Jeg kan huske, hvor jeg var da….

Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.

Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.

Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.

Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.

Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.

11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….

Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.

Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?

Vi trænger til små sensationer!

Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.

Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.

Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.

Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.

Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.

Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores  letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.

Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.

Da I formodentlig alle kender det gamle logo og “pay off” er her en lidt sjovere variant.

Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?

I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?

Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.

Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE”  – men det gjorde jeg altså.

Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?

Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.

Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.

Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.

Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.

Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.

Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til  Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!

Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.

-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er  “Under Isen” 1988.

Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så  ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.

Af samme stof som drømme

I går var Nils og jeg en tur på vores lokale museum i hullet, også kendt som M/S Museet for Søfart. Stik mod alle regler i arkitektudbuddet begik Bjarke Ingels nemlig den genistreg, at lægge museet nede i den gamle dok, så man er bogstaveligt talt i et hul, når man besøger museet.

Jeg har selvfølgelig været der masser af gange før, men i går var der en særlig udstilling, jeg gerne ville se. Det er der mange andre, der også gerne vil, og jeg bemærkede, at det var danskere i alle aldre og alle typer, der gik rundt og læste om Kløvedals liv, for det er ham, det hele handler om.

Drengen, der voksede op på børnehjem og i plejefamilier. Som fik bank på Skorpeskolen, når han om natten fik de andre med på at løbe langs stranden til Kronborg for at føle friheden. Som blev smidt ud af skolen og fik lov til at sidde med en bog på værftet, fordi de andre godt kunne se, at svejse, nok ikke lige var det, han skulle beskæftige sig med.

Den unge mand, der var ægte hippie og sammen med vennerne i Mao’s Lyst tog navn efter tilholdsstedet i Ringenes Herre, hvor man holdt Rådsforsamling hos elverfyrsten. Som lærte sig selv at navigere, at skrive, at fortælle, og som endte med kvinder, børn og kors og mange stjerner på, og som selv i de sidste dage tog sin skæbne med en værdighed og et nærmest overmenneskeligt positivt sind.

Ham,  som vi stort set alle elsker og beundrer. For hans liv var af samme stof som drømme.

Fordi, han turde!

Han turde gøre alt det, som vi andre bare drømmer om.

Og nej, her tæller ikke at sejle rundt i et år med familien, og så komme tilbage til sit velbetalte reklamebureau / mediejob igen. Det er ikke det mod, vi taler om her.

Han turde at være nysgerrig på alt -især livet, og han turde at leve, som han mente, var rigtigt, hvilket i princippet gjorde ham til et ualmindeligt dannet menneske. Et ægte renæssance menneske i ordet bedste forstand.

Det slog mig, mens jeg gik rundt og læste om hans liv. Det var ikke kun de fysiske rejser og de oplevelser, der fulgte med dem. Det var også alle de andre rejser (i overført betydning), han foretog hvergang han faldt over noget, der fangede hans interesse.

Et sted fortæller han om en måge, han kunne huske, han havde set i et Skagenshus som barn og genså igen som voksen. Så fortæller han om Thøger Larsens digte, så om buddhismen, så om små øer i Danmark, og selvfølgelig var det ham, der blev valgt til at fortælle Flådens historie. Hvem ellers?

Og se, det synes jeg faktisk er ligeså interessant, som at han rejste jorden rundt flere gange.

Det, at han så det store i det små. At der altid er noget – aldrig ingenting.

Jeg synes, vi er blevet for dårlige til at glædes over de små ting i livet. Jeg er i hvert fald, og jeg synes næsten, det er endnu værre med generationerne efter mig.

Vi er hele tiden på farten, og på jagt efter det næste fix. Fix af diverse. Det kan være alt fra fest over rejser til nye sko. Sjældet giver vi os tid til at sætte os ind i historien bag noget, og så opleve, at der faktisk er en helt vidunderlig og spændende baggrund.

Nu er jeg lidt grov, det ved jeg godt, og det klinger også lidt hult fra en, hvis ord for 2020 er “bevægelse”, men man kan jo godt bevæge sig mod nye fixpunkter og måder at gøre tingene på.

Nogle gange kræver det bare lidt mod. Mod til at sige nej (tak). Mod til at gå mod strømmen. Mod til at interessere sig for noget, der absolut ikke er hipt, men nu engang det, man gerne vil. Mod til at være Billy Elliot.

