Kategori: Musik

Udgivet den

Og pludselige blev jeg “En Karen”..

… eller gjorde jeg?

Når man bor i Helsingør, er Hornbæk Havnefest en fast tradition i løbet af sommeren. Man skal lige forbi, og det skulle vi også i år sammen med en gruppe af venner. De var lidt forsinkede, så vi stillede os ved indgangen og ventede. Eftermiddag, ferie, sommer, glade mennesker trods regn. Hvad kan gå galt?

Tjah… et par minutter efter vi havde stillet os glade og halv-feststemte for at vente, ankom et større selskab på cykler. Ladcykler med de kvindelige deltagere i børneboksen. Alle var 30-40something, meget dyrt og skødesløst, sommerelegant klædt, osede af penge og var i den grad hel-feststemte. Så langt, så godt.

De havde imidlertid også en soundboks med på en af cyklerne, og den spillede højt – meget højt, som i helt afsindig højt. De havde tydeligvis et stort behov for at vise, at de ejede hele Hornbæk, for ikke nok med at de spillede højt, mens de kom cyklende, de syntes også ligesom, at de skulle fortsætte deres private fest på parkeringspladsen ved indgangen.

Jeg signalerede med fingre i ørerne, at I må altså godt skrue lidt ned, hvilket fik den modsatte effekt. Jeg var slet ikke klar over, at en soundboks kunne spille SÅ højt, men det kunne den. Det var nogenlunde samtidig med at eftermiddagens musikindslag gik på scenen, og tro mig, selvom vi stod lige udenfor havnen, kunne vi ikke høre bandet fra scenen.

Og så var det, at min indre Karen vågnede. Jeg kunne simpelthen mærke raseriet fysisk boble inden i mig. Ikke så meget fordi de havde en fest, fred være med det, men fordi de så tydeligt signalerede “we don’t give a shit” med andre mennesker, vi ejer det her!

Hvad i hele hule helvede bildte de sig ind?

Jeg var tæt på at råbe til dem, at de skulle skrubbe tilbage til Tisvilde, men endte med at resignere og sms’e vennerne, at vi var gået ind. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud hverken at se på dem eller høre mere Tobias Rahim. Men jeg blev påvirket, og det ødelagde faktisk lidt af havnefesten for mig.

Kunne jeg ikke bare have været ligeglad, og have ladet dem have den fest? Måske, men den manglende hensyntagen i det offentlige rum er efterhånden blevet et problem, og her var det så åbenlyst EXIT-agtigt, at jeg blev provokeret. Desværre for mig selv, for de var jo helt ligeglade, så den eneste, det gik ud over, var mig… nåh ja, og så alle andre, der også stod og ventede. En ung pige lavede himmelvendte øjne, så det var altså ikke et spørgsmål om alder.Bagefter reflekterede jeg alligevel over den vrede, jeg kunne føle boble i mig. Det må være det samme, der sker, når folk mister besindelsen i trafikken (det har jeg heldigvis aldrig gjort), eller når man skal nå den sidste færge, og en emsig dame ikke vil lade bommen gå op (jf. weekendens historier om en vis kendisfrisør).

Det er ukontrollabelt, og boble er den rigtige beskrivelse, for sådan føles det fysisk,  også selvom jeg resignerede og bare gik min vej. Men jeg måtte vige for mennesker, der åbenlyst generede andre bare fordi, at det havde de lige lyst til.

Hvorfor bliver mange af os så vrede i disse tider? Det er der skrevet mange artikler om, lavet film og også debatteret, og hvorfor reagerer så mange så uhensigtsmæssigt? Er det stress og manglende overskud? Afmagt eller undertrykt frygt over, hvad fremtiden vil bringe, eller er det simpelthen fordi, at vores lunte er blevet kortere?

Måske er det en reaktion på den tiltagende hensynsløshed, som flere og flere viser i det offentlige rum? I det føromtalte tilfælde, vil jeg selvfølgelig mene, at jeg havde retten på min side, men det ændrer jo ikke på, at jeg selv kunne føle vreden boble, og sådan plejer jeg altså ikke at reagere.

Men nu kører jeg også i min egen bil til hverdag, og skal ikke høre på andre menneskers private telefonsamtaler, der jo oftere og oftere foregår, så man kan høre hvad begge parter siger – også selvom den ene er inde i telefonen, om man så må sige.

