Kvinde – kæmp for din ret!

Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle blive bekymret for kvinders rettigheder i vores del af verden, men det er jeg nu og af helt forskellige årsager.

Derfor er dette blogindlæg også anderledes, end søndagsbloggen plejer at være, Jeg er helt bevidst om, at jeg træder ind i et minefelt, men hvis ikke jeg virkelig fandt det nødvendigt, ville jeg ikke vove pelsen.

Det er selvfølgelig primært affødt af at USA’s Højesteret, der med et slag har banket “The Land of The Free” tilbage til forrige århundrede, men sandheden er, at jeg i længere tid har noteret mig tegn på, at kvinder helt generelt er under pres.

Det er som om en barok blanding af de meget højreorienterede, militante transpersoner og medløbere i et uskønt fællesskab og med hver sin dagsorden flytter på nogle helt basale frihedsretter for kvinder.

Dette handler ikke om eksempelvis kampen for flere kvinder i bestyrelser og på kunstscenen, som jeg selvfølgelig støtter helhjertet. Det her er noget andet, og det er større end højre og venstre side i dansk politik, som visse organisationer gerne vil have det til at blive. Stærkt hjulpet på vej af en DF kampagne om retten til at være almindelig. Det må for alt i verden ikke ske, så vi står i samme situation som med udlændingedebatten for 30 år siden, hvor ingen turde påpege åbenlyse udfordringer af frygt for at blive udskammet.

Man er ikke bagstræberisk eller højreorienteret, fordi man gerne vil beholde sin ret til at være kvinde, og dermed også have ret til at bestemme over sin egen krop, sin seksualitet og sin betegnelse som, ja netop kvinde.

Lad os starte der. LGBT+ vil gerne, at vi benytter betegnelsen ciskønnet. Ciskønnet er en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen.  Med andre ord en heteroseksuel kvinde, født som biologisk kvinde. Selv det, er jeg i tvivl om jeg egentlig “må” skrive.

Jeg kan altså ikke længere “bare” betegne mig som kvinde. Jeg skal også flashe mit seksuelle tilhørsforhold, og min kønsidentitet. Siden hvornår har vi i Danmark forlangt, at folk skal flashe deres seksuelle tilhørsforhold, uden de selv har lyst til det?

Jeg har stor respekt for at nogen har det behov, og gerne går i en parade for at vise, hvor stolte de er. Jeg hepper så meget på dem, støtter Dansk Regnbueråd aktivt og og omfavner også gerne alle transpersoner, der bare vil leve i fred og fordragelighed som kvinder. Men det må og bør være en privatsag, om man vil behæftes med en kønsidentitet, og jeg kan ikke acceptere, at fordi andre har det anderledes, må jeg ikke længere bare kalde mig kvinde.

J.K. Rowlings tog kampen op, og formastede sig til at skrive, at der er en betegnelse for de personer, der menstruerer – nemlig kvinder.  Nogle vil hævde på en humoristisk måde, andre på en fornærmende. Faktum er imidlertid, at siden er hun blevet “cancelled” i en grad, der får Johnny Depp’ s fyringer til at ligne et skvulp i et shotglas vand.

Til jubilæet for Harry Potter, altså det univers, som hun skabte, blev hun ikke inviteret, hun har modtaget dødstrusler, og i disse gale USA tider minder det ganske meget om McCarthy perioden. Ene og alene fordi hun holdt fast i betegnelsen “kvinder”.

Det gjorde de ikke på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn. Det har de modtaget en pris for. Jeg er sikker på, at der ligger gode intentioner bag, og at udstillingen er relevant og værd at besøge, men det er stadig endnu et eksempel på, at betegnelsen kvinde ikke holder længere og med et pennestrøg bliver fjernet.

Kvinders såkaldte safe-spaces er også i fare. Kvindefængsler eksempelvis. Mænd dømt for voldtægt skifter køn og forlanger at afsone i kvindefængsler, hvorefter de begår voldtægt igen. I kan selv Google for at læse om de forskellige episoder, for det er ikke enestående tilfælde.

I slutningen af maj i år, fyldte en sag fra BBC de engelske medier. BBC havde for at være inkluderende ændret et voldtægtsoffers forklaring fra “ham til dem” og “han til de”, fordi vedkommende, der er født som mand og stadig har penis -som vedkommende altså voldtog den unge kvinde med – hævdede at han var transkønnet. Udover at være citatfusk, sætter det også en sårbar kvinde i en endnu mere sårbar position, når hun nu også skal tage hensyn til voldtægtspersonens (!) ønske til pronominer. Igen flyttes fokus, og det er kvinden, der taber. I øvrigt midt i en #metoo og #textmewhenyougethome tid. Det er til at blive rundtosset over.

Og så skal vi da også lige runde sporten. I denne uge vedtog svømmeforbundenes verdensorganisation, at transpersoner skal stille op i en særlig “trans-kategori”. Så vidt jeg har kunne læse mig til er rugbyforbundet fulgt efter og det er i min optik kun fair. Hvilket blandt andet Caitlin Jenner også har advokeret for.

Jeg vil gerne endnu engang understrege, at jeg er stolt af at leve i det land, der først gav personer af samme køn (!) ret til at blive gift, og at jeg har den største sympati for personer, der gerne vil have forskellige kønsidentiteter. For  min skyld må folk gøre, som de vil, så længe det ikke går ud over andre. Det er bare det, det gør nu. Det går ud over kvinder.

Jeg oplever pt., at kvinder bliver presset fra flere sider, og selvom det er fra to helt forskellige fløje, så er fløjene lige skingre, og “the bad guys”  fra begge fisker i rørt vande. I øjeblikket desværre med succes.

Tilbage i midten står som sædvanlig alle vi, der gerne vil være inkluderende, men også beholde retten til at bestemme over egen krop og til at være og kaldes kvinde. Tænk, at vi er nødt til at kæmpe for det i 2022. Tag aldrig frihedsretter for givet.

Jeg er kvinde, og det er jeg stolt af!

Thumbs up for Conde’s Nast, der reagerede prompte på Højesterets afgørelse.

I år er det – gys – 40 år siden…

Man skal have en vis alder for at vide, hvad det her er….

,,,,at jeg blev student. Det er også 40 år siden, at Uffe Ellemann Jensen blev udenrigsminister første gang. Nu er han gået bort -eller videre. Det var ventet, og fra hvad jeg kan læse mig til, var han også selv afklaret og helt bevidst om at det lakkede mod enden.

Alligevel er det mærkeligt. Mærkeligt på samme måde, som at det er 40 år siden, jeg kørte rundt på en vogn med en hue og var lykkelig, ubekymret og lettet.

Vi talte om i det i forgårs, Nils og jeg, da vi hørte, at Jakob og Karen Ellemann var hastet hjem fra Folkemødet. At nu ville vi miste en af de skikkelser, som har været der det meste af vores liv. En stor personlighed, der på en gang – som hans far sagde “var for meget Ellemann og for lidt Jensen”, og så alligevel ikke. Som havde masser af humor og format til at sætte sig på bageste række i Folketinget blandt de nye, da han var trådt tilbage som formand. Kors, hvor jeg dog savner politikere som ham. Enig eller uenig, det var i hvert fald ikke en spindoktor, der fandt på “Du skal kraftedeme ikke filme mig nedefra”, og hvad havde Ekstra Bladets nytårstorsk været uden ham?

Da jeg refererede “If you can’t join them, beat them” for min søn i dag, rettede han mig og sagde at det altså var omvendt. Det tog så lige en længere forklaring, men det er vigtigt, at vi holder fast i fælles referencerammer, så han var tvangsindlagt.

Jeg tror imidlertid, at jeg skal tænke mig lidt mere om i fremtiden, når det kommer til fælles referencerammer og sønnike.

For nogle år siden begyndte vi nogle familie filmaftener for at have nogle fælles oplevelser. Kort fortalt, smed alle en seddel med en filmtitel i en bowle, og alle skulle så holde ud, og se den film, som blev trukket. Med popcorn, slik og sodavand selvfølgelig. For os gamlinger også en slet skjult dagsorden om at få nogle klassikere på banen – fælles referencerammer.

Til vores sidste filmaften endte det med Casablanca, Både Nils og jeg var spændt på, om den holdt i dag, men den gik rent ind. Så rent, at vores yngste søn nu har fået tatoveret (ja, tatoveret) en tegning af Rick Blaine på sin underarm.

Han syntes, Bogies karakter var det sejeste, og bagtanken er, at næste gang, han er i tvivl om noget, så vil han kigge på Rick og tænke over, hvad Rick ville gøre i en given situation. Den refleksion kan jeg godt lide.

Jeg har ellers kæmpet i mange år for at forhindre tatoveringen, men nu er han myndig, og selv jeg må erkende, at både selve tatoveringen og baggrunden for den, er fin. Til gengæld grinede vi meget over, at cremen, som han skal smøre med, er af mærket “Sorry, mum!”. Jeg er tydeligvis ikke alene….

Det er jeg nok heller ikke i at tænke tilbage i dag. Ikke kun fordi jeg er blevet en virkelig gammel student, men også fordi personlighederne fra den gang i 80’erne stille og roligt forsvinder.

Heldigvis er der hele tiden nye på vej, og hvis den nye generation vælger Rick Blaine som forbillede, så kan det ikke gå helt galt. Og så må vi bare huske at glæde os over livet – As time goes by!

Annas sang – manges skæbne.

Det er en smuk søndag formiddag. Solen skinner, og jeg sidder på terrassen og glæder mig over, at syrenerne stadig blomstrer. Alligevel storhulker jeg. Tårerne triller ned af kinderne, og det er som om, de ikke vil stoppe.

Jeg har lige læst sidste kapitel af Benjamin Koppels “Annas Sang”, og har i den grad levet mig ind i Anna – eller som hun hedder i bogen Hannah, og hendes  skæbne. Det er umuligt andet, for bogen er så velskrevet, at man suges direkte ind i historien. Det er som at være der selv.

Jeg kan næsten lugte Hannahs barndomshjem, når hele familien mødes omkring bordet. Jeg kan se Hannahs sidste hjem for mig, og jeg kan nærmest føle hendes smerte og savn. Tårerene presser sig på igen, når jeg sidder og skriver dette.

Jeg læser for lidt bøger for tiden. Ligesom alle andre bliver jeg fanget i “I – universet”, og pludselig er der gået en time med små hundevideoer eller intetsigende opdateringer og kommentarer fra folk, jeg i værste fald slet ikke kender. Nu har jeg haft et par dage fri, og kastet mig over mine elskede bøger igen.  Det er godt, for jeg havde helt glemt, hvordan man skaber sine egne billeder, føler med hovedpersonerne og i det hele taget lever sig ind i andre menneskers liv og fremfor alt bliver åndeligt beriget.

Det kræver selvfølgelig, at historien er god og forfatteren har noget på hjerte. Det har Benjamin Koppel, og jeg har læst mig til, at det var fordi han ikke kunne komme ud at spille under Corona, at han kastede sig over familie krøniken. Så kom der i det mindste noget godt ud af, at vi var lukket inde. Det kræver også, at fortællingerne er skrevet med kærlighed til karaktererne. Det er vigtigt, hvis vi som læsere også skal holde af dem. Koppel virker til at have stor kærlighed til sin “sære tante i Frankrig”, som han oprindeligt kendte hende.

Det er nu ikke svært at holde både af og med Hannah. Hendes skæbne er så trist, hendes pligtfølelse så stor, at den udvisker hende og hele hendes historie går bare i hjertet. Ikke kun fordi den er sand og fortalt så velskrevet med stor humor, men fordi der i fortællingen er så mange lag, at man som læser selv er nødt til at reflektere over både livet, skæbne(r), nutid, fortid og vores alle sammens fremtid.

Kort fortalt – uden at spoile – må Hannah ikke selv vælge sin ægtefælde. Hun skal redde familiens jødiske ære, nu når hendes brødre har valgt at gifte sig med ikke jødiske kvinder, og hendes ægteskab bliver derfor arrangeret. Hvor sønnerne har modsat sig den dominerende mor og fået deres vilje, giver Hannah efter for presset og mister ikke bare sin elskede modstandsmand Aksel, men også sin mulighed for at blive en stor pianistinde og i sidste ende sig selv – og så alligevel ikke. Hendes forældre er starten på de mange Koppel’er i Danmark, der stort set alle er blevet noget ved musikken. Til stor glæde for os alle.

Det er trods den store læseoplevelse en noget trist historie, og indimellem skulle jeg tage mig i ikke at blive vred på Hannah over at hun bare affinder sig. Men hun har jo heller ikke fået min opvækst. Jeg står på skuldrene af de kvinder (og mænd), der har taget opgøret med traditioner og kæmpet for fri vilje. Hannah stod helt alene, og det er der såmænd stadig unge mennesker i Danmark, der gør.

Afdansningsbal sæson 1940-41. Min mor, hendes ungdomskærlighed og alle deres dansevenner. I midten Børge og Ulla Kisbye.

Min mor var som ganske ung stormende forelsket i en ung, jødisk mand. Han flygtede til Sverige under krigen og døde siden af tuberkulose. En dag hvor jeg som barn gik med min mor over Kgs. Nytorv, mødte vi hans forældre. Jeg kan mærkelig nok huske hele det møde meget tydeligt. Det har nok været fordi min mor var så anderledes i lige det øjeblik. Børn er små seismonauter.

Min mors kæreste måtte heller ikke få sin ungdoms elskede -altså min mor. Mor var ikke jødisk og derfor ikke et passende parti. Det har nok heller ikke hjulpet, at hun ikke var ud af en fin familie, men født udenfor ægteskab og plejebarn. Her var det altså den unge mands familie, der modsatte sig.

Hun betroede mig en gang, at selvom det gjorde hende ulykkelig, så syntes hun egentlig, det var lettere, at han var død, end hun skulle have set ham gift med en anden kvinde. Så stor var kærligheden.