Det er ikke let, at være “original” i Danmark. Der skal man virkelig være gjort af et særligt stof, ikke bare af samme stof som drømme. Jeg nævner i flæng – Mads Holger, Synnøve Søe, Jim Lyngvild og for den sags skyld også Dirch. Bliv indenfor rammerne!

Måske er det netop derfor, vi elsker Kløvedal så meget. Han sprængte rammerne. Han var hippie i hjertet, men gik til bal hos Dronningen og var stolt af sit Ridderkors. Han var u-uddannet, men vidste mere om historie end de fleste. Han rejste jorden rundt samtidig med at han talte om fædrelands kærlighed.

Der er en del af Kløvedal at holde af, ligemeget hvilken dansker, man er, og hvor blev jeg inspireret, bevæget og glad over, at der findes mennesker som ham i går.

Lad os give plads til nogle flere originaler, vi har brug for dem!

”We are such stuff as dreams are made on,
and our little life is rounded with a sleep”.
Shakespeare, Tempest.

Tryghed i traditionerne

Da dette blev skrevet, spillede jeg ”Do they know it’s Christmas” for fuld hammer på instant replay. Kun afbrudt af ”One more sleep”, som jeg irriterende nok kun kan spille en måned om året. Det nummer er alt for godt til at blive spillet så sjældent, men selv jeg kan godt høre, at julesang og maj rimer rigtig dårligt.

Det’ de samme ting, vi hører. Det’ de samme ting vi spiser osv., men gør det noget? Jeg er ikke en rend mig i traditionerne type. Jeg finder derimod en vis tryghed i at nogle ting ikke forandrer sig og synes egentlig, at det er rart, med faste holdepunkter i tilværelsen.

Som ung i 80´erne har jeg derfor også et helt særligt forhold til netop ”Do they know it Christmas”, og det er simpelthen umuligt for mig at julepynte, hvis jeg ikke hører netop det nummer. Når jeg genser videoen kan jeg i dag ikke lade være med at tænke – ”hold nu op, hvor ser de ud”, men omvendt, det tog kun godt 10 dage, fra Sir Bob mødte Midge Ure på Kings Road oprørt over situationen i Ethiopien, til den hurtigst sælgende single nogen sinde i UK lå i butikkerne. 1 mio. solgte eksemplarer den første uge, og resten er, som de siger historie. Men hvilken historie.

Selv i dag 35 år efter kan vi lære af den energi og vedholdenhed, for man kan skabe historie og resultater, hvis man vil, og som verden drejer lige for tiden, har vi mere end nogensinde brug for folk, der kan og vil ændre verden til det bedre.

Og det er et rart fast holdepunkt og tradition at have, synes jeg, for ikke alene bliver jeg i julehumør. Jeg bliver også mindet om, at ting kan lade sig gøre, og at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan skabe en orkan på den anden side.

Med fare for at lyde som den 50something, jeg er, så går alt ting meget, meget hurtigt i dag. Hvad der var in i går, er fuldstændig gammeldags i dag, og knap har man lært et socialt medie at kende, før man er håbløst bagud.

Der kommer også nye ting til hvert år. Eksempelvis disse Chelsea Kugler, som Nils og Mikkel så fint har pyntet op med.

Sådan er det heldigvis ikke med julen. Den kommer til tiden, som den plejer. I butikkerne lidt tidligere hvert år, men der bliver ikke rykket meget på den 24. Vi hænger de samme ting op i stuen, samme sted, og af en eller anden årsag, kommer den lille, sjove englemand, der har mistet spidsen af sin næse også frem, for vi nænner ikke at smide ham ud. Han har jo været med hvert år.

Så er alt ting heldigvis, som det plejer og det giver tryghed. Ligesom Dronningens nytårstale. Det er ikke det samme, som at man ikke kan forny sig og skabe nye traditioner, eller rejse væk (det har vi også prøvet), men det er rart, at vi stadig har nogle ting, som er kontinuerlige, som lever videre gennem generationerne, og at se et lille barns øjne lyse, når julen rammer rigtigt for første gang, er da det hele værd.

Og husk nu, at når en klokke ringer, så er der en engel, der har fået tildelt sine vinger.

Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.


“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !

 

En dag – et land – to verdener!

Jeg vidste egentlig allerede fra om morgenen onsdag, at dette ville blive en speciel dag, men at den ville blive så mindeværdig, havde jeg ikke forestillet mig, da jeg stod foran klædeskabet og tænkte “hvordan klarer jeg lige den her?” Hvordan klæder jeg mig på, så jeg både kan være på Christianshavn sammen med hjemløse – og deres hunde- og danse rundt under diskokuglen på Skovshoved Hotel uden at komme hjem og skifte?

Så kom jeg til at tænke på den tidligere leder af Reden på Vesterbro. Hvis I ikke kender Reden, så er det et fristed for gadens piger, og et sted, der udfører et kæmpe stykke arbejde, der ikke på nogen måde kan overvurderes.

Den tidligere leder der var en ægte “Hellerupdame”. Altid ulasteligt klædt og med den klassiske perlekæde, men hun nød stor respekt og tillid blandt staklerne på bunden af vores behovspyramide, så det er altså ikke kun tøjet det kommer an på. Jeg droppede dog perlekæden og landede et eller andet sted midt i mellem.

Baggrunden for turen til Christianshavn er et ganske unik projekt mellem Galaksen (kulturhus i Furesø) og Christianhavns Beboerhus. Det er et teater projekt, hvor hjemløse (boligvilde har jeg senere lært, at det hedder) øver i 2 uger med professionelle og så går på scenen med deres historier. Deraf navnet “Skidefuld af historier”.

Og disse mennesker er i den grad fulde af historier og har så meget relevant på hjertet, at jeg kan blive i tvivl, om der er tid nok, både til at øve og til at fremføre.

I onsdags var der tilmeldings møde, og reelt vidste ingen, hvor mange, der ville møde op. Der har været kørt kampagner via de kanaler, hvor man kan møde de boligvilde, men med frie fugle, er det jo aldrig rigtig til at vide.

Der kom ni vidunderlige, generøse, begavede mennesker og to skønne hunde.

Vi blev alle sat rundt om bordet med lidt kaffe (nogle havde egne flaske forsyninger af ubestemt indhold med) og så gik præsentations runden igang. Som én lakonisk konstaterede: “Så vi er de fattige, og jer deroppe er de rige!”

Det var jo rigtigt i en eller anden forstand, men det satte ikke en stopper for noget. Det gjorde det til gengæld, da jeg præsenterede mig som “fra kommunen”. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg var fra Stasi. Halvdelen var ved at rejse sig og gå. Den blev dog hurtigt reddet, så alle forstod, at jeg var en del af projektet og ikke en del af udbetalings/kontrol systemet.

Efter at have talt en-til-en med flere af dem, og have hørt deres historier, forstår jeg dem desværre godt. “Der er jo aldrig nogen, der vil høre med respekt på, hvad vi fortæller” gik igen hele eftermiddagen. “Og vi kan jo ikke fortælle det til kunderne” sagde en “de skal jo have lov til bare bare at købe deres blad (Hus Forbi) ikke høre på vores snak.” Man er vel professionel.

En havde alt for meget ild i rumpen. Nogen ville sikkert bogstavdiagnostisere ham, men hovedet fejlede bestemt ikke noget, og han var ekstrem velformuleret. Han betroede mig, at han altid havde valgt de forkerte kvinder, så nu ville han leve som munk, for han havde fået nok.

En meget tynd, rynket mand med klare, skarpe øjne fortalte åbent, at han havde været i misbrug i over 20 år, og der ikke var det stof, han ikke havde prøvet. Nu var han cleanog hvis hans historie kunne hjælpe nogen, så var han klar. Jeg er helt overbevist om, at var han ikke havnet i misbrug, så havde han siddet i en højere stilling i erhvervslivet. Han var den type.

Min sidemand var lige så interessant at tale med. Han havde den mest vidunderlige hund med, og da jeg godt kan lide hunde, faldt vi i snak om hunde og vores fælles forargelse over hvalpefabrikker. Jeg kunne med de samme lide ham, og selv nu undrer jeg mig over, hvorfor han er endt der, hvor han er.

