Længe leve live oplevelser!

I går var Nils og jeg til julecabaret på Café Liva i Nyhavn. For jer, som ikke kender stedet, er det et skønt skib, der er indrettet med borde og stole og en lille scene. Man spiser først, og så er der cabaret på den lille scene, som man altså er meget tæt på. Man sidder også meget tæt, når man spiser (godt), men det er en del af oplevelsen.

Årets julecabaret er “På loftet sidder krisen” og det er en over 30 år gammel tradition, at der er julecabaret på Café Liva. Den har fået fem stjerner af anmelderne, og der er stort set udsolgt resten af spilleperioden. Det er godt, for ikke alene er det en skøn oplevelse – jeg grinede højlydt flere gange, vi skal også passe på vores livescener, især de mindre af dem.

Der er fire skuespillere / musikere på scenen. Super dygtige. De kan synge, spille og spille revy, hvilket altså ikke er den letteste opgave i verden. Vi kendte en af dem i forvejen. Resten var for os stort set ukendte, men det kan selvfølgelig sige mere om os, end om skuespillerne. Men fire hårdtarbejdende mennesker, der ikke lever det flamboyante skuespilliv, og som i den grad er på, i den tid showet varer.

Det kan noget, sådan en live oplevelse. Det er intenst og ikke alene får man rørt lattermusklerne (al motion af muskler er godt), man får også stof til eftertanke og bliver mindet om, at der er heldigvis mennesker derude, der tænker som en selv.

At besøge en lille specialbutik kan nogle gange være som at besøge et lille teater. I Helsingør, som jeg bor i, lider vi imidlertid også af problematikken med tomme butikker. Det er en tendens, der gør sig gældende over hele landet, og for personer som mig, dybt skræmmende. En af årsagerne til at jeg i sin tid flyttede til Helsingør, var det skønne handelsliv, og at der var tale om små, unikke butikker og ikke bare de store kæder. Jeg tror, jeg talte 14 tomme lokaler sidst jeg talte.

Der er selvfølgelig flere årsager til de tomme butikker – og scener, men vi er ganske enkelt blevet for magelige, og det er lettere at handle på nettet eller se film, tv-serier eller lignende på skærmen lige ved hånden. I denne uge blev nogle af de sidste teateranmeldere på aviserne opsagt.

Jeg er udmærket klar over, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg skal heller ikke gøre mig bedre. Jeg ser også Netflix og handler også på nettet. Det er nemt og hurtigt, og hvis jeg nu bare forsøger at gøre mig umage med at handle hos danske firmaer (hahaha), så bliver nogle af pengene vel i den lokale/regionale/ nationale økonomi. Som om!

De eneste, der virkelige bliver rige, er tech folkene med konti på diverse spændende øer uden skat. Til gengæld bliver vi som lokalsamfund fattigere og fattigere, for vores indkøbsoplevelser forsvinder sammen med vores øvrige live-scener. Fodbold undtaget måske.

De sidste par fredage har jeg hentet Nils efter arbejde, og så er vi kørt ud i Årstidernes gårdbutik og købt ind. Vi er derefter gået en tur i vores lokalmiljø for at handle. Er det det letteste og det billigste? Nej, men vi er hver gang kommet hjem en oplevelse rigere, og med en viden om, at pengene fra vores indkøb bliver i lokalmiljøet.

Lidt samme følelse sad jeg med, da vi kørte hjem fra Liva i går. Ikke alene havde vi alle tiders oplevelse, jeg følte også en glæde over at være med til at støtte live-scenen. Vi kan ikke leve af Netflix og lydbøger, som forfatterne ikke tjener penge på. Til sidst har vi hverken sjove butikker eller ordentlig underholdning tilbage, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.

Derfor – “Længe leve live!” Både butikker og underholdning, og lad os hjælpes ad med at holde det i live rigtig længe.

Nils har rent faktisk skrevet en bog om lokaløkonomi, og han holder også foredrag om samme. -Og sørme om den ikke også har fået fem stjerner ;o)

Meditation i de højere luftlag

 

Jeg har altid holdt meget af kirkerum. Der er højt til loftet, der er kunst, der er ofte en sindssyg god akustik, og så er der en særlig ro og højtidelighed der gør, at man ligesom trækker vejret lidt langsommere og ikke taler højt eller grimt.

Derfor kan jeg også godt lidt at gå til koncerter i kirker, og jeg elsker at Lennart Lajboschitz har omdannet en gammel kirke til et moderne forsamlingshus. Af mange forskellige årsager, men i netop disse tider også fordi det er et prima eksempel på, at to forskellige trosretninger sagtens kan finde gode løsninger sammen, og at smukke, gamle bygninger ikke behøver at vige pladsen for firkantede højhuse i glas og beton.

