In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Som et strejf….

….af noget større.

I dag græd jeg for første gang over en, jeg ikke kendte, var død. Jeg har virkelig været ked af det, og selv da det første chok havde sat sig, kunne jeg mærke, at det her stak dybere end som så, og langsomt, som dagen skred frem, kunne jeg se i mit FB feed, at jeg var ikke den eneste, der var dybt berørt over at Kim Larsen ikke er blandt os længere.

Først svælgede jeg lidt i P4, News og DR2, der alle havde ryddet sendefladen. Jeg læste også, jeg ved ikke hvor mange updates, kommentarer og nekrologer. En journalist skrev ovenikøbet, at han var blevet bedt om at skrive nekrologen tilbage i december. Der kan man bare se.

Men så begyndte jeg at filosofere lidt over, hvorfor så mange af os er så berørt. Det er jo ikke fordi, vi kender Kim Larsen personligt. Det er der vist ikke så mange, der reelt gør, for jeg har indtrykket af, at han var et meget privat menneske. Det er heller ikke fordi, han var specielt folkelig, når det kommer til stykket – som person altså.

Dem til venstre betragtede ham som en af deres, hvilket er lidt sjovt, da han grundlæggende var ret borgerlig, og selv har udtalt, at han ikke er socialist.  De borgerlige kunne også godt lide ham, også selvom han hele sit liv talte borgerskabet ret imod. Jeg tror, han havde en fest med at hans selskab af åbenlyse årsager kom til at hedde KLApS!

Kvinderne kunne også godt lide ham, til trods for, at han til tider udtalte sig forholdsvis mandchauvinistisk og egentlig helst ville have sine kvinder  i korte skørter og med tilhørende høje hæle. Der var vist også lige noget om nogle børn, som han ikke så så meget efter en skilsmisse, men det er ikke dagen i dag, at tale om det.

I dag tilgiver vi alt og hylder, for vi kunne alle sammen rigtig godt lidt ham!


Jeg kunne i hvert fald. Jeg kunne lide hans integritet. Jeg kunne lide hans fandenivoldskhed og så kunne jeg lide,  at man vidste, hvor han stod. Jeg var ikke altid enig med ham, men der var ikke noget vendekåbe over ham. Han ville ikke tage imod Ridderkorset, men han ville godt synge fødselsdagssang for Dronningen, for han kunne “sgu godt lide damen”. Lige ned i folkesjælen.

Og det var jo det han kunne med sine sange. Han kunne synge sig lige ind i folkesjælen, og det er der altså ikke særlig mange, der kan. På tværs af generationer, baggrunde og opvækst. Vi kan alle synge med på mindst en Kim Larsen sang. Han var vores fælleseje.

Og nu kommer vi nok ind til kernen af hvorfor så mange af os er så berørte i dag. Vi har mistet noget, vi har til fælles, og det har vi ikke så meget af længere.

I en tid, hvor selv landsholdet kan splitte med #ikkemitlandshold, så er vi ved at have skåret ind til benet af, hvad der kan binde os sammen. Kim Larsens sange kunne, og man behøvede ikke være “skabs Larsen fan”, for kunne man ikke lide de nye, eller genfortolkningen af den gamle sangskat, så kunne man altid bekende sig til Gasolin.

Blandt de mange ting, jeg har hørt idag, hørte jeg også en kvinde fortælle i radioen, at hun sammen med tre andre kvinder blev inviteret på udlandsrejse af Kim Larsen. De var tilsyneladende volds- og/eller livsramte, og for at de skulle få en positiv oplevelse og se lysere på livet, så gav Larsen dem en rejse. Radioværten var lige så overrasket som jeg, og som hun var, da hun fik at vide over telefonen, at Kim Larsen havde foræret hende en rejse. “Jamen, han gik da også rundt på gaden og samlede unge, hjemløse op” fortsatte kvinden med et tonefald der indikerede, at hun undrede sig såre over, at vi ikke vidste det.

Det gjorde vi ikke, for det er han godt nok gået meget stille med, men hvor det passer ind i billedet.

