“Det må du nok vænne dig til…

… bliver et samtalepunkt, når vi mødes fremover”.

Det sagde en af mine nære venner til mig i går i forbindelse med, at jeg blev opdateret på min tidligere branche. Opdateret i form af at tre tidligere branchekolleger var gået bort.

Jeg var pænt rystet. Både over et af dødsfaldene, som jeg slet ikke havde set komme, og over hans kommentar. -Og før noget Coronapoliti nu kommer efter mig.. vi har været i samme lille cirkel i over et år, vi var alle sammen testet, og vi hverken krammede eller kyssede. Men vi fik talt om gamle dage og gamle kolleger og i den forbindelse erfarede jeg, at ikke mindre end tre var gået bort, og kommentaren var møntet på, at det var altså dødsfald blandt nogen vi kender, jeg skulle begynde at vænne mig til.

Det fik mig til at reflektere, for vedkommende der opdaterede os, sagde også “at man skal følge sin indskydelse, når man føler lyst at ringe til nogen”. Det er anden gang inden for to uger, at jeg har hørt den sætning og begge gange i forbindelse med dødsfald.

Forleden tog jeg kontakt til en gammel, kær ven, jeg ikke havde talt med i flere år. Det kom der en vidunderlig aften ud af, og det var som om det var i går, vi sad og grinede sammen og ikke efter flere år, som det i realiteten var. Få dage efter fortalte en nuværende (og meget levende) kollega mig, at hun også havde taget kontakt til gamle bekendte, hun ikke havde haft kontakt med i årevis. Vi tror altid, at vi er så unikke hver især, men Corona tider får os tilsyneladende til at kontakt gamle forbindelser – og det er godt!

Vi er 50something. Nogen af jer læsere er formodentlig 40- eller 60something (jeg gør mig ikke store forhåbninger om at ramme en bredere målgruppe, om end det ville være fedt), men vi er -som min ven så præcis beskrev det i går, nået den alder, hvor nogen falder fra.

Derfor skal vi bide mærke i de der indskydelser, vi “pludselig” får. I, der kender mig, vil vide, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end vi med logik kan forklare (og her ville en af mine andre nære venner sige “ja – NSA!”), men der er en grund til, at vi en gang imellem får en besked fra vores underbevidsthed, en engel, en algoritme eller hvad man nu tror på, som skubber til, at man skal tage kontakt til en, man ikke har været i kontakt med længe.

Der er ganske mange mennesker i mit liv, som jeg ikke har fast kontakt med længere, og som jeg heller ikke har nogen lyst til at genoptage en fast forbindelse med. Det har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet til, og nogle var en arbejdsrelation eller et menneske, som jeg havde en kort, men intens relation til for mange år siden.

Men det er ikke det samme som, at man ikke holder af det menneske, og at man gerne vil have, at det går dem godt. Jeg kan da sagtens komme i tanke om mennesker, som jeg kendte, da jeg var 20, og som jeg absolut intet har tilfælles med i dag, men som jeg stadig er nysgerrig på hvordan har det, og som jeg ønsker alt det bedste. Heldigvis har vi Facebook til at få stillet nysgerrigheden!

Men nu har vi altså så nået den alder, hvor de falder bort. Nogle ganske pludseligt, andre efter sygdom, men alle er et tab, også for os i periferien. Derfor er det så vigtigt, at vi husker at tage kontakt til de mennesker, som vi lige mangler at sige noget til. At afslutte noget med. At slutte fred med – og nej, det er ikke dig, der er noget galt med fordi der findes personer, som du på en eller anden måde er raget uklar med. Det sker for alle. ALLE! Men hvis du har nogen i din bekendtskabskreds, som du føler, at du lige mangler at binde en sløjfe på eller med, så gør det. Det kan være for sent lige om lidt.

Og det er måske netop ekstra relevant i påsken. Mellem karrysild, æg og snaps skal vi huske på, at der også er lidelsen og døden, men frem for alt genopstandelsen. At vi altid kan rejse os og komme igen…. næsten…

God påske!

Sproget!!!

Jeg må hellere advare. I dette blogindlæg vil du finde sure opstød, brok og generel utilfredshed. Og så på en solskinssøndag! En skøn søndag, hvor 9% af befolkningen har fået første stik til trods for, at politichefer smider vacciner ud. Hvor den daglige gåtur er fyldt med smilende -nu lysner det- mennesker og hvor vintergækkerne titter frem i haven. Så skal jeg ikke komme her og ødelægge den gode stemning. Men det har jeg altså tænkt mig, for nu har mængden af stavespassere nået et niveau, hvor jeg ikke kan holde det ud længere.

En ting er, at de spader, der kommenterer på Nationen! eller Facebook hverken kan tænke, skrive eller stave, men når vores folketingspolitikere laver opslag, hvor de ikke kan finde ud af at benytte ligge / lægge korrekt, så bliver jeg altså træt. Rigtig træt!

Vi har 179 mennesker, der er valgt til at lave den lovgivning, som vi andre skal rette os og leve efter, kan vi så ikke forvente (forlange?), at de er i stand til at lave et LinkedIn opslag, hvor de lige sprogtjekker? Måske lige får en voksen til at løbe det igennem, hvis de ikke har en sekretær ved hånden.

Men det er ikke kun vores folkevalgte, der ikke gør sig umage med at anvende og skrive vores sprog korrekt, og før jeg nu får foreninger til ordblindes vel og ve på nakken, så vil jeg lige understrege, at jeg er ikke efter de mennesker, der vitterlig ikke kan stave. Jeg er efter alle de mennesker, der er fuldstændig ligeglade med om de staver, udtaler eller skriver ukorrekt, og efter de institutioner, der har et større ansvar for at udtrykke sig korrekt. Der er for meget sjusk, og det er en glidebane.

Eksempel: Forside af Ekstra Bladet webversion.

Nu ved jeg godt, at man plejede at sige, at de vilde er de værste, og der har nok været nogle vilde redaktører igennem tiderne på EB, men arghhh, hvordan kan det havne på forsiden?

Og så er der nutids R. Det hedder altså “jeg kondolerer“. Ikke “jeg kondolere”. Du skriver jo heller ikke “jeg skrive” vel? Med mindre selvfølgelig, du leger (med g) østeuropæisk cirkusdirektør. Til gengæld kan du skrive “må jeg kondolere” eller sende din kondolence (med e). Det kommer i øvrigt af latin og betyder, det gør mig ondt.

Fra min egen andedam er der kommet en udbredt tendens til at udtale Helsingør – Helsin’ør. Let nasalerende forsvinder g’et op i vatpinds næseboret, og jeg har ingen anelse om hvorfor.

Da mine sønner var mindre, var der også en helt særlig “dialekt” på deres skole. Alle ungerne sagde “landte” med tryk på t i stedet for landede. Heller ikke det ved jeg, hvor stammer fra, men det er de heldigvis vokset fra, selvom der også fra dem indimellem alle de engelske udtryk kommer nogle slemme sprogbøffer. Retter jeg så dem? Ja, det gør jeg, til deres store irritation.

Men hvorfor synes jeg, det er så vigtigt, at jeg kan finde på at skrive et blogindlæg om det og sikkert få på hattepulden og få at vide, at jeg er en gammel, sur mokke?

Det gør jeg, fordi sproget er vores vigtigste kommunikationsform, og fordi jeg helt grundlæggende mener, at man skal gøre sig umage med alt, man foretager sig – også med at stave og med at udtale ord korrekt.

På en eller anden måde er det som om,  at hvis man bare er ligeglad, så er man jo ligeglad med alt, og dermed er alt uden nogen videre betydning. Men er det ikke bare en lille bitte ting i det store hele, om man sætter et i enden af et ord?  Nej, det mener jeg faktisk ikke, og ligesom jeg bliver irriteret, når radioværter flasher deres uvidenhed om dette og hint og koketterer (og ja, det måtte jeg slå op for at stave rigtigt) med deres uvidenhed i stedet for at blive pinlige over, at de som værter i DR ikke kender formanden for Det Konservative Folkeparti,  så synes jeg også, at vi skal tage sproget og stavning alvorligt. Mere alvorligt end vi gør nu.

Stram op!

…… Nåh ja, og så fortsat god søndag. Jeg ælsker jer alle sammen alligevel.

Det er ikke let at være nogen….

Det trækker tænder ud nu – gør det, og så er jeg endda ikke blandt de hårdest ramte. Men jeg må da indrømme, at der langsomt sniger sig en form for apati ind, og nogle dage er det som om min hjerne er gået på stand by!

