Kategori: Things that make you go hmmm

Udgivet den

Længe leve live oplevelser!

I går var Nils og jeg til julecabaret på Café Liva i Nyhavn. For jer, som ikke kender stedet, er det et skønt skib, der er indrettet med borde og stole og en lille scene. Man spiser først, og så er der cabaret på den lille scene, som man altså er meget tæt på. Man sidder også meget tæt, når man spiser (godt), men det er en del af oplevelsen.

Årets julecabaret er “På loftet sidder krisen” og det er en over 30 år gammel tradition, at der er julecabaret på Café Liva. Den har fået fem stjerner af anmelderne, og der er stort set udsolgt resten af spilleperioden. Det er godt, for ikke alene er det en skøn oplevelse – jeg grinede højlydt flere gange, vi skal også passe på vores livescener, især de mindre af dem.

Der er fire skuespillere / musikere på scenen. Super dygtige. De kan synge, spille og spille revy, hvilket altså ikke er den letteste opgave i verden. Vi kendte en af dem i forvejen. Resten var for os stort set ukendte, men det kan selvfølgelig sige mere om os, end om skuespillerne. Men fire hårdtarbejdende mennesker, der ikke lever det flamboyante skuespilliv, og som i den grad er på, i den tid showet varer.

Det kan noget, sådan en live oplevelse. Det er intenst og ikke alene får man rørt lattermusklerne (al motion af muskler er godt), man får også stof til eftertanke og bliver mindet om, at der er heldigvis mennesker derude, der tænker som en selv.

At besøge en lille specialbutik kan nogle gange være som at besøge et lille teater. I Helsingør, som jeg bor i, lider vi imidlertid også af problematikken med tomme butikker. Det er en tendens, der gør sig gældende over hele landet, og for personer som mig, dybt skræmmende. En af årsagerne til at jeg i sin tid flyttede til Helsingør, var det skønne handelsliv, og at der var tale om små, unikke butikker og ikke bare de store kæder. Jeg tror, jeg talte 14 tomme lokaler sidst jeg talte.

Der er selvfølgelig flere årsager til de tomme butikker – og scener, men vi er ganske enkelt blevet for magelige, og det er lettere at handle på nettet eller se film, tv-serier eller lignende på skærmen lige ved hånden. I denne uge blev nogle af de sidste teateranmeldere på aviserne opsagt.

Jeg er udmærket klar over, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg skal heller ikke gøre mig bedre. Jeg ser også Netflix og handler også på nettet. Det er nemt og hurtigt, og hvis jeg nu bare forsøger at gøre mig umage med at handle hos danske firmaer (hahaha), så bliver nogle af pengene vel i den lokale/regionale/ nationale økonomi. Som om!

De eneste, der virkelige bliver rige, er tech folkene med konti på diverse spændende øer uden skat. Til gengæld bliver vi som lokalsamfund fattigere og fattigere, for vores indkøbsoplevelser forsvinder sammen med vores øvrige live-scener. Fodbold undtaget måske.

De sidste par fredage har jeg hentet Nils efter arbejde, og så er vi kørt ud i Årstidernes gårdbutik og købt ind. Vi er derefter gået en tur i vores lokalmiljø for at handle. Er det det letteste og det billigste? Nej, men vi er hver gang kommet hjem en oplevelse rigere, og med en viden om, at pengene fra vores indkøb bliver i lokalmiljøet.

Lidt samme følelse sad jeg med, da vi kørte hjem fra Liva i går. Ikke alene havde vi alle tiders oplevelse, jeg følte også en glæde over at være med til at støtte live-scenen. Vi kan ikke leve af Netflix og lydbøger, som forfatterne ikke tjener penge på. Til sidst har vi hverken sjove butikker eller ordentlig underholdning tilbage, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.

Derfor – “Længe leve live!” Både butikker og underholdning, og lad os hjælpes ad med at holde det i live rigtig længe.

Nils har rent faktisk skrevet en bog om lokaløkonomi, og han holder også foredrag om samme. -Og sørme om den ikke også har fået fem stjerner ;o)
Udgivet den

Meditation i de højere luftlag

 

Jeg har altid holdt meget af kirkerum. Der er højt til loftet, der er kunst, der er ofte en sindssyg god akustik, og så er der en særlig ro og højtidelighed der gør, at man ligesom trækker vejret lidt langsommere og ikke taler højt eller grimt.

Derfor kan jeg også godt lidt at gå til koncerter i kirker, og jeg elsker at Lennart Lajboschitz har omdannet en gammel kirke til et moderne forsamlingshus. Af mange forskellige årsager, men i netop disse tider også fordi det er et prima eksempel på, at to forskellige trosretninger sagtens kan finde gode løsninger sammen, og at smukke, gamle bygninger ikke behøver at vige pladsen for firkantede højhuse i glas og beton.

I denne uge fik jeg så endnu engang bekræftet, at kirkerum kan noget, ikke mange andre lokaler kan.

Jeg har netop mistet en slægtning, og er forhindret i at deltage i vedkommendes bisættelse. Bisættelser og begravelser er jo reelt til for at de efterladte kan få sagt farvel og sat et punktum, og jeg kunne mærke, at det behov havde jeg også.

Min første tanke var at gå ned i min egen lokale kirke, for kirkerummet er jo også for de fleste af os rammen om de store begivenheder i livet. Bryllup, barnedåb, konfirmation og ja, begravelser.  Så kunne jeg sidde der og holde min helt egen lille farvel-session, men jeg er faktisk så heldig, at jeg er velsignet (!) med en god veninde, der er præst, og hun forstår om nogen at udnytte sin kirke på alle mulige gode måder.

