Kategori: Things that make you go hmmm

Det er snart mange år siden, men jeg kommer i tanke om det hvert år. Den gang var der to kirsebærtræer. Et stort og gammelt med huller, hvor man ligesom Pippi kunne gemme sodavand og et lille, hvor man kunne sidde på en af de nederste grene og filosofere over livet.

I dag er det store en stub, og det lille er blevet stort, og lige nu blomstrer det, som kun kirsebærtræer kan. Smukt og med besked om, at nu er foråret for alvor i gang.

Når jeg som yngre peb over, hvor koldt og gråt det var i Danmark, og jeg gerne ville bo i udlandet, sagde min mor altid, at hun elskede de skiftende årstider. Det havde jeg ikke så meget til overs for dengang, det skulle bare blive varmt, så jeg kunne komme ud i solen, men med alderen (suk!) er jeg begyndt at tænke som hende.

Vi bor overfor det, der i daglig tale hedder Andeparken, og udover at jeg går op i at Nordsjællands Vej og Park er begyndt at skamfere al beplantning (det er helt håbløst…. ),  er jeg aldrig rigtig gået op i parken, selvom jeg ofte er gået rundt i den.

I år er anderledes. Jeg er meget optaget af dyrelivet, og bekymret over, at vi i år kun har en svane, der ensomt sejler rundt. Til gengæld  har vi fået to gæs og fem gæslinger, der er nærmest grønne. De må lige være kommet ud af ægget, og deres forældre hvæser også så næbbene ryster, når man passerer dem. Bare rolig, vi gør ikke jeres små, grønne fjerbolde noget, vi tæller dem bare hver dag, for vi er også bange for om ræven eller andre skal tage dem, nu når alt  beskyttelse er blevet klippet ned.

Jeg har ellers aldrig været et naturmenneske, og når folk taler om viber og lærker, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Det er efterhånden også lidt lige meget, for hvis jeg forstår fagfolkene ret, så har vi snart ikke flere viber tilbage, og det er lidt af en sjældent syn at se en. Måske skal man også ændre teksten i den gamle børnesang til “Hurra – jeg så en lærkerede”. Den kan sikkert også spices lidt op i  en rap (nej, ikke andelyden), så det passer med ordene.

Nu lyder jeg fuldstændig som den gamle kone, jeg er ved at blive, men jeg er oprigtig bekymret for vores natur og måden, vi behandler vores dyr på. Lidt efter devisen, vi kan alligevel ikke gøre noget ved Trump, så lad os koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved.

70% af danske malkekører kommer aldrig på græs. De lever hele livet indendørs -i produktionssystemer, hvor effektivitet og mælkekvoter tæller mere end trivsel. Tilbage i 2003 var det omvendt. Her kom 75% af alle køer på græs. I dag er den stort set kun økologiske køer, der kommer ud.

I Danmark produceres årligt 40 millioner grise.  Produceres -bemærk ordet. Landbruget vil hævde, at tallet er 30 mill. Det er det også, for 10 mill. smågrise dør, inden de bliver store nok til at blive slagtet. De dør ganske enkelt af sult, fordi der fødes for mange smågrise i hvert kuld, og så kan de ikke få adgang til mad hos deres mor, der i øvrigt ligger fikseret.  De bliver også klemt ihjel af deres mor, fordi der er for lidt plads. Overlever de, bliver deres haler som regel klippet af (uden bedøvelse) selvom det er ulovligt, fordi de ikke skal bide i hinandens haler. De bider i halerne af stress, fordi de mangler plads og noget at rode i – halm, græs el. Alle hangrise får desuden skåret testiklerne af. Halvdelen uden bedøvelse, selvom loven siden 2018 har krævet, at de små grise skal bedøves før et så smertefuldt indgreb. Endelig dør mange af søerne også,  en del af varme, fordi de ligger fikseret så længe.

Det er ikke sjov weekendlæsning, det ved jeg godt, men det her er altså hvordan, vi behandler vores dyr. Det er fortvivlende.