I denne uge fik jeg så endnu engang bekræftet, at kirkerum kan noget, ikke mange andre lokaler kan.

Jeg har netop mistet en slægtning, og er forhindret i at deltage i vedkommendes bisættelse. Bisættelser og begravelser er jo reelt til for at de efterladte kan få sagt farvel og sat et punktum, og jeg kunne mærke, at det behov havde jeg også.

Min første tanke var at gå ned i min egen lokale kirke, for kirkerummet er jo også for de fleste af os rammen om de store begivenheder i livet. Bryllup, barnedåb, konfirmation og ja, begravelser.  Så kunne jeg sidde der og holde min helt egen lille farvel-session, men jeg er faktisk så heldig, at jeg er velsignet (!) med en god veninde, der er præst, og hun forstår om nogen at udnytte sin kirke på alle mulige gode måder.

Kirke er måske lige en overdrivelse i hendes tilfælde, for den er ikke bygget endnu. Derfor holder hun og hendes præstekolleger til i et lokale i Ørestad. Her er imidlertid også højt til loftet, her er også kunst, og så er det lykkedes, at skabe den samme stemning som i traditionelle kirker. Man falder simpelthen til ro, når man går ind i det lokale, og jeg elsker at det ligger i stueplan (-læs øjenhøjde), så alle kan se stearinlysene og lige dumpe ind, hvis man altså ikke skal ind i neglesalonen, der er nærmeste nabo.

I dette specielle lokale har min veninde og hendes kolleger både samtale saloner med interessante mennesker, cross yoga, Herrehjørnet (med frokost og en øl), “Rum til Ro” og mange andre spændende arrangementer og altså også “Mindfulness Gudstjeneste”.

Jeg har praktiseret meditation i mange år. Jeg har ovenikøbet gået til meditation for at lære, hvordan man får tankerne til at stå stille, om man så må sige. Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet ekspert på området, men over årene har jeg lært nogle teknikker, der gør, at jeg kan lukke verden og tankemylder ude (uden at falde i søvn), og når først man får det lært, er det faktisk ikke så svært. Til gengæld er effekten fantastisk, og derfor betaler folk i dyre domme for at lære mindfulness og meditationsteknikker.  

Pomodoro metoden er det nye sort i erhvervslivet, stille zoner og tid til fokus hitter og rigtig sej er man, når man lader mobilen være i over en time. Ej ok, nu driller jeg, men helt forkert er det jo ikke. 

I princippet kan man bare gå en tur i kirkerummet. Det har man allerede betalt for over sin kirkeskat, og den oplevelse, jeg havde i denne uge, var hver en krone værd. Det nåede jeg at tænke over, mens jeg sad der med lukkede øjne og blev guidet til meditation af en professionel mindfulness underviser suppleret af den smukkeste live musik og et budskab fra præsten om næstekærlighed og egen omsorg. Egen omsorg var i øvrigt temaet for netop denne meditation, men det skifter fra gang til gang. 

I løbet af den time, denne mindfulness gudstjeneste varede, var der også en lysceremoni, og jeg fik tændt et lys for min slægtning, sendt masser af kærlighed og sagt farvel på den helt rigtige måde.

Hele seancen sluttede med at vi sad med lukkede øjne og lyttede til det lille band synge en fuldstændig fantastisk fortolkning af “Regnvejrsdag i november”.

Jeg var reelt fysisk lettet, da jeg efter en hurtig kop te (også på kirkeskattens regning) kørte hjem gennem den mørke november aften. Fyldt af taknemmelighed over, at vi har disse muligheder lige i gadehøjde men også af en usædvanlig glæde over at betale min kirkeskat.

Regnvejrsdag i november – Pia Raug

1. Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.

 

6. Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.

Du kan læse mere om Mindfulness gudstjenesterne og de andre aktiviteter på dette link, og alle er velkomne.
Kirken i Ørestad

Og pludselige blev jeg “En Karen”..

… eller gjorde jeg?

Når man bor i Helsingør, er Hornbæk Havnefest en fast tradition i løbet af sommeren. Man skal lige forbi, og det skulle vi også i år sammen med en gruppe af venner. De var lidt forsinkede, så vi stillede os ved indgangen og ventede. Eftermiddag, ferie, sommer, glade mennesker trods regn. Hvad kan gå galt?

