Kategori: Uncategorized

Udgivet den

Da vi flyttede ind, blomstrede kirsebærtræet

Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.

I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.

Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.

Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ),  er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.

I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld  har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt  beskyttelse er blevet klippet ned.

Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i  en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.

Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

Det er simpelthen for trist at se billeder fra dansk landbrug, så her er en glad gris.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.

I Danmark produceres årligt 40 millioner grise.  Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret.  De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også,  en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.

Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.

Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.

Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.

Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?

Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.

I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.

Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd.  Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.

Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.

-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.

Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.

-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.

God weekend!

Hvis du vil vide mere:

Dyrenes beskyttelse

Dyrevelfærdsmærket

Udgivet den

Set udefra er vi faktisk misundelsesværdige

De fleste danskere har en svaghed for at læse, hvad udlændinge tænker om os. Selvom vores andedam efterhånden er blevet til en velvoksen sø, og vi seriøst må være det folk i verden, der rejser mest, så har vi stadig et lille land kompleks (ikke et ord om rigsfællesskabet), og derfor sluger vi også med stor nysgerrighed, hvad folk fra den store verden mener om os.

I hvilket andet land var det eksempelvis blevet en forsidehistorie, at en britisk skuespiller har døbt sit barn Tove? Det er selvfølgelig også en lidt interessant historie, men alligevel.

Nå, men jeg får også engang imellem i lysten til at høre, hvad den store verden tænker om vores kultur og måde at leve på, og fordi jeg har set en enkelt lille video, sender algoritmerne nu et hav af herboende udlændinges gode råd om dit og dat og undren over danskernes måde at leve på i min retning.

Historierne om barnevogne udenfor uden opsyn er en klassiker, og vi kender også alle sammen den store undren over lakrids, og at man bare ikke skal røre ved den gamle jul.

Men forleden stødte jeg på en amerikansk kvinde, der fortalte om hendes helt store undren over de mange mænd, der arbejder med børn, og det fik mig til at tænke over, hvor meget vi egentlig tager for givet, men som bare ikke er det.

Hun berettede – i øvrigt med stor glæde, om hvor mange mandlige lærere, der er  på hendes ene barns skole. Hun fremhævede også en episode, hvor hun i det andet barns børnehave havde set en mandlig pædagog med et barn på skødet, hvor de to grinede og læste historie sammen. For hende var det en oplevelse, der  svarede til at gå en tur på Mars.

Derudover var hun dybt forundret over alle de unge – særligt de unge mænd, der arbejder i de forskellige institutioner. Så forundret, at hun havde spurgt nogle om hvorfor, og havde fået svaret at i deres alder var det småt med jobs, og at de meget hellere ville lege med børn, end at sidde i kassen i et supermarked. Dette fremhævede vores amerikanske gæst som noget helt unikt -altså at unge mænd vil arbejde med børn, og finder det sjovt og berigende.

Ærligt, dette havde jeg slet ikke tænkt over. Min ene søn har også på et tidspunkt arbejdet i en SFO og jeg har aldrig – som i aldrig –  på noget tidspunkt skænket det en tanke, at det var usædvanligt, fordi han er en mand. Min anden søn har en mandlig pædagog som bofælle, og vi har da også en mandlig  pædagog i vores omgangskreds. Vældigt flinke og helt normale mennesker.

Den amerikanske kvindes refleksioner fik således også mig til at reflektere.

Der er så meget, som vi tager for givet. Vi tror, at fordi vi lever på denne måde, så er det helt almindeligt, og det er bare sådan, det er.  I den store verden derude, er det bare ikke tilfældet, og eksemplet må give stof til eftertanke.

Jeg blev, efter at have set den amerikanske kvinde, så taknemmelig og glad for, at jeg lever i et land, hvor mennesker kan arbejde med det, der giver dem glæde, uden at der kigges skævt. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, det er der altid, men vi har trods alt skabt et samfund, hvor man frit kan vælge sin beskæftigelse uden at nogen af den årsag synes, man falder uden for skiven.

Tænk, hvis vi kunne begynde at fokusere lidt på alle de positive ting, der er i vores samfund. Det er trods alt ikke mere end 70 år siden, at det nærmest lå i ruiner, og vi virkelig kunne tale om fattigdom, og knap 100 år siden børn født udenfor ægteskab blev betragtet som uægte. Det kunne jo være, hvis vi begyndte at være lidt taknemmelige – og nøjsomme- at vi så ville få overskud til at løse de virkelige problemer.  Vi kan jo starte med Folkeskolen.

Derfor er det også sundt nogle gange at høre, hvad andre tænker og mener. Man bliver samfundsblind og i tech-garkernes ekkokamre bliver alt sort / hvidt, og vi får tendens til at glemme, at der næsten altid er nuancer.

Så  denne weekend vil jeg udelukkende være taknemmelig og glædes over alt det gode, og så lukker jeg verden ind igen på mandag.

Udgivet den

De er bedre end deres rygte…

…og nej, det er ikke Boom’erne, jeg tænker på.

Jeg tænker på alle de unge mænd, som jeg støder på. Jeg er selv beriget med to af slagsen. 22 og 24 år er de nu, og selvom de ikke bor hjemme mere, så har jeg jo jævnligt fornøjelsen af både dem og deres venner.

Faktisk havde jeg tænkt på dette blogindlæg allerede for nogle uger siden, da min yngste havde fødselsdag, og den blev fejret som en tre-trins-raket. Først eftermiddagshygge og middag med familien, så stødte kammeraterne til og da vi “gamle” gik hjem, gik de unge i byen.