Den største oplevelse i løbet af dagen er gåturen, hvor der efterhånden er myldretid hele døgnet. Hej-hej gaden er blevet til hej-hej stien, for alle hilser nu så pænt. I morges kom de med ski på nakken. Men hvorfor ikke? Hellere her end i Østrig.

Hundene er glade til gengæld. Hele flokken er hjemme og der bliver gået ture i et væk. Ikke alle hunde dog. I morges så jeg et FB opslag – ret sjovt faktisk, hvor en skrev at ligesom Ekstra Bladet har deres S.9 piger, så har Politiken nu deres “hvor er det synd for mig” pige-sider.  Denne gang beriget ved en ung kvinde, der havde anskaffet sig en hundehvalp, og nu havde morderligt ondt af sig selv, fordi det var SÅ hårdt, og det havde ingen fortalt hende. Nu var hun blevet helt i tvivl, om hun nogensinde skulle have børn.

Om ikke andet, så for det absurd humoristiske, bliver det i det næste årti spændende at følge MIG-MIG-MIG generationen, og gider man ikke læse Politiken og vil vide, hvad der venter, kan man bare kigge lidt på fars pige Alva i Dubai eller Fie Laursen dokumentaren. Nåh ikke? Nej, det bliver man også bare i dårligt humør af, og det er der rigeligt af i forvejen.

Godt humør er jeg trods alt blevet i denne weekend. Det er utroligt, hvad sol kan gøre, og så blev jeg også lidt rørt over de unge mennesker. De andre altså. De, som er kommet ud af deres egen navle, og holder ud på trods af, at de betaler den højeste pris, og dem er der heldigvis flest af.

Fredag aften havde den yngste inviteret sin pt. meget lille omgangskreds til herremiddag i orangeriet. Vores nye drivhus… kendt som orangeriet, er blevet det nye gå ud sted. For os alle sammen. Så kommer vi da lidt ud, og det er præcis lige så dyrt. Tro mig, jeg har tjekket elforbruget, og fra og med denne weekend skal der nu lægges kr. 200.- til ekstra el hver gang, man varmer det op.

Men de unge herrer skulle altså spise middag og det krævede både forberedelse, indkøb og planlægning. Og så stod de pludselig der. Høje, flotte, unge mænd, og lavede lækker mad.

De har stået der før. Masser af gange, for en af de skønne ting ved at have boet i samme lille samfund i mange år er historikken. Min yngste og hans ven har kendt hinanden siden vuggestuen og vi har derfor også været vidner til fødselsdage, konfirmationer og senest studenterfester. Vi har også været vidne til vennens første brandet (i vores kælder), men det taler vi ikke om. Kun, at som 15årig, er det en rigtig dårlig ide, at drikker pernod rent.

Benny Andersen beskriver det så fint i sit digt “Tiden” – “Man går ud i sit køkken, henter kakaomælk til sin spinkle søn, men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk, kræver øl, piger og revolution”.

Menu’en har også udviklet sig.
Og tiden, den går jo. Nu er hende den smarte, unge og moderne dj blevet 60 år, stod der i min WeekendAvis. Ligesom statsministeren læser jeg også stadig papiraviser. Dog uden makrelmad.

Hun har det heller ikke let. Hun er begyndt at gro grøntsager i haven, for så har hun da noget at leve af, udtalte hun i artiklen. Det er heller ikke fest og dj branchen, der er mest gang i lige for tiden.

Så nej, det er ikke let at være nogen, og vi skal passe på de små opløftende ting, der kan gøre os glade i låget. Som det nye radioprogram “Kys & Kram”, hvor de kun spiller 
feel good musik og fortæller positive historier. “Fordi vi fortjener det”, som de skriver. Og ja, jeg ved godt, det er banalt, men i usædvanlige tider må man godt være banal og gøre lige præcis det, som får en til at blive i godt humør og komme igennem.  I Danmark altså, ikke i Tanzania.

Det er tankevækkende, at for et år siden troede jeg i fuld alvor, at det ville tage sådan cirka 14 dage, så var vi tilbage på arbejde og normale tider igen. Nu har min mand, og flere jeg kender, været hjemsendt i et år, og der er vist kun få af os, der tror på, at vi vender tilbage til noget, der ligner en sædvanlig hverdag på denne side af påske.

