Jeg kan huske, hvor jeg var da….

Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.

Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.

Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.

Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.

Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.

11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….

Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.

Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?

Med og uden plastik(kirurgi)

Miss Univers 1987 – Top 5

Jeg så noget tankevækkende på nettet i går. Midt i strømmen af herreløse hunde, der bliver reddet, fandt Facebook algoritmerne pludselig på at sende en video fra Miss Univers 1987 i min retning.

Jeg har ingen anelse om hvorfor. Det er ikke lige sådanne ting, jeg typisk klikker på, og jeg er også (næsten) af generation “Kvinde Kend din Krop”, hvor skønhedskonkurrencer absolut ikke var velsete, men jeg blev fanget af det høje hår, skulderpuderne og dette mærkelige univers. Det var imidlertid først, da jeg havde kigget et lille stykke tid, at det gik op for mig, at det ikke kun var moden, der havde skiftet.

Selvfølgelig lignede de hinanden, disse unge, smukke, håbefulde kvinder – og så alligevel ikke. Hov, hvad var det? Havde hun ikke en plet på den ene fortand? Og den næste -jamen, hendes ansigtshud var, trods make up, ikke helt perfekt.

Stort set samtidig med denne -set med nutidens øjne, selvom konceptet ikke har udviklet sig synderlig – noget bizarre forestilling, fik jeg også sendt et andet foto i min retning. Det kom fra Berlingske bog anbefalinger til denne sommer og viste en nøgen Eve Babitz, der spiller skak med Marcel Duchamp.

Der er mere et univers til forskel mellem kvinderne, og deres “følgere”. Eve Babitz omtales som “Cool Hollywoodfashionista”, var Igor Stravinskys guddatter og Jim Morrison sang om hende i L.A. Woman.  Hun var indbegrebet af “sex and drugs and rockn’roll” i Los Angeles i 60′ og 70’erne, og hyldes af intellektuelle.

Miss Univers kvinderne skulle til gengæld optræde dydigt og fremstå uskyldsrene, mens en masse bagmænd tjente penge på dem, og de blev og bliver i den grad ikke hyldet af de intellektuelle.

Bare, naturligt flotte babser anno 1963. Foto er “lånt” fra Forlaget Bobo.

Men det er slet ikke kun det, der er tankevækkende. Det, som slog mig er, at det var en tid, før plastikoperationer blev almindelige.

Jeg har en såkaldt “guilty pleasure”. Det er en moderne sprog for “jeg gør noget, der ikke er hipt, men hvis jeg kalder det guilty pleasure, så bliver jeg ikke set ned på”. Der er sikkert nogle dansk top fans, der ville ønske, det begreb havde været opfundet i 80’erne.

Men tilbage til min pinlige last. Jeg ser “Real Housewives of Beverly Hills”. Mine sønner vrænger af mig, og siger ting a la “Ej mor, det er altså for pinligt”. Så svarer jeg bare: “Paradise Hotel”, og så er den debat lukket. Nils trækker på skuldrene og griner lidt, mens jeg et par gange har taget mig selv i at forsvare det med, at jeg får indblik i en kultur (!), jeg ellers ikke har adgang til. Visse vasse, jeg er bare underholdt. Også selvom jeg får indblik i en livsstil, der ligger lysår og universer fra min egen.

Men ved at se RHOBH (for kendere), har jeg også vænnet mig til at se på kvinder, der er stort set perfekte, eller hvad man nu skal kalde det. De er opererede, har “fillers”, botox og ting jeg ikke engang kender navnet på, og de har deres egne private “glam-squads”, der oven i købet rejser med dem på tur, så de hele tiden kan fremstå fuldstændig fejlfri.

Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden ikke, men det var bare så tydeligt, hvor meget, der har ændret sig fra Miss Univers 1987 og Eve Babitz’ babser og til en tv verden anno 2020, og det gik i al sin gru op for mig, at jeg også har vænnet mig så meget til at se opererede kvinder, at jeg studsede over de naturlige.

RHOBH, sæson 9, mens LVP (Google it! ;o)..) stadig var med.

Stort set samtidig, havde vi studenterkørsel og en af de bemærkninger, der faldt hjemme i vores have var: “Hvor er de dog skønne og søde – og pigerne er så dejligt naturlige”. Sagt med kærlighed, men også en bemærkning, der viser, at det man ser til daglig, er anderledes.

Der er skrevet artikler, bøger og indlæg i kilometervis om de retoucherede kvindeidealer i magasiner og reklamer. En dansk skuespillerinde har ovenikøbet uploadet et billede af sig selv med mælkekartoner og børnerod for at vise, at sådan er virkeligheden ikke. Det er ikke det, denne blog handler om. Den handler om, at vi alle er blevet så vant til at se kvinder (og mænd for den sags skyld) -selv toppolitikere, der har fået rettet fejl, flyttet og løftet, at når vi ser almindelige, smukke mennesker, så studser vi og ser forskellen.

DET er tankevækkende!

Søndagssysler

Det er søndag og for første gang i, jeg ved ikke hvor længe, er hele familien på matriklen samtidig og hygger. Vi nusser, rydder op og smider ud og ordner ting – ok, den yngste, der får huen på tirsdag, og som allerede har taget hul på festerne, gør ikke helt så meget, men hans tilstand taget i betragtning, så tæller det at se Premier League for første gang i lang tid, vel også.

Men altså, vi andre går og nusser og ordner ting, og undres over, hvorfor man skal have en phd for at forstå en Naturgas regning. En regning, hvor selve naturgassen iøvrigt udgør næsten den mindste post. Mindre er trods alt naturgasabonnement (!) og distributionsaftale. Ja, ja – der skal jo være råd til bestyrelses honorarerne, og abonnement lyder også bedre end gebyr.

Men det er rart, at gå rundt og nusse. Det får mig til at tænke på Poul Krebs’ nummer “Små Sensationer”, for Gud, hvor vi trænger til nogle små sensationer for tiden. Sensationer i form af sejltur til Bornholm, håndskrevne breve eller som i andre referencer fra hans tekst.

I morges læste jeg for første gang udtrykket “Corona kvalme”, og det var ikke som et symptom. Det var ment som, at nu har vi hørt så meget om, og læst så meget om Corona, at vi har nået kvalmegrænsen og ikke kan mere. Altså endnu et udtryk i en lang række, der har c-ordet hæftet på sig.