A. er født i Gentofte. Hun betragter ikke sig selv som hjemløs, men som husvild, og har de sidste mange år rakket rundt i Asien. Nu er hun kommet tilbage til DK – er dansk statsborger og søger derfor hjælp til at komme tilbage på fode. Hun er, som det eneste, blevet tilbudt integrations ydelse!!! Den har hun imidlertid takket nej til. Hvilken integritet.

A. skriver digte, og da jeg var på vej hjem kom hun ud og undskyldte, at hun havde reageret så stærkt på, at jeg var fra kommunen. Det blev til en lang snak om ånd, dannelse og mangel på samme i vores tid.

Til sidst gav hun mig verdens største krammer og tilbød mig et digt, for A. skriver poesi. “Hvad skal det handle om?” spurgte hun. “Håb” svarede jeg, og så tænkte hun sig lidt om, hentede sit kladdehæfte og læste der fra det smukkeste digt op for mig. Jeg var overrasket,  i den grad bevæget og fuldstændig fyldt af taknemmelighed over at få denne berigende oplevelse.

Og så gik jeg ud i bilen, og kørte nordpå. Nordpå til disko aften på Skovhoved Hotel.

En gammel arbejds relation skulle være gæste DJ, og da han er kendt for at være meget festligt selskab, og jeg også savner gamle kolleger lidt, havde jeg for lang tid siden meldt mig til.

Det var skønt at se glade, gamle kolleger og der var en fest på en onsdag. Jeg er stadig positivt overrasket over, hvor mange voksne mennesker (-læs 50 something), der møder op på en onsdag og giver den gas på et dansegulv. Men hvilket sceneskifte.

Der gik lige lidt tid før jeg landede i diskokuglen, botox kinderne og de mange tusind kroner taskers land.

Til sidst kunne jeg ikke rumme det hele og tænkte “what the hell”, hvorefter jeg kastede mig ud i den vildeste danse udgave af “Sing Halleluja” med armene i vejret og med en mand, jeg aldrig har set hverken før eller siden. Han har sikkert undret sig såre over hvem hende kvindemennesket var. Men jeg kunne ikke andet. Jeg måtte pakke eftermiddagen ind i et rum langt inde i mig, og så være tilstede, hvor jeg var, og hvis det betød at danse og synge halleluja, ja, så måtte det være sådan.

Det var en halv times bilkørsel, men det var en rejse fra et univers til et andet. To verdener, der aldrig møder hinanden.

Det bizarre er, at jeg kan lide begge verdener.

Måske er det fordi, jeg ved, at jeg kan trække mig tilbage fra begge og leve mit eget trygge mainstream middelklasse liv. Måske er det fordi, jeg er et nysgerrigt menneske, og derfor synes, det er interessant at bevæge mig i alle miljøer.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at lige nu banker mit hjerte for de modige, generøse, varme og begavede, husvilde mennesker, der fra næste uge begiver sig ud i et for dem ukendt eventyr, og jeg er at finde i salen, når de går på scenen, og min familie er med.

Vil du  også med, kan du tjekke FB – Skidefuld af Historier, og vil du støtte projektet, så er der oprettet en støttegruppe, hvor det bare er et swipe på mobilpay. 10, 20, 50 eller 100.- kr. Alt modtages med stor taknemmelighed og glæde, og forhåbentlig ses vi. Enten under diskokuglen til at andet onsdags arrangement eller til “Skidefuld af historier”.

Støt hjemløse Hus Forbi sælgere i deres teaterprojekt

-Og nåh jah…… så kan alle vi 50something vel huske denne…

Den vilde bille…. og et anderledes retreat!

Tænk at bo her. Det er en å, der løber for enden af græsplænen og den store runde “tønde” i hjørnet er et såkaldt vildmarksbad med en temperatur på et par og tredive grader.

I denne uge var jeg på såkaldt produktkendskabstur. Det hedder det, når man i turismebranchen skal ud og opleve nogle af de attraktioner ol., som man skal markedsføre. I rejsebranchen hedder det studieture, og var en væsentlig årsag til at mange i sin tid valgte den branche, for det var i hvert fald ikke lønnen.