Så stor er kærligheden også mellem Hannah og hendes elskede Aksel. Men de må ikke få hinanden og affinder sig med deres skæbner og forsøger at finde lykken andet steds. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre, for jeg synes virkelig, at I selv skal læse bogen.

Vi lever lige nu i en, i hvert fald for mig, mærkelig tid. I USA har kvinder i visse stater ikke længere adgang til fri abort, men til gengæld kan enhver købe skydevåben og dræbe levende børn. Vi har krig i Europa, og i Sydeuropa kan man med jævne mellemrum høre jagerfly i luften fra de baser, der er i Italien, Grækenland og Tyskland. Det er som om, at vi går på et knivsæg, og at der skal så lidt til for at det hele tipper.

Det gjorde det for familien Koppelmann i fortællingen. Fra stort set den ene dag til den anden går de fra at være succesfuld skrædder familie med musikalske børn til at være flygtninge i Sverige. Fra at være forelsket og spørgelysten lillesøster, der elsker sin storfamilie og sin Aksel, er Hannah giftet væk i Frankrig. Selvom man redder livet i en krig, ændrer de mange grufulde oplevelser, tab og traumer sindstilstanden for de udsatte og overlevende. Skyld over at være i live, er en meget svær følelse at slås med.

Så derfor triller tårerne på mig her blandt de blomstrende syrener. Jeg har ikke kun haft en fabelagtig læseoplevelse. Jeg er også blevet mindet om min mors historie, at vi skal passe på hinanden, og de frihedsrettigheder og den fred, vi har brugt så mange år på at tilkæmpe os. Det hele – også kærligheden- kan forsvinde så let som ingenting. -Og så skal vi i øvrigt læse nogle flere bøger. Især af så høj kvalitet som Annas Sang.

Ps – For nogle år siden, faktisk en del år siden, var jeg inviteret til en konference i DI. Tilfældet ville (tak!) at jeg kom til at sidde ved siden af Nikolaj Koppel, der dengang var tv-stjerne og ret hot i de fleste kvinders øjne. På et tidspunkt skulle vi alle tage sidemanden i hånden, kigge vedkommende dybt i øjnene og sige: “Det bliver riiiigtig godt!”. Aldrig har jeg været så starstruck, som da N. Koppel kiggede mig i øjnene og forvissede mig om, at det hele nok skulle blive godt. Jeg husker intet andet fra konferencen efter det øjeblik. De kan noget, de Koppler. ;o)

Syrener kan også noget.

Valdemar knaldede med Henriks kone…

… og så mistede Danmark sit Nordtyske Østersørige. Det var nemlig Valdemar Sejr og Grev Heinrich af Schwerin, der var tale om, og jeg lover jer, at her er drama for alle licenspengene, eller hvad vi nu betaler nu om dage.

Jeg var løbet sur i Netflix og andre streaming tjenester og gik derfor på jagt i DR.dk. Her faldt jeg over en så seværdig serie fra 2018/9 – “Kongelige Eskapader”. Det er ren operadrama og næst efter Frederik Cilius’ tragiske fortælling om sit SAS eventyr, de mest underholdende oplevelser, jeg har haft i denne uge.

Det er historiefortælling på den moderne måde, men med eksperter bag ordene, og det er i den grad værd at bruge tid på. Glem Henrik d. 8. og andre engelske skandaler, vi er i den grad selv leveringsdygtige i saftige historier.

Valdemar Sejr. Jeg må ærligt indrømme, at indtil denne uge kendte jeg ham mest for kongen, der bragte Dannebrog med hjem fra Estland, og lur mig, om ikke de fleste har det lige så. Men Valdemar – den liderbuk (ikke mine ord), han var ikke bare Danernes konge, han var også konge over de skønne kvinder.

For at citere en af fortællerne i tv-serien, så var Valdemar datidens mandeideal, en rigtig “hottie”, og det udnyttede han. Først til at gøre sin netop afdøde brors svenske kone gravid. Det var ikke helt så heldigt, for der var vist et lille overlap, når man tæller måneder i forhold til hvornår Knud faldt ned af trappen og døde. Men nu var han jo død, så hvem regner, og Valdemar havde desuden allerede en søn med en ukendt kvinde.

Sjovt nok var det også Valdemar Sejr, der førte kaniner til Danmark. Inspireret af de kongelige i blandt andet Frankrig ville Valdemar også jagte kaniner. Ja, ja… og.. ,o)

Afsted med Helena og søn (og måske også en datter) til Sverige og enter Dronning Dagmar. Skøn, from katolsk ungmø, der desværre døde i barselsseng ved barn nummer to. Det var i øvrigt vigtigt, at hun var from, for Valdemar ville rigtig gerne holde sig på god fod med  paven. Det betød noget for hans senere korstog mod netop Estland. Var det et korstog med pavens velsignelse, måtte han nemlig godt slå ihjel. Måske er det den samme logik, Putin benytter, når han sørger for at have den Russisk Ortodokse kirke på sin side.

Til gengæld måtte uægte børn (frille sønner) ikke længere arve tronen, så det var vigtig for Valdemar at få nogle i ægteskab også. Dagmar blev efterfulgt af varmblodige, portugisiske Berengária. Jeg tror, jeg var fraværende den dag i skolen, hvor vi lærte, at vi har haft en portugisisk dronning. Nogle mener ovenikøbet, at Valdemar allerede før Dagmar også var gift i kort tid med engelsk Mathilda. Altså hele tre hustruer plus det løse.

Berengariá dør også i barselsseng ved barn nummer 5. De tre første kom sidenhen ud i borgerkrig mod hinanden om magten i Danmark, men det er en helt anden historie, ligesom de mange andre sidespor, man godt kan komme ud af, når man dykker ned i Valdemars liv.

Men her er det liderligheden, vi fokuserer på, for undervejs på korstog mod hedningene i De Baltiske Stater, passerer Valdemar de danske besiddelser i Nordtyskland. Danmark var nærmest et imperium i de dage (Valdemar Sejr regerede 1202 – 1241). Hele Østersø regionen med Nordtyskland, Skåne, Halland og Blekinge.

Fyrsterne i Nordtyskland er dog ikke helt så begejstrede for Valdemar som kvinderne, og da Heinrich af Scwerin ydermere finder ud af, at Valdemar har ligget i med hans kone, bliver han for alvor vred og kidnapper Valdemar og hans søn -Valdemar Jr..

Det bliver i princippet begyndelsen på ende af det store danske rige, for Heinrich holder Valdemar fanget i to år, og uden en stærk leder begynder Danmark at falde fra hinanden. Først efter svære forhandlinger med Heinrich frigives Valdemar i 1225, men Danmark må i den forbindelse afstå hele Nordtyskland med undtagelse af Rügen og betale en stor løsesum.

Valdemar den Unge sidder i fangeskab et år længere end sin far, og få år efter dør han af et vådeskud fra en armbrøst. (!). Der var gang i den.

