen og igen siden i torsdags. Et ellers gammelt begreb er pludselig blevet “talk of the town”. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at ting som ordentlighed og det at være pligtopfyldende kommer på agendaen igen.

Det er ikke let at være overhoved, monark, regent, statsminister, minister, leder eller som Dan Turrell ville have sagt det – “det er ikke let at være nogen”. Det er ikke let. Det er benhårdt at blive bedømt hele tiden for både dit og dat, hele tiden skulle dukke sig for knive på vej til ryggen, og det er fuldtidsjob, der har nogle meget store omkostninger.

Derfor skylder vi også at hylde de mennesker, der vitterlig gør sig umage og tjener deres folk og land (det lyder forkert i anden rækkefølge…), og det er vi ret dårlige til her til lands.

Det tog flere år, før vi begyndte at tage os ordentligt af vores veteraner. Lige så mange år at begynde at bruge betegnelsen, og så er al hjælp stadig alligevel ikke på plads. Men nu hylder vi dem i det mindste, og anerkender deres indsats, for de løb ikke af plads, heller ikke da det var slemt.

Det gjorde Erik Brøgger Rasmussen heller ikke, da alt brændte på. Han tog både Corona krisen  og rømningen af Afghanistan, og nu belønnes han så med et job som FN ambassadør. Det er ham vel undt og her fra skal lyde et stort TAK for indsatsen.

Det skal der selvfølgelig også til de to helt unikke, kloge og ægte dronninger der i henholdsvis 50 og 70 år har sat pligten over alt andet. Af hjertet TAK!

Det er straks lidt sværere med vores politikere, ikke? Nogle har jeg stor respekt for, og synes arbejder hårdt og dedikeret og det har intet med partifarve at gøre. Andre er åbenlyst kun interesseret i løn og prestige og løber efter hvor der er størst chance for at beholde sit DSB årskort.

Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt af dem bliver jeg. Jeg har ellers altid været fuld af beundring for de, som orkede at tage det slid, det er at være MF, og ærligt også set lidt op til dem. Nu bliver jeg bare træt i ansigtet.

Nej, lad os blive ved dronningerne.

49 af dem siger Golden Days, og de spænder fra Asta Nielsen til Tine Bryld inkl. et par drama-queens vil jeg tilføje  ;o). Den sidste dronning skal vi foreslå. Der er nok at tage af, og til dem alle siger vi – TAK for jeres indsats, for vi skal blive så meget bedre til at hylde de rigtige.

Og de rigtige er ikke dem, der kan vinde et reality show ved at spille spillet og få de andre stemt hjem. Det er heller ikke dem, der ikke er deres politiske ansvar voksent eller alle de udenlandske studerende, der ikke betaler deres lån tilbage.

Det er derimod alle de, som bliver på deres plads og gør en indsats, og så er det i princippet ligegyldigt, om det er en dronning eller en medarbejder i kloakservice eller en soldat.

“Thank you for your service!”.

Selv allesteds nærværende Harry Styles sagde “Thank you  for your service” ved at få Madison Square Garden til at klappe i et minut. Respekt!

Udgivet den

-Og de løber som lemminger….

Jeg må hellere med det samme komme med en varedeklaration: Jeg har været ansat i Spies Huset – og jeg elskede det!

Jeg var ganske vist ansat flere år efter formanden gik bort, men det, vi ansatte kalder for Spies Ånden, eksisterede stadig, og jeg er stolt af at have været en del af den arbejdsplads og lykkelig for at have oplevet det.

Jeg har også en nær veninde, der medvirker i ugens mest omtalte tv-program, så er det ligesom på plads. Dermed kan man selv vurdere om jeg er upartisk i dette blogindlæg. -Og også lige for en god ordens skyld: Dette er ikke et forsvar for umoralsk og utilbørlig opførsel. Jeg bifalder på ingen måde udnyttelse af svage personer.

Men det skal faktisk slet ikke handle om formanden eller hans harem. Det skal handle om noget så nutidigt, som at ingen længere går op i, om det de viser, ser, læser eller frem for alt kommenterer på er korrekt.

Eksempelvis ville det have klædt den omtalte udsendelse også at komme med en varedeklaration. Der kunne til at begynde med have stået, at vedkommende, som man lader bære hele historiefortællingen allerede i 2014 stod bag en teaterforestilling med titlen: “Heidi -en rejse til helvede med Spies”.