Men det var også før billige flybilletter, og en eller anden gang skal jeg nok skrive om, da jeg snakkede mig fra at blive rullet i Rio (på italiensk!), dansede barfodet på – ja på – baren på et luksushotel i Østen eller spiste sværdfisk til frokost og aftensmad hver dag i en uge på nogle af disse studieture, men denne gang handler det om noget helt andet.

For nogle år tilbage stødte jeg ind i gammel Spies kollega. Ikke at vi nogensinde arbejdede tæt sammen, men vi kunne instinktivt bare godt lide hinanden, og efter noget der vel ligner 30 år, krydsedes vores veje igen. Han var i mellem tiden gået en helt anden vej og var blevet terapeut og bor nu i Dronningmølle, der hører under mit pastorat i VisitNordsjælland.

Derfor dumpede der for et par uger siden en invitation ind i mailboksen, at jeg var inviteret til “NordicTreat” i hans hjem. Det stod ikke så meget om, hvad der skulle ske, men jeg skulle medbringe en yogamåtte og noget praktisk tøj.

Yoga og silent retreat (sådan læste jeg det fejlagtigt) lød ganske godt, og da det jo er lidt surt at komme tilbage efter en måneds ferie, var jeg i den grad klar til at afprøve nye spændende attraktioner i Nordsjælland. Et hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg ankom og blev præsenteret for dagens øvrige deltagere. Jeg kendte ingen på forhånd, og men det viste sig, at være en fordel.

Nej, det er ikke mig!

Jeg vejer for meget. Det har jeg stort set gjort hele mit liv, men her i 50something er det som om, det er helt håbløst og endnu sværere at tabe sig. Derfor er det lidt et livs vilkår. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan røre mig og dyrke mine former for sport. Jeg synes bare ikke altid, det er lige fedt, at skulle gøre det i selskab med andre, og især ikke sammen med de fikse, unge, små størrelser i et fitness center. Jeg vælger med andre ord mine motionskampe.

Og nu stod jeg her! I solen sammen med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt og blev bedt om at rulle min måtte ud på græsset. Få minutter senere var jeg igang med “Den vilde bille”, der ligesom skulle løsne os lidt op.

Hvis du nu ikke skulle have prøvet en vild bille selv, så går det i al sin enkelthed ud på, at man ligger på ryggen med arme og ben i vejret, og så ryster man alle fire, helst mens man griner højlydt, for så udløses der endorfiner, sagde hun – instruktøren.

Har I nogen som helst anelse om, hvor ucharmerende man kan føle sig, når man ligger der med de blævrende skanker i vejret og forsøger at smile samtidig?

Men her er det så, det interessant skete.

For selvom jeg følte mig fuldstændig til grin og lige skulle overskride en grænse, så skete der et eller andet, som gjorde, at jeg bare gav los. Også da vi skulle lave “Rumble in the Jungle”, der vel nærmest er en form for hippie dans, hvor man ryster alt, der rystes kan (der er meget, når man er 50something), samtidig med at man udstøder forskellige former for lyde. Ja, lyde!

Jeg gav den med andre ord bare gas. Her i solen, en tilfældig torsdag i et selskab jeg aldrig havde mødt før, udførte jeg den vildeste indianer dans, der havde gjort Anisette misundelig, mens jeg gryntede, stønnede og halvt råbte noget i retning af “wrooouuuuiiiii!!!”. Og jeg havde en fest!

En grund til at vi alle gav los var selvfølgelig, at det var en rasende dygtig instruktør, der stille og roligt fik os alle til at følge med i hver vores tempo. Utallige gange fik hun understreget, at der er ingen regler her, og I skal bare følge med, som I har lyst. Det er pokkers vigtigt, især hvis der er tale om en gruppe, hvor folk føler sig usikre. Så fedt er det heller ikke at blive til grin overfor eksempelvis en kollega.

En anden årsag var omgivelserne. Når man befinder sig et så smukt og roligt sted, så kan man ganske enkelt ikke andet, end at spille med og lade sig inspirere. Det er iøvrigt det, der er udgangspunktet for at Lars, som han hedder, nu lukker sit private hjem op for mindre grupper. Han vil gerne dele herlighederne. Seriøst! Det giver selvfølgelig også en rigtig god karma og ånd, der gennemsyrede det hele.

