Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.

Foto: DR B&U uden rettigheder

“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !

 

2 Replies to “Hver tid sine referencer.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *