Kategori: Uncategorized

Udgivet den

Alene hjemme!

Jeg er alene hjemme. Helt alene, selv hunden er væk. Den er taget med min mand til Bornholm, så nu er jeg for første gang i al den tid, vi har boet i dette hus, helt alene hjemme i flere dage.

Før jeg mødte Nils, var jeg single i mange år, så det er jo ikke, fordi jeg ikke har prøvet at være alene hjemme før, men det er immervæk over 26 år siden, vi mødte hinanden, og dermed en hel generation siden jeg boede alene.

Som nogen af jer allerede ved, så gik det ret stærkt dengang for mange år siden. På  1,5 år gik jeg bogstaveligt talt fra bohemetilværelsen på Bronx’en til hjemmegående husmor i Helsingør, og jeg har ikke set mig tilbage siden, men efter mange år med to sønner, en hund, en mand og et hav af først legekammerater og siden unge mænd og kvinder ind og ud af huset, er her meget, meget stille.

Det giver tid til eftertanke og refleksion, for jeg har ikke haft overskud til gæster, fester eller udstillinger. Januar, slatten konto og mørke. Samtidig er det jo ikke ligefrem fordi den massive nyhedsstrøm løfter humøret. Det skulle da lige være for “i røg og smøg for Danmark”, men efterhånden er det vel gået op for os alle sammen, at Europa også er alene hjemme. Trods alt sammen med Canada og en masse australiere, men alligevel.

Jeg tror, jeg har været hele følelsesregistret igennem de senere år. Fra afventende og til dels forstående overfor amerikanerne over bekymring, mens jeg  klingede mig fast til det lille halmstrå, at der trods alt var “fred” på dagsordenen, til nu at begynde at blive rigtig vred.

Jeg er vred ikke alene på præsidenten, men i særdeleshed på præsidentens mænd m/k og den amerikaske befolkning. Hvad i alverden bilder I jer ind?  Fordi I ikke har styr på jeres land og jeres politikere, sætter I nu hele verdensfreden på spil.  Skam jer!

En norsk forfatter brugte beskrivelsen “politisk porno”, og det er en meget præcis beskrivelse af, hvad det er man er vidne til, hvis man får forvildet sig ind på FOX eller for den sags skyld en pressebriefing i Det Hvide Hus, hvor en 28 årig, der vel dårligt nok ved, hvor Danmark ligger, er Cruella de Vil i live udgave.

Hvor er I, alle I begavede og fornuftige amerikanere? Hvordan kan I lade jeres land degenerere på den måde?  Nå, I sidder vel og ser Kardashians eller et andet lignende realityshow.

Det har jeg så ikke gjort mens jeg har været alene hjemme, men jeg har tænkt meget over, hvordan tilværelsen ville være, hvis jeg nu igen skulle være alene i længere tid. Hvordan fylder man sin tid med nye værdifulde ting igen?

Jeg ved godt, at det lyder som “empty nest syndrom”, og det er del vel også. Jeg har ovenikøbet taget mig selv i at begynde at glæde mig til at få børnebørn. Der er min mand slet ikke endnu, han er lykkelig over at der ikke er (voksne) børn i huset mere, men ærligt, jeg har da tænkt tanken, også selvom det er alt, alt for tidligt.

På den måde er livets og naturens gang jo så viseligt indrettet. Noget skal væk for at give plads til andet, og når børnene har været væk længe nok, begynder man at drømme om at forkæle små rollinger, som man heldigvis kan aflevere retur, når de har sukkerchok og ikke vil sove.

Men først skal jeg altså lære at være alene hjemme, ligesom Europa skal genopfinde sig selv uden det amerikanske våbenarsenal. Det er vi heldigvis ved at forstå, og jeg glæder mig i den grad over den massive opbakning alle steder fra. Jeg blev nærmest rørt, da jeg så klippet med den tyske ambassadør, der bogstaveligt talt sagde, at de havde vores ryg. Det er i sandhed en anden verden end for bare 80 år siden.

Hvis alle i skolegården vender ryggen til bøllen m/k, der mobber alle, og holder op med at følge ham og tage ham alvorligt, mister bøllen meget af sin magt. Jeg synes, vi i den grad skal vende rygge til bøllen og alle hans følgere.

Det ved jeg godt, at vi ikke kan fra politisk hold, og jeg er enig i og 100% bag regeringen og dens strategi, men alle vi andre. Vi behøver indtil videre ikke have de store følelser for det store land derovre, og det vil i den grad klæde den danske presse at skrue lidt ned for deres mediedækning der fra. Der sker faktisk andre ting ude i verden, og nu har dansk presse været i selvsving i for mange år, hvor stort set al nyhedsdækning har handlet om en og samme person. Skru ned! Ignorer bøllen med mindre det er strengt nødvendigt, for hvad skete der lige i sidste uge? Hokus pokus, Epstein var ude af fokus.

Jeg vil i hvert fald -her i min alene tid- tage en periode, hvor jeg “detoxer” og flytter fokus til alt andet. Jeg ved godt, at man ikke bare kan tage skyklapper på, hvilket Kongen også mindede os om i sin nytårstale, men man kan godt være velorienteret uden at kende hvert eneste ord, der kommer ud af enhver amerikaner, der er bare lidt tilknyttet administrationen.