Tjah… et par minutter efter vi havde stillet os glade og halv-feststemte for at vente, ankom et større selskab på cykler. Ladcykler med de kvindelige deltagere i børneboksen. Alle var 30-40something, meget dyrt og skødesløst, sommerelegant klædt, osede af penge og var i den grad hel-feststemte. Så langt, så godt.

De havde imidlertid også en soundboks med på en af cyklerne, og den spillede højt – meget højt, som i helt afsindig højt. De havde tydeligvis et stort behov for at vise, at de ejede hele Hornbæk, for ikke nok med at de spillede højt, mens de kom cyklende, de syntes også ligesom, at de skulle fortsætte deres private fest på parkeringspladsen ved indgangen.

Jeg signalerede med fingre i ørerne, at I må altså godt skrue lidt ned, hvilket fik den modsatte effekt. Jeg var slet ikke klar over, at en soundboks kunne spille SÅ højt, men det kunne den. Det var nogenlunde samtidig med at eftermiddagens musikindslag gik på scenen, og tro mig, selvom vi stod lige udenfor havnen, kunne vi ikke høre bandet fra scenen.

Og så var det, at min indre Karen vågnede. Jeg kunne simpelthen mærke raseriet fysisk boble inden i mig. Ikke så meget fordi de havde en fest, fred være med det, men fordi de så tydeligt signalerede “we don’t give a shit” med andre mennesker, vi ejer det her!

Hvad i hele hule helvede bildte de sig ind?

Jeg var tæt på at råbe til dem, at de skulle skrubbe tilbage til Tisvilde, men endte med at resignere og sms’e vennerne, at vi var gået ind. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud hverken at se på dem eller høre mere Tobias Rahim. Men jeg blev påvirket, og det ødelagde faktisk lidt af havnefesten for mig.

Kunne jeg ikke bare have været ligeglad, og have ladet dem have den fest? Måske, men den manglende hensyntagen i det offentlige rum er efterhånden blevet et problem, og her var det så åbenlyst EXIT-agtigt, at jeg blev provokeret. Desværre for mig selv, for de var jo helt ligeglade, så den eneste, det gik ud over, var mig… nåh ja, og så alle andre, der også stod og ventede. En ung pige lavede himmelvendte øjne, så det var altså ikke et spørgsmål om alder.Bagefter reflekterede jeg alligevel over den vrede, jeg kunne føle boble i mig. Det må være det samme, der sker, når folk mister besindelsen i trafikken (det har jeg heldigvis aldrig gjort), eller når man skal nå den sidste færge, og en emsig dame ikke vil lade bommen gå op (jf. weekendens historier om en vis kendisfrisør).

Det er ukontrollabelt, og boble er den rigtige beskrivelse, for sådan føles det fysisk,  også selvom jeg resignerede og bare gik min vej. Men jeg måtte vige for mennesker, der åbenlyst generede andre bare fordi, at det havde de lige lyst til.

Hvorfor bliver mange af os så vrede i disse tider? Det er der skrevet mange artikler om, lavet film og også debatteret, og hvorfor reagerer så mange så uhensigtsmæssigt? Er det stress og manglende overskud? Afmagt eller undertrykt frygt over, hvad fremtiden vil bringe, eller er det simpelthen fordi, at vores lunte er blevet kortere?

Måske er det en reaktion på den tiltagende hensynsløshed, som flere og flere viser i det offentlige rum? I det føromtalte tilfælde, vil jeg selvfølgelig mene, at jeg havde retten på min side, men det ændrer jo ikke på, at jeg selv kunne føle vreden boble, og sådan plejer jeg altså ikke at reagere.

Men nu kører jeg også i min egen bil til hverdag, og skal ikke høre på andre menneskers private telefonsamtaler, der jo oftere og oftere foregår, så man kan høre hvad begge parter siger – også selvom den ene er inde i telefonen, om man så må sige.

Jeg er også holdt op med at frekventere restauranter, hvor jeg kan risikere, at forældre skifter ble på deres små pus, på bordet ved siden af, og jeg er efterhånden blevet ekspert i at signalere “piss off!” uden at sige noget som helst, når nogen kommer for tæt på min sfære. Nej, jeg tager ikke S-tog i myldretiden.

Nu lyder jeg som en gammel mokke, og det er jeg måske også. Måske kan det være, at jeg begynder at anvende De igen, for at lægge afstand til folk. Nu, når jeg ved, at jeg ikke er en Karen, for jeg endte trods alt med at resignere og gå.  ;o)

Og indenfor til Havnefesten var folk heldigvis -som altid- søde, imødekommende og havde en fest med og ikke mod hinanden.