Kirke er måske lige en overdrivelse i hendes tilfælde, for den er ikke bygget endnu. Derfor holder hun og hendes præstekolleger til i et lokale i Ørestad. Her er imidlertid også højt til loftet, her er også kunst, og så er det lykkedes, at skabe den samme stemning som i traditionelle kirker. Man falder simpelthen til ro, når man går ind i det lokale, og jeg elsker at det ligger i stueplan (-læs øjenhøjde), så alle kan se stearinlysene og lige dumpe ind, hvis man altså ikke skal ind i neglesalonen, der er nærmeste nabo.

I dette specielle lokale har min veninde og hendes kolleger både samtale saloner med interessante mennesker, cross yoga, Herrehjørnet (med frokost og en øl), “Rum til Ro” og mange andre spændende arrangementer og altså også “Mindfulness Gudstjeneste”.

Jeg har praktiseret meditation i mange år. Jeg har ovenikøbet gået til meditation for at lære, hvordan man får tankerne til at stå stille, om man så må sige. Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet ekspert på området, men over årene har jeg lært nogle teknikker, der gør, at jeg kan lukke verden og tankemylder ude (uden at falde i søvn), og når først man får det lært, er det faktisk ikke så svært. Til gengæld er effekten fantastisk, og derfor betaler folk i dyre domme for at lære mindfulness og meditationsteknikker.  

Pomodoro metoden er det nye sort i erhvervslivet, stille zoner og tid til fokus hitter og rigtig sej er man, når man lader mobilen være i over en time. Ej ok, nu driller jeg, men helt forkert er det jo ikke. 

I princippet kan man bare gå en tur i kirkerummet. Det har man allerede betalt for over sin kirkeskat, og den oplevelse, jeg havde i denne uge, var hver en krone værd. Det nåede jeg at tænke over, mens jeg sad der med lukkede øjne og blev guidet til meditation af en professionel mindfulness underviser suppleret af den smukkeste live musik og et budskab fra præsten om næstekærlighed og egen omsorg. Egen omsorg var i øvrigt temaet for netop denne meditation, men det skifter fra gang til gang. 

I løbet af den time, denne mindfulness gudstjeneste varede, var der også en lysceremoni, og jeg fik tændt et lys for min slægtning, sendt masser af kærlighed og sagt farvel på den helt rigtige måde.

Hele seancen sluttede med at vi sad med lukkede øjne og lyttede til det lille band synge en fuldstændig fantastisk fortolkning af “Regnvejrsdag i november”.

Jeg var reelt fysisk lettet, da jeg efter en hurtig kop te (også på kirkeskattens regning) kørte hjem gennem den mørke november aften. Fyldt af taknemmelighed over, at vi har disse muligheder lige i gadehøjde men også af en usædvanlig glæde over at betale min kirkeskat.

Regnvejrsdag i november – Pia Raug

1. Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.

 

6. Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.

Du kan læse mere om Mindfulness gudstjenesterne og de andre aktiviteter på dette link, og alle er velkomne.
Kirken i Ørestad

Udgivet den

Stop verden!

Nu er der snart kun bønner tilbage, og det er ikke kaffebønner, jeg mener.

Måske er det bare mig -halvgammel og følsom med hang til tårer, men jeg er efterhånden så påvirket af nyhedsstrømmen, at jeg har svært ved at abstrahere. Det er som om, verden er gået i selvsving – på den dårlige måde, og jeg får lyst til at råbe ud over hele Simon Spies Plads (det hedder den nemlig stadig):

ER DER IKKE SNART EN VOKSEN TILSTEDE?

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Shu bi dua’s tekst til Ronald og Leonid, og skulle du have glemt den, så er den lige her:

Det’ de store, gamle mænd
Der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort
Ronald og så Leonid
Og si’r hva’ de har gjort

Men jeg ka’ høre de skyder i øst og i vest
Og ikke kun med fyrværkeri
Det lyder som om, der var fest
Men festen er forbi

I kan selv slå resten op, og så kan I sætte de navne ind, der passer i stedet for Reagan og Bresjnev. Vælg selv fra hylden, for det vælter med dem i øjeblikket.

Diktatorer og andre usympatiske skiderikker, der af uransaglige årsager har fået så meget magt, at de kan sende unge mænd i krig, skyde babyer, bombe byer, forgifte journalister og hvad jeg ellers kan komme i tanke om af uhyrligheder, og den ene er ikke bedre end den anden.

Pt. har vi klimakrise og i Danmark står oksekød (ikke flybilletter ?!?!)  øverst på listen over ting, vi skal skære fra. Hvor mange køer går der på en bombe?

Det er fuldstændig sindsygt, og det er som om, at man ikke kan slippe væk. Nyhedsstrømmen er massiv. Vejret er blevet til breaking news, vi står i Øresund til anklerne, skolebørn i Danmark skal bevogtes af armeret politi, jeg må ikke længere byde velkommen med “mine damer og herrer” og oven i det hele kan landsholdet heller ikke spille ordentlig fodbold mere.

Det er ikke sjovt længere.

Jeg talte med min ældste veninde i morges og spurgte hende, om hun ikke var påvirket af verdenssituationen? Hun har altid, i modsætning til mig, der er en softie, været en tuffie. “Næh, svarede hun. Det er bare, som det altid har været. Mennesker er grådige og går efter magt og penge.”

Måske har hun ret. Måske er det bare fordi nyhedsstrømmen er så massiv, at jeg vælter omkuld for tiden. Måske er det fordi jeg har været med hele vejen både før og efter murens fald og reelt troede, at nu blev verden et bedre sted, og nu skulle vi alle leve i fred og fordragelighed.

