At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!

Sandt eller falsk, virkelighed eller fiktion?

Judge Wackner (Wacko?) i den falske retssal. Foto: HBO

For nogle år siden fulgte Nils og jeg med i en serie, The Good Wife. Den har fået en efterfølger, The Good Fight, og selvom vi ikke er hooked, så ser vi indimellem nogle episoder. Mest fordi begge serier er så forbandet godt skrevet, og fordi der hele tiden er (fiktive) retssager, der belyser ting, vi ikke anede noget om.

I sidste episode handlede det blandt andet om, hvordan de store techfirmaer ikke kan gøres ansvarlige for usandt indhold på deres platforme. Det kan dagblade og klassiske tv stationer til gengæld. Oversat betyder det, at hvis … man kunne jo sige TV2… bringer en falsk historie om eksempelvis en politiker på Grønland, så kan TV stationen holdes til ansvar for dette.

Hvis derimod Facebook bringer samme indlæg fra en person, der kalder sig skribent, kan Facebook ikke holdes til ansvar for noget som helst.

Betyder det noget? Ja, det gør det, for folk bliver tiltrukket af skandaler, heftige overskrifter og sladder, og dermed bliver det sværere og sværere for lødige journalister, der tjekker deres kilder og historier, at sælge deres aviser. Både digitalt og og på tryk. Vi behøver ikke gå længere til danske Facebook tråde og se, hvor mange (middelmådige) mennesker, der brokker sig over, at de ikke kan læse en artikel gratis.

Vi er altså med andre ord på vej – vi har været det længe, det ved jeg godt – mod en verden, og ingen kan skelne mellem hvad der er sandt eller falsk, og hvor det falske i højere og højere grad sætter dagsordenen.

Det fik for mig først en ekstra dimension i omtalte episode af The Good Fight, hvor “folket” har oprettet en fake domstol. “Court 9 3/4”. Med begrundelsen, at der er nu så lang ventetid ved de amerikanske domstole, og det er blevet så dyrt i advokat salærer, har Judge Wackner oprettet et domstol i baglokalet af et kopifirma (!).

Han bestemmer suverænt over alt, tager ikke hensyn til jura og dømmer efter et pointsystem, hvor han også uddeler strafpoint, og folket elsker det. Efter hver domsafsigelse skal de to modstandere give hånd og sige tak og jeg elsker dig til hinanden.

Umiddelbart fuldstændigt ude i hampen, men så læste jeg en artikel i Berlingske i går, og så kom der endnu en dimension på.

Ham havde vi næsten lykkelig glemt.

I Berlingske skriver journalist Mikkel Danielsen en meget læseværdig artikel om Qanon bevægelsen. Qanon er oprindeligt en konspirationsteori på nettet, men som så mange tror på efterhånden, at teorien materialiserede sig i stormløbet på Kongressen.

Jake Angeli på billede her, som de fleste af os kiggede på med store øjne, var og er en prominent skikkelse i det amerikanske Qanon miljø. For at citere Mikkel Danielsen “Han var en frihedskæmper i en parallel onlineverden”…. og “mange af dem med mindst én fod placeret i en parallel QAnon virkelighed” og vil jeg så tilføje, en i den virkelige virkelighed (!) i Kongressen.

Indrømmet, den falske retssal er fiktion, men kigger man på Jake Angeli og hans kumpaner, så er det da et af de tilfælde, hvor virkeligheden i sandhed overgår fantasien, og hvor grænsen mellem det fiktive og det virkelige blev flydende, for de mennesker, der stormede kongressen tror fuldt ud på, at deres parallelle online virkelighed er den sande historie.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der om ikke særlig lang tid var kopi retssale i Amerika, men sådan noget ville jo aldrig ske her hos os, vel?

Jeg er oprigtigt bekymret over alle de falske nyheder og historier, som vi bombarderes med, og som selv vi, der gør os umage, en gang i mellem ikke kan gennemskue om er sande eller falske. Jeg er også bekymret over, at store dele af befolkningen, der ikke selv kunne drømme om at arbejde gratis, ikke vil betale for journalistisk arbejde. Jeg er for den sags skyld også bekymret for niveauet hos visse journalister – der også er presset af clickbait.