Men jeg er overbevist om, at det også hang sammen med, at vi alle var på udebane, og vi kendte ikke hinanden. Det er unægteligt lettere at give los, når man ikke har noget på spil, end når man skal mødes igen i andre roller og sammenhænge.

Og så havde vi alle accepteret invitationen, og dermed købt ind på ideen. Jeg havde dog nok foretrukket lidt “silent retreat” efter frokost istedet for endnu to timers aktivitet i solen, men det hænger igen lidt sammen med min kompetence som kropsdoven. En kompetence, der er alt for lidt værdsat.

Nå, summasummarum var, at jeg gik hjem med ømme muskler, men med åbent hjerte og stor taknemmelighed over, at jeg fik denne fantastiske oplevelse sammen med netop disse mennesker, og at jeg kastede mig ud i både Den vilde bille og Rumble in the Jungle. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er at komme udenfor comfort zone en gang i mellem. For det er altså der, det sker!

Alt var luksus også frokosten, der blev leveret fra den lokale fiskehandler.

Skulle du nu have fået lyst til selv at booke et NordicTreat til dig og dine venner, så send en besked og jeg formidler kontakten, og nej, man behøver ikke booke “Den vilde bille” . Næste uge har en DJ reserveret til et lille intimt party. …….. Haha -nu er jeg vel næsten professionel influencer eller hvad? ;o)

On the road again…..

Bil set på parkeringsplads forleden dag i Valbonne

Lige nu befinder jeg mig i den kendte by (!) Bad Laer i Midttyskland. Det er ikke fordi, jeg har næret et stort ønske om at opleve denne lille, fine by, der ved første indtryk minder lidt om Helsinge, og har betydet en ekstra tur på små 100 km i alt. Næh, det er snarere fordi, vi er trætte af at køre, og fordi man her kunne få et ganske pænt hotel med swimmingpool og velkommen til Cooper for kr. 699.- inkl. morgenmad og balkon. Jah, jaahh.,,,

Vi er på vej hjem, og efter jeg de senere år ikke har været så glad for at flyve, så er vi blevet ret ferme til at køre rundt i Europa og finde små perler. Ikke mindst i Tyskland, der jo ligesom ligger der midt i det hele, og fylder ret meget. Nogle gange er vi nu taget til Tyskland helt frivilligt og ikke kun på gennemrejse, for her er faktisk ret mange skønne steder – især området omkring Bodensee er vi ret vilde med, og vi oplever noget nyt hver gang.

Som nu f.eks., hvor jeg ligger på solterrassen udenfor poolen med udsigt til byens kirke og lyden af det lokale forboldhold, der spiller hjemmekamp, og det går godt, kan jeg ligesom forstå. Deres trommer og sang er næsten – også kun næsten- på højde med Brøndbys, så der er gang i Bad Laer. Nils er med hunden ude at opleve kurparken, og spise is, og lidt senere skal vi ned og have friske asparges, for vi er helt uforvarende, og meget heldigt, landet midt i asparges markerne. Jeg har aldrig set så mange “pinde” stikke op af jorden og jeg glæder mig vildt til friske asparges i enhver afskygning. Hvilken bonus.

Solterrassen på vores tyske gasthof

Men man skal øve sig lidt. Vi var ikke helt så gode til det i starten, og i vores familie har vi et fast udtryk: “Maks. tre omgange”, og det er altså omgange i en rundkørsel vel at mærke. De der rundkørsler, hvor man ikke lige kan finde ud af, hvor man skal køre fra. Dem er der mange af, især Frankrig.

Der er ikke den store forskel på os og andre ægtepar i den henseende. En gang, hvor vi skulle holde jul i Monaco, og køre afsted i noget, der var tæt på at bæltekøretøjerne blev sat ind, havnede vi en snedrive midt i ingenting, fordi Nils nægtede at høre på mig. Han foretrak GPS damen, der blev ved med at sige “you have now reached your destination” (yeah – right!), og da jeg indigneret spurgte hvorfor, svarede han “hun taler pænere til mig”!

Men det var dengang. Idag er vi blevet rutinerede bilrejsende, og både han og jeg har lært at gøre det rigtigt – han lytter til mig, når jeg er co-driver, og jeg taler sødt og pædagogisk ;o)

Men vi er, som skrevet, på vej hjem. For mit vedkommende efter en hel måned. Det er den længste ferie, jeg har holdt siden folkeskolen, og så har jeg ikke engang været i Nepal og vandre, i en Ashram i Indien eller kørt tværs over USA. Næh, jeg har “bare” passet venindens skønne hus i SydFrankrig.