Jeg er også holdt op med at frekventere restauranter, hvor jeg kan risikere, at forældre skifter ble på deres små pus, på bordet ved siden af, og jeg er efterhånden blevet ekspert i at signalere “piss off!” uden at sige noget som helst, når nogen kommer for tæt på min sfære. Nej, jeg tager ikke S-tog i myldretiden.

Nu lyder jeg som en gammel mokke, og det er jeg måske også. Måske kan det være, at jeg begynder at anvende De igen, for at lægge afstand til folk. Nu, når jeg ved, at jeg ikke er en Karen, for jeg endte trods alt med at resignere og gå.  ;o)

Og indenfor til Havnefesten var folk heldigvis -som altid- søde, imødekommende og havde en fest med og ikke mod hinanden.

En Karen:
Oversat fra engelsk–Karen er et nedsættende udtryk, der bruges som slang for en hvid middelklassekvinde, der opfattes som berettiget eller krævende ud over det normale. Udtrykket er ofte portrætteret i memes, der skildrer hvide kvinder fra middelklassen, der “bruger deres hvide og klasseprivilegium til at kræve deres egen måde”.

 

 

Udgivet den

The Business Wisdom of Rock ‘n Roll.

Samme organisation i 60 år!                 -Og et verdenskendt brand.

På DR.dk kan man for tiden se fire afsnit om Rolling Stones’ historie. “Mit liv med Rolling Stones” hedder de, og her får de fire rullesten hver sin episode til at fortælle om deres liv med bandet.

Jeg ved ikke, hvorfor Bill Wyman ikke får lov til at medvirke. Han var trods alt med i bandet fra 1962 til 1993, men der er sikkert noget, vi ikke ved. Under alle omstændigheder, er det de tre levende og nu afdøde Charlie Watt’s programmer, og de er i den grad seværdige. Af flere årsager.

Rolling Stones har været dokumenteret i bogstaveligt talt hoved og r… De har haft Annie Leibovitz med på tour. Scorsese og en mængde andre har lavet film. Der er skrevet bøger. De har selv skrevet bøger og for nogle år siden var der en fuldstændig fantastisk udstilling på Saatchi Gallery i London om deres liv, som i hvert fald blæste mig omkuld.

Derudover er der alt det andet materiale, for de har altid været helt åbne. “Vil du med?” – “Jamen, så kom da”, synes at have været deres attitude i de fleste tilfælde.” Både med og uden drugs, og de har aldrig lagt skjul på noget. What you see, is was you get, og det har i mange tilfælde været sex, drugs and rock’n roll.

Så er der egentlig mere, at komme efter med fire nye timers rullesten?

Ja, det er der. Nu har jeg af gode grunde ikke været med hele vejen, og ikke været fanatisk Stones fan, så for mig kom der nye fortællinger og vinkler frem. Blandt andet at Charlie Watts havde alt sit tøj pakket sirligt med silkepapir imellem eksempelvis sokkerne. Han havde også en kasse med “Charlie’s tekopper” med på tour. Det er der ikke meget rock ‘n roll over. Nu var han jo også oprindelig jazz-mand.

Men jeg lærte også, at Mick Jagger havde gået på London School of Economics (Richards gik på kunstskole), og at han overtog ledelsen i bandet, da de fandt ud af, at de både havde færre penge, end de troede, og at de ikke havde betalt skat.

I den forbindelse besluttede de også, at få et reelt logo, som var så genkendeligt, at når bare man så det, så vidste man, at dette er Stones. Munden blev tegnet af en kunststuderende, og grunden til firmaet Rolling Stones efter klassiske marketingsprincipper var lagt.

Ronnie Wood, den sidst ankomne (han kom til omkring 1975), fortæller om sin første tour, at han nærmest var i chok. Han kom fra Faces (med Rod Steward), og når de var på tour skrev de nærmest setlisten samme dag. I Stones fik han nyhedsbrev (!) hver dag, om hvor de var, hvad der skulle spilles etc. Der var med andre ord fuldstændig styr på HR, intern kommunikation, marketing og med et moderne ord – on boarding processen. Formodentlig også på lønudbetalinger, skat osv. fra allerede midt 70’erne.

Og det er her, det bliver virkelig interessant. Hvor mange organisationer kender I, der i 60 år har haft den samme bemanding, og stadig er “going strong”? Nej vel.