Heidis søster har altså igennem mindst 10 år jagtet historien på den søster, hun ikke havde noget reelt forhold til. Hun har allerede talt med masser af mennesker, om hvad der skete for hendes søster før disse udsendelser.

Flere klip stammer også fra Torben Skjødt Jensens film fra 1999 – “Simons Film”. Torben Skjødt Jensen har selv stillet materialet til rådighed, men udover en kreditering, hvor producenterne har glemt 1/3 af hans efternavn, er det ikke tydeligt for særlig mange, at man rent faktisk genbruger flere scener. Blandt andet den, hvor John Lindskog fortæller om moderen, der solgte sin datter for køkkenmaskiner.

Bo Østlund, der selv er journalist og dokumentarist, har lagt et langt indlæg på sin FB side, hvor han med en dokumentarists øjne påpeger alle de ting, han mener der er forkert ved udsendelserne. Det er værd at læse.

Men jeg har derudover læst et hav af kommentarspor, og det er så forstemmende. Størstedelen er fyldt med faktuelle fejl i småtingsafdelingen, som at Spies var en 70 årig gammel mand (han døde, da han var 62) , men ganske mange løber også med halve sandheder, som at der nu sidder “mange familiemedlemmer og lider på grund af de overgreb”- Øh, hvor ved du det fra, og hvilke kilder kan lige bekræfte det?

Med andre ord, vinklingen og det massive mediepres har medført en diskurs, hvor halve sandheder bliver til virkelighed, og det finder jeg så skræmmende.

En ting er, når det sker i forhold til en afdød, kontroversiel person. Noget helt andet er, når det bliver benyttet i andre sammenhænge. Politisk eksempelvis, hvilket Trump har været en sand mester i.

En af mine absolut yndlings tv-serier er The Newsroom fra 2012.  Udover at det er så fabelagtigt skrevet og spillet, og daværende aktuelle nyheder indgår i de forskellige afsnit, så er det røde tråd igennem også, at man skal holde fast i de klassiske journalistiske begreber, som at “en nyhed” skal bekræftes af to uafhængige kilder.

På et tidspunkt breaker  de konkurrerende tv-stationer et resultat, der ikke er bekræftet og løber med alle seerne, men det viser sig selvfølgelig at vores helte, der holdt fast, fik ret. Der er også i serien eksempler på, hvordan en falsk internet historie pludselig bliver ophøjet til sandhed, udelukkende fordi den citeres overalt.

Med andre ord, hvis man bare siger ting tilstrækkeligt mange gange (eller deler på de sociale medier), så bliver det til sandhed.

Producenterne og forfatterne bag serien så alt det her før os andre. De levede i en “Fox News” verden, og blev klar over, hvor det hele var på vej hen.

Men i dag er vi klogere…. eller er vi? Hvorfor lækker en privat video af den dansende finske præsident lige nu? I hvis interesse er det, og det er da påfaldende, at det sker lige efter Finland har begrænset udstedelsen af turistvisa til Rusland og i øvrigt søgt om Nato medlemskab.

The Owls are not what they seem…. for os, der kan huske Twin Peaks.

Nu er det bare farligt, for med de sociale mediers magt og hurtighed  kan det få mænd som Trump valgt, og det kan skabe splid i befolkninger og bysamfund, og få det hele til at blive kun sort/hvidt  -og der er altid nuancer.

Nuancer, som de færreste formår at sætte sig ind i.  Jeg vil trods alt ikke, som Anders Heide Mortensen, kommentator på Finans skrive at -og jeg citerer: “Danskerne er primitive folk”, (tænk, det skrev han i det måske værste indlæg med kommentarspor, jeg har læst hele ugen), men mange læser kun overskrifter og har hverken tid eller andre ressourcer til at sætte sig ind i det større billede.

Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at medier som DR med en så stor magt er deres ansvar bevidst og ikke falder i sensationsfælden, fordi det giver høje  seertal og mængder af kommentarspor.

