Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle blive bekymret for kvinders rettigheder i vores del af verden, men det er jeg nu og af helt forskellige årsager.
Derfor er dette blogindlæg også anderledes, end søndagsbloggen plejer at være, Jeg er helt bevidst om, at jeg træder ind i et minefelt, men hvis ikke jeg virkelig fandt det nødvendigt, ville jeg ikke vove pelsen.
Det er selvfølgelig primært affødt af at USA’s Højesteret, der med et slag har banket “The Land of The Free” tilbage til forrige århundrede, men sandheden er, at jeg i længere tid har noteret mig tegn på, at kvinder helt generelt er under pres.
Det er som om en barok blanding af de meget højreorienterede, militante transpersoner og medløbere i et uskønt fællesskab og med hver sin dagsorden flytter på nogle helt basale frihedsretter for kvinder.
Dette handler ikke om eksempelvis kampen for flere kvinder i bestyrelser og på kunstscenen, som jeg selvfølgelig støtter helhjertet. Det her er noget andet, og det er større end højre og venstre side i dansk politik, som visse organisationer gerne vil have det til at blive. Stærkt hjulpet på vej af en DF kampagne om retten til at være almindelig. Det må for alt i verden ikke ske, så vi står i samme situation som med udlændingedebatten for 30 år siden, hvor ingen turde påpege åbenlyse udfordringer af frygt for at blive udskammet.
Man er ikke bagstræberisk eller højreorienteret, fordi man gerne vil beholde sin ret til at være kvinde, og dermed også have ret til at bestemme over sin egen krop, sin seksualitet og sin betegnelse som, ja netop kvinde.
Lad os starte der. LGBT+ vil gerne, at vi benytter betegnelsen ciskønnet. Ciskønnet er en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen. Med andre ord en heteroseksuel kvinde, født som biologisk kvinde. Selv det, er jeg i tvivl om jeg egentlig “må” skrive.
Jeg kan altså ikke længere “bare” betegne mig som kvinde. Jeg skal også flashe mit seksuelle tilhørsforhold, og min kønsidentitet. Siden hvornår har vi i Danmark forlangt, at folk skal flashe deres seksuelle tilhørsforhold, uden de selv har lyst til det?
Jeg har stor respekt for at nogen har det behov, og gerne går i en parade for at vise, hvor stolte de er. Jeg hepper så meget på dem, støtter Dansk Regnbueråd aktivt og og omfavner også gerne alle transpersoner, der bare vil leve i fred og fordragelighed som kvinder. Men det må og bør være en privatsag, om man vil behæftes med en kønsidentitet, og jeg kan ikke acceptere, at fordi andre har det anderledes, må jeg ikke længere bare kalde mig kvinde.
J.K. Rowlings tog kampen op, og formastede sig til at skrive, at der er en betegnelse for de personer, der menstruerer – nemlig kvinder. Nogle vil hævde på en humoristisk måde, andre på en fornærmende. Faktum er imidlertid, at siden er hun blevet “cancelled” i en grad, der får Johnny Depp’ s fyringer til at ligne et skvulp i et shotglas vand.
Til jubilæet for Harry Potter, altså det univers, som hun skabte, blev hun ikke inviteret, hun har modtaget dødstrusler, og i disse gale USA tider minder det ganske meget om McCarthy perioden. Ene og alene fordi hun holdt fast i betegnelsen “kvinder”.
Det gjorde de ikke på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn. Det har de modtaget en pris for. Jeg er sikker på, at der ligger gode intentioner bag, og at udstillingen er relevant og værd at besøge, men det er stadig endnu et eksempel på, at betegnelsen kvinde ikke holder længere og med et pennestrøg bliver fjernet.
Kvinders såkaldte safe-spaces er også i fare. Kvindefængsler eksempelvis. Mænd dømt for voldtægt skifter køn og forlanger at afsone i kvindefængsler, hvorefter de begår voldtægt igen. I kan selv Google for at læse om de forskellige episoder, for det er ikke enestående tilfælde.
I slutningen af maj i år, fyldte en sag fra BBC de engelske medier. BBC havde for at være inkluderende ændret et voldtægtsoffers forklaring fra “ham til dem” og “han til de”, fordi vedkommende, der er født som mand og stadig har penis -som vedkommende altså voldtog den unge kvinde med – hævdede at han var transkønnet. Udover at være citatfusk, sætter det også en sårbar kvinde i en endnu mere sårbar position, når hun nu også skal tage hensyn til voldtægtspersonens (!) ønske til pronominer. Igen flyttes fokus, og det er kvinden, der taber. I øvrigt midt i en #metoo og #textmewhenyougethome tid. Det er til at blive rundtosset over.
Og så skal vi da også lige runde sporten. I denne uge vedtog svømmeforbundenes verdensorganisation, at transpersoner skal stille op i en særlig “trans-kategori”. Så vidt jeg har kunne læse mig til er rugbyforbundet fulgt efter og det er i min optik kun fair. Hvilket blandt andet Caitlin Jenner også har advokeret for.
Jeg vil gerne endnu engang understrege, at jeg er stolt af at leve i det land, der først gav personer af samme køn (!) ret til at blive gift, og at jeg har den største sympati for personer, der gerne vil have forskellige kønsidentiteter. For min skyld må folk gøre, som de vil, så længe det ikke går ud over andre. Det er bare det, det gør nu. Det går ud over kvinder.
Jeg oplever pt., at kvinder bliver presset fra flere sider, og selvom det er fra to helt forskellige fløje, så er fløjene lige skingre, og “the bad guys” fra begge fisker i rørt vande. I øjeblikket desværre med succes.
Tilbage i midten står som sædvanlig alle vi, der gerne vil være inkluderende, men også beholde retten til at bestemme over egen krop og til at være og kaldes kvinde. Tænk, at vi er nødt til at kæmpe for det i 2022. Tag aldrig frihedsretter for givet.
Jeg er kvinde, og det er jeg stolt af!
