Kategori: Uncategorized

I går var Nils og jeg til julecabaret på Café Liva i Nyhavn. For jer, som ikke kender stedet, er det et skønt skib, der er indrettet med borde og stole og en lille scene. Man spiser først, og så er der cabaret på den lille scene, som man altså er meget tæt på. Man sidder også meget tæt, når man spiser (godt), men det er en del af oplevelsen.

Årets julecabaret er “På loftet sidder krisen” og det er en over 30 år gammel tradition, at der er julecabaret på Café Liva. Den har fået fem stjerner af anmelderne, og der er stort set udsolgt resten af spilleperioden. Det er godt, for ikke alene er det en skøn oplevelse – jeg grinede højlydt flere gange, vi skal også passe på vores livescener, især de mindre af dem.

Der er fire skuespillere / musikere på scenen. Super dygtige. De kan synge, spille og spille revy, hvilket altså ikke er den letteste opgave i verden. Vi kendte en af dem i forvejen. Resten var for os stort set ukendte, men det kan selvfølgelig sige mere om os, end om skuespillerne. Men fire hårdtarbejdende mennesker, der ikke lever det flamboyante skuespilliv, og som i den grad er på, i den tid showet varer.

Det kan noget, sådan en live oplevelse. Det er intenst og ikke alene får man rørt lattermusklerne (al motion af muskler er godt), man får også stof til eftertanke og bliver mindet om, at der er heldigvis mennesker derude, der tænker som en selv.

At besøge en lille specialbutik kan nogle gange være som at besøge et lille teater. I Helsingør, som jeg bor i, lider vi imidlertid også af problematikken med tomme butikker. Det er en tendens, der gør sig gældende over hele landet, og for personer som mig, dybt skræmmende. En af årsagerne til at jeg i sin tid flyttede til Helsingør, var det skønne handelsliv, og at der var tale om små, unikke butikker og ikke bare de store kæder. Jeg tror, jeg talte 14 tomme lokaler sidst jeg talte.

Der er selvfølgelig flere årsager til de tomme butikker – og scener, men vi er ganske enkelt blevet for magelige, og det er lettere at handle på nettet eller se film, tv-serier eller lignende på skærmen lige ved hånden. I denne uge blev nogle af de sidste teateranmeldere på aviserne opsagt.

Jeg er udmærket klar over, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg skal heller ikke gøre mig bedre. Jeg ser også Netflix og handler også på nettet. Det er nemt og hurtigt, og hvis jeg nu bare forsøger at gøre mig umage med at handle hos danske firmaer (hahaha), så bliver nogle af pengene vel i den lokale/regionale/ nationale økonomi. Som om!

De eneste, der virkelige bliver rige, er tech folkene med konti på diverse spændende øer uden skat. Til gengæld bliver vi som lokalsamfund fattigere og fattigere, for vores indkøbsoplevelser forsvinder sammen med vores øvrige live-scener. Fodbold undtaget måske.

De sidste par fredage har jeg hentet Nils efter arbejde, og så er vi kørt ud i Årstidernes gårdbutik og købt ind. Vi er derefter gået en tur i vores lokalmiljø for at handle. Er det det letteste og det billigste? Nej, men vi er hver gang kommet hjem en oplevelse rigere, og med en viden om, at pengene fra vores indkøb bliver i lokalmiljøet.

Lidt samme følelse sad jeg med, da vi kørte hjem fra Liva i går. Ikke alene havde vi alle tiders oplevelse, jeg følte også en glæde over at være med til at støtte live-scenen. Vi kan ikke leve af Netflix og lydbøger, som forfatterne ikke tjener penge på. Til sidst har vi hverken sjove butikker eller ordentlig underholdning tilbage, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.

Derfor – “Længe leve live!” Både butikker og underholdning, og lad os hjælpes ad med at holde det i live rigtig længe.

Jeg har altid holdt meget af kirkerum. Der er højt til loftet, der er kunst, der er ofte en sindssyg god akustik, og så er der en særlig ro og højtidelighed der gør, at man ligesom trækker vejret lidt langsommere og ikke taler højt eller grimt.