Derfor vil jeg nu kigge mig rigtig grundigt om efter Europæiske og Canadiske varianter af hvad-som-helst, og ved I hvad Rebild, aflys I bare 4. juli festivitassen i år, ellers kommer I nok også til at være pænt alene hjemme til festen.

Udgivet den

Mit nye bornholmerliv – en tilflytters bekendelser.


Der er sol over Gudhjem og skumtoppe på bølgerne. Det er koldt -blæsende koldt, og jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, jeg ikke har været udenfor i snart 36 timer. Det er bare ikke rigtigt. Jeg har ikke været udenfor, fordi jeg er forelsket i vores nye hus, og bare har lyst til at være her og indtage et rum efter et andet. Jeg er ganske enkelt ved at lære at blive semi-førder.

Som jeg skrev i sidste blog, så har Nils og jeg taget skridtet til et nyt eventyr. Et stort skridt, for på sigt betyder det, at vi skal bo permanent på Bornholm, og så bliver vi ikke bare semi-førdere, men rigtige førdere.

Spørger man en indfødt bornholmer, er der ikke rigtig noget at være stolt af, hvis man er førder. I uddrag af den bornholmske ordbog fra 1908 står:

Förder (adj.) förd(t)-t
Fremmed, udenlandsk (egl. af föra; ført over Havet, tilført); ‹förda folk›; ogsaa substantivisk ‹ejn förder› o. s. v. en Udlænding . ‹Di förde› har, saavidt Mands Minde naaer, stedse været almindeligen brugt, som Benævnelse paa alle Ikke-Bornholmere uden Undtagelse. 

Sagt på nudansk er vi ført over havet og dermed tilflyttere, og så vidt jeg forstår, går der et par generationer eller tre, før man er rigtig bornholmer. Nå, det tager jeg heldigvis ikke så tungt, for der er også en del fordele ved at være tilflytter. Det er jo deri eventyret består.

Man har et udtryk, der hedder stueblind. Det betyder, at man er så vant til at se sin stue, at man bliver blind for de forbedringer, der burde foretages eller glemmer, hvor fint et hjem, man har. Man bliver med andre ord så vant til omgivelserne, at man glemmer at nyde eller at forbedre. Lidt ligesom man aldrig tager på kanalrundfart, når man bor i København.

Her i paradishuset (det har min ældste søn døbt vores nye hus) er jeg på ingen måde blevet stueblind. Jeg er, som skrevet, stadig ved at indtage huset et rum ad gangen. Jeg har nu mest været i stue og køkken. Noget hænger selvfølgelig sammen med, at her skal males, og at hele første salen lige nu er pakket ind i malertape og pap, men det er ikke hele forklaringen.

Jeg har brug for at tage huset på, om man så må sige. Vænne mig til hvert eneste rum og langsomt lære det hele at kende.  Måske er det fordi, jeg ikke er flyttet særligt mange gange i mit liv. Jeg har rejst meget, og har ikke noget problem med at sove forskellige steder, men jeg har også med årene erkendt, at det er meget vigtigt for mig at have et hjem. Et hjem, der er mit, og en tryg base, hvor jeg kan lukke hele verden ude eller ind,  hvis det er det, jeg har lyst til.

Jeg bekender derfor, at jeg her i starten er på eventyr på et meget begrænset område. Hvordan er lyset, hvordan er lydene (her er vidunderligt stille), hvordan lugter her og hvordan er ånden i huset?

I gangen hænger et gammel fotografi  af huset og endnu bedre, også husets historie. Her kan man læse, at Jens Erichsen, der var født i 1755 og 05. august (min fødselsdag) 1780 blev gift med Anne Kirstine Andersdatter, opførte huset i 1785.

Jens Erichsen var skrædder og herefter følger en lang række beboere, der er daglejere, fiskere, stenhuggere og sørme også en letmatros, indtil vi når op i 1970’erne, hvor en ny gruppe mennesker overtager huset. Blandt andet lokalredaktøren for Bornholms Tidende.

I dag er det vores nye hjem, og heldigvis har de tidligere ejere passet godt på huset og opgraderet det løbende med tilbygninger, nye gulve, varme i badeværelsegulvet og andre fine detaljer, og så er jeg forholdsvis sikker på, at her ikke er spøgelser. Jens Erichsen og Anne Kirstene m.fl. synes at have sagt endegyldigt farvel til huset, og det er jeg glad for. Ellers tænker jeg, at vores lille, nye lykkedyr en Ganesha vil skræmme dem væk.

Ganesha bliver i Indien påkaldt i alle ceremonier, der skal bringe lykke, især bryllupper og han er højt agtet for sin visdom og sit mod, og som den, der fjerner hindringer, og så symboliserer hans tykke mave legemliggørelsen af et vellykket of fremgangsrigt liv.  Ham er vi glade for at have fået i gave.