Det er altså noget af en bedrift, især når man har in mente, at udgangspunktet er kreativt. Interne skænderier og drugs holder vi helt ude af denne ligning, for som min mand altid siger: “Hver gang nogen tager et hvæs af en cigaret, tager Djævlen 10 min. af deres liv, og giver til Keith Richards”

Johnny Depp’s maleri af Keith Richards, præsenteret af Castle Fine Art, 2022.

To karismatiske og konkurrerende frontfigurer = Salg- og marketingsdirektører
En neutral trommeslager, der holder takten (og i sidste ende bestemmer) = HR chefen
En “andenguitarist, der er mod/medspil = All round support funktion

Tilsammen = Direktionen, bestyrelsen og innovationsafdelingen.

Publikum = Kunder
Orkesterleder, roadies, bookere osv. osv. = Administrativt personale

I kan sikkert komme med nogle meget bedre sammenligninger end jeg her lige på stående fod, men det fantasiske er, at det er lykkedes, at holde firmaet / organisationen kørende i alle de år. Var brandet med i første Blade Runner fristes man nærmest til at tjekke. Det må I selv gøre ;o)

Jeg tror oprigtigt talt, at det traditionelle erhvervsliv kan lære af rockbands og deres historier, og jeg selv har brugt timer på at tale om det med en af mine musikervenner.  Det er fra de samtaler, overskriften stammer.

Hvorfor er der nogle bands (ikke brands), der bare lykkes og andre, hvor det bogstaveligt talt ikke spiller? Alle virksomheder skriger på innovation – og tro mig, den kommer ikke fra økonomikontoret, så måske skulle man kigge lidt mere til de kreative erhverv og deres udøvere.

I Danmark har vi DAD (uden sammenligning), der har holdt sammen i ganske mange år og rent faktisk kommet tilbage efter en konkurs, hvor de måtte spænde guitarerne og spille over stort set alt for at komme på fode igen. De er ovenikøbet til dels et familiefirma, i og med, der er to brødre i bandet / direktionen. Hvordan får man lige det til at fungere samtidig med at man skal forny sig og give kunderne / publikum det, de ønsker?

Der er så meget “wisdom” at hente, hvis vi åbner øjnene for hvordan de gør i andre fag end vores egne. Og her tænker jeg ikke på kommerciel udnyttelse af kreative talenter eller almindelige sponsorater, men konkret viden og erfaringsdeling. Organisationer i dag handler jo ofte om at “dirigere et orkester fyldt med individualister”, og det ved de altså noget om ovre i musikken.

Nå, I kan jo starte med at blive inspireret af rullestenene, som der stadig ikke er groet mos på -og der er altså over 50.

Udgivet den

As Time Goes By

Vi har ryddet op. Hvem har ikke det i disse tider? Håndværkere og byggemarkeder har aldrig haft så travlt, og det forstår man jo godt. Dagene flyder ud i et, og hvad skal man bruge alt den overskydende tid til? Der er trods alt ind imellem en grænse for, hvor mange serier, man kan se på en gang, og der sker alligevel ikke en sk..!

I, der har fulgt med her ved, at vores hus sank pga. noget byggeri overfor (og ja, vi tabte retssagen). Nu har vi så fået fikset alt udenom og hældt et ton eller to beton rundt om, så det er ved at være tid til revnerne indenfor. Dem er der også en del af, og så ikke et ord om, at det nye puds udenfor og dermed den nye maling falder af et sted ved 1.st sal. Det tager vi heeeelt roligt….

Men altså i weekenden gik vi i gang med det første rum indenfor – vi er jo ikke ligefrem håndværkertyperne, så vi skal øve os. Skal man benytte den eller den fylde til de revner osv. Ærligt, så er det mest Nils’ afdeling, så tager jeg mig af afvaskning og oprydning, og her var det så……. gisp! hvor stod der mange cd’er der på den reol bagest i køkkenet.

CD’er Berit – har du stadig cd’er? Spiller du også kassettebånd? Ja, lige nu gør jeg faktisk. Det lyder helt åndsvagt (ikke båndet), det ved jeg godt, men jeg fiskede for et års tid siden et gammelt stereoanlæg op fra kælderen, og der er Gudhjælpemig en kassettebåndoptager i det anlæg. Og bare for, at der nu ikke skal være nogen misforståelser – jeg har Spotify, Bluetooth, Chromecast og alskens fancy udstyr, men jeg har altså også et gammelt stereoanlæg, og en hulens bunke cd’er. Det har jeg så ikke længere.