Derfor kan jeg også godt lidt at gå til koncerter i kirker, og jeg elsker at Lennart Lajboschitz har omdannet en gammel kirke til et moderne forsamlingshus. Af mange forskellige årsager, men i netop disse tider også fordi det er et prima eksempel på, at to forskellige trosretninger sagtens kan finde gode løsninger sammen, og at smukke, gamle bygninger ikke behøver at vige pladsen for firkantede højhuse i glas og beton.

I denne uge fik jeg så endnu engang bekræftet, at kirkerum kan noget, ikke mange andre lokaler kan.

Jeg har netop mistet en slægtning, og er forhindret i at deltage i vedkommendes bisættelse. Bisættelser og begravelser er jo reelt til for at de efterladte kan få sagt farvel og sat et punktum, og jeg kunne mærke, at det behov havde jeg også.

Min første tanke var at gå ned i min egen lokale kirke, for kirkerummet er jo også for de fleste af os rammen om de store begivenheder i livet. Bryllup, barnedåb, konfirmation og ja, begravelser.  Så kunne jeg sidde der og holde min helt egen lille farvel-session, men jeg er faktisk så heldig, at jeg er velsignet (!) med en god veninde, der er præst, og hun forstår om nogen at udnytte sin kirke på alle mulige gode måder.

Kirke er måske lige en overdrivelse i hendes tilfælde, for den er ikke bygget endnu. Derfor holder hun og hendes præstekolleger til i et lokale i Ørestad. Her er imidlertid også højt til loftet, her er også kunst, og så er det lykkedes, at skabe den samme stemning som i traditionelle kirker. Man falder simpelthen til ro, når man går ind i det lokale, og jeg elsker at det ligger i stueplan (-læs øjenhøjde), så alle kan se stearinlysene og lige dumpe ind, hvis man altså ikke skal ind i neglesalonen, der er nærmeste nabo.

I dette specielle lokale har min veninde og hendes kolleger både samtale saloner med interessante mennesker, cross yoga, Herrehjørnet (med frokost og en øl), “Rum til Ro” og mange andre spændende arrangementer og altså også “Mindfulness Gudstjeneste”.

Jeg har praktiseret meditation i mange år. Jeg har ovenikøbet gået til meditation for at lære, hvordan man får tankerne til at stå stille, om man så må sige. Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet ekspert på området, men over årene har jeg lært nogle teknikker, der gør, at jeg kan lukke verden og tankemylder ude (uden at falde i søvn), og når først man får det lært, er det faktisk ikke så svært. Til gengæld er effekten fantastisk, og derfor betaler folk i dyre domme for at lære mindfulness og meditationsteknikker.  

Pomodoro metoden er det nye sort i erhvervslivet, stille zoner og tid til fokus hitter og rigtig sej er man, når man lader mobilen være i over en time. Ej ok, nu driller jeg, men helt forkert er det jo ikke. 

I princippet kan man bare gå en tur i kirkerummet. Det har man allerede betalt for over sin kirkeskat, og den oplevelse, jeg havde i denne uge, var hver en krone værd. Det nåede jeg at tænke over, mens jeg sad der med lukkede øjne og blev guidet til meditation af en professionel mindfulness underviser suppleret af den smukkeste live musik og et budskab fra præsten om næstekærlighed og egen omsorg. Egen omsorg var i øvrigt temaet for netop denne meditation, men det skifter fra gang til gang. 

I løbet af den time, denne mindfulness gudstjeneste varede, var der også en lysceremoni, og jeg fik tændt et lys for min slægtning, sendt masser af kærlighed og sagt farvel på den helt rigtige måde.

Hele seancen sluttede med at vi sad med lukkede øjne og lyttede til det lille band synge en fuldstændig fantastisk fortolkning af “Regnvejrsdag i november”.

Jeg var reelt fysisk lettet, da jeg efter en hurtig kop te (også på kirkeskattens regning) kørte hjem gennem den mørke november aften. Fyldt af taknemmelighed over, at vi har disse muligheder lige i gadehøjde men også af en usædvanlig glæde over at betale min kirkeskat.

Regnvejrsdag i november – Pia Raug

6. Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.

Du kan læse mere om Mindfulness gudstjenesterne og de andre aktiviteter på dette link, og alle er velkomne.
Kirken i Ørestad

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!