Desværre tror jeg at flere har det som mig lige nu. Der er en grund til at små videoer med dyrebørn tophitter på de sociale medier. Ærligt, jeg slapper også af med hundehvalpe og især vaskebjørne, der er blevet mit nye yndlings Facebook dyr. Jeg er simpelthen nødt til at abstrahere fra menneskehedens uhyrligheder, og her er dyr heldigvis så meget bedre.

Og hvorfor taler ingen om fred? I firserne gik der ikke en dag uden en ny fredsbevægelse. Jeg deltog ovenikøbet engang i et noget alternativt møde, hvor planen var på verdensplan at sende positive tanker til supermagterne og via tankens kraft få dem til at opføre sig ordentligt.

Jeg tror s.. jeg starter min egen fredsbevægelse. En af mine gode venner havde “Morgengrimme for fred” dengang i firserne, så den er ligesom taget, men man kan vel finde på noget andet.  Det har altid været folket, der fik stoppet krige og diktatorer. Desværre tror jeg ikke rigtig, vi er så langt ude endnu, at tiden er for alvor moden, men jeg er klar.  Vil I være med?

Men indtil videre må det blive vaskebjørne (de er altså ret søde) og så bønner i form af positive tanker. Hvis vi er mange nok, må vi kunne skabe nogle positive vibs på en eller anden måde.

Pas på jer selv om jeres mentale helbred og find så noget “Feel Good!” i weekenden. Vi trænger til det, mens vi venter – ikke på Godot men på Superman!

Oh, Superman, where are you now
When everything’s gone wrong somehow?
The men of steel, the men of power
Are losing control by the hour

https://youtu.be/TlBIa8z_Mts?si=j72M_Zh0QoEB32qx

Genesis - Land Of Confusion (Official Music Video) - YouTube

Udgivet den

Taknemmelig… og lidt bekymret.

Indimellem støder man på fotos, som man ikke bare lige kan bladre forbi. Sådan har jeg det med drengen her. Han sidder på en trappesten et sted i Tyskland i 1946, og han har – som man kan se – fået nye sko. Det trænger han unægtelig også til.

Han er ovenud lykkelig. Så lykkelig, at han ikke hverken kan eller vil skjule sin glæde over de nye og velpudsede sko, som han knuger til sit bryst. Taknemmeligheden gemmes lidt bag glæden, men at den er der, er jeg ikke i tvivl om.

Det er ikke, at jeg ikke har set fattige børn før. Det er ingen af os vist forskånet for, men der var bare noget ved dette foto, som fik mig til at stoppe op. Glem alt om Carrie’s glæde ved sine sidste Manolo eller Samatha for sine Louboutin. Ikke at der er noget galt med at være glad for dyre sko, det er jeg også selv, men jeg følte mig pludselig så ovenud lykkelig og taknemmelig for det liv, jeg har fået, og ja selvfølgelig også skabt for mig selv, men med et lidt bedre udgangspunkt end drengen her fik i vuggegave.

Det sidste års tid har vi i familien været mere fokuseret på Tyskland, end vi plejer. Vi har igennem årene taget mange smutture til Tyskland, og var i forvejen ret begejstrede for både tyske vine og vinlandet, men sidste år fandt Nils på, at nu ville han altså have opfrisket sit tyske og tog et intensivt tysk kursus online. Med det fulgte selvfølgelig også en interesse for tyske tv-serier, udstillinger, kunst, historie osv.

Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg voksede op, var tysk ikke ligefrem et yndlingsfag i skolen, og med forældre, der havde været unge under anden verdenskrig, var det for tæt på, til at man ligefrem dyrkede den tyske kultur.

Men når tiden går, læger som bekendt mange sår, og efterhånden som jeg er blevet klogere på, hvor mange menige tyskere, som led helt ubeskriveligt, og en ny og progressiv generation tog over, er det bare langt væk. Ligeså langt væk, som da vi bankede dem i EM – finalen ;o)

Photocredit Die Welt

Derfor røg vi også på en tysk film forleden. Det var lidt tøvende, for den var tre timer og 8 min (!) lang, og orkede vi lige det på en mandag aften. Nå, man kan jo altid slukke, tænkte vi, men tre timer senere var det som om, der var gået en halv.

“Værk uden skaber” hedder filmen, og den er fremragende. Den er løseligt baseret på den tyske kunstner Gerhard Richters liv, og vi kommer ind i hans liv, da han er dreng i årene op til Anden Verdenskrig. Derfra følger vi ham så gennem både Øst- og Vesttysklands historie op til i dag.

Det kan lyde kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for historie, men det er det ikke, for det er også vores historie. Alle i vores alder har været unge under Den Kolde Krig, og selvom vi gik mere op i højt hår og fed musik i 80’erne, så tror jeg stadig, at vi alle kan huske dagene omkring Murens fald.

Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg så drengen med skoene, og så kom jeg til at tænke på noget Nils sagde i går. Han fortalte om en forsker, der ser  lighedstegnene fra 1920’ernes Tyskland og til i dag, og måske ikke på den måde, som man umiddelbart tror.

De brølende tyvere står for mange af os som et årti med champagne, musik og barer, hvor køn blev udvisket og seksuelle præferencer afprøvet i fuld offentlighed. Fred være med det, tænker vi i dag, men det var forbeholdt en lille kreativ, fremadstormende elite, og almindelige hverdags mennesker, der kæmpede for at få mad på bordet kunne ikke følge med. Hvad gjorde de så? De stemte med fødderne, og stemte for orden og ro.

Jeg er, som alle andre, mere end skræmt ved tanken om at Trump skulle vende tilbage. Jeg bryder mig så afgjort heller ikke om, hvad der sker i Ungarn, Polen og for den sags skyld Israel, men jeg bryder mig heller ikke om, at en lille gruppe, meget højtråbende “wokister” skal have lov at sætte dagsorden, og bestemme, hvem der skal have lov til at udtale sig, hvilke forfattere, der er ok, og om en skuespiller må spille skuespil (!)