Annet Linnet har skrevet en sang, der hedder “Akvarium”, som jeg altid har været glad for, og kunne identificere mig med. Teksten lyder:

Hele verden ses fra mit akvarium
fra toppen af mit hus, der kan jeg se mig om.
….
Verden bag mit glasparti er helt min egen
Og verden udenfor kan gøre mig forlegen
Natten ligger udenfor strakt ud
I lys

Jeg kan mærke byens puls i glassets vibration
Jeg kan gå ud, hvis jeg vil snakke med nogen
Set udefra at jeg er til
men jeg er bedst tilpas i mit akvarium

**
Verden udenfor gør mig heldigvis ikke forlegen, og i eftermiddag vil jeg tage en tur omkring havnen i Allinge, men lige nu og lige her, er jeg bedst tilpas i mit akvarium. Nogle eventyr skal tages i små kapitler.

Må det nye år bringe jer alle lykke, fred og eventyr!

 

Udgivet den

Hiya Wall!

Jeg er ikke sikker på, at der er særlig mange, der kan huske replikken “Hiya Wall”, men i min familie kender de den. Når man har boet sammen med tre mænd, der hver på sin måde kan være fraværende, kan man nemlig indimellem føle, at man taler til væggen.

Det gjorde Shirley Valentine også i filmen af samme navn fra 1989 -helt bogstaveligt med “Hiya Wall!”, og det er fra den film, jeg har nappet replikken, som efterhånden fik mine mænd til at forstå, at nu skulle de altså høre efter. Jeg tror ikke, mine sønner nogensinde forstod hvorfor, jeg sagde sådan, men de forstod, at nu skulle de give deres mor opmærksomhed, og så kan man jo sådan set konkludere, at det virkede.

I denne uge sov “Shirley Valentine” alias den britiske skuespillerinde Pauline Collins stille ind i en alder af 85, og med et rigt liv inkl. 4 børn, ordener og andre udmærkelser, så det var ikke den store tragedie, selvom de efterladte selvfølgelig er fyldt med sorg.

Men det er ikke længe siden, vi også sagde farvel til Diane Keaton og Robert Redford, og det fik mig til at reflektere lidt. Vi 50+ har nået en alder, hvor de personligheder – skuespillere, musikere og andre kendisser, som vi er vokset op med, og som har været der hele vores liv, ligeså  stille tjekker ud en efter en.

Det er livets gang, og de fleste er ældre og mætte af dage, men det er alligevel lidt mærkeligt. Lidt, som når ens forældre går bort og man ved, at nu er man den ældste i familien eller næste i rækken, hvis det skal være lidt sort.

Det skal det selvfølgelig ikke, for det er søndag, og udgangspunktet er Shirley Valentine filmen, der er alt andet end sort.

Skulle I ikke have set filmen, eller have glemt den, så handler den om den midaldrende, engelske husmor, der keder sig gudsjammerligt med en mentalt fraværende mand, der forventer samme mad på samme ugedage og nogle børn, der har mere travlt med deres eget. Derfor taler hun med væggen.

Shirley kommer af forskellige årsager til en græsk ø, hvor hun møder Costas (!), og hun ender med at blive på øen, og vinke farvel til flyvemaskinen, da hendes veninde flyver hjem. Costas bliver rædselsslagen, da han ser hende komme tilbage fra lufthavnen, for han allerede er i gang med at forføre den næste midaldrende, forsømte kvinde, men Shirley er ikke blevet forelsket i Costas, hun er blevet forelsket i livet.

Filmen slutter med at hendes mand til sidst erkender, at hun ikke kommer tilbage, og han er nødt til at rejse efter hende. Han kan i øvrigt slet ikke kende hende, da han kommer til øen, og i slutscenen sidder de to sammen i solnedgangen og kan måske, måske ikke finde lykken sammen på en ny måde.

Det er mange år siden, jeg har set filmen, men jeg husker den som sjov og skøn og moralen om at bryde ud af hverdagen og blive genforelsket i livet kan jeg i den grad relatere til.

I sommer forelskede vi os i et hus på Bornholm, Vi har været forelskede i Bornholm i mange år, og nu var huset der pludselig, så vi slog til og købte det, og her slut november får vi nøglerne.

Jeg er både ovenud lykkelig, og skræmt fra vid og sans, for det betyder, at vi på sigt bliver “førdere”. Det er et stort skridt efter snart 30 år i Helsingør, men vi har brug for at blive forelskede i livet igen og komme på eventyr.

Jeg har så tit hørt folk sige klicheen “vi skal også gøre det, mens vi stadig er friske”, og så har de talt om rejser m.m., og jeg har tænkt, ja,ja, – den tid den glæde, men nu er det pludselig den tid.

Så vi har været i Ikea og leget unge, der skal etablere hjem og købt “starters kit” og af en eller anden uforklarlig årsag en si! Tre pander, en gryde en kasserolle og en si. Det kan ikke gå helt galt.

Næste skridt er malerbøtter og Ajax, og nytårsaften bliver fejret på lånte madrasser, og måske ved et spisebord, mens vi kigger på fyrværkeri over yndlingsøen, og jeg glæder mig.

Vi skal huske at genforelske os i livet og bryde ud af de vante rammer engang i mellem, ellers ender vi med at tale med (og om) væggen, og det er livet for dyrbart og kort til.

God søndag!

Udgivet den

Billy Joel, bibelcitater og bare ben på Fælleden

Hvordan hænger de tre ting overhovedet sammen? Det gør de også kun fordi, de var en del af indholdet på den “retræte”, jeg var på i lørdags. En retræte med temaet “Heling”, som min præsteveninde havde arrangeret i Kirken i Ørestad.

