Kvinde – kæmp for din ret!

Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle blive bekymret for kvinders rettigheder i vores del af verden, men det er jeg nu og af helt forskellige årsager.

Derfor er dette blogindlæg også anderledes, end søndagsbloggen plejer at være, Jeg er helt bevidst om, at jeg træder ind i et minefelt, men hvis ikke jeg virkelig fandt det nødvendigt, ville jeg ikke vove pelsen.

Det er selvfølgelig primært affødt af at USA’s Højesteret, der med et slag har banket “The Land of The Free” tilbage til forrige århundrede, men sandheden er, at jeg i længere tid har noteret mig tegn på, at kvinder helt generelt er under pres.

Det er som om en barok blanding af de meget højreorienterede, militante transpersoner og medløbere i et uskønt fællesskab og med hver sin dagsorden flytter på nogle helt basale frihedsretter for kvinder.

Dette handler ikke om eksempelvis kampen for flere kvinder i bestyrelser og på kunstscenen, som jeg selvfølgelig støtter helhjertet. Det her er noget andet, og det er større end højre og venstre side i dansk politik, som visse organisationer gerne vil have det til at blive. Stærkt hjulpet på vej af en DF kampagne om retten til at være almindelig. Det må for alt i verden ikke ske, så vi står i samme situation som med udlændingedebatten for 30 år siden, hvor ingen turde påpege åbenlyse udfordringer af frygt for at blive udskammet.

Man er ikke bagstræberisk eller højreorienteret, fordi man gerne vil beholde sin ret til at være kvinde, og dermed også have ret til at bestemme over sin egen krop, sin seksualitet og sin betegnelse som, ja netop kvinde.

Lad os starte der. LGBT+ vil gerne, at vi benytter betegnelsen ciskønnet. Ciskønnet er en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen.  Med andre ord en heteroseksuel kvinde, født som biologisk kvinde. Selv det, er jeg i tvivl om jeg egentlig “må” skrive.

Jeg kan altså ikke længere “bare” betegne mig som kvinde. Jeg skal også flashe mit seksuelle tilhørsforhold, og min kønsidentitet. Siden hvornår har vi i Danmark forlangt, at folk skal flashe deres seksuelle tilhørsforhold, uden de selv har lyst til det?

Jeg har stor respekt for at nogen har det behov, og gerne går i en parade for at vise, hvor stolte de er. Jeg hepper så meget på dem, støtter Dansk Regnbueråd aktivt og og omfavner også gerne alle transpersoner, der bare vil leve i fred og fordragelighed som kvinder. Men det må og bør være en privatsag, om man vil behæftes med en kønsidentitet, og jeg kan ikke acceptere, at fordi andre har det anderledes, må jeg ikke længere bare kalde mig kvinde.

J.K. Rowlings tog kampen op, og formastede sig til at skrive, at der er en betegnelse for de personer, der menstruerer – nemlig kvinder.  Nogle vil hævde på en humoristisk måde, andre på en fornærmende. Faktum er imidlertid, at siden er hun blevet “cancelled” i en grad, der får Johnny Depp’ s fyringer til at ligne et skvulp i et shotglas vand.

Til jubilæet for Harry Potter, altså det univers, som hun skabte, blev hun ikke inviteret, hun har modtaget dødstrusler, og i disse gale USA tider minder det ganske meget om McCarthy perioden. Ene og alene fordi hun holdt fast i betegnelsen “kvinder”.

Det gjorde de ikke på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn. Det har de modtaget en pris for. Jeg er sikker på, at der ligger gode intentioner bag, og at udstillingen er relevant og værd at besøge, men det er stadig endnu et eksempel på, at betegnelsen kvinde ikke holder længere og med et pennestrøg bliver fjernet.

Kvinders såkaldte safe-spaces er også i fare. Kvindefængsler eksempelvis. Mænd dømt for voldtægt skifter køn og forlanger at afsone i kvindefængsler, hvorefter de begår voldtægt igen. I kan selv Google for at læse om de forskellige episoder, for det er ikke enestående tilfælde.

I slutningen af maj i år, fyldte en sag fra BBC de engelske medier. BBC havde for at være inkluderende ændret et voldtægtsoffers forklaring fra “ham til dem” og “han til de”, fordi vedkommende, der er født som mand og stadig har penis -som vedkommende altså voldtog den unge kvinde med – hævdede at han var transkønnet. Udover at være citatfusk, sætter det også en sårbar kvinde i en endnu mere sårbar position, når hun nu også skal tage hensyn til voldtægtspersonens (!) ønske til pronominer. Igen flyttes fokus, og det er kvinden, der taber. I øvrigt midt i en #metoo og #textmewhenyougethome tid. Det er til at blive rundtosset over.

Og så skal vi da også lige runde sporten. I denne uge vedtog svømmeforbundenes verdensorganisation, at transpersoner skal stille op i en særlig “trans-kategori”. Så vidt jeg har kunne læse mig til er rugbyforbundet fulgt efter og det er i min optik kun fair. Hvilket blandt andet Caitlin Jenner også har advokeret for.