Tænk, hvis det bare kunne være sådan. Som når man skifter kanal fordi musikken er kedelig. Puf – nu får jeg kvalme af at høre om denne åndsvage sygdom, så nu zapper jeg væk, og så er den også væk. Det er næsten helt Trumpsk, der nu har fundet på at teste færre, fordi det giver et dårligt billede at USA, med så mange smittede. Er der ikke et venligt menneske, som han vil lytte til (det er straks sværere), der kan fortælle præsidenten, at der er ganske mange ting, som pt. giver et meget dårligere billede af USA, end hvor mange stakkels smittede mennesker, de har.

Nå, men tilbage til matriklen, hvor der blev stoppet huller, syet og repareret og hvor det eneste, vi nærmest manglede var radioen, der spillede Mormors Kolonihavehus. Ikke, at jeg savner Giro 700413, men jeg kan indimellem savne min barndoms rolige søndage, hvor det var tilladt helt at komme hviledagen ihu – måske ligefrem tage en tur i hængekøjen. Med eller uden partner.

Forrige år flød mit Facebook feed over med mænd, der var blevet nyforelskede i deres hustruer under sommerferien. Der var ingen grænser for, hvor skønne de forskellige kvinder pludselig var blevet, og uden at kunne kigge i krystalkugler, tør jeg godt gætte på, at det havde noget med den der hængekøje at gøre. Med partner altså. Det hænger så igen sammen med at have og give sig selv tid. Tid til at hygge og nusse og mærke hinanden igen. Små sensationer.

Lige nu ligger Cooper ved siden af mig på et tæppe på gulvet. Den yngste stener til Chelsea, den ældste (i et andet rum selvfølgelig) til Liverpool kamp, Nils skriver på sin bog… .og jeg – ja, jeg er nærmest lykkelig.

De små glæder i livet!

Ps – jeg er også stadig lige så vild med Tomas Ledin, som jeg var første gang, jeg så ham til Grand Prix i 1980, og ja, jeg har singlen et eller andet sted på loftet.

 

“Ta daa” istedet for “To do”!

Jeg læste et dameblad i går. Jeg var hos frisøren. Så bliver det ikke mere klicheagtigt, det ved jeg godt, men det er ikke desto mindre sandt. Det var et “før-Corona” dameblad, hvilket vil sige, at der var tips til dette og hint, der nu tre måneder efter virker helt håbløst, eller i bedste fald aflyst.

Nå, men i et tillæg om kvinder, der havde taget skift i livet var der også to, der fortalte om, hvordan man skal ændre sit liv fra “To do lister” til “Ta daa lister”, og det fangede alligevel min opmærksomhed, for her var vist noget, jeg kunne lære noget af.

Jeg er en udpræget “To do liste” person. Jeg er så til gengæld gift med en “ta daa” person, så på en eller anden måde udligner det vel hinanden, men det har omvendt betydet, at jeg i højere og højere grad er blevet “to do”, og mere end jeg i virkeligheden har lyst til at være. Der er skrevet lange psykologiske afhandlinger om, hvordan man træder ind i en rolle, når ens nærmeste har en anden, og hvordan man kan ændre det mønster, ved at ændre sin egen adfærd, og dermed ændre omgivelsernes osv., så det skal jeg ikke kloge mig på her.

Men dameblads artiklens bud på at ændre sit liv bed sig fast. Jeg blev ramt, og allerede i morges begyndte jeg at øve mig, for de sidste mange måneder har min hjerne været big time opfyldt af “to do”. Var det ikke på arbejdet, så var det hjemme, og tro mig, når man er de to mest upraktiske mennesker i Danmark, så er en istandsættelse af et hus, ikke noget, man bare lige sker let og elegant.

Torsdag morgen -og håndværkere mener morgen, så det vil sige 07.30, havde vi eksempelvis på en og samme gang: To murere, en maler, en Stofa mand (nogen havde ved en fejltagelse skåret antenne kablet over) og en blikkenslager. Jeg gemte mig de første 10 min. ude på badeværelset, men så skulle der tages stilling til dette og hint, og så var det ligesom slut. Men planlægningen…. suk!

Den er på højde med at Knold og Tot (Nils og jeg) troede, at vi kunne have to spanske (det er noget ganske andet end franske, si’r det bare….) smedejerns altanudgaver i en Fiat500. Det tjener smeden til ære, at han ikke fortrak en mine, men bare kiggede på de to idioter, der havde kørt 2,5 time fordi de troede, at de kunne have dem i bilen med åbent tag, da vi seriøst prøvede, at få dem ned på bagsædet. Nu er de her, men ikke med vores bil.

Helt absurd blev det, da vores nye bedste venner -læs faste håndværkere, spurgte os, hvad de så skulle sættes fast med. “Øh… sættes fast med?” “Ja, har I ikke fået nogle skruer eller beslag med?” Nej, det havde vi to klaphatte selvfølgelig ikke tænkt over -derfor blikkenslageren klokken tidligt og endnu en regning.

Sådan har det set ud i over en måned. Bemærk den spanske altan, den har et lille udspring i modsætning til en fransk. Ja, jaa, man lærer ting….

Det bliver godt, når det er færdigt, men der er en smålang vej, og i den proces skal man (-læs jeg) passe på ikke at blive for meget “to do!”

Der er ikke noget nyt under solen – det er der sjældent – for allerede i 1960 havde Raquel Rastenni et stort hit med “Heksedansen” (må man sige det i disse krænkelsestider?”, bedre kendt som “Her kommer mutter med kost og spand”, hvor to af linjerne lyder – “For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende”.

Jeg kan pludselig ikke huske, hvornår jeg har læst en bog. Altså en, jeg havde lyst til at læse, bare fordi! Eller, at jeg gik en tur og kiggede på butiksvinduer. Ikke fordi, jeg har råd til at købe noget – det har elektrikeren sørget for (ham har vi nemlig også gang i), men bare det, at blive inspireret og se noget andet, og give sig selv lov til at – ja, “Ta daa”!

Jeg tog derfor en beslutning i går om aktivt at ændre mit mindset, og give lidt slip på alt det, jeg skal og burde -find selv det rigtige verbum, for du har det sikkert lige sådan, og så begynde at nyde lidt mere i stedet for hele tiden at yde. Livet er virkelig for kort til udelukkende at gøre sig umage hele tiden.