Danmark er det land i EU, der producerer flest grise – og nej, det er ikke fordi vi danskere mæsker os i stegt flæsk og flæskesteg, for de fleste grise blive eksporteret. Ganske mange bliver også fedet op i udlandet, og derfor bliver de transporteret igennem Europa i totalt pakkede lastbiler i timevis, og i visse tilfælde flere døgn. Den værste sag, myndighederne har haft fat i, var 122 timer i et pakket lastrum. 122 timer – det er over 5 døgn under fuldstændig horrible forhold.

Jo mere, jeg erfarer og lærer om vores landbrug, jo mere rystet bliver jeg, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor vi, som et såkaldt udviklet velfærdsland, tillader det. Jeg forstår slet heller ikke de mennesker, der kan drive en forretning på den måde.

Jeg blev som mange andre også forholdsvis forarget over, at kunstneren Marco Evaristti ville udstille tre smågrise, der skulle sulte ihjel i glasmontrer, men det er jo det, der sker hver dag, og hvordan skal der komme opmærksomhed på det, når danskerne er mere optaget at at købe en billig flæskesteg end til at forholde sig til, hvordan grisen har levet?

Hvor ville jeg ønske, at de spader, der i øjeblikket angriber en stakkes slagter, der rent faktisk udelukkende sælger kød fra fritgående dyr, kunne rette deres fokus mod produktionen og eksporten i stedet for. Men det vil selvfølgelig kræve, at de tager uden for indre København, og det skal vi nok ikke regne med.

I vores familie har vi for lang tid siden besluttet, at vi spiser hellere mindre kød, og så fra fritgående dyr, og der købes ikke kød, uden at etiketten tjekkes for små dyrevelfærdshjerter.

Jeg er helt med på, at det også er et økonomisk spørgsmål, og vores sønner, som lever på studenterbudget har også svært ved altid at overholde det, men jeg vil vove den påstand, at de fleste danske familier har råd til at købe økologisk og kigge på dyrevelfærd.  Det ændrer imidlertid ikke på eksporten, og det er her, den største del af eksempelvis grisene ender.

Det kom også bag på mig, men efter jeg er blevet opmærksom på det, er det blevet en hjertesag for mig. Jeg skammer mig over, hvordan vi behandler vores natur og vores dyr, og i bedste dystopiske stil, tror jeg at naturen vil slå tilbage. Det bliver ikke jorden, der går under, men den invasive art, som menneskeheden er.

-Og det startede med et kirsebærtræ, der blomstrede, og så endte det med at menneskeheden vil uddø. Hold da op, det var ikke helt tanken, da jeg satte mig til tasterne i dag, men sådan blev det.

Heldigvis skinner solen udenfor, vi skal til udstilling i København, og i morgen kommer sønnen, der til hverdag bor i Århus, så alt er godt.

-Og vi skal jo alle sammen dø, bare ikke i dag.

God weekend!

Hvis du vil vide mere:

Dyrenes beskyttelse

Dyrevelfærdsmærket

De fleste danskere har en svaghed for at læse, hvad udlændinge tænker om os. Selvom vores andedam efterhånden er blevet til en velvoksen sø, og vi seriøst må være det folk i verden, der rejser mest, så har vi stadig et lille land kompleks (ikke et ord om rigsfællesskabet), og derfor sluger vi også med stor nysgerrighed, hvad folk fra den store verden mener om os.

I hvilket andet land var det eksempelvis blevet en forsidehistorie, at en britisk skuespiller har døbt sit barn Tove? Det er selvfølgelig også en lidt interessant historie, men alligevel.

Nå, men jeg får også engang imellem i lysten til at høre, hvad den store verden tænker om vores kultur og måde at leve på, og fordi jeg har set en enkelt lille video, sender algoritmerne nu et hav af herboende udlændinges gode råd om dit og dat og undren over danskernes måde at leve på i min retning.