Jeg vil gerne endnu engang understrege, at jeg er stolt af at leve i det land, der først gav personer af samme køn (!) ret til at blive gift, og at jeg har den største sympati for personer, der gerne vil have forskellige kønsidentiteter. For  min skyld må folk gøre, som de vil, så længe det ikke går ud over andre. Det er bare det, det gør nu. Det går ud over kvinder.

Jeg oplever pt., at kvinder bliver presset fra flere sider, og selvom det er fra to helt forskellige fløje, så er fløjene lige skingre, og “the bad guys”  fra begge fisker i rørt vande. I øjeblikket desværre med succes.

Tilbage i midten står som sædvanlig alle vi, der gerne vil være inkluderende, men også beholde retten til at bestemme over egen krop og til at være og kaldes kvinde. Tænk, at vi er nødt til at kæmpe for det i 2022. Tag aldrig frihedsretter for givet.

Jeg er kvinde, og det er jeg stolt af!

Thumbs up for Conde’s Nast, der reagerede prompte på Højesterets afgørelse.

Valdemar knaldede med Henriks kone…

… og så mistede Danmark sit Nordtyske Østersørige. Det var nemlig Valdemar Sejr og Grev Heinrich af Schwerin, der var tale om, og jeg lover jer, at her er drama for alle licenspengene, eller hvad vi nu betaler nu om dage.

Jeg var løbet sur i Netflix og andre streaming tjenester og gik derfor på jagt i DR.dk. Her faldt jeg over en så seværdig serie fra 2018/9 – “Kongelige Eskapader”. Det er ren operadrama og næst efter Frederik Cilius’ tragiske fortælling om sit SAS eventyr, de mest underholdende oplevelser, jeg har haft i denne uge.

Det er historiefortælling på den moderne måde, men med eksperter bag ordene, og det er i den grad værd at bruge tid på. Glem Henrik d. 8. og andre engelske skandaler, vi er i den grad selv leveringsdygtige i saftige historier.

Valdemar Sejr. Jeg må ærligt indrømme, at indtil denne uge kendte jeg ham mest for kongen, der bragte Dannebrog med hjem fra Estland, og lur mig, om ikke de fleste har det lige så. Men Valdemar – den liderbuk (ikke mine ord), han var ikke bare Danernes konge, han var også konge over de skønne kvinder.

For at citere en af fortællerne i tv-serien, så var Valdemar datidens mandeideal, en rigtig “hottie”, og det udnyttede han. Først til at gøre sin netop afdøde brors svenske kone gravid. Det var ikke helt så heldigt, for der var vist et lille overlap, når man tæller måneder i forhold til hvornår Knud faldt ned af trappen og døde. Men nu var han jo død, så hvem regner, og Valdemar havde desuden allerede en søn med en ukendt kvinde.

Sjovt nok var det også Valdemar Sejr, der førte kaniner til Danmark. Inspireret af de kongelige i blandt andet Frankrig ville Valdemar også jagte kaniner. Ja, ja… og.. ,o)

Afsted med Helena og søn (og måske også en datter) til Sverige og enter Dronning Dagmar. Skøn, from katolsk ungmø, der desværre døde i barselsseng ved barn nummer to. Det var i øvrigt vigtigt, at hun var from, for Valdemar ville rigtig gerne holde sig på god fod med  paven. Det betød noget for hans senere korstog mod netop Estland. Var det et korstog med pavens velsignelse, måtte han nemlig godt slå ihjel. Måske er det den samme logik, Putin benytter, når han sørger for at have den Russisk Ortodokse kirke på sin side.

Til gengæld måtte uægte børn (frille sønner) ikke længere arve tronen, så det var vigtig for Valdemar at få nogle i ægteskab også. Dagmar blev efterfulgt af varmblodige, portugisiske Berengária. Jeg tror, jeg var fraværende den dag i skolen, hvor vi lærte, at vi har haft en portugisisk dronning. Nogle mener ovenikøbet, at Valdemar allerede før Dagmar også var gift i kort tid med engelsk Mathilda. Altså hele tre hustruer plus det løse.

Berengariá dør også i barselsseng ved barn nummer 5. De tre første kom sidenhen ud i borgerkrig mod hinanden om magten i Danmark, men det er en helt anden historie, ligesom de mange andre sidespor, man godt kan komme ud af, når man dykker ned i Valdemars liv.

Men her er det liderligheden, vi fokuserer på, for undervejs på korstog mod hedningene i De Baltiske Stater, passerer Valdemar de danske besiddelser i Nordtyskland. Danmark var nærmest et imperium i de dage (Valdemar Sejr regerede 1202 – 1241). Hele Østersø regionen med Nordtyskland, Skåne, Halland og Blekinge.

Fyrsterne i Nordtyskland er dog ikke helt så begejstrede for Valdemar som kvinderne, og da Heinrich af Scwerin ydermere finder ud af, at Valdemar har ligget i med hans kone, bliver han for alvor vred og kidnapper Valdemar og hans søn -Valdemar Jr..

