…at jeg tager mig selv i at tænke eller sige det samme som min mor. Jeg ved det godt, det er en klassiker. Der findes formodentlig ikke den forælder, der ikke på et tidspunkt har hørt sig selv sige noget til sine børn, som ens forældre sagde til en selv, og som man havde forsvoret, at man nogensinde ville lade komme over sine læber. Så jeg er helt med på, at det her er ikke revolutionerende.
Men i de senere år har der alligevel sneget sig en ny variant af “mor-tankegangen” ind, og jeg kan ikke rigtig helt finde ud af, om jeg bare skal omfavne det, eller om jeg skal skubbe det væk, og se at blive voksen og min egen, om man så må sige.
I denne uge var min yngste søn og jeg på cafe i mit gamle “hood” – Vesterbro. Jeg er for længst holdt op med at forbavses over, at der holder Porscher og Range Rovers i sidegaderne, og har også (næsten) helt accepteret det nye Vesterbro, så det er ikke her, min mors tanker kom ind i mit hoved.
Men midt (seriøst midt) inde på cafe’en, der var meget ung, hip og efter min smag, ret støjende, sad en mand i en lænestol og læste i en bog. Det syntes jeg i og for sig var ret fedt – endelig en fysisk bog, men så tog jeg mig selv i at tænke “at han dog kan koncentrere sig i det cirkus”. Ikke alene tænkte jeg det, jeg kunne ligefrem høre min mors stemme i mit hoved. Det syntes jeg var lidt mindre fedt!
Det er ikke det eneste eksempel. “Guuud, pigebarnet må da fryse”, når jeg ser en meget letpåklædt ung model uden særligt meget tøj i minus 5 grader. Eller “hvordan kan de dog holde det ud med den høje musik? Uh! Det er ikke godt. Det kommer snigende stille og roligt sammen med hvert ekstra år.
For et stykke tid siden begyndte jeg at løse kryds og tværs. Dels fordi vores tidligere Dronning direkte havde opfordret os til at gøre noget unyttigt, og dels fordi jeg kunne mærke min koncentrations længde blive mindre og mindre og min mor sagde altid (!) at hjernen er en muskel, man skal træne. Derfor kryds og tværs, og i lang tid var jeg lidt pinlig over det, og følte mig som oldgammel, indtil jeg fandt ud af, at flere jeg kender, gør det samme.
Men også her kunne jeg se mig kopiere min mor. Jeg googler, hun havde opslagsbøger, men det er ærligt også som om, det er de samme krydsord, som den gang. Der er ikke sket meget på den front.
Man har altid sagt, at hvis du vil vide, hvordan din hustru bliver, når hun bliver gammel, så kig på din svigermor.
I denne måned er det 20 år siden min mor døde. Måske er det også derfor, at hun spøger så meget i min hjerne for tiden. Mine børn kan ikke huske hende. Den ældste har svage konkrete minder, men jeg er sikker på, at den ubetingede kærlighed, som hun overdængede ham med, den ligger lagret et eller andet sted, og har været med til at forme ham, ligesom alt det, jeg har kopieret fra hende, også har formet både ham og hans lillebror.
I min mands familie er de alle supermusikalske. De synger og spiller – professionelt altså, og der er også et par decideret “wonderkids” imellem. De er dog helt nede på jorden og smaddersøde, og bortset fra at det er som at gå i operaen at være til fest med dem, er det ikke noget, man lægger mærke til til hverdag. Det er bare så tydeligt, at her er det både arv og miljø, der løber i en lige linje.
Jeg ved ikke rigtig, hvad mit arv og miljø er. Som tiden er gået, er jeg meget langt fra mine rødder, og er vel, hvad folk kalder en mønsterbryder. Sådan har jeg bare aldrig selv tænkt på det, jeg har bare kørt derudaf, og synes egentlig at jeg rødder i mange forskellig slags muld, og er oprigtig glad for al mulden. Man er vel summen af det hele.
Men… jeg er altså ikke helt afklaret med, om jeg synes det for tidligt, at jeg begynder at tænke og tale som min mor, og i øvrigt også blive irriteret over, at de ikke kan tale tydeligt længere i de danske tv serier. I kan godt høre det ikke? Her altså, ikke i tv-serierne. Der er mange små, bekymrende signaler.
Nå, jeg kan i det mindste glæde mig over, at mine venner dengang omtalte min mor som “mutter fit”, og at hun altid var frisk på en tur med en speedsnakkende Dan Turéll og den sidste nye film i biografen, så helt galt kan det vel ikke gå. Jeg kan også stadig finde træningshold, hvor jeg er blandt de yngste. Jeg skal så bare leve med at træne til Boney M., men det bliver ikke spillet for højt, og så tænker jeg også som min mor – “hvor er det dog dejligt, at alle de gamle mennesker kommer ud at røre sig” ;o)