Historierne om barnevogne udenfor uden opsyn er en klassiker, og vi kender også alle sammen den store undren over lakrids, og at man bare ikke skal røre ved den gamle jul.

Men forleden stødte jeg på en amerikansk kvinde, der fortalte om hendes helt store undren over de mange mænd, der arbejder med børn, og det fik mig til at tænke over, hvor meget vi egentlig tager for givet, men som bare ikke er det.

Hun berettede – i øvrigt med stor glæde, om hvor mange mandlige lærere, der er  på hendes ene barns skole. Hun fremhævede også en episode, hvor hun i det andet barns børnehave havde set en mandlig pædagog med et barn på skødet, hvor de to grinede og læste historie sammen. For hende var det en oplevelse, der  svarede til at gå en tur på Mars.

Derudover var hun dybt forundret over alle de unge – særligt de unge mænd, der arbejder i de forskellige institutioner. Så forundret, at hun havde spurgt nogle om hvorfor, og havde fået svaret at i deres alder var det småt med jobs, og at de meget hellere ville lege med børn, end at sidde i kassen i et supermarked. Dette fremhævede vores amerikanske gæst som noget helt unikt -altså at unge mænd vil arbejde med børn, og finder det sjovt og berigende.

Ærligt, dette havde jeg slet ikke tænkt over. Min ene søn har også på et tidspunkt arbejdet i en SFO og jeg har aldrig – som i aldrig –  på noget tidspunkt skænket det en tanke, at det var usædvanligt, fordi han er en mand. Min anden søn har en mandlig pædagog som bofælle, og vi har da også en mandlig  pædagog i vores omgangskreds. Vældigt flinke og helt normale mennesker.

Den amerikanske kvindes refleksioner fik således også mig til at reflektere.

Der er så meget, som vi tager for givet. Vi tror, at fordi vi lever på denne måde, så er det helt almindeligt, og det er bare sådan, det er.  I den store verden derude, er det bare ikke tilfældet, og eksemplet må give stof til eftertanke.

Jeg blev, efter at have set den amerikanske kvinde, så taknemmelig og glad for, at jeg lever i et land, hvor mennesker kan arbejde med det, der giver dem glæde, uden at der kigges skævt. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, det er der altid, men vi har trods alt skabt et samfund, hvor man frit kan vælge sin beskæftigelse uden at nogen af den årsag synes, man falder uden for skiven.

Tænk, hvis vi kunne begynde at fokusere lidt på alle de positive ting, der er i vores samfund. Det er trods alt ikke mere end 70 år siden, at det nærmest lå i ruiner, og vi virkelig kunne tale om fattigdom, og knap 100 år siden børn født udenfor ægteskab blev betragtet som uægte. Det kunne jo være, hvis vi begyndte at være lidt taknemmelige – og nøjsomme- at vi så ville få overskud til at løse de virkelige problemer.  Vi kan jo starte med Folkeskolen.

Derfor er det også sundt nogle gange at høre, hvad andre tænker og mener. Man bliver samfundsblind og i tech-garkernes ekkokamre bliver alt sort / hvidt, og vi får tendens til at glemme, at der næsten altid er nuancer.

Så  denne weekend vil jeg udelukkende være taknemmelig og glædes over alt det gode, og så lukker jeg verden ind igen på mandag.

For mange år siden – i tiden med Time Management og Jan Carlsson’ smilekurser hos SAS, var der også en tv udsendelse, hvor et supermarked introducerede udtrykket “en double bagger”.

Supermarkedet havde ansat nogle unge mennesker til at hjælpe kunderne med at pakke deres indkøb i poser, angiveligt efter amerikansk forbillede. Det holdt dog ikke særligt længe, vi skal nok selv styre vores varer, men udtrykket blev hængende lidt længere.

“En double bagger” er når vedkommende, der skal pakke varerne, kan se at posen er ved at gå i stykker, og derfor af sig selv sørgede for en ekstra pose. Eller med andre ord -ydede en ekstra god service.