Valdemar forsøger at generobre noget af Tyskland, men taber og stikker piben og vist også andet ind, for der står ikke noget om flere børn.  Til gengæld giver han os Jyske Lov og de berømte ord: “Med lov skal Land bygges”.

Men altså… hvis ikke Valdemar havde knaldet Henriks kone, så havde historien set meget anderledes ud. Hvis ikke engelske parlaments medlemmer havde delt elskerinde med russiske spioner, havde historien også set anderledes ud. Hvis ikke Cleopatra havde haft en lille trekant kørende osv. osv. I kan selv fylde på.

Vi er tilbage til udgangspunktet – det hele handler om sex, magt og penge. Intet nyt under solen. Vi er bare blevet digitaliseret og har fået industriel udvikling, som har ødelagt naturen. Men menneskene, vi har ikke udviklet os synderligt.

Gør jer selv den glæde at se et par afsnit af serien. Det er både underholdende og oplysende, og så er det en fornøjelse, at det er værter, der virkelig ved noget om det, de taler om, som guider os igennem det hele. Endelig, så er der også den fordel, at det her er eskapader, der er foregået for mange hundrede år siden, og derfor behageligt langt væk. Meget bedre end disse tiders nyhedsstrøm.

Kongelige eskapader

Taknemmelig…. med en snert af skamfuldhed.

Lige nu spiller radioen “Den dejligste morgen” med Gnags, og sådan har jeg det også lidt. Jeg går simpelthen rundt og er i smaddergodt humør.

Det er spirende forår, jeg har fri, ældste sønnen er hjemme på påskeferie og bliver både fedet op og forkælet. Vi sover længe, ser gamle italienske film, quizzer og går i hubba bubba tøj uden at bekymre os om særlig meget.

Den største undren har været om der findes en Fugle Tinder. Ja, I griner, men historien er, at i søen overfor havde vi stort drama for nogle måneder siden, hvor ræven (tror vi, det var), fangede en af de to svaner og dræbte den. Det så meget drabeligt ud bagefter, og der blev faktisk ikke spist særlig meget af den dræbte svane. Det er heller ikke sjovt, at få alle de fjer i munden.

I et par uger svømmende den efterladte svane rundt helt alene, men bum! pludselig var de to. Nu ligger hunnen på æg, og foråret er fuldstændig, som det plejer at være, og vi kan forvente det sædvanlige antal svællinger.

Og så var det, vi kom til at tale om, hvordan sådan en enke(mand) svane bliver til et par igen. Hvordan finder en anden enlig svane pludselig ud af, at der i søen i parken padler en ensom og sørgende svane rundt og mangler en mage? Der må være en form for naturens Fugle Tinder, med informationer, der spredes via fuglenes kvidren.  Pip pip – der er en enlig – kvidr – svane i søen. Pip pip, hvem kommer -kvidr – først. Skøn tanke, og jeg vil slet ikke vide, hvis der har været mennesker involveret.

Så er man nede i gear, når man kan gå og tænke sådanne tanker. Det er skønt, og jeg er så taknemmelig, men lige i (ande)rumpen kommer skamfølelsen.

Hvordan kan jeg gå rundt og være så glad i låget, når der er krig i Europa, og stakkels mennesker finder deres elskede i massegrave – hvis de altså finder dem.

Flere har skrevet, at Volodymyr’s største fare er, at folk mister interessen, for Vestens opbakning er af bogstaveligt talt livsvigtig betydning, og det er jeg jo smerteligt bevidst om.

Derfor skamfølelsen. Kan jeg tillade mig at leve så privilegeret og være så glad samtidig med, at andre lider?

Det er ikke noget nyt dilemma, og især overlevende fra ulykker, hvor andre har mistet livet, lider af dårlig samvittighed over ikke også at være blevet dræbt.

Men vi kan jo heller ikke lade hele livet gå i stå, og Påsken skal netop minde os om, at først sørger vi over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig. Som situationen er nu, kan vi desværre blot håbe og bede til, at lidelserne slutter så hurtigt, som muligt,  så vi kan fejre – og hjælpe med –  genopstandelsen.

Til gengæld har vi en forbandet pligt til at være taknemmelige over hvor godt, vi egentlig har det, og det forsøger jeg at minde mig selv om hver dag.

Siden en veninde engang i slutfirserne smed en bog på mit bord med ordene “den skal du vist læse”, har Louise L. Hay været min guru(inde). Som I kan se, er bogen godt slidt, for den har været med mig over hele verden, og den er blevet brugt flittigt.

Jeg ved godt, at alle har sine egne guruer, guder og meditationsmetoder, men jeg lærte altså at meditere til de remser, som er i denne bog, og det gør jeg stadig. Jeg har udvidet repertoiret over årene, og har nu også Hay som lydbog, “Morning and Evening Meditations”. Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig har lyttet mig igennem aften varianten, men jeg bruger jævnligt morgen udgaven, som jeg ligger og lytter til, før jeg står op. Den handler akkurat om at være taknemmelig. Især for de små ting, som eksempelvis ens badeværelse. Som Louise L. Hay siger:  “Even Kings and Queens did not have that modern miracle, your Bathroom is”, og det er der jo noget om. Man kan altid finde nogen, der har det værre end en selv.

“Send love ahead of you, if you are going to….. ” lyder en anden af sætningerne. Banalt, men det virker. Det går altid bedre, når vi møder andre med et smil og gode intentioner.

Og således fik jeg skrevet mig frem til, at det er ok, at jeg går rundt og er glad i låget, bare jeg husker at være taknemmelig over at være, hvor jeg er, og at jeg så ellers også forsøger at hjælpe, hvor jeg kan og være god mod min næste.

Det er måske ikke helt at fejre genopstandelsen, men lidt derhen af.

GOD PÅSKE!

Lykke er…….når sønnike er hjemme på påskeferie, og vi bare “cruiser” for hyggens skyld.

Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..

Jeg ved det godt alt sammen. De er kun til låns…. sådan må det jo være…årh, ikke andet… Og jeg ved også godt at de fleste af jer allerede har været der, men jeg kom lidt sent i gang i forhold til det med børn, så jeg er først nået dertil nu.

Dertil, hvor den yngste flyver fra reden. Bogstaveligt talt. Tværs over Atlanterhavet til den anden side af jordkloden. Med Air France, AF 430, som jeg fulgte hver millimeter på Flightradar. Som om jeg kunne have gjort nogen forskel – not!-men jeg kunne i hvert fald sikre mig, at der hele tiden var en lille rød maskine på skærmen, der så ud til at flyve i den rigtige retning. Med min  Mikkelino ombord, der jo når det kommer til stykket ikke er helt så lille længere.

Det har kun været planlagt en uge. Ikke at han skulle rejse, men Japan der var first choice og til april, har ikke lukket op for turister endnu, og en-to-tre var han på vej til Costa Rica og Columbia, som alle prøver at overbevise mig om ikke er, som da jeg var ung.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive sådan. Et halvt arbejdsliv i rejsebranchen. Et helt liv, hvor jeg har prædiket til alle unge, jeg kom i nærheden af, at de skulle rejse ud og opleve verden, og så sidder jeg her som en anden hønemor.