Derfor vil jeg også altid være på barrikaderne for public service tv og lignende statslige organisationer. Hvor techfirmaerne ikke kan holdes ansvarlige for fake news kan de imidlertid bestemme, hvilke fotos og tekster, de selv vil vise, og da jeg arbejdede i en turistorganisation oplevede vi at få fjernet fotos af en  berømt statue, fordi der var bare statue babser. Prøv lige at tænke den videre. Tech firmaer fra Silicon Valley bestemmer, hvordan Danmark skal markedsføres. Arghhhh!

Nå, det er søndag, og vi skal ikke slutte i mol men i dur. Derfor kommer her, hvad jeg mener, er sommerens foto. Sommeren ’21 vil for altid være sommeren, hvor fodbold reddede os ud af corona depressiviteten, hvor Hjulmand og hans tropper viste os, hvad de rigtige værdier betyder i praksis, og jeg elsker alt ved dette foto.

God søndag!

Lukaku og Hjulmand i omfavnelse. Symbolet på #altdetfodboldkan. Foto: BT m.fl.

 

 

Og hvad har det med mig at gøre?

Venligst lånt fra DR’s hjemmeside med tilladelse fra Adrian L.H.

Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.

Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.

Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.

Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre.  Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?

For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig.  Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?

Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR.  Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.

Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.

I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.

Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.

Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.

Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.

Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.

Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!

 

“I´ve been in this life for fifty years…

….been trying to work out its riddle for forty-two…”
Matthew McConaughey

I har nok allerede gættet, at det ikke er mig, der har skrevet eller sagt den sætning, men hvor er det godt formuleret.

Jeg må nok også hellere med det samme afsløre, at jeg ikke har fået læst bogen endnu. Faktisk vidste jeg intet om den indtil for to dage siden, men jeg kan godt lide Matthew McConaughey, og efter jeg så ham i “Red Table Talk” med sin (ærligt… lettere umulige) mor fortælle om bogen, blev jeg fascineret.

“Red Table Talk” er et anderledes koncept. Det er skabt af Facebook (!), optaget i et privat hjem (The Smith’s), og rundt om et rødt bord sidder tre generationer af kvinder. Mormor, mor og datter.. eller er det så barnebarn? Nå pyt, vi har gang i Willow Smith, Jada Pinkett Smith og hendes mor, Adrienne Banfield-Norris. De to første kender I måske som Will Smiths hustru og datter, men her kan kvinderne altså selv.

Det er meget amerikansk, det erkender jeg blankt. Men nu har jeg set et par stykker med blandt andre Demi Moore og Kelly Osbourne som gæster, og det kan altså også noget, det her format, hvor de tre kvinder aktivt bruger sig selv og deres misbrug, ængstelse, bekymringer, problemer osv. i åbne snakke, med tre generationer, der har hver deres holdning til en given problematik.

Adrianne Banfield-Norris har været gift fire gange med forskellige mænd, og siger åbenlyst til sin datter i showet, at hun stort set var påvirket under hele hendes opvækst. Det sker i forbindelse med at Matthew M. taler åbent ud om de otte år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor. Man forstår ham egentlig godt. Hun havde filmet hans private hjem sammen med en national tv station -uden at fortælle ham det. Han blev opmærksom på det, da en af hans venner ringede og fortalte, at hans mor netop nu gik rundt på skærmen og viste hans private detaljer frem. Da han forholdt hende det, svarede hun, at hun ikke troede han ville se det. Det kostede så otte år uden kontakt.

Fru McConaughey har også været gift tre gange, bare med den samme mand. Så sloges de. Så elskede de. Så sloges de… osv. Det har sønnen alt sammen nedfældet i sine dagbøger, som han altså nu har skrevet sammen til ovenstående bog og som de fik en snak om i omtalte talk show.

Der er langt fra Hollywoods røde bord og de smukke farvede kvinder til Helsingørs hvide firkantede. Men nogle af deres emner kan jeg relatere til på tværs af dammen, og jeg kan godt lide konceptet med tre generationer, der åbent diskuterer de bump, som livet giver en.