Det bliver i princippet begyndelsen på ende af det store danske rige, for Heinrich holder Valdemar fanget i to år, og uden en stærk leder begynder Danmark at falde fra hinanden. Først efter svære forhandlinger med Heinrich frigives Valdemar i 1225, men Danmark må i den forbindelse afstå hele Nordtyskland med undtagelse af Rügen og betale en stor løsesum.

Valdemar den Unge sidder i fangeskab et år længere end sin far, og få år efter dør han af et vådeskud fra en armbrøst. (!). Der var gang i den.

Valdemar forsøger at generobre noget af Tyskland, men taber og stikker piben og vist også andet ind, for der står ikke noget om flere børn.  Til gengæld giver han os Jyske Lov og de berømte ord: “Med lov skal Land bygges”.

Men altså… hvis ikke Valdemar havde knaldet Henriks kone, så havde historien set meget anderledes ud. Hvis ikke engelske parlaments medlemmer havde delt elskerinde med russiske spioner, havde historien også set anderledes ud. Hvis ikke Cleopatra havde haft en lille trekant kørende osv. osv. I kan selv fylde på.

Vi er tilbage til udgangspunktet – det hele handler om sex, magt og penge. Intet nyt under solen. Vi er bare blevet digitaliseret og har fået industriel udvikling, som har ødelagt naturen. Men menneskene, vi har ikke udviklet os synderligt.

Gør jer selv den glæde at se et par afsnit af serien. Det er både underholdende og oplysende, og så er det en fornøjelse, at det er værter, der virkelig ved noget om det, de taler om, som guider os igennem det hele. Endelig, så er der også den fordel, at det her er eskapader, der er foregået for mange hundrede år siden, og derfor behageligt langt væk. Meget bedre end disse tiders nyhedsstrøm.

Kongelige eskapader

Taknemmelig…. med en snert af skamfuldhed.

Lige nu spiller radioen “Den dejligste morgen” med Gnags, og sådan har jeg det også lidt. Jeg går simpelthen rundt og er i smaddergodt humør.

Det er spirende forår, jeg har fri, ældste sønnen er hjemme på påskeferie og bliver både fedet op og forkælet. Vi sover længe, ser gamle italienske film, quizzer og går i hubba bubba tøj uden at bekymre os om særlig meget.

Den største undren har været om der findes en Fugle Tinder. Ja, I griner, men historien er, at i søen overfor havde vi stort drama for nogle måneder siden, hvor ræven (tror vi, det var), fangede en af de to svaner og dræbte den. Det så meget drabeligt ud bagefter, og der blev faktisk ikke spist særlig meget af den dræbte svane. Det er heller ikke sjovt, at få alle de fjer i munden.

I et par uger svømmende den efterladte svane rundt helt alene, men bum! pludselig var de to. Nu ligger hunnen på æg, og foråret er fuldstændig, som det plejer at være, og vi kan forvente det sædvanlige antal svællinger.

Og så var det, vi kom til at tale om, hvordan sådan en enke(mand) svane bliver til et par igen. Hvordan finder en anden enlig svane pludselig ud af, at der i søen i parken padler en ensom og sørgende svane rundt og mangler en mage? Der må være en form for naturens Fugle Tinder, med informationer, der spredes via fuglenes kvidren.  Pip pip – der er en enlig – kvidr – svane i søen. Pip pip, hvem kommer -kvidr – først. Skøn tanke, og jeg vil slet ikke vide, hvis der har været mennesker involveret.

Så er man nede i gear, når man kan gå og tænke sådanne tanker. Det er skønt, og jeg er så taknemmelig, men lige i (ande)rumpen kommer skamfølelsen.

Hvordan kan jeg gå rundt og være så glad i låget, når der er krig i Europa, og stakkels mennesker finder deres elskede i massegrave – hvis de altså finder dem.

Flere har skrevet, at Volodymyr’s største fare er, at folk mister interessen, for Vestens opbakning er af bogstaveligt talt livsvigtig betydning, og det er jeg jo smerteligt bevidst om.

Derfor skamfølelsen. Kan jeg tillade mig at leve så privilegeret og være så glad samtidig med, at andre lider?

Det er ikke noget nyt dilemma, og især overlevende fra ulykker, hvor andre har mistet livet, lider af dårlig samvittighed over ikke også at være blevet dræbt.

Men vi kan jo heller ikke lade hele livet gå i stå, og Påsken skal netop minde os om, at først sørger vi over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig. Som situationen er nu, kan vi desværre blot håbe og bede til, at lidelserne slutter så hurtigt, som muligt,  så vi kan fejre – og hjælpe med –  genopstandelsen.

Til gengæld har vi en forbandet pligt til at være taknemmelige over hvor godt, vi egentlig har det, og det forsøger jeg at minde mig selv om hver dag.

Siden en veninde engang i slutfirserne smed en bog på mit bord med ordene “den skal du vist læse”, har Louise L. Hay været min guru(inde). Som I kan se, er bogen godt slidt, for den har været med mig over hele verden, og den er blevet brugt flittigt.