En Karen:
Oversat fra engelskKaren er et nedsættende udtryk, der bruges som slang for en hvid middelklassekvinde, der opfattes som berettiget eller krævende ud over det normale. Udtrykket er ofte portrætteret i memes, der skildrer hvide kvinder fra middelklassen, der “bruger deres hvide og klasseprivilegium til at kræve deres egen måde”.

 

 

Jeg vil la’ lyset brænde

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

Da jeg ikke har et foto af Benjamin Koppen på scenen, får I her morgen i Nyhavn.

Annas sang – manges skæbne.

Det er en smuk søndag formiddag. Solen skinner, og jeg sidder på terrassen og glæder mig over, at syrenerne stadig blomstrer. Alligevel storhulker jeg. Tårerne triller ned af kinderne, og det er som om, de ikke vil stoppe.

Jeg har lige læst sidste kapitel af Benjamin Koppels “Annas Sang”, og har i den grad levet mig ind i Anna – eller som hun hedder i bogen Hannah, og hendes  skæbne. Det er umuligt andet, for bogen er så velskrevet, at man suges direkte ind i historien. Det er som at være der selv.

Jeg kan næsten lugte Hannahs barndomshjem, når hele familien mødes omkring bordet. Jeg kan se Hannahs sidste hjem for mig, og jeg kan nærmest føle hendes smerte og savn. Tårerene presser sig på igen, når jeg sidder og skriver dette.

Jeg læser for lidt bøger for tiden. Ligesom alle andre bliver jeg fanget i “I – universet”, og pludselig er der gået en time med små hundevideoer eller intetsigende opdateringer og kommentarer fra folk, jeg i værste fald slet ikke kender. Nu har jeg haft et par dage fri, og kastet mig over mine elskede bøger igen.  Det er godt, for jeg havde helt glemt, hvordan man skaber sine egne billeder, føler med hovedpersonerne og i det hele taget lever sig ind i andre menneskers liv og fremfor alt bliver åndeligt beriget.

Det kræver selvfølgelig, at historien er god og forfatteren har noget på hjerte. Det har Benjamin Koppel, og jeg har læst mig til, at det var fordi han ikke kunne komme ud at spille under Corona, at han kastede sig over familie krøniken. Så kom der i det mindste noget godt ud af, at vi var lukket inde. Det kræver også, at fortællingerne er skrevet med kærlighed til karaktererne. Det er vigtigt, hvis vi som læsere også skal holde af dem. Koppel virker til at have stor kærlighed til sin “sære tante i Frankrig”, som han oprindeligt kendte hende.

Det er nu ikke svært at holde både af og med Hannah. Hendes skæbne er så trist, hendes pligtfølelse så stor, at den udvisker hende og hele hendes historie går bare i hjertet. Ikke kun fordi den er sand og fortalt så velskrevet med stor humor, men fordi der i fortællingen er så mange lag, at man som læser selv er nødt til at reflektere over både livet, skæbne(r), nutid, fortid og vores alle sammens fremtid.

Kort fortalt – uden at spoile – må Hannah ikke selv vælge sin ægtefælde. Hun skal redde familiens jødiske ære, nu når hendes brødre har valgt at gifte sig med ikke jødiske kvinder, og hendes ægteskab bliver derfor arrangeret. Hvor sønnerne har modsat sig den dominerende mor og fået deres vilje, giver Hannah efter for presset og mister ikke bare sin elskede modstandsmand Aksel, men også sin mulighed for at blive en stor pianistinde og i sidste ende sig selv – og så alligevel ikke. Hendes forældre er starten på de mange Koppel’er i Danmark, der stort set alle er blevet noget ved musikken. Til stor glæde for os alle.

Det er trods den store læseoplevelse en noget trist historie, og indimellem skulle jeg tage mig i ikke at blive vred på Hannah over at hun bare affinder sig. Men hun har jo heller ikke fået min opvækst. Jeg står på skuldrene af de kvinder (og mænd), der har taget opgøret med traditioner og kæmpet for fri vilje. Hannah stod helt alene, og det er der såmænd stadig unge mennesker i Danmark, der gør.

Afdansningsbal sæson 1940-41. Min mor, hendes ungdomskærlighed og alle deres dansevenner. I midten Børge og Ulla Kisbye.

Min mor var som ganske ung stormende forelsket i en ung, jødisk mand. Han flygtede til Sverige under krigen og døde siden af tuberkulose. En dag hvor jeg som barn gik med min mor over Kgs. Nytorv, mødte vi hans forældre. Jeg kan mærkelig nok huske hele det møde meget tydeligt. Det har nok været fordi min mor var så anderledes i lige det øjeblik. Børn er små seismonauter.

