“Det må du nok vænne dig til…

… bliver et samtalepunkt, når vi mødes fremover”.

Det sagde en af mine nære venner til mig i går i forbindelse med, at jeg blev opdateret på min tidligere branche. Opdateret i form af at tre tidligere branchekolleger var gået bort.

Jeg var pænt rystet. Både over et af dødsfaldene, som jeg slet ikke havde set komme, og over hans kommentar. -Og før noget Coronapoliti nu kommer efter mig.. vi har været i samme lille cirkel i over et år, vi var alle sammen testet, og vi hverken krammede eller kyssede. Men vi fik talt om gamle dage og gamle kolleger og i den forbindelse erfarede jeg, at ikke mindre end tre var gået bort, og kommentaren var møntet på, at det var altså dødsfald blandt nogen vi kender, jeg skulle begynde at vænne mig til.

Det fik mig til at reflektere, for vedkommende der opdaterede os, sagde også “at man skal følge sin indskydelse, når man føler lyst at ringe til nogen”. Det er anden gang inden for to uger, at jeg har hørt den sætning og begge gange i forbindelse med dødsfald.

Forleden tog jeg kontakt til en gammel, kær ven, jeg ikke havde talt med i flere år. Det kom der en vidunderlig aften ud af, og det var som om det var i går, vi sad og grinede sammen og ikke efter flere år, som det i realiteten var. Få dage efter fortalte en nuværende (og meget levende) kollega mig, at hun også havde taget kontakt til gamle bekendte, hun ikke havde haft kontakt med i årevis. Vi tror altid, at vi er så unikke hver især, men Corona tider får os tilsyneladende til at kontakt gamle forbindelser – og det er godt!

Vi er 50something. Nogen af jer læsere er formodentlig 40- eller 60something (jeg gør mig ikke store forhåbninger om at ramme en bredere målgruppe, om end det ville være fedt), men vi er -som min ven så præcis beskrev det i går, nået den alder, hvor nogen falder fra.

Derfor skal vi bide mærke i de der indskydelser, vi “pludselig” får. I, der kender mig, vil vide, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end vi med logik kan forklare (og her ville en af mine andre nære venner sige “ja – NSA!”), men der er en grund til, at vi en gang imellem får en besked fra vores underbevidsthed, en engel, en algoritme eller hvad man nu tror på, som skubber til, at man skal tage kontakt til en, man ikke har været i kontakt med længe.

Der er ganske mange mennesker i mit liv, som jeg ikke har fast kontakt med længere, og som jeg heller ikke har nogen lyst til at genoptage en fast forbindelse med. Det har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet til, og nogle var en arbejdsrelation eller et menneske, som jeg havde en kort, men intens relation til for mange år siden.

Men det er ikke det samme som, at man ikke holder af det menneske, og at man gerne vil have, at det går dem godt. Jeg kan da sagtens komme i tanke om mennesker, som jeg kendte, da jeg var 20, og som jeg absolut intet har tilfælles med i dag, men som jeg stadig er nysgerrig på hvordan har det, og som jeg ønsker alt det bedste. Heldigvis har vi Facebook til at få stillet nysgerrigheden!

Men nu har vi altså så nået den alder, hvor de falder bort. Nogle ganske pludseligt, andre efter sygdom, men alle er et tab, også for os i periferien. Derfor er det så vigtigt, at vi husker at tage kontakt til de mennesker, som vi lige mangler at sige noget til. At afslutte noget med. At slutte fred med – og nej, det er ikke dig, der er noget galt med fordi der findes personer, som du på en eller anden måde er raget uklar med. Det sker for alle. ALLE! Men hvis du har nogen i din bekendtskabskreds, som du føler, at du lige mangler at binde en sløjfe på eller med, så gør det. Det kan være for sent lige om lidt.

Og det er måske netop ekstra relevant i påsken. Mellem karrysild, æg og snaps skal vi huske på, at der også er lidelsen og døden, men frem for alt genopstandelsen. At vi altid kan rejse os og komme igen…. næsten…

God påske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.