Jeg ved godt, at alle har sine egne guruer, guder og meditationsmetoder, men jeg lærte altså at meditere til de remser, som er i denne bog, og det gør jeg stadig. Jeg har udvidet repertoiret over årene, og har nu også Hay som lydbog, “Morning and Evening Meditations”. Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig har lyttet mig igennem aften varianten, men jeg bruger jævnligt morgen udgaven, som jeg ligger og lytter til, før jeg står op. Den handler akkurat om at være taknemmelig. Især for de små ting, som eksempelvis ens badeværelse. Som Louise L. Hay siger:  “Even Kings and Queens did not have that modern miracle, your Bathroom is”, og det er der jo noget om. Man kan altid finde nogen, der har det værre end en selv.

“Send love ahead of you, if you are going to….. ” lyder en anden af sætningerne. Banalt, men det virker. Det går altid bedre, når vi møder andre med et smil og gode intentioner.

Og således fik jeg skrevet mig frem til, at det er ok, at jeg går rundt og er glad i låget, bare jeg husker at være taknemmelig over at være, hvor jeg er, og at jeg så ellers også forsøger at hjælpe, hvor jeg kan og være god mod min næste.

Det er måske ikke helt at fejre genopstandelsen, men lidt derhen af.

GOD PÅSKE!

Lykke er…….når sønnike er hjemme på påskeferie, og vi bare “cruiser” for hyggens skyld.

What a Difference a Day Makes…

Det er titlen på et gammelt popnummer, der første gang blev et hit på engelsk i 1959. Den er nu oprindelig skrevet på spansk og i 1934, men sådan er der så meget.

Jeg har tænkt meget på den sætning de sidste par uger, og jeg er nok ikke den eneste, der gerne så verden tilbage til hvor den var for et par uger siden. Det går lige stærkt nok -den forkerte vej – i øjeblikket.

Sidst jeg bloggede, havde jeg fokus på New Zealand og en demonstration, hvor demonstranterne blev mødt med musik for at få dem til at gå hjem. Det causerede jeg lidt over i forhold til Nato og Rusland og hvilke sange, de burde spille for hinanden. Det gør jeg ikke længere.

For første gang nogensinde i mit voksne liv er jeg reelt bange for krig – atomkrig!

Vi 50somethings, vi var unge i 80’erne. De fleste af os har været i Østeuropa før Muren faldt (absolut ikke nogen sjov oplevelse), og mange af os kan huske, hvor vi var, da vi hørte om Tjernobyl ulykken. Men selvom der var iskold krig, spioner på broen, og gamle mænd i Politbureauet, så var jeg aldrig for alvor bange. Det er jeg nu.

Noget kan selvfølgelig tilskrives ungdommens letsind, men det var alligevel anderledes. Vi havde håb om forbedring, tidens ord var NEDrustning, og der var jubeloptimistiske tiltag som Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet, og der var så mange fredsgrupper, at en af mine venner opfandt “Morgengrimme for Fred”.

Den mærkeligst personlige oplevelse fra den tid var en gang, jeg havde forvildet mig på et alternativt kursus om tankens kraft. Pludselig skulle vi alle sidde og tænke positivt på supermagterne ud fra devisen, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker gjorde det samme over hele verden, ville det påvirke de respektive ledere i positiv retning.

Jeg syntes, det var for langhåret, og gik før tid. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville gøre i dag, for jeg er der, hvor jeg er villig til både bønner, tanker og morfogenetiske felter, hvis bare det virker.

Men tænk engang. For bare tre uger siden, så verden helt anderledes ud, og så hurtigere, end jeg kan mikse en Black Russian, har vi krig på kontinentet, politik på speed og et dansk parti, der er ved at gå over på midten, fordi de ikke kan blive enige med sig selv om, hvordan de skal mene noget andet, end der står i deres partiprogram. Den er også svær, og kræver en spindoktor i særklasse og et realitytjek hos deres vælgere, men i disse dage er der ikke plads til nuancer nogen steder.

Russiske kunstnere, der har brugt hele deres liv som systemkritikere, med selvsamme liv som indsats, bliver cancelled, blot fordi de nu en gang er russere, og i det hele taget er alle gået i en slags kollektiv selvsving, hvor man bare vil handle nu og her. Det forstår jeg godt, det er måske bare ikke så hensigtsmæssigt på den lange bane, så jeg håber at alle -især vores politikere- lige tager en dyb indånding, og holder hjernen kold og hjertet varmt. En fejltagelse nu kan blive fatal.

Men det er svært. Jeg er selv blevet nyhedsjunkie (kan ikke anbefales), og har i snart to uger øvet mig på at sige Volodomyr. Manden, der overnight blev helt, og som alle nu vil hjælpe…. bare ikke så meget, at det starter en atomkrig, og det er han desværre smerteligt bevidst om. Det er vi også.

Det er catch22. Vi ønsker af alle vore hjerter, at de tapre Ukrainere vinder, men vi ved også godt, at de er oppe mod en af verdens største hære, hvis øverstkommanderende er villig til at tage det ultimative våben i brug. Det ved vi. Det ved Putin, og han ved, at vi ved det, så her står vi og holder vejret og håber på, at der ikke sker en fejl.