Jeg kom i tanke om dette håbløst gamle udtryk forleden, da jeg havde forvildet mig ind i et supermarked, jeg ikke har været i før. Jeg er stadig lidt sur på Coop, over at de ødelagde Irma, så derfor har jeg undgået især gamle Irma butikker, men den dag var det altså lige den butik, der var i nærheden, og så røg principperne lidt.

Da jeg stod i kø ved kassen noterede jeg mig, at den unge kassemand havde en “vissen hånd”, tror jeg, det hedder. Hans ene hånd var i hvert fald ikke 100% funktionsdygtig. Jeg noterede mig også, at han tiltalte kunden før mig ved navn og studsede lidt over det.

Da det blev min tur, fik jeg verdens største smil og et “Værs’go Berit!”. Han havde ganske enkelt læst mit navn på kortet og personificerede på den måde min indkøbsoplevelse. Ganske som SAS gjorde i gamle dage, når man tjekkede ind, og check in personalet havde lært at referere til navnet på boardingpasset (those were the days..)

Jeg blev selvfølgelig fuldstændig vild med den unge mand, og roste ham til skyerne for hans service, men ud over at jeg fik en rigtig god oplevelse, så fik han mig også til at reflektere, for hvor er han dog en inspiration.

Her er en ung mand, der står i kassen, og som skal arbejde lidt hårdere, idet kun den ene arm/hånd er funktionsdygtig, og så finder han alligevel måder at kompensere på, og gøre det hele sjovt og på den måde løfte sit job op.

Ikke bare et ægte eksempel på “en double bagger”, men også et eksempel på, at når livet giver dig citroner, så lav limonade ud af dem – for nu at blive i klicheland, for pludselig blev hans job som kassemand ganske betydningsfuldt. Han scannede ikke bare varer og tog imod betaling. Han tog ansvar for at give os en god oplevelse, og dermed blev han meget mere end en kassemand.

Jeg har det sidste stykke tid i den grad savnet, at folk tager ansvar. Både i det store og i det små. Det synes som om, der har bredt sig en epidemi af virussen “jeg vil ikke tage ansvar, så jeg sygemelder mig”. Den er især udbredt blandt politikere, men også skoleledere og andre ledere synes at blive smittet med meget kort inkubationstid. At gå konkurs eller melde sit firma konkurs er en variant af virus.

I en artikel i Weekendavisen læste jeg om “embedsledelse”. Altså,  at nutidens ledere er mere optaget af at udfylde formularer (eller underretninger), sætte krydser og i det hele tage sørge for at det juridisk og økonomiske er i orden, end de er i at tage reelt ansvar for, hvad der foregår for øjnene af dem.

Jeg kunne sagtens her nævne en masse eksempler – også fra mit eget lokalområde, men det er jo weekend, så jeg lader jer selv komme i tanke om nogle “single baggers”, der djøf’er og melder sig syge, når de bliver stillet til ansvar.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre det, men jeg ved, at det starter med det personlige ansvar. Vi har eksempelvis selv stemt de politikere ind, som opfører sig forkasteligt, eller som bare tager orlov eller sygemelder sig.

Vedkommende i Folketinges præsidium, der ledsagede Dronningen ud fra hendes sidste statsråd, er kendt for offentligt at kalde sin søster “en løgner med store patter”, at gå konkurs og efterlade kreditorer uden en krone -og nåh ja, så hjemmesiden netfisse.dk, men han er kommet der, fordi vælgerne (vi) har stemt sådan. Det er vores ansvar….. og hans chef’, som har placeret ham der. Men ham har vi også stemt ind og givet magt.

Der er også talrige eksempler på ledere, der aldrig tager ansvar og derfor absolut ikke burde lede, men som får lov at blive siddende, for alle hader “whistle-blowers”. Det er det mest positive ved de sidste års #meetoo kampagner. Ingen har stået alene, når de “whistlede”. Det var et fælles ansvar. Nogle gange er der så “whistlet” for meget, men det er en anden historie.