På et tidspunkt i et af shows’ne sad jeg og fik følelsen af, at det nærmest var som at gå i kirke, og få sjælesorg. Og det viser jo, at vi på mange områder ikke har flyttet os en meter. Teknologisk ja, men de tanker, vi gør os om livet og gåderne forbundet dermed, er stadig de samme. Vi er ikke kommet et skridt videre, og slås stadig med de syv dødssynder -som hvis du skulle have glemt dem er:

Hovmod * Griskhed * Utugt * Misundelse * Fråseri * Vrede* Dovenskab

Her tænker jeg ikke i hverken katolsk eller bibelsk forstand, men helt praktisk i dagligdagen. Hvem kan sige sig fri for lidt fråseri her under pandemien? Hvis man er i tvivl, skal man bare tage en tur på badevægten.

Tænk, i en anden tid, der sad vi og brainstormede over at producere rejser ud fra dødssynderne. “Gastonomisk eventyrrejse” (fråseri), “Ultimativ daseferie” (dovenskab), “Hvad der sker i Las Vegas, bliver i Las Vegas” (griskhed) osv. osv. Og nej, vi fandt ikke noget for utugt.

Nå, det her er ikke tænkt som en moralprædiken.  Snarere tvætimod, nemlig at vi slås alle med et eller andet. Eksempelvis er du  ikke alene, hvis du lige nu synes, det er svært at skulle tilbage og ud i det pulveriserende liv igen efter måneder i næsten ensomhed. Det er ligefrem et begreb – “Return anxiety”.

Og det er det, der adskiller det her talk show fra andre shows. Oprah’s havde lidt af det samme, men så alligevel ikke. Der er ingen glasbilleder her. Kun den sande facade – sådan virker det i hvert fald -, og selvom jeg ikke kommer til at se det hver uge, så tror jeg alligevel, jeg vil tjekke ind en gang imellem, så jeg bliver husket på, at i Hollywood er de også almindelige mennesker-selv de 50somethings.

Til sidst i MM showet fortæller Willow, at hun blev så inspireret af Interstellar, at hun tilmeldte sig kurser i fysik. Fedt! Det kommer jeg ikke til at gøre, men jeg glæder mig til at blive inspireret af MM’ bog og finde mine egne “greenlights”.

Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.

“Og så fik jeg helt vildt skam…

Foto bragt med tilladelse fra Annika Aakjær

….skam over ikke at kunne klare det folk skrev. Hvorfor er jeg ikke mere tykhudet?”
Annika Aakjær

Jeg har en svaghed for Annika Aakjær. Det har jeg haft et stykke tid, og det har ikke noget med hendes menstruationssang at gøre -tværtimod. Jeg synes bare, at hun er ret skøn, og så er jeg fuldstændig solgt over “POP (Himlen over København)” og hendes fortolkning af “De vildeste fugle”, der har været de sidste par måneders powerplays.

Forleden handlede det imidlertid om noget helt andet end musik. Det handlede om folks kommentarer på Facebook og hvor sårende, de kan være. Det er der i princippet ikke noget nyt i, det har vi talt og skrevet meget og længe om, men det at føle skam over ikke at være tykhudet nok til at klare dem, det plejer vi ikke at tale særlig højt om.

Derfor var det så befriende, at Annika Aakjær tog bladet fra munden, viste sårbarhed og hudløst ærligt gjorde opmærksom på, at det var hun altså ikke robust nok til. I øvrigt “har jeg slet ikke brug for udvikle tyk hud, for ellers kan jeg ikke skrive sange” fortsatte hun.

Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Måske er det fordi jeg selv heller ikke er særlig tykhudet og derfor også lader mig påvirke af folks ubehageligheder. Måske er det fordi, jeg er så træt af, at det at være robust,  nærmest har været fast punkt i stillingsannoncer de seneste mange år. “Du skal være robust” står der ofte.

Jamen, hvad er det for noget? Skal man kunne tåle diverse for at besidde et job? Skal man være i stand til at stå imod selv de mest urimelige og perfide kommentarer på Facebook uden at have gjort noget for at fortjene dem?

Ja, vil nogen sikkert hævde, for sådan er det bare.  Det kan godt være, men sådan burde det ikke være, og det er på tide, at vi siger fra og sætter en ny dagsorden.