Tiden smuldrer mellem Netflix serierne og man bliver efterhånden så SoMe (digitalt altså) afhængig, at pludselig har man surfet rundt i over en time, og man kan knap koncentrere sig om at læse en bog i længere tid af gangen.

Men…. vi er i live. Vi har mad. Vi har underholdning (tænk, hvis dette havde været før internet og turbo-tv). Vi har langt hår og vi har endelig tid til at gøre noget ud af aftensmaden, og vi kan helt sikkert komme i tanke om nogen, der har det værre end os, og det hjælper altid.

Så nu vil jeg danse rundt til noget feel good musik, og så vil jeg bilde mig selv ind, at om ikke særligt længe, så sidder vi til selskaber og taler om tiden, hvor vi lærte at gro grøntsager og trimme hår. For tiden går under alle omstændigheder, og vi skal ikke bare gå med, vi skal også huske at leve.

Pas på jer selv, og op med humøret!

Det er bare noget, vi leger…. men det er altså et ret hyggeligt sted at gå ud.
TIDEN
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer”
Klik
Benny Andersen

 

When the going gets tough…

… the tough get going!

Det gamle 80’er hit kom jeg til at tænke på i morges, da jeg læste om en højt placeret embedsmand m/k, der syntes det sidste år havde været virkelig hårdt, trænger til en pause, og derfor har sagt sit job op. Vedkommende ville have mere tid til sin familie og venner (!).

Jeg vil ikke dømme nogen, og fred være med, at vedkommende siger op. Det sidste år har været ekstremt hårdt for alle i embedsværket, der har knoklet 24/7. TAK til jer! Men som leder og højtlønnet af skatteborgerne skulle man måske lige tænke lidt over, hvordan og hvorfor, man formidler budskabet til den store offentlighed.

Vedkommendes medarbejdere og kolleger trænger helt sikkert også til en pause, men er ikke så privilegerede, at de bare kan sige op. Alle iværksætterne, og det private helt generelt, kæmper også lige nu en næsten fuldstændig håbløs kamp -uden mulighed for pauser- for at holde skindet på næsen, og de ansatte, der ikke er sendt hjem på lønkompensation, har i mange tilfælde fået en fyreseddel. Så kan man selvfølgelig hævde, at de helt af sig selv får en pause og mere tid til familie og venner (de fem, man må se). Det vil alle i pleje- og omsorgssektoren sikkert også gerne have.

Nå, så meget desto mere grund til at hejse flaget for mennesker som Heunicke, der med større og større rande under øjnene bliver på sin post og kæmper, det bedste han kan, og i øvrigt for alle vores børn og unge, der bliver foran skærmen hver for sig uden pauser, sjov og venner.

Og her ville salig og savnede Mads Holger sikkert have skrevet noget rigtig spidst og sjovt om at kæmpe, holde ud, ansvar, timing, mink, RUC og kommunikation.

Man kan på Insta følge “citatmadsholger”. Det kan anbefales.

Kæmper gør de også på vores terrasse i disse dage. Vi behøver slet ikke anden underholdning, end det drama, der udspiller sig over et æble i fire stykker og tre til fem solsorte.

Det er virkelig underholdende – naturen det billige skidt. Vi har ganske mange fugle i vores have, hvilket vi er ustyrligt glade for, så vi fodrer dem hele tiden og vores store skrænt lader vi vokse så vildt som muligt, for at insekterne kan leve der.

Men nu er det jo frost, og så er der brug for lidt ekstra hjælp, så vi smider æblestykker ud til solsortene. De fleste af dem kan godt finde ud af det, men en stor hun vil absolut ikke dele. Som i – I skal slet ikke være her på terrassen, når jeg spiser mit æblestykke – så hun jager bogstaveligt talt de andre væk. Det ser ustyrlig morsomt ud. Især, når de snubler ned af trappetrinene (de kommer ikke til skade), men det er også tankevækkende.

En gruppe kan sidde og spise stille og roligt med hvert sit stykke i fred og fordragelighed, men når præcis denne fugl er der, skal hun dominere det hele og ingen andre må være der. Heller ikke selvom hun jo kun kan spise af et stykke af gangen.