Vi har brug for nogle forbilleder, der tager ansvar, også moralsk, og som ikke bare tænker, går den så går den, og der er alligevel ingen, der tjekker, om mit skriv er plagieret eller CV’et er snyd og hovedopgaven aldrig blev afleveret. Det sidste er rigtig dumt, for det bliver jo  altid afsløret på et tidspunkt, når man snyder.

Derfor er den unge mand i kassen så stor en inspiration. Han tog ansvar. Både for sit job og for sine kunder og han gjorde det fordi han følte, det var rigtige at gøre. Han er ikke kun en ægte “double bagger”, han er også et stort forbillede, og han gjorde min dag så meget bedre.

…at jeg tager mig selv i at tænke eller sige det samme som min mor. Jeg ved det godt, det er en klassiker. Der findes formodentlig ikke den forælder, der ikke på et tidspunkt har hørt sig selv sige noget til sine børn, som ens forældre sagde til en selv, og som man havde forsvoret, at man nogensinde ville lade komme over sine læber. Så jeg er helt med på, at det her er ikke revolutionerende.

Men i de senere år har der alligevel sneget sig en ny variant af “mor-tankegangen” ind, og jeg kan ikke rigtig helt finde ud af, om jeg bare skal omfavne det, eller om jeg skal skubbe det væk, og se at blive voksen og min egen, om man så må sige.

I denne uge var min yngste søn og jeg på cafe i mit gamle “hood” – Vesterbro. Jeg er for længst holdt op med at forbavses over, at der holder Porscher og Range Rovers i sidegaderne, og har også (næsten) helt accepteret det nye Vesterbro, så det er ikke her, min mors tanker kom ind i mit hoved.

Men midt (seriøst midt) inde på cafe’en, der var meget ung, hip og efter min smag, ret støjende, sad en mand i en lænestol og læste i en bog. Det syntes jeg i og for sig var ret fedt – endelig en fysisk bog, men så tog jeg mig selv i at tænke “at han dog kan koncentrere sig i det cirkus”. Ikke alene tænkte jeg det, jeg kunne ligefrem høre min mors stemme i mit hoved. Det syntes jeg var lidt mindre fedt!

Det er ikke det eneste eksempel. “Guuud, pigebarnet må da fryse”, når jeg ser en meget letpåklædt ung model uden særligt meget tøj i minus 5 grader. Eller “hvordan kan de dog holde det ud med den høje musik? Uh! Det er ikke godt. Det kommer snigende stille og roligt sammen med hvert ekstra år.

For et stykke tid siden begyndte jeg at løse kryds og tværs. Dels fordi vores tidligere Dronning direkte havde opfordret os til at gøre noget unyttigt, og dels fordi jeg kunne mærke min koncentrations længde blive mindre og mindre og min mor sagde altid (!) at hjernen er en muskel, man skal træne. Derfor kryds og tværs, og i lang tid var jeg lidt pinlig over det, og følte mig som oldgammel,  indtil jeg fandt ud af, at flere jeg kender, gør det samme.

Men også her kunne jeg se mig kopiere min mor. Jeg googler, hun havde opslagsbøger, men det er ærligt også som om, det er de samme krydsord, som den gang. Der er ikke sket meget på den front.

Man har altid sagt, at hvis du vil vide, hvordan din hustru bliver, når hun bliver gammel, så kig på din svigermor.

I denne måned er det 20 år siden min mor døde. Måske er det også derfor, at hun spøger så meget i min hjerne for tiden. Mine børn kan ikke huske hende. Den ældste har svage konkrete minder, men jeg er sikker på, at den ubetingede kærlighed, som hun overdængede ham med, den ligger lagret et eller andet sted, og har været med til at forme ham, ligesom alt det, jeg har kopieret fra hende, også har formet både ham og hans lillebror.