Min mors kæreste måtte heller ikke få sin ungdoms elskede -altså min mor. Mor var ikke jødisk og derfor ikke et passende parti. Det har nok heller ikke hjulpet, at hun ikke var ud af en fin familie, men født udenfor ægteskab og plejebarn. Her var det altså den unge mands familie, der modsatte sig.

Hun betroede mig en gang, at selvom det gjorde hende ulykkelig, så syntes hun egentlig, det var lettere, at han var død, end hun skulle have set ham gift med en anden kvinde. Så stor var kærligheden.

Så stor er kærligheden også mellem Hannah og hendes elskede Aksel. Men de må ikke få hinanden og affinder sig med deres skæbner og forsøger at finde lykken andet steds. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre, for jeg synes virkelig, at I selv skal læse bogen.

Vi lever lige nu i en, i hvert fald for mig, mærkelig tid. I USA har kvinder i visse stater ikke længere adgang til fri abort, men til gengæld kan enhver købe skydevåben og dræbe levende børn. Vi har krig i Europa, og i Sydeuropa kan man med jævne mellemrum høre jagerfly i luften fra de baser, der er i Italien, Grækenland og Tyskland. Det er som om, at vi går på et knivsæg, og at der skal så lidt til for at det hele tipper.

Det gjorde det for familien Koppelmann i fortællingen. Fra stort set den ene dag til den anden går de fra at være succesfuld skrædder familie med musikalske børn til at være flygtninge i Sverige. Fra at være forelsket og spørgelysten lillesøster, der elsker sin storfamilie og sin Aksel, er Hannah giftet væk i Frankrig. Selvom man redder livet i en krig, ændrer de mange grufulde oplevelser, tab og traumer sindstilstanden for de udsatte og overlevende. Skyld over at være i live, er en meget svær følelse at slås med.

Så derfor triller tårerne på mig her blandt de blomstrende syrener. Jeg har ikke kun haft en fabelagtig læseoplevelse. Jeg er også blevet mindet om min mors historie, at vi skal passe på hinanden, og de frihedsrettigheder og den fred, vi har brugt så mange år på at tilkæmpe os. Det hele – også kærligheden- kan forsvinde så let som ingenting. -Og så skal vi i øvrigt læse nogle flere bøger. Især af så høj kvalitet som Annas Sang.

Ps – For nogle år siden, faktisk en del år siden, var jeg inviteret til en konference i DI. Tilfældet ville (tak!) at jeg kom til at sidde ved siden af Nikolaj Koppel, der dengang var tv-stjerne og ret hot i de fleste kvinders øjne. På et tidspunkt skulle vi alle tage sidemanden i hånden, kigge vedkommende dybt i øjnene og sige: “Det bliver riiiigtig godt!”. Aldrig har jeg været så starstruck, som da N. Koppel kiggede mig i øjnene og forvissede mig om, at det hele nok skulle blive godt. Jeg husker intet andet fra konferencen efter det øjeblik. De kan noget, de Koppler. ;o)

Syrener kan også noget.

Valdemar knaldede med Henriks kone…

… og så mistede Danmark sit Nordtyske Østersørige. Det var nemlig Valdemar Sejr og Grev Heinrich af Schwerin, der var tale om, og jeg lover jer, at her er drama for alle licenspengene, eller hvad vi nu betaler nu om dage.

Jeg var løbet sur i Netflix og andre streaming tjenester og gik derfor på jagt i DR.dk. Her faldt jeg over en så seværdig serie fra 2018/9 – “Kongelige Eskapader”. Det er ren operadrama og næst efter Frederik Cilius’ tragiske fortælling om sit SAS eventyr, de mest underholdende oplevelser, jeg har haft i denne uge.

Det er historiefortælling på den moderne måde, men med eksperter bag ordene, og det er i den grad værd at bruge tid på. Glem Henrik d. 8. og andre engelske skandaler, vi er i den grad selv leveringsdygtige i saftige historier.

Valdemar Sejr. Jeg må ærligt indrømme, at indtil denne uge kendte jeg ham mest for kongen, der bragte Dannebrog med hjem fra Estland, og lur mig, om ikke de fleste har det lige så. Men Valdemar – den liderbuk (ikke mine ord), han var ikke bare Danernes konge, han var også konge over de skønne kvinder.

For at citere en af fortællerne i tv-serien, så var Valdemar datidens mandeideal, en rigtig “hottie”, og det udnyttede han. Først til at gøre sin netop afdøde brors svenske kone gravid. Det var ikke helt så heldigt, for der var vist et lille overlap, når man tæller måneder i forhold til hvornår Knud faldt ned af trappen og døde. Men nu var han jo død, så hvem regner, og Valdemar havde desuden allerede en søn med en ukendt kvinde.