Jeg er godt klar over, at internet krigerne og Facebook trollene kommer vi ikke til at få til at gå væk. De vil altid være der, og dem må man bare undgå at blive inficerede af. Men vi kan sætte en ny dagsorden i forhold til at det er ok at vise sårbarhed, og at man bliver påvirket, når folk ikke opfører sig ordentligt, og så kan vi sætte en ny dagsorden i forhold til at robusthed er en forudsætning for at besidde et job.

Jeg kender mange virkeligt dygtige mennesker, der kan deres metier og som jeg til hver en tid ville ansætte, og de er ikke nødvendigvis særligt robuste eller hårdføre. Til gengæld kender jeg også en helt masse forholdsvis inkompetente mennesker, der til gengæld alle besidder narcissistiske træk og er fuldstændig ligeglade med, hvordan de fremstår, og de er stort set alle endt i høje, prestige fyldte stillinger med tilsvarende høje lønninger. Det er helt galt.

Vi hylder de forkerte og vores værdier er skredet, når det er federe, at være et dumt svin med mange penge, end et ordentligt menneske, der bare passer sit arbejde. Eksempelvis er det mig en gåde, at man kan hylde Steve Jobs som lederidol. Han kan hyldes for sin innovative tankegang, for sin evne til at få noget til at ske, men at hylde hans måde at behandle sine (robuste) medarbejdere på, det er helt galt.

På samme måde er det helt galt, når vi hylder de, som råber højest, om det så er på Facebook, eller i forbindelse med at få opfyldt sine egne behov og få sin vilje. Det er ikke cool at trampe hverken på eller over nogen. Det er bare dårlig og egoistisk opførsel.

Desværre er det ofte “the bad guys” – cyklisterne, I ved, dem der tramper nedad og ser fremad, der vinder, og jeg har ikke løsningen på, hvordan vi kan vende det.

Men at fjerne kravet om robusthed hos medarbejdere -og ledere for den sags skyld, er et skridt på vejen, og at erkende åbent som Annika Aakjær, at man hverken er eller har lyst til at være tykhudet, er også et skridt på vejen.

Længe leve os, der hverken kan eller vil være tykhudede!

“Det må du nok vænne dig til…

… bliver et samtalepunkt, når vi mødes fremover”.

Det sagde en af mine nære venner til mig i går i forbindelse med, at jeg blev opdateret på min tidligere branche. Opdateret i form af at tre tidligere branchekolleger var gået bort.

Jeg var pænt rystet. Både over et af dødsfaldene, som jeg slet ikke havde set komme, og over hans kommentar. -Og før noget Coronapoliti nu kommer efter mig.. vi har været i samme lille cirkel i over et år, vi var alle sammen testet, og vi hverken krammede eller kyssede. Men vi fik talt om gamle dage og gamle kolleger og i den forbindelse erfarede jeg, at ikke mindre end tre var gået bort, og kommentaren var møntet på, at det var altså dødsfald blandt nogen vi kender, jeg skulle begynde at vænne mig til.

Det fik mig til at reflektere, for vedkommende der opdaterede os, sagde også “at man skal følge sin indskydelse, når man føler lyst at ringe til nogen”. Det er anden gang inden for to uger, at jeg har hørt den sætning og begge gange i forbindelse med dødsfald.

Forleden tog jeg kontakt til en gammel, kær ven, jeg ikke havde talt med i flere år. Det kom der en vidunderlig aften ud af, og det var som om det var i går, vi sad og grinede sammen og ikke efter flere år, som det i realiteten var. Få dage efter fortalte en nuværende (og meget levende) kollega mig, at hun også havde taget kontakt til gamle bekendte, hun ikke havde haft kontakt med i årevis. Vi tror altid, at vi er så unikke hver især, men Corona tider får os tilsyneladende til at kontakt gamle forbindelser – og det er godt!

Vi er 50something. Nogen af jer læsere er formodentlig 40- eller 60something (jeg gør mig ikke store forhåbninger om at ramme en bredere målgruppe, om end det ville være fedt), men vi er -som min ven så præcis beskrev det i går, nået den alder, hvor nogen falder fra.