Det startede i morges, hvor jeg aktivt tænkte “hvor bliver det hyggeligt, at skulle køre ud og købe ind til Mikkels studenter kørsel” i stedet for “ok, nu skal vi også lige huske at købe ind til Mikkels… ”

Jeg tror ikke, jeg lykkes 100%, og det er sjovt nok en livslang proces, der til trods for 50something ikke er faldet på plads endnu, men nu gør jeg mig i hvert fald aktivt umage, og mon så ikke, at bare lidt vil lykkes.

Ta daa!

-Og efter en måned har vi så idag endelig kunne indrette og benytte terrassen. Ta daa!

Jeg kniber en tåre, og glæder mig!

 

Sådan så det ud sidste år, da storebror blev student.

Vi havde middagsgæster i går aftes, “Corona Style” selvfølgelig, og i løbet af middagen kom vi naturligvis til at tale om tidens store emne…. status i forhold til Corona.

For vores lille familie har det betydet ret meget. Det har det for alle, er jeg sikker på, men jeg synes egentlig, vi har taget det i stiv arm. Nikolai, vores ældste søn, blev kaldt hjem fra sin store rejse, som han havde taget alle nattevagterne i 8 mdr. for at spare sammen til. Nu er han begyndt at spille golf, og har besluttet sig for at lære, hvordan man koder og laver hjemmesider.

Nils, min mand, har ikke haft nogen omsætning i tre måneder i hans lille et mands firma, og da en stor del af hans forretningsgrundlag handler om at være i London og få folk derover, så har det også lange udsigter, før han får nye ordrer. Han har så benyttet tiden til at udvikle en ny “fremtids simulator” (nej, ikke en tidsmaskine – en slags scenarie maskine baseret på data), som han håber vil revolutionere fremtidsforskning – eller noget. Det er nok mere min tolkning.

Mikkel, vores yngste har vinket farvel til stort set alle traditioner forbundet med at blive student, herunder gallafest, eksamensbanko og studietur til Italien, men fremfor alt, alle de helt store øjeblikke i forhold til at få huen på. Heldigvis blev vogntur reddet på stregen.

Jeg selv har arbejdet hjemme siden den 12. marts, kun afbrudt af enkelte dage de sidste par uger, og da der har været ualmindeligt travlt, har jeg arbejdet de fleste helligdage også. Derfor den sidste klumme om “Det forsvundne forår”.

Men bortset fra lidt “øv!” og “pokkers!” så har vi hele tiden forsøgt at holde humøret højt under devisen, “vi skal nok klare den”, og “vi har det bedre, end så mange andre steder”, så selvom vi også har været chokerede og bekymret for økonomien, er det hurtigt blevet glemt under en fællessang med rullende hofter hos Philip og Mads.

Lige indtil i går aftes, hvor jeg for første gang blev rigtig ramt, og måtte kæmpe med tårerne. Midt under en hyggelig middag med godt selskab, fuld idyl, lækre fisk og liflig vin, blev jeg ramt af “Corona savnet”, og det kom helt bag på mig.

Skolekomedie anno 1981, hvor jeg er ved at få lagt make up. Bemærk, den brækkede arm. Det var total teater, og jeg skulle lige vise, at jeg altså kunne det der med rulleskøjtedans. Det kunne jeg så ikke….

Jeg er den første student i min familie. Jeg er en efternøler, og mine forældre blev født i hhv. 1917 og 1924. Det var ingen af dem forundt at blive studenter. Faktisk fik de begge kun 7 års skolegang, men klarede sig alligevel pænt og fik  opdraget og forsørget tre børn, der alle fik en god, tryg og ordentlig opdragelse og et godt liv.

Det til trods for, at der ikke var mange penge og ej heller meget plads. Jeg havde aldrig mit eget værelse, og flyttede hjemmefra som 17 årig – men der var mange bøger, og der var altid en opfordring til at forfølge det, man drømte om, og indstillingen var, at man kunne blive, hvad man ville. Men det var ikke et akademisk hjem, og der var ingen tradition for hverken studentereksamen eller universitets uddannelser.

Jeg ved godt, at det er anderledes i dag, og at mange flere unge får en gymnasial uddannelse. Men for mig dengang (jeg blev student i 1982), betød det alverden, og jeg havde drømt om det, siden jeg så vognene med de glade studenter for første gang, og forstod, hvad det handlede om. Da besluttede jeg mig for, at det ville jeg også opleve en dag, og det gjorde jeg.

Jeg kan stadig huske detaljer fra min studenter tid, som jeg elskede. Jeg kan huske fester, skolekomedie og hvor jeg sad i klassen. Jeg kan også huske dårlige oplevelser,  med der var afgjort flest af de gode, så jeg husker mest alt det sjove, som hvordan vi sprang op fra studenter festmiddagen i kantinen, for blot at sætte os på dansegulvet i en mærkelig linje gulvdans til “Another One Bites the Dust” (kan I huske den?) Jeg kan gudhjælpemig også huske brudstykker fra rektors afskedtale, og jeg kan huske vognturen (det meste af den). Jeg kan huske at min bror kiggede forbi på Kongens Nytorv, da vi dansede omkring Krinsen, og jeg kan huske sidste eksamen, forløsningen, glæden og stoltheden over at være kommet i mål.

I forgårs var Mikkel oppe at forsvare sin hovedopgave. Det er hans sidste eksamen, men han kom ikke til at gå ud af døren med adrenalinen pumpende og få sat huen på hovedet, mens vi andre kneb en tåre (ok, så kun mor). Han kunne pænt gå hjem, skrive karakteren i huen og så lægge den på plads igen, for nu skal han lige i skole igen 3 dage over de næste par uger. Dernæst følger en mærkelig dag den 23., hvor de unge klassevis får deres årskarakterer, og så må vi være to fra hver familie, der får lov at hylde dem indenfor et afmærket område og under en fastsat tidsperiode.

Selve dimissionen er også aflyst live, så ingen indtogsmarch,  ingen huer, der ryger i luften og ingen musik, sang eller festivitas. Det bliver klassevis og med en online transmission af rektors tale, som vi forældre kan streame via YouTube. Indtil videre i hvert fald.

