Det er den sidste søndag i dette årti!


Men skal jeg være helt ærlig, så var jeg ikke helt klar over, hvilken ugedag det var. Det kunne for min del sagtens have været fredag eller mandag, for den sidste uge har jeg bare sumpet, gået rundt i hubba bubba tøj, læst dårlig litteratur – bedre kendt som sladderblade, og set søde hunde-bliver-reddet- videoer på Facebook.

Jeg har med andre ord lavet absolut- i n g e n t i n g-, og så begynder dagene langsomt at flyde ud i hinanden.

Bevares, der har lige været en juleaften, en julefrokost og en enkelt middag, men derimellem har jeg hevet stikket fuldstændig. Og, hvor er det vidunderligt!

Egentlig havde jeg heller ikke tænkt så meget over, at det også var farvel til et årti. Det var først, da medierne begyndte at flyde over med etiketter på det forgangne, at jeg det slog mig. Men det er jo den tid af året.

Jeg så en, der skrev, at han håbede, vi ville få endnu nogle nye “brølende tyvere”. Det fik mig faktisk til at tænke. For hvor vi ikke har noget forhold til mange af de tidligere årtier i den 19. århundrede, så hænger “De brølende tyvere” ved, og vi (altså alle vi over en vis alder) får nogle billeder på nethinden af charlstonkjoler og champagne glas. For sådan var det. Det har vi nemlig set på film.

Ligesom jeg ved, at hunde i armod bliver reddet, for det har jeg selv set på Facebook.

Og så ikke et ord om, at de brølende tyvere var en modreaktion på den værste krig, verden havde oplevet, forbudstid, gangstere og fattigdom, og de iøvrigt blev efterfulgt af den store depression. Vi holder os til de brølende, det er sjovest.Ved indgangen til år 2000 var alle i panik. Tænk nu, hvis alt gik ned og alle computere over hele verden gik i selvsving – eller selv-reboot må det vel hedde. Der skete som bekendt ikke særlig meget, men vi var hypede til at være bekymret.

Hvis der er noget, som det forgang årti bør huskes for, så er det, at vi alle blev fodret med nyheder, oplysninger og historier i en grad, så det var fuldstændig umuligt at navigere i, hvad der var sandt og hvad der var manipulation.

Bedre bliver det ikke af, at flere af os kun er i ekkokammeret, og derfor kun ser den verden, som vores “venner” eller algoritmer synes, vi skal stifte bekendtskab med. Det er fa… uhyggeligt, for så træffer vi vores valg og beslutninger på manipulerede informationer og nyheder, og det er ikke som i de “gode” gamle Pravda dage, hvor man kunne gennemskue manipulationen.

Men som med alting, så er jeg sikker på, at der kommer en modreaktion. Jeg har altid troet på, at når noget er truet, så bliver det trendy.

Forleden dag så jeg et rejsebureau, der hed “Tid til Ro”. Det siger ligesom alt. Nu kan man leve af udelukkende at producere rejser, hvor der ikke sker noget som helst -altså bortset fra lidt yoga, meditation ol.

Men skal der komme en modreaktion til noget, er den nødt til at komme fra os selv. Der kommer ikke nogen og redder os fra algoritmerne, brovtende politikere eller kyniske forretningsmænd (m/k).

Man skulle næsten tro, at jeg sidder her på årets sidste søndag og agiterer for revolution, og det er tæt på.

Vi er nødt til at blive mere bevidste om, hvad det er, der sker omkring os. Frihed, lighed og broderskab (m/k) er ikke kommet af sig selv, og det er ikke en naturlov. Hvis vi ikke passer på, og holder fast i det, vi mener, er værd at kæmpe for, så forsvinder det ligeså stille fra os, som sand løber ud af en lukket hånd.

Flere lande i Europa bevæger sig meget tæt på at have opløst demokratiets spilleregler. Vi hører bare ikke særlig meget om det, ligesom vi heller ikke bliver specielt oplyst om, at toppen af EU er stærkt fortørnede over, at de ikke kan gå videre  med optagelsesprocessen af eksempelvis Albanien fordi bl.a. Danmark har trukket i nødbremsen. Hvor mange af jer vidste det?

Nå, det vidste I godt. Ok, så er det bare mine algoritmer, der ikke har ment, at jeg burde vide det.

En glad sommerdag

Ved indgangen til sidste år ønskede jeg for mig selv et år, hvor “bevægelse” skulle være kodeordet. Jeg ville være i bevægelse. Det lykkedes.

Vi impulskøbte en sejlbåd. Vi flyttede en måned til Frankrig. Jeg fik nyt job. Vores hus bevægede sig (det havde det ikke behøvet). Nils fik udgivet en bog. Nikolai blev student, Mikkel myndig og en masse, masse andre vidunderlige ting skete sidste år. Bevægelse er godt!

Til næste år ønsker jeg mig et år med bevidstehed (jeg kan godt lide b’er). Bevidsthed i forhold til både det nære og det fjerne. Bevidsthed om, hvad der er godt for mig og dem, jeg holder af, så jeg ikke halser efter andre ting, men tør trække stikket og sumpe med familien i en uge.

Men også bevidsthed om, hvad det er, der sker rundt omkring mig, så jeg kan være med til at gøre en forskel. Også selvom det kun kan blive en dråbe. Men mange dråber kan som bekendt….

Det starter i det små med udelukkende at købe kød fra fritgående dyr og så spise mindre af det. Eller at være obs. på mine algoritmer, og så bevidst klikke på ting, som jeg normalt ikke ville interessere mig for. Eller skrive blogs som denne, hvor jeg tør at tage standpunkt, og sende mine tanker ud i verden. Det kræver skam lidt mod, kan jeg fortælle jer. Det er meget lettere, at skrive “feel good”.

Jeg har adopteret en god vens “De 17 hverdagsmål”, men ikke nødvendigvis kun i forhold til klimaet – også i forhold til det gode hverdagsliv.

Så der er som sædvanlig ingen nytårsforsæt, men derimod 17 mål for et bedre hverdagsliv, hvor man også kan være med til at gøre en forskel.

TAK fordi du læste med i år. Af hele mit hjerte ønsker jeg dig et lykkebringende nyt år(ti) med både bevægelse og bevidsthed.

Tryghed i traditionerne

Da dette blev skrevet, spillede jeg ”Do they know it’s Christmas” for fuld hammer på instant replay. Kun afbrudt af ”One more sleep”, som jeg irriterende nok kun kan spille en måned om året. Det nummer er alt for godt til at blive spillet så sjældent, men selv jeg kan godt høre, at julesang og maj rimer rigtig dårligt.

