Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.
I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.
Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.
Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ), er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.
I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt beskyttelse er blevet klippet ned.
Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.
Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.
I Danmark produceres årligt 40 millioner grise. Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret. De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også, en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.
Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.
Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.
Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.
Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?
Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.
I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.
Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd. Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.
Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.
-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.
Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.
-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.
God weekend!
Hvis du vil vide mere: