Kategori: Oplevelser

Udgivet den

Jeg vil la’ lyset brænde

Skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg ikke, at det var Elisabeth Gjerluff Nielsen, der havde skrevet teksten til det hit, ligesom jeg heller ikke var klar over, at hun stod bag “Mandagsstævnemøde”.

Men det blev jeg så klar over i denne uge. Desværre fordi det stod at læse i stort set alle de nekrologer og en enkelt “minde-log”, som medierne har været fyldt med efter hendes – i hvert fald for mig- pludselige død, og som jeg blev ramt mere af, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg har aldrig rigtig dyrket Elisabeth. Selvfølgelig kender jeg “Sotto Voce”, og eftersom jeg tilbragte det meste af midt firserne på Det Elektriske Hjørne, syntes jeg det var sjovt, at nogen havde skrevet et sang med den titel. Jeg læste også hendes bog for et par år siden, men ellers ikke så meget mere.

Alligevel blev jeg ramt, da jeg læste hun ikke var mere, for jeg er jo vokset op med hende, og i modsætning til eksempelvis Kim Larsen og Uffe Ellemann-Jensen, så tilhørte hun min generation.

Ja, jeg ved godt, at hun blev 60something, men så meget forskel er der heller ikke, og hun var på en eller anden måde evigt ung… tror jeg nok. Det er i hvert fald det billede, jeg har på min nethinde, og også det billede jeg helst vil bevare.

Og så kom nyheden samme dag, som nyheden om at Ilse Jacobsen også var sovet ind. To stærke kvinder, der begge har sat deres aftryk på vores samtid og vores fælles kultur. Det var en mærkelig mandag.

Tylskørter, gummistøvler og fandivoldskhed. To kvinder, der hver på sin måde har tilkæmpet sig en plads i vores samtidshistorie og kultur. -Og ja, tilkæmpet sig, for det kom ikke flyvende ind af vinduet til nogen af dem.

Men de har været med til at forme vores samtid, og skabt fælles referencerammer, og det er vigtigt. Det tog Susanne Bier også fat i under et arrangement, som også har præget min uge.

Onsdag morgen var jeg så tidligt oppe, at jeg oplevede solen stå op over Kgs. Nytorv og Nyhavn. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet siden netop den gang i midt firserne, men da var det fordi, jeg var på vej hjem.

Denne gang var det altså fordi jeg skulle deltage i et valg arrangement under det, der må være den længste og kedeligste valgkamp i mands minde med formodentlig den mest rodede Folketingssammensætning som resultat.

Bikubefonden og Charlottenborgs Kaffeklub havde i dagens anledning lavet kaffeklubben om til “Kulturpolitisk Topmøde”, og topmøde var det. Per Erik Tøjner, Susanne Bier, Benjamin Koppel, Ida Auken, Jan E. Jørgensen for blot at nævne nogle af paneldeltagerne. De var toptunede og klar til debat, der så for det meste kom til at handle om…… Inger Støjberg. Uden overhovedet at være til stede, satte hun dagsorden om opdelingen mellem land og by og elite og folkelighed.  Åh…. hvor er jeg dog træt af den opdeling! Det er vi alt for lille et land til.

Bier forsøgte at løfte diskussionen op i helikopterperspektiv og bragte fælles forståelse og referencerammer på banen som vigtige parametre, og det er vitterlig meget vigtigere, end om man er til håndbold eller Det Kgl. Teater (tylskørt eller gummistøvler). Vi har brug for begge dele, og kan det ikke være flintrende ligegyldigt, hvem der har flest besøgende / tilskuere. Det vigtige er at alt, der hører under “kulturhatten” er en del af det kit, der binder os sammen, og mere betydningsfuldt end i hvert fald politikerne og det meste af erhvervslivet anerkender.

Oplevelsesøkonomien omsætter for 348 mia. om året, så det er ikke en lille bolsjebutik. Alligevel kan man i visse kandidattester slet ikke vælge kulturpolitik som et tema.

I foråret var jeg til et arrangement med en masse erhvervskvinder. Veluddannede kvinder i høje stillinger med masser af ansvar, og skulle man tro, vidt udsyn. Alligevel røg jeg med det samme nederst i hierarkiet, for jeg repræsenterede “Det der oplevelsesøkonomi”. Tænk, det sagde en af mødelederne med slet nedladende tonefald. Efterfulgt af en sætning om, at “nåh ja, jeg benytter det jo selv, og har lige været på en  udstilling”.

Jeg spyttede knaldhætter, og opgav at fortælle noget om fodbolds omsætning, bibliotekers betydning, og  hvor vigtigt det er, at vores børn ser ordentligt børnefjernsyn. Det ville ikke trænge ind. Måske nu, hvor både Danske Erhverv (tak, Brian Mikkelsen) og DI begynder at sætte en dagsorden kan det være, at vores “traditionelle erhvervsliv” også begynder at betragte kultur og oplevelsesøkonomien med nye briller og som noget andet og mere end stjernedrys til en reception.

Måske den formodentlig kommende recession, som vi kigger ind i løser det hele. For som under Corona, hvad er det, der holder humøret oppe, når omverden stiller hårde betingelser …. det er kunsten! Fællessang, tv-serier og musik. Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke anerkender at alle har brug for både “brød og cirkus” (panem et circenses) .

Så jeg vil slutte med de bedste ord fra Charlottenborg, der kom fra Benjamin Koppel og her er citeret frit fra hukommelsen: “Ikke for at lyde som en  gammel kommunist, men tiden er kommet til ikke kun at fokusere på vækst, vækst og vækst. Jeg ønsker mig politikere, der ikke kun tænker i strategi men også i visioner, og et samfund, hvor der er plads til at tvivle og drømme.”

Det ønsker jeg mig også!

Da jeg ikke har et foto af Benjamin Koppen på scenen, får I her morgen i Nyhavn.
Udgivet den

Annas sang – manges skæbne.

Det er en smuk søndag formiddag. Solen skinner, og jeg sidder på terrassen og glæder mig over, at syrenerne stadig blomstrer. Alligevel storhulker jeg. Tårerne triller ned af kinderne, og det er som om, de ikke vil stoppe.

Jeg har lige læst sidste kapitel af Benjamin Koppels “Annas Sang”, og har i den grad levet mig ind i Anna – eller som hun hedder i bogen Hannah, og hendes  skæbne. Det er umuligt andet, for bogen er så velskrevet, at man suges direkte ind i historien. Det er som at være der selv.

Jeg kan næsten lugte Hannahs barndomshjem, når hele familien mødes omkring bordet. Jeg kan se Hannahs sidste hjem for mig, og jeg kan nærmest føle hendes smerte og savn. Tårerene presser sig på igen, når jeg sidder og skriver dette.

Jeg læser for lidt bøger for tiden. Ligesom alle andre bliver jeg fanget i “I – universet”, og pludselig er der gået en time med små hundevideoer eller intetsigende opdateringer og kommentarer fra folk, jeg i værste fald slet ikke kender. Nu har jeg haft et par dage fri, og kastet mig over mine elskede bøger igen.  Det er godt, for jeg havde helt glemt, hvordan man skaber sine egne billeder, føler med hovedpersonerne og i det hele taget lever sig ind i andre menneskers liv og fremfor alt bliver åndeligt beriget.

Det kræver selvfølgelig, at historien er god og forfatteren har noget på hjerte. Det har Benjamin Koppel, og jeg har læst mig til, at det var fordi han ikke kunne komme ud at spille under Corona, at han kastede sig over familie krøniken. Så kom der i det mindste noget godt ud af, at vi var lukket inde. Det kræver også, at fortællingerne er skrevet med kærlighed til karaktererne. Det er vigtigt, hvis vi som læsere også skal holde af dem. Koppel virker til at have stor kærlighed til sin “sære tante i Frankrig”, som han oprindeligt kendte hende.

Det er nu ikke svært at holde både af og med Hannah. Hendes skæbne er så trist, hendes pligtfølelse så stor, at den udvisker hende og hele hendes historie går bare i hjertet. Ikke kun fordi den er sand og fortalt så velskrevet med stor humor, men fordi der i fortællingen er så mange lag, at man som læser selv er nødt til at reflektere over både livet, skæbne(r), nutid, fortid og vores alle sammens fremtid.

Kort fortalt – uden at spoile – må Hannah ikke selv vælge sin ægtefælde. Hun skal redde familiens jødiske ære, nu når hendes brødre har valgt at gifte sig med ikke jødiske kvinder, og hendes ægteskab bliver derfor arrangeret. Hvor sønnerne har modsat sig den dominerende mor og fået deres vilje, giver Hannah efter for presset og mister ikke bare sin elskede modstandsmand Aksel, men også sin mulighed for at blive en stor pianistinde og i sidste ende sig selv – og så alligevel ikke. Hendes forældre er starten på de mange Koppel’er i Danmark, der stort set alle er blevet noget ved musikken. Til stor glæde for os