Det’ de samme ting, vi hører. Det’ de samme ting vi spiser osv., men gør det noget? Jeg er ikke en rend mig i traditionerne type. Jeg finder derimod en vis tryghed i at nogle ting ikke forandrer sig og synes egentlig, at det er rart, med faste holdepunkter i tilværelsen.

Som ung i 80´erne har jeg derfor også et helt særligt forhold til netop ”Do they know it Christmas”, og det er simpelthen umuligt for mig at julepynte, hvis jeg ikke hører netop det nummer. Når jeg genser videoen kan jeg i dag ikke lade være med at tænke – ”hold nu op, hvor ser de ud”, men omvendt, det tog kun godt 10 dage, fra Sir Bob mødte Midge Ure på Kings Road oprørt over situationen i Ethiopien, til den hurtigst sælgende single nogen sinde i UK lå i butikkerne. 1 mio. solgte eksemplarer den første uge, og resten er, som de siger historie. Men hvilken historie.

Selv i dag 35 år efter kan vi lære af den energi og vedholdenhed, for man kan skabe historie og resultater, hvis man vil, og som verden drejer lige for tiden, har vi mere end nogensinde brug for folk, der kan og vil ændre verden til det bedre.

Og det er et rart fast holdepunkt og tradition at have, synes jeg, for ikke alene bliver jeg i julehumør. Jeg bliver også mindet om, at ting kan lade sig gøre, og at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan skabe en orkan på den anden side.

Med fare for at lyde som den 50something, jeg er, så går alt ting meget, meget hurtigt i dag. Hvad der var in i går, er fuldstændig gammeldags i dag, og knap har man lært et socialt medie at kende, før man er håbløst bagud.

Der kommer også nye ting til hvert år. Eksempelvis disse Chelsea Kugler, som Nils og Mikkel så fint har pyntet op med.

Sådan er det heldigvis ikke med julen. Den kommer til tiden, som den plejer. I butikkerne lidt tidligere hvert år, men der bliver ikke rykket meget på den 24. Vi hænger de samme ting op i stuen, samme sted, og af en eller anden årsag, kommer den lille, sjove englemand, der har mistet spidsen af sin næse også frem, for vi nænner ikke at smide ham ud. Han har jo været med hvert år.

Så er alt ting heldigvis, som det plejer og det giver tryghed. Ligesom Dronningens nytårstale. Det er ikke det samme, som at man ikke kan forny sig og skabe nye traditioner, eller rejse væk (det har vi også prøvet), men det er rart, at vi stadig har nogle ting, som er kontinuerlige, som lever videre gennem generationerne, og at se et lille barns øjne lyse, når julen rammer rigtigt for første gang, er da det hele værd.

Og husk nu, at når en klokke ringer, så er der en engel, der har fået tildelt sine vinger.

På nippet til at blive aktivist!

Koalaen meldes funktionelt uddød pga. skovbrande og skovrydning. Der er ikke længere plads og mad til koalaer!

Det bliver nu nok ved hverdags aktivismen og forbrugermagten, men jeg er så gennemtræt af den måde, vi behandler klodens dyr på, at jeg skammer mig over menneskeheden.

Det har ulmet længe. Min foragt for min egen race – menneskeracen altså. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Og det er hele vejen rundt. Det er ikke kun verdenshavene og de stakkels dyr, der kæmper mod vores plastikaffald.

En trediedel af alle insekter er truet af udryddelse. I en undersøgelse, der i 2017 (altså for over 2 år siden!) blev offentliggjort i det internationalt ansete videnskabelige magasin, Science, påviste en gruppe tyske forskere, at insektbestandene i Vesteuropa er kollapset i de seneste 30 år.

Den tyske forskergruppe har siden 1989 undersøgt insektbestandene i flere end 100 naturreservater rundt om i Vesteuropa. Siden 1989 er mængden af insekter målt i biomasse faldet med mere end 80 procent, og om 100 år kan alle insekter være forsvundet.

Når der ikke er insekter, har fuglene ikke noget at spise.

På 48 år – fra 1970 til 2018 – er der forsvundet næste tre milliarder fugle i USA og Canada. Det svarer til 29 procent af den fuglebestand, der var i 1970’erne.

I Danmark ser det lige sådan ud. På 40 år har vi mistet over 2,9 mio. fugle af de 22 arter, som er særlig knyttet til agerlandet. Det viser nye beregninger fra Dansk Ornitologisk Forening, skriver bladet Fugle & Natur.

Det er ikke en naturlig udvikling. Det er gået den forkerte vej på grund af menneskets indblanding siger Thorsten Balsby, seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Bier og orangutanger lider samme skæbne, og ingen stopper kyniske, dumme og hjerteløse mennesker fra at hugge med macheter og dermed hugge arme og ben af orangutang unger og deres mødre og fælde jordens regnskov – klodens lunger.

Og hvorfor er de lige, at vi som forbrugere ikke kan blive ordentlig oplyst om dette produkt indeholder palmeolie? Som i parentes bemærket bliver anvendt i ganske mange veganske produkter. Hvor mange af jer kender eksempelvis til RSPO-certificeringen? Nej vel!

Men menneskene er ikke kun dumme og kyniske på Borneo, det er de også i EU.

I sommer kørte vi hjem fra Frankrig og undervejs passerede vi en af de berygtede dyretransporter. Jeg har stadig billedet på hornhinden af det stakkels dyr, der var mast helt op i det bageste hjørne og kiggede skræmt og mishandlet ud gennem tremmerne på mig. Jeg kunne ikke tale de næste mange timer.

Jeg kan ikke forstå, at danske politikere ikke har gjort alt for at stoppe disse transporter.

Da det jo er søndag, og I alle ved, hvordan et mishandlet eller burdyr ser ud, så er her et foto bevis på, at dyr HAR følelser.

Og hvad så, Berit? Skal du bare være internetkriger, og score lidt goodwill på en blog om dyrevelfærd ved at sætte lys på kendte problematikker og skælde menneskeheden ud??

Det korte svar er nej. Men jeg synes, det er svært.

Indtil nu har vi taget tiltag til at vores have får en større biodiversitet, og lavet små insektvenlige områder. Jeg køber konsekvent kød fra dyr, der har haft et godt dyreliv og har aldrig i mit liv købt andet end æg fra fritgående høns, men helt let er det altså ikke.

Vi bliver aldrig vegetarer og slet ikke veganere i min familie, men jeg insisterer på, at når jeg handler kød, så er det fra dyr, der har levet et ordentligt dyreliv, men, som skrevet, jeg synes, det er svært.

At et produkt er økologisk, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at dyret har levet et godt dyreliv, og for kort tid siden fandt jeg ud af, at den mælk, jeg drikker er skyld i at kalve bliver taget fra deres mor for tidligt. Også selvom den er økologisk.

Og en ting er, når jeg køber “rent kød”, om man så må sige. Men så er der alle “blandingsprodukterne” eller når vi er på restaurant. Jeg kan godt regne ud, at Fois Gras ikke er særlig dyrevenligt, men hvor ved jeg fra, om den gryderet eller suppe eller… stammer fra dyr, der har levet et godt liv?

Jeg ved godt, at som verden ser ud i dag, så er dyrene og dyrevelfærd langt nede på medierne og politikernes liste, men det burde de og det ikke være, for nederst i den fødekæde er menneskene, og dør dyrene – ja, så dør vi!

Nej, det passer ikke, vil nogen sige. Der går ikke en dag, uden at vi læser om plastik i havene, insektdød, regnskove og at polerne smelter, og super stjerne Greta T. er her og der og alle vegne for at tale klimakrise, og alle skal nu have flyskam. Tænk hvis man også talte om aircondition skam og VM i Qatar!

Nå, det var et sidespring, men jeg kunne godt tænke mig, at vi også talte om at skamme os over den måde, vi behandler vores dyr på. Ikke kun pga. klimakrise, men sådan helt generelt.

Køb en glad gris! Den smager også bedre.

Det starter i indkøbskurven. Det tog 30 år, før buræg forsvandt fra supermarkedshylderne, og det er godt, men lige ved siden af i køledisken ligger burkyllinger, og dem er der ingen, der taler om, og de fleste dyreaktivister bliver ikke rigtig taget alvorligt. Hvilket mange af dem faktisk selv er lidt skyld i, men alligevel.

Jeg bliver aldrig rigtig aktivist og bryder ind hos landmænd for at slippe grise løs, men jeg aktiverer med min indkøbsvogn og min blog, og jeg har også for flere år siden meldt mig ind i dyrenes beskyttelse, ligesom vi i mange år var sponsor for en orangutang unge.

Og nej, det er ikke kun for min samvittigheds skyld. Det her brænder jeg virkelig for.

Vi skal opføre os ordentligt, også overfor dyrene, og vi skal altså dele kloden med dem, ikke tage den fra dem. Så lad os støtte op om de tiltag, der er, og lad os tænke os om, når vi handler – og RÅBE “behandl vores dyr og vores planet ordentlig”!!

Støt eksempelvis her:

www.dyrenesbeskyttelse.dk/dyretransporter

https://www.worldanimalprotection.dk/nyheder/goer-grisene-glade

 

Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.


“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !

 

En dag – et land – to verdener!

Jeg vidste egentlig allerede fra om morgenen onsdag, at dette ville blive en speciel dag, men at den ville blive så mindeværdig, havde jeg ikke forestillet mig, da jeg stod foran klædeskabet og tænkte “hvordan klarer jeg lige den her?” Hvordan klæder jeg mig på, så jeg både kan være på Christianshavn sammen med hjemløse – og deres hunde- og danse rundt under diskokuglen på Skovshoved Hotel uden at komme hjem og skifte?

Så kom jeg til at tænke på den tidligere leder af Reden på Vesterbro. Hvis I ikke kender Reden, så er det et fristed for gadens piger, og et sted, der udfører et kæmpe stykke arbejde, der ikke på nogen måde kan overvurderes.

Den tidligere leder der var en ægte “Hellerupdame”. Altid ulasteligt klædt og med den klassiske perlekæde, men hun nød stor respekt og tillid blandt staklerne på bunden af vores behovspyramide, så det er altså ikke kun tøjet det kommer an på. Jeg droppede dog perlekæden og landede et eller andet sted midt i mellem.

Baggrunden for turen til Christianshavn er et ganske unik projekt mellem Galaksen (kulturhus i Furesø) og Christianhavns Beboerhus. Det er et teater projekt, hvor hjemløse (boligvilde har jeg senere lært, at det hedder) øver i 2 uger med professionelle og så går på scenen med deres historier. Deraf navnet “Skidefuld af historier”.

Og disse mennesker er i den grad fulde af historier og har så meget relevant på hjertet, at jeg kan blive i tvivl, om der er tid nok, både til at øve og til at fremføre.

I onsdags var der tilmeldings møde, og reelt vidste ingen, hvor mange, der ville møde op. Der har været kørt kampagner via de kanaler, hvor man kan møde de boligvilde, men med frie fugle, er det jo aldrig rigtig til at vide.

Der kom ni vidunderlige, generøse, begavede mennesker og to skønne hunde.

Vi blev alle sat rundt om bordet med lidt kaffe (nogle havde egne flaske forsyninger af ubestemt indhold med) og så gik præsentations runden igang. Som én lakonisk konstaterede: “Så vi er de fattige, og jer deroppe er de rige!”

Det var jo rigtigt i en eller anden forstand, men det satte ikke en stopper for noget. Det gjorde det til gengæld, da jeg præsenterede mig som “fra kommunen”. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg var fra Stasi. Halvdelen var ved at rejse sig og gå. Den blev dog hurtigt reddet, så alle forstod, at jeg var en del af projektet og ikke en del af udbetalings/kontrol systemet.

Efter at have talt en-til-en med flere af dem, og have hørt deres historier, forstår jeg dem desværre godt. “Der er jo aldrig nogen, der vil høre med respekt på, hvad vi fortæller” gik igen hele eftermiddagen. “Og vi kan jo ikke fortælle det til kunderne” sagde en “de skal jo have lov til bare bare at købe deres blad (Hus Forbi) ikke høre på vores snak.” Man er vel professionel.

En havde alt for meget ild i rumpen. Nogen ville sikkert bogstavdiagnostisere ham, men hovedet fejlede bestemt ikke noget, og han var ekstrem velformuleret. Han betroede mig, at han altid havde valgt de forkerte kvinder, så nu ville han leve som munk, for han havde fået nok.

En meget tynd, rynket mand med klare, skarpe øjne fortalte åbent, at han havde været i misbrug i over 20 år, og der ikke var det stof, han ikke havde prøvet. Nu var han cleanog hvis hans historie kunne hjælpe nogen, så var han klar. Jeg er helt overbevist om, at var han ikke havnet i misbrug, så havde han siddet i en højere stilling i erhvervslivet. Han var den type.

Min sidemand var lige så interessant at tale med. Han havde den mest vidunderlige hund med, og da jeg godt kan lide hunde, faldt vi i snak om hunde og vores fælles forargelse over hvalpefabrikker. Jeg kunne med de samme lide ham, og selv nu undrer jeg mig over, hvorfor han er endt der, hvor han er.

