Min mand Nils har altid haft en svaghed for tysk og Tyskland, og en af de første ferier, vi tog på sammen, gik til Sylt, som jeg knap nok vidste eksisterede på daværende tidspunkt. Jeg tror, det hænger sammen med at han som ganske ung havde sommerferie job i Hamborg med at sælge ristede løg. Ja, det er sandt. Det var andre tider…..
Senere er det blevet til ganske mange ture både igennem landet med stop og ture udelukkende med Tyskland som destination. De sidste par år faktisk til ganske mange, hvilket formodentlig også hænger sammen med at Nils tog et online kursus i tysk. Han faldt for et tilbud med, at hvis han ikke missede en eneste lektion i tre måneder, ville han få kurset gratis. Han endte selvfølgelig med at betale, men nu er han så næsten flydende i tysk, hvilket er en fordel, når man er i Tyskland. Desværre er han bedre til business tysk og virkelig anvendelige gloser, som at en sæl hedder en “Robbe”, mens det er undertegnede, der på bedste gymnasietysk må sørge for gode tilbud på hoteller, bestille mad, ekstra håndklæder og badekåber i andre størrelser en small. Men sådan er arbejdsfordelingen så fin.
Vi er imidlertid kommet til at holde af Tyskland som rejseland, og hvem skulle have troet det. Under min opvækst var Tyskland næsten et fyord (“Det er en tysker, Kvik!”), og man var virkelig ikke hip, hvis man ønskede at lære tysk i skolen. Det har heldigvis ændret sig, og nu er selv det tidligere Østtyskland værd at besøge. Blandt andet fordi den tyske stat har pumpet millioner og atter millioner af Euro i hele Østersøkysten for at give den et løft. Det er lykkedes.
Så mens jeg skriver dette sidder jeg i Binz på Rügen og nyder havudsigten. Det gør Cooper også. Han har fået en ny yndlingsplads, hvor han kan sidde og holde øje med alle hundene, der går tur, og her er mange hunde. Man kan rigtig godt lidt hunde i Tyskland, og man må have de firbenene med næsten alle steder. Man skal ganske vist betale lidt ekstra pga. rengøring på hotellerne, men så står der til gengæld også en hundeskål klar, og nogle steder har vi ligefrem oplevet, at der stod godbidder som velkomst.
Det er nemt at rejse i Tyskland, og alt fungerer. Det er store værelser, der er masser af håndklæder og altid masser af varmt vand i bruseren (ja, jeg er ved at blive gammel og forbi den tid, hvor det var et eventyr, om der var varmt vand nok til alle gæster). Man får store portioner, og serviceniveauet er højt. Jeg er eksempelvis fuldstændig vild med at bo på hoteller, hvor der er morgenmad til kl. 11.30. Ingen hastværk her, og man skal jo også lige nå aquafit om morgenen, inden man kaster sig over morgenbuffet’en, der ofte inkluderer sekt. I Tyskland og Østrig holder man af at drikke sekt om morgenen ved særlige lejligheder, og man skal vel skik følge, eller?
Så der er masser af gode grunde til, at vi lige stak af hjemmefra i nogle dage, og tog den lille driftssikre Fiat500 til Tysklands største ø, Faktisk er det anden gang, vi er her indenfor et år, men her er også rart. Især, hvis man kan lide at gå tur. Det kan Cooper og Nils, og så kan jeg dyrke spa’en og havudsigten imens. Alle er glade og tilfredse.
Men ærligt, det er selvfølgelig anderledes end at sidde på en cafe i Frankrig eller spise pasta i Italien. Der er ikke den samme charme, men her er så noget andet. Eksempelvis en fuldstændig fantastisk strand, der om sommeren er fyldt med de berømte strandkurve, og så er her bare hvide, fine huse.
På Rügen ligger dog også et hus, der ikke altid var hvidt, men et af verdens længste bygningskomplekser – Hitler’s “Prora”, syv store betonblokke, der tilsammen strækker sig over 4,5 km. “Kraft durch Freude” var overskriften og ideen, at arbejderne i Tyskland alle skulle have adgang til hav og frisk luft og derfor på ferie i en af de 20.000 små ferielejligheder, der udgjorde Prora byggeriet. Hvis man ser bort fra, at det også var tænkt som en del af den nazistiske propaganda maskine, var det jo som sådan en fin tanke. Fra folkevognsfabrikkerne til ferie ved havet. Ferielejlighederne nåede dog aldrig at blive taget i brug – der kom lige en verdenskrig i vejen, og i mange år har byggeriet bare stået og forfaldt med et lille, men meget interessant museum som højdepunkt. Nu ser det imidlertid ud som om, i hvert fald store dele af det, er blevet sat i stand og omdannet til moderne, hvide ferielejligheder med balkoner, mere plads og swimmingpools. Før var det et fuldstændig syret og ret uhyggeligt sted at besøge, skulle jeg hilse og sige.
Der er også brug for nye, moderne ferielejligheder, for flere og flere turister finder vej til her til. Vi hører stadig sjældent dansk, og selv på de fire stjernede hoteller taler ikke alle engelsk, men eksempelvis her i påsken, er der selv en søndag aften fyldt med folk, der går tur ud på molen, og derefter sætter sig på en fortovscafé, så det varer nok ikke længe, før mange andre finder vej hertil.
Men indtil da vil vi nyde, at vi nok er en smule excentriske, når vi vælger at holde ferie i Tyskland – ovenikøbet det gamle DDR, hvor vejene stadig visse steder er smallere end andre steder i Europa. Men, jeg siger bare…. solen skinner ud over min havudsigt, hotellet lægger bøger på værelset om at blive lykkelig, og om lidt kører vi til Stralsund og shopper, og i aften tror jeg, vi skal spise italiensk lidt længere henne af strandpromenaden.
Es ist aber sehr toll!