Men kors, hvor var det svært.

Vi 50somethings voksede jo op med først kassettebåndoptagerne, hvor det gjaldt om at trykke “rec” på det rigtige tidspunkt, så man ikke fik Mylius eller andre med ind over musikken (især med Mylle var det svært). Så blev det plader -albums, og dem har jeg også stadig en del af, men det er jo blevet hipt igen.

Men ind imellem var der cd’erne, og de var dyre. I hvert fald for mig den gang. Man gik ikke bare lige ned og købte ti af gangen, så der var en hel praktisk og økonomisk grund til at opsamlings cd’erne blev så populære – og den var ikke kunstnerisk.

Derfor kan jeg næsten også huske hver eneste cd fra hylden, og jeg måtte under oprydningen konstatere, at jeg er en smule sentimental, for jeg kunne simpelthen ikke smide dem alle sammen ud. Det gik lettest med Nils’, der på mystisk vis havde blandet sig med mine, og ok, der er måske heller ikke nogen grund til at have to eksemplarer af The Essential Leonard Cohen. Heller ikke selvom vi begge to ret godt kan lide Cohen.

Og det er jo det. Ikke alene bragte alle disse gamle cd’er minder. De fortæller også historie. Om hvilken musik Nils og jeg havde tilfælles, da vi mødte hinanden der for snart 23 år siden. Om tidspunkter i ens liv, hvor man var i en særlig stemning, om rejser, om koncerter og om oplevelser, der har været med til at forme en.

Westernhagen eksempelvis. Jeg havde været i Berlin og set en tysk kunstner optræde på tv og var faldet for et nummer. Jeg kan stadig huske, da jeg stod i musikbutikken ved Bahnhof Zoo og på dårligt tysk forsøgte at forklare at det var en mand med en hat. Sælgeren var dygtig og hjem kom jeg med “Es geht mir gut”, som i lang tid var min godmorgenplade. Den cd kan jeg da ikke smide ud.

Det holdt også hårdt med Enya. Ikke alle cd’erne, for der var ikke mindre end fem. Men den ene, som jeg fik i julegave en gang i midt halvfemserne af min daværende chef og nu nære ven, som havde købt personlige julegaver til alle ansatte -og der var mange- på det kursuscenter, der indirekte var årsagen til, at jeg endte i Helsingør. Auch!

Eller den cd, som Nils og jeg hørte på instant replay, da vi lige havde mødt hinanden og følte (og opførte) os som sytten år igen i den lille lejlighed i indre København. Den er altså også blevet i huset.

Der dukkede også musik op, jeg fuldstændig havde glemt, som Junior med “På flugt fra alting”, hvor disse fantastisk linjer er at finde:

“Nu vil jeg rigtig langt væk helt derud, 
hvor man klør sig i røven med et bambusskud” 

Synes faktisk stadig, at det er et sjovt og godt nummer, men den røg altså ud.

Til gengæld blev jeg også inspireret af at kigge alle de gamle ting igennem og de sidste par aftener har vi hørt “Kitaro” -på Spotify dog. En gang i stenalderen havde en af mine daværende venner indspillet to bånd til mig med denne japanske komponist, som dengang var meget eksotisk. Det holder stadig, og hvor var jeg glad for at blive mindet om det.

Men “As Time Goes By” (er der i det hele taget nogen, der stadig kan huske det nummer?) må jeg også bare erkende, at cd’er, de holder bare ikke rigtig længere. De var indimellem, og der er ikke engang et flot cover, som man kan glæde sig over. Så langt om længe – for længe, vil nogen nok mene – røg de ud.

Men jeg fik en skøn tur ned af erindringens Yellow Brick Road. Fik smidt de fleste ud (ja, jeg ved det godt… sentimental gammel kvinde) og så fandt jeg også ud af, at jeg havde overspillet alle mine gamle yndlingsnumre til kassettebånd den gang i 90’erne, hvor min bil ikke var nået til cd-afspiller, og derfor kan jeg nu høre alle numrene alligevel…  mine helt egne “Absolut Music” på kassette bånd.

