For mange år siden – i tiden med Time Management og Jan Carlsson’ smilekurser hos SAS, var der også en tv udsendelse, hvor et supermarked introducerede udtrykket “en double bagger”.
Supermarkedet havde ansat nogle unge mennesker til at hjælpe kunderne med at pakke deres indkøb i poser, angiveligt efter amerikansk forbillede. Det holdt dog ikke særligt længe, vi skal nok selv styre vores varer, men udtrykket blev hængende lidt længere.
“En double bagger” er når vedkommende, der skal pakke varerne, kan se at posen er ved at gå i stykker, og derfor af sig selv sørgede for en ekstra pose. Eller med andre ord -ydede en ekstra god service.
Jeg kom i tanke om dette håbløst gamle udtryk forleden, da jeg havde forvildet mig ind i et supermarked, jeg ikke har været i før. Jeg er stadig lidt sur på Coop, over at de ødelagde Irma, så derfor har jeg undgået især gamle Irma butikker, men den dag var det altså lige den butik, der var i nærheden, og så røg principperne lidt.
Da jeg stod i kø ved kassen noterede jeg mig, at den unge kassemand havde en “vissen hånd”, tror jeg, det hedder. Hans ene hånd var i hvert fald ikke 100% funktionsdygtig. Jeg noterede mig også, at han tiltalte kunden før mig ved navn og studsede lidt over det.
Da det blev min tur, fik jeg verdens største smil og et “Værs’go Berit!”. Han havde ganske enkelt læst mit navn på kortet og personificerede på den måde min indkøbsoplevelse. Ganske som SAS gjorde i gamle dage, når man tjekkede ind, og check in personalet havde lært at referere til navnet på boardingpasset (those were the days..)
Jeg blev selvfølgelig fuldstændig vild med den unge mand, og roste ham til skyerne for hans service, men ud over at jeg fik en rigtig god oplevelse, så fik han mig også til at reflektere, for hvor er han dog en inspiration.
Her er en ung mand, der står i kassen, og som skal arbejde lidt hårdere, idet kun den ene arm/hånd er funktionsdygtig, og så finder han alligevel måder at kompensere på, og gøre det hele sjovt og på den måde løfte sit job op.
Ikke bare et ægte eksempel på “en double bagger”, men også et eksempel på, at når livet giver dig citroner, så lav limonade ud af dem – for nu at blive i klicheland, for pludselig blev hans job som kassemand ganske betydningsfuldt. Han scannede ikke bare varer og tog imod betaling. Han tog ansvar for at give os en god oplevelse, og dermed blev han meget mere end en kassemand.
Jeg har det sidste stykke tid i den grad savnet, at folk tager ansvar. Både i det store og i det små. Det synes som om, der har bredt sig en epidemi af virussen “jeg vil ikke tage ansvar, så jeg sygemelder mig”. Den er især udbredt blandt politikere, men også skoleledere og andre ledere synes at blive smittet med meget kort inkubationstid. At gå konkurs eller melde sit firma konkurs er en variant af virus.
I en artikel i Weekendavisen læste jeg om “embedsledelse”. Altså, at nutidens ledere er mere optaget af at udfylde formularer (eller underretninger), sætte krydser og i det hele tage sørge for at det juridisk og økonomiske er i orden, end de er i at tage reelt ansvar for, hvad der foregår for øjnene af dem.
Jeg kunne sagtens her nævne en masse eksempler – også fra mit eget lokalområde, men det er jo weekend, så jeg lader jer selv komme i tanke om nogle “single baggers”, der djøf’er og melder sig syge, når de bliver stillet til ansvar.
Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ændre det, men jeg ved, at det starter med det personlige ansvar. Vi har eksempelvis selv stemt de politikere ind, som opfører sig forkasteligt, eller som bare tager orlov eller sygemelder sig.
Vedkommende i Folketinges præsidium, der ledsagede Dronningen ud fra hendes sidste statsråd, er kendt for offentligt at kalde sin søster “en løgner med store patter”, at gå konkurs og efterlade kreditorer uden en krone -og nåh ja, så hjemmesiden netfisse.dk, men han er kommet der, fordi vælgerne (vi) har stemt sådan. Det er vores ansvar….. og hans chef’, som har placeret ham der. Men ham har vi også stemt ind og givet magt.
Der er også talrige eksempler på ledere, der aldrig tager ansvar og derfor absolut ikke burde lede, men som får lov at blive siddende, for alle hader “whistle-blowers”. Det er det mest positive ved de sidste års #meetoo kampagner. Ingen har stået alene, når de “whistlede”. Det var et fælles ansvar. Nogle gange er der så “whistlet” for meget, men det er en anden historie.
Vi har brug for nogle forbilleder, der tager ansvar, også moralsk, og som ikke bare tænker, går den så går den, og der er alligevel ingen, der tjekker, om mit skriv er plagieret eller CV’et er snyd og hovedopgaven aldrig blev afleveret. Det sidste er rigtig dumt, for det bliver jo altid afsløret på et tidspunkt, når man snyder.
Derfor er den unge mand i kassen så stor en inspiration. Han tog ansvar. Både for sit job og for sine kunder og han gjorde det fordi han følte, det var rigtige at gøre. Han er ikke kun en ægte “double bagger”, han er også et stort forbillede, og han gjorde min dag så meget bedre.
Tak.