Som Vigga Bro – 85 år og still going strong– sagde forleden, da hun stod på scenen og fortalte historier: “Historier har bundet os sammen på kryds og tværs altid og har overlevet igennem generationer. Nu må jeg ikke fortælle Grønlandske historier, fordi jeg ikke er etnisk grønlandsk.” Det er jo helt ude på indlandsisen (det sidste sagde hun ikke…)

Så er det, jeg bliver bekymret. Mere end jeg er i forvejen over verdenssituationen, for hvis vi først bliver splittet internt i vesten, og majoriteten stemmer med fødderne for at få ro og orden, og kvinder for sig i kvindefængsler, så ser det først for alvor skidt ud.

Vi er nødt til at lære af historien, og vi er nødt til at huske, at den gyldne middelvej som oftest er den bedste. Så kan vi altid udvide den (middelvejen), og gøre den regnbuefarvet en gang i mellem, men vi er nødt til at gøre den så bred, at alle -også de, som ikke er så hippe eller er uenige føler sig velkomne. Man skal tage debatterne, også med dem man er uenige med. Ikke cancle dem.

Og så stak bloggen af i en retning, jeg slet ikke havde tænkt. Jeg var bare så berørt over den lille dreng og hans glæde over sine nye sko. Overskriften var også først kun “Taknemmelig”, men der fik alligevel sneget sig en bekymring ind.

Det er ellers ikke det en solskins Grundlovsdag lægger op til, men sådan blev det, og jeg er heldigvis stadig både taknemmelig og glad over at jeg i morgen kan tage mine nye sko på, og så sende et kærligt TAK ud i universet. Ikke kun for skoene, men helt generelt.

Og se så at få set “Værk uden skaber”!

Udgivet den

That is one nutty hospital!

Det siger Bill Murray i den scene i Tootsie, hvor Dustin Hoffmann afslører, at han i virkeligheden er en mand. En mand, som måtte klæde sig ud som kvinde for at få et job i en tv-soap! Lidt morsomt ikke?

Man skal nok være 50something for at kunne huske Tootsie, og så husker man sikkert ikke, at Hoffmann i filmen deler lejlighed med Bill Murray, men det gør han altså. Det var dengang, at Murray var så cool, at oliefyrene (!) gik i gang, når han gik ind i et hus.

Nå, men jeg har altid elsket den replik, og den har fulgt mig siden som en standard replik, jeg sagde, når jeg oplevede noget, der var så langt ude, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig foregik. Nu er det ikke alle, der helt kan se sammenhængen med “a nutty hospital”, og hvad der tilfældigvis foregår i min nærhed, så de tænker sandsynligvis, at nu rabler det for hende, når jeg står og taler om nuttie hospitaler. Derfor har jeg med tiden lært enten at hviske det, eller bare tænke det for mig selv. Men det hjælper lidt og skaber en distance til absurditeterne, og nej – jeg kommer ikke her til at skrive et ord om Infantino, Budweiser og Qatar. Det er simpelthen for “nutty”.

Til gengæld vil jeg skrive lidt om en dysfunktionel familie, som jeg er ved at læse om. Her kan vi virkelig tale om “one nutty hospital”. Jeg har skrevet om dem før, da jeg hørte podcasten, men nu har Adrian Lloyd Hughes udgivet historien om sin familie i bogform, og den har jeg kastet mig over.

Det er rablende sindsygt. Det er virkeligt, og det foregik i 50’erne og fremefter på det ellers så normale Frederiksberg. Jeg kan godt tillade mig at skrive at det er langt ude, for det skriver Hughes selv.

Hvis man har set udsendelserne om Krag og Virkner, så ved man allerede godt, at alt ikke var helt efter (Emma Gad) bogen i den tidsperiode. Det er trods alt ikke hverdagskost, at landets statsminister midlertidigt forlader et officielt frokost selskab inkl. Sveriges statsminister og sin hustru for helt åbenlyst at knalde med en anden kvinde i de tilstødende lokaler.  Den var nok ikke gået helt i dag, selvom vi indtil for ganske nylig har haft toppolitikere med hang til at slikke fremmede kvinders ører,  også helt offentligt.

Tilbage til det bedre borgerskab på Frederiksberg. Vi hører om falske graviditeter og forsømte adoptivbørn. Trekantsdramaer, nepotisme, politiske rævekager, fordrukne hustruer, der rekreerer på luksushotel i Taormina og  falder i døden fra altanen og oveni om mødre, der er fuldstændig uegnet til at tage vare på børn.

Jeg læser med både gys og fryd helt efter devisen, at godt det ikke er mig eller bare det var mig, for hvem ville ikke gerne bo på et luksushotel på Sicilien i de mørke vintermåneder.

Tutta Rosenberg var 60’ernes danske svar på Kardashians. Hun var gift med Se & Hørs chefredaktør, såkaldt society dame og medvirkede i 1970 i et tv-program “Vist er vi ej snobbede”, hvor hun bl.a. viste alle sine pelse frem.
Udsendelsen medførte, hvad der i dag ville kaldes en shitstorm. Se og Hørs oplag faldt, redaktøren måtte fratræde og det hele fik en ganske “unhappy ending”.
Kim Larsen har senere skrevet en sang om hende “Tutta”.

Men grundlæggende er det som at træde ind i en helt anden verden, som jeg slet ikke var klar over, at vi havde i Danmark på det tidspunkt. Tal om en overklasse. Overklasse med pelse til en hver lejlighed, barnepiger og litervis af spiritus, og det er altså ikke en adelig overklasse. Det er entreprenører, borgmestre, advokater og lignende, der i et fuldstændig uigennemskueligt netværk laver “lokumsaftaler” om eksempelvis byggerier, og derfor også sætter sit præg på den by, vi kender i dag. Buen i Vester Farimagsgade er eksempelvis bygget af Hughes morfar.