De har udviklet forskellige taktikker, de andre. En ung han giver ikke op, og løber hele tiden hen til et af stykkerne og når lige et lille hak, før hun jager ham væk. En anden, lidt større han, sætter sig på kanten af stolen og iagttager og venter til hun flytter sig, så slår han til. De øvrige tør slet ikke komme i nærheden. Bag ved ruden sidder Nils og jeg så og betragter og tænker “hvis I nu kom alle sammen på en gang, så ville hun være nødt til at dele”, men dertil er de ikke nået endnu.

Underholdende… men de sviner også, som I kan se.

Men udover dette drama, der er noget af det vildeste vi oplever for tiden, så har I det vel nogenlunde ligesom mig? Man er i en form for vinterhi. En limbo, hvor man kan opleve derouten blive større og større. Først var det virtuelle møder uden mascara, så blev det “hubba bubba tøj” næsten hver dag, og nu er man der, at det nærmest føles som en kraftanstrengelse at finde business dresset frem og sætte hår og lægge make up. Det hår, der er ikke skriger Gori, men frisøøøør.

Nå, vi skal heldigvis ikke holde ud så længe mere, og der er lys for enden af tunnelen, hvis ellers de, der savner sol og også vil have en pause, ville holde op med at rejse til Dubai og hente sydafrikanske muteringer med hjem. “Stram ballerne ” siger Mascha Vang i avisen i dag, og jeg kan da kun være enig. Dubai er der også om to måneder, når vi er på den anden side. Men igen…. when the going gets tough…

Pas på jer selv derude… hold ud…be tough…. og håb så ligesom jeg, at der er noget tøj i skabet, man kan passe, når det endelig bliver fundet frem igen. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over, at I nu har fået det nummer på hjernen, og ja, jeg har også tænkt over, at Michael Douglas egentlig var ret lækker dengang.

God søndag!

MOOOOOR – skru ned!!

Den er god nok. Sådan har det lige lydt gennem hele første salen. Her har jeg, efter den ældste er flyttet i kælderen, indrette mit retro-kontor, med gamle kontormøbler og… tadaa… mit gamle stereo anlæg. I min radio havde værten netop fundet på at spille “Sleeping my Day Away”, og det kan godt være, der ikke er nogen under 35 der ved, hvem D.A.D (med punktummer) er, men for min generation er der bare visse numre, der skal spilles højt – meget højt!

Jeg forsøgte, at få min søn ind og danse med mig, men det var der ikke lige stemning for. Jeg fortsatte derfor ufortrødent helt alene min luftguitar og håbløst forældede moves. -Og ja, jeg har både Spotify, Blue Tooth højtalere og alskens nymodens musikafspilnings dimser, men lige der, var jeg ung, ubekymret og glad og omvendt proportionelt med at jeg blev fysisk træt, steg dopaminen og jeg blev psykisk glad.

Kan nogen af jer huske Svenske Mesterskaber i luftguitar? Det var en konkurrence på tv, som svenskerne afholdt for alt for mange år siden. Det blev taget fuldstændig alvorligt, og jeg kan huske, at en stor mand med kunstnernavnet (håber jeg) Svullo vandt i flere år. Det var helt sindsygt at overvære, men det har trods alt gjort så stort indtryk på mig, at jeg kan huske det endnu.

Jeg ved ikke ligefrem, om jeg kvalificerede til mesterskaber i luftguitar for fem minutter siden, men hvor var det fedt, og sikkert helt upassende for en 50something, overvægtig kvinde. Men vel ikke mere upassende at gå med hue på indendørs, som sønnen, der indså, at han ikke fik skruet ned før efter nummeret, og derfor gik hovedrystende tilbage til  sit værelse… men airpods i ørerne. Meget moderne og hensynsfuldt.

Kunne ikke finde et foto fra de hedengangne svenske mesterskaber, så her er et fra et nyere EM.

Nå, egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om “fedt på nerverne”, et udtryk, jeg aldrig havde hørt før i går. “Du er ved at få fedt på nerverne” sagde en god ven til  mig. “Er jeg det?”, tænkte jeg. Jeg synes stadig, jeg er letpåvirkelig, og at det indimellem kan være ualmindelig svært det hele, men jeg må åbenbart have sagt noget, siden den kommentar kom.

Det gik jeg så og funderede lidt over, mens jeg gik rundt om Kronborg med en anden god ven og hunden. Skal man virkelig have fedt på nerverne for at kunne funktionere i dagens arbejdsmarked? Skal man kunne være tilpas kold og lade ting passere blot fordi, sådan er kravene?

