Kategori: Oplevelser

I går var Nils og jeg til julecabaret på Café Liva i Nyhavn. For jer, som ikke kender stedet, er det et skønt skib, der er indrettet med borde og stole og en lille scene. Man spiser først, og så er der cabaret på den lille scene, som man altså er meget tæt på. Man sidder også meget tæt, når man spiser (godt), men det er en del af oplevelsen.

Årets julecabaret er “På loftet sidder krisen” og det er en over 30 år gammel tradition, at der er julecabaret på Café Liva. Den har fået fem stjerner af anmelderne, og der er stort set udsolgt resten af spilleperioden. Det er godt, for ikke alene er det en skøn oplevelse – jeg grinede højlydt flere gange, vi skal også passe på vores livescener, især de mindre af dem.

Der er fire skuespillere / musikere på scenen. Super dygtige. De kan synge, spille og spille revy, hvilket altså ikke er den letteste opgave i verden. Vi kendte en af dem i forvejen. Resten var for os stort set ukendte, men det kan selvfølgelig sige mere om os, end om skuespillerne. Men fire hårdtarbejdende mennesker, der ikke lever det flamboyante skuespilliv, og som i den grad er på, i den tid showet varer.

Det kan noget, sådan en live oplevelse. Det er intenst og ikke alene får man rørt lattermusklerne (al motion af muskler er godt), man får også stof til eftertanke og bliver mindet om, at der er heldigvis mennesker derude, der tænker som en selv.

At besøge en lille specialbutik kan nogle gange være som at besøge et lille teater. I Helsingør, som jeg bor i, lider vi imidlertid også af problematikken med tomme butikker. Det er en tendens, der gør sig gældende over hele landet, og for personer som mig, dybt skræmmende. En af årsagerne til at jeg i sin tid flyttede til Helsingør, var det skønne handelsliv, og at der var tale om små, unikke butikker og ikke bare de store kæder. Jeg tror, jeg talte 14 tomme lokaler sidst jeg talte.

Der er selvfølgelig flere årsager til de tomme butikker – og scener, men vi er ganske enkelt blevet for magelige, og det er lettere at handle på nettet eller se film, tv-serier eller lignende på skærmen lige ved hånden. I denne uge blev nogle af de sidste teateranmeldere på aviserne opsagt.

Jeg er udmærket klar over, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg skal heller ikke gøre mig bedre. Jeg ser også Netflix og handler også på nettet. Det er nemt og hurtigt, og hvis jeg nu bare forsøger at gøre mig umage med at handle hos danske firmaer (hahaha), så bliver nogle af pengene vel i den lokale/regionale/ nationale økonomi. Som om!

De eneste, der virkelige bliver rige, er tech folkene med konti på diverse spændende øer uden skat. Til gengæld bliver vi som lokalsamfund fattigere og fattigere, for vores indkøbsoplevelser forsvinder sammen med vores øvrige live-scener. Fodbold undtaget måske.

De sidste par fredage har jeg hentet Nils efter arbejde, og så er vi kørt ud i Årstidernes gårdbutik og købt ind. Vi er derefter gået en tur i vores lokalmiljø for at handle. Er det det letteste og det billigste? Nej, men vi er hver gang kommet hjem en oplevelse rigere, og med en viden om, at pengene fra vores indkøb bliver i lokalmiljøet.

Lidt samme følelse sad jeg med, da vi kørte hjem fra Liva i går. Ikke alene havde vi alle tiders oplevelse, jeg følte også en glæde over at være med til at støtte live-scenen. Vi kan ikke leve af Netflix og lydbøger, som forfatterne ikke tjener penge på. Til sidst har vi hverken sjove butikker eller ordentlig underholdning tilbage, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.

Derfor – “Længe leve live!” Både butikker og underholdning, og lad os hjælpes ad med at holde det i live rigtig længe.

Jeg har altid holdt meget af kirkerum. Der er højt til loftet, der er kunst, der er ofte en sindssyg god akustik, og så er der en særlig ro og højtidelighed der gør, at man ligesom trækker vejret lidt langsommere og ikke taler højt eller grimt.

Derfor kan jeg også godt lidt at gå til koncerter i kirker, og jeg elsker at Lennart Lajboschitz har omdannet en gammel kirke til et moderne forsamlingshus. Af mange forskellige årsager, men i netop disse tider også fordi det er et prima eksempel på, at to forskellige trosretninger sagtens kan finde gode løsninger sammen, og at smukke, gamle bygninger ikke behøver at vige pladsen for firkantede højhuse i glas og beton.

I denne uge fik jeg så endnu engang bekræftet, at kirkerum kan noget, ikke mange andre lokaler kan.