Samtidig rejser de rundt i Europa og bor på nogle af de bedste hoteller, der findes. De har været så rige, for det er før charterturisme og flybilletterne alene må have kostet, hvad der svarede til en til to månedslønninger for en almindelig dansker. På en af turene til Rom har de rent faktisk Krag med, for han keder sig nu, hvor han er trådt tilbage og er blevet skilt.

Det er vitterlig “one nutty hospital” og meget langt fra familierne i Matador. De er så meget mere sympatiske. Selv de usympatiske. Det nævner jeg fordi Lise Nørgaard bliver benyttet som sandhedsvidne i bogen. Hun var der. Var med til nogle af selskaberne, og kendte de personager, som optræder. Ingen tvivl om, at hun også har hentet inspiration til sine karakterer i det miljø.

Jeg troede egentlig, at jeg havde nogenlunde tjek på vores nyere historie, og hvem og hvad vi kommer fra. Bevares, der har altid og vil altid være personager, der skiller sig ud, og er anderledes en flertallet. Dem har vi brug for, for de får os også videre og de ryster lidt op i grødmassen, så det hele ikke bliver for ens og gråt. Men her er tale om et helt galleri. En større gruppe, som i fællesskab på den ene eller den anden måde har fået indflydelse på ganske mange danskeres liv. Blandt andet pga. byggerier (også Brøndby Strand blev bygget af Hughes morfar) og politiske beslutninger. De har ikke kun påvirket de nærmeste pårørende, og det er ganske tankevækkende. Især fordi de var i bogstaveligste forstand “One nutty Hospital”. Du kan læse om dem i bogen “Mors Dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”.

Udgivet den

Jeg vil la’ lyset brænde

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

Da jeg ikke har et foto af Benjamin Koppen på scenen, får I her morgen i Nyhavn.
Udgivet den

Det er uhyggeligt!

Det er “Riget” tid igen, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed. I går så jeg derfor et af de mest morsomme interviews, jeg længe har set.

Til premieren på Riget 3 havde News sendt en reporter afsted. Desværre havde de vist ikke lige klædt ham helt på til at interviewe Lars von Trier, der… tjah… klædte reporteren af ved at svare “dårligt!” – og ikke andet- på hans meget lange og komplicerede spørgsmål om nu afdøde skuespillere fra Riget.

-Og så vendte Trier ryggen til reporteren og gik.

Nils og jeg væltede omkuld i sofaen af grin, mens stakkes Bodil Jørgensen gjorde sit bedste for at redde den stakkels reporter og svarede i øst og vest uden at det gav nogen særlig mening.

Hvor jeg dog savner kulturjournalister og anmeldere, der kender deres fagområde. Det er ikke kun kulturpolitik, der er nedprioriteret.

Nå, men efter at have grinet af, blev vi enige om, at vi nok hellere måtte kaste os ud i at få (gen)set de første to sæsoner, så vi kunne komme i stemning til den nye. Nils har aldrig set Riget før. Jeg kan til gengæld huske præcis, hvordan jeg havde det efter første afsnit og talte i telefon i en time med min lige så filmglade veninde om, at dansk tv endelig havde lavet noget i verdensklasse og hvor forfærdeligt det var, at vi skulle vente en hel uge på næste afsnit.

Jeg elskede Riget, og jeg tror faktisk, at jeg havde ikke bare et sæt, men to eller tre. Mest fordi jeg både vandt et i en quiz og fik et i julegave, men hvem har vhs afspiller i dag? Pyt, vi kastede os ud i første episode, og igen røg vi ned af sofaen af grin. For pokker, hvor er det godt skrevet, spillet, produceret osv. Og det holder – også 25 år efter.

Men hvor er de unge….. Pilmark ligner som yngre læge en, der er trådt ud af en lægeroman, og Mygind en stor, ranglet dreng.

Jeg begyndte at kigge efter blandt de små roller, om der var nogen, jeg kunne genkende, og jeg tror, jeg så Charlotte Munch (Anna Pihl), men det er der nu gået sport i, og nu kan jeg heldigvis selv vælge, hvornår jeg vil se næste afsnit.

Udover at det er hylende morsomt -og spidder, så satiren bogstavelig talt drypper fra overlægens næse, så er det også uhyggeligt. Lige så uhyggeligt, som vores verden lige nu.

Hvad sker der for verden? Det er som om at alle klodens skytsengle er taget på ferie, og vikarerne er vikarerne fra helvede.

Nordkorea sender missiler henover Japan. Putins sidste show ligner en scene fra Chaplins “Diktatoren”, der igen er en kopi af Hitler og at læse beretninger fra krigen, er som at læse om 1st verdenskrig. Det er hjerteskærende at læse om en ung mand, der kravler afsted med benene sprængt af og blodet pumpende ud fra pulsåren, mens han råber højt “mor,  nu kommer jeg hjem”. Så er jeg ligeglad med om han er russer, det er hjerteskærende.

Polerne smelter, dyreracer uddør, og oven i koster det et mindre hus på landet at varme et normalt hus i forstanden op om året. Der er altså ikke meget at grine af i disse tider.

Jeg kunne godt skrive noget om det positive i at forbruget bliver sat ned, og vi nu kun har to og ikke tre fladskærme, og at ingen behøver at flyve 10 gange om året, men det tror jeg ikke behøver, det er vi alle samme klar over.