I min mands familie er de alle supermusikalske. De synger og spiller – professionelt altså, og der er også et par decideret “wonderkids” imellem. De er dog helt nede på jorden og smaddersøde, og bortset fra at det er som at gå i operaen at være til fest med dem, er det ikke noget, man lægger mærke til til hverdag. Det er bare så tydeligt, at her er det både arv og miljø, der løber i en lige linje.

Jeg ved ikke rigtig, hvad mit arv og miljø er. Som tiden er gået, er jeg meget langt fra mine rødder, og er vel, hvad folk kalder en mønsterbryder. Sådan har jeg bare aldrig selv tænkt på det, jeg har bare kørt derudaf, og synes egentlig at jeg rødder i mange forskellig slags muld, og er oprigtig glad for al mulden. Man er vel summen af det hele.

Men… jeg er altså ikke helt afklaret med, om jeg synes det for tidligt, at jeg begynder at tænke og tale som min mor, og i øvrigt også blive irriteret over, at de ikke kan tale tydeligt længere i de danske tv serier. I kan godt høre det ikke? Her altså, ikke i tv-serierne. Der er mange små, bekymrende signaler.

Nå, jeg kan i det mindste glæde mig over, at mine venner dengang omtalte min mor som “mutter fit”, og at hun altid var frisk på en tur med en speedsnakkende Dan Turéll og den sidste nye film i biografen, så helt galt kan det vel ikke gå. Jeg kan også stadig finde træningshold, hvor jeg er blandt de yngste. Jeg skal så bare leve med at træne til Boney M., men det bliver ikke spillet for højt, og så tænker jeg også som min mor – “hvor er det dog dejligt, at alle de gamle mennesker kommer ud at røre sig”  ;o)

Nu er der snart kun bønner tilbage, og det er ikke kaffebønner, jeg mener.

Måske er det bare mig -halvgammel og følsom med hang til tårer, men jeg er efterhånden så påvirket af nyhedsstrømmen, at jeg har svært ved at abstrahere. Det er som om, verden er gået i selvsving – på den dårlige måde, og jeg får lyst til at råbe ud over hele Simon Spies Plads (det hedder den nemlig stadig):

ER DER IKKE SNART EN VOKSEN TILSTEDE?

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Shu bi dua’s tekst til Ronald og Leonid, og skulle du have glemt den, så er den lige her:

Det’ de store, gamle mænd
Der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort
Ronald og så Leonid
Og si’r hva’ de har gjort

Men jeg ka’ høre de skyder i øst og i vest
Og ikke kun med fyrværkeri
Det lyder som om, der var fest
Men festen er forbi

I kan selv slå resten op, og så kan I sætte de navne ind, der passer i stedet for Reagan og Bresjnev. Vælg selv fra hylden, for det vælter med dem i øjeblikket.

Diktatorer og andre usympatiske skiderikker, der af uransaglige årsager har fået så meget magt, at de kan sende unge mænd i krig, skyde babyer, bombe byer, forgifte journalister og hvad jeg ellers kan komme i tanke om af uhyrligheder, og den ene er ikke bedre end den anden.

Pt. har vi klimakrise og i Danmark står oksekød (ikke flybilletter ?!?!)  øverst på listen over ting, vi skal skære fra. Hvor mange køer går der på en bombe?

Det er fuldstændig sindsygt, og det er som om, at man ikke kan slippe væk. Nyhedsstrømmen er massiv. Vejret er blevet til breaking news, vi står i Øresund til anklerne, skolebørn i Danmark skal bevogtes af armeret politi, jeg må ikke længere byde velkommen med “mine damer og herrer” og oven i det hele kan landsholdet heller ikke spille ordentlig fodbold mere.

Det er ikke sjovt længere.

Jeg talte med min ældste veninde i morges og spurgte hende, om hun ikke var påvirket af verdenssituationen? Hun har altid, i modsætning til mig, der er en softie, været en tuffie. “Næh, svarede hun. Det er bare, som det altid har været. Mennesker er grådige og går efter magt og penge.”