Da vi talte om det i går, gik det pludselig op for mig, hvor meget det betyder for mig, at min yngste søn nu også er blevet student, og at jeg har sendt mine to børn godt i vej.

Det er en milepæl. Det er for mig symbolet på, at nu ophører mit ansvar (meget mere, end det, at de er blevet 18 år), og nu ligger hele verden og livet åbne for dem – hvilken vej de end måtte vælge.

Og det var lige der, at det i al sin gru gik op for mig, at jeg kommer faktisk heller ikke til at opleve, hans store dag, som forventet,  at tårerne begyndte at trænge sig på, og nu hvor jeg sidder og skriver dette, trænger de sig på igen.

Egoistisk? Måske – men jeg er virkelig berørt over, at jeg ikke kan stå og høre Mikkels navn blive råbt op, og se ham få eksamensbeviset i hånden, for stolt og glad at køre ud i sommerlivet. Det virker reelt, som om at Mikkel har accepteret det hele meget bedre end jeg, eller også var det bare fordi, det først rigtigt gik op for mig igår, hvor meget det egentlig betyder for mig. Jeg har fået lov til at give noget vigtigt videre til mine børn. Det er ikke alle forundt. Hvad der måske er almindeligt i dag, var for bare en generation siden mønsterbrydende. I hvert fald i min gren af familien.

Heldigvis tikkede der også en invitation til en studenter reception ind i går. En af de drenge, der er kommet i vores hjem fra helt lille, og hvis forældre, vi har det så sjovt og rart sammen med. Og så kom billedet på nethinden af os alle stående i haven sammen med de smukke, unge mennesker. Jordbær og champagne. Blomster, sol, ung kærlighed og stolte og lettede forældre.

DET glæder jeg mig så usigeligt til, at jeg næsten ikke kan vente, og vi skal nok også få fejret Mikkel på behørig vis, så mor her kan knibe en tåre, men nu af glæde.

“……Gid de længe leve må!”

Det forsvundne forår

Det er tirsdag aften.  En smuk tirsdag aften. De lyse nætter har gjort deres indtog, og syrenerne blomster for vildt i år, og lige uden for mit vindue. I weekenden stoppede en norsk kvinde op for at tage billeder af vores buske. De mindede hende om hjemlandet, hvor syrenerne ikke blomstrer endnu. Vi tilbød hende en buket, men hun ville bare have nogle fotos. Jeg gætter på, at det får hende til at tænke på sin familie og kære, som hun sikkert savner i disse tider. Vi savner alle noget eller nogen for tiden.

Jeg satte mig og skrev en klumme til Dagbladet om hende, syrener og et forår, der er forsvundet ned i en lang Corona spiral, og så gik det op for mig, at jeg ikke har blogget i over en måned. Det er ikke sket siden jeg startede min blog. Bloggen har hele tiden været mit fristed, min ventil og et sted, hvor jeg kunne få afløb for tankemylderet, og nogle gange, løb det næsten over med ord.

Men det sidste stykke tid er det som om, at jeg løb tør, og kunne ikke sige eller skrive noget fornuftigt, som ikke allerede var skrevet, tænkt, sagt eller råbt ud på de sociale medier.

Et stykke tid gik jeg og tænkte over, om jeg skulle skrive lidt om at vi alle er i samme båd, mens jeg så Ulf Pilgaard for mig skabe forløsningen i forhold til Muhammed Krisen dengang i Cirkusrevy’en. Jeg var nemlig blevet pænt forstemt over, at mens vi helt almindelige mennesker gik rundt og var småglade over, at det endelig er blevet hipt at synge fællessang og være glade for, og have lyst til at passe på sin stamme, samt at kunne vifte med Dannebrog uden at blev sat i bås med diverse politiske holdninger, så flød medierne over med politisk fnidder og anklager om dit og dat, hvis ene formål var at trække fronter op. Så varede den borgfred ikke længere. Men det fandt jeg, Ulf Pilgaard (bliver den mand aldrig gammel at se på?) til trods, lidt for deprimerende at dykke ned i.

“Lærte vi noget”, som nummeret rigtigt hedder i en lidt uskarp udgave.

Jeg tænkte også længe over, om jeg måske skulle fortælle lidt historier om hvordan det er at være i ansat i det offentlige, og læse om, hvordan vi bare er sendt hjem med løn og lave ingenting, mens jeg har været på fuld skrue inkl. alle forårs helligdagene, da vores myndigheder tilsyneladende synes, alle lempelser skal præsenteres op til helligdage, og dermed sætte sådan nogen som mig i arbejde.

Men det gad jeg egentlig heller ikke, for jeg vil faktisk gerne bidrage, og jeg er sikker på, at en anden gang, er det alle mine bekendte i det private, som pt. er sendt hjem -også med løn, men uden at måtte røre en finger- der trækker et større læs, og så går det vel lige o.p. -op!

Til gengæld, så var jeg meget, meget tæt på at komme med en længere svada om alle de, som råber op om, hvor vigtigt lige præcis deres behov er, og hvorfor det netop er dem, der skal have større hjælpepakker eller ekstra hjælp eller opmærksomhed eller…. Det er jo ikke lutter lagkage(hus) det hele, vel?

Sjovt nok, så er de eneste, jeg stort set ikke har hørt pive, luftfartsselskaberne, og guderne skal ellers vide, at de er – bogstaveligt talt – grounded. Jeg har til gengæld set SAS stewardesser danse rundt og synge om hvor meget de savner os kunder, og ja, på mig virker det altså bedre end ønsket om “send flere skatteyderbetalte hjælpepakker annoncer” i dagbladene.  Men her er der efterhånden også gået så meget kage i den, at ingen længere kan skelne sandt fra falsk, og når først Anne Sophia Hermansen hiver i land og undskylder sine opslag, så er det nok heller ikke den kagekamp, man skal kaste sig ind i.

“Det er ikke let at være nogen!”

Du kan altid falde tilbage på alderen, Berit. Din blog hedder 50something, der må være noget, der pirker lidt i disse Corona tider. Hmmmm…. tjah…. jeg har fundet ud af at jeg har en rynket dobbelthage, og at jeg absolut ikke ser ud i virtuel tilstand, som jeg selv troede, jeg ser ud i virkelig tilstand. Det er der sg. heller ikke meget fest over. Og os i denne alder, vi forstår nu meget bedre, hvorfor en tidligere ret kendt udenrigsminister engang snerrede til en fotograf “Jeg vil kraftede….. ikke fotograferes nedenfra” .