I øjeblikket skrives der meget i Berlingske og Børsen om den nye generation ledere, der ikke behøver at gennemføre Ironman eller løbe marathon hver eneste weekend for at bevise, at de er gjort af det rigtige stof. En udtaler sørme, at hun læser en bog for at slappe af. Ja, jaaa!

Første gang jeg læste om det, var min umiddelbare reaktion… what!?!? Kom dog ud af jeres boble, og forstå, at verden ser meget anderledes ud andre steder, men nu har jeg læst op til flere indlæg om selv samme, og en jeg kender er ved at skrive en bog om det nye lederskab, hvor det handler om mennesker…. øh ja, det har det ligesom altid gjort.

Det har jeg helt misforstået, tilsyneladende. At vi leder mennesker er det nye sort. Vi leder ikke bare… efter noget… eller?

Jeg tror, jeg vil anbefale allle de, som har netop har opdaget, at det handler om mennesker at starte med at ændre begrebet “human ressources”, også kendt som HR til noget mere…menneskeligt..? Menneskelige ressourcer (HR afdelingen (!) ) er ikke mennesker, men ressourcer på linje med blyanter og finansielle ressourcer.

Vi ser det også i plejesektoren. Her taler vi om plejecentre. “Hjem” er håbløst forældet, det er centre. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg vil altså noget hellere på hjem, end på et center. Helt galt går det i landbruget. Her er der konkret tale om produktionen. Svineproduktionen eksempelvis. Hmmmm… tænk lige over det. Levende væsener produceres! Ikke i reagensglas, men i for små bure.

Tanker bliver til ord. Ord bliver til handling og dermed virkelighed.

Når vi taler om noget, flytter vores fokus, og vi bliver optaget af det. Siger vi mange gange, at nogen eller noget er skønt eller forfærdeligt, så er sandsynligheden for at det bliver det større, end hvis vi ikke fokuserer på det, eller taler om det.

I kender det godt selv. Nogen er gravid, og pludselig ser man kun gravide på gaden. Man synes en eller anden er en idiot. Taler man om det, fylder det meget. Lader man som ingenting, forsvinder det (som oftest) af sig selv. Men når det eller vedkommende ikke forsvinder, har man altså brug for fedt på nerverne.

Jeg tror nu, jeg napper den gamle klassiske, og tager en tur med en luftguitar en gang til. Det er sundere, både mentalt og fysisk, og så vil jeg citere en af mine guruer:

“Thoughts become Things. Think good Ones!”

One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne.

Når virkeligheden -igen, overgår fantasien

Jeg føler mig efterhånden også mere “shaken than stirred”

Der har igen været lidt stille her på bloggen i et par uger. Det er ikke kun fordi, jeg har haft supertravlt på arbejdet -og nej, jeg er ikke hjemsendt- det er også fordi, det er altså svært, at sætte sig og skrive noget fornuftigt, når verden omkring en er på steroider.

Man ved jo dårligt, hvor man skal starte og slutte, og min søn rasede til middagsbordet i går og nægtede at tale om mink et minut længere. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er bare så fuldstændig langt ude, at være vidne til, og før jeg fortsætter, vil jeg gerne lige feje alle tvivl til side – jeg er imod dyr i små bure, jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse og har i mange år råbt til højre og venstre, om der dog ikke snart er nogle ansvarlige politikere, der vil stoppe dyretransporterne igennem EU.  Jeg er fuldstændig enig i, at alle syge mink skal slås ihjel, sætter stadig min lid til myndighederne og kan indimellem fundere over, om mærkelige vira ligefrem er dyrenes hævn over de mennesker, der ikke behandler dem ordentligt. Så er den vist på plads.

Men der er f…. langt fra at ville udfase minkavl på en ordentlig måde og så til at være vidne til at rumænske høtyve (der i øvrigt var Corona positive, da de ankom til Danmark) mishandler andre menneskers dyr, og at der er nogen, der bliver ved med at tabe døde dyr på hovedveje.

I går uploadede Henrik Qvortrup et klip på Facebook, hvor en højtstående militærmand – hærchefen faktisk- gav en status på arbejdet med at slå mink ihjel. Det er alligevel vildt ikke? Militæret er udkommanderet af magthaverne til at udføre en opgave, der måske, måske ikke er lovhjemmel til, i fredstid i Danmark. Det er lige før, jeg begynder at snurre rundt som den amerikanske ambassadør.