Og nu skulle man så tro, at der kommer en perlerække af (selv)fede historier om oplevelser i Cannes ol., men nej, det har faktisk været en måned, hvor de små hverdags oplevelser har fyldt mest – og jeg har elsket hvert en minut.

Jo, vi har været i Monaco til Grand Prix, og det var sjovt. Men det var også frastødende, for det var i den grad højsæson for de prostituerede, og vi oplevede dem alle sammen. De to piger, der halsede fra et job til et andet og lige skulle fikse make up’en. Gigoloen med den 80 årige kvinde under armen. De russiske, der ikke liiige havde scoret højt nok, og derfor var på den forkerte side af gitteret (det var vi også) osv. osv.

Men det var undtagelsen, for vi har bare ladet dagene gå og forsøgt at følge med. Det er helt utroligt, som man kan vænne sig til at lave ingenting, og fremfor alt – EN ting af gangen. Det har været den helt store lære af denne måned. At lave EN ting af gangen. Ikke tjekke mobil samtidig med tv-serie. Ikke tænke på arbejdsting i supermarkedet. Det er ganske enkelt ikke muligt, for mit fransk er ikke godt nok til at bestille noget i delikatessen og så tænke på noget andet samtidig.

Og så at glæde sig over, at der altid dukker noget op, man ikke lige havde forudset – som bilen fra ovenstående foto. Vi havde lige spist en vidunderlig middag i den lokale, charmerende by, og så stod bilen lige der, og mindede os om, hvor heldige, vi er.

I forgårs lykkedes det, at ende på det måske bedste overnatningssted i Avignon – hvis man altså er til den slags. Vi blev ganske vist ædt af myg om natten (amatører, der ikke -endnu- er vant til at sove på en flodpram), men at sidde der på Rhone floden og kigge på den mest berømte bro i Avignon, var alle myggestikkene værd.

Vores “hotel” i Avignon. Fabelagtigt!

Og nu skal vi ned og have asparges!

I morgen venter endnu en lang køredag, men det gør ikke noget, for vi har hinanden i den lille bil, og forhåbentlig står huset også. Det er vist mere end man kan sige om flere partier på Borgen. Tænk, hvis jeg havde lavet en oddskupon, hvor jeg havde forudset, at udenrigsministeren røg ud, og min tidligere kollega, og helt nyslåede politiker, ind? Så havde jeg haft råd til endnu en måned. Men det er det med forudsigeligheden igen. Det uforudsigelige er meget sjovere, man skal bare øve sig, og glæde sig over det uventede. -Og så ikke et ord om at livet er som en æske chokolade…

Alle Elmark’er inkl. hund i en Fiat500. “Life is good!”

Tout seul en France….

Det meste af “væggen” med rosévin i mit pt. lokale supermarked

Der er nu gået næsten to uger her i det franske, og jeg begynder så småt at finde en hverdag. Ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg troede, det ville være. Af forskellige årsager har jeg været alene godt en uge af tiden, og nej, jeg har ikke trøstet mig i ovenstående supermarkeds afdeling, det har simpelthen været for koldt til rosévin, men hvis ikke vejret havde skiftet nu, så var der nok en reel risiko for lidt små-pimperi om aftenerne.

Huset er skønt, og efter poolmanden har gjort sit, har jeg i dag for første gang været i vandet. Skal vi bare sige, at det var starten på min kommende status som vinterbader. Efter flere uger med overskyet, regn og decideret kolde nætter, så var det en lige lovlig frisk oplevelse. Men man er vel skandinav.

Og netop det, at være skandinav har jeg tænkt en del over de sidste par dage. Jeg blender ikke bare ind her i kvarteret, der er et typisk fransk, bedre borgerskabs parcelhuskvarter. En slags Gentofte ved Rivieraen. Her er masser af familier – der alle sammen har hunde, som gør som sindsyge, når man går forbi deres store hække. Til gengæld hilser alle skolebørnene så pænt på mig. Bonjour, madame! Det er da lidt swung over.