Det var sådan en fin oplevelse, og jeg tror, at vi alle kan trænge til en retræte engang i mellem i en travl hverdag.  Jeg kan personligt rigtig godt lide, at sådan et arrangement er sat i rammer, og at man skal følge en program, men for andre er det måske bedre bare at være – somewhere.

Denne lørdag startede med yoga på kirkegulvet. Kirke er måske så meget sagt,  for der er rent faktisk ikke en kirke endnu. Det er et stort, råt lokale, og hvis man ikke passer på, kan man komme til at gå ind i neglesalonen, der ligger lige ved siden af. Man er i den grad i øjenhøjde med sin menighed her – bogstaveligt talt.

Men altså – ned på gulvet på måtter med kirkens logo (cool!) og da både alter og døbefond er på hjul, var de to ting kørt af vejen, for at give plads til os. Dæmpet musik og i gang.  10 kvinder var vi. I alle størrelser og aldre og med alle mulige bevæggrunde for at ligge her og svede. To var kommet helt fra Ringsted, men de var industrispioner, for de ville lave noget lignende og var så  afgjort på inspirationstur.

Efter yogaen og lidt lækkert traktement var det ud på Fælleden og vandre. Først i stilhed, så to og to med en, man ikke kendte i forvejen og undervejs var der stop med tid til fordybelse, fællessang og lækre sandwiches. Vi blev sørme også velsignet af præsten undervejs, og det kan man vel altid bruge. Derudover mødte vi en granvoksen kanin (ja, en mand klædt ud som kanin), en polterabend med lyserøde cowboyhatte, så en 30-40 fly lette og hilste på nogle glade køer, og jeg stak hovedet lige op i en træsøjle, hvor der med rød tus stod: “Du er elsket!”. Det var ikke nogen kedelig dag på Fælleden.

Foto: Henrik Thierlein, der skriver virkelig gode anbefalinger til, hvad man skal lave i København og resten af Danmark på bla. MigogCph.dk

Alle deltagerne havde forskellige årsager til at deltage. En yngre kvinde, der var så tynd, at jeg var bange for at hun ville blæse væk, havde netop dagen forinden fået besked om at hun var kræftfri. Da vi sagde tak for i dag, så hun nærmest lykkelig ud med sit tørklæde, hvor der engang var hår, og jeg noterede mig, at man også taber øjenvipper, når man er i hård kemo.

For mit eget vedkommende handler det om et afbræk, hvor jeg skal være og være tilstede. Ingen mobil, ingen forstyrrelser, kun fokus på i dette tilfælde heling og positive budskaber blandet med lettere fysisk udfoldelse. Det kan noget, og selvom jeg hverken har tid eller lyst til at gå Caminoen igen, det går helt fint med Fælleden,  så kan jeg genkalde følelsen fra bare at gå alene og rense hovedet for alt.

Til sidst var der mindfulness gudstjeneste med guidet meditation, og det er her Billy Joel blev en del at det hele. Der er ikke orgel i denne kirke men et stort flygel og en mandlig og kvindelig sanger, og de synger altid de sange, der passer til det givne tema. Derfor fandt jeg pludselig mig selv siddende og synge med på:

Slow down, you crazy child
you’re so ambitious for a juvenile
But then if you’re so smart, tell me
Why are you still so afraid?

Where’s the fire, what’s the hurry about?
You’d better cool it off before you burn it out
You’ve got so much to do and
Only so many hours in a day

**
Slow down, you crazy child
and take the phone off the hook and disappear for a while
it’s all right, you can afford to lose a day or two
When will you realize, Vienna waits for you?

Nummeret er helt tilbage fra 1977 og fra et af mine yndlings album, The Stranger, og selvom jeg ikke har hørt det i  lang tid, så kunne jeg teksten udenad. Jeg har godt nok også hørt den plade mange gange.

Tankevækkende er det, at allerede for 48 (!) år siden skrev Billy Joel en tekst, der rammer smak ned i vores tids store stress udfordringer.

Bundlinjen af det hele er, at vi alle kan trænge til en retræte, hvor hverdagens jag og genvordigheder bliver parkeret til fordel for positive og næstekærlige budskaber -med eller uden spirituelle budskaber. Det kan varmt anbefales.

Har du lyst til at opleve en retræte eller Mindfulness gudstjeneste med guidet meditation i Kirken i Ørestad, kan du læse mere her: Kirken i Ørestad 

Udgivet den

Jeg er blevet forelsket…

Di Derre på scenen med Jo Nesbø i de blå sko.

…i Jo Nesbø. Ja, ham nordmanden med Doktor Proktor’s Pruttepulver og et utal af andre bøger, som jeg rent faktisk ikke har læst. Jeg har heller aldrig mødt ham, men det behøver man slet ikke for at blive forelsket, det er et hav af teenagepiger gennem tiderne med boybands levende beviser på.

Men forleden aften da jeg zappede igennem alle de forskellige tv-kanaler (det er sådan noget, vi af Den Gamle Ordning gør) stødte jeg på norsk tv på et band, der tydeligvis spillede på hjemmebane. Det lød ret godt, og jeg blev hængende, og så stod der pludselig, at det var Jo Nesbø.