Men en positiv ting kan jeg fortælle jer om, for jeg har fået en ny interesse. Naturen  -det billige skidt! I flere uger var dagens højdepunkt, når jeg gik en lang tur med min hund gennem skoven. Altså, når vi fratager de gange, jeg gjorde en god gerning og støttede det lokale handelsliv ved at købe ny kjole.

Ærligt, jeg er fra stenbroen og det med fugle, fisk og planter har bare ikke liiige været der, hvor min interesse var. Så hellere en pop koncert. Men her under det forsvunde forår, er der gået sport i at tælle museunger. Ja, I læste rigtigt. Det er i år et meget stort museår. Nils har forklaret mig dit og dat om vejr, nogle træer, der beskytter sig selv og meget musemad året efter, men så langt er jeg imidlertid ikke nået, at det hænger fast. Men jeg er nået til at kigge på og tælle de små sødeste skovmus.

Det var sjovest, da de var helt små. Da havde de ikke lært at passe rigtigt på endnu, og sad bare i deres huller og kiggede på mig og Cooper med store Disney øjne, og jeg har seriøst mødt både Tim og Bum. Nu er de blevet mere forsigtige, og jeg kan efterhånden kun høre dem pusle. De er altså også godt camoufleret og glider i et med skovbundens blade, men det er en dårlig hundetur, hvis jeg ikke har set mindst en lille skovmus.

I går stod Hr. og Fru rådyr så i vores have. Jeg ved godt, at andre er trætte af at de kommer og spiser deres blomster, men hos os er det en gang om året, og det kan vi vel godt lægge rododendron til. De var her nu ikke så længe, før de sprang igennem hækken ind til naboen. Hans have er også lidt mere velfriseret end vores, så det kan være, bladene smager bedre der.

Men det har været lærerigt og faktisk også ret livsbekræftende. Og måske har jeg bare været heldig. Måske er vi flinkere i Helsingør. Eller måske er jeg ved at blive så farvet af de mange negative opslag og for meget skærmtid, at jeg overraskes, men alle jeg møder, når jeg går tur, smiler og nikker, og så jeg smiler og nikker pænt igen. Det er ret rart.

Der er håb! -Og syrenerne blomstrer.

Fakta om mus - Sønderjysk Skadedyrsbekæmpelse

 

Back to life…. back to reality! NOT!

Overskriften er titlen på et hit fra 1989, som jeg går ud fra, alle os 50something kan huske.  Soul II Soul i de tidlige MTV dage, dengang MTV stadig viste musik, og Michael Jackson var sort (og i live).

Jeg er formodentlig naiv, men jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg på dette tidspunkt ville være mere eller mindre “Back to Life”. Derfor har det omkvæd kørt i mit hoved de sidste par uger.  Ærligt, jeg er blevet sat lidt tilbage, og mærkeligt nok, så er jeg mere påvirket nu, end jeg var, da vi alle blev sendt hjem.

Der var jeg vel ligesom alle andre i en eller anden form for handlings stemning. Hvad skal vi gøre nu? Hvilke arrangementer skal flyttes? Hvem skal have besked? Hvordan får jeg min søn hjem fra Thailand? Nu skal vi ikke panikke, vi skal løse vores opgaver, rette ind og gøre, som der bliver sagt.

Jeg er stadig af den overbevisning, at vi skal rette ind og gøre, hvad der bliver sagt. Det er ikke det samme, som at man ikke kan stille spørgsmål til den overordnede strategi. Jeg har det eksempelvis stadig lidt småstramt med både Sundhedsstyrelsen og Serum Instituttet, men hvor jeg før havde fokus på ikke at panikke, og at handle, så er fokus nu også på at indstille mig på, at det her tager tid , og at intet bliver, som jeg havde forventet. Det kan godt kræve lidt humør pleje engang imellem.

Første rigtige “set back” var, da datoen 11. maj kom i spil uden nogle andre meldinger om forsamlinger eller lignende. Jeg arbejder i kulturverden, og ganske mange af min omgangskreds i, hvad man populært kalder oplevelses-økonomien, og vi er i den grad afhængige af at vide, om vi må forsamles 10, 50, 100 eller 500.

Jeg tænker, at hvis Kaare Mølbak var kommet med sin udtalelse forleden, om at vi nok skal undgå social kontakt i et år, i USA, så var han blevet sagsøgt. Tænk, hvad sådan en udtalelse betyder for aktiekurserne hos eksempelvis Tivoli. Eller uden de økonomiske briller, for moralen hos alle os, der går og drømmer om noget, der bare ligner en normal hverdag. Men det tænker man vel ikke over, når man er nørd og lever med reagensglas og statistikker, og har et politisk bagland, der nødvendigvis må dække en af.

“Sex er godt! Sex er sundt! Sundhedsstyrelsen går ind for sex!”… Ok, bare vi ikke er over 10, som dyrker det sammen, eller hvad? Så massage klinikkerne må godt åbne med en-til-en service, men swinger klubberne skal holde lukket? Jeg vil godt vædde på, at når alt det her er overstået, så bliver det et af de citater, vi kommer til at se i SvikMøllen og lignende publikationer igen og igen.

Ikke, at det gjorde mig i bedre humør, selvom jeg selvfølgelig er glad på alle singlernes vegne. Bare de ikke kysser og husker at spritte af, eller hvordan sådan noget nu fungerer – og nåh ja, så lige konsulterer Kaare Mølbak først, så vi er helt med på, hvordan det nu er myndighederne vil have, at vi skal opføre os. Ingen social kontakt og sex med ny partner virker ikke helt logisk i min verden.

Men det er der så meget, der ikke gør. Udendørscafe’er må ikke holde åbent med 2 m. mellem bordene, men piercere må gerne. Hmm… ! Jeg under så meget de små erhvervsdrivende at lukke op – jeg forstår det bare ikke.

I denne uge var vi inviteret til middag “Corona Style”. For det første var det vidunderligt at komme ud, at se noget andet end de vante omgivelser. Men det var også vidunderligt endelig at være sammen med mennesker “live”, også selvom man nærmest er begyndt at holde af virtuelle møder med og uden lyd og skærme der pludselig viser et køleskab, fordi nogen trykker på forkert knap .