Jeg læste, at amerikanerne nu har oprettet en særlig direkte linje til Moskva, med netop det ene formål at udrede evt. misforståelser, og jeg læste også, at Putin har sendt hele sin familie til en hemmelig underjordisk bunker by under jorden et sted i den russiske ødemark. Det er en gyser!

Foto fra NBC News

Kan I huske Mikhail Khodorkovskij? Han var den første rigtige oligark, tilbage i 90’ernes wild west kapitalisme under Jeltsin. Han ragede imidlertid uklar med Putin, faldt helt i unåde og blev sat i fængsel, som han efter 10 år blev løsladt fra. I dag lever han i London, og vil gerne fremstå som menneskerettigheds forkæmper (!) med sin fond Open Russia, der kæmper for et demokratisk Rusland.

Jeg har i dag set to forskellige interviews med ham. Et på fransk tv, der er fire dage gammelt og et på CNN, der er en dag gammel. Som jeg oplever det, har han holdnings- og frygtmæssigt flyttet sig på de tre dage, og taler i det sidste om, at man er nødt til at stoppe Putin NU! What a Difference a Day Makes.

I mellemtiden er den reelle oppositionsleder, Navalnyj (ham der overlevede giftangreb) også i fængsel i Sibirien og har afsonet 1 år af sin 2,5 års straf, men den 25. januar blev han opført på de russiske myndigheders liste over terrorister og ekstremister, så han kommer nok ikke ud til tiden.

25. januar, altså en måned før verden gik af lave. Hvis jeg forstår rigtigt, så blev invasionen også udskudt lidt, fordi kineserne bad russerne vente til efter vinter OL. Hvis det altså er sandt. Sandheden er som bekendt det første offer, men det hele ser meget planlagt og ikke godt ud.

Jeg ville gerne som altid slutte i dur og med håb, men lige i dag har jeg altså svært ved det. I forgårs sad jeg med tårerne ned af kinderne, da 150 radiostationer spillede “Giv Peace a Chance” samtidig. Og jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel overhovedet på noget, men det viser i det mindste, at de fleste af os rykker sammen, og ikke på nogen måde ønsker, hvad der sker i øjeblikket. Heller ikke for de stakkels helt unge russiske mænd, der rystede ringer hjem til deres mødre og fortæller om krigens rædsler. De troede, de skulle på øvelse.

Jeg håber virkelig, at når jeg blogger næste gang, så har nogen fundet en udvej, hvor ingen taber så meget ansigt, at der trykkes på en rød knap og at verden så ser bedre ud. What a Difference…. med omvendt fortegn.

Vil I ikke nok kysse-kramme jeres nærmeste lidt mere i den kommende uge og minde dem om forår og lysere tider, for det tror jeg, vi alle har behov for.

 

It’s a strange world…. we’re living in…

Det har været en helt utrolig uge på nyhedsfronten, og her tænker jeg ikke på den måske kommende krig i Europa, telte til F16 fly på Bornholm og amerikanske soldater på dansk grund.

Nej, jeg tænker først og fremmest på dagens nyhed fra New Zealand. New Zealænderne – også kendt som Kiwi’erne, er trætte af Corona restriktioner. Det kan man i princippet ikke fortænke dem i, de kører på andet år uden pauser, og nu er de altså blevet så trætte og mellemfornøjede, at de demonstrerer foran parlamentet, og de har ikke tænkt sig at gå hjem.

Det er politikerne omvendt blevet så trætte af, at de for at få demonstranterne til at gå hjem, vil gøre livet surt for dem, og i New Zealand handler det ikke om vandkanoner og gummikugler – nej, man sætter Barry Manilow’s Greatest Hits på instant replay og lader musikken gjalde ud over de mange demonstranter. Der står i min netavis, at det starter forfra hvert 15. min. Det siger lidt om, hvor mange greatest hits Barry Manilow har på de kanter.

Så skulle man jo tro, at de hårdt prøvede demonstranter gik hjem, men haha – Kiwi’er er seje, for de hentede da bare Soundboxen x 100 og svarede igen med Twisted Sisters hit fra 80’erne “We’re not gonna take it!

I love it!

Se, det er nyheder og protester, man kan forstå. Civiliserede mennesker med humor, der meget tydeligt gør klart, at nu har politikerne altså at gøre det bedre. Også bedre end Barry Manilow, som sikkert ikke synes, det er lige så sjovt at læse. Det skal retfærdigvis nævnes, at han har solgt i omegnen af 85 mio. albums, så han overlever nok.

Men prøv at tænke tanken lidt videre. Ville det ikke være befriende, hvis resten af verden opførte sig som på New Zealand. Man ser det for sig…. Putin spiller “Don’t stand so close to me” for Nato, og Biden svarer med “Wake me up before you go go”! 

Twisted Sister anno 1984

Men I har det sikkert ligesom jeg. Man er ved at være godt træt af verdenssituationen. Ikke at man keder sig lige så meget, som den russiske sikkerhedsvagt, der i kedsomhed tegnede øjne på et uvurderligt maleri, han var sat til at passe på (også en nyhed fra denne uge), men det er ikke rigtig så sjovt længere vel?