Derfor skal vi bide mærke i de der indskydelser, vi “pludselig” får. I, der kender mig, vil vide, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end vi med logik kan forklare (og her ville en af mine andre nære venner sige “ja – NSA!”), men der er en grund til, at vi en gang imellem får en besked fra vores underbevidsthed, en engel, en algoritme eller hvad man nu tror på, som skubber til, at man skal tage kontakt til en, man ikke har været i kontakt med længe.

Der er ganske mange mennesker i mit liv, som jeg ikke har fast kontakt med længere, og som jeg heller ikke har nogen lyst til at genoptage en fast forbindelse med. Det har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet til, og nogle var en arbejdsrelation eller et menneske, som jeg havde en kort, men intens relation til for mange år siden.

Men det er ikke det samme som, at man ikke holder af det menneske, og at man gerne vil have, at det går dem godt. Jeg kan da sagtens komme i tanke om mennesker, som jeg kendte, da jeg var 20, og som jeg absolut intet har tilfælles med i dag, men som jeg stadig er nysgerrig på hvordan har det, og som jeg ønsker alt det bedste. Heldigvis har vi Facebook til at få stillet nysgerrigheden!

Men nu har vi altså så nået den alder, hvor de falder bort. Nogle ganske pludseligt, andre efter sygdom, men alle er et tab, også for os i periferien. Derfor er det så vigtigt, at vi husker at tage kontakt til de mennesker, som vi lige mangler at sige noget til. At afslutte noget med. At slutte fred med – og nej, det er ikke dig, der er noget galt med fordi der findes personer, som du på en eller anden måde er raget uklar med. Det sker for alle. ALLE! Men hvis du har nogen i din bekendtskabskreds, som du føler, at du lige mangler at binde en sløjfe på eller med, så gør det. Det kan være for sent lige om lidt.

Og det er måske netop ekstra relevant i påsken. Mellem karrysild, æg og snaps skal vi huske på, at der også er lidelsen og døden, men frem for alt genopstandelsen. At vi altid kan rejse os og komme igen…. næsten…

God påske!

Sproget!!!

Jeg må hellere advare. I dette blogindlæg vil du finde sure opstød, brok og generel utilfredshed. Og så på en solskinssøndag! En skøn søndag, hvor 9% af befolkningen har fået første stik til trods for, at politichefer smider vacciner ud. Hvor den daglige gåtur er fyldt med smilende -nu lysner det- mennesker og hvor vintergækkerne titter frem i haven. Så skal jeg ikke komme her og ødelægge den gode stemning. Men det har jeg altså tænkt mig, for nu har mængden af stavespassere nået et niveau, hvor jeg ikke kan holde det ud længere.

En ting er, at de spader, der kommenterer på Nationen! eller Facebook hverken kan tænke, skrive eller stave, men når vores folketingspolitikere laver opslag, hvor de ikke kan finde ud af at benytte ligge / lægge korrekt, så bliver jeg altså træt. Rigtig træt!

Vi har 179 mennesker, der er valgt til at lave den lovgivning, som vi andre skal rette os og leve efter, kan vi så ikke forvente (forlange?), at de er i stand til at lave et LinkedIn opslag, hvor de lige sprogtjekker? Måske lige får en voksen til at løbe det igennem, hvis de ikke har en sekretær ved hånden.

Men det er ikke kun vores folkevalgte, der ikke gør sig umage med at anvende og skrive vores sprog korrekt, og før jeg nu får foreninger til ordblindes vel og ve på nakken, så vil jeg lige understrege, at jeg er ikke efter de mennesker, der vitterlig ikke kan stave. Jeg er efter alle de mennesker, der er fuldstændig ligeglade med om de staver, udtaler eller skriver ukorrekt, og efter de institutioner, der har et større ansvar for at udtrykke sig korrekt. Der er for meget sjusk, og det er en glidebane.

Eksempel: Forside af Ekstra Bladet webversion.

Nu ved jeg godt, at man plejede at sige, at de vilde er de værste, og der har nok været nogle vilde redaktører igennem tiderne på EB, men arghhh, hvordan kan det havne på forsiden?

Og så er der nutids R. Det hedder altså “jeg kondolerer“. Ikke “jeg kondolere”. Du skriver jo heller ikke “jeg skrive” vel? Med mindre selvfølgelig, du leger (med g) østeuropæisk cirkusdirektør. Til gengæld kan du skrive “må jeg kondolere” eller sende din kondolence (med e). Det kommer i øvrigt af latin og betyder, det gør mig ondt.