I princippet hører vi til de heldigere stillet. Vi bor i et hus, har en have, og vi har plads nok til at vi ikke behøver at gå hinanden alt for meget på nerverne (det gør vi nu alligevel), så i forhold til eksempelvis spanske familier, der er lukket inde med børn på 6. uge, uden overhovedet at må gå ud, så skal vi ikke klage, men som alle andre, savner vi da også socialt samvær.

Vi blev modtaget i døren og lavede fod- og albuedansen. Snacks blev indtaget på deres altan, som vi gik ud på af hver vores dør, og vi havde hver vores lille snack skål med, så vi ikke havde for tæt kontakt.

Da vi satte os ved bordet, var det også dækket Corona Style. Nils og jeg i den ene ende, og vores værtspar i den anden. Igen 2 m afstand. Det ødelagde nu ikke stemningen, det var en vidunderlig aften, men “New Normal”.

I går spurgte jeg til vores virtuelle afdelingsmøde, om man så kunne forvente, at vi vender tilbage til vores arbejdspladser den 11. maj, og svaret var “Nej!” Der fik jeg endnu et “set back”.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg tror, at jeg havde regnet med, at når nu der var gået en måned eller to, så var alt nærmest normalt igen, og måske kunne vi ikke ligefrem afvikle Roskilde eller SmukFest, men vi kunne i hvert fald møde på arbejdet og gå en tur i Tivoli.

Men det bliver altså ikke lige med det samme, at vi er tilbage til det vante, normale liv. Vi skal lære at navigere i en form for “New Normal”. Det kan vi også godt, og igen, vi har det så meget bedre, end så mange andre. Tænk bare på alle de stakkels unge, der mister deres “Schools out for ever – sommer”, så hvem er jeg til at pive?

Og i går aftes blev jeg inviteret ud at spise. Det gik i al sin enkelthed ud på, at Nils hentede lækker mad, dækkede bord (det sker ikke tit), og ryddede af (det sker tit), så jeg skulle blot sætte mig til bords og nyde det. Det gjorde jeg også!  Måske er der alligevel også fordele ved “New Normal”?

God weekend til jer alle!Da ballonskibene pludselig fyldte himlen, da vi var til “Corona Style middag” forleden, var det som om, jeg vågnede af en ond drøm for en kort stund. 

Følelsen af fællesskab – Corona dag 31

I Danmark har vi altid sagt, at der ikke er noget så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

Det kan være ret svært, at finde lyspunkter for tiden, men fredag kl. 20 er pludselig gået hen og blevet et lyspunkt for næsten os alle sammen. Hvem skulle have troet det? Jeg ville have forsvoret for bare nogle måneder siden, at jeg ville stå i stuen fredag aften og køre rundt med hofterne, for det siger Philip, at jeg skal. Men det gør jeg altså. Nils trækker grænser dér, men han brummer nu alligevel med ovre fra sofaen. Det behøver man heller ikke snurrende hofter til.

Fællesskabet!

Følelsen i at være i samme båd. At vi kæmper (synger) sammen, at det her er vores stamme, og vi i vores stamme, vi skal nok klare det sammen. Den følelse, den er altså rar at have. Også selvom det er på en trist baggrund.

Det er længe siden, vi har haft det fællesskab på tværs af hele landet, aldre, interesser m.m. Det nærmeste har vel været Dronningen, Royal Run og Landsholdet, og så ellers de mindre, mere interessebårne fællesskaber som Roskilde Festival, SmukFest eller Counter-Strike i Royal Arena el.

Nu er det igen tilladt at vifte med Dannebrog og holde af og heppe på hinanden, uden at det så skal slås i hartkorn med politiske holdninger eller farver. Vi vil bare gerne passe på hinanden, være sammen hver for sig, og klappe af sundhedspersonalet, der står i frontlinjen.

Solidaritet!

Et ord, der næsten var forsvundet. Men jeg føler solidaritet med min stamme, og jeg vil gerne bidrage og gøre mit til, at vi som land kommer godt igennem denne krise.

Denne fredag var det nu lidt mærkeligt for mig, for stort set samtidig med at jeg lagde an til fornøjelig fællessang, blev jeg så harmdirrende forarget, at jeg kastede mig ud i en “in-fight” på Facebook. Det er ikke noget, jeg gør ret tit – faktisk aldrig – men lige der, der blev jeg tricket.

Nu et par dage efter, går jeg så og tænker over, hvorfor jeg egentlig blev så tosset, og er kommet frem til, at det netop handlede om solidaritet og fællesskabsfølelse og brud på samme.

Årsagen var en bekendt, som flashede, at han og kæresten var taget på spa ophold i Sverige, og hvor fedt, de havde det.

Teknisk set er det ikke forbudt. Udenrigsministeriet har frarådet alle unødvendige rejser, men skal man ind i Sverige, må man gerne det, hvis man har såkaldt “validt formål”. Man kan også godt komme retur til Danmark igen, hvis man altså er dansk statsborger, og da hoteller, restauranter m.m. stadig holder åbent i Sverige, er det legitimt også at tjekke ind på et spa hotel, selvom det næppe kan betegnes som “validt formål”.

Men mig fik det altså helt op i det røde felt, og jeg blev så stjerne forarget. Ikke kun over, at de flashede deres par-påske-weekend på Facebook, men også at ganske mange likede opslaget helt ukritisk.

Jeg er helt med på, at man kan og må være kritisk overfor myndighedernes og statsministerens måde at tackle denne krise på. Det er sådan, det skal være i et demokrati med fuld ytringsfrihed.

Men at man må være uenig i de retningslinjer der bliver udstukket er ikke det samme, som at man frit kan bryde dem. Der er også lovgivning, som jeg er uenig i, men derfor bryder jeg da alligevel ikke loven. Igen – i ovennævnte tilfælde blev loven teknisk set ikke brudt, men moralsk?

Søren Pind, Morten Albæk og Stefan Herman på Folkemødet

Morten Albæk taler i sine foredrag om moral. Engang jeg hørte ham på Folkemødet,  brugte han følgende eksempel: “Du, Søren Pind, du må ifølge loven godt have sex med min 15 årige datter, men jeg vil alligevel finde det moralsk forkasteligt”.