Det store spørgsmål er, hvordan vi bevarer håbet for fremtiden, og ikke går i sort, for så går det først helt galt. Vi er nødt til at blive ved med at tro på, at vi kan få verden tilbage på sporet igen.

Det er nok desværre nødvendigt med både “Make love, not War” og så et større og bedre våbenarsenal end fjenden, også selvom jeg helst så hippie udgaven. Fjenden, tænk at skrive det ord. Jeg havde aldrig i hele mit liv forestillet mig, at jeg skulle være bekymret for krig og atombomber og indkøbe et lager af stearinlys, tændstikker og vand. Men sådan er tiden altså.

Det er uhyggeligt, siger de i Riget, og det skal jeg da lige love for.

Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil beholde troen på fremtiden, og at jeg vil koncentrere uhyggen til Lars von Trier, der i Carl Th. Dreyers gamle smoking  siger: “Vær forberedt på at tage det gode med det onde!”

Det er jeg så, mens jeg bevarer troen på det gode.

 

Udgivet den

Dronninger alle vegne!

Foto lånt fra Rosenborg  Kongernes Samling.

Det er Golden Days for dronninger. Bogstaveligt talt, for Golden Days løber af stablen i disse dage, og deres tema er “50 Queens”. Derudover afholder Margrethe II – lettere beskåret bevares – 50 års jubilæum, og så har QE II selvfølgelig ryddet alle sendeflader. Nu vil man måske hævde, at for hende er det næppe så gyldent, men når man har levet et så på alle måder rigt liv i 96 år, og sover stille ind med sine børn omkring sig, så kan det næppe afsluttes mere gyldent.

Det må være svært, at være republikaner i disse dage. Selv Sikander så jeg i fint tøj i Det Kgl. Teater i går. Og Støjberg! Sørme om hun ikke var at finde i de absolut fineste saloner i København. Ovenikøbet med et glas champagne i hånden. Dronningen af Jylland, der ellers er til cola og halbal ankom med Pape under armen.

Tom Jensen skrev i dag, at han gad godt vide, om Pape nu også har tjekket, at hun er rigtig jyde. Det synes jeg faktisk er ret morsomt!

For hold nu op, hvor de roder rundt derinde på Borgen. Det ligner jo snart det Engelske Parlament, hvor de også har fået en ny “dronning”.

Heldigvis er de ægte dronninger (kan de mon også mærke ærten, når de går fra prinsesse til dronning?) langtidsholdbare, stabile og dedikerede til deres livsgerning. Vores politikere kan ikke engang holde en valgperiode i samme parti.

22 politikere har siden sidste valg enten skiftet eller stiftet parti, eller er blevet løsgængere. 22!  De hopper som lopper for at beholde taburetten.

“Thank you for your service!” har man hørt igen og igen siden i torsdags. Et ellers gammelt begreb er pludselig blevet “talk of the town”. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at ting som ordentlighed og det at være pligtopfyldende kommer på agendaen igen.

Det er ikke let at være overhoved, monark, regent, statsminister, minister, leder eller som Dan Turrell ville have sagt det – “det er ikke let at være nogen”. Det er ikke let. Det er benhårdt at blive bedømt hele tiden for både dit og dat, hele tiden skulle dukke sig for knive på vej til ryggen, og det er fuldtidsjob, der har nogle meget store omkostninger.

Derfor skylder vi også at hylde de mennesker, der vitterlig gør sig umage og tjener deres folk og land (det lyder forkert i anden rækkefølge…), og det er vi ret dårlige til her til lands.

Det tog flere år, før vi begyndte at tage os ordentligt af vores veteraner. Lige så mange år at begynde at bruge betegnelsen, og så er al hjælp stadig alligevel ikke på plads. Men nu hylder vi dem i det mindste, og anerkender deres indsats, for de løb ikke af plads, heller ikke da det var slemt.

Det gjorde Erik Brøgger Rasmussen heller ikke, da alt brændte på. Han tog både Corona krisen  og rømningen af Afghanistan, og nu belønnes han så med et job som FN ambassadør. Det er ham vel undt og her fra skal lyde et stort TAK for indsatsen.

Det skal der selvfølgelig også til de to helt unikke, kloge og ægte dronninger der i henholdsvis 50 og 70 år har sat pligten over alt andet. Af hjertet TAK!

Det er straks lidt sværere med vores politikere, ikke? Nogle har jeg stor respekt for, og synes arbejder hårdt og dedikeret og det har intet med partifarve at gøre. Andre er åbenlyst kun interesseret i løn og prestige og løber efter hvor der er størst chance for at beholde sit DSB årskort.

Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt af dem bliver jeg. Jeg har ellers altid været fuld af beundring for de, som orkede at tage det slid, det er at være MF, og ærligt også set lidt op til dem. Nu bliver jeg bare træt i ansigtet.

Nej, lad os blive ved dronningerne.

49 af dem siger Golden Days, og de spænder fra Asta Nielsen til Tine Bryld inkl. et par drama-queens vil jeg tilføje  ;o). Den sidste dronning skal vi foreslå. Der er nok at tage af, og til dem alle siger vi – TAK for jeres indsats, for vi skal blive så meget bedre til at hylde de rigtige.

Og de rigtige er ikke dem, der kan vinde et reality show ved at spille spillet og få de andre stemt hjem. Det er heller ikke dem, der ikke er deres politiske ansvar voksent eller alle de udenlandske studerende, der ikke betaler deres lån tilbage.

Det er derimod alle de, som bliver på deres plads og gør en indsats, og så er det i princippet ligegyldigt, om det er en dronning eller en medarbejder i kloakservice eller en soldat.

“Thank you for your service!”.

Selv allesteds nærværende Harry Styles sagde “Thank you  for your service” ved at få Madison Square Garden til at klappe i et minut. Respekt!