Faktisk, vil jeg meget hellere kede mig lidt mere, end bekymre mig om vi får besøg fra fjerne planeter som det næste, eller om Bornholm er i fare for at blive besat af russere.

“Du har for meget tid til at læse dårlige nyheder” vil nogen måske hævde. Ja, det har jeg måske nok, men det er indimellem svært at undgå. Det var meget lettere dengang, der var morgenaviser, radioavis hver time, og så TV Avisen kl. 19.30. Tænk, at engang var der ramaskrig over at sendetidspunktet for TV-Avisen måske ville blive flyttet. Det er som et tidligere liv.

Kan I huske Mogens Berendt? Han var TV-Avis stjerne, og jeg var ret vild med ham. Han var vores generations første nyhedsstjerne, og jeg kan huske, da han blev pålagt at dementere et indslag, der havde været i TV-Avisen. Han satte sig og læste hele dommen op i sin ordlyd. Vi taler monopoldage, bedste sendetid og så satte han sig og læste op fra et stykke papir i noget, der lignede 10 min.  med ord, som ingen fattede en lyd af. Den var ikke gået i dag. Men det er der, så meget, der ikke var.

Og nu vi er ved TV. I løbet af ugen så jeg også et tv-program med tilbageblik til tiden omkring 1990. Man interviewede bagagemedarbejdere i lufthavnen om de nye regler, der indebar, at man kun måtte drikke alkohol i frokostpausen. Ja, den er god nok.

Den generte unge mand svarede, at det måske nok var meget godt, at det blev begrænset, for det var jo en arbejdsplads med køretøjer. Ganske illustrativt stod han i en hal, hvor bagagevognene kørte rundt om ham.

Pludselig forstod jeg, hvorfor så meget bagage forsvandt tidligere. Det kan ikke have været helt let i en halv-bimmelim at ramme det rigtige fly med en kuffert. I dag er vi glade, bare bagagemedarbejderne arbejder. Spørg selv Søren Pind, der i går skulle på vinterferie med sine børn, og først blev forsinket, så sendt afsted uden bagage. Den bagage hvor – ifølge ham selv – hans blodtryksmedicin ligger. Pind besidder heldigvis også humor.

Det har i sandhed været en mærkelig -men underholdende, verden i denne uge.

Foto er lånt fra Søren Pinds officielle Facebook side.

Glemmer du…..så husker nogen for dig.

Jeg er egentlig mest i humør til at se fremad og ikke tilbage. Det tror jeg, vi alle har behov for her post Corona, men så dukkede en video op i weekenden, og den fik i den grad tankerne på “memory lane”.

Som gammel Vesterbro’er er jeg medlem af en Facebook gruppe for os, der er opvokset eller har boet på Vesterbro. Det Vesterbro vel at mærke, der var før Caffe Latte segmentet overtog, og serveringspigerne begyndte at tale jysk. Skrevet helt uden undertoner, for jeg hilser byfornyelsen velkommen.

Men det er sjovt at være medlem af denne gruppe, for der uploades tit gamle billeder og historier, og selvom jeg har boet i Helsingør i snart 23 år, elsker Helsingør, og det er her fra min verden går, så har jeg altså også nogle rødder, (nej, ikke drengene fra den gang….), som jeg tænker tilbage på med lige dele kærlighed og undren. Undren fordi så meget er forandret, og fordi det vitterlig føles som et tidligere liv.

Når jeg en gang imellem fortæller mine sønner historier fra min barndom bliver de lidt fjerne i blikket og jeg kunne lige så godt fortælle om en familie fra det forrige århundrede – hvilket det jo i princippet også er. De kan ikke forholde sig til det, og selvom de med deres intellekt forstår, hvad jeg fortæller, kan jeg også mærke, at de er meget langt fra baggårde, tage på skure, hvor man legede og små lejligheder. Nå, historieinteressen kommer nok en dag.

I fredags uploadede Lars Daneskov en video i Facebookgruppen med teksten: “Man kan godt tage en dreng væk fra Vesterbro, men aldrig tage Vesterbro væk fra drengen.”

Drengen er i dette tilfælde Michael Trampenau, eller som de fleste kender ham – Mike Tramp. Han har, efter at have sunget på engelsk i 45 år, lavet en sang på dansk “Min by”, som med den meget fine video, der følger med, på allerbedste og poetiske vis rammer Vesterbro lige på kornet. Både fortid og nutid og ærligt, jeg sad med tårer i øjenkrogen, da den sidste strofe lød.

Michael kom i Vesterbro Ungdomsgård. Jeg kom i Bryggergården Ungdomsklub, så vi kendte ikke hinanden. Man blandede sig ikke så meget. Ungdomsgården syntes vist, vi fra Bryggergården var lidt fine på den, og vi syntes, de var lidt nogle rødder. Jeg frekventerede dog ind imellem Ungdomsgården, for det kan godt være, drengene var nogle rødder, men de var også lidt spændende og lidt lækre.

Det var en sjov tid. En ubekymret tid. Vi var for unge til helt at forstå Den Kolde Krig, og vi kunne være os selv, for det var før mobiltelefoner. Selvfølgelig skulle vi være hjemme til bestemt tid, og min mor ville altid vide, hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med, og der var enkelte steder, jeg ikke måtte komme (det kan jeg i dag godt forstå), men derudover,  var der ikke så mange regler.