Danmark blev fattigere i dag, og vi blev som danskere meget fattigere, for vi mistede ikke kun en begavet ener (“Det største træ er faldet”, som Helmig skrev) vi mistede også noget af det kit, der binder os sammen som folk.

Hvor jeg dog ønsker, at vi får noget nyt kit, for det behøver vi… og

Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe

på de ting som skal komme
før end livet er omme

TAK – hvor du end er nu!

Sleeping my day away!

Vi har alle været yngre!

Jeg er beriget med to teenage sønner på hhv. 16 og 18 år. Så har den opmærksomme læser nok regnet ud, at jeg ikke var helt ung, da jeg blev mor. Eller alt er jo relativt. I dag er det ingen alder, men da jeg var gravid første gang blev jeg undersøgt hele tiden, for jeg var, som jordmødrene sagde til mig hver gang “en ældre førstegangsfødende”. Det tror jeg ikke, de siger i dag.

Nå, det var slet ikke det, det skulle handle om i dag, selvom det selvfølgelig har noget med overskriften at gøre, for hvis mine sønner havde været min årgang, så havde ovenstående været deres slagsang.

Så kan man hævde, at der er noget betryggende i, at tingene ikke har ændret sig synderlig siden D-A-D-drengene boede i en lille lejlighed sammen og fik at vide af deres pladeselskabskvinde, at de sov deres dage væk (det blev så til  deres største hit), og så mine sønners måde at tilbringe deres sommerferie på. Det ligger åbenbart i generne for unge mænd.

Det var jeg så lige ved at blive irriteret over. Næsten lige så irriteret som jeg er over, at de konsekvent aldrig rydder op efter dem selv. Men så var det, jeg sad i bilen gennem Frankrig og lyttede til “All Summer Long” med Kid Rock. Altså den udgave, hvor han refererer til “Sweet Home Alabama” og en sommer, hvor de bare drikker, ryger og elsker! Det bliver åbenbart et musikreference blogindlæg  det her. Nummeret er på min yndlings playliste, og hvorfor er det så det?

Fordi jeg trods alt ikke er ældre – i hovedet i hvert fald – at jeg godt kan huske de endeløse sommerdage, hvor man bare ikke skal andet end at leve. Ikke eksistere, men leve, og der er en væsentlig forskel.

Thomas Helmig synger i en af sine sange (nu kan vi ligeså godt fortsætte), at “Livet er fedt, men vi lever for lidt”, og det er lige netop essensen af det hele. I en enkelt poplinje. Sig ikke igen, at poptekster bare er banale. Vi lever for lidt.

Det slog mig også i sidste uge – den berømte uge 29, hvor to trediedele af Danmark er på sommerferie. Mit Facebook feed flød over med feriebilleder. Det gjorde jeres formodentlig også, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Det, som var bemærkelsesværdigt var, hvor mange af mine mandlige FB venner, der tilsyneladende var blevet nyforelskede i deres respektive hustruer og kærester, for der var det ene foto efter det andet, med deres mangeårige partner, som nu blev beskrevet som “den dejligste”, “hende den skønne” osv. osv.

En ting var, at der nu pludselig var tid til at alt det, vi ikke har overskud til i hverdagen, og ja også det, men effekten var ligefrem målbar på FB feed. Vi lever for lidt, og vi skal i princippet gøre som de ansvarsløse teenagedrenge.

Nu er der sikkert ingen af os 50something, der kan sove til kl. 15, men Nils og jeg har med stor fryd sat os med morgenkaffen og set endnu et afsnit af vores pt. yndlingserie, og vi føler os som små børn, der tager af kagedåsen, for man sidder da ikke om formiddagen og ser serier – og så i Sydfrankrig. Jo, vi gør, og ved i hvad, vi har det fantastisk. Vi lever!

Så derfor drenge -nyd jeres sidste og næstesidste sommerferie i total frihed og ansvarsløshed. Sov dagene væk. Das, dans og kys på de kønne sommerpiger. Lige om lidt kalder voksenlivets ansvar, og vi helt voksne har så forbandet svært ved at huske at leve, når vi ikke lige holder sommerferie.

Men husk lige at rydde op efter jer!

Og ja, nummeret er bedre end videoen, men her er den i hvert fald