Udgivet den

-Og de løber som lemminger….

Jeg må hellere med det samme komme med en varedeklaration: Jeg har været ansat i Spies Huset – og jeg elskede det!

Jeg var ganske vist ansat flere år efter formanden gik bort, men det, vi ansatte kalder for Spies Ånden, eksisterede stadig, og jeg er stolt af at have været en del af den arbejdsplads og lykkelig for at have oplevet det.

Jeg har også en nær veninde, der medvirker i ugens mest omtalte tv-program, så er det ligesom på plads. Dermed kan man selv vurdere om jeg er upartisk i dette blogindlæg. -Og også lige for en god ordens skyld: Dette er ikke et forsvar for umoralsk og utilbørlig opførsel. Jeg bifalder på ingen måde udnyttelse af svage personer.

Men det skal faktisk slet ikke handle om formanden eller hans harem. Det skal handle om noget så nutidigt, som at ingen længere går op i, om det de viser, ser, læser eller frem for alt kommenterer på er korrekt.

Eksempelvis ville det have klædt den omtalte udsendelse også at komme med en varedeklaration. Der kunne til at begynde med have stået, at vedkommende, som man lader bære hele historiefortællingen allerede i 2014 stod bag en teaterforestilling med titlen: “Heidi -en rejse til helvede med Spies”.

Heidis søster har altså igennem mindst 10 år jagtet historien på den søster, hun ikke havde noget reelt forhold til. Hun har allerede talt med masser af mennesker, om hvad der skete for hendes søster før disse udsendelser.

Flere klip stammer også fra Torben Skjødt Jensens film fra 1999 – “Simons Film”. Torben Skjødt Jensen har selv stillet materialet til rådighed, men udover en kreditering, hvor producenterne har glemt 1/3 af hans efternavn, er det ikke tydeligt for særlig mange, at man rent faktisk genbruger flere scener. Blandt andet den, hvor John Lindskog fortæller om moderen, der solgte sin datter for køkkenmaskiner.

Bo Østlund, der selv er journalist og dokumentarist, har lagt et langt indlæg på sin FB side, hvor han med en dokumentarists øjne påpeger alle de ting, han mener der er forkert ved udsendelserne. Det er værd at læse.

Men jeg har derudover læst et hav af kommentarspor, og det er så forstemmende. Størstedelen er fyldt med faktuelle fejl i småtingsafdelingen, som at Spies var en 70 årig gammel mand (han døde, da han var 62) , men ganske mange løber også med halve sandheder, som at der nu sidder “mange familiemedlemmer og lider på grund af de overgreb”- Øh, hvor ved du det fra, og hvilke kilder kan lige bekræfte det?

Med andre ord, vinklingen og det massive mediepres har medført en diskurs, hvor halve sandheder bliver til virkelighed, og det finder jeg så skræmmende.

En ting er, når det sker i forhold til en afdød, kontroversiel person. Noget helt andet er, når det bliver benyttet i andre sammenhænge. Politisk eksempelvis, hvilket Trump har været en sand mester i.

En af mine absolut yndlings tv-serier er The Newsroom fra 2012.  Udover at det er så fabelagtigt skrevet og spillet, og daværende aktuelle nyheder indgår i de forskellige afsnit, så er det røde tråd igennem også, at man skal holde fast i de klassiske journalistiske begreber, som at “en nyhed” skal bekræftes af to uafhængige kilder.

På et tidspunkt breaker  de konkurrerende tv-stationer et resultat, der ikke er bekræftet og løber med alle seerne, men det viser sig selvfølgelig at vores helte, der holdt fast, fik ret. Der er også i serien eksempler på, hvordan en falsk internet historie pludselig bliver ophøjet til sandhed, udelukkende fordi den citeres overalt.

Med andre ord, hvis man bare siger ting tilstrækkeligt mange gange (eller deler på de sociale medier), så bliver det til sandhed.

Producenterne og forfatterne bag serien så alt det her før os andre. De levede i en “Fox News” verden, og blev klar over, hvor det hele var på vej hen.

Men i dag er vi klogere…. eller er vi? Hvorfor lækker en privat video af den dansende finske præsident lige nu? I hvis interesse er det, og det er da påfaldende, at det sker lige efter Finland har begrænset udstedelsen af turistvisa til Rusland og i øvrigt søgt om Nato medlemskab.

The Owls are not what they seem…. for os, der kan huske Twin Peaks.

Nu er det bare farligt, for med de sociale mediers magt og hurtighed  kan det få mænd som Trump valgt, og det kan skabe splid i befolkninger og bysamfund, og få det hele til at blive kun sort/hvidt  -og der er altid nuancer.

Nuancer, som de færreste formår at sætte sig ind i.  Jeg vil trods alt ikke, som Anders Heide Mortensen, kommentator på Finans skrive at -og jeg citerer: “Danskerne er primitive folk”, (tænk, det skrev han i det måske værste indlæg med kommentarspor, jeg har læst hele ugen), men mange læser kun overskrifter og har hverken tid eller andre ressourcer til at sætte sig ind i det større billede.

Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at medier som DR med en så stor magt er deres ansvar bevidst og ikke falder i sensationsfælden, fordi det giver høje  seertal og mængder af kommentarspor.

Der er masser af historier, der kan dokumenteres og verificeres derude.
Man kunne jo blandt andet kigge lidt på den nutidige slavehandel vi har i Danmark, med helt unge, handlede piger, der står og sælger sig selv foran Kødbyen. De har i den grad brug for nutidig hjælp, og her behøver man ikke dramaturgiske greb for at gøre det til en gyser.

Udgivet den

The Business Wisdom of Rock ‘n Roll.

Samme organisation i 60 år!                 -Og et verdenskendt brand.

