Det har været en meget mærkelig uge i forhold til indlæg om os 50somethings. Det startede med et, jeg så på LinkedIn, hvor en -meget nydelig herre, bevares, med et foto af sig selv gjorde opmærksom på, at han aldrig havde stået skarpere end nu som 45 årig, og derfor ikke kunne se nogen grund til at han ikke skulle have et fedt job.
Det havde han vist også, så vidt jeg kunne læse mig til, så alene af den grund forekom det lidt mærkeligt at gøre opmærksom på, hvor skarpt han stod, men det som virkelig fik mig til at løfte øjenbrynene, var hans holdning til at han mente, det var nødvendigt at gøre opmærksom på som 45 årig.
Må jeg helt stilfærdigt minde om Rolling Stones, der da de startede, mente at 30 årige var oldinge, i dag stadig fylder stadions verden over, selvom bandets gennemsnitsalder er pænt over de 70.
Måske er tidligere nævnte mand for ung til at huske Stones som yngre (det er jeg i og for sig også), men det siger noget om holdning til livet og tilværelsen. “Den skarpe mand” forestiller sig arbejdslivet på vej mod slutningen i en alder af 45, mens Stones bogstaveligt talt giver den gas til de falder døde om. Keith Richards undtaget. Han er som bekendt udødelig.
Men samtidig med dette opslag flyder det over med lignende dommedagsprofetier for os 50somethings, når det kommer til at finde arbejde.
En anden mand uploadede også på LinkedIn, hvordan han havde sendt to enslydende ansøgninger, hvor han i den ene skrev, han var 35 og i den anden 55, og udelukkende kom til samtaler som 35 årig. Børsen skriver også sider op og ned om seniorer udenfor arbejdsmarkedet.
Jeg er nødt til at indrømme, at selvom alderen på papiret siger noget andet, så er jeg altså ikke begyndt at tænke på mig selv som tilhørende seniorerne. For f…s sake, jeg har stadig en hjemmeboende søn.
En af mine venner sagde til mig, at hele forskellen ligger i, om man stadig er nysgerrig på tilværelsen, eller om man er blevet “erfaringsramt”. Det new speak for “gået i stå”. Jeg synes hverken jeg, eller nogen i min omgangskreds, er gået i stå – tvært i mod, og det fik mig til at tænke over en anden episode i den forgangne uge, som jeg først slet ikke havde tænkt over i aldersmæssig forstand.
En af mine rigtigt, gode gamle venner og jeg fandt for nogle år siden hinanden igen efter cirka 25 års pause. Det er i sig selv værd at skrive en blog om, for vi satte os bare ned og talte åbent om alt, som om det var i går, og det er vi så fortsat med siden, hvilket er lidt vildt.
Under den første Corona nedlukning blev han fyret -og han var ikke medlem af en A-kasse. Det er ikke verdens fedeste situation at stå i som fraskilt far med dertil hørende udgifter. Men han var ikke sådan at slå ud.
“Jeg åbner s.. mit eget rejsebureau” sagde han, og så havde vi mange, lange snakke om det. På intet tidspunkt skænkede jeg hans alder en tanke.
Nu ved jeg godt, at man skal gå mod strømmen, for det er der, succes’erne ligger, men det er alligevel sin sag, at åbne et rejsebureau, når ingen må rejse. Det betød så også en kortvarig, men givtig karriere indenfor podning og vacciner – og heller ikke her var alder et “issue”.
I denne uge var vi ude at spise, og nu går det rent faktisk så godt, at han har ansat en medarbejder, ikke kun arbejder hjemmefra, men har lejet et par kontorpladser, egenkapitalen er fornuftig og prognoserne ser rigtigt gode ud.
Jeg var selvfølgelig begejstret, og roste ham til skyerne mens jeg jublede over hans succes, og først der midt i en eller andet arbejdsrelateret diskussion siger han “Jamen, Berit, jeg bliver jo 60 næste gang”. Nåh ja, det gør du jo også… og hvad så?
Og ja, jeg ved godt, at der er forskel på at åbne sit eget, og blive valgt fra i bunken af ansøgninger, men det er altså også sin sag som 58 årig at etablere et firma, hvor produktet er umuligt på grund af verdenssituationen samtidig med at der skal hentes husleje hjem. Men det har han altså gjort, og det synes jeg er mega sejt!
Mit budskab er derfor – lad være med at læse alle de negative budskaber om “seniorer på arbejdsmarkedet”. Læs i stedet for eksempelvis et fra direktøren for Bakken, der i sit upload på LinkedIn skriver, “at på Bakken ansætter vi altså efter personlighed og kompetencer, og vi får brug for mange i den kommende sæson” (også et opslag i denne uge). Tippet er hermed givet videre. Eller endnu bedre… læs min blog ;o)
For ved I hvad? 50somethings still rock, og vi skal ikke på barsel, vi har heller ikke syge småbørn, og vi skifter ikke job hvert tredje år, så vi er faktisk rigtig seje at få ansat.
-Og se, jeg står også skarpt…… HA!