The Business Wisdom of Rock ‘n Roll.

Samme organisation i 60 år!                 -Og et verdenskendt brand.

På DR.dk kan man for tiden se fire afsnit om Rolling Stones’ historie. “Mit liv med Rolling Stones” hedder de, og her får de fire rullesten hver sin episode til at fortælle om deres liv med bandet.

Jeg ved ikke, hvorfor Bill Wyman ikke får lov til at medvirke. Han var trods alt med i bandet fra 1962 til 1993, men der er sikkert noget, vi ikke ved. Under alle omstændigheder, er det de tre levende og nu afdøde Charlie Watt’s programmer, og de er i den grad seværdige. Af flere årsager.

Rolling Stones har været dokumenteret i bogstaveligt talt hoved og r… De har haft Annie Leibovitz med på tour. Scorsese og en mængde andre har lavet film. Der er skrevet bøger. De har selv skrevet bøger og for nogle år siden var der en fuldstændig fantastisk udstilling på Saatchi Gallery i London om deres liv, som i hvert fald blæste mig omkuld.

Derudover er der alt det andet materiale, for de har altid været helt åbne. “Vil du med?” – “Jamen, så kom da”, synes at have været deres attitude i de fleste tilfælde.” Både med og uden drugs, og de har aldrig lagt skjul på noget. What you see, is was you get, og det har i mange tilfælde været sex, drugs and rock’n roll.

Så er der egentlig mere, at komme efter med fire nye timers rullesten?

Ja, det er der. Nu har jeg af gode grunde ikke været med hele vejen, og ikke været fanatisk Stones fan, så for mig kom der nye fortællinger og vinkler frem. Blandt andet at Charlie Watts havde alt sit tøj pakket sirligt med silkepapir imellem eksempelvis sokkerne. Han havde også en kasse med “Charlie’s tekopper” med på tour. Det er der ikke meget rock ‘n roll over. Nu var han jo også oprindelig jazz-mand.

Men jeg lærte også, at Mick Jagger havde gået på London School of Economics (Richards gik på kunstskole), og at han overtog ledelsen i bandet, da de fandt ud af, at de både havde færre penge, end de troede, og at de ikke havde betalt skat.

I den forbindelse besluttede de også, at få et reelt logo, som var så genkendeligt, at når bare man så det, så vidste man, at dette er Stones. Munden blev tegnet af en kunststuderende, og grunden til firmaet Rolling Stones efter klassiske marketingsprincipper var lagt.

Ronnie Wood, den sidst ankomne (han kom til omkring 1975), fortæller om sin første tour, at han nærmest var i chok. Han kom fra Faces (med Rod Steward), og når de var på tour skrev de nærmest setlisten samme dag. I Stones fik han nyhedsbrev (!) hver dag, om hvor de var, hvad der skulle spilles etc. Der var med andre ord fuldstændig styr på HR, intern kommunikation, marketing og med et moderne ord – on boarding processen. Formodentlig også på lønudbetalinger, skat osv. fra allerede midt 70’erne.

Og det er her, det bliver virkelig interessant. Hvor mange organisationer kender I, der i 60 år har haft den samme bemanding, og stadig er “going strong”? Nej vel.

Det er altså noget af en bedrift, især når man har in mente, at udgangspunktet er kreativt. Interne skænderier og drugs holder vi helt ude af denne ligning, for som min mand altid siger: “Hver gang nogen tager et hvæs af en cigaret, tager Djævlen 10 min. af deres liv, og giver til Keith Richards”

Johnny Depp’s maleri af Keith Richards, præsenteret af Castle Fine Art, 2022.

To karismatiske og konkurrerende frontfigurer = Salg- og marketingsdirektører
En neutral trommeslager, der holder takten (og i sidste ende bestemmer) = HR chefen
En “andenguitarist, der er mod/medspil = All round support funktion

Tilsammen = Direktionen, bestyrelsen og innovationsafdelingen.

Publikum = Kunder
Orkesterleder, roadies, bookere osv. osv. = Administrativt personale

I kan sikkert komme med nogle meget bedre sammenligninger end jeg her lige på stående fod, men det fantasiske er, at det er lykkedes, at holde firmaet / organisationen kørende i alle de år. Var brandet med i første Blade Runner fristes man nærmest til at tjekke. Det må I selv gøre ;o)

Jeg tror oprigtigt talt, at det traditionelle erhvervsliv kan lære af rockbands og deres historier, og jeg selv har brugt timer på at tale om det med en af mine musikervenner.  Det er fra de samtaler, overskriften stammer.

Hvorfor er der nogle bands (ikke brands), der bare lykkes og andre, hvor det bogstaveligt talt ikke spiller? Alle virksomheder skriger på innovation – og tro mig, den kommer ikke fra økonomikontoret, så måske skulle man kigge lidt mere til de kreative erhverv og deres udøvere.

I Danmark har vi DAD (uden sammenligning), der har holdt sammen i ganske mange år og rent faktisk kommet tilbage efter en konkurs, hvor de måtte spænde guitarerne og spille over stort set alt for at komme på fode igen. De er ovenikøbet til dels et familiefirma, i og med, der er to brødre i bandet / direktionen. Hvordan får man lige det til at fungere samtidig med at man skal forny sig og give kunderne / publikum det, de ønsker?

Der er så meget “wisdom” at hente, hvis vi åbner øjnene for hvordan de gør i andre fag end vores egne. Og her tænker jeg ikke på kommerciel udnyttelse af kreative talenter eller almindelige sponsorater, men konkret viden og erfaringsdeling. Organisationer i dag handler jo ofte om at “dirigere et orkester fyldt med individualister”, og det ved de altså noget om ovre i musikken.

Nå, I kan jo starte med at blive inspireret af rullestenene, som der stadig ikke er groet mos på -og der er altså over 50.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.