Hun ville ikke svare på spørgsmål om, hvorfor hun råbte op om valgsnyd, når hendes stemme beviseligt var talt med, og snurrede derfor hurtigere rundt på hælen, og løb ind i sin bil, end man kan nå at sige “Melania vil skilles!” Det ved jeg selvfølgelig ikke, om hun vil, men jeg tror, jeg vil lære at oddse. Bare for sjov.

Så kan jeg også oddse lidt på, om Kunstakademiet får ny rektor eller om vi bare skal blive ved med at fiske uerstattelige kunstværker op fra havnen, fordi nogen synes at en Talebanagtig handling er “en fed happening”.

Jeg napper hellere lidt fed, fed rock, hvor vi aldrig ka’ få nok, men Shu bi Dua’s sange ryger også. Ikke i havnen dog, men ud af Højskole Sangbogen, for som den ansvarlige udtalte: “Vi kan jo ikke have Danmark og Mormor’s Kolonihavehus  med tre gange. Så kårer vi dem som klassikere, og det har de ikke kvalitet til”. Godt så! 

Og midt i det hele fløj den første, rigtige James Bond så til himmels. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er englehæren – altså den, der passer på menneskeheden, der har kaldt på hjælp. Jeg kan vitterlig høre M for mig “Go,  fix this 2020 mess, 007!”. Ja tak!

Heldigvis er der også smilende, seje nordjyder, der tackler det hele med ophøjet ro. De gennemfører deres strikkeklub både med og uden restriktioner, og når de er der, holder de dem til punkt og prikke på deres egen underfundige måde.

Hvor er de skønne!

Det kan vi også lige så godt. Altså leve med restriktioner på en sjov måde og tage det med humor oppe fra og ned, for alle de kloge, jeg taler med siger, at vi nok ikke skal regne med normale tilstande før efter sommer 2021. Men ved vi snart, hvad normale tilstande er, og hvad kommer der af følgevirkninger på alt det her?

I den lettere og mere kuriøse del af genren opdagede jeg ved et tilfælde i går, at mit pas var udløbet i juni. Det er første gang i hele mit liv, at jeg ikke har haft et gyldigt pas, men jeg har ikke skænket det en tanke. Jeg kan jo ikke rejse nogen steder.

Der er heller ikke rigtig nogen steder, det er sjovt at rejse hen, for alt andet lige, så går det betydeligt bedre her i Danmark, end så mange andre steder, og vi har dog trods alt stadig frihed til at gå ud både at spise, at handle og at opleve kunsten.

Og lad denne sidste linje også blive en opfordring. Statistikkerne viser, at vi danskere køber dyrere vin og drikker mere champagne end før Corona. Igen – vi kan jo ikke rejse nogen steder… (stakkels rejsebranche… de er også ufrivilligt blevet lukket), men vi kan stadig gå i teatret, i biografen, til koncert eller vi kan hyre en kunstner til en hjemmekoncert eller musikquiz. Gør det! Både for din egen og for vores kunstneres skyld.

Rigtig god søndag!

To forestillinger i stedet for en, så vi kunne sidde Corona korrekt til Gershwin potpourri i fredags, og en koncert fredag kl. 17 kan anbefales. Hjernen bliver tømt, og hjertet fyldt. 

Det’ den dejligste morgen i 100 år…

…. og jeg lever!

Lidt endnu fristes jeg til at skrive, for hvilken uge… måned…. år! Man ved snart ikke, hvad man skal tænke og mene, og om man i det hele taget kan tænke og mene noget uden at blive lettere deprimeret. Især, når man som jeg har en livlig, filmisk fantasi, for så minder verden rundt omkring snart om en dårlig katastrofefilm.

I går sad der en meget troværdig mand i mit fjernsyn og sagde i fuld alvor, at Grønland var ved at forsvinde, og det kun er et spørgsmål om tid. Manden hedder Jacon Box, og han er professor i glaciologi – det vidste jeg slet ikke, man kunne være, men han var yderst troværdig, vidste tydeligvis, hvad han talte om, og jeg måtte lige sætte mig ned og trække vejret en ekstra gang. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at så skulle vi måske alligevel have solgt til Trump, da chancen var der, men argh… så hellere bekæmpe den CO2, der tilsyneladende er synderen.