“Hold da op”, sagde jeg til min mand, “nu spiller han også musik”, hvilket viser, hvor lidt jeg vidste, og for den sags skyld ved, om norske kunstnere, for Jo Nesbø var musiker, før han blev forfatter. Vel at mærke en forfatter, der har solgt over 50 mio. eksemplarer af sine bøger.

Jeg gik derfor på research, og jo mere jeg fandt ud af om hans band “Di Derre”, jo mere vild blev jeg med både Jo og bandet. Det viste sig, at jeg faktisk kendte et af deres numre en lille smule, for det har været genindspillet med Poul Krebs, og det havde jeg trods alt hørt en enkelt gang eller tre.

Men tænk, hvor lidt vi ( i hvert fald jeg) ved om vores nordiske kunstnere. Her har vi et multitalent, der for nordmændene vel er en blanding af Jussi Adler og  Kim Larsen, og jeg kendte kun til hans forfatterskab. Han er i parentes bemærket også uddannet fra Oslo School of Economics, og arbejdede som bl.a. journalist og aktiehandler før sin kreative karriere, så der er vitterlig tale om en mand med mange facetter.

Di Derre’s andet album solgte til dbl. platin, og det er dermed altså ikke et lille, ukendt band fra Molde. Nu giver de imidlertid kun få koncerter om året, hvilket måske hænger sammen med, at bandet oprindeligt blev dannet med Jo Nesbø’s bror, Knut, der gik bort i 2013.

Hvorom alting er, mens jeg forelskede mig i dette multitalent – og ok, meget charmerende mandsperson, blev jeg også lidt trist over, hvor lidt jeg har fulgt med i det nordiske kulturliv.

For alt for mange år siden, viste svensk tv “Måndags Børsen”, hvor stort set alle, der var noget ved musikken optrådte, og jeg så næsten hvert eneste program. For en god ordens skyld, det var altså efter sort/hvid tv.

Da jeg var yngre, så jeg en masse svensk tv, og havde helt styr på, hvem der var toppen af poppen i Sverige. Det har jeg heller ikke længere, og hvis vi lige ser bort fra de allerstørste, har jeg ingen pejling på, hvad der rør sig på den anden side af sundet. Norge, Island og Færøerne har jeg slet ikke styr på, og det synes jeg, er lidt en skam.

Det er mit eget ansvar, det er jeg helt med på, for jeg kan jo bare finde noget på Spotify, og det gjorde vi faktisk også sidste år, hvor vi var på bilferie. Hvert nummer, vi hørte under bilturen, skulle være fra et nyt land i Europa, men det var ikke let. Jeg tror eksempelvis ikke, jeg kender mere end en finsk kunstner.

Dan Rachlin har lige udgivet en lille Facebook føljeton, hvor han skiver om begrænsningerne for radioværter i forhold til at vælge musik. Playlisterne bliver styret centralt fra, og af frygt for at miste lyttere (-læs annoncekroner) spilles kun det sikre. Sandsynligheden for at høre en i Danmark ukendt kunstner, er derfor mindre, end den var tidligere, og det er ikke et fremskridt. Vi skal da udfordres en gang i mellem og høre noget vi ikke kender. Roxette havde aldrig fået deres US gennembrud, hvis ikke en anarkistisk radiovært havde spillet det nummer, han lige havde hørt på en ferie i Sverige.

Bedre bliver det ikke af, at DR har skåret stort set alle kulturprogrammer væk. Sammenligner vi med andre public service stationer i Europa, er det en ørkenvandring. I et land som Østrig er der en decideret kulturkanal, og der vises fra alle genrer, og kigger vi bare på Sverige er udbuddet mere end dobb. så stort som på DR. Tyskland og England viser tv kulturnyheder på linje med sportsnyheder.

I en tid, hvor der tales og skrives så meget om åndelig oprustning, ville det virkelig klæde DR at skrue op for kulturformidlingen, og jeg er ret sikker på, at der faktisk er seere og lyttere, der gerne vil udfordres en gang imellem og ikke kun se og høre, hvad algoritmerne sender i deres retning.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at jeg stadig har “turbo-tv”, og kan se både svensk, norsk og tysk tv, og dermed få input fra landene omkring os -og altså også en lille lang-distance sommerforelskelse.

God weekend i sommeren!

Udgivet den

Noget har altså forandret sig!

Forleden sendte algoritmerne dette foto i min retning på Facebook. Billedteksten var noget om, at man altid skulle gå efter at være forrest, for det er det sjoveste, men der var noget helt andet, som ramte mig ved dette foto. Altså først og fremmest, bliver man jo glad i låget at se disse damer have en fest i en rutsjebane, og jeg må også medgive, at det ser ud som om række et har det noget sjovere end række tre, men det var damerne i sig selv, der fik mig til at reflektere lidt over, at noget har altså ændret sig.

Hvor gamle mon disse glade kvinder er? Mit gæt er, at de har været omkring de 50-60, da dette foto blev taget. Ja, jeg ved godt, at det er fra det forrige århundrede, og sikkert også fra USA med til hverdag hjemmegående husmødre (som jeg i øvrigt har stor respekt for – jeg har selv været en i flere år), men påklædningen og deres look.