Sørme om ikke en af vennernes tidligere udgivelser dukkede op. Det nu hedengangne “Buddy LongHorn and The Rangers”. Good times….
Udgivet den

One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne. Foto: Ukendt
Udgivet den

In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Udgivet den

Som et strejf….

….af noget større.

I dag græd jeg for første gang over en, jeg ikke kendte, var død. Jeg har virkelig været ked af det, og selv da det første chok havde sat sig, kunne jeg mærke, at det her stak dybere end som så, og langsomt, som dagen skred frem, kunne jeg se i mit FB feed, at jeg var ikke den eneste, der var dybt berørt over at Kim Larsen ikke er blandt os længere.

Først svælgede jeg lidt i P4, News og DR2, der alle havde ryddet sendefladen. Jeg læste også, jeg ved ikke hvor mange updates, kommentarer og nekrologer. En journalist skrev ovenikøbet, at han var blevet bedt om at skrive nekrologen tilbage i december. Der kan man bare se.

Men så begyndte jeg at filosofere lidt over, hvorfor så mange af os er så berørt. Det er jo ikke fordi, vi kender Kim Larsen personligt. Det er der vist ikke så mange, der reelt gør, for jeg har indtrykket af, at han var et meget privat menneske. Det er heller ikke fordi, han var specielt folkelig, når det kommer til stykket – som person altså.

Dem til venstre betragtede ham som en af deres, hvilket er lidt sjovt, da han grundlæggende var ret borgerlig, og selv har udtalt, at han ikke er socialist.  De borgerlige kunne også godt lide ham, også selvom han hele sit liv talte borgerskabet ret imod. Jeg tror, han havde en fest med at hans selskab af åbenlyse årsager kom til at hedde KLApS!

Kvinderne kunne også godt lide ham, til trods for, at han til tider udtalte sig forholdsvis mandchauvinistisk og egentlig helst ville have sine kvinder  i korte skørter og med tilhørende høje hæle. Der var vist også lige noget om nogle børn, som han ikke så så meget efter en skilsmisse, men det er ikke dagen i dag, at tale om det.

I dag tilgiver vi alt og hylder, for vi kunne alle sammen rigtig godt lidt ham!

Foto er venligst udlånt af FB fangruppe

Jeg kunne i hvert fald. Jeg kunne lide hans integritet. Jeg kunne lide hans fandenivoldskhed og så kunne jeg lide,  at man vidste, hvor han stod. Jeg var ikke altid enig med ham, men der var ikke noget vendekåbe over ham. Han ville ikke tage imod Ridderkorset, men han ville godt synge fødselsdagssang for Dronningen, for han kunne “sgu godt lide damen”. Lige ned i folkesjælen.

Og det var jo det han kunne med sine sange. Han kunne synge sig lige ind i folkesjælen, og det er der altså ikke særlig mange, der kan. På tværs af generationer, baggrunde og opvækst. Vi kan alle synge med på mindst en Kim Larsen sang. Han var vores fælleseje.

Og nu kommer vi nok ind til kernen af hvorfor så mange af os er så berørte i dag. Vi har mistet noget, vi har til fælles, og det har vi ikke så meget af længere.

I en tid, hvor selv landsholdet kan splitte med #ikkemitlandshold, så er vi ved at have skåret ind til benet af, hvad der kan binde os sammen. Kim Larsens sange kunne, og man behøvede ikke være “skabs Larsen fan”, for kunne man ikke lide de nye, eller genfortolkningen af den gamle sangskat, så kunne man altid bekende sig til Gasolin.

Blandt de mange ting, jeg har hørt idag, hørte jeg også en kvinde fortælle i radioen, at hun sammen med tre andre kvinder blev inviteret på udlandsrejse af Kim Larsen. De var tilsyneladende volds- og/eller livsramte, og for at de skulle få en positiv oplevelse og se lysere på livet, så gav Larsen dem en rejse. Radioværten var lige så overrasket som jeg, og som hun var, da hun fik at vide over telefonen, at Kim Larsen havde foræret hende en rejse. “Jamen, han gik da også rundt på gaden og samlede unge, hjemløse op” fortsatte kvinden med et tonefald der indikerede, at hun undrede sig såre over, at vi ikke vidste det.