For mens vi var sammen med de unge mænd, var de så søde, omsorgsfulde og snakkesalige – også med os, og jeg sad og blev helt rørt over, hvor skønne de alle sammen var. Alle i gang med at blive rigtige voksne, med hvad det nu indebærer af rudekuverter og forpligtelser, og så alligevel ikke, for både fremtidsdrømme og illusionerne om verden er intakt. Guderne (alle nævnt, ingen glemt) skal ellers vide, at der er nok af udefra kommende trusler, der kan vælte dem omkuld, men nej. Og de som studerede, arbejdede alle ved siden af for at kunne få økonomien til at hænge sammen, mens andre var startet i bunden af karrierestien og nu langsomt bevægede sig op trin efter trin. Så jeg sad altså der i sofaen, og blev helt rørt.

Det kom jeg til at tænke på i går, hvor jeg spiste frokost med en god ven. Det er i sig selv var sådan set herligt nok, for vi har en samtale, vi startede for godt 10 år siden, der ikke er slut endnu, og vi har det ret så sjovt i hinandens selskab. Men i går fortalte han også en historie, om noget, han netop havde oplevet, der fik mig sådan til at grine.

Hans datter er upcoming musiker, og skulle spille et koncert i København. I køen på vej ind (ingen VIP’s her…) falder han i snak med nogle unge mænd, der står bagved ham i køen. Glade unge, lettere berusede ungersvende med et par dåseøl i hænderne. Da de hører, at han skal ind og se den unge, kvindelige musiker skamroser de hende – ærligt, nok mest hendes udseende, og er alle enige om, at hende gider de godt kn….! Hun er også smuk som en engel, og jeg har mere end en gang tænkt, om ikke et arrangeret, tilfældigt møde med en af mine sønner ville være en god ide.

Nå,  moderen falder i snak med ægteparret foran og i den forbindelse bliver det offentliggjort, at det altså er den unge, smukke kvindes far, de netop har fortalt, hvad de gerne vil gøre ved hans datter.

Se, nu kunne de unge mænd bare have ladet om ingenting og kigget den anden vej. Men nej, de spørger lettere røde i hovederne, om det er rigtig forstået, at det er faderen til musikeren, de lige har talt med. Da min ven bekræfter, skjuler de, de nu helt røde ansigter, i hænderne og undskylder, det bedste de kan. De beder ham bære over, idet de bare er nogle unge, halvfulde, glade fyre. Det gør min ven selvfølgelig, og forsikrer dem, at han også selv har været ung og halvfuld engang, så han kan godt huske det.

Både min ven og jeg havde selvfølgelig en fest over situationen, der er som taget ud af en halvdårlig film, men vi var også enige om, at det var nogle ualmindeligt søde unge mennesker, der tog ansvar for deres opførsel. Det hjælper nok, at min ven har et vist pondus i både højde og fremtoning, men alligevel.

Og det fik så mig til at tænke på mine sønners venner for en måneds tid siden, og derfor dette tema på søndagsbloggen.

Jeg ved godt, at der aldrig har været så mange diagnosticerede unge. Jeg ved også godt, at der er flere “selvskadere” end før, og at vores unge drikker, som huller i jorden. Jeg er også fuldt bevidst om, at både min vens datter og mine sønners omgangskreds er fra såkaldt ressourcestærke hjem, men det ændrer ikke på, at de fleste af de unge, jeg møder på min vej er top-skønne, og rent faktisk er så meget bedre, end deres rygte. Hvis de i det hele taget har et rygte. De synes i øvrigt også, at woke-ism har taget overhånd, og at bartenderen fra Hotel Cecil, der blev fyret og så kastede maling på et kunstværk på SMK, er en spade.

Så denne klumme er en hyldest til alle vores unge, skønne mennesker, der navigerer i en verden fyldt med SoMe, klimakrise, krige, utallige kønsidentiteter og mødre, der insisterer på at spille Do they know it’s Christmas på repeat.

Længe leve vores unge!

Udgivet den

Jeg savner tiden 1985 – 1995…

…sådan cirka, og helt konkret savner jeg:

  • Ord som fredsforhandlinger, nedrustning, Perestrojka og Glasnost
  • Next Stop! – både Nevada og Sovjet
  • At forurening handler om at smide sit ispapir i skraldespanden, og ikke at jorden vil gå under, fordi jeg kører på søndagstur i min bil eller flyver til Mallorca
  • Sætninger som “Tear that Wall down!”
  • Mærkelige grupper (jeg deltog selv i en), hvor vi håbede, at vi med tankens kraft kunne sende signaler til  verdens ledere om fred (nej, jeg ved ikke, hvordan det skulle virke )
  • Mathias Rust – og Gevalia reklamen, der fulgte efter
  • Små, sjove Trabanter, der myldrede over den gamle grænse
  • Fredsbevægelser – selv morgengrimme for fred
  • Håb og optimisme om en ny tid
  • Håb om demokrati i Kina (ok, den var lidt langt ude)