Nu skal jeg spare jer for et foto af Victoria Beckham, men hun er lige blevet 50, Jane Fonda ligner en million som 87 årig, og ikke et ord om Helen Mirren eller diverse voksne kvinder, der lige har gennemført Royal Run, for det er et noget andet look. Jeg tænker også, at plader med titler som “For de unge på 40”, i dag vel ville være, “Yo! Whats up?”, mens familien kæmper for at få den 40-årige til at forstå, at der er altså visse ting, der hører med til at blive voksen, for med en fortærsket sætning, tiden er en anden.

Min veninde, der bor i England, ringede i denne uge (50something for Facetimede) halvt ødelagt af grin og halvt en lille smule tænksom. Min veninde bliver 64 næste gang, men ligner en på maks. 50. Træner flere gange om ugen, både pickleball og badminton og går mindst 5 km. hver dag. Hun var blevet kontaktet af sit lægehus, fordi nu havde hun nået den alder, hvor det nok ville knibe lidt med at røre sig, så derfor ville de gerne invitere hende til stoletræning sammen med andre i hendes aldersgruppe. En seniormotionsgruppe.

Jeg spurgte hende  selvfølgelig, om hun havde svaret, om det skulle være før eller efter pickleball, men udover det sjove i det, og jeg i øvrigt synes det er supergodt, at lægehuset på den måde forebygger og hjælper, så gav det selvfølgelig også stof til eftertanke. Vi er nu i den alder, hvor andre begynder at holde øje med os. På den gode måde altså.

Alligevel vil jeg påstå, at der trods alt er sket en forandring i forhold til tidligere generationer, jf. damerne i rutsjebanen. Det er jo bedstemødre i look, og trods de giver den gas her, så nok også i sind. Der er vi heldigvis ikke længere. Vi kan godt tage en diskussion om det er ok at sætte pensionsalderen op til 70 år (nej, det er det ikke!), men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi efterhånden ikke vil lade et årstal definere os. Det kan godt være arbejdsmarkedet vil, men vi vil ikke. Vi vil leve livet – hele livet, og hvis det er i stramme læderjeans og højt hår, så fred være med det.

Det kommer skavanker – selvfølgelig gør der det. Det er også årsagen til, at min foretrukne motionsform er “Aqua-fit”. En hypermobil krop har ikke led til løb eller hop, men så løser man det på den anden måde, og nogle af mine bedste venner har lige tilbragt hele weekenden på Copenhell, og de er altså også over 50.  Det er de fleste af musikerne såmænd også, og selvom anmelderne ikke helt kan blive enige, så fornemmer jeg, at Billy Idol lavede lidt af et show.

Fra min egen verden og netop aqua-fit havde jeg også selv i dag en oplevelse, der understregede, at alder nogle gange er flydende. Jeg træner næsten hver uge med en ældre dame, der kan være alt mellem 70 – 90. Hun er korthåret og den energiske type, men ellers ligner hun alle os andre. Det vil sige lige til i dag. Vi klædte om sammen, og jeg noterede mig, at hun tog kasket og kort jakke på, da hun gik. Looket kan ikke komme længere fra damerne i rutsjebanen. På vej ned af trappen kigger jeg ud på parkeringspladsen, og der holder den vildeste Ferrari Cabriolet. Jeg kigger derfor selvfølgelig en ekstra gang og må juble højt, da det er min træningsfælle, der med sin kasket indtager bilen og kører hjem.

Go Girl Go!!!

Udgivet den

Da vi flyttede ind, blomstrede kirsebærtræet

Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.

I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.

Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.

Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ),  er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.

I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld  har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt  beskyttelse er blevet klippet ned.

Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i  en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.

Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

Det er simpelthen for trist at se billeder fra dansk landbrug, så her er en glad gris.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.

I Danmark produceres årligt 40 millioner grise.  Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret.  De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også,  en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.

Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.

Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.

Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.

Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?

Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.

I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.

Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd.  Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.

Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.

-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.

Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.

-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.

God weekend!

Hvis du vil vide mere:

Dyrenes beskyttelse

Dyrevelfærdsmærket

Udgivet den

Set udefra er vi faktisk misundelsesværdige

De fleste danskere har en svaghed for at læse, hvad udlændinge tænker om os. Selvom vores andedam efterhånden er blevet til en velvoksen sø, og vi seriøst må være det folk i verden, der rejser mest, så har vi stadig et lille land kompleks (ikke et ord om rigsfællesskabet), og derfor sluger vi også med stor nysgerrighed, hvad folk fra den store verden mener om os.

I hvilket andet land var det eksempelvis blevet en forsidehistorie, at en britisk skuespiller har døbt sit barn Tove? Det er selvfølgelig også en lidt interessant historie, men alligevel.

Nå, men jeg får også engang imellem i lysten til at høre, hvad den store verden tænker om vores kultur og måde at leve på, og fordi jeg har set en enkelt lille video, sender algoritmerne nu et hav af herboende udlændinges gode råd om dit og dat og undren over danskernes måde at leve på i min retning.

Historierne om barnevogne udenfor uden opsyn er en klassiker, og vi kender også alle sammen den store undren over lakrids, og at man bare ikke skal røre ved den gamle jul.