Helt galt blev det, da jeg satte mig i hans næsten ryddede og tomme værelse. Han er nemlig med sine egne ord blevet “low key smidt ud hjemmefra”. Det er selvfølgelig noget sludder, men han flytter formodentlig direkte ind til København, når han engang er kommet hjem fra sin store dannelsesrejse, og så kan vi jo ligeså godt tømme hans værelse og sætte det i stand imens og lave det påklædningsrum, vi har drømt om i så mange år.

For nu er vi bare os to – og virkelig meget skabsplads.

Det bliver skønt, men hvor er det også en mærkelig tid. Vi er seriøst ved at genopfinde os selv på ganske mange måder. Vi har taget tilløb i et stykke tid, og vi kan heldigvis finde på masser at lave sammen uden sønnerne, men det er stadig anderledes.

Også anderledes i forhold til ansvar. Andre har sikkert haft det anderledes, men pludselig er det som om, jeg kan tillade mig alt muligt på alle tidspunkter.

Hvis jeg har lyst til det, kan jeg spise morgenmad om aftenen og jeg behøver ikke længere være bekymret for, om mine afkom synes jeg er sindssyg, fordi jeg danser rundt og skråler med på et eller andet oldgammelt popnummer. Eller at de, mens de kigger ind i både køleskab og fryser på en gang (fyldte), beklager sig over, at der ikke er noget lækkert at spise, og Nils behøver aldrig mere bekymre sig om, hvor hans nye Chelsea Boots nu er henne, og mon ikke, det nu også er slut med utømte Ikeaposer fyldt med herreunderbokser og sokker,  man ikke lige magter at sortere.

Men det er også slut med hverdagskram og spontane cocktail parties om tirsdagen og bilture, hvor man skiftes til at vælge musiknummer og bare for at drille sætter virkelig gamle disco numre på, mens man hævder, at det er præcis samme volumen, som da sønnen valgte hip hop. Den gik som regel ikke, men det var altid værd at prøve.

Det er også slut med at finde vasketøjsspanden sådan, når der (endelig) er blevet ryddet op på værelser.

Den ældste flyttede i august sidste år, og nu er den yngste så på eventyr, og eftersom hverken de eller jeg forventer mini-marker indenfor de nærmeste år, så er vi “de gamle” helt for os selv.

Det har vi nu rigtig godt af, tror jeg. Vi nåede kun at være sammen i et lille år før vi både var gift og havde første søn, så det er også spændende.

Og når man tænker over det – hvem er jeg til at brokke mig. Jeg har sendt min søn på dannelsesrejse med venner, solskin og parasoller i sjove drinks. Tænk på alle de mødre, der lige nu sender deres sønner i krig. Det tænkte jeg meget over her i weekenden. Jeg kan downloade en app, så jeg kan følge fly og tidszoner, og vi kan Facetime, så meget, som vi orker (mig lidt mere…), men de russiske mødre kan ikke engang få ligene af deres sønner hjem og aner ikke, hvor de er, og hvad de bliver udsat for, og de ukrainske ditto er bogstaveligt talt gået fra uni til uniform. Det er fortvivlende.

Men lige nu udgår verden fra min navle og mit nye liv uden børn for første gang i lidt over 22 år. Måske skal jeg ligefrem have en taskehylde og et skab kun til mine sko……

Jeg har pludselig fået helt styr på tidszonerne.

J´ACCUSE!

Jeg er så vred! Så edderspændt rasende, og det værste er, det gør absolut ingen forskel, og jeg har ingen steder at vende min vrede. I hvert fald ikke, så det rykker noget. Det er kun en ringe trøst, at stort set hele verdens normalt tænkende befolkning formodentlig er lige så vrede som jeg.

Hvad f…… bilder alle disse halvgamle mænd sig ind?

Først skal vi trækkes fire år med Trump, der trak præsidentembedet ned i sølet støttet af en bunke griske og magtliderlige nulboner, og når vi så endelig slipper af med ham, så sender en anden latterlig, lille gnom tusindvis af unge mænd i døden, samtidig med at de er tvunget til at myrde og smadre.

Og oveni det er torsken ved at uddø! Den er vor tids panda, som der stod på et opslag i dag fra Dyrenes Beskyttelse. Gad vide, om man så kan bruge den i storpolitisk sammenhæng, som Kina med pandaer i ZOO? Det ville være et stort karriereskridt for en nytårstorsk, hvis ikke det var fordi, det var så tragisk.

Det hele er tragisk lige nu. Det er de smukkeste forårsdage, og små blomster titter frem over hele min græsplæne, men jeg har svært ved at glæde mig over det og glemme verden.

Hvad i hele hule helvede bilder Putin sig ind? Og hvad i hele hule helvede bilder alle medløberne sig ind? De er lige så skyldige, som folk der står og hepper på en voldtægt. Findes der ikke fornuftige mennesker i Kreml? Mennesker, der lever i det 21 århundrede og ikke i noget, der ligner Napoleonstiden?

En hurtig søgning på nettet viser, at ganske mange tænker Napoleon og Putin. Funfact: Napoleon var 168 cm. Putin er 165 cm. Lille l…!

Det kan virke som et forkert udtryk at anvende, men jeg finder det hele så håbløst gammeldags. Det er gammeldags at tro, at Rusland kan klare sig alene. Det er gammeldags at føre annekteringskrig… især uden brændstof og andre forsyninger… det er gammeldags at tro, at man kan holde 144 millioner russere i uvidenhed og frygt i længere tid, og det er så gammeldags at tro, at verden elsker halvgamle mænd i nøgen overkrop med et gevær i hånden.

Nu vil nogen sikkert belære mig om, at det foto var et signal målrettet hans egen befolkning, og det er jeg helt bevidst om. Jeg er også med på, at der har været mængder af analyser,  men én skilte sig alligevel ud fra mængden, og understøtter min opfattelse af at det hele er så gammeldags. I den analyse blev Volodomyr og Vladimir sammenlignet som mandetyper, og selve mandeidealet var endnu et eksempel på, hvordan Putin har fejllæst hele situationen.

I Putins optik er det en svag mand, der deltager i Vild med Dans, laver sjov i kvindetøj og fjoller på TV, som Volodomyr har gjort. Han har formodentlig også kun hån til overs for en kronprins, der fælder tårer, når hans brud kommer ind i kirken. Men det er netop her, den helt store forskel på nu- og datidens mænd bliver synlig. I hvert fald i det meste af verden.

Putin var sikkert helt overbevist om, at Volodomyr ville tage det første amerikanske lift ud af landet, men nej tak, han trak i den armygrønne og gør alt det rigtige, og nævn mig en dansker, der betragter Frederik som en tøsedreng.

Nutidens mænd behøver ikke bjørne, floder og kalasnikow’er og de er ikke nødvendigvis over-woke, fordi de kan lide at danse. Og nutidens mænd behøver ikke at slå uskyldige ihjel og bombe babyer og byer tilbage til stenalderen for at opnå respekt. Tværtimod.