Måske har hun ret. Måske er det bare fordi nyhedsstrømmen er så massiv, at jeg vælter omkuld for tiden. Måske er det fordi jeg har været med hele vejen både før og efter murens fald og reelt troede, at nu blev verden et bedre sted, og nu skulle vi alle leve i fred og fordragelighed.

Desværre tror jeg at flere har det som mig lige nu. Der er en grund til at små videoer med dyrebørn tophitter på de sociale medier. Ærligt, jeg slapper også af med hundehvalpe og især vaskebjørne, der er blevet mit nye yndlings Facebook dyr. Jeg er simpelthen nødt til at abstrahere fra menneskehedens uhyrligheder, og her er dyr heldigvis så meget bedre.

Og hvorfor taler ingen om fred? I firserne gik der ikke en dag uden en ny fredsbevægelse. Jeg deltog ovenikøbet engang i et noget alternativt møde, hvor planen var på verdensplan at sende positive tanker til supermagterne og via tankens kraft få dem til at opføre sig ordentligt.

Jeg tror s.. jeg starter min egen fredsbevægelse. En af mine gode venner havde “Morgengrimme for fred” dengang i firserne, så den er ligesom taget, men man kan vel finde på noget andet.  Det har altid været folket, der fik stoppet krige og diktatorer. Desværre tror jeg ikke rigtig, vi er så langt ude endnu, at tiden er for alvor moden, men jeg er klar.  Vil I være med?

Men indtil videre må det blive vaskebjørne (de er altså ret søde) og så bønner i form af positive tanker. Hvis vi er mange nok, må vi kunne skabe nogle positive vibs på en eller anden måde.

Pas på jer selv om jeres mentale helbred og find så noget “Feel Good!” i weekenden. Vi trænger til det, mens vi venter – ikke på Godot men på Superman!

Oh, Superman, where are you now
When everything’s gone wrong somehow?
The men of steel, the men of power
Are losing control by the hour

https://youtu.be/TlBIa8z_Mts?si=j72M_Zh0QoEB32qx

Indimellem støder man på fotos, som man ikke bare lige kan bladre forbi. Sådan har jeg det med drengen her. Han sidder på en trappesten et sted i Tyskland i 1946, og han har – som man kan se – fået nye sko. Det trænger han unægtelig også til.

Han er ovenud lykkelig. Så lykkelig, at han ikke hverken kan eller vil skjule sin glæde over de nye og velpudsede sko, som han knuger til sit bryst. Taknemmeligheden gemmes lidt bag glæden, men at den er der, er jeg ikke i tvivl om.

Det er ikke, at jeg ikke har set fattige børn før. Det er ingen af os vist forskånet for, men der var bare noget ved dette foto, som fik mig til at stoppe op. Glem alt om Carrie’s glæde ved sine sidste Manolo eller Samatha for sine Louboutin. Ikke at der er noget galt med at være glad for dyre sko, det er jeg også selv, men jeg følte mig pludselig så ovenud lykkelig og taknemmelig for det liv, jeg har fået, og ja selvfølgelig også skabt for mig selv, men med et lidt bedre udgangspunkt end drengen her fik i vuggegave.

Det sidste års tid har vi i familien været mere fokuseret på Tyskland, end vi plejer. Vi har igennem årene taget mange smutture til Tyskland, og var i forvejen ret begejstrede for både tyske vine og vinlandet, men sidste år fandt Nils på, at nu ville han altså have opfrisket sit tyske og tog et intensivt tysk kursus online. Med det fulgte selvfølgelig også en interesse for tyske tv-serier, udstillinger, kunst, historie osv.

Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg voksede op, var tysk ikke ligefrem et yndlingsfag i skolen, og med forældre, der havde været unge under anden verdenskrig, var det for tæt på, til at man ligefrem dyrkede den tyske kultur.