Sjovt nok var det også Valdemar Sejr, der førte kaniner til Danmark. Inspireret af de kongelige i blandt andet Frankrig ville Valdemar også jagte kaniner. Ja, ja… og.. ,o)

Afsted med Helena og søn (og måske også en datter) til Sverige og enter Dronning Dagmar. Skøn, from katolsk ungmø, der desværre døde i barselsseng ved barn nummer to. Det var i øvrigt vigtigt, at hun var from, for Valdemar ville rigtig gerne holde sig på god fod med  paven. Det betød noget for hans senere korstog mod netop Estland. Var det et korstog med pavens velsignelse, måtte han nemlig godt slå ihjel. Måske er det den samme logik, Putin benytter, når han sørger for at have den Russisk Ortodokse kirke på sin side.

Til gengæld måtte uægte børn (frille sønner) ikke længere arve tronen, så det var vigtig for Valdemar at få nogle i ægteskab også. Dagmar blev efterfulgt af varmblodige, portugisiske Berengária. Jeg tror, jeg var fraværende den dag i skolen, hvor vi lærte, at vi har haft en portugisisk dronning. Nogle mener ovenikøbet, at Valdemar allerede før Dagmar også var gift i kort tid med engelsk Mathilda. Altså hele tre hustruer plus det løse.

Berengariá dør også i barselsseng ved barn nummer 5. De tre første kom sidenhen ud i borgerkrig mod hinanden om magten i Danmark, men det er en helt anden historie, ligesom de mange andre sidespor, man godt kan komme ud af, når man dykker ned i Valdemars liv.

Men her er det liderligheden, vi fokuserer på, for undervejs på korstog mod hedningene i De Baltiske Stater, passerer Valdemar de danske besiddelser i Nordtyskland. Danmark var nærmest et imperium i de dage (Valdemar Sejr regerede 1202 – 1241). Hele Østersø regionen med Nordtyskland, Skåne, Halland og Blekinge.

Fyrsterne i Nordtyskland er dog ikke helt så begejstrede for Valdemar som kvinderne, og da Heinrich af Scwerin ydermere finder ud af, at Valdemar har ligget i med hans kone, bliver han for alvor vred og kidnapper Valdemar og hans søn -Valdemar Jr..

Det bliver i princippet begyndelsen på ende af det store danske rige, for Heinrich holder Valdemar fanget i to år, og uden en stærk leder begynder Danmark at falde fra hinanden. Først efter svære forhandlinger med Heinrich frigives Valdemar i 1225, men Danmark må i den forbindelse afstå hele Nordtyskland med undtagelse af Rügen og betale en stor løsesum.

Valdemar den Unge sidder i fangeskab et år længere end sin far, og få år efter dør han af et vådeskud fra en armbrøst. (!). Der var gang i den.

Valdemar forsøger at generobre noget af Tyskland, men taber og stikker piben og vist også andet ind, for der står ikke noget om flere børn.  Til gengæld giver han os Jyske Lov og de berømte ord: “Med lov skal Land bygges”.

Men altså… hvis ikke Valdemar havde knaldet Henriks kone, så havde historien set meget anderledes ud. Hvis ikke engelske parlaments medlemmer havde delt elskerinde med russiske spioner, havde historien også set anderledes ud. Hvis ikke Cleopatra havde haft en lille trekant kørende osv. osv. I kan selv fylde på.

Vi er tilbage til udgangspunktet – det hele handler om sex, magt og penge. Intet nyt under solen. Vi er bare blevet digitaliseret og har fået industriel udvikling, som har ødelagt naturen. Men menneskene, vi har ikke udviklet os synderligt.

Gør jer selv den glæde at se et par afsnit af serien. Det er både underholdende og oplysende, og så er det en fornøjelse, at det er værter, der virkelig ved noget om det, de taler om, som guider os igennem det hele. Endelig, så er der også den fordel, at det her er eskapader, der er foregået for mange hundrede år siden, og derfor behageligt langt væk. Meget bedre end disse tiders nyhedsstrøm.

Kongelige eskapader

Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..

Jeg ved det godt alt sammen. De er kun til låns…. sådan må det jo være…årh, ikke andet… Og jeg ved også godt at de fleste af jer allerede har været der, men jeg kom lidt sent i gang i forhold til det med børn, så jeg er først nået dertil nu.