Der er masser af historier, der kan dokumenteres og verificeres derude.
Man kunne jo blandt andet kigge lidt på den nutidige slavehandel vi har i Danmark, med helt unge, handlede piger, der står og sælger sig selv foran Kødbyen. De har i den grad brug for nutidig hjælp, og her behøver man ikke dramaturgiske greb for at gøre det til en gyser.

Udgivet den

The Business Wisdom of Rock ‘n Roll.

Samme organisation i 60 år!                 -Og et verdenskendt brand.

På DR.dk kan man for tiden se fire afsnit om Rolling Stones’ historie. “Mit liv med Rolling Stones” hedder de, og her får de fire rullesten hver sin episode til at fortælle om deres liv med bandet.

Jeg ved ikke, hvorfor Bill Wyman ikke får lov til at medvirke. Han var trods alt med i bandet fra 1962 til 1993, men der er sikkert noget, vi ikke ved. Under alle omstændigheder, er det de tre levende og nu afdøde Charlie Watt’s programmer, og de er i den grad seværdige. Af flere årsager.

Rolling Stones har været dokumenteret i bogstaveligt talt hoved og r… De har haft Annie Leibovitz med på tour. Scorsese og en mængde andre har lavet film. Der er skrevet bøger. De har selv skrevet bøger og for nogle år siden var der en fuldstændig fantastisk udstilling på Saatchi Gallery i London om deres liv, som i hvert fald blæste mig omkuld.

Derudover er der alt det andet materiale, for de har altid været helt åbne. “Vil du med?” – “Jamen, så kom da”, synes at have været deres attitude i de fleste tilfælde.” Både med og uden drugs, og de har aldrig lagt skjul på noget. What you see, is was you get, og det har i mange tilfælde været sex, drugs and rock’n roll.

Så er der egentlig mere, at komme efter med fire nye timers rullesten?

Ja, det er der. Nu har jeg af gode grunde ikke været med hele vejen, og ikke været fanatisk Stones fan, så for mig kom der nye fortællinger og vinkler frem. Blandt andet at Charlie Watts havde alt sit tøj pakket sirligt med silkepapir imellem eksempelvis sokkerne. Han havde også en kasse med “Charlie’s tekopper” med på tour. Det er der ikke meget rock ‘n roll over. Nu var han jo også oprindelig jazz-mand.

Men jeg lærte også, at Mick Jagger havde gået på London School of Economics (Richards gik på kunstskole), og at han overtog ledelsen i bandet, da de fandt ud af, at de både havde færre penge, end de troede, og at de ikke havde betalt skat.

I den forbindelse besluttede de også, at få et reelt logo, som var så genkendeligt, at når bare man så det, så vidste man, at dette er Stones. Munden blev tegnet af en kunststuderende, og grunden til firmaet Rolling Stones efter klassiske marketingsprincipper var lagt.

Ronnie Wood, den sidst ankomne (han kom til omkring 1975), fortæller om sin første tour, at han nærmest var i chok. Han kom fra Faces (med Rod Steward), og når de var på tour skrev de nærmest setlisten samme dag. I Stones fik han nyhedsbrev (!) hver dag, om hvor de var, hvad der skulle spilles etc. Der var med andre ord fuldstændig styr på HR, intern kommunikation, marketing og med et moderne ord – on boarding processen. Formodentlig også på lønudbetalinger, skat osv. fra allerede midt 70’erne.

Og det er her, det bliver virkelig interessant. Hvor mange organisationer kender I, der i 60 år har haft den samme bemanding, og stadig er “going strong”? Nej vel.

Det er altså noget af en bedrift, især når man har in mente, at udgangspunktet er kreativt. Interne skænderier og drugs holder vi helt ude af denne ligning, for som min mand altid siger: “Hver gang nogen tager et hvæs af en cigaret, tager Djævlen 10 min. af deres liv, og giver til Keith Richards”

Johnny Depp’s maleri af Keith Richards, præsenteret af Castle Fine Art, 2022.

To karismatiske og konkurrerende frontfigurer = Salg- og marketingsdirektører
En neutral trommeslager, der holder takten (og i sidste ende bestemmer) = HR chefen
En “andenguitarist, der er mod/medspil = All round support funktion

Tilsammen = Direktionen, bestyrelsen og innovationsafdelingen.