Fra min egen andedam er der kommet en udbredt tendens til at udtale Helsingør – Helsin’ør. Let nasalerende forsvinder g’et op i vatpinds næseboret, og jeg har ingen anelse om hvorfor.

Da mine sønner var mindre, var der også en helt særlig “dialekt” på deres skole. Alle ungerne sagde “landte” med tryk på t i stedet for landede. Heller ikke det ved jeg, hvor stammer fra, men det er de heldigvis vokset fra, selvom der også fra dem indimellem alle de engelske udtryk kommer nogle slemme sprogbøffer. Retter jeg så dem? Ja, det gør jeg, til deres store irritation.

Men hvorfor synes jeg, det er så vigtigt, at jeg kan finde på at skrive et blogindlæg om det og sikkert få på hattepulden og få at vide, at jeg er en gammel, sur mokke?

Det gør jeg, fordi sproget er vores vigtigste kommunikationsform, og fordi jeg helt grundlæggende mener, at man skal gøre sig umage med alt, man foretager sig – også med at stave og med at udtale ord korrekt.

På en eller anden måde er det som om,  at hvis man bare er ligeglad, så er man jo ligeglad med alt, og dermed er alt uden nogen videre betydning. Men er det ikke bare en lille bitte ting i det store hele, om man sætter et i enden af et ord?  Nej, det mener jeg faktisk ikke, og ligesom jeg bliver irriteret, når radioværter flasher deres uvidenhed om dette og hint og koketterer (og ja, det måtte jeg slå op for at stave rigtigt) med deres uvidenhed i stedet for at blive pinlige over, at de som værter i DR ikke kender formanden for Det Konservative Folkeparti,  så synes jeg også, at vi skal tage sproget og stavning alvorligt. Mere alvorligt end vi gør nu.

Stram op!

…… Nåh ja, og så fortsat god søndag. Jeg ælsker jer alle sammen alligevel.

Det er ikke let at være nogen….

Foto: Politikens arkiv

Det trækker tænder ud nu – gør det, og så er jeg endda ikke blandt de hårdest ramte. Men jeg må da indrømme, at der langsomt sniger sig en form for apati ind, og nogle dage er det som om min hjerne er gået på stand by!

Den største oplevelse i løbet af dagen er gåturen, hvor der efterhånden er myldretid hele døgnet. Hej-hej gaden er blevet til hej-hej stien, for alle hilser nu så pænt. I morges kom de med ski på nakken. Men hvorfor ikke? Hellere her end i Østrig.

Hundene er glade til gengæld. Hele flokken er hjemme og der bliver gået ture i et væk. Ikke alle hunde dog. I morges så jeg et FB opslag – ret sjovt faktisk, hvor en skrev at ligesom Ekstra Bladet har deres S.9 piger, så har Politiken nu deres “hvor er det synd for mig” pige-sider.  Denne gang beriget ved en ung kvinde, der havde anskaffet sig en hundehvalp, og nu havde morderligt ondt af sig selv, fordi det var SÅ hårdt, og det havde ingen fortalt hende. Nu var hun blevet helt i tvivl, om hun nogensinde skulle have børn.

Om ikke andet, så for det absurd humoristiske, bliver det i det næste årti spændende at følge MIG-MIG-MIG generationen, og gider man ikke læse Politiken og vil vide, hvad der venter, kan man bare kigge lidt på fars pige Alva i Dubai eller Fie Laursen dokumentaren. Nåh ikke? Nej, det bliver man også bare i dårligt humør af, og det er der rigeligt af i forvejen.

Godt humør er jeg trods alt blevet i denne weekend. Det er utroligt, hvad sol kan gøre, og så blev jeg også lidt rørt over de unge mennesker. De andre altså. De, som er kommet ud af deres egen navle, og holder ud på trods af, at de betaler den højeste pris, og dem er der heldigvis flest af.

Fredag aften havde den yngste inviteret sin pt. meget lille omgangskreds til herremiddag i orangeriet. Vores nye drivhus… kendt som orangeriet, er blevet det nye gå ud sted. For os alle sammen. Så kommer vi da lidt ud, og det er præcis lige så dyrt. Tro mig, jeg har tjekket elforbruget, og fra og med denne weekend skal der nu lægges kr. 200.- til ekstra el hver gang, man varmer det op.