Meget takker været ungdomsklubberne – og hvorfor har vi ikke dem længere? Det har undret mig i mange år, og især da mine drenge blev teenagere. Hvor pokker skal de yngste teenagere hænge ud?

Det var ikke ungdomsskoler, det var klubber, men der var et hav af tilbud til os, der var for unge til at gå ud, men for gamle til at være hjemme, og vi voksede ikke op i huse, der var store nok til at vennerne lige kunne kigge forbi.

“Det er bedre, end at de hænger på gadehjørnerne” skulle Børge Kisbye angiveligt have sagt, da han under stor ståhej introducerede Rock´n Roll sodavandsballer i Kødbyen, og det var samme filosofi 20 år senere, da man etablerede ungdomsklubberne. Vi skulle ikke hænge på gadehjørnerne om aftenen.

I Bryggergården kunne man komme fra 13 – 17 år (hvis jeg husker rigtig). Her var masser af tilbud med kompetente voksne, hvis man ville det. Værksteder, musikinstrumenter så man kunne lave sit eget band (her slog Ungdomsgården os altså), billard, bordtennis og hvad ved jeg. Men… man kunne også bare hænge ud og vente til diskoteket åbnede og så sidde der i mørket eller danse og føle sig lidt mere voksen.

Mens man ventede på at diskoteket skulle åbne kunne man altid hygge sig med veninderne og grine, som kun teenagepiger kan gøre det. Bemærk i øvrigt den diskrete brillemode.

På hverdage var der disko i et mindre, mørkt lokale, men om fredagen var det anderledes og i den store sal, der ellers husede fem bordtennisborde. Det var en fest – sodavandsfest, for her måtte heller ikke være alkohol. Det forhindrede os nu ikke i at indtage noget før, og den dag i dag så mange år efter, rører jeg A L D R I G Martini. Den flaske i legehuset før fredagsdisko satte uudslettelige spor.

Det hele lukkede klokken 22 på hverdage og kl. 23 om fredagen (igen, hvis jeg husker rigtig), så vi kunne komme hjem og være klar til skole dagen efter.

Jeg var i Bryggergården stort set hver aften i nogle år, og jeg ved ikke, hvor vi ellers skulle have været. Det var et fantastisk fristed, og jeg er stadig i kontakt med venner fra den gang.

De mange tilbud gjorde også, at ingen faldt udenfor. Vi vidste da godt alle sammen, hvem der var sej og hvem, der var nørd, men nørderne gik jo bare på værkstederne og hang ud med de andre nørder, mens de seje gassede op på knallerten og kyssede piger. Har en mistanke om, at det nok var nørderne, der klarede sig bedst på den lange bane.

En sjælden gang gik turen så til Ungdomsgården, men kun sammen med nogen, som gik der i forvejen. Man kom ikke alene. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Til gengæld var man så også accepteret og velkommen, hvis man kom med en af de faste, og der var jo lige det med de charmerende rødder.

Mange, mange år senere, da Vesterbro var på vej til at blive hipt, og der var åbnet noget så fancy, som en café/bar, var jeg i byen og mødte en af de charmerende rødder fra den gang. Jeg beklagede mig over, at jeg syntes kvarteret var blevet hårdere -det var da de østeuropæiske piger og alfonser gjorde deres indtog. Han kiggede bare på mig og spurgte, om jeg havde smidt telefonnummeret væk. Desorienteret kiggede jeg på ham og spurgte, hvad han talte om. Svaret kom prompte – “Du ved da godt, at hvis der er nogen, der rør dig, så kommer vi efter dem”.

Jeg blev så overrasket og rørt, at jeg her mere end 30 år efter kan genopleve hele episoden, og nej – det var ikke en scorereplik. Det var ganske enkelt et udtryk for, at du er en af os, og vi passer på hinanden.

Den følelse blev vakt igen, da jeg så Michaels poetiske video, for man kan også tage pigen ud af Vesterbro, men man kan ikke fjerne Vesterbro minderne fra pigen.

Senere rykkede vi, der bedst kunne lide at danse videre, men det er en helt anden historie.

For en god ordens skyld skal lige nævnes, at Bryggergården eksisterer stadig som ungdomsklub for de 10 – 14 årige, men der er ikke aftenåbent.

Stille søndag

Det er egentlig sjovt. Alle dage i ugen har hver deres klang, stemning eller aura om sig. Noget giver selvfølgelig fuldstændig sig selv i og med de fleste arbejdspladser trods alt holder lukket i weekenden, men i takt med at grænserne for hvor og hvornår, man arbejder bliver udlignet, sker der også noget med dagene… og så alligevel ikke.

Vi 50somethings voksede op med at det nærmest var umuligt at købe ind, hvis man ikke fik gjort det på hverdage inden 17.30 eller lørdag formiddag, og vi fra København kan stadig huske priserne i det lille supermarked på Hovedbanegården, der var datidens døgnkiosk. Kors, de må have haft en gigant fortjeneste.