Dertil, hvor den yngste flyver fra reden. Bogstaveligt talt. Tværs over Atlanterhavet til den anden side af jordkloden. Med Air France, AF 430, som jeg fulgte hver millimeter på Flightradar. Som om jeg kunne have gjort nogen forskel – not!-men jeg kunne i hvert fald sikre mig, at der hele tiden var en lille rød maskine på skærmen, der så ud til at flyve i den rigtige retning. Med min  Mikkelino ombord, der jo når det kommer til stykket ikke er helt så lille længere.

Det har kun været planlagt en uge. Ikke at han skulle rejse, men Japan der var first choice og til april, har ikke lukket op for turister endnu, og en-to-tre var han på vej til Costa Rica og Columbia, som alle prøver at overbevise mig om ikke er, som da jeg var ung.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive sådan. Et halvt arbejdsliv i rejsebranchen. Et helt liv, hvor jeg har prædiket til alle unge, jeg kom i nærheden af, at de skulle rejse ud og opleve verden, og så sidder jeg her som en anden hønemor.

Helt galt blev det, da jeg satte mig i hans næsten ryddede og tomme værelse. Han er nemlig med sine egne ord blevet “low key smidt ud hjemmefra”. Det er selvfølgelig noget sludder, men han flytter formodentlig direkte ind til København, når han engang er kommet hjem fra sin store dannelsesrejse, og så kan vi jo ligeså godt tømme hans værelse og sætte det i stand imens og lave det påklædningsrum, vi har drømt om i så mange år.

For nu er vi bare os to – og virkelig meget skabsplads.

Det bliver skønt, men hvor er det også en mærkelig tid. Vi er seriøst ved at genopfinde os selv på ganske mange måder. Vi har taget tilløb i et stykke tid, og vi kan heldigvis finde på masser at lave sammen uden sønnerne, men det er stadig anderledes.

Også anderledes i forhold til ansvar. Andre har sikkert haft det anderledes, men pludselig er det som om, jeg kan tillade mig alt muligt på alle tidspunkter.

Hvis jeg har lyst til det, kan jeg spise morgenmad om aftenen og jeg behøver ikke længere være bekymret for, om mine afkom synes jeg er sindssyg, fordi jeg danser rundt og skråler med på et eller andet oldgammelt popnummer. Eller at de, mens de kigger ind i både køleskab og fryser på en gang (fyldte), beklager sig over, at der ikke er noget lækkert at spise, og Nils behøver aldrig mere bekymre sig om, hvor hans nye Chelsea Boots nu er henne, og mon ikke, det nu også er slut med utømte Ikeaposer fyldt med herreunderbokser og sokker,  man ikke lige magter at sortere.

Men det er også slut med hverdagskram og spontane cocktail parties om tirsdagen og bilture, hvor man skiftes til at vælge musiknummer og bare for at drille sætter virkelig gamle disco numre på, mens man hævder, at det er præcis samme volumen, som da sønnen valgte hip hop. Den gik som regel ikke, men det var altid værd at prøve.

Det er også slut med at finde vasketøjsspanden sådan, når der (endelig) er blevet ryddet op på værelser.

Den ældste flyttede i august sidste år, og nu er den yngste så på eventyr, og eftersom hverken de eller jeg forventer mini-marker indenfor de nærmeste år, så er vi “de gamle” helt for os selv.

Det har vi nu rigtig godt af, tror jeg. Vi nåede kun at være sammen i et lille år før vi både var gift og havde første søn, så det er også spændende.

Og når man tænker over det – hvem er jeg til at brokke mig. Jeg har sendt min søn på dannelsesrejse med venner, solskin og parasoller i sjove drinks. Tænk på alle de mødre, der lige nu sender deres sønner i krig. Det tænkte jeg meget over her i weekenden. Jeg kan downloade en app, så jeg kan følge fly og tidszoner, og vi kan Facetime, så meget, som vi orker (mig lidt mere…), men de russiske mødre kan ikke engang få ligene af deres sønner hjem og aner ikke, hvor de er, og hvad de bliver udsat for, og de ukrainske ditto er bogstaveligt talt gået fra uni til uniform. Det er fortvivlende.

Men lige nu udgår verden fra min navle og mit nye liv uden børn for første gang i lidt over 22 år. Måske skal jeg ligefrem have en taskehylde og et skab kun til mine sko……

Jeg har pludselig fået helt styr på tidszonerne.

De små vidunderlige oplevelser

Den mest betænksomme værtindegave, jeg har fået længe.

I sidste uge skrev jeg om søndage, men i de forgangne uger har jeg faktisk haft de bedste oplevelser på hhv. en mandag og en lørdag.

