En dag – et land – to verdener!

Jeg vidste egentlig allerede fra om morgenen onsdag, at dette ville blive en speciel dag, men at den ville blive så mindeværdig, havde jeg ikke forestillet mig, da jeg stod foran klædeskabet og tænkte “hvordan klarer jeg lige den her?” Hvordan klæder jeg mig på, så jeg både kan være på Christianshavn sammen med hjemløse – og deres hunde- og danse rundt under diskokuglen på Skovshoved Hotel uden at komme hjem og skifte?

Så kom jeg til at tænke på den tidligere leder af Reden på Vesterbro. Hvis I ikke kender Reden, så er det et fristed for gadens piger, og et sted, der udfører et kæmpe stykke arbejde, der ikke på nogen måde kan overvurderes.

Den tidligere leder der var en ægte “Hellerupdame”. Altid ulasteligt klædt og med den klassiske perlekæde, men hun nød stor respekt og tillid blandt staklerne på bunden af vores behovspyramide, så det er altså ikke kun tøjet det kommer an på. Jeg droppede dog perlekæden og landede et eller andet sted midt i mellem.

Baggrunden for turen til Christianshavn er et ganske unik projekt mellem Galaksen (kulturhus i Furesø) og Christianhavns Beboerhus. Det er et teater projekt, hvor hjemløse (boligvilde har jeg senere lært, at det hedder) øver i 2 uger med professionelle og så går på scenen med deres historier. Deraf navnet “Skidefuld af historier”.

Og disse mennesker er i den grad fulde af historier og har så meget relevant på hjertet, at jeg kan blive i tvivl, om der er tid nok, både til at øve og til at fremføre.

I onsdags var der tilmeldings møde, og reelt vidste ingen, hvor mange, der ville møde op. Der har været kørt kampagner via de kanaler, hvor man kan møde de boligvilde, men med frie fugle, er det jo aldrig rigtig til at vide.

Der kom ni vidunderlige, generøse, begavede mennesker og to skønne hunde.

Vi blev alle sat rundt om bordet med lidt kaffe (nogle havde egne flaske forsyninger af ubestemt indhold med) og så gik præsentations runden igang. Som én lakonisk konstaterede: “Så vi er de fattige, og jer deroppe er de rige!”

Det var jo rigtigt i en eller anden forstand, men det satte ikke en stopper for noget. Det gjorde det til gengæld, da jeg præsenterede mig som “fra kommunen”. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg var fra Stasi. Halvdelen var ved at rejse sig og gå. Den blev dog hurtigt reddet, så alle forstod, at jeg var en del af projektet og ikke en del af udbetalings/kontrol systemet.

Efter at have talt en-til-en med flere af dem, og have hørt deres historier, forstår jeg dem desværre godt. “Der er jo aldrig nogen, der vil høre med respekt på, hvad vi fortæller” gik igen hele eftermiddagen. “Og vi kan jo ikke fortælle det til kunderne” sagde en “de skal jo have lov til bare bare at købe deres blad (Hus Forbi) ikke høre på vores snak.” Man er vel professionel.

En havde alt for meget ild i rumpen. Nogen ville sikkert bogstavdiagnostisere ham, men hovedet fejlede bestemt ikke noget, og han var ekstrem velformuleret. Han betroede mig, at han altid havde valgt de forkerte kvinder, så nu ville han leve som munk, for han havde fået nok.

En meget tynd, rynket mand med klare, skarpe øjne fortalte åbent, at han havde været i misbrug i over 20 år, og der ikke var det stof, han ikke havde prøvet. Nu var han cleanog hvis hans historie kunne hjælpe nogen, så var han klar. Jeg er helt overbevist om, at var han ikke havnet i misbrug, så havde han siddet i en højere stilling i erhvervslivet. Han var den type.

Min sidemand var lige så interessant at tale med. Han havde den mest vidunderlige hund med, og da jeg godt kan lide hunde, faldt vi i snak om hunde og vores fælles forargelse over hvalpefabrikker. Jeg kunne med de samme lide ham, og selv nu undrer jeg mig over, hvorfor han er endt der, hvor han er.

A. er født i Gentofte. Hun betragter ikke sig selv som hjemløs, men som husvild, og har de sidste mange år rakket rundt i Asien. Nu er hun kommet tilbage til DK – er dansk statsborger og søger derfor hjælp til at komme tilbage på fode. Hun er, som det eneste, blevet tilbudt integrations ydelse!!! Den har hun imidlertid takket nej til. Hvilken integritet.

A. skriver digte, og da jeg var på vej hjem kom hun ud og undskyldte, at hun havde reageret så stærkt på, at jeg var fra kommunen. Det blev til en lang snak om ånd, dannelse og mangel på samme i vores tid.

Til sidst gav hun mig verdens største krammer og tilbød mig et digt, for A. skriver poesi. “Hvad skal det handle om?” spurgte hun. “Håb” svarede jeg, og så tænkte hun sig lidt om, hentede sit kladdehæfte og læste der fra det smukkeste digt op for mig. Jeg var overrasket,  i den grad bevæget og fuldstændig fyldt af taknemmelighed over at få denne berigende oplevelse.

Og så gik jeg ud i bilen, og kørte nordpå. Nordpå til disko aften på Skovhoved Hotel.

En gammel arbejds relation skulle være gæste DJ, og da han er kendt for at være meget festligt selskab, og jeg også savner gamle kolleger lidt, havde jeg for lang tid siden meldt mig til.

Det var skønt at se glade, gamle kolleger og der var en fest på en onsdag. Jeg er stadig positivt overrasket over, hvor mange voksne mennesker (-læs 50 something), der møder op på en onsdag og giver den gas på et dansegulv. Men hvilket sceneskifte.

Der gik lige lidt tid før jeg landede i diskokuglen, botox kinderne og de mange tusind kroner taskers land.

Til sidst kunne jeg ikke rumme det hele og tænkte “what the hell”, hvorefter jeg kastede mig ud i den vildeste danse udgave af “Sing Halleluja” med armene i vejret og med en mand, jeg aldrig har set hverken før eller siden. Han har sikkert undret sig såre over hvem hende kvindemennesket var. Men jeg kunne ikke andet. Jeg måtte pakke eftermiddagen ind i et rum langt inde i mig, og så være tilstede, hvor jeg var, og hvis det betød at danse og synge halleluja, ja, så måtte det være sådan.

Det var en halv times bilkørsel, men det var en rejse fra et univers til et andet. To verdener, der aldrig møder hinanden.

Det bizarre er, at jeg kan lide begge verdener.

Måske er det fordi, jeg ved, at jeg kan trække mig tilbage fra begge og leve mit eget trygge mainstream middelklasse liv. Måske er det fordi, jeg er et nysgerrigt menneske, og derfor synes, det er interessant at bevæge mig i alle miljøer.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at lige nu banker mit hjerte for de modige, generøse, varme og begavede, husvilde mennesker, der fra næste uge begiver sig ud i et for dem ukendt eventyr, og jeg er at finde i salen, når de går på scenen, og min familie er med.

Vil du  også med, kan du tjekke FB – Skidefuld af Historier, og vil du støtte projektet, så er der oprettet en støttegruppe, hvor det bare er et swipe på mobilpay. 10, 20, 50 eller 100.- kr. Alt modtages med stor taknemmelighed og glæde, og forhåbentlig ses vi. Enten under diskokuglen til at andet onsdags arrangement eller til “Skidefuld af historier”.

Støt hjemløse Hus Forbi sælgere i deres teaterprojekt

-Og nåh jah…… så kan alle vi 50something vel huske denne…

4 Replies to “En dag – et land – to verdener!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.