Men forleden stødte jeg på en amerikansk kvinde, der fortalte om hendes helt store undren over de mange mænd, der arbejder med børn, og det fik mig til at tænke over, hvor meget vi egentlig tager for givet, men som bare ikke er det.

Hun berettede – i øvrigt med stor glæde, om hvor mange mandlige lærere, der er  på hendes ene barns skole. Hun fremhævede også en episode, hvor hun i det andet barns børnehave havde set en mandlig pædagog med et barn på skødet, hvor de to grinede og læste historie sammen. For hende var det en oplevelse, der  svarede til at gå en tur på Mars.

Derudover var hun dybt forundret over alle de unge – særligt de unge mænd, der arbejder i de forskellige institutioner. Så forundret, at hun havde spurgt nogle om hvorfor, og havde fået svaret at i deres alder var det småt med jobs, og at de meget hellere ville lege med børn, end at sidde i kassen i et supermarked. Dette fremhævede vores amerikanske gæst som noget helt unikt -altså at unge mænd vil arbejde med børn, og finder det sjovt og berigende.

Ærligt, dette havde jeg slet ikke tænkt over. Min ene søn har også på et tidspunkt arbejdet i en SFO og jeg har aldrig – som i aldrig –  på noget tidspunkt skænket det en tanke, at det var usædvanligt, fordi han er en mand. Min anden søn har en mandlig pædagog som bofælle, og vi har da også en mandlig  pædagog i vores omgangskreds. Vældigt flinke og helt normale mennesker.

Den amerikanske kvindes refleksioner fik således også mig til at reflektere.

Der er så meget, som vi tager for givet. Vi tror, at fordi vi lever på denne måde, så er det helt almindeligt, og det er bare sådan, det er.  I den store verden derude, er det bare ikke tilfældet, og eksemplet må give stof til eftertanke.

Jeg blev, efter at have set den amerikanske kvinde, så taknemmelig og glad for, at jeg lever i et land, hvor mennesker kan arbejde med det, der giver dem glæde, uden at der kigges skævt. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, det er der altid, men vi har trods alt skabt et samfund, hvor man frit kan vælge sin beskæftigelse uden at nogen af den årsag synes, man falder uden for skiven.

Tænk, hvis vi kunne begynde at fokusere lidt på alle de positive ting, der er i vores samfund. Det er trods alt ikke mere end 70 år siden, at det nærmest lå i ruiner, og vi virkelig kunne tale om fattigdom, og knap 100 år siden børn født udenfor ægteskab blev betragtet som uægte. Det kunne jo være, hvis vi begyndte at være lidt taknemmelige – og nøjsomme- at vi så ville få overskud til at løse de virkelige problemer.  Vi kan jo starte med Folkeskolen.

Derfor er det også sundt nogle gange at høre, hvad andre tænker og mener. Man bliver samfundsblind og i tech-garkernes ekkokamre bliver alt sort / hvidt, og vi får tendens til at glemme, at der næsten altid er nuancer.

Så  denne weekend vil jeg udelukkende være taknemmelig og glædes over alt det gode, og så lukker jeg verden ind igen på mandag.

Udgivet den

De er bedre end deres rygte…

…og nej, det er ikke Boom’erne, jeg tænker på.

Jeg tænker på alle de unge mænd, som jeg støder på. Jeg er selv beriget med to af slagsen. 22 og 24 år er de nu, og selvom de ikke bor hjemme mere, så har jeg jo jævnligt fornøjelsen af både dem og deres venner.

Faktisk havde jeg tænkt på dette blogindlæg allerede for nogle uger siden, da min yngste havde fødselsdag, og den blev fejret som en tre-trins-raket. Først eftermiddagshygge og middag med familien, så stødte kammeraterne til og da vi “gamle” gik hjem, gik de unge i byen.

For mens vi var sammen med de unge mænd, var de så søde, omsorgsfulde og snakkesalige – også med os, og jeg sad og blev helt rørt over, hvor skønne de alle sammen var. Alle i gang med at blive rigtige voksne, med hvad det nu indebærer af rudekuverter og forpligtelser, og så alligevel ikke, for både fremtidsdrømme og illusionerne om verden er intakt. Guderne (alle nævnt, ingen glemt) skal ellers vide, at der er nok af udefra kommende trusler, der kan vælte dem omkuld, men nej. Og de som studerede, arbejdede alle ved siden af for at kunne få økonomien til at hænge sammen, mens andre var startet i bunden af karrierestien og nu langsomt bevægede sig op trin efter trin. Så jeg sad altså der i sofaen, og blev helt rørt.

Det kom jeg til at tænke på i går, hvor jeg spiste frokost med en god ven. Det er i sig selv var sådan set herligt nok, for vi har en samtale, vi startede for godt 10 år siden, der ikke er slut endnu, og vi har det ret så sjovt i hinandens selskab. Men i går fortalte han også en historie, om noget, han netop havde oplevet, der fik mig sådan til at grine.