Publikum = Kunder
Orkesterleder, roadies, bookere osv. osv. = Administrativt personale

I kan sikkert komme med nogle meget bedre sammenligninger end jeg her lige på stående fod, men det fantasiske er, at det er lykkedes, at holde firmaet / organisationen kørende i alle de år. Var brandet med i første Blade Runner fristes man nærmest til at tjekke. Det må I selv gøre ;o)

Jeg tror oprigtigt talt, at det traditionelle erhvervsliv kan lære af rockbands og deres historier, og jeg selv har brugt timer på at tale om det med en af mine musikervenner.  Det er fra de samtaler, overskriften stammer.

Hvorfor er der nogle bands (ikke brands), der bare lykkes og andre, hvor det bogstaveligt talt ikke spiller? Alle virksomheder skriger på innovation – og tro mig, den kommer ikke fra økonomikontoret, så måske skulle man kigge lidt mere til de kreative erhverv og deres udøvere.

I Danmark har vi DAD (uden sammenligning), der har holdt sammen i ganske mange år og rent faktisk kommet tilbage efter en konkurs, hvor de måtte spænde guitarerne og spille over stort set alt for at komme på fode igen. De er ovenikøbet til dels et familiefirma, i og med, der er to brødre i bandet / direktionen. Hvordan får man lige det til at fungere samtidig med at man skal forny sig og give kunderne / publikum det, de ønsker?

Der er så meget “wisdom” at hente, hvis vi åbner øjnene for hvordan de gør i andre fag end vores egne. Og her tænker jeg ikke på kommerciel udnyttelse af kreative talenter eller almindelige sponsorater, men konkret viden og erfaringsdeling. Organisationer i dag handler jo ofte om at “dirigere et orkester fyldt med individualister”, og det ved de altså noget om ovre i musikken.

Nå, I kan jo starte med at blive inspireret af rullestenene, som der stadig ikke er groet mos på -og der er altså over 50.

Udgivet den

Kunsten at gøre det rigtige.

Åh, hvilken cykelsommer. Først folkefest igennem hele Danmark med sol, storebæltsbro, Dannebrog og Marie Maersk. Det bliver ikke meget bedre -og derpå et løb, der byder på så mange følelser og spænding.

Selv jeg, der aldrig har interesseret mig særligt for Tour’en, har siddet på kanten af sofaen og hoppet med hjertet oppe i halsen og råbt i kor med Rolf: “Tag nu fat i styret”, af angst for at Jonas Vingegaard ville styrte på den sidste etape. Tænk, hvis han nu ikke vandt, så tæt på målet.

Sagen er, at han allerede havde vundet!

Allerede før, han nu kan køre sejrstolt ind i Paris og på onsdag modtager folkets hyldest på Rådhuspladsen og i Tivoli, har han vundet. Han har vundet alle vores hjerter, og han har bevist, at man kan godt være beskeden og gøre det rigtige og vinde samtidig. Denne lille mand fra Thy, der bor i Glyngøre (!) er blevet en helt og en rollemodel i den bedste forstand, og det er så fortjent.

Det er let ikke at gøre det rigtige. Der er så mange forhindringer og fristelser, der kan stå i vejen. Grådighed, forfængelighed, magtsyge osv. osv. Man kan vel stort set tage hele listen over de syv dødssynder, og så har vi forklaringen på, hvorfor de fleste mennesker falder i og vælger den lette, og ofte for en selv, givtige løsning.

Det gjorde Vingegaard ikke. Han ventede. Det havde været så let at træde i pedalerne, da Pogacar styrtede. Så havde sejren været hjemme, og ingen ville formodentlig have for alvor bebrejdet ham. Men han ventede på sin rival, for det var det rigtige at gøre.

Sidste år stillede herrelandsholdet sig i kreds om Eriksen, da han faldt om, og beskyttede dermed deres kammerat. Vi har elsket dem lige siden. Det gjorde vi også før, men ikke helt så meget, og det er ikke mere end nogle få år siden, at det mest anvendte # i dansk fodbold var #ikkemitlandshold.

Vi ved med andre ord alle sammen godt, når det kommer til stykket, hvad der er det rigtige at gøre. Måske undtagen ledelsen på  Herlufsholm, men de kommer vel efter det nu, hvor Kronprinsparret også har gjort det rigtige.


