….skam over ikke at kunne klare det folk skrev. Hvorfor er jeg ikke mere tykhudet?”
Annika Aakjær
Jeg har en svaghed for Annika Aakjær. Det har jeg haft et stykke tid, og det har ikke noget med hendes menstruationssang at gøre -tværtimod. Jeg synes bare, at hun er ret skøn, og så er jeg fuldstændig solgt over “POP (Himlen over København)” og hendes fortolkning af “De vildeste fugle”, der har været de sidste par måneders powerplays.
Forleden handlede det imidlertid om noget helt andet end musik. Det handlede om folks kommentarer på Facebook og hvor sårende, de kan være. Det er der i princippet ikke noget nyt i, det har vi talt og skrevet meget og længe om, men det at føle skam over ikke at være tykhudet nok til at klare dem, det plejer vi ikke at tale særlig højt om.
Derfor var det så befriende, at Annika Aakjær tog bladet fra munden, viste sårbarhed og hudløst ærligt gjorde opmærksom på, at det var hun altså ikke robust nok til. I øvrigt “har jeg slet ikke brug for udvikle tyk hud, for ellers kan jeg ikke skrive sange” fortsatte hun.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Måske er det fordi jeg selv heller ikke er særlig tykhudet og derfor også lader mig påvirke af folks ubehageligheder. Måske er det fordi, jeg er så træt af, at det at være robust, nærmest har været fast punkt i stillingsannoncer de seneste mange år. “Du skal være robust” står der ofte.
Jamen, hvad er det for noget? Skal man kunne tåle diverse for at besidde et job? Skal man være i stand til at stå imod selv de mest urimelige og perfide kommentarer på Facebook uden at have gjort noget for at fortjene dem?
Ja, vil nogen sikkert hævde, for sådan er det bare. Det kan godt være, men sådan burde det ikke være, og det er på tide, at vi siger fra og sætter en ny dagsorden.
Jeg er godt klar over, at internet krigerne og Facebook trollene kommer vi ikke til at få til at gå væk. De vil altid være der, og dem må man bare undgå at blive inficerede af. Men vi kan sætte en ny dagsorden i forhold til at det er ok at vise sårbarhed, og at man bliver påvirket, når folk ikke opfører sig ordentligt, og så kan vi sætte en ny dagsorden i forhold til at robusthed er en forudsætning for at besidde et job.
Jeg kender mange virkeligt dygtige mennesker, der kan deres metier og som jeg til hver en tid ville ansætte, og de er ikke nødvendigvis særligt robuste eller hårdføre. Til gengæld kender jeg også en helt masse forholdsvis inkompetente mennesker, der til gengæld alle besidder narcissistiske træk og er fuldstændig ligeglade med, hvordan de fremstår, og de er stort set alle endt i høje, prestige fyldte stillinger med tilsvarende høje lønninger. Det er helt galt.
Vi hylder de forkerte og vores værdier er skredet, når det er federe, at være et dumt svin med mange penge, end et ordentligt menneske, der bare passer sit arbejde. Eksempelvis er det mig en gåde, at man kan hylde Steve Jobs som lederidol. Han kan hyldes for sin innovative tankegang, for sin evne til at få noget til at ske, men at hylde hans måde at behandle sine (robuste) medarbejdere på, det er helt galt.
På samme måde er det helt galt, når vi hylder de, som råber højest, om det så er på Facebook, eller i forbindelse med at få opfyldt sine egne behov og få sin vilje. Det er ikke cool at trampe hverken på eller over nogen. Det er bare dårlig og egoistisk opførsel.
Desværre er det ofte “the bad guys” – cyklisterne, I ved, dem der tramper nedad og ser fremad, der vinder, og jeg har ikke løsningen på, hvordan vi kan vende det.
Men at fjerne kravet om robusthed hos medarbejdere -og ledere for den sags skyld, er et skridt på vejen, og at erkende åbent som Annika Aakjær, at man hverken er eller har lyst til at være tykhudet, er også et skridt på vejen.
Længe leve os, der hverken kan eller vil være tykhudede!