Kunsten at være i karantæne

Vi har været i karantæne. Faktisk er vi det endnu. Siden i lørdags, og vi regner med at slippe løs i morgen efter 2. pcr test. Vi, er i denne sammenhæng min mand, mine to sønner og mig. Jeg har så ikke talt Cooper hunden med, selvom der stod et sted i dag, at når man er i karantæne eller isolation, så må man ikke lade sin hund omgås andre.

Det har egentlig ikke været så slemt, som frygtet, men kors hvor har jeg tænkt på Anne Frank mange gange, og så må jeg ærligt indrømme, at når man tror, at det egentlig er unødvendigt, så er det altså ikke helt så sjovt, som det måske lyder.

Historien er, at min bror og svigerinde i lørdags havde guldbryllup. 50 år som ægtepar. Det er alligevel noget at fejre. Min svigerinde fik også den fortjenstmedalje, som hun havde ønsket sig. Men ….. 50 år. Jeg ved godt, at det ikke er på højde med “Lissie og Philip”, men det er trods alt de færreste, der opnår det.

Vi har ikke set min familie i rigtig – som i rigtig lang tid. Corona tid. Både min bror og svigerinde har haft 75 års fødselsdag uden fejring, og vi aflyste vores julekomsammen i år. Alt sammen fordi vi var bange for at smitte dem.

Nu er de begge blevet vaccinerede, vi kan let blive testet, og med den baggrund blev det til en uprætentiøs brunch i deres sommerhus.

Fryd og gammen. Glæde over at se hinanden igen. Den afslappethed der er, når det er familie, og man kan drille og gasse hinanden med glimt i øjet, og der er plads til skævheder, forskelligheder og bare “heder”, fordi man deler samme historik. Og så dejlig morgenmad!

Fryd og gammen lige indtil min nevø (han er altså over 40) helt grå i hovedet og med en mobil i hånden siger: “Jeg er testet positiv!”.

Først forstod jeg ingenting. “Øh… men du var jo negativ? Ja, men kun på lyntest, nu har jeg fået svar på pcr, og den er slået ud som positiv. Øhhh… men din hustru og dine børn er negative, og du har ikke set andre…. du har arbejdet hjemmefra i et år… og… ????”

Ingen fattede rigtig noget, men i og med vi fire Elmark’er (i en Fiat500) alligevel var på vej hjem, så fandt vi det klogest at fortrække i en fart. Men hvad gør vi nu?

Vi er jo i princippet “tæt kontakt”, for vi har siddet i samme rum i over en time, og skal vi i karantæne i en uge, så gælder det altså om at få fyldt køleskabet i en fart.

Det er det mærkeligste indkøb, jeg nogensinde har foretaget. Mikkel havde Googlet, at jeg ikke var smittebærende så kort tid efter (håber, det er sandt), så med endnu større afstand end normalt, gik jeg amok i den nærmeste Netto.

Jeg købte ind for over kr. 1.600.- og det er immervæk en slat, når vi taler Netto. Jeg måtte efterfølgende konstatere, at vi havde pænt meget guf (chips, chokolade, vin ol. ) men eksempelvis ingen kartofler. Hvem har også brug for kartofler natura, når man har franske, der tidligere er kendt som kartofler?

Og ja, jeg ved godt, at man kan få bragt varer, men det var altså lørdag, og fire mennesker i karantæne kræver sit. Men behøver vi virkelig karantæne? Lyder det ikke som en fejl?

Det tog cirka en time, så var vi ikke længere i tvivl. Tre opkald og tre sms’ er fra smitteopsporingen afgjorde det. “Ja, vi har forstået! Men han (min nevø) har jo efterfølgende fået taget en ny pcr og to lyntests, og de er alle sammen negative?” Det var fuldstændig ligegyldigt. Hvis én pcr er slået ud, så er det den, der tæller, og hvem er vi til at bringe andres helbred i fare.

Nu er vi alle blevet testet første gang, og ALLE inkl. min bror og svigerinde er negative. Min nevø har levet helt i isolation siden i lørdags. I forgårs løb han 8 km. Rundt om sit hus. Som han skrev: “Jeg har det altså fint, men det er lidt ensformigt”.

Vi i Helsingør er i dag blevet testet anden gang, og i morgen bliver vi forhåbentlig sluppet løs igen. Men det har været en uge med tid til både refleksioner, skænderier og fed familie filmhygge.

Nils fik endelig vist drengene “Midnight in Paris”, og selvom jeg bedst kan lide Dali-scenen, så er det her jo ikke til at stå for…

Lørdag eftermiddag var ingen sjov dag i familien. Der var ting, der skulle aflyses, som ikke kunne erstattes. Søndag var straks bedre, for nu havde vi ligesom alle affundet os med, at sådan var det, og vi kunne ikke gøre noget ved det, og nogen af os arbejder jo efterhånden ligeså godt hjemmefra, som på plads. Og så ikke et ord om, at det var ugen med det første “live-kursus” i mange, mange måneder.

Det har været en blanding af, hvor er vi privilegerede at leve i et land, hvor man passer så meget på sine borgere, at der er effektiv smitteopsporing og top tjekkede tests (det er seriøst hurtigere at få taget en pcr end en lyntest) og så, er det ikke liiiiiige at stramme den, når nu 3 ud af fire tests hos min nevø var negative?

Vi har ikke turde tage chancen. Ikke så meget pga. os selv, men fordi vi ikke vil være dem, der smitter andre. Men vi er også alle pænt glade over, at det nok er slut i morgen, hvor sidste svar foreligger.

Men vi er også heldige. Vi har plads nok, til at vi kan gå i hvert sit rum. Vi har alverdens digital underholdning. Både Nils og jeg har kunne arbejde alligevel, og hvad er 7 dage i det store billede? Igen, tænk Anne Frank, og det liv hun levede i flere år, for så alligevel at ende livet i en KZ lejr.

Jeg har lige set en episode af Aftenshowet. Det gør mig i godt humør, og det burde være tvangsfjernsyn, hvis man har læst kommentarspor på Facebook. Der er søde og rare mennesker derude. Vores verden er ikke befolket af tastatur krigere, men af børn, der tegner sten gule med budskaber om at alt bliver godt igen. I programmet talte en psykolog om angsten for at vende tilbage til den “normale verden” efter Corona, og bragte begrebet selv-omsorg på banen.

Hvilket godt udtryk. Selv-omsorg!

Vi har alle brug for selv-omsorg i disse tider, for hvad der er svært for dig, er måske peace of cake for mig, og man er altså ikke sindssyg, hvis man synes, det er svært at skulle tilbage til den pulserende hverdag efter et år i Corona tilstand. På samme måde, som man heller ikke er mærkelig, hvis karantæne er svær.

Det er i sandhed mærkelige tider, som vi alle kommer til at fortælle vores børnebørn om. Gudskelov er vi mennesker tilpasningsparate (!) og vi i vores lille andedam er sluppet let.

Men jeg glæder mig nu alligevel til at komme på græs i morgen ;o)

Det er lidt uskarpt, desværre. Men det er også 50 år gammelt og nappet fra en smalfilm (Google smalfilm, if you are under 50). Min bror, svigerinde og min stolte og glade forældre. Og ja, min mor røg Kings. De originale!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.