Jeg har netop mistet en slægtning, og er forhindret i at deltage i vedkommendes bisættelse. Bisættelser og begravelser er jo reelt til for at de efterladte kan få sagt farvel og sat et punktum, og jeg kunne mærke, at det behov havde jeg også.

Min første tanke var at gå ned i min egen lokale kirke, for kirkerummet er jo også for de fleste af os rammen om de store begivenheder i livet. Bryllup, barnedåb, konfirmation og ja, begravelser.  Så kunne jeg sidde der og holde min helt egen lille farvel-session, men jeg er faktisk så heldig, at jeg er velsignet (!) med en god veninde, der er præst, og hun forstår om nogen at udnytte sin kirke på alle mulige gode måder.

Kirke er måske lige en overdrivelse i hendes tilfælde, for den er ikke bygget endnu. Derfor holder hun og hendes præstekolleger til i et lokale i Ørestad. Her er imidlertid også højt til loftet, her er også kunst, og så er det lykkedes, at skabe den samme stemning som i traditionelle kirker. Man falder simpelthen til ro, når man går ind i det lokale, og jeg elsker at det ligger i stueplan (-læs øjenhøjde), så alle kan se stearinlysene og lige dumpe ind, hvis man altså ikke skal ind i neglesalonen, der er nærmeste nabo.

I dette specielle lokale har min veninde og hendes kolleger både samtale saloner med interessante mennesker, cross yoga, Herrehjørnet (med frokost og en øl), “Rum til Ro” og mange andre spændende arrangementer og altså også “Mindfulness Gudstjeneste”.

Jeg har praktiseret meditation i mange år. Jeg har ovenikøbet gået til meditation for at lære, hvordan man får tankerne til at stå stille, om man så må sige. Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet ekspert på området, men over årene har jeg lært nogle teknikker, der gør, at jeg kan lukke verden og tankemylder ude (uden at falde i søvn), og når først man får det lært, er det faktisk ikke så svært. Til gengæld er effekten fantastisk, og derfor betaler folk i dyre domme for at lære mindfulness og meditationsteknikker.  

Pomodoro metoden er det nye sort i erhvervslivet, stille zoner og tid til fokus hitter og rigtig sej er man, når man lader mobilen være i over en time. Ej ok, nu driller jeg, men helt forkert er det jo ikke. 

I princippet kan man bare gå en tur i kirkerummet. Det har man allerede betalt for over sin kirkeskat, og den oplevelse, jeg havde i denne uge, var hver en krone værd. Det nåede jeg at tænke over, mens jeg sad der med lukkede øjne og blev guidet til meditation af en professionel mindfulness underviser suppleret af den smukkeste live musik og et budskab fra præsten om næstekærlighed og egen omsorg. Egen omsorg var i øvrigt temaet for netop denne meditation, men det skifter fra gang til gang. 

I løbet af den time, denne mindfulness gudstjeneste varede, var der også en lysceremoni, og jeg fik tændt et lys for min slægtning, sendt masser af kærlighed og sagt farvel på den helt rigtige måde.

Hele seancen sluttede med at vi sad med lukkede øjne og lyttede til det lille band synge en fuldstændig fantastisk fortolkning af “Regnvejrsdag i november”.

Jeg var reelt fysisk lettet, da jeg efter en hurtig kop te (også på kirkeskattens regning) kørte hjem gennem den mørke november aften. Fyldt af taknemmelighed over, at vi har disse muligheder lige i gadehøjde men også af en usædvanlig glæde over at betale min kirkeskat.

Regnvejrsdag i november – Pia Raug

6. Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.

Du kan læse mere om Mindfulness gudstjenesterne og de andre aktiviteter på dette link, og alle er velkomne.
Kirken i Ørestad

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

… og så mistede Danmark sit Nordtyske Østersørige. Det var nemlig Valdemar Sejr og Grev Heinrich af Schwerin, der var tale om, og jeg lover jer, at her er drama for alle licenspengene, eller hvad vi nu betaler nu om dage.

Jeg var løbet sur i Netflix og andre streaming tjenester og gik derfor på jagt i DR.dk. Her faldt jeg over en så seværdig serie fra 2018/9 – “Kongelige Eskapader”. Det er ren operadrama og næst efter Frederik Cilius’ tragiske fortælling om sit SAS eventyr, de mest underholdende oplevelser, jeg har haft i denne uge.

Det er historiefortælling på den moderne måde, men med eksperter bag ordene, og det er i den grad værd at bruge tid på. Glem Henrik d. 8. og andre engelske skandaler, vi er i den grad selv leveringsdygtige i saftige historier.

Valdemar Sejr. Jeg må ærligt indrømme, at indtil denne uge kendte jeg ham mest for kongen, der bragte Dannebrog med hjem fra Estland, og lur mig, om ikke de fleste har det lige så. Men Valdemar – den liderbuk (ikke mine ord), han var ikke bare Danernes konge, han var også konge over de skønne kvinder.

For at citere en af fortællerne i tv-serien, så var Valdemar datidens mandeideal, en rigtig “hottie”, og det udnyttede han. Først til at gøre sin netop afdøde brors svenske kone gravid. Det var ikke helt så heldigt, for der var vist et lille overlap, når man tæller måneder i forhold til hvornår Knud faldt ned af trappen og døde. Men nu var han jo død, så hvem regner, og Valdemar havde desuden allerede en søn med en ukendt kvinde.

Afsted med Helena og søn (og måske også en datter) til Sverige og enter Dronning Dagmar. Skøn, from katolsk ungmø, der desværre døde i barselsseng ved barn nummer to. Det var i øvrigt vigtigt, at hun var from, for Valdemar ville rigtig gerne holde sig på god fod med  paven. Det betød noget for hans senere korstog mod netop Estland. Var det et korstog med pavens velsignelse, måtte han nemlig godt slå ihjel. Måske er det den samme logik, Putin benytter, når han sørger for at have den Russisk Ortodokse kirke på sin side.

Til gengæld måtte uægte børn (frille sønner) ikke længere arve tronen, så det var vigtig for Valdemar at få nogle i ægteskab også. Dagmar blev efterfulgt af varmblodige, portugisiske Berengária. Jeg tror, jeg var fraværende den dag i skolen, hvor vi lærte, at vi har haft en portugisisk dronning. Nogle mener ovenikøbet, at Valdemar allerede før Dagmar også var gift i kort tid med engelsk Mathilda. Altså hele tre hustruer plus det løse.

Berengariá dør også i barselsseng ved barn nummer 5. De tre første kom sidenhen ud i borgerkrig mod hinanden om magten i Danmark, men det er en helt anden historie, ligesom de mange andre sidespor, man godt kan komme ud af, når man dykker ned i Valdemars liv.

Men her er det liderligheden, vi fokuserer på, for undervejs på korstog mod hedningene i De Baltiske Stater, passerer Valdemar de danske besiddelser i Nordtyskland. Danmark var nærmest et imperium i de dage (Valdemar Sejr regerede 1202 – 1241). Hele Østersø regionen med Nordtyskland, Skåne, Halland og Blekinge.

Fyrsterne i Nordtyskland er dog ikke helt så begejstrede for Valdemar som kvinderne, og da Heinrich af Scwerin ydermere finder ud af, at Valdemar har ligget i med hans kone, bliver han for alvor vred og kidnapper Valdemar og hans søn -Valdemar Jr..

Det bliver i princippet begyndelsen på ende af det store danske rige, for Heinrich holder Valdemar fanget i to år, og uden en stærk leder begynder Danmark at falde fra hinanden. Først efter svære forhandlinger med Heinrich frigives Valdemar i 1225, men Danmark må i den forbindelse afstå hele Nordtyskland med undtagelse af Rügen og betale en stor løsesum.

Valdemar den Unge sidder i fangeskab et år længere end sin far, og få år efter dør han af et vådeskud fra en armbrøst. (!). Der var gang i den.

Valdemar forsøger at generobre noget af Tyskland, men taber og stikker piben og vist også andet ind, for der står ikke noget om flere børn.  Til gengæld giver han os Jyske Lov og de berømte ord: “Med lov skal Land bygges”.

Men altså… hvis ikke Valdemar havde knaldet Henriks kone, så havde historien set meget anderledes ud. Hvis ikke engelske parlaments medlemmer havde delt elskerinde med russiske spioner, havde historien også set anderledes ud. Hvis ikke Cleopatra havde haft en lille trekant kørende osv. osv. I kan selv fylde på.

Vi er tilbage til udgangspunktet – det hele handler om sex, magt og penge. Intet nyt under solen. Vi er bare blevet digitaliseret og har fået industriel udvikling, som har ødelagt naturen. Men menneskene, vi har ikke udviklet os synderligt.

Gør jer selv den glæde at se et par afsnit af serien. Det er både underholdende og oplysende, og så er det en fornøjelse, at det er værter, der virkelig ved noget om det, de taler om, som guider os igennem det hele. Endelig, så er der også den fordel, at det her er eskapader, der er foregået for mange hundrede år siden, og derfor behageligt langt væk. Meget bedre end disse tiders nyhedsstrøm.

Kongelige eskapader

Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?