Men de unge herrer skulle altså spise middag og det krævede både forberedelse, indkøb og planlægning. Og så stod de pludselig der. Høje, flotte, unge mænd, og lavede lækker mad.

De har stået der før. Masser af gange, for en af de skønne ting ved at have boet i samme lille samfund i mange år er historikken. Min yngste og hans ven har kendt hinanden siden vuggestuen og vi har derfor også været vidner til fødselsdage, konfirmationer og senest studenterfester. Vi har også været vidne til vennens første brandet (i vores kælder), men det taler vi ikke om. Kun, at som 15årig, er det en rigtig dårlig ide, at drikker pernod rent.

Benny Andersen beskriver det så fint i sit digt “Tiden” – “Man går ud i sit køkken, henter kakaomælk til sin spinkle søn, men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk, kræver øl, piger og revolution”.

Menu’en har også udviklet sig.
Og tiden, den går jo. Nu er hende den smarte, unge og moderne dj blevet 60 år, stod der i min WeekendAvis. Ligesom statsministeren læser jeg også stadig papiraviser. Dog uden makrelmad.

Hun har det heller ikke let. Hun er begyndt at gro grøntsager i haven, for så har hun da noget at leve af, udtalte hun i artiklen. Det er heller ikke fest og dj branchen, der er mest gang i lige for tiden.

Så nej, det er ikke let at være nogen, og vi skal passe på de små opløftende ting, der kan gøre os glade i låget. Som det nye radioprogram “Kys & Kram”, hvor de kun spiller 
feel good musik og fortæller positive historier. “Fordi vi fortjener det”, som de skriver. Og ja, jeg ved godt, det er banalt, men i usædvanlige tider må man godt være banal og gøre lige præcis det, som får en til at blive i godt humør og komme igennem.  I Danmark altså, ikke i Tanzania. 

Det er tankevækkende, at for et år siden troede jeg i fuld alvor, at det ville tage sådan cirka 14 dage, så var vi tilbage på arbejde og normale tider igen. Nu har min mand, og flere jeg kender, været hjemsendt i et år, og der er vist kun få af os, der tror på, at vi vender tilbage til noget, der ligner en sædvanlig hverdag på denne side af påske. 

Tiden smuldrer mellem Netflix serierne og man bliver efterhånden så SoMe (digitalt altså) afhængig, at pludselig har man surfet rundt i over en time, og man kan knap koncentrere sig om at læse en bog i længere tid af gangen. 

Men…. vi er i live. Vi har mad. Vi har underholdning (tænk, hvis dette havde været før internet og turbo-tv). Vi har langt hår og vi har endelig tid til at gøre noget ud af aftensmaden, og vi kan helt sikkert komme i tanke om nogen, der har det værre end os, og det hjælper altid. 

Så nu vil jeg danse rundt til noget feel good musik, og så vil jeg bilde mig selv ind, at om ikke særligt længe, så sidder vi til selskaber og taler om tiden, hvor vi lærte at gro grøntsager og trimme hår. For tiden går under alle omstændigheder, og vi skal ikke bare gå med, vi skal også huske at leve. 

Pas på jer selv, og op med humøret!

Det er bare noget, vi leger…. men det er altså et ret hyggeligt sted at gå ud.
TIDEN
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer”
Klik
Benny Andersen

 

When the going gets tough…

… the tough get going!

Det gamle 80’er hit kom jeg til at tænke på i morges, da jeg læste om en højt placeret embedsmand m/k, der syntes det sidste år havde været virkelig hårdt, trænger til en pause, og derfor har sagt sit job op. Vedkommende ville have mere tid til sin familie og venner (!).

Jeg vil ikke dømme nogen, og fred være med, at vedkommende siger op. Det sidste år har været ekstremt hårdt for alle i embedsværket, der har knoklet 24/7. TAK til jer! Men som leder og højtlønnet af skatteborgerne skulle man måske lige tænke lidt over, hvordan og hvorfor, man formidler budskabet til den store offentlighed.

