I år er det – gys – 40 år siden…

Man skal have en vis alder for at vide, hvad det her er….

,,,,at jeg blev student. Det er også 40 år siden, at Uffe Ellemann Jensen blev udenrigsminister første gang. Nu er han gået bort -eller videre. Det var ventet, og fra hvad jeg kan læse mig til, var han også selv afklaret og helt bevidst om at det lakkede mod enden.

Alligevel er det mærkeligt. Mærkeligt på samme måde, som at det er 40 år siden, jeg kørte rundt på en vogn med en hue og var lykkelig, ubekymret og lettet.

Vi talte om i det i forgårs, Nils og jeg, da vi hørte, at Jakob og Karen Ellemann var hastet hjem fra Folkemødet. At nu ville vi miste en af de skikkelser, som har været der det meste af vores liv. En stor personlighed, der på en gang – som hans far sagde “var for meget Ellemann og for lidt Jensen”, og så alligevel ikke. Som havde masser af humor og format til at sætte sig på bageste række i Folketinget blandt de nye, da han var trådt tilbage som formand. Kors, hvor jeg dog savner politikere som ham. Enig eller uenig, det var i hvert fald ikke en spindoktor, der fandt på “Du skal kraftedeme ikke filme mig nedefra”, og hvad havde Ekstra Bladets nytårstorsk været uden ham?

Da jeg refererede “If you can’t join them, beat them” for min søn i dag, rettede han mig og sagde at det altså var omvendt. Det tog så lige en længere forklaring, men det er vigtigt, at vi holder fast i fælles referencerammer, så han var tvangsindlagt.

Jeg tror imidlertid, at jeg skal tænke mig lidt mere om i fremtiden, når det kommer til fælles referencerammer og sønnike.

For nogle år siden begyndte vi nogle familie filmaftener for at have nogle fælles oplevelser. Kort fortalt, smed alle en seddel med en filmtitel i en bowle, og alle skulle så holde ud, og se den film, som blev trukket. Med popcorn, slik og sodavand selvfølgelig. For os gamlinger også en slet skjult dagsorden om at få nogle klassikere på banen – fælles referencerammer.

Til vores sidste filmaften endte det med Casablanca, Både Nils og jeg var spændt på, om den holdt i dag, men den gik rent ind. Så rent, at vores yngste søn nu har fået tatoveret (ja, tatoveret) en tegning af Rick Blaine på sin underarm.

Han syntes, Bogies karakter var det sejeste, og bagtanken er, at næste gang, han er i tvivl om noget, så vil han kigge på Rick og tænke over, hvad Rick ville gøre i en given situation. Den refleksion kan jeg godt lide.

Jeg har ellers kæmpet i mange år for at forhindre tatoveringen, men nu er han myndig, og selv jeg må erkende, at både selve tatoveringen og baggrunden for den, er fin. Til gengæld grinede vi meget over, at cremen, som han skal smøre med, er af mærket “Sorry, mum!”. Jeg er tydeligvis ikke alene….

Det er jeg nok heller ikke i at tænke tilbage i dag. Ikke kun fordi jeg er blevet en virkelig gammel student, men også fordi personlighederne fra den gang i 80’erne stille og roligt forsvinder.

Heldigvis er der hele tiden nye på vej, og hvis den nye generation vælger Rick Blaine som forbillede, så kan det ikke gå helt galt. Og så må vi bare huske at glæde os over livet – As time goes by!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.