A. er født i Gentofte. Hun betragter ikke sig selv som hjemløs, men som husvild, og har de sidste mange år rakket rundt i Asien. Nu er hun kommet tilbage til DK – er dansk statsborger og søger derfor hjælp til at komme tilbage på fode. Hun er, som det eneste, blevet tilbudt integrations ydelse!!! Den har hun imidlertid takket nej til. Hvilken integritet.

A. skriver digte, og da jeg var på vej hjem kom hun ud og undskyldte, at hun havde reageret så stærkt på, at jeg var fra kommunen. Det blev til en lang snak om ånd, dannelse og mangel på samme i vores tid.

Til sidst gav hun mig verdens største krammer og tilbød mig et digt, for A. skriver poesi. “Hvad skal det handle om?” spurgte hun. “Håb” svarede jeg, og så tænkte hun sig lidt om, hentede sit kladdehæfte og læste der fra det smukkeste digt op for mig. Jeg var overrasket,  i den grad bevæget og fuldstændig fyldt af taknemmelighed over at få denne berigende oplevelse.

Og så gik jeg ud i bilen, og kørte nordpå. Nordpå til disko aften på Skovhoved Hotel.

En gammel arbejds relation skulle være gæste DJ, og da han er kendt for at være meget festligt selskab, og jeg også savner gamle kolleger lidt, havde jeg for lang tid siden meldt mig til.

Det var skønt at se glade, gamle kolleger og der var en fest på en onsdag. Jeg er stadig positivt overrasket over, hvor mange voksne mennesker (-læs 50 something), der møder op på en onsdag og giver den gas på et dansegulv. Men hvilket sceneskifte.

Der gik lige lidt tid før jeg landede i diskokuglen, botox kinderne og de mange tusind kroner taskers land.

Til sidst kunne jeg ikke rumme det hele og tænkte “what the hell”, hvorefter jeg kastede mig ud i den vildeste danse udgave af “Sing Halleluja” med armene i vejret og med en mand, jeg aldrig har set hverken før eller siden. Han har sikkert undret sig såre over hvem hende kvindemennesket var. Men jeg kunne ikke andet. Jeg måtte pakke eftermiddagen ind i et rum langt inde i mig, og så være tilstede, hvor jeg var, og hvis det betød at danse og synge halleluja, ja, så måtte det være sådan.

Det var en halv times bilkørsel, men det var en rejse fra et univers til et andet. To verdener, der aldrig møder hinanden.

Det bizarre er, at jeg kan lide begge verdener.

Måske er det fordi, jeg ved, at jeg kan trække mig tilbage fra begge og leve mit eget trygge mainstream middelklasse liv. Måske er det fordi, jeg er et nysgerrigt menneske, og derfor synes, det er interessant at bevæge mig i alle miljøer.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at lige nu banker mit hjerte for de modige, generøse, varme og begavede, husvilde mennesker, der fra næste uge begiver sig ud i et for dem ukendt eventyr, og jeg er at finde i salen, når de går på scenen, og min familie er med.

Vil du  også med, kan du tjekke FB – Skidefuld af Historier, og vil du støtte projektet, så er der oprettet en støttegruppe, hvor det bare er et swipe på mobilpay. 10, 20, 50 eller 100.- kr. Alt modtages med stor taknemmelighed og glæde, og forhåbentlig ses vi. Enten under diskokuglen til at andet onsdags arrangement eller til “Skidefuld af historier”.

Støt hjemløse Hus Forbi sælgere i deres teaterprojekt

-Og nåh jah…… så kan alle vi 50something vel huske denne…

De fire årstider

Nu falmer skoven trindt… om terrassen….

Som yngre regnede jeg fuldt og fast med, at når jeg blev ældre, så ville jeg leve i et land, hvor solen næsten altid skinnede, hvor man kunne bade året rundt, og livsstilen var udendørsliv med paraplydrinks og bølger, der slog mod stranden under en skyfri stjernehimmel.

Måske var jeg lidt farvet af mit liv i rejsebranchen og som rejseleder, men ikke desto mindre, så virkede det på mig som den bedste måde, at tilbringe sit (udendørs) liv på.

Min mor, årgang 1924, kiggede altid undrende på mig og sagde at hun elskede de fire årstider, og slet ikke kunne tænke sig at leve et sted, hvor man ikke kunne mærke og se årets gang. Vi syntes hver især den anden var mærkelig, men så længe generationskløften kun var over visne blade, så var det nok til at overse.

Nu er jeg selv blevet ældre, og for første gang i år, har jeg måtte erkende, at der er nu noget over – i hvert visse årstider.

Lige nu sidder jeg og kigger ud på en have, der er fuldstændig farvestrålende, (og jeg lytter selvfølgelig til Vivaldi’s “De fire årstider”) og hver morgen kører jeg til arbejde gennem en skov af rød, orange, gul og enkelte steder stadig grøn, og jeg er vild med det, også selvom jeg stadig kun kan første linje af Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land”. Er det iøvrigt ikke tankevækkende, at der kommer rød streg under “trindt”, fordi programmet ikke kender ordet? – Nå, hvem gør det i dag?

Men jeg bliver også fyldt med taknemmelighed, for hvem siger, at man kommer til at opleve så smukt et efterår igen? Klassikeren med at som yngre, kan tiden ikke gå hurtigt nok, og som midaldrende, så synes man, at det lige har været jul, når man ser marcipanen komme frem igen på supermarkedshylderne.

Skønt skilt set i Helsingborg forrige weekend.

Min mor havde god tid. Eller rettere, hun tog sig tid. Noget så unyttigt, som at gætte kryds og tværs, tog hun sig tid til. ”Det holder hjernemusklen i gang” sagde hun altid. Jeg er sikker på, at hun havde ret. Jeg har i lange perioder af mit liv hverken haft tid til kryds og tværs, eller til at nyde årstidernes særlige, smukke kendetegn, såsom hvilke lokale fødevarer, der er på hylderne i hver årstid. Det er jeg ved at ændre på.

Forleden hørte jeg i radioen om en ung kvinde, der var på CO2 slankekur. Oversat, så ville hun formindske sit private CO2 forbrug, hvilket er al ære og respekt værd, vi kan alle sammen gøre noget – “De 17 hverdagsmål”. Men der hvor jeg blev en smule forbløffet var, da hun med stolthed fortalte, hvordan hun havde reduceret ved eksempelvis ikke at spise jordbær i november og ved at kigge efter, om tomaterne var danske. Ha! Så er jeg er også hip og på CO2 slankekur, for sådan har jeg altid levet.