Det gjorde vi ikke, for det er han godt nok gået meget stille med, men hvor det passer ind i billedet.

Danmark blev fattigere i dag, og vi blev som danskere meget fattigere, for vi mistede ikke kun en begavet ener (“Det største træ er faldet”, som Helmig skrev) vi mistede også noget af det kit, der binder os sammen som folk.

Hvor jeg dog ønsker, at vi får noget nyt kit, for det behøver vi… og

Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe

på de ting som skal komme
før end livet er omme

TAK – hvor du end er nu!

Udgivet den

Sleeping my day away!

Vi har alle været yngre!

Jeg er beriget med to teenage sønner på hhv. 16 og 18 år. Så har den opmærksomme læser nok regnet ud, at jeg ikke var helt ung, da jeg blev mor. Eller alt er jo relativt. I dag er det ingen alder, men da jeg var gravid første gang blev jeg undersøgt hele tiden, for jeg var, som jordmødrene sagde til mig hver gang “en ældre førstegangsfødende”. Det tror jeg ikke, de siger i dag.

Nå, det var slet ikke det, det skulle handle om i dag, selvom det selvfølgelig har noget med overskriften at gøre, for hvis mine sønner havde været min årgang, så havde ovenstående været deres slagsang.

Så kan man hævde, at der er noget betryggende i, at tingene ikke har ændret sig synderlig siden D-A-D-drengene boede i en lille lejlighed sammen og fik at vide af deres pladeselskabskvinde, at de sov deres dage væk (det blev så til  deres største hit), og så mine sønners måde at tilbringe deres sommerferie på. Det ligger åbenbart i generne for unge mænd.

Det var jeg så lige ved at blive irriteret over. Næsten lige så irriteret som jeg er over, at de konsekvent aldrig rydder op efter dem selv. Men så var det, jeg sad i bilen gennem Frankrig og lyttede til “All Summer Long” med Kid Rock. Altså den udgave, hvor han refererer til “Sweet Home Alabama” og en sommer, hvor de bare drikker, ryger og elsker! Det bliver åbenbart et musikreference blogindlæg  det her. Nummeret er på min yndlings playliste, og hvorfor er det så det?

Fordi jeg trods alt ikke er ældre – i hovedet i hvert fald – at jeg godt kan huske de endeløse sommerdage, hvor man bare ikke skal andet end at leve. Ikke eksistere, men leve, og der er en væsentlig forskel.

Thomas Helmig synger i en af sine sange (nu kan vi ligeså godt fortsætte), at “Livet er fedt, men vi lever for lidt”, og det er lige netop essensen af det hele. I en enkelt poplinje. Sig ikke igen, at poptekster bare er banale. Vi lever for lidt.

Det slog mig også i sidste uge – den berømte uge 29, hvor to trediedele af Danmark er på sommerferie. Mit Facebook feed flød over med feriebilleder. Det gjorde jeres formodentlig også, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Det, som var bemærkelsesværdigt var, hvor mange af mine mandlige FB venner, der tilsyneladende var blevet nyforelskede i deres respektive hustruer og kærester, for der var det ene foto efter det andet, med deres mangeårige partner, som nu blev beskrevet som “den dejligste”, “hende den skønne” osv. osv.

En ting var, at der nu pludselig var tid til at alt det, vi ikke har overskud til i hverdagen, og ja også det, men effekten var ligefrem målbar på FB feed. Vi lever for lidt, og vi skal i princippet gøre som de ansvarsløse teenagedrenge.

Nu er der sikkert ingen af os 50something, der kan sove til kl. 15, men Nils og jeg har med stor fryd sat os med morgenkaffen og set endnu et afsnit af vores pt. yndlingserie, og vi føler os som små børn, der tager af kagedåsen, for man sidder da ikke om formiddagen og ser serier – og så i Sydfrankrig. Jo, vi gør, og ved i hvad, vi har det fantastisk. Vi lever!

Så derfor drenge -nyd jeres sidste og næstesidste sommerferie i total frihed og ansvarsløshed. Sov dagene væk. Das, dans og kys på de kønne sommerpiger. Lige om lidt kalder voksenlivets ansvar, og vi helt voksne har så forbandet svært ved at huske at leve, når vi ikke lige holder sommerferie.

Men husk lige at rydde op efter jer!

Og ja, nummeret er bedre end videoen, men her er den i hvert fald