  • Kreative musikvideoer
  • At kunne danse en hel nat
  • En udenrigsminister med vid, humor og respekt for skatteborgernes penge
  • Et herrelandshold med Preben Elkjær typer
  • At vinde EM i fodbold
  • At kunne opføre sig åndsvagt uden at være bange for at se det på internettet
  • At vitterlig tro, det hedder marcinpan… med n. Det lød meget sjovere
  • Ikke at være træt kl. 23
  • At kunne passe min gamle yndlingskjole
  • Danske reklamer, der var sjove, kreative og langtidsholdbare
  • At offentlig transport var noget, der blev taget alvorligt
  • At public service tv blev taget alvorligt
  • At mange læste aviser
  • At man måtte sige “Mine damer og herrer!” uden at blive beskyldt for at være krænkende
  • Dametoiletter
  • Begivenheder som “Live Aid” og folk, der troede, de kunne gøre en forskel
  • At fodbold handlede mere om fodbold end profit
  • At Trump kun var forretningsmand…eller hvad han nu var
  • Dan Turèll
  • At religion i Danmark var en privatsag
  • At være spændt på, hvad jeg får i julegave (ok, det kan der nok ændres på)
  • At nogen i fuld alvor hældte dyr, fransk rødvin i kloakken foran Den Franske Ambassade i protest mod atomprøvesprængninger
  • Hensyntagen i det offentlige rum
  • Ubekymrethed og ikke at  skulle tænke på 3-dages overlevelseslagre
  • Nåh ja… og så de to her… naturligvis i en udgave fra den tid


Og ja, jeg er klar over, at det vil være lige så nemt, at lave en liste over, hvad man ikke savner fra den tid, men den må du selv lave.

 

Udgivet den

Der er måske kun 20 somre tilbage

Jeg har pakket haven ned i dag. Altså havemøblerne og de ikke frostsikre krukker m.m., og så kom jeg til at tænke på noget, min veninde sagde for et par uger siden: “Har du tænkt over, at der måske kun er 20 somre tilbage?”

Øh… næh… det havde jeg ikke lige tænkt nærmere over. Antallet altså, men det er da klart, at jeg har tænkt over, at både hun og jeg også er i gang med efteråret. Livets efterår.

Nu kan jeg bedst lide sommeren. Jeg er født om sommeren, og jeg er et helt igennem solskinsbarn, så det med at bladene falder af træerne, og det bliver koldt, er ikke lige mig. Jeg kan godt se, at efteråret er smukt med alle farverne -i en uge, men fra medio oktober til ultimo april ville jeg helst bo et meget varmere sted, og nej stearinlys, julegløgg og hygge foran pejsen hjælper ikke, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at vinterbade.

Derfor ramte hendes ord også ret hårdt. Ikke fordi jeg, som Emil Thorup har noget ønske om at blive 180 år, men 20 er alligevel et ret markant tal, ikke? Nu kan man selvfølgelig relativere, og sige, at der er hele 20 somre tilbage, og hvem siger også at det ikke bliver 25? Det ved vi heldigvis ikke, og jeg er ikke i den kategori, at jeg kan forvente et opkald fra Mikael Bertelsen, så jeg lever i lykkelig uvidenhed. Jeg er dog vidende om, at det næppe bliver 40.

Brug tiden sammen med mennesker, der får dig til at le!

I denne uge trak Line Baun Danielsen stikket. Hun har midlertidig meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Nu har hun arbejdet, siden hun var 11 år (jordbærplukker), haft et stresssammenbrud og efter et møde med sin pensionsrådgiver har hun valgt at bruge tiden med de mennesker, der betyder mest for hende, fremfor på arbejde og med de sociale medier, der har det med både at æde ens tid og ens humør. Jeg forstår hende godt. Især, når man ved, at hun også lige har købt en lille lejlighed i Paris.

Det er så vigtigt, at vi er bevidste om at bruge tiden rigtigt. De senere år har jeg helt bevidst valgt at bruge mere “vi laver ingenting sammen tid” med min mand, fremfor eksempelvis at deltage i diverse arrangementer. Jeg har i øvrigt heller ikke energien længere, og jeg har altid følt mig som en hund i et spil kegler til receptioner. Jeg kan sagtens “small-talke” om alt og intet, men jeg gider ikke, og jeg synes helt grundlæggende, det er kedeligt.

Nu lyder jeg som en gammel, sur boomer, men til det vil jeg bare sige som Ricky Gervais – “I don’t care”. Det er min tid, og mine regler, men kors hvor har det taget lang tid at nå der til, og jeg er ikke i mål endnu.

Jeg bruger stadig alt for meget tid på ting, der ikke genererer god energi. Noget er et vilkår. Havemøbler, der skal pakkes ned for vinteren eksempelvis. Det er ikke super sjovt, men nødvendigt, og så kan man jo gå og mindes sommerens gode oplevelser imens, helt uden at tælle ned fra 21, men andre ting og mennesker skal man se at få ud af sit liv.

Refleksionerne er vel første skridt til at få foretaget ændringer. Det at tænke over, hvordan man bruger sin tid, og være bevidst om, at den altså ikke er uendelig, er både ubehageligt og nødvendigt.

“60 uden stress” sagde en anden god ven for nylig, da vi fejrede hans runde fødselsdag. Han havde blandt andet ønsket sig bidrag til en shaman tromme, og udover, det er første gang, jeg har været med til at give en sådan i fødselsdagsgave, vidner det også om, at han stadig er enormt nysgerrig på livet, men også at han bruger sin tid fornuftigt. Han udforsker og lærer noget nyt. Måske kan han ligefrem blive ven med en norsk prinsesse.. hvem ved…

Så nu vil jeg lade mig inspirere af ham, pakke min efterårs blues sammen, lytte til “De fire årstider”,  glæde mig over, at der i hvert fald er 20 somre tilbage, og så tænke over hvordan jeg bruger tiden allerbedst for mig. Håber, du gør det samme.