Derfor er det hele er i min optik på så mange måder så gammeldags… og forfærdeligt… og håbløst. Ikke bare for de stakkels ukrainere. I ly af at verdens øjne er rettet mod Ukraine henrettede Saudi Arabien 81 unge mænd på en og samme dag i sidste uge. Dagen efter tog de 19 mere, så de lige kom op på 100. Saudi, som er i spil til at købe Chelsea, for det er selvfølgelig meget bedre end Ambramovitz.

I Tyskland holder man nu fast i sine atomkraftværker og stopper afviklingen, og i stedet for at tale om kulturelle udvekslinger og samhandel, går der igen et jerntæppe ned gennem Europa. Har nogen overhovedet regnet på CO2 udslippet ved bombninger? Det er fortvivlende, og det gør mig så vred.

Vi har som mennesker fået jorden til låns, og hvad gør vi ved den? Vi slås og udpiner. Forurener og udnytter. Og så lader vi gamle, magtliderlige mænd få deres vilje i alt for lang tid, så de til sidst ikke kan stoppe.

Jeg er nødt til at sige til mig selv, at hvis der skal komme noget godt ud af alt dette -og vi ikke alle er døde i en atomkrig- så må det være en bevidsthed om, at vi skal passe meget bedre på alting. ALting.

Hvis idioterne vil være gammeldags, så lad også os være gammeldags, men på den moderne måde. Lad os genoplive fredsbevægelserne. Lad os genbruge slogans som “Make Love, Not War” og “Penge er ikke alt”. Lad os gå i marcher, når vores magthavere kigger for meget på deres egne interesser og for lidt på det store billede. Lad os kræve etik og ordentlighed tilbage, og buhe af overrige, russiske oligark-døtre (og andre), når de udstiller deres klepto rigdom på Insta istedet for at like dem, og lad os opdrage vores børn til at gøre det samme. Til at opføre sig ordentlig, tale pænt og hjælpe sin næste.

Det starter i det små med at tage stilling i hverdagen og sige fra, når nogen gør noget forkert. Som i skolegården, hvor vi lærer de små, at man ikke må mobbe. Eller på arbejdspladsen, hvor vi skal have modet til at sige fra overfor kolleger, medarbejdere og chefer, der ikke opfører sig ordentligt. Bøller m/k/x skal tages i opløbet, og vi skal blive så meget bedre til det og til at passe på hinanden – og her er et like på Facebook ikke nok. Vi skal have modet, som de russiske kosmonauter, der trak i det gule tøj.

Og så skal både vi og jeg glæde os over, at forårsblomsterne alligevel titter frem hvert år… endnu i hvert fald.

Pyhhh… det lettede. Gå med fred og smil i dag!

What a Difference a Day Makes…

Det er titlen på et gammelt popnummer, der første gang blev et hit på engelsk i 1959. Den er nu oprindelig skrevet på spansk og i 1934, men sådan er der så meget.

Jeg har tænkt meget på den sætning de sidste par uger, og jeg er nok ikke den eneste, der gerne så verden tilbage til hvor den var for et par uger siden. Det går lige stærkt nok -den forkerte vej – i øjeblikket.

Sidst jeg bloggede, havde jeg fokus på New Zealand og en demonstration, hvor demonstranterne blev mødt med musik for at få dem til at gå hjem. Det causerede jeg lidt over i forhold til Nato og Rusland og hvilke sange, de burde spille for hinanden. Det gør jeg ikke længere.

For første gang nogensinde i mit voksne liv er jeg reelt bange for krig – atomkrig!

Vi 50somethings, vi var unge i 80’erne. De fleste af os har været i Østeuropa før Muren faldt (absolut ikke nogen sjov oplevelse), og mange af os kan huske, hvor vi var, da vi hørte om Tjernobyl ulykken. Men selvom der var iskold krig, spioner på broen, og gamle mænd i Politbureauet, så var jeg aldrig for alvor bange. Det er jeg nu.

Noget kan selvfølgelig tilskrives ungdommens letsind, men det var alligevel anderledes. Vi havde håb om forbedring, tidens ord var NEDrustning, og der var jubeloptimistiske tiltag som Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet, og der var så mange fredsgrupper, at en af mine venner opfandt “Morgengrimme for Fred”.

Den mærkeligst personlige oplevelse fra den tid var en gang, jeg havde forvildet mig på et alternativt kursus om tankens kraft. Pludselig skulle vi alle sidde og tænke positivt på supermagterne ud fra devisen, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker gjorde det samme over hele verden, ville det påvirke de respektive ledere i positiv retning.

Jeg syntes, det var for langhåret, og gik før tid. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville gøre i dag, for jeg er der, hvor jeg er villig til både bønner, tanker og morfogenetiske felter, hvis bare det virker.

Men tænk engang. For bare tre uger siden, så verden helt anderledes ud, og så hurtigere, end jeg kan mikse en Black Russian, har vi krig på kontinentet, politik på speed og et dansk parti, der er ved at gå over på midten, fordi de ikke kan blive enige med sig selv om, hvordan de skal mene noget andet, end der står i deres partiprogram. Den er også svær, og kræver en spindoktor i særklasse og et realitytjek hos deres vælgere, men i disse dage er der ikke plads til nuancer nogen steder.

Russiske kunstnere, der har brugt hele deres liv som systemkritikere, med selvsamme liv som indsats, bliver cancelled, blot fordi de nu en gang er russere, og i det hele taget er alle gået i en slags kollektiv selvsving, hvor man bare vil handle nu og her. Det forstår jeg godt, det er måske bare ikke så hensigtsmæssigt på den lange bane, så jeg håber at alle -især vores politikere- lige tager en dyb indånding, og holder hjernen kold og hjertet varmt. En fejltagelse nu kan blive fatal.

Men det er svært. Jeg er selv blevet nyhedsjunkie (kan ikke anbefales), og har i snart to uger øvet mig på at sige Volodomyr. Manden, der overnight blev helt, og som alle nu vil hjælpe…. bare ikke så meget, at det starter en atomkrig, og det er han desværre smerteligt bevidst om. Det er vi også.

Det er catch22. Vi ønsker af alle vore hjerter, at de tapre Ukrainere vinder, men vi ved også godt, at de er oppe mod en af verdens største hære, hvis øverstkommanderende er villig til at tage det ultimative våben i brug. Det ved vi. Det ved Putin, og han ved, at vi ved det, så her står vi og holder vejret og håber på, at der ikke sker en fejl.

Jeg læste, at amerikanerne nu har oprettet en særlig direkte linje til Moskva, med netop det ene formål at udrede evt. misforståelser, og jeg læste også, at Putin har sendt hele sin familie til en hemmelig underjordisk bunker by under jorden et sted i den russiske ødemark. Det er en gyser!

Foto fra NBC News

Kan I huske Mikhail Khodorkovskij? Han var den første rigtige oligark, tilbage i 90’ernes wild west kapitalisme under Jeltsin. Han ragede imidlertid uklar med Putin, faldt helt i unåde og blev sat i fængsel, som han efter 10 år blev løsladt fra. I dag lever han i London, og vil gerne fremstå som menneskerettigheds forkæmper (!) med sin fond Open Russia, der kæmper for et demokratisk Rusland.