På DR.dk kan man for tiden se fire afsnit om Rolling Stones’ historie. “Mit liv med Rolling Stones” hedder de, og her får de fire rullesten hver sin episode til at fortælle om deres liv med bandet.

Jeg ved ikke, hvorfor Bill Wyman ikke får lov til at medvirke. Han var trods alt med i bandet fra 1962 til 1993, men der er sikkert noget, vi ikke ved. Under alle omstændigheder, er det de tre levende og nu afdøde Charlie Watt’s programmer, og de er i den grad seværdige. Af flere årsager.

Rolling Stones har været dokumenteret i bogstaveligt talt hoved og r… De har haft Annie Leibovitz med på tour. Scorsese og en mængde andre har lavet film. Der er skrevet bøger. De har selv skrevet bøger og for nogle år siden var der en fuldstændig fantastisk udstilling på Saatchi Gallery i London om deres liv, som i hvert fald blæste mig omkuld.

Derudover er der alt det andet materiale, for de har altid været helt åbne. “Vil du med?” – “Jamen, så kom da”, synes at have været deres attitude i de fleste tilfælde.” Både med og uden drugs, og de har aldrig lagt skjul på noget. What you see, is was you get, og det har i mange tilfælde været sex, drugs and rock’n roll.

Så er der egentlig mere, at komme efter med fire nye timers rullesten?

Ja, det er der. Nu har jeg af gode grunde ikke været med hele vejen, og ikke været fanatisk Stones fan, så for mig kom der nye fortællinger og vinkler frem. Blandt andet at Charlie Watts havde alt sit tøj pakket sirligt med silkepapir imellem eksempelvis sokkerne. Han havde også en kasse med “Charlie’s tekopper” med på tour. Det er der ikke meget rock ‘n roll over. Nu var han jo også oprindelig jazz-mand.

Men jeg lærte også, at Mick Jagger havde gået på London School of Economics (Richards gik på kunstskole), og at han overtog ledelsen i bandet, da de fandt ud af, at de både havde færre penge, end de troede, og at de ikke havde betalt skat.

I den forbindelse besluttede de også, at få et reelt logo, som var så genkendeligt, at når bare man så det, så vidste man, at dette er Stones. Munden blev tegnet af en kunststuderende, og grunden til firmaet Rolling Stones efter klassiske marketingsprincipper var lagt.

Ronnie Wood, den sidst ankomne (han kom til omkring 1975), fortæller om sin første tour, at han nærmest var i chok. Han kom fra Faces (med Rod Steward), og når de var på tour skrev de nærmest setlisten samme dag. I Stones fik han nyhedsbrev (!) hver dag, om hvor de var, hvad der skulle spilles etc. Der var med andre ord fuldstændig styr på HR, intern kommunikation, marketing og med et moderne ord – on boarding processen. Formodentlig også på lønudbetalinger, skat osv. fra allerede midt 70’erne.

Og det er her, det bliver virkelig interessant. Hvor mange organisationer kender I, der i 60 år har haft den samme bemanding, og stadig er “going strong”? Nej vel.

Det er altså noget af en bedrift, især når man har in mente, at udgangspunktet er kreativt. Interne skænderier og drugs holder vi helt ude af denne ligning, for som min mand altid siger: “Hver gang nogen tager et hvæs af en cigaret, tager Djævlen 10 min. af deres liv, og giver til Keith Richards”

Johnny Depp’s maleri af Keith Richards, præsenteret af Castle Fine Art, 2022.

To karismatiske og konkurrerende frontfigurer = Salg- og marketingsdirektører
En neutral trommeslager, der holder takten (og i sidste ende bestemmer) = HR chefen
En “andenguitarist, der er mod/medspil = All round support funktion

Tilsammen = Direktionen, bestyrelsen og innovationsafdelingen.

Publikum = Kunder
Orkesterleder, roadies, bookere osv. osv. = Administrativt personale

I kan sikkert komme med nogle meget bedre sammenligninger end jeg her lige på stående fod, men det fantasiske er, at det er lykkedes, at holde firmaet / organisationen kørende i alle de år. Var brandet med i første Blade Runner fristes man nærmest til at tjekke. Det må I selv gøre ;o)

Jeg tror oprigtigt talt, at det traditionelle erhvervsliv kan lære af rockbands og deres historier, og jeg selv har brugt timer på at tale om det med en af mine musikervenner.  Det er fra de samtaler, overskriften stammer.

Hvorfor er der nogle bands (ikke brands), der bare lykkes og andre, hvor det bogstaveligt talt ikke spiller? Alle virksomheder skriger på innovation – og tro mig, den kommer ikke fra økonomikontoret, så måske skulle man kigge lidt mere til de kreative erhverv og deres udøvere.

I Danmark har vi DAD (uden sammenligning), der har holdt sammen i ganske mange år og rent faktisk kommet tilbage efter en konkurs, hvor de måtte spænde guitarerne og spille over stort set alt for at komme på fode igen. De er ovenikøbet til dels et familiefirma, i og med, der er to brødre i bandet / direktionen. Hvordan får man lige det til at fungere samtidig med at man skal forny sig og give kunderne / publikum det, de ønsker?

Der er så meget “wisdom” at hente, hvis vi åbner øjnene for hvordan de gør i andre fag end vores egne. Og her tænker jeg ikke på kommerciel udnyttelse af kreative talenter eller almindelige sponsorater, men konkret viden og erfaringsdeling. Organisationer i dag handler jo ofte om at “dirigere et orkester fyldt med individualister”, og det ved de altså noget om ovre i musikken.

Nå, I kan jo starte med at blive inspireret af rullestenene, som der stadig ikke er groet mos på -og der er altså over 50.