De første mange år af vores ægteskab skændtes min mand og jeg hvert år over Bjarne Riis. Min mand er inkarneret Tour fan, og det har, sammen med vores to sønner, været indbegrebet af sommer at sidde og kigge på tynde  mænd i lycra. Og hvert år tog vi altså et Riis skænderi. Hvilket komplet spild af tid, men det gjorde vi altså. Jeg skal spare jer for detaljerne, men ordet “snyd” indgik i et af argumenterne, og ordene “alle snød” i et andet.

Det er heldigvis fortid nu. Nu er det Vingegaard tid, og med ham og alle vore andre seje sportsfolk forhåbentlig også en ny tid. De fleste større og vedvarende ændringer kommer nedefra. Sidste år kæmpede fodboldfans’ne imod en ny “superliga” i proff. fodbold og vandt. I sidste uge så jeg et banner på lægterne til en Bundesliga kamp, hvor der stod “Boykot Qatar”.

Jeg tror ikke, det endnu trænger igennem hos FiFa bosserne, hvor grådigheden og pengene stadig er for store. Jeg tror heller ikke, at almindelige mennesker holder op med at flyve med lavprisselskaber, selvom de godt ved, at personalet bliver underbetalt og behandlet ualmindeligt ringe (ved I godt, at en pilot hos lavprisselskaber tjener kr. 20.000.- om mdr. og selv skal have madpakke med?). Til det er rejselysten for stor, og da der stadig sælges masser af burhøns (ikke æg), så er det altså også stadig så som så med moralen i forhold til dyrevelfærd, ligesom der ikke er mange skrupler hos de personer med penis, der officielt skifter køn for at vinde i eksempelvis svømning.

Men Vingegaard giver håb. Han gjorde det rigtige, også selvom det kunne have haft en pris. Gem det klip fra Touren 2022, hvor han venter på sin rival, der bagefter giver ham hånden til tak, og vis det til dine børn og børnebørn, og fortæl dem, at sådan opfører en rigtig sportsmand m/k sig.

Jeg tror, jeg kniber en tåre i eftermiddag, når han går på podiet.

Og selvom denne handler om noget helt andet, så kan alle vi 50somethings huske den – og ja, omkvædet holder.

Udgivet den

Trygheden i genkendeligheden.

“Jeg må være ved at blive gammel” hører man tit, når nogen bliver bevægede, rørte eller slet ret sentimentale. Det er som om, at jo ældre man bliver, jo lettere har man til tårer over de små ting i tilværelsen.

Nu har jeg sådan set altid stortudet, når jeg har set film. Først til mine sønners store morskab. Senere syntes de, jeg var det mest piiiiiinlige i hele verden, og sad i det skjulte og skævede til mig, når vi var i biografen, klar til at skynde sig ud, så de ikke behøvede at blive set sammen med hende den pinlige med de røde øjne og næsen, der løb.

Men også jeg må erkende, at med årene er filtret blevet tyndere, og der skal mindre og mindre til at gøre mig bevæget. Som lige før, hvor jeg stod og hængte sengetøj til tørre i solen.

Det er den smukkeste sommerdag. Solen står højt på en blå himmel, hvor små vatskyer svæver langsomt afsted. Det er dansk sommer, når det er bedst, og så tog jeg mig selv i at blive helt bevæget over noget så banalt, som at hænge sengetøj til tørre. Men findes der noget mere trygt end sengetøj i sommersolen? Det lugter da langt væk af barndom, ærter, jordbær og jagten på firkløver i græsset.

Mange af mine venner og bekendte har nu fået børnebørn, og selvom jeg gerne vil have, at der går nogle år endnu, før mine sønner når der til,  så er jeg da også lidt misundelig. Som “bedste” kan man jo tage alt det sjove, og så levere dem retur med tak for lån, eller noget.

Og lade tingene gentage sig. Så skal der læses godnat historie, så skal  de lære at køre på cykel, så skal de holde fødselsdag osv. osv. Det er der en tryghed i, og kors hvor har vi brug for det for tiden. Læser man avisen, får man jo indtryk at, at verden går under i morgen. Det gør den måske også, men ikke i dag.

Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af alle de dårlige nyheder. Jeg får en grundbekymring, jeg ikke har følt før, og jeg får svært ved bare at nyde en sommersøndag. Alle mulige tanker flyver igennem hovedet på mig – “vi må nok hellere få købt noget brænde nu under sommeren, så vi kan klare os igennem vinteren, hvis de slukker for gassen (vi har naturgas…. hammerdyr naturgas)”.

Vi må nok også hellere lige sørge for et forråd af dit og dat, og skal jeg mon skifte investeringsgruppe på min pension (hvis du ikke har tjekket, hvor meget du har tabt i 2022, så lad være), og mon aktierne nogensinde stiger igen,  og hvad nu hvis ….

De drukner i vand i Australien, mens der er hedebølge og tørke i Sydeuropa og Sri Lanka er gået helt op i limningen. Vi får et nyt parti eller en bunke løsgængere hver uge, og mens briterne fortsætter stolelegen i Overhuset ligner Oxford St. nogle steder en spøgelsesby. Det ved jeg, for jeg var der i sidste uge.

Og bedst, som man synes det er den skønneste weekend i lang  tid med glade folk over hele Danmark, der jubler på tynde  mænd i  lycra, er der skyderi i Fields, hvor tre uskyldige mennesker mister livet, og nogle stakkels forældre kan se deres søn blive fængslet for en helt utænkelig forbrydelse.

Det er sg. ikke let for tiden.

Foto er lånt fra Flensted.dk

Men så er det, at lagnerne i solen pludselig bliver redningsplanken. Sammen med nye kartofler, purløg og radiser og de små ting i tilværelsen. Gentagelserne. Repetitionen af de trygge ting, som at læse godnathistorie, eller se et afsnit af yndlings krimien, som man egentlig har set, men det er så lang tid siden, at man har glemt, hvem morderen er.

Min gode veninde, der er præst i Ørestaden, og som har været på overarbejde hele den seneste uge, sagde i forbindelse med mindehøjtideligheden, at “virkeligheden er banal”, og det er fuldstændig rigtigt. Både vi og virkeligheden er i bund og grund banale, og derfor finder vi trøst i gentagelserne. De gentagelser, som vi ved er forbundet med glæde og tryghed.

Uden at vi skal være jubeloptimister, er vi nødt til at få noget optimisme tilbage. Det skal nok gå, og  Putin kan ikke leve for evigt…. håber jeg.

Gå ud og hæng nogle lagner op, det hjælper.

God sommersøndag!

Udgivet den

Kvinde – kæmp for din ret!

Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle blive bekymret for kvinders rettigheder i vores del af verden, men det er jeg nu og af helt forskellige årsager.

Derfor er dette blogindlæg også anderledes, end søndagsbloggen plejer at være, Jeg er helt bevidst om, at jeg træder ind i et minefelt, men hvis ikke jeg virkelig fandt det nødvendigt, ville jeg ikke vove pelsen.

Det er selvfølgelig primært affødt af at USA’s Højesteret, der med et slag har banket “The Land of The Free” tilbage til forrige århundrede, men sandheden er, at jeg i længere tid har noteret mig tegn på, at kvinder helt generelt er under pres.

Det er som om en barok blanding af de meget højreorienterede, militante transpersoner og medløbere i et uskønt fællesskab og med hver sin dagsorden flytter på nogle helt basale frihedsretter for kvinder.

Dette handler ikke om eksempelvis kampen for flere kvinder i bestyrelser og på kunstscenen, som jeg selvfølgelig støtter helhjertet. Det her er noget andet, og det er større end højre og venstre side i dansk politik, som visse organisationer gerne vil have det til at blive. Stærkt hjulpet på vej af en DF kampagne om retten til at være almindelig. Det må for alt i verden ikke ske, så vi står i samme situation som med udlændingedebatten for 30 år siden, hvor ingen turde påpege åbenlyse udfordringer af frygt for at blive udskammet.

Man er ikke bagstræberisk eller højreorienteret, fordi man gerne vil beholde sin ret til at være kvinde, og dermed også have ret til at bestemme over sin egen krop, sin seksualitet og sin betegnelse som, ja netop kvinde.

Lad os starte der. LGBT+ vil gerne, at vi benytter betegnelsen ciskønnet. Ciskønnet er en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen.  Med andre ord en heteroseksuel kvinde, født som biologisk kvinde. Selv det, er jeg i tvivl om jeg egentlig “må” skrive.