Men den er svær, den med moral, og hvad der regnes som ordentlig opførsel. Det er ikke alt, der kan løses med “Søren Pind reglen”, når vi nu netop har fat i ham. Hvad der er moralsk forkasteligt for en, er det ikke for en anden, hvilket blandt andet også er årsagen til, at vi har jura og at Mads & Monopolet har så stor succes.

Vi har i Danmark heldigvis som regel pæn konsensus på tværs om det meste, men i ovennævnte eksempel var det tydeligt, at min moralske habitus kolliderede med andres.

Jeg har ganske mange venner og bekendte indenfor oplevelsesøkonomien. De hænger om nogen i med neglene for tiden. Det er ikke sjovt at være nogen i øjeblikket, men det er omend endnu mindre sjov at være rejsebureau, hotel eller mindre selvstændig, der lever af foredrag, musik el.

I vores stamme har de politikere -vi selv har valgt- besluttet, at der skal lukkes helt ned for alt i en periode, og at der skal lukkes gradvist op igen. Nogle mener for langsomt – det skal jeg ikke kloge mig på, det er der nok, der gør, men når det er det, myndighederne har besluttet, så retter jeg ind, og stiller mig solidarisk med alle andre i stammen, som bliver ramt af enten sygdom eller økonomisk morads.

Når nogen så bryder denne solidaritet, og udelukkende varetager sine egne behov, som iøvrigt kan medføre livsfare for nogle i min stamme, og på ingen måde hjælper de af vores egne, der er på hælene, så bliver jeg både forarget og tosset, hvad enten det er berettiget eller ej.

Men jeg er stadig barnligt glad hver fredag aften, og jeg bliver rørt, når jeg ser alle de syngende, smilende mennesker, som jeg slet ikke kender, men pludselig føler mig solidarisk med og finder et fællesskab sammen med. – Og det fællesskab, det finder man ikke i en pool i SydSverige.

Pas på jer selv derude, og vi høres til fællessang!

Coronadag 25

En verden i forandring!

Først må jeg nok hellere lige komme med en “disclaimer”. Jeg er ikke Boomer. Nogle vil måske hævde, at jeg er næsten Boomer, for ifølge de officielle fødselsårgange for Boomers, er jeg født lige i udkanten. Men jeg er ikke en del af 68-generationen, hvorfor jeg også mener, at jeg kan skrive dette indlæg, uden at nogen skal råbe “OK, Boomer!” efter mig.

Men i morges slog det mig – tænk nu, hvis vi er den sidste rigtig heldige, ubekymrede generation. Tænk, hvis vi bare har været så usandsynligt heldige at leve i fredstid, opgangstider og i en tid, hvor det at rejse ud i den store verden, er (var?) helt almindeligt, og nærmest en del af ens gymnasie uddannelse.

Jeg kan huske, at jeg for et par år siden sad en sen terrasse rødvinsaften og talte om netop det med en af vores venner. At vi sammenlignet med tidligere, har været så priviligeret og frygten for, at det bare ikke ville blive ved. At vi ved et lykketræf, bare var landet i lige præcis det korte tidsrum i en lang verdenshistorie.

Den samtale kom jeg til at tænke over i morges, mens jeg genkaldte mig statsministerens budskab fra i går aftes, hvor hun sagde, at ingen skulle forvente at komme tilbage til den samme hverdag det første lange stykke tid.

Hvad nu, hvis vi aldrig kommer tilbage til den hverdag?

Jeg ved godt, at jeg var ung under Den Kolde Krig, og at der havde man også virkelig grund til at være bekymret. Vi var det bare ikke. Vi lavede fredssange og bevægelser som  “Morgengrimme for Fred”. Nogle tog til Nevada, mens vi andre skrålede med på “Ticket to Peace”, og vi var aldrig rigtig for alvor bevidste om, hvor farlig situationen egentlig var. Happy go lucky!

Situationen var alvorlig – meget mere, end vi var klar over, og ved Tjernobyl ulykken var verden vist mere heldig end som så.

Men det var ikke noget, vi sådan gik og tænkte over til hverdag, når vi hoppede rundt til “Tainted Love” eller var vilde med “Gorbi” og lærte udtryk som Glasnost og Perestrojka.  Vi var mere optaget af, om vi skulle på Interrail eller charterrejse til en græsk ø og feste, og da Muren faldt, var der ingen grænser for optimismen, der blev skyllet ned med lunken Lambrusco og snegle i hvidløgsmør. Sådan meget kort opsummeret.

Jeg er så bange for, at det kommer til at tage år, før vi er tilbage til noget, der bare minder om en ubekymret tid. Det kommer selvfølgelig an på hvornår, der kommer en vaccine, men vil du lade din unge datter tage på rygsækrejse til SydAmerika til næste år, og vil hun selv have lyst til det?

Folks hukommelse er kort, vil nogen indvende. Vi skal nok komme tilbage til normalen igen.  Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi får en “New Normal”.

Det er ikke nødvendigvis skidt, det hele. Det bliver bare anderledes, og der vil være ting, som vi 50Something, vil være kede af, at vores unge ikke bare lige kan opleve.

Til gengæld håber jeg på, at der kommer en større bevidsthed om, hvor godt vi faktisk har det i Danmark. Bare det faktum, at de ansatte i UM/Borgerservice arbejder i døgndrift for at få danskere hjem ude fra den store verden. Lidt mindre forkælethed og lidt mere taknemmelighed gør ikke noget.

Jeg håber også, at vi bliver bedre til at passe på hinanden, fremfor kun at passe på os selv. Der er mange tegn i øjeblikket, og det gør mig så glad og stolt af at være del af den danske stamme. Jeg har været forskånet for ubehagelige oplevelser, og jeg kan ikke få armene ned over at politikere, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger har arbejdet sammen på tværs. Og så da også lige TAK til Maersk for at sætte 24 fly ind for at hente værnemidler til os alle sammen.

Men jeg tror, at krydstogts industrien går en lidt mørkere fremtid i møde. Det gør egentlig heller ikke noget. Har man været i Barcelona eller Venedig, så kan man godt undvære et skib eller halvtreds, men når man, som jeg, har baggrund i rejsebranchen, så kan man godt blive alvorligt bekymret. Ikke blot for ens gamle kolleger, men for hele rejsebranchen.