Ærligt, jeg køber stadig eksempelvis avocadoer, bananer og dadler, men det er da æble- og ikke jordbærkager, der står på menuen nu, og jeg har altid så vidt muligt handlet dansk og lokalt, igen på grund af min mor, der altid tudede mig ørerne fulde med, at vi skulle støtte vores lokale landmænd.

Og dermed får de fire årstider også en ekstra dimension. Der kan ligefrem gå sport i at lære, hvilke lokale fødevarer, der hører til hvilke årstider. Min mand Nils giver den fuld gas. Han er virkelig hip (også uden at vide det), for han henter selv vores fødevarer, når han går tur med hunden – i det små selvfølgelig.

Vi har indtil nu haft Kronborg salt, Marienlyst valnødder, Nationernes Alle hyben marmelade osv. Læg dertil, at vi også har fået et drivhus og hjemmegroede tomater og agurker.

Det kommer nok aldrig til at ændre på, at jeg hvert år i november tjekker hjemmesiden www.caribbeanjobs.com, november er virkelig lang, men min glæde over de fire årstider med hver deres kendetegn er blevet meget større.

Efteråret – også i overført betydning – er meget smukkere end sit rygte!

I lørdags var vi en tur på Tegners Museum i Rusland (det hedder naturområdet). Har du ikke været der endnu, så kig forbi. Det er en anderledes, men også fascinerende oplevelse

Mindretallets tyranni!

Advarsel! I dette blogindlæg vil du støde på noget, der kan minde op et surt opstød, så hvis du er ude efter “søndags-feel-good”, skal du nok ikke læse videre.

For jeg er sur! Eller rettere, jeg har fået nok. Fået nok af, at fordi nogen mener dette eller hint, skal jeg lige pludselig være lige sådan. Og det vil jeg ikke. Jeg vil IKKE defineres af min seksualitet og kønsfølelse, for at blive helt konkret.

Øhhh, men er der da nogen, der siger, at du skal det? Ja, det er der, for nu er det ikke nok, at jeg er kvinde, nu skal jeg præsentere og definere mig selv som ciskønnet!

For de af jer, der endnu ikke ved, hvad det er, så betyder det “en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen”, LBGT Danmark.

Med andre ord, det er ikke nok, at jeg præsenteres og fremstår som kvinde, jeg skal også præsenteres med, hvilke seksuelle præferencer og levestil, jeg har – altså, at jeg er født som kvinde, føler mig som kvinde, og at jeg “vil leve op til de sociale forventninger knyttet til deres køn”,  i dette tilfælde kvinde.

Nej, jeg vil ikke, nikke nej! Gu vil jeg ej udstille mine følelser eller seksuelle præferencer, når jeg skal krydse køn af eller præsentere mig, for det er faktisk det, LGBT (mangler der iøvrigt ikke et +) med disse nye køns etiketter beder alle os andre om.

Hvad rager det jer? Det rager ingen, hvordan jeg føler mig, hvad jeg gør indenfor husets fire vægge, og om jeg i weekenden har lyst til at klæde mig ud som mand og gå på bøssebar! Det ville jeg jo være nødt til at indrømme, hvis jeg ikke definerede mig som ciskønnet -ikke sandt? Jeg skal med andre ord tvinges ud af (klæde)skabet.

Nu er der nok ikke så mange, der er i tvivl om, hvordan jeg er længere. Jeg har trods alt været gift med det samme mand i over 20 år, og har aldrig lagt skjul på, at jeg finder mænd – især Tomas Ledin typer – for ualmindeligt tiltrækkende, og iøvrigt godt kan lide de ting, der følger med at være feminin, men I skal ikke tvinge mig til at flashe det i form af en til lejligheden nykonstrueret kønsidentitet.

I må gøre fuldstændig, som I vil i LGBT+ miljøet. Jeg er helt ligeglad. Faktisk er jeg meget positivt indstillet overfor den frihed og synlighed, som forskellige kønsidentiteter har fået, og det glæder mig, at folk i højere og højere grad kan leve fuldstændig, som de vil, uden at der rynkes på næsen eller hæves et øjebryn.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om nogen vil identificeres som non-binære, og omtales som “de” eller “dem” (skal nok skabe lidt forvirring i forhold til invitationer i fremtiden), men I skal lade mig – og alle andre i “det store tavse flertal” være i fred. Fordi I har lyst til at skilte med jeres kønsidentitet, ligesom Eliyas Kayon, der ønsker at fremstå som homoseksuel, non-binær transfeminin og gå med tørklæde, er det ikke sikkert, vi har det.

Prøv at forestille jer den omvendte verden. At alle vi nu ciskønnede forlangte, at når jer fra LBGT+, der trods meget publicity, alt andet end lige er et mindretal, identificerer jer offentligt, så skal I samtidig oplyse, om I føler jer lidt queer eller lignende. Det er faktisk det, I beder os om, med modsat fortegn, når vi skal stå frem som ciskønnede.

Jeg vil gerne igen understrege, så det ikke kan misforstås…. jeg er helt ligeglad med, hvordan folk lever deres liv.  Så længe de forsørger sig selv, og ikke er til skade for andre, må de leve, som de vil.

Jeg har også altid haft homoseksuelle venner, kolleger og især i 80’erne hang jeg meget ud i bøssemiljøet i London. Jeg har ikke tal på de festlige aftener og nætter, jeg har haft på Madam JoJo”s eller til Gay Night på Hippodrome, og jeg kan stadig huske stemningen og det helt fabelagtige dragshow, som var på Madame Arthur i slut halvfjerdserne.

Jeg var heller ikke særlig gammel, da min mor stak mig bogen “Ensomhedens Brønd” af Radclyffe Hall fra 1928 i hånden, og den gjorde et uudslettelig indtryk på mig, og fik mig til altid at være på de menneskers side, som -undskyld udtrykket – faldt lidt til en side og udenfor det, der af nogen karakteriseres som det normale.

Men ligesom jeg ikke vil overfaldes af veganere, fordi jeg spiser æg eller kyllingesalat, eller tvinges til at følge en bestemt religion, så vil jeg heller ikke påduttes af nogen, at jeg skal identificere mig offentligt som ciskønnet.

Jeg er kvinde! …… det er jeg stolt af…. ;o)…….og det er nok!

 

Spørg ikke (gerne) om arret!

Finn fem fejl – og et ar!

Mikkel, vores yngste, var en tur på skadestuen, (eller akutafdelingen, som det hedder i dag) i den forgangne uge. Han havde løbet i idræt (tidligere kendt som gymnastiktimen) og undervejs banket albuen ind i en mur. Heldigvis var der ikke sket noget med selve albuen, men han have fået et forholdvis stort hul i armen, og blev syet med 6 sting.