Men når jeg tænke på Juncker´s tekst til Mogens og Karen om nåletræer og sindsyge hunde, så skulle han prøve at komme en tur til et fransk “parcelhus” kvarter. Danmark er en åbenstående have i sammenligning. Her er ikke en hæk under 3 meter, her er gitterporte med pigge, store hunde osv. osv. Men det er jo også et land med tradition for revolution, så man må beskytte sig.

Men Cooper blender ind. Især efter han har været igennem en fransk vask og føn – og han h a d e d e det. Til gengæld ligner han nu alle de andre små hvide hunde, og han er blød som en bamse.

Selvom man er ny vasket, har man stadig respekt for naboens kat. Han skulle gø og skræmme den væk… men nej! Man vil hellere ligge i solen og dufte til blomsterne ;o)

Det får jo en til at tænke lidt over ghettobegrebet. Både det i Danmark, og det på den spanske solkyst, hvor danskerne har klumpet sig sammen i årtier. Når vi er afsted som turister, vil vi helst have en på opleveren sammen med lokalbefolkningen. Vi vil være midlertidige lokale. Men midlertidige er netop kodeordet her, for skal man bo mere permanent et sted, så er det rart, at være tæt ved nogle, som ligner en, har samme referencerammer og interesser – og helt banalt, indkøbsvaner.

Det er der i princippet ikke noget nyt i. Bare kig på det kvarter, du selv bor i. Og så er det i fuldstændig ligegyldigt, om det er indre by eller provinsen. Vi vælger boliger i kvarterer, der passer til os og vores type, og fred være med det. Så længe vi også blander os med resten af samfundet, for det er jo her, den store udfordring ligger.

Nå, det gider jeg ikke bryde min feriehjerne med, for jeg har heldigvis blandet mig både med og i samfundet hernede (EP valg), og har også, trods jeg har puppet lidt i min alenetid, haft nogle nærmest syrede oplevelser.

Først til Cannes Film Festival. Quel cirque! De har også haft udfordringer pga. vejret. Det er lidt svært at være upcoming starlet i diminutiv bikini, når det står ned i stænger på stranden. Det skulle dog ikke afholde de håbefulde, unge damer fra at prøve på at komme med til en af de eftertragtede fester. Pælesidning fik pludselig en helt ny betydning.

Midt i fodgængerovergangen, i regnvejr og festkjoler og skilte med “Tag mig med til fest”.

Hele byen var et stort cirkus -men sjovt. Helt så sjovt var det ikke, at køre til vores konsulat i Nice for at stemme. Man skal jo passe sin borgerpligt. Konsulatet har sædvanligvis kun åbent  10 – 12, men pga. den store interesse for at stemme, var de nødt til at holde åbent lidt længere, og de var ualmindeligt søde og imødekommende, så det var ikke det. Men vores allesammens konsulat bor til leje hos en klinik, hvor almindelige franskmænd kommer for at blive undersøgt for bl.a. brystkræft.

Det betød, at alle os ferierende danskere og en hund, blev sat til at vente i et venteværelse fyldt med bekymrede og nervøse patienter. Helt galt gik det, da vi kom ud fra “konsulatet” – der er et lokale på ca. 9 kvm. Her gik vi bogstaveligt talt ind i en netop mammograferet halvnøgen kvinde, der forsøgte at skjule sine bryster med armen og kiggede forbløffet på os og Cooper.

Jeg har stor forståelse for, at også udenrigstjenesten skal spare…. men arghhh, det må være muligt, at finde penge til en lidt højere husleje.

Nå, vi fik stemt, og kan nu med god samvittighed grine af alle Frank Hvam’s videoreklamer, som jeg synes er geniale.

Og i dag kom solen så, og i eftermiddag lander Nils, og bliver her resten af tiden, ligesom drengene kommer i næste uge. Måske ender det ligefrem med, at jeg begynder at føle mig som den erfarne her i kvarteret – nu kender jeg jo hundefrisøren, og det er da en start, ligesom jeg er begyndt at få et forhold til damen i delikatesse afdelingen. Ja, ja, man bliver nøjsom.

A bientot!

Jean Paul Gaultier til Cannes Film Festival. Nu uden Madonna, men med nederdel.

 

Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!