Jeg kan altså ikke længere “bare” betegne mig som kvinde. Jeg skal også flashe mit seksuelle tilhørsforhold, og min kønsidentitet. Siden hvornår har vi i Danmark forlangt, at folk skal flashe deres seksuelle tilhørsforhold, uden de selv har lyst til det?

Jeg har stor respekt for at nogen har det behov, og gerne går i en parade for at vise, hvor stolte de er. Jeg hepper så meget på dem, støtter Dansk Regnbueråd aktivt og og omfavner også gerne alle transpersoner, der bare vil leve i fred og fordragelighed som kvinder. Men det må og bør være en privatsag, om man vil behæftes med en kønsidentitet, og jeg kan ikke acceptere, at fordi andre har det anderledes, må jeg ikke længere bare kalde mig kvinde.

J.K. Rowlings tog kampen op, og formastede sig til at skrive, at der er en betegnelse for de personer, der menstruerer – nemlig kvinder.  Nogle vil hævde på en humoristisk måde, andre på en fornærmende. Faktum er imidlertid, at siden er hun blevet “cancelled” i en grad, der får Johnny Depp’ s fyringer til at ligne et skvulp i et shotglas vand.

Til jubilæet for Harry Potter, altså det univers, som hun skabte, blev hun ikke inviteret, hun har modtaget dødstrusler, og i disse gale USA tider minder det ganske meget om McCarthy perioden. Ene og alene fordi hun holdt fast i betegnelsen “kvinder”.

Det gjorde de ikke på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn. Det har de modtaget en pris for. Jeg er sikker på, at der ligger gode intentioner bag, og at udstillingen er relevant og værd at besøge, men det er stadig endnu et eksempel på, at betegnelsen kvinde ikke holder længere og med et pennestrøg bliver fjernet.

Kvinders såkaldte safe-spaces er også i fare. Kvindefængsler eksempelvis. Mænd dømt for voldtægt skifter køn og forlanger at afsone i kvindefængsler, hvorefter de begår voldtægt igen. I kan selv Google for at læse om de forskellige episoder, for det er ikke enestående tilfælde.

I slutningen af maj i år, fyldte en sag fra BBC de engelske medier. BBC havde for at være inkluderende ændret et voldtægtsoffers forklaring fra “ham til dem” og “han til de”, fordi vedkommende, der er født som mand og stadig har penis -som vedkommende altså voldtog den unge kvinde med – hævdede at han var transkønnet. Udover at være citatfusk, sætter det også en sårbar kvinde i en endnu mere sårbar position, når hun nu også skal tage hensyn til voldtægtspersonens (!) ønske til pronominer. Igen flyttes fokus, og det er kvinden, der taber. I øvrigt midt i en #metoo og #textmewhenyougethome tid. Det er til at blive rundtosset over.

Og så skal vi da også lige runde sporten. I denne uge vedtog svømmeforbundenes verdensorganisation, at transpersoner skal stille op i en særlig “trans-kategori”. Så vidt jeg har kunne læse mig til er rugbyforbundet fulgt efter og det er i min optik kun fair. Hvilket blandt andet Caitlin Jenner også har advokeret for.

Jeg vil gerne endnu engang understrege, at jeg er stolt af at leve i det land, der først gav personer af samme køn (!) ret til at blive gift, og at jeg har den største sympati for personer, der gerne vil have forskellige kønsidentiteter. For  min skyld må folk gøre, som de vil, så længe det ikke går ud over andre. Det er bare det, det gør nu. Det går ud over kvinder.

Jeg oplever pt., at kvinder bliver presset fra flere sider, og selvom det er fra to helt forskellige fløje, så er fløjene lige skingre, og “the bad guys”  fra begge fisker i rørt vande. I øjeblikket desværre med succes.

Tilbage i midten står som sædvanlig alle vi, der gerne vil være inkluderende, men også beholde retten til at bestemme over egen krop og til at være og kaldes kvinde. Tænk, at vi er nødt til at kæmpe for det i 2022. Tag aldrig frihedsretter for givet.

Jeg er kvinde, og det er jeg stolt af!

Thumbs up for Conde’s Nast, der reagerede prompte på Højesterets afgørelse.