“Nu får du sikkert et pænt ar” sagde jeg, hvilket han rent faktisk var ret begejstret over. Man er vel 17 år. Da chokket og smerten havde lagt sig, var han også cool nok til at spørge sygeplejersken, om han ikke lige kunne tage et før og efter billede, som han kunne vise gutterne. Dem sendte han også til sin mor – dog efter først at have spurgt, om jeg kunne tåle det, og derfor ved jeg også, at han ikke overdrev. Det var et pænt stort hul.

Det fik mig til først at tænke på scenen i Leathal Weapon, hvor Mel Gibson og Rene Russo konkurrerer på ar, og dernæst på mit eget, som jeg har midt på højre kind.

For at være helt ærlig, så måtte jeg lige en tur ud forbi spejlet for at se på det, for hele mit voksne liv, har jeg aldrig skænket det en tanke, og jeg er ret sikker på, at spurgte jeg nogle af jer, som kender mig, så ville I spørge  “hvilket ar?” Men faktum er altså, at jeg har et stort, ikke særlig pænt ar, på hele højre kind.

Historien er, at da jeg var omkring 2 år gammel fik jeg fingre i min mors store skræddersaks. Den kunne jeg selvfølgelig ikke bære og tabte den, og da jeg bukker mig ned efter den, falder jeg og skærer min kind op.

AV!

Det lyder som en helt usandsynlig historie, men det er ikke desto mindre sandt. For at gøre det endnu værre, skete det i vores sommerhus uden telefon, så min mor måtte pakke den lille, blødende pige ind og løbe ind til naboen for at få ringet efter en ambulance. Meget dramatisk.

De bildte min mor ind, at ambulancen kun tog hende med, hvis hun sad ude på vejen, så det gjorde hun. Med en skrigende to-årig på skødet, hvor blodet løb fra en opskåret kind. Mit øje gik gudskelov fri.

Jeg husker heldigvis intet, men har siden fået fortalt, at jeg hele tiden skreg  “Jeg vil hjem til min far. Jeg vil hjem og have saltpastiller”. Min far var angiveligt ved at holde op med at ryge, så han spiste saltpastiller. Nogen måtte så få fat i min far og sende ham på hospitalet med saltpastiller. Det lykkedes, og her har jeg et meget svagt minde af at se min far komme ned af en grøn gang. Eller også er det bare blevet til et minde pga. familiefortællingen.

Nå, plastikkirurgi var ikke ligefrem det, man ekselerede i i 1964, så det var ikke det smukkeste arbejde, der blev lavet. En gang, rigtig mange år senere, var der en mand, der i en bar kiggede interesseret på mig, og så sagde: “Sikke noget makværk. Vil du have lavet det om?” Jeg replicerede “Plastik kirurg, I pressume?” Og det var han. Men jeg sagde pænt nej tak, og ærligt, det var heller ikke verdens bedste scorereplik.

Men bortset fra i mine tidlig barndom, hvor min mor til sidst fik lyst til at hænge et skilt om halsen på mig, hvor der stod “Spørg ikke om arret”, så har jeg aldrig rigtig skænket det en tanke, og det tror jeg er vigtigt, og min pointe med alt det her.

En, jeg kender, er født med et kæmpe modermærke i ansigtet. Han deltog forleden i et tv-program sammen med andre med samme modermærker, og de levede alle sammen helt normale liv, og var – om ikke ligeglade – så var det i hvert fald ikke noget, der betød noget i deres dagligdag. Undtagen for en.

Hun var så hæmmet af sit modermærke, at hun helst ikke gik ud. Heller ikke med sin mand eller datter for bare at spise på restaurant. De andre fulgte hende i en uge, og fik hende langsomt til at blive lidt mere modig, og finde fred med sit mærke.

Manden, jeg kender, har jeg faktisk altid set som værende ûber cool, og han har et meget udadvendt arbejde med internationalt islæt. Jeg er ikke så naiv, at jeg ikke tror, der har været tider, eksempelvis som teenager, hvor han gerne havde været foruden, men han har ikke ladet det komme i vejen. Ligesom jeg heller ikke har ladet mit ar komme i vejen.

Vi lever i en tid, hvor vi helst skal være perfekte – på alle planer. Det er ganske enkelt ikke muligt, og hvor ville  vi iøvrigt være r..kedelige, hvis vi alle bare var perfekte efter en fælles standard.

Vi skal lade være med at lade vores uperfektheder påvirke vores liv og fokusere på dem, for hvad man fokuserer på, bliver større, og fylder mere og mere.

Selvfølgelig står det enhver frit for at få fikset noget, som går en på, det er ikke det, jeg mener, men vi skal blive bedre til at forstå, at andre ikke ser det samme, som vi selv gør, og at små uperfektheder en gang imellem næsten kan blive en charme og et karakteristika.

Jeg tvivler nu på, at Mikkels ar på armen går hen og bliver en større charme, men nu har han da det at prale med. Selvom jeg til hver en tid slår ham, når det kommer til ar. – Og du må gerne spørge om det!

En provinsboers bekendelser

Advarsel – denne blog vil indeholde subjektive skamrosninger af en by i provinsen.

Forleden så jeg Knud Romer på tv. Det skal man gøre noget oftere, for han er klog. Og underholdende, og det er ikke altid, at de to ting følges ad. Men hos Knud Romer gør de. I hvert fald, når man er tilskuer. Jeg har forstået, at han ikke altid var lige let tidligere, men det er heldigvis ikke mit bord, jeg skal bare se og høre ham, blive underholdt og så få stof til eftertanke.

Men altså… Knud Romer på tv. Han var som sædvanlig ude med riven. Denne gang handlede det -som det iøvrigt har gjort masser af gange før – om provins bashing. Faktisk bashing  i det hele taget, for han var godt og grundigt træt af, at så skulle provinsen tales ned, så skulle København tales ned osv. Han ville have, at nu skulle vi til at tale lidt mere om, hvor meget vi har tilfælles i stedet for at blive ved med at splitte os ad.

Jeg kan ikke være mere enig!

Det er der så også andre, der er. Tænk bare på TV2s reklamer om hvad vi har tilfælles og andre tiltag, men grundlæggende trænger vi til at tale os alle sammen lidt mere op, og få en større forståelse for, at vi altså ikke alle sammen er ens, og har lyst til at leve ens, men derfor kan vi godt have en masse til fælles, og man kan også være cool, selvom man ikke lige bor i indre by -indre København altså. Sagt på en anden måde, vi danskere trænger til at få lidt højere til loftet, bare sådan helt generelt.