Men når tiden går, læger som bekendt mange sår, og efterhånden som jeg er blevet klogere på, hvor mange menige tyskere, som led helt ubeskriveligt, og en ny og progressiv generation tog over, er det bare langt væk. Ligeså langt væk, som da vi bankede dem i EM – finalen ;o)

Derfor røg vi også på en tysk film forleden. Det var lidt tøvende, for den var tre timer og 8 min (!) lang, og orkede vi lige det på en mandag aften. Nå, man kan jo altid slukke, tænkte vi, men tre timer senere var det som om, der var gået en halv.

“Værk uden skaber” hedder filmen, og den er fremragende. Den er løseligt baseret på den tyske kunstner Gerhard Richters liv, og vi kommer ind i hans liv, da han er dreng i årene op til Anden Verdenskrig. Derfra følger vi ham så gennem både Øst- og Vesttysklands historie op til i dag.

Det kan lyde kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for historie, men det er det ikke, for det er også vores historie. Alle i vores alder har været unge under Den Kolde Krig, og selvom vi gik mere op i højt hår og fed musik i 80’erne, så tror jeg stadig, at vi alle kan huske dagene omkring Murens fald.

Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg så drengen med skoene, og så kom jeg til at tænke på noget Nils sagde i går. Han fortalte om en forsker, der ser  lighedstegnene fra 1920’ernes Tyskland og til i dag, og måske ikke på den måde, som man umiddelbart tror.

De brølende tyvere står for mange af os som et årti med champagne, musik og barer, hvor køn blev udvisket og seksuelle præferencer afprøvet i fuld offentlighed. Fred være med det, tænker vi i dag, men det var forbeholdt en lille kreativ, fremadstormende elite, og almindelige hverdags mennesker, der kæmpede for at få mad på bordet kunne ikke følge med. Hvad gjorde de så? De stemte med fødderne, og stemte for orden og ro.

Jeg er, som alle andre, mere end skræmt ved tanken om at Trump skulle vende tilbage. Jeg bryder mig så afgjort heller ikke om, hvad der sker i Ungarn, Polen og for den sags skyld Israel, men jeg bryder mig heller ikke om, at en lille gruppe, meget højtråbende “wokister” skal have lov at sætte dagsorden, og bestemme, hvem der skal have lov til at udtale sig, hvilke forfattere, der er ok, og om en skuespiller må spille skuespil (!)

Som Vigga Bro – 85 år og still going strong– sagde forleden, da hun stod på scenen og fortalte historier: “Historier har bundet os sammen på kryds og tværs altid og har overlevet igennem generationer. Nu må jeg ikke fortælle Grønlandske historier, fordi jeg ikke er etnisk grønlandsk.” Det er jo helt ude på indlandsisen (det sidste sagde hun ikke…)

Så er det, jeg bliver bekymret. Mere end jeg er i forvejen over verdenssituationen, for hvis vi først bliver splittet internt i vesten, og majoriteten stemmer med fødderne for at få ro og orden, og kvinder for sig i kvindefængsler, så ser det først for alvor skidt ud.

Vi er nødt til at lære af historien, og vi er nødt til at huske, at den gyldne middelvej som oftest er den bedste. Så kan vi altid udvide den (middelvejen), og gøre den regnbuefarvet en gang i mellem, men vi er nødt til at gøre den så bred, at alle -også de, som ikke er så hippe eller er uenige føler sig velkomne. Man skal tage debatterne, også med dem man er uenige med. Ikke cancle dem.

Og så stak bloggen af i en retning, jeg slet ikke havde tænkt. Jeg var bare så berørt over den lille dreng og hans glæde over sine nye sko. Overskriften var også først kun “Taknemmelig”, men der fik alligevel sneget sig en bekymring ind.

Det er ellers ikke det en solskins Grundlovsdag lægger op til, men sådan blev det, og jeg er heldigvis stadig både taknemmelig og glad over at jeg i morgen kan tage mine nye sko på, og så sende et kærligt TAK ud i universet. Ikke kun for skoene, men helt generelt.

Og se så at få set “Værk uden skaber”!