Vedkommendes medarbejdere og kolleger trænger helt sikkert også til en pause, men er ikke så privilegerede, at de bare kan sige op. Alle iværksætterne, og det private helt generelt, kæmper også lige nu en næsten fuldstændig håbløs kamp -uden mulighed for pauser- for at holde skindet på næsen, og de ansatte, der ikke er sendt hjem på lønkompensation, har i mange tilfælde fået en fyreseddel. Så kan man selvfølgelig hævde, at de helt af sig selv får en pause og mere tid til familie og venner (de fem, man må se). Det vil alle i pleje- og omsorgssektoren sikkert også gerne have.

Nå, så meget desto mere grund til at hejse flaget for mennesker som Heunicke, der med større og større rande under øjnene bliver på sin post og kæmper, det bedste han kan, og i øvrigt for alle vores børn og unge, der bliver foran skærmen hver for sig uden pauser, sjov og venner.

Og her ville salig og savnede Mads Holger sikkert have skrevet noget rigtig spidst og sjovt om at kæmpe, holde ud, ansvar, timing, mink, RUC og kommunikation.

Man kan på Insta følge “citatmadsholger”. Det kan anbefales.

Kæmper gør de også på vores terrasse i disse dage. Vi behøver slet ikke anden underholdning, end det drama, der udspiller sig over et æble i fire stykker og tre til fem solsorte.

Det er virkelig underholdende – naturen det billige skidt. Vi har ganske mange fugle i vores have, hvilket vi er ustyrligt glade for, så vi fodrer dem hele tiden og vores store skrænt lader vi vokse så vildt som muligt, for at insekterne kan leve der.

Men nu er det jo frost, og så er der brug for lidt ekstra hjælp, så vi smider æblestykker ud til solsortene. De fleste af dem kan godt finde ud af det, men en stor hun vil absolut ikke dele. Som i – I skal slet ikke være her på terrassen, når jeg spiser mit æblestykke – så hun jager bogstaveligt talt de andre væk. Det ser ustyrlig morsomt ud. Især, når de snubler ned af trappetrinene (de kommer ikke til skade), men det er også tankevækkende.

En gruppe kan sidde og spise stille og roligt med hvert sit stykke i fred og fordragelighed, men når præcis denne fugl er der, skal hun dominere det hele og ingen andre må være der. Heller ikke selvom hun jo kun kan spise af et stykke af gangen.

De har udviklet forskellige taktikker, de andre. En ung han giver ikke op, og løber hele tiden hen til et af stykkerne og når lige et lille hak, før hun jager ham væk. En anden, lidt større han, sætter sig på kanten af stolen og iagttager og venter til hun flytter sig, så slår han til. De øvrige tør slet ikke komme i nærheden. Bag ved ruden sidder Nils og jeg så og betragter og tænker “hvis I nu kom alle sammen på en gang, så ville hun være nødt til at dele”, men dertil er de ikke nået endnu.

Underholdende… men de sviner også, som I kan se.

Men udover dette drama, der er noget af det vildeste vi oplever for tiden, så har I det vel nogenlunde ligesom mig? Man er i en form for vinterhi. En limbo, hvor man kan opleve derouten blive større og større. Først var det virtuelle møder uden mascara, så blev det “hubba bubba tøj” næsten hver dag, og nu er man der, at det nærmest føles som en kraftanstrengelse at finde business dresset frem og sætte hår og lægge make up. Det hår, der er ikke skriger Gori, men frisøøøør.

Nå, vi skal heldigvis ikke holde ud så længe mere, og der er lys for enden af tunnelen, hvis ellers de, der savner sol og også vil have en pause, ville holde op med at rejse til Dubai og hente sydafrikanske muteringer med hjem. “Stram ballerne ” siger Mascha Vang i avisen i dag, og jeg kan da kun være enig. Dubai er der også om to måneder, når vi er på den anden side. Men igen…. when the going gets tough…

Pas på jer selv derude… hold ud…be tough…. og håb så ligesom jeg, at der er noget tøj i skabet, man kan passe, når det endelig bliver fundet frem igen. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over, at I nu har fået det nummer på hjernen, og ja, jeg har også tænkt over, at Michael Douglas egentlig var ret lækker dengang.

God søndag!