Vil vi stadig rejse ud og blande os med hinanden de næste par år? Jo mere, vi lærer hinanden at kende, jo mindre sandsynlighed er der for, at vi kommer op at slås. Men vil de to meters distance bliver til to tusind kilometers?

Ærligt, jeg er da egoistisk glad for, at jeg allerede for måneder siden bookede en ferielejlighed på Bornholm til sommer, for der bliver rift om de danske destinationer. Det er så omvendt godt for dansk turisme, for de lider også.

Min søn skal i Drive In bio i aften. Det er “New Normal” for ham. Forleden så jeg, at der var Drive In gudstjeneste. Det kunne godt gøre det, at gå til alters til en helt ny MacDonalds-agtig oplevelse, men hvorfor ikke? Måske lidt tricky når det kommer til bryllupper og begravelser, men hvis vi fortsat ikke må samles det næste lange stykke tid, kan det vel også blive “New Normal”.

Vi finder med andre ord nye måder at være sammen på hver for sig. Det er godt, og det viser menneskets ukuelighed.

Og What’s another Year? – de unge skal nok komme ud at rejse igen. Og imellemtiden er der da også spændende på Stevns!

Men… hvis du endnu ikke har skrevet under på, at Kina skal stoppe sine helt sindsyge markeder for vilde dyr og hunde, så gør det nu. Ellers står vi her bare igen om et par år, når vi -forhåbentlig- igen er begyndt at leve ubekymret. www.dyrenesbeskyttelse.dk

Corona dag 19


Vi skal holde ud lidt endnu

Der har været lidt stille her på bloggen de sidste par dage. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde noget relevant at sige, som ikke var blevet sagt, tænkt eller analyseret.

Jeg mener, hvor mange gange, kan man skrive om at pudse vinduer, gå tur med hunden eller referere til sjove facebook klip. Dem er der faktisk en del af, og jeg kan grine højlydt af både “Anden” og “RokokoPosten”. Sidstnævnte er der nu også til hverdag, og i dag har de sendt Distortion hjem med besked om at tisse i egen stue. Ha!

Men ellers har det ikke ligefrem været de sjove nyheder, der har præget mediebilledet.

Helt i sort gik det, da vores kulturminister mente, at det ville være upassende, hvis hun talte om kultur nu. Er der ikke en, der lige kan læse hendes stillingsbeskrivelse op for hende? Hvis hun ikke skal tale kulturen op, og især nu, hvor det i sandhed er det kit, der binders os sammen, ja -hvem skal så?

Det er tydeligvis også blevet bemærket i statsministeriet, for i årtiers politiske tale – og ja det mener jeg, det var, desuagtet noget politisk tilhørsforhold, måtte statsministeren i går da også lige love hjælp til kulturlivet, og minde om at kunsten er vigtig i en situation, som denne. Tak for det!

Så giver vi gerne en fællessang mere i selskab med Philip Faber og Kongehuset. Det er på DR, Joy Mogensen -du ved, den kanal, der blandt andet har droppet Deadline og andre nyhedsudsendelser og samsender P1 og P4 under krisen. Nu skal vi heller ikke have for meget taleradio, her hvor Radio Loud skal gå i luften, vel?

“Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste”.

Jeg ved ikke, hvem der skriver Mette Frederiksen’s taler. Måske gør hun selv. Hun har allerede vundet en pris for talen til Godhavns drengene, og nu denne.  Wow! – siger jeg bare. Jeg nåede igennem hele følelses registret, og var på nippet til at stille mig op og synge “Der er et yndigt land” bagefter.

På en og samme gang leder hun landet, og lukker alle flanker til DF og oppositionen. Ok, kulturministeren undtaget. Det er fa…. godt gået. Og ja…. vi skal nok diskutere magt og Martin Rossen bagefter. Lige nu lytter vi til, hvad Mette siger, og så holder vi ud.

Morgenrutine. Ingefær/gurkemeje shot og en stor C-vitamin.

Men det kræver også mere og mere at holde ud. Jeg har det snart som en omvendt “Chris og Chokolade Fabrikken – Chef, jeg er altså nødt til at komme på arbejdet i dag”.

Ikke, at jeg ikke arbejder. Jeg har haft hammer travlt, og alt det, som sædvanligvis lige kunne klares hen over skrivebordet, kræver nu et link og virtuelle møder.

Hold nu op, hvor ser man syg ud på de platforme. Jeg har desuden opdaget en dobbelt hage, som på mystisk for-meget-rødvin-om-aftenen vis er kommet snigende. Så nu er Nils og jeg sat på brændeælde te, salater og hver morgen hælder vi troligt et meget dårligt smagende shot i halsen sammen med en stor C-vitamin pille. Man er jo 50something, så det kommer ikke af sig selv.

Men i det hele taget er virtuelle møder i en klasse for sig. En kollega sendte mig et YouTube klip, hvor man havde taget det virtuelle møde ud i virkeligheden. Jeg måtte give op efter et minut. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se det. Mest fordi, det var så (piiinligt) rigtigt. Så kan den ene ikke høre, så går billedet på den anden, så kommer hunden løbende hos den tredie, og pludselig er der en, der er gået forkert og ser endnu mere forvirret ud end alle os andre osv.

Til møde industrien vil jeg også sige – “Hold ud!” – virkelige møder kommer aldrig til at gå af mode. Til krydstogts industrien, ved jeg til gengæld ikke helt, hvad jeg vil sige. Måske “Hold op!” eller snarere “Hold igen!” Men det regulerer nok helt sig selv, og så bliver de glade i Venedig og Barcelona.

En kollega havde været til virtuelt cocktailparty i fredags. De havde alle dresset up, og så havde de holdt party – hver for sig. Så skal man selvfølgelig heller ikke køre hjem, og man får kun de cocktails, man kan lide. Jeg spurgte, om de så også sagde fjollede ting, eller om de slog mikrofonen fra. Han hævdede, at de kørte stilen helt igennem med åben mikrofon. Det kræver altså også lidt “Holde ved” tænker jeg.

Men det må jo komme an på en prøve, så når vi når weekenden, og Nils og jeg igen må indtage alkoholiske drikke, så vil jeg også holde glasset højt, og holde virtuel fest. Næsten ingen oprydning.

Hold ud!

Fra dengang vi måtte rejse. Cocktail på Savoy Hotel i London