Det startede med, at min yngste søn fandt på at invitere sin mor ud at spise. Sådan – lige ud af det blå, og for at sætte trumf på, så proklamerede han, at det skulle være på Bistro Boheme. Han havde aldrig været der før. Det har jeg, så jeg kiggede på ham med store øjne og spurgte, om han nu også var sikker på det, men det var verdensmanden. Han havde vist vundet lidt på oddset…

Nåh ja, tænkte jeg, jeg kan vel nøjes med en rørt tartar, så hans opsparing ikke helt forsvinder. Det ville ungersvenden imidlertid ikke høre tale om, nu skulle mor have “the full treat”.

Afsted det gik til København, og da vi af forskellige årsager var for tidligt til vores bordreservation, spadserede vi frysende rundt i byen, og tjah, så endte vi på D’Angleterre. Der havde min søn aldrig været før, og vi kunne jo ligeså godt lægge stilen fra starten med en ordentlig cocktail – virgin cocktail for mig altså, og alkoholfri gin smager ganske udmærket.

Tilbage på Bistroen fik sønnike store øjne, da han så vinkortet. “Jeg tror, de har glemt at sætte en komma” sagde han i fuld alvor. Det havde de selvfølgelig ikke, men det lykkedes dog at finde en god vin, der kostede under kr. 1.000.- og vi havde det dejligt, da en af vennerne også kom forbi for at sige hej.

Og det er her at livets små vidundere virkelig sætter ind, for hvor heldig og privilegeret er man lige, når ens 20 årige søn inviterer en ud at spise, og en af vennerne så også vil bruge sin aften sammen med en halvgammel dame. Lykke er….

Det nåede jeg nu ikke at tænke længe over, for så blev vi afbrudt af meget høj sang fra den anden ende af lokalet.

Ingen vidste helt, hvad der foregik, men det viste sig, at et fødselsdagsselskab havde hyret Amin Jensen til at synge for fødselaren. Dermed fik vi også lige live musik med i købet…. men…. det var ikke slut der, for en af gæsterne i vores ende af restauranten var operastuderende fra London, og hun udfordrede til duet.

Alle blev således inviteret til operaduet i bageste hjørne af restauranten, og pludselig var det som at være i Italien. De to sangere gav Madam Castafiore kamp til stregen, tjeneren dansede ballet og vi sad bare og tog imod. Sådan blev en dødsyg, corona mandag i januar pludselig til en kæmpeoplevelse, som både min søn, hans gode ven og jeg aldrig vil glemme.

Nu ved jeg godt, at det ikke er hver mandag, hver måned, hvert år (!) man har råd til at tage på Bistro Bohme, men mindre kan også gøre det, og jeg tror, det er vigtigt, at vi samler på disse små vidunderlige oplevelser, og har øje for dem.

Det kan være, at der pludselig er tusindvis af små mus på stien, hvor man går tur med hunden, og så er man som i en Disney Film. Det kan være at overraske din ægtefælle med livret på en onsdag (onsdage skal som bekendt spices op), eller spontant smile til den sure mand på gaden, og så smiler han igen. Det er i virkeligheden lige meget, bare vi får øje på de små mirakler.

I går fik jeg en værtindegave, som for mig er et lille mirakel. Mest fordi giverne havde gjort sig sådan umage. Det er et par, som vi har lært at kende via vores sønner, og første gang vi rigtig var sammen, var under en sommerferie i Frankrig. Derfor er vi -om man så må sige – bundet sammen af det franske.

I går kom de til middag, og havde medbragt et stykke Frankrig til os. Jeg blev så glad, at jeg måtte tage et foto af det i morges, og det blev inspirationen til dette indlæg. Betænksomheden… og nåh jah, så elsker jeg den oliven olie, og var med det samme tilbage i butikken i Nice. Det blev selvfølgelig også en helt vidunderlig aften, med masser af god vin og høj Meat Loaf in memoriam, så hvis der er slåfejl i dag, ved I hvorfor. I øvrigt skal Meat Loaf høres højt.

Jeg ved naturligvis godt, at sådan spiller klaveret ikke altid. Jeg har især i denne januar også haft nogle øv-dage og haft lyst til at rejse langt væk -det er bare heller ikke så let i disse tider, og derfor må vi få øje for de små hverdags mirakler.  Selv det at finde en parkeringsplads i København kan være et lille hverdags mirakel, hvis man tænker over det.

 

Mødte du så Merlin?


Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

En helt almindelig butik på hovedgaden – man er altid tættere på “The highest Vibration” i Glastonbury.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?

En noget mere nutidig og virkelig Merlin og Arthur. PR foto fra TV-serien Merlin.

Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.