Udgivet den

Sommer, sol og Shakespeare

Hvad er nu det for en sammenblanding? Hvorfor skal en for længst afdød engelsk forfatter, som nogen ovenikøbet er i tvivl om skrev sine stykker selv, og som alle gruer for at skulle læse i engelsktimerne, hvorfor skal han pludselig blandes ind i den  dejlige, danske sommer?

Ja, det er egentlig et godt spørgsmål. Specielt taget i betragtning, at lige nu sidder jeg på min yndlings ø, Bornholm, og er kommet så langt ned i gear, at bare en beslutning om hvad jeg skal spise til frokost, pludselig synes helt uoverskuelig. Det holdt ellers hårdt. Første uge af ferien gik med den samme Covid-agtige influenza, som alle andre også er ramt af, og jeg skulle ellers hilse og sige, at den bliver man virkelig syg af…. og meget, meget træt af længe efter. Bakkerne på øen er virkelig stejle… pyhh – meget stejlere end sidste år. Her er alligevel vidunderligt.

Men Shakespeare, William altså, der ville være blevet 460 år den 23. april 2024, hvorfor skal han med til Bornholm, og hvorfor er han stadig værd at skrive om, læse og opleve live? Det er jo ret fantastisk, når man tænker over det. 460 år og Hamlet er stadig det mest opførte skuespil i verden. Mozart ville kun være blevet 268 år i 2024, og selvom jeg elsker Rolling Stones for stadig at være på scenen, så er 80 år og still going strong, ingenting i sammenligning.

Jeg skal imidlertid være den første til at indrømme, at det tog noget tid, at få hul på Shakespeare, og det var i første omgang via film. Omkring 1980 var instruktøren Paul Mazursky ret stor, og jeg elskede hans film.  Så meget, at jeg mod alle odds, så Tempest, der er en moderne udgave af Shakespeares The Tempest, omskrevet af Paul Mazursky, og pludselig tog den ene film, den anden. “Looking for Richard” af og med Al Pacino står den dag i dag stadig som en af mine største filmoplevelser. Vi var måske 10 gæster i Vester Vov Vov den eftermiddag, men jeg var blown away.

Sjovt nok så tror jeg, at en af årsagerne til at min mand (der har fuldstændig styr på Shakespeare – og ikke fra film) blev lidt mere forelsket i mig, da vi lige havde mødt hinanden, var fordi jeg kunne citere fra netop Tempest. Jeg var dog ærlig nok til at indrømme, at det var fordi, jeg holdt af Mazursky film, og ikke fordi jeg havde læst stykket.

Men, når man så også finder på at bosætte sig i “Home of Hamlet”, så er der ligesom ingen vej tilbage. I Helsingør er vi nemlig både “Landsholdets Hjemby” og “Home of Hamlet” (vidunderlig kombination), og hver sommer er der Shakespeare Festival ved Kronborg i Helsingør, som Danmarks Shakespeare Teater, HamletScenen står for. Derfor hører Shakespeare sammen med sommer og sol i Helsingør.

I øvrigt er en af mine gamle yndlingsscener fra en film også relateret til Shakespeare. I den nu fuldstændig glemte ” An American Werewolf in London” forsøger filmes hovedperson at blive arresteret på Trafalgar Square, og han råber derfor obskure ting ud i hovedet på de fuldstændigt ligeglade og sagesløse briter. Lige indtil han råber: “Shakespeare var fransk!” – så bliver han arresteret. Resten af filmen er fyldt med lignende sjove scener, men jeg er ikke sikker på, at filmen holder helt i dag.

Men Shakespeare holder, og han dukker op her og der og alle vegne -også i vores sprog, der er fyldt med ord og vendinger, han har opfundet. Jeg nævner i flæng:

Et hjerte af guld (Henry V)
At være eller ikke at være (Hamlet)
Ikke lukke et øje (Cymbeline)
At holde lav profil (Much ado about nothing)
For Guds skyld (Henry VIII)
Catch a cold (Cymbeline)
At bryde isen (The Taming of the Shrew)
At forsvinde ud i den blå luft (Othello) og selvfølgelig –
We are such Stuff, dreams are made on (The Tempest).

Fantastisk ikke? Og listen er nærmest uendelig.

I min optik er det imidlertid det faktum, at Shakespeares stykker kan nyfortolkes og kopieres i det uendelige, fordi konflikterne er eviggyldige, der gør, at han stadig er relevant. Løvernes konge er et af de mere kendte eksempler, men Succession er også ren Shakespeare omfortolket og omsat til amerikansk forretningsverden.

Hamlet er evig moderne fordi i bund og grund handler det ikke om, hvorvidt han skal hævne og slå sin onkel ihjel. Det handler om, hvorvidt den unge mand skal vælge en ny vej og bryde med “hvordan man plejer at gøre”, eller som der forventes. Virker det bekendt? Nogen vil hævde, at med Hamlet fødes det selvansvarlige og moderne menneske.

Med min kærlighed til Helsingør og Shakespeare blev jeg derfor også rigtig glad, da jeg sidste år blev spurgt, om jeg ville være forkvinde (tidligere kendt som forperson) og være med til at starte en venskabsforening for Shakespeare Festival og HamletScenen. Jeg betænkte mig ikke mange minutter.