Det kom jeg så til at tænke på i går, hvor jeg cyklede gennem yndlings byen, Helsingør, og fik en nærmest lykkefølelse over at høre til her.

Jeg var ellers ærke-Københavner. Født og opvokset på Vesterbro, hvor jeg også boede det meste af mit liv. Jeg er så ærke-Københavner, at jeg stadig bliver pikeret, når folk siger, at de er flyttet til København, og det så viser sig, at det er Brønshøj, Vanløse eller andre forstæder, der IKKE på nogen måde er København. Alt vest for Valby Bakke og uden for voldene er Stor København.

Jeg vil også til hver en tid forsvare, at en hovedstad skal være lidt mere fremme på beatet. Her skal være lidt mere fart på, lidt smartere og lidt mere nyskabende og når det nu engang er her, at vores Folketing ligger, så er det altså også her, de store politiske redaktioner m.m. skal være. Der er og skal være forskel på lokale og nationale nyheder.

Men for 20 år siden forelskede jeg mig hovedkulds i Helsingør, og det er en forelskelse, der ikke er blevet mindre med årene. Tværtimod.

En by i provinsen. Nordsjælland. Vandkants Danmark. Udkants Danmark. Der er mange betegnelser alt efter, hvilket humør, man er i, og hver har faktisk sin klang og dermed også en etikette.

Mine sønner bliver indimellem irriterede fordi de bliver rubricerede som overklasse drenge fra Nordsjælland. Jeg bliver irriteret, når jeg ryger i kassen med “i provinsen”, og Nils blev noget forbløffet, da han en gang blev stoppet af to drenge på vej hjem fra stationen, der spurgte ham om han var statsministeren. Han havde jakkesæt på.

Men i takt med, at skiftende regeringer har stort set dræbt alle vores købstæder ved at nedlægge skoler, sygehuse og arbejdspladser og nu nærmest i desperation flytter statslige arbejdspladser ud af København – er der ikke en klog, der kan fortælle mig, hvad sprognævnet skal i Bogense (!) – så bliver jeg mere og mere taknemmelig over, at jeg forelskede mig i en by, der er en by. Ovenikøbet med ægte og autentisk historie.

Nogle københavnske middagsgæster undrede sig på vej hjem over, hvorfor vi dog havde valgt at bo så langt væk. Langt væk fra hvad?

Ikke fra Sverige. Det ligger 6 km. borte, hvilket betyder, at når man bliver træt af “hej-hej gaden” (byens gågade), så kan man billigt og hurtigt tage til et andet land. De er ganske vist lidt mærkelige, men de laver fan….. god yoghurt.

Og her i Helsingør er vi faktisk glade for svenskerne (dem uden bomber), for ikke alene fylder de byen med et andet sprog, de holder også gang i vores butikker, som både er åbne, og også på stikkerne, for kædebutikker duer ikke. Dem har de masser af selv ovre på den anden side af sundet.

Hej-hej gaden er et kapitel for sig, og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive glad for ikke at kunne gå som anonym, men det er jeg altså. Der er en tryghed og en meget værdifuld nærhed i at kende folk, man møder på gaden, og kunne sige hej til borgmesteren eller et andet byrådsmedlem. Så kan man også altid spørge dem om de har spist svampe, når de har taget en eller anden beslutning, man er helt uenig i.

Så møder man en mor fra fodbold, en far fra skolen og i takt med at årene går, følger man med i “Lidenlund” og borgernes udvikling og ældning. Guuud, hvor er han blevet gammel, tænkte jeg forleden om en tjener på en restaurant, der bare har været her altid. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et år ældre.

I samme gågade og sidegader ligger vores lokale ostehandlere, tøjbutikker og slagtere. Her bliver man nemlig ikke udskammet, når man spiser lokalt, og meget mere CO2 venligt kød, end eksempelvis tilrejsende avokadoer på ristet rugbrød. Slagterne har også fulgt med i familien, og utallige er de af byens drenge, der har tjent deres første løn hos en af slagterne. Ved siden af ligger den lokale vinpusher, der lige har fået en god italiener hjem, som han er sikker på, er vores smag.

Jude Law som Hamlet på Kronborg

For enden af gågaden ligger et af Danmarks smukkeste slotte. Her festede Frederik II igennem, og blev berømt over hele Europa for sine overdådige fester. Så berømt, at et skuespil kompagni på tur, tog tilbage til England for at overtale en berømt forfatter til at skrive et action stykke om en dansk prins, så de kunne komme tilbage til alle festerne.

Om sommeren lever Hamlet med familien på slottet og i sensommeren kommer de fra hele landet for at opleve Shakespeare Festival. Faktisk kommer de fra hele verden for at spille med. De kommer også fra hele landet for at kigge på vores marsvin, der hopper og leger i vandet, fordi der er en koloni lige uden for en af Danmarks mest berømte og kosmopolitiske feriesteder.

Os fastliggere, vi ved, at nu er Hornbæk sæsonen startet, når gaderne er fyldt med dyre biler, og så kører vi da selv (i lidt mindre dyre biler) en tur for at sidde på Det Fedtede Hjørne (Hornbæks variant af Street Food marked) og kigge på kendisser, semi-kendisser og wannabes.

Det er der ikke meget provinsboer over skulle jeg ellers hilse at sige. Udover selvfølgelig, at vi ikke betaler en mindre formue for en uge i et sommerhus.

Ja, jeg elsker min by, og jeg er kommet til at holde så meget af livets gang i samme lille område. At vi følges ad. At vi ældes sammen og følger vores børns opvækst sammen. Det er en kvalitet.

Barokt nok, så skal vores lukkede sygehus nu ombygges til fællesskabs boliger, hvor vi kan komme hinanden ved på tværs af generationer. Fremragende ide, men man kunne også bare have bevaret sygehuset, forbedret vores infrastruktur – at køre med tog fra Helsingør til København er mere ustabilt end at flyve ud af landet – og passet på vores øvrige større købsteder, så var vi nok kommet hinanden ved alligevel.

For det er vel dybest inde vores natur. Vi kan lide fællesskaber. Vi kan lide at komme hinanden ved og følge hinandens liv. Bevares, i større eller mindre doser, og helst i selskab med nogen, som ligner os selv. Sorry, men sådan er det bare.

Og så er vi tilbage til starten, for så forskellige er vi altså heller ikke. Vi er ikke nogle bonderøve i Helsingør (det er dem i Hillerød). Nej, spøg til side. Vi skal tale vores forskelligheder op, og vi skal give plads og forstå, at fordi man kan lide country musik, kan man også sagtens være et kultiveret og dannet menneske, der går til opera i weekenden. Man har måske bare boet i Nashville på et tidspunkt.

Og fordi man bor en time fra København, er det altså ikke ensbetydende med, at man ikke har fingeren på pulsen, man har bare valgt en anderledes hjemmebane.

Men det finder vi jo først ud af, når vi kommer ud af ekkokammeret og taler sammen og bliver nysgerrige på hinanden.

Længe leve både provinsen, hovedstaden og alt det imellem. Lad os passe på det hele!

Så er det heller ikke værre!

 

I’m too old for this sh..!

-Og denne gang mener jeg det faktisk.

Sådan vil jeg meget hellere tilbringe en søndag!

Kender I ikke det, at alting var større, mindre, hurtige eller lignende, da man var yngre eller barn? Klassiskeren er den med at komme ind i ens gamle klasseværelse for første gang, siden man gik ud, og så gå helt i svime over, hvor små stolene er. Dengang var det verdens største rum, og man kunne knap nå gulvet med fødderne.

Stones mente, at de ville være tudsegamle og måske døde, når de blev 35 (yeah right!), Selv syntes man, at ens forældre var noget nær oldinge, da man var teenager, og tanken om at de måske havde et aktivt sexliv, var nok det væmmeligste, man overholdet kunne komme til at tænke på.

“For de unge på fyrre” hed nogle vinylplader, som mine forældre dansede til, når de holdt fester i halvfjerdserne. Det var ikke Slade eller Sweet, men de havde en fest.

Og jeg kom netop til at tænke på mine forældre i går. Jeg slog græs!

Skal det nu være noget? Ja, hvis man har set vores græsplæne, så er det. Det tog mig over to timer i en blanding af cross fit, pilates og almindelig gymnastik og sveden haglede af mig. Nu var det måske heller ikke særlig begavet, at gå igang og slå den mellem 12 og 14.30 på en dag med høj sol og 26 gr., men nu var det altså det, der passede, og ja, det tog over 2 timer.

Men mens jeg gik der og svedte, kom jeg til at tænke på mine forældre og deres græsplæne i vores sommerhus. Min far var perfektionist med græsplænen. Hvert græsstrå stod snorlige, og der var ikke en eneste kløver. Nogle gange tror jeg ligefrem, han klippede den med en neglesaks.

Han brugte den også som træt-af-sovende-teenagere middel, for han slog den konsekvent lørdag morgen og gerne lige uden for mit vindue. Det var umuligt at sove videre.

Min far var syg stort set hele mit liv, og han døde i 1987 som 70 årig, og vi er i familien ret sikre på, at han holdt længere, fordi han altid puklede i vores have. Det er nemlig cross fit!

Da han døde, blev min mor gråhåret på en uge, og til bisættelsen lignede hun en meget gammel dame. Hun var 63.

I har set det før, men jeg elsker dette foto af min mor til sin første fodboldkamp, VM96. Ulastelig i rød og hvid og med håndtasken hevet på scenen under optakts arrangement. Super sej som 72 årig!

Heldigvis havde vi hende 17 år mere, og hun livede også op igen, bare se ovenfor, men her er det så det med relativiteten spiller ind. I min verden skulle vores sommerhus og have jo være ligesom den altid havde været. Det var jo min barndoms have. Ikke at jeg var der særlig ofte, men når jeg var, så skulle det helst være, og se ud, som det altid havde gjort.

Det samme med julefrokosterne hos mor. Hvis ikke, det var som det plejede, så var der noget galt, og min mor var jo bare mor, som hun altid havde været.

På et tidspunkt begyndte min nu snart 75 årige mor at mippe lidt om, at hun altså ikke rigtig magtede at holde haven mere. Hun havde kørekort, men kørte aldrig bil, så hun skulle med tog, så gå en halv time, og så ellers slå græs, rydde ukrudt, ordne bede, gøre rent, tømme toilet spand (der kom aldrig træk og slip) osv. osv.

Det havde jeg dengang absolut ingen forståelse for.

Ung, festglad og fuld fart frem, så var det ikke havearbejde, der stod øverst på listen. Senere hjalp jeg dog til, men ærligt, det kunne jeg nok godt have gjort bedre.

I går da jeg gispende – ja, jeg ved det godt, jeg har godt af det – knoklede med vores “park” og tænkte “I’m too old for this sh..!” tænkte jeg derfor på min mor. På hvor sej hun egentlig har været, og holde haven så længe, som hun trods alt gjorde, og på hvor urimeligt det egentlig var, at forvente at hun lige klarede hjemmelavet julefrokost mad til en hel familie.

Men erkendelse af, at mødre/forældre bliver ældre er svær. Mødre er pr. definition udødelige, og som datter /søn, så skal alt helst være, som det altid har været. Glem det!

Jeg kan selvfølgelig bare komme i bedre form (tog indkørslen for ukrudt idag, ha!), men jeg begynder alvorligt at tænke lidt på, om det ikke er ved at være tid til at “downsize” lidt i forhold til bolig.

Livsfaserne!

Det varer ikke mange år, før vores drenge er væk, og det er jo ikke fordi, de stadig spiller fodbold på græsset. Det nærmeste er vel øl-bowling. Og hvad skal vi så med alt det græs?

Men det er jo så også en erkendelse af, at man så går ind i en ny fase. En fase, hvor man kan tillade sig at sige, at det er jeg altså for gammel til, eller det magter jeg ikke eller…. Og det er altså også lidt svært. Lidt ligesom når man synes at værterne på P4 er begyndt at være lige lovlig kække. Arghhh!

En klog mand jeg kender, han lavede en strategi for de første seks måneder af sin pensionist tilværelse. Nej, nej, der er jeg slet ikke endnu, jeg er jo lige begyndt i et nyt job – men det er tilgangen til en ny livsfase, som jeg godt kan lide.

Han besluttede sig for, at for ikke at blive rastløs eller deprimeret, så lagde han en strategi for, hvad han ville nå det første halve år af sin officielle pensionist tilværelse. Skæbnen ville, at de fyrede vedkommende, der havde afløst ham, og nu er han tilbage igen, indtil de finder en ny, men jeg synes om ideen.

Når vi går ind i nye faser af vores liv, er det en meget god ide, at tænke lidt over, hvad man vil med dem. Hvad vil vi eksempelvis med al den tid, som vi nu får forærende i og med vores sønner er mere eller mindre selvkørende. Vil vi bare se mere Netflix eller vil vi noget andet.

Det kan man jo så også gå og tænke over næste gang, man slår græs!

Og så glæde sig over, at nu ser her rigtig fint ud igen.