Når nu vi er ved Trump. I samme udsendelse, fortalte en ligeså troværdig mand live fra USA, at man nu åbent taler om en mulig borgerkrig i december, hvis ikke Donald anerkender valgresultatet. Og det er altså ikke en tom trussel. Det har Mr. T., udtalt flere gange, at han måske ikke vil. Han har tilsyneladende ikke den store tiltro til brevstemmer og postvæsen. Det er kun fordi han ikke har oplevet PostNord, så ville han med garanti være glad for det amerikanske ditto.

Men indenfor små ti minutter, mens jeg gik frem og tilbage og pakkede sommertøjet ned i kasser, lagde jeg ører til at Grønland forsvinder og at De Forenede Amerikanske Stater er, om ikke på randen, så på vej mod borgerkrig. Og så ikke et ord om en måske ny højesteretsdommer, der har syv børn, er arg abortmodstander og medlem af den religiøse sekt, der er inspirationen til “A Handmaid’s Tale”.

Men hvem er vi på kontinentet til at råbe højt? I Europa Parlamentet kunne man i denne uge ikke blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland og hjælpe en befolkning, der med blomster og kvinder i front får bank og gift eller slet og ret forsvinder, så vi skal vist stikke lakridspiben lidt ind. Cypern stemte imod. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor, men lur mig, om der ikke er noget økonomi involveret. Denne gang er der bare ikke en Madelaine Albright til at komme og rage kastanjerne ud af ilden, som med krigen på Balkan, hvor EU heller ikke  kunne finde ud af at handle.

Men heldigvis mødes de europæiske lande trods alt stadig og diskuterer. Både i Bruxelles og i Strasbourg, og de ansatte får heldigvis også stadig alle deres udgifter dækket plus de små 34.000.- skattefrie kroner, som udbetales i blyantspenge (!) uden bilag hver måned og sættes direkte ind på en konto efter eget valg. Måske skal vi i virkeligheden bare glæde os over, at der trods alt er nogle ting, der aldrig ændrer sig, når nu alt andet åbenbart står for fald.

Glæde os over modige Sofie Linde, der stadig skaber overskrifter og sin helt egen nye #meetoo bølge, skal vi i hvert fald. Hurra for det, men også her blev jeg lidt skræmt, da jeg så “den hårdeste af de hårde”, Anna Thygesen, fortælle om endnu en vildt grænseoverskridende mediechef, og så ikke turde (turde, ikke ville) sætte navn på, fordi hun vitterlig var bange for sin forretning. Wow! Når selv Thygesen er bange (og hun så sådan ud), så er der godt nok lang vej hjem. Men hold ud – vi skal nok sejre til sidst og få bugt med alle klammerterne -forudsat selvfølgelig, at de ikke er præsidenter eller overborgmestre eller udenrigsministre eller noget…..

Men solen skinner, og det er weekend, og vi stadig har et nogenlunde normalt liv. Hvis man altså ikke lige havde inviteret 60 mennesker til bryllup i går, og var nødt til med timers varsel at fortælle 10 stks, at I kommer ikke med alligevel. Kan I se det for jer?- “Nu ryger din onkel Knud altså, han drikker også alt for meget og rager på damerne!” … “Hvis onkel Knud ikke skal med, så skal din veninde fra gymnasiet heller ikke. Hun fniser altid bag min ryg”. Hvilken start på et ægteskab, og hvordan fravælger man lige folk, der har glædet sig og købt nye kjoler og været til frisøren og…. Suk!

Det er ikke let at holde humøret højt i disse dage. Heller ikke selvom der er så smukke farver alle steder i naturen.

Dem har jeg nu hermed besluttet, at jeg vil koncentrere mig om i dag, og så vil jeg være Storm P’sk på samme måde, som man “Mauder”. Jeg vil få noget i øjet, så jeg kan glemme hele verdenssituationen.

God søndag!

Det er bare 120 år siden…

Børn på gade 1915

….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.

Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig  ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.

Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.

Deres liv var kummerligt!

Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.

Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.

Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.

Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.

Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.

Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.

Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.

Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.

Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.

SoulJazz august 2020 -og lidt Nils

Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.

Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.

Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.

Igen blev jeg så taknemmelig.

Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.

Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.

Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!

#detkulturenkan

Jeg kan huske, hvor jeg var da….

Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.

Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.

Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.

Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.

Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.

11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….

Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.

Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?