På Shakespeares fødselsdag i år blev venskabsforeningen  “Shakespeare Ambassadors Elsinore” således lanceret – han skulle jo også have en fødselsdagsgave, og i forbindelse med dette års Shakespeare Festival, 05. – 11. august, kommer vi i foreningen til at være mere synlige og forhåbentlig få en masse nye ambassadører.

Når vi nu er så heldige, at verdens mest berømte skuespilforfatter vælger at lade handlingen i Hamlet foregå på Kronborg, og verdens bedste skuespillere står i kø for at spille rollerne i stykket, så må vi da som det mindste bakke op og forsøge at skabe noget hype!

At være eller ikke at være A Shakespeare Ambassador!

Der er stadig få billetter tilbage til nogle af forestillingerne i årets festival, og de kan købes her (hvor man også kan tilmelde sig som ambassadør).

 

Udgivet den

Rocken er -bogstavelig talt- kommet på museum!

Når de unge mennesker er flyttet hjemmefra, kan det indimellem være sin sag at mødes. Alle har fyldte kalendere, og selvom klassikeren med den fyldte vasketøjspose også eksisterer hos os, så har jeg alligevel skulle finde på og lære nye måder at mødes på. De bliver jo voksne….

Derfor køber jeg jævnligt billetter til diverse kulturarrangementer i København, og inviterer yngstesønnen med. Så falder der som regel også en middag af, og hvilken ung studerende kan ikke bruge det.

Det var baggrunden for at min søn og jeg i denne uge var på National Museet for at opleve “Danmark after Dark”, en udstilling om Danmark de sidste 40 år med udgangspunkt i D.A.D.’s fyrre års jubilæum som rockband. Skal jeg være helt ærlig, var jeg nok mere interesseret end sønnike, og som han hurtigt konstaterede med et smil – “her hiver jeg vist gennemsnitsalderen ret meget ned”.

Men det var sådan en god oplevelse, og jeg er helt vild med, hvor gennemført museet havde arrangeret det. Pludselig blev den store bygning med det fine National Museum til “Vores museum”, og det er altså ret godt gået.

Det startede allerede ved indgangen helt ude i vindfanget. Her blev vi mødt af tjek ind personale i sorte t-shirts, som lige gav os festival (udstillings) armbåndet på. Vi kom lige da udstillingen åbnede kl. 18 (det skal jo være after dark) og havde heldigvis bestilt indgangstid i forvejen, for det her er en publikumssucces. Da vi gik, var køen lang som ved et toilet på Roskilde.

I aulaen på museet stod en overdimensioneret transistor og spillede D.A.D. hits, og der var selvfølgelig også tænkt i selfies, for i bedste Tivoli stil kunne man sætte sit hoved i en figur, og for en stund blive en af Binzer brødrene. Men bedst af alt, der var også stillet en midlertidig bar op, hvor de ventende gæster kunne købe drikkevarer, og jeg har museet mistænkt for med vilje at lade de tomme flasker stå, så det hele fik den ægte festival stemning.

Selve udstillingen var lille men gennemført, men de unge mennesker er jo ikke ligefrem til den lange fordybelse i diverse, så vi kom forholdsvis hurtigt igennem, også selvom det var en rigtig god oplevelse. Især at nærmest stå backstage på Bøgescenen til Sleepin’ my Day Away. Jeg kan godt forstå, hvorfor man bliver afhængig af det sus, det giver at spille for så stor en menneskemængde, der gør, som man beder dem om.

Men for mig var det også tankevækkende, for det er jo i princippet mit Danmark og mit liv, der nu er kommet på museum. Jeg er jævnaldrene med bandet, og kan helt reelt huske, da de kom frem med deres Cowpunk og ingen af os rigtig vidste, hvad vi skulle mene. Det fandt vi ret hurtig ud af efter No Fuel left for the Pilgrims.

Det her er ikke Den Gamle By, det er rock og nutidig Danmarks historie, som i en tid, hvor ingen kan koncentrere sig længere end en TikTok video, nu er værdig til at blive udstillet. Det går vitterlig hurtigere og hurtigere.

Så udover at jeg havde en fest, både over de to kvinder, der ikke havde opdaget, at der stod en kødrand af mennesker bag dem, og derfor gav den fuld gas i D.A.D. øvelokalet, og over at være ude sammen med min søn, var det også en på mange måder vemodig oplevelse.

Der var minder om en tid, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor vi alle troede, at verden ville blive et bedre sted. På en skærm kørte klippet med Murens Fald, og alle de små, sjove trabanter, der kom kørende i lange køer. Ud i friheden og en verden, der i hvert fald for en stund, var uden Kold Krig.

Jeg kom derfor også på memory lane, og man siger jo, at intet kan vække hukommelse som dufte og musik, så der kom gang i de private minder også. Det sker -heldigvis- ikke så ofte, når jeg kigger på flintøkser i en montre. Derfor er det så fantastisk en udstilling, museet har begået. Den er ikke alene gennemført ned til festivalarmbånd i stedet for en papirbillet, den gør også vores historie vedkommende, og så er det i princippet ligegyldigt, om man er til D.A.D. eller ej. Det spiller!

Så tag jeres unge mennesker under armen, eller gå selv, også selvom I ikke er til rock, for det er os alle sammen, der er kommet på museum, ovenikøbet det nationale.

To generationer “backstage” på Smuk.
Udgivet den

På Rügen går man tur!

Min mand Nils har altid haft en svaghed for tysk og Tyskland, og en af de første ferier, vi tog på sammen, gik til Sylt, som jeg knap nok vidste eksisterede på daværende tidspunkt. Jeg tror, det hænger sammen med at han som ganske ung havde sommerferie job i Hamborg med at sælge ristede løg. Ja, det er sandt. Det var andre tider…..