Jeg har i dag set to forskellige interviews med ham. Et på fransk tv, der er fire dage gammelt og et på CNN, der er en dag gammel. Som jeg oplever det, har han holdnings- og frygtmæssigt flyttet sig på de tre dage, og taler i det sidste om, at man er nødt til at stoppe Putin NU! What a Difference a Day Makes.

I mellemtiden er den reelle oppositionsleder, Navalnyj (ham der overlevede giftangreb) også i fængsel i Sibirien og har afsonet 1 år af sin 2,5 års straf, men den 25. januar blev han opført på de russiske myndigheders liste over terrorister og ekstremister, så han kommer nok ikke ud til tiden.

25. januar, altså en måned før verden gik af lave. Hvis jeg forstår rigtigt, så blev invasionen også udskudt lidt, fordi kineserne bad russerne vente til efter vinter OL. Hvis det altså er sandt. Sandheden er som bekendt det første offer, men det hele ser meget planlagt og ikke godt ud.

Jeg ville gerne som altid slutte i dur og med håb, men lige i dag har jeg altså svært ved det. I forgårs sad jeg med tårerne ned af kinderne, da 150 radiostationer spillede “Giv Peace a Chance” samtidig. Og jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel overhovedet på noget, men det viser i det mindste, at de fleste af os rykker sammen, og ikke på nogen måde ønsker, hvad der sker i øjeblikket. Heller ikke for de stakkels helt unge russiske mænd, der rystede ringer hjem til deres mødre og fortæller om krigens rædsler. De troede, de skulle på øvelse.

Jeg håber virkelig, at når jeg blogger næste gang, så har nogen fundet en udvej, hvor ingen taber så meget ansigt, at der trykkes på en rød knap og at verden så ser bedre ud. What a Difference…. med omvendt fortegn.

Vil I ikke nok kysse-kramme jeres nærmeste lidt mere i den kommende uge og minde dem om forår og lysere tider, for det tror jeg, vi alle har behov for.

 

It’s a strange world…. we’re living in…

Det har været en helt utrolig uge på nyhedsfronten, og her tænker jeg ikke på den måske kommende krig i Europa, telte til F16 fly på Bornholm og amerikanske soldater på dansk grund.

Nej, jeg tænker først og fremmest på dagens nyhed fra New Zealand. New Zealænderne – også kendt som Kiwi’erne, er trætte af Corona restriktioner. Det kan man i princippet ikke fortænke dem i, de kører på andet år uden pauser, og nu er de altså blevet så trætte og mellemfornøjede, at de demonstrerer foran parlamentet, og de har ikke tænkt sig at gå hjem.

Det er politikerne omvendt blevet så trætte af, at de for at få demonstranterne til at gå hjem, vil gøre livet surt for dem, og i New Zealand handler det ikke om vandkanoner og gummikugler – nej, man sætter Barry Manilow’s Greatest Hits på instant replay og lader musikken gjalde ud over de mange demonstranter. Der står i min netavis, at det starter forfra hvert 15. min. Det siger lidt om, hvor mange greatest hits Barry Manilow har på de kanter.

Så skulle man jo tro, at de hårdt prøvede demonstranter gik hjem, men haha – Kiwi’er er seje, for de hentede da bare Soundboxen x 100 og svarede igen med Twisted Sisters hit fra 80’erne “We’re not gonna take it!

I love it!

Se, det er nyheder og protester, man kan forstå. Civiliserede mennesker med humor, der meget tydeligt gør klart, at nu har politikerne altså at gøre det bedre. Også bedre end Barry Manilow, som sikkert ikke synes, det er lige så sjovt at læse. Det skal retfærdigvis nævnes, at han har solgt i omegnen af 85 mio. albums, så han overlever nok.

Men prøv at tænke tanken lidt videre. Ville det ikke være befriende, hvis resten af verden opførte sig som på New Zealand. Man ser det for sig…. Putin spiller “Don’t stand so close to me” for Nato, og Biden svarer med “Wake me up before you go go”! 

Twisted Sister anno 1984

Men I har det sikkert ligesom jeg. Man er ved at være godt træt af verdenssituationen. Ikke at man keder sig lige så meget, som den russiske sikkerhedsvagt, der i kedsomhed tegnede øjne på et uvurderligt maleri, han var sat til at passe på (også en nyhed fra denne uge), men det er ikke rigtig så sjovt længere vel?

Faktisk, vil jeg meget hellere kede mig lidt mere, end bekymre mig om vi får besøg fra fjerne planeter som det næste, eller om Bornholm er i fare for at blive besat af russere.

“Du har for meget tid til at læse dårlige nyheder” vil nogen måske hævde. Ja, det har jeg måske nok, men det er indimellem svært at undgå. Det var meget lettere dengang, der var morgenaviser, radioavis hver time, og så TV Avisen kl. 19.30. Tænk, at engang var der ramaskrig over at sendetidspunktet for TV-Avisen måske ville blive flyttet. Det er som et tidligere liv.

Kan I huske Mogens Berendt? Han var TV-Avis stjerne, og jeg var ret vild med ham. Han var vores generations første nyhedsstjerne, og jeg kan huske, da han blev pålagt at dementere et indslag, der havde været i TV-Avisen. Han satte sig og læste hele dommen op i sin ordlyd. Vi taler monopoldage, bedste sendetid og så satte han sig og læste op fra et stykke papir i noget, der lignede 10 min.  med ord, som ingen fattede en lyd af. Den var ikke gået i dag. Men det er der, så meget, der ikke var.

Og nu vi er ved TV. I løbet af ugen så jeg også et tv-program med tilbageblik til tiden omkring 1990. Man interviewede bagagemedarbejdere i lufthavnen om de nye regler, der indebar, at man kun måtte drikke alkohol i frokostpausen. Ja, den er god nok.

Den generte unge mand svarede, at det måske nok var meget godt, at det blev begrænset, for det var jo en arbejdsplads med køretøjer. Ganske illustrativt stod han i en hal, hvor bagagevognene kørte rundt om ham.

Pludselig forstod jeg, hvorfor så meget bagage forsvandt tidligere. Det kan ikke have været helt let i en halv-bimmelim at ramme det rigtige fly med en kuffert. I dag er vi glade, bare bagagemedarbejderne arbejder. Spørg selv Søren Pind, der i går skulle på vinterferie med sine børn, og først blev forsinket, så sendt afsted uden bagage. Den bagage hvor – ifølge ham selv – hans blodtryksmedicin ligger. Pind besidder heldigvis også humor.

Det har i sandhed været en mærkelig -men underholdende, verden i denne uge.

Foto er lånt fra Søren Pinds officielle Facebook side.

Glemmer du…..så husker nogen for dig.

Jeg er egentlig mest i humør til at se fremad og ikke tilbage. Det tror jeg, vi alle har behov for her post Corona, men så dukkede en video op i weekenden, og den fik i den grad tankerne på “memory lane”.