Sådan er det heldigvis ikke længere, men alligevel er der stadig noget over både man-, fre- og søndage, der adskiller dem lidt fra de øvrige. Altså, hvem kan med hånden på hjertet reelt kende forskel på tirsdag, onsdag og torsdag? De er der bare. Ofte fyldt med aftenskole eller andre foredragsarrangementer, for det er yndlingsdagene for dette. I virkeligheden nok mest tirsdag og især torsdag, og så ligger onsdag der gråsort i midten. Vi bør lave en “gør onsdag festlig kampagne” – med andet end wienerbrødssnegle.

Og så havde jeg næsten glemt lørdag. Den er også lidt anonym ikke? Hvis man altså ikke er jøde, selvfølgelig, men det er sådan lidt en tømmermændsdag for de unge og for de midaldrende middag med vennerne, festdag eller hvis det er helt sløjt -talkshow eller serie aften.

I dag er søndag. En virkelig stille en af slagsen, for det er sidste weekend i denne omgang nedlukning. Forhåbentlig aller sidste nedlukningsweekend, for nu begynder det altså at være lidt træls. Men her er virkelig stille. Der kommer en enkelt løber forbi udenfor vinduet, men det er så også det.

Måske er det bare mig, der pga. januar og Corona nedlukninger er gået i noget, der minder om bjørne vinterhi, men det er som om, der ligger en dyne over alt, og denne gang er der bare ikke et EM i fodbold i horisonten til at rive dynen af. Men der kommer Tour de France vil nogle så råbe, og jeg lytter og glæder mig.

Da jeg var single (i et tidligere liv) var jeg heller ikke specielt begejstret for søndage. Til gengæld har jeg været populær hos diverse biografer og udstillingssteder, for jeg har godt nok været til mange søndags eftermidddagsforestillinger og også til både helt almindelige og lettere bizarre udstillinger, for det var jo før Turbo-TV, Netflix  ol. Heldigvis begyndte der at ske noget på event området nogenlunde samtidig med at DR monopolet blev brudt og så kunne man bruge søndagen på at tage ind og høre eksempelvis Dan Turrell tale på Café Victor. Tak og lov for at nedlukningen er sket efter internettet.

Dette er foto af en plakat, der kan købes hos https://permild-rosengreen.dk

Jeg har lavet en slags nytårsforsæt. Jeg skriver en slags, for det er faktisk noget jeg har besluttet før nytår, og som jeg har lovet mig selv, at jeg vil prøve at efterleve altid: Jeg vil glæde mig til mandage!

Jeg har i alt for mange år glædet mig til fredage. Åh, så var ugen overstået, det blev weekend, og som yngre lig med fest og farver og som ældre lig med hygge og afslapning.

Nu vil  jeg vende det om. Jeg vil glæde mig til mandage. Jeg vil være så glad for mine hverdage (der kom ham onkel D. igen….), at jeg simpelthen vil glæde mig til hver mandag og fejre, at nu begynder en ny arbejdsuge igen. Det kræver selvfølgelig lige et arbejde, man kan glæde sig til, men det skal nok komme.

“It’s a state of mind” siger de kloge, og på nogen punkter, tror jeg, de har ret. Dermed ikke sagt, at man kan tænke sig til alt…. eller kan man? “Guru’er” som Louise L. Hay mener jo man kan, og jeg har været til tilstrækkeligt mange meget mærkelige sessioner over hele verden til at kunne bekræfte, at for nogle mennesker, så er dette den hele og fulde sandhed.

Sportsfolk og andre, der skal præstere på eliteplan, er fuldt ud bevidst om, at det også kræver mental træning og visualisering er anvendt og anerkendt i vide kredse, og vi ved også fra os selv, at er vores første tanke om morgenen “dette bliver en god dag”, så er sandsynligheden for at det bliver det også større, end hvis vi starter med “arghhhh…. hvor jeg ikke gider i dag”. -Og hvor mange gange har vi ikke gjort det en mandag morgen?

Men nu skal det være slut. I hvert fald for mit vedkommende. Ud ryger “Thank God it is Friday” (kan I huske den?) og ind kommer …. øh…. …”I don’t like Mondays”.. nej!…. “Mandags stævnemøde”.. slet ikke … “Manic Monday”. arhg.. ..nåh, heller ikke.

Tjah, så er der vel kun Pia Raug tilbage – og så maler vi alle dagen blå!

God (stille) søndag og må I alle få en helt vidunderlig mandag i morgen!

“Alderens arrogance”

I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.

Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man  gøre noget oftere.

Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.

Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.

I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.

Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del  – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.

Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.

Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.

Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.

Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?

Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.

“Vi skal alle dø en dag, men alle andre dage skal vi leve” PR Foto fra TV2

I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.

Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.

Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen.  Klarsyn og lethed eksempelvis.

Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!

GODT NYT ÅR!

Mødte du så Merlin?


Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

En helt almindelig butik på hovedgaden – man er altid tættere på “The highest Vibration” i Glastonbury.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?

En noget mere nutidig og virkelig Merlin og Arthur. PR foto fra TV-serien Merlin.

At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!