Senere er det blevet til ganske mange ture både igennem landet med stop og ture udelukkende med Tyskland som destination. De sidste par år faktisk til ganske mange, hvilket formodentlig også hænger sammen med at Nils tog et online kursus i tysk. Han faldt for et tilbud med, at hvis han ikke missede en eneste lektion i tre måneder, ville han få kurset gratis. Han endte selvfølgelig med at betale, men nu er han så næsten flydende i tysk, hvilket er en fordel, når man er i Tyskland. Desværre er han bedre til business tysk og virkelig anvendelige gloser, som at en sæl hedder en “Robbe”, mens det er undertegnede, der på bedste gymnasietysk må sørge for gode tilbud på hoteller, bestille mad, ekstra håndklæder og badekåber i andre størrelser en small. Men sådan er arbejdsfordelingen så fin.

Vi er imidlertid kommet til at holde af Tyskland som rejseland, og hvem skulle have troet det. Under min opvækst var Tyskland næsten et fyord (“Det er en tysker, Kvik!”), og man var virkelig ikke hip, hvis man ønskede at lære tysk i skolen. Det har heldigvis ændret sig, og nu er selv det tidligere Østtyskland værd at besøge. Blandt andet fordi den tyske stat har pumpet millioner og atter millioner af Euro i hele Østersøkysten for at give den et løft. Det er lykkedes.

Så mens jeg skriver dette sidder jeg i Binz på Rügen og nyder havudsigten. Det gør Cooper også. Han har fået en ny yndlingsplads, hvor han kan sidde og holde øje med alle hundene, der går tur, og her er mange hunde. Man kan rigtig godt lidt hunde i Tyskland, og man må have de firbenene med næsten alle steder. Man skal ganske vist betale lidt ekstra pga. rengøring på hotellerne, men så står der til gengæld også en hundeskål klar, og nogle steder har vi ligefrem oplevet, at der stod godbidder som velkomst.

Man kan følge med i mange ting fra en balkon, og når man kommer hjem fra en tur på stranden, kan man lige få børstet sand af, og tage en tur i “hunde-strand-kurven”

Det er nemt at rejse i Tyskland, og alt fungerer. Det er store værelser, der er masser af håndklæder og altid masser af varmt vand i bruseren (ja, jeg er ved at blive gammel og forbi den tid, hvor det var et eventyr, om der var varmt vand nok til alle gæster). Man får store portioner, og serviceniveauet er højt. Jeg er eksempelvis fuldstændig vild med at bo på hoteller, hvor der er morgenmad til kl. 11.30. Ingen hastværk her, og man skal jo også lige nå  aquafit om morgenen, inden man kaster sig over morgenbuffet’en, der ofte inkluderer sekt. I Tyskland og Østrig holder man af at drikke sekt om morgenen ved særlige lejligheder, og man skal vel skik følge, eller?

Så der er masser af gode grunde til, at vi lige stak af hjemmefra i nogle dage, og tog den lille driftssikre Fiat500 til Tysklands største ø, Faktisk er det anden gang, vi er her indenfor et år, men her er også rart. Især, hvis man kan lide at gå tur. Det kan Cooper og Nils, og så kan jeg dyrke spa’en og havudsigten imens. Alle er glade og tilfredse.

Men ærligt, det er selvfølgelig anderledes end at sidde på en cafe i Frankrig eller spise pasta i Italien. Der er ikke den samme charme, men her er så noget andet. Eksempelvis en fuldstændig fantastisk strand, der om sommeren er fyldt med de berømte strandkurve, og så er her bare hvide, fine huse.

På Rügen ligger dog også et hus, der ikke altid var hvidt, men et af verdens længste bygningskomplekser – Hitler’s “Prora”, syv store betonblokke, der tilsammen strækker sig over 4,5 km. “Kraft durch Freude” var overskriften og ideen, at arbejderne i Tyskland alle skulle have adgang til hav og frisk luft og derfor på ferie i en af de 20.000 små ferielejligheder, der udgjorde Prora byggeriet. Hvis man ser bort fra, at det også var tænkt som en del af den nazistiske propaganda maskine, var det jo som sådan en fin tanke. Fra folkevognsfabrikkerne til ferie ved havet. Ferielejlighederne nåede dog aldrig at blive taget i brug – der kom lige en verdenskrig i vejen, og i mange år har byggeriet bare stået og forfaldt med et lille, men meget interessant museum som højdepunkt.  Nu ser det imidlertid ud som om, i hvert fald store dele af det, er blevet sat i stand og omdannet til moderne, hvide ferielejligheder med balkoner, mere plads og swimmingpools. Før var det et fuldstændig syret og ret uhyggeligt sted at besøge, skulle jeg hilse og sige.

Der er også brug for nye, moderne ferielejligheder, for flere og flere turister finder vej til her til. Vi hører stadig sjældent dansk, og selv på de fire stjernede hoteller taler ikke alle engelsk, men eksempelvis her i påsken, er der selv en søndag aften fyldt med folk, der går tur ud på molen, og derefter sætter sig på en fortovscafé, så det varer nok ikke længe, før mange andre finder vej hertil.