Hans datter er upcoming musiker, og skulle spille et koncert i København. I køen på vej ind (ingen VIP’s her…) falder han i snak med nogle unge mænd, der står bagved ham i køen. Glade unge, lettere berusede ungersvende med et par dåseøl i hænderne. Da de hører, at han skal ind og se den unge, kvindelige musiker skamroser de hende – ærligt, nok mest hendes udseende, og er alle enige om, at hende gider de godt kn….! Hun er også smuk som en engel, og jeg har mere end en gang tænkt, om ikke et arrangeret, tilfældigt møde med en af mine sønner ville være en god ide.

Nå,  moderen falder i snak med ægteparret foran og i den forbindelse bliver det offentliggjort, at det altså er den unge, smukke kvindes far, de netop har fortalt, hvad de gerne vil gøre ved hans datter.

Se, nu kunne de unge mænd bare have ladet om ingenting og kigget den anden vej. Men nej, de spørger lettere røde i hovederne, om det er rigtig forstået, at det er faderen til musikeren, de lige har talt med. Da min ven bekræfter, skjuler de, de nu helt røde ansigter, i hænderne og undskylder, det bedste de kan. De beder ham bære over, idet de bare er nogle unge, halvfulde, glade fyre. Det gør min ven selvfølgelig, og forsikrer dem, at han også selv har været ung og halvfuld engang, så han kan godt huske det.

Både min ven og jeg havde selvfølgelig en fest over situationen, der er som taget ud af en halvdårlig film, men vi var også enige om, at det var nogle ualmindeligt søde unge mennesker, der tog ansvar for deres opførsel. Det hjælper nok, at min ven har et vist pondus i både højde og fremtoning, men alligevel.

Og det fik så mig til at tænke på mine sønners venner for en måneds tid siden, og derfor dette tema på søndagsbloggen.

Jeg ved godt, at der aldrig har været så mange diagnosticerede unge. Jeg ved også godt, at der er flere “selvskadere” end før, og at vores unge drikker, som huller i jorden. Jeg er også fuldt bevidst om, at både min vens datter og mine sønners omgangskreds er fra såkaldt ressourcestærke hjem, men det ændrer ikke på, at de fleste af de unge, jeg møder på min vej er top-skønne, og rent faktisk er så meget bedre, end deres rygte. Hvis de i det hele taget har et rygte. De synes i øvrigt også, at woke-ism har taget overhånd, og at bartenderen fra Hotel Cecil, der blev fyret og så kastede maling på et kunstværk på SMK, er en spade.

Så denne klumme er en hyldest til alle vores unge, skønne mennesker, der navigerer i en verden fyldt med SoMe, klimakrise, krige, utallige kønsidentiteter og mødre, der insisterer på at spille Do they know it’s Christmas på repeat.

Længe leve vores unge!

Udgivet den

Jeg savner tiden 1985 – 1995…

…sådan cirka, og helt konkret savner jeg:

  • Ord som fredsforhandlinger, nedrustning, Perestrojka og Glasnost
  • Next Stop! – både Nevada og Sovjet
  • At forurening handler om at smide sit ispapir i skraldespanden, og ikke at jorden vil gå under, fordi jeg kører på søndagstur i min bil eller flyver til Mallorca
  • Sætninger som “Tear that Wall down!”
  • Mærkelige grupper (jeg deltog selv i en), hvor vi håbede, at vi med tankens kraft kunne sende signaler til  verdens ledere om fred (nej, jeg ved ikke, hvordan det skulle virke )
  • Mathias Rust – og Gevalia reklamen, der fulgte efter
  • Små, sjove Trabanter, der myldrede over den gamle grænse
  • Fredsbevægelser – selv morgengrimme for fred
  • Håb og optimisme om en ny tid
  • Håb om demokrati i Kina (ok, den var lidt langt ude)

  • Kreative musikvideoer
  • At kunne danse en hel nat
  • En udenrigsminister med vid, humor og respekt for skatteborgernes penge
  • Et herrelandshold med Preben Elkjær typer
  • At vinde EM i fodbold
  • At kunne opføre sig åndsvagt uden at være bange for at se det på internettet
  • At vitterlig tro, det hedder marcinpan… med n. Det lød meget sjovere
  • Ikke at være træt kl. 23
  • At kunne passe min gamle yndlingskjole
  • Danske reklamer, der var sjove, kreative og langtidsholdbare
  • At offentlig transport var noget, der blev taget alvorligt
  • At public service tv blev taget alvorligt
  • At mange læste aviser
  • At man måtte sige “Mine damer og herrer!” uden at blive beskyldt for at være krænkende
  • Dametoiletter
  • Begivenheder som “Live Aid” og folk, der troede, de kunne gøre en forskel
  • At fodbold handlede mere om fodbold end profit
  • At Trump kun var forretningsmand…eller hvad han nu var
  • Dan Turèll
  • At religion i Danmark var en privatsag
  • At være spændt på, hvad jeg får i julegave (ok, det kan der nok ændres på)
  • At nogen i fuld alvor hældte dyr, fransk rødvin i kloakken foran Den Franske Ambassade i protest mod atomprøvesprængninger
  • Hensyntagen i det offentlige rum
  • Ubekymrethed og ikke at  skulle tænke på 3-dages overlevelseslagre
  • Nåh ja… og så de to her… naturligvis i en udgave fra den tid


Og ja, jeg er klar over, at det vil være lige så nemt, at lave en liste over, hvad man ikke savner fra den tid, men den må du selv lave.