Som gammel Vesterbro’er er jeg medlem af en Facebook gruppe for os, der er opvokset eller har boet på Vesterbro. Det Vesterbro vel at mærke, der var før Caffe Latte segmentet overtog, og serveringspigerne begyndte at tale jysk. Skrevet helt uden undertoner, for jeg hilser byfornyelsen velkommen.

Men det er sjovt at være medlem af denne gruppe, for der uploades tit gamle billeder og historier, og selvom jeg har boet i Helsingør i snart 23 år, elsker Helsingør, og det er her fra min verden går, så har jeg altså også nogle rødder, (nej, ikke drengene fra den gang….), som jeg tænker tilbage på med lige dele kærlighed og undren. Undren fordi så meget er forandret, og fordi det vitterlig føles som et tidligere liv.

Når jeg en gang imellem fortæller mine sønner historier fra min barndom bliver de lidt fjerne i blikket og jeg kunne lige så godt fortælle om en familie fra det forrige århundrede – hvilket det jo i princippet også er. De kan ikke forholde sig til det, og selvom de med deres intellekt forstår, hvad jeg fortæller, kan jeg også mærke, at de er meget langt fra baggårde, tage på skure, hvor man legede og små lejligheder. Nå, historieinteressen kommer nok en dag.

I fredags uploadede Lars Daneskov en video i Facebookgruppen med teksten: “Man kan godt tage en dreng væk fra Vesterbro, men aldrig tage Vesterbro væk fra drengen.”

Drengen er i dette tilfælde Michael Trampenau, eller som de fleste kender ham – Mike Tramp. Han har, efter at have sunget på engelsk i 45 år, lavet en sang på dansk “Min by”, som med den meget fine video, der følger med, på allerbedste og poetiske vis rammer Vesterbro lige på kornet. Både fortid og nutid og ærligt, jeg sad med tårer i øjenkrogen, da den sidste strofe lød.

Michael kom i Vesterbro Ungdomsgård. Jeg kom i Bryggergården Ungdomsklub, så vi kendte ikke hinanden. Man blandede sig ikke så meget. Ungdomsgården syntes vist, vi fra Bryggergården var lidt fine på den, og vi syntes, de var lidt nogle rødder. Jeg frekventerede dog ind imellem Ungdomsgården, for det kan godt være, drengene var nogle rødder, men de var også lidt spændende og lidt lækre.

Det var en sjov tid. En ubekymret tid. Vi var for unge til helt at forstå Den Kolde Krig, og vi kunne være os selv, for det var før mobiltelefoner. Selvfølgelig skulle vi være hjemme til bestemt tid, og min mor ville altid vide, hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med, og der var enkelte steder, jeg ikke måtte komme (det kan jeg i dag godt forstå), men derudover,  var der ikke så mange regler.

Meget takker været ungdomsklubberne – og hvorfor har vi ikke dem længere? Det har undret mig i mange år, og især da mine drenge blev teenagere. Hvor pokker skal de yngste teenagere hænge ud?

Det var ikke ungdomsskoler, det var klubber, men der var et hav af tilbud til os, der var for unge til at gå ud, men for gamle til at være hjemme, og vi voksede ikke op i huse, der var store nok til at vennerne lige kunne kigge forbi.

“Det er bedre, end at de hænger på gadehjørnerne” skulle Børge Kisbye angiveligt have sagt, da han under stor ståhej introducerede Rock´n Roll sodavandsballer i Kødbyen, og det var samme filosofi 20 år senere, da man etablerede ungdomsklubberne. Vi skulle ikke hænge på gadehjørnerne om aftenen.

I Bryggergården kunne man komme fra 13 – 17 år (hvis jeg husker rigtig). Her var masser af tilbud med kompetente voksne, hvis man ville det. Værksteder, musikinstrumenter så man kunne lave sit eget band (her slog Ungdomsgården os altså), billard, bordtennis og hvad ved jeg. Men… man kunne også bare hænge ud og vente til diskoteket åbnede og så sidde der i mørket eller danse og føle sig lidt mere voksen.

Mens man ventede på at diskoteket skulle åbne kunne man altid hygge sig med veninderne og grine, som kun teenagepiger kan gøre det. Bemærk i øvrigt den diskrete brillemode.

På hverdage var der disko i et mindre, mørkt lokale, men om fredagen var det anderledes og i den store sal, der ellers husede fem bordtennisborde. Det var en fest – sodavandsfest, for her måtte heller ikke være alkohol. Det forhindrede os nu ikke i at indtage noget før, og den dag i dag så mange år efter, rører jeg A L D R I G Martini. Den flaske i legehuset før fredagsdisko satte uudslettelige spor.

Det hele lukkede klokken 22 på hverdage og kl. 23 om fredagen (igen, hvis jeg husker rigtig), så vi kunne komme hjem og være klar til skole dagen efter.

Jeg var i Bryggergården stort set hver aften i nogle år, og jeg ved ikke, hvor vi ellers skulle have været. Det var et fantastisk fristed, og jeg er stadig i kontakt med venner fra den gang.

De mange tilbud gjorde også, at ingen faldt udenfor. Vi vidste da godt alle sammen, hvem der var sej og hvem, der var nørd, men nørderne gik jo bare på værkstederne og hang ud med de andre nørder, mens de seje gassede op på knallerten og kyssede piger. Har en mistanke om, at det nok var nørderne, der klarede sig bedst på den lange bane.

En sjælden gang gik turen så til Ungdomsgården, men kun sammen med nogen, som gik der i forvejen. Man kom ikke alene. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Til gengæld var man så også accepteret og velkommen, hvis man kom med en af de faste, og der var jo lige det med de charmerende rødder.

Mange, mange år senere, da Vesterbro var på vej til at blive hipt, og der var åbnet noget så fancy, som en café/bar, var jeg i byen og mødte en af de charmerende rødder fra den gang. Jeg beklagede mig over, at jeg syntes kvarteret var blevet hårdere -det var da de østeuropæiske piger og alfonser gjorde deres indtog. Han kiggede bare på mig og spurgte, om jeg havde smidt telefonnummeret væk. Desorienteret kiggede jeg på ham og spurgte, hvad han talte om. Svaret kom prompte – “Du ved da godt, at hvis der er nogen, der rør dig, så kommer vi efter dem”.

Jeg blev så overrasket og rørt, at jeg her mere end 30 år efter kan genopleve hele episoden, og nej – det var ikke en scorereplik. Det var ganske enkelt et udtryk for, at du er en af os, og vi passer på hinanden.

Den følelse blev vakt igen, da jeg så Michaels poetiske video, for man kan også tage pigen ud af Vesterbro, men man kan ikke fjerne Vesterbro minderne fra pigen.

Senere rykkede vi, der bedst kunne lide at danse videre, men det er en helt anden historie.

For en god ordens skyld skal lige nævnes, at Bryggergården eksisterer stadig som ungdomsklub for de 10 – 14 årige, men der er ikke aftenåbent.