Men indtil da vil vi nyde, at vi nok er en smule excentriske, når vi vælger at holde ferie i Tyskland – ovenikøbet det gamle DDR, hvor vejene stadig visse steder er smallere end andre steder i Europa. Men, jeg siger bare…. solen skinner ud over min havudsigt, hotellet lægger bøger på værelset om at blive lykkelig, og om lidt kører vi til Stralsund og shopper, og i aften tror jeg, vi skal spise italiensk lidt længere henne af strandpromenaden.

Es ist aber sehr toll!

Udgivet den

Han var en ægte “double bagger”.

Tænk, jeg har stadig mit Time Management kursus liggende….

For mange år siden – i tiden med Time Management og Jan Carlsson’ smilekurser hos SAS, var der også en tv udsendelse, hvor et supermarked introducerede udtrykket “en double bagger”.

Supermarkedet havde ansat nogle unge mennesker til at hjælpe kunderne med at pakke deres indkøb i poser, angiveligt efter amerikansk forbillede. Det holdt dog ikke særligt længe, vi skal nok selv styre vores varer, men udtrykket blev hængende lidt længere.

“En double bagger” er når vedkommende, der skal pakke varerne, kan se at posen er ved at gå i stykker, og derfor af sig selv sørgede for en ekstra pose. Eller med andre ord -ydede en ekstra god service.

Jeg kom i tanke om dette håbløst gamle udtryk forleden, da jeg havde forvildet mig ind i et supermarked, jeg ikke har været i før. Jeg er stadig lidt sur på Coop, over at de ødelagde Irma, så derfor har jeg undgået især gamle Irma butikker, men den dag var det altså lige den butik, der var i nærheden, og så røg principperne lidt.

Da jeg stod i kø ved kassen noterede jeg mig, at den unge kassemand havde en “vissen hånd”, tror jeg, det hedder. Hans ene hånd var i hvert fald ikke 100% funktionsdygtig. Jeg noterede mig også, at han tiltalte kunden før mig ved navn og studsede lidt over det.

Da det blev min tur, fik jeg verdens største smil og et “Værs’go Berit!”. Han havde ganske enkelt læst mit navn på kortet og personificerede på den måde min indkøbsoplevelse. Ganske som SAS gjorde i gamle dage, når man tjekkede ind, og check in personalet havde lært at referere til navnet på boardingpasset (those were the days..)

Jeg blev selvfølgelig fuldstændig vild med den unge mand, og roste ham til skyerne for hans service, men ud over at jeg fik en rigtig god oplevelse, så fik han mig også til at reflektere, for hvor er han dog en inspiration.

Her er en ung mand, der står i kassen, og som skal arbejde lidt hårdere, idet kun den ene arm/hånd er funktionsdygtig, og så finder han alligevel måder at kompensere på, og gøre det hele sjovt og på den måde løfte sit job op.

Ikke bare et ægte eksempel på “en double bagger”, men også et eksempel på, at når livet giver dig citroner, så lav limonade ud af dem – for nu at blive i klicheland, for pludselig blev hans job som kassemand ganske betydningsfuldt. Han scannede ikke bare varer og tog imod betaling. Han tog ansvar for at give os en god oplevelse, og dermed blev han meget mere end en kassemand.

Jeg har det sidste stykke tid i den grad savnet, at folk tager ansvar. Både i det store og i det små. Det synes som om, der har bredt sig en epidemi af virussen “jeg vil ikke tage ansvar, så jeg sygemelder mig”. Den er især udbredt blandt politikere, men også skoleledere og andre ledere synes at blive smittet med meget kort inkubationstid. At gå konkurs eller melde sit firma konkurs er en variant af virus.

I en artikel i Weekendavisen læste jeg om “embedsledelse”. Altså,  at nutidens ledere er mere optaget af at udfylde formularer (eller underretninger), sætte krydser og i det hele tage sørge for at det juridisk og økonomiske er i orden, end de er i at tage reelt ansvar for, hvad der foregår for øjnene af dem.

Jeg kunne sagtens her nævne en masse eksempler – også fra mit eget lokalområde, men det er jo weekend, så jeg lader jer selv komme i tanke om nogle “single baggers”, der djøf’er og melder sig syge, når de bliver stillet til ansvar.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre det, men jeg ved, at det starter med det personlige ansvar. Vi har eksempelvis selv stemt de politikere ind, som opfører sig forkasteligt, eller som bare tager orlov eller sygemelder sig.

Vedkommende i Folketinges præsidium, der ledsagede Dronningen ud fra hendes sidste statsråd, er kendt for offentligt at kalde sin søster “en løgner med store patter”, at gå konkurs og efterlade kreditorer uden en krone -og nåh ja, så hjemmesiden netfisse.dk, men han er kommet der, fordi vælgerne (vi) har stemt sådan. Det er vores ansvar….. og hans chef’, som har placeret ham der. Men ham har vi også stemt ind og givet magt.

Der er også talrige eksempler på ledere, der aldrig tager ansvar og derfor absolut ikke burde lede, men som får lov at blive siddende, for alle hader “whistle-blowers”. Det er det mest positive ved de sidste års #meetoo kampagner. Ingen har stået alene, når de “whistlede”. Det var et fælles ansvar. Nogle gange er der så “whistlet” for meget, men det er en anden historie.

Vi har brug for nogle forbilleder, der tager ansvar, også moralsk, og som ikke bare tænker, går den så går den, og der er alligevel ingen, der tjekker, om mit skriv er plagieret eller CV’et er snyd og hovedopgaven aldrig blev afleveret. Det sidste er rigtig dumt, for det bliver jo  altid afsløret på et tidspunkt, når man snyder.

Derfor er den unge mand i kassen så stor en inspiration. Han tog ansvar. Både for sit job og for sine kunder og han gjorde det fordi han følte, det var rigtige at gøre. Han er ikke kun en ægte “double bagger”, han er også et stort forbillede, og han gjorde min dag så meget bedre.

Udgivet den

Det sker oftere og oftere..

…at jeg tager mig selv i at tænke eller sige det samme som min mor. Jeg ved det godt, det er en klassiker. Der findes formodentlig ikke den forælder, der ikke på et tidspunkt har hørt sig selv sige noget til sine børn, som ens forældre sagde til en selv, og som man havde forsvoret, at man nogensinde ville lade komme over sine læber. Så jeg er helt med på, at det her er ikke revolutionerende.

Men i de senere år har der alligevel sneget sig en ny variant af “mor-tankegangen” ind, og jeg kan ikke rigtig helt finde ud af, om jeg bare skal omfavne det, eller om jeg skal skubbe det væk, og se at blive voksen og min egen, om man så må sige.

I denne uge var min yngste søn og jeg på cafe i mit gamle “hood” – Vesterbro. Jeg er for længst holdt op med at forbavses over, at der holder Porscher og Range Rovers i sidegaderne, og har også (næsten) helt accepteret det nye Vesterbro, så det er ikke her, min mors tanker kom ind i mit hoved.

Men midt (seriøst midt) inde på cafe’en, der var meget ung, hip og efter min smag, ret støjende, sad en mand i en lænestol og læste i en bog. Det syntes jeg i og for sig var ret fedt – endelig en fysisk bog, men så tog jeg mig selv i at tænke “at han dog kan koncentrere sig i det cirkus”. Ikke alene tænkte jeg det, jeg kunne ligefrem høre min mors stemme i mit hoved. Det syntes jeg var lidt mindre fedt!

Det er ikke det eneste eksempel. “Guuud, pigebarnet må da fryse”, når jeg ser en meget letpåklædt ung model uden særligt meget tøj i minus 5 grader. Eller “hvordan kan de dog holde det ud med den høje musik? Uh! Det er ikke godt. Det kommer snigende stille og roligt sammen med hvert ekstra år.

For et stykke tid siden begyndte jeg at løse kryds og tværs. Dels fordi vores tidligere Dronning direkte havde opfordret os til at gøre noget unyttigt, og dels fordi jeg kunne mærke min koncentrations længde blive mindre og mindre og min mor sagde altid (!) at hjernen er en muskel, man skal træne. Derfor kryds og tværs, og i lang tid var jeg lidt pinlig over det, og følte mig som oldgammel,  indtil jeg fandt ud af, at flere jeg kender, gør det samme.

Men også her kunne jeg se mig kopiere min mor. Jeg googler, hun havde opslagsbøger, men det er ærligt også som om, det er de samme krydsord, som den gang. Der er ikke sket meget på den front.

Min mor oplevede sin første fodboldkamp under VM96, hvor hun også blev hevet på scenen til min daværende arbejdsplads’ optakts arrangement. Og bare rolig, Søren Kaster havde Brøndby trøje på, så der blev ikke gjort forskel…

Man har altid sagt, at hvis du vil vide, hvordan din hustru bliver, når hun bliver gammel, så kig på din svigermor.

I denne måned er det 20 år siden min mor døde. Måske er det også derfor, at hun spøger så meget i min hjerne for tiden. Mine børn kan ikke huske hende. Den ældste har svage konkrete minder, men jeg er sikker på, at den ubetingede kærlighed, som hun overdængede ham med, den ligger lagret et eller andet sted, og har været med til at forme ham, ligesom alt det, jeg har kopieret fra hende, også har formet både ham og hans lillebror.

I min mands familie er de alle supermusikalske. De synger og spiller – professionelt altså, og der er også et par decideret “wonderkids” imellem. De er dog helt nede på jorden og smaddersøde, og bortset fra at det er som at gå i operaen at være til fest med dem, er det ikke noget, man lægger mærke til til hverdag. Det er bare så tydeligt, at her er det både arv og miljø, der løber i en lige linje.

Jeg ved ikke rigtig, hvad mit arv og miljø er. Som tiden er gået, er jeg meget langt fra mine rødder, og er vel, hvad folk kalder en mønsterbryder. Sådan har jeg bare aldrig selv tænkt på det, jeg har bare kørt derudaf, og synes egentlig at jeg rødder i mange forskellig slags muld, og er oprigtig glad for al mulden. Man er vel summen af det hele.

Men… jeg er altså ikke helt afklaret med, om jeg synes det for tidligt, at jeg begynder at tænke og tale som min mor, og i øvrigt også blive irriteret over, at de ikke kan tale tydeligt længere i de danske tv serier. I kan godt høre det ikke? Her altså, ikke i tv-serierne. Der er mange små, bekymrende signaler.

Nå, jeg kan i det mindste glæde mig over, at mine venner dengang omtalte min mor som “mutter fit”, og at hun altid var frisk på en tur med en speedsnakkende Dan Turéll og den sidste nye film i biografen, så helt galt kan det vel ikke gå. Jeg kan også stadig finde træningshold, hvor jeg er blandt de yngste. Jeg skal så bare leve med at træne til Boney M., men det bliver ikke spillet for højt, og så tænker jeg også som min mor – “hvor er det dog dejligt, at alle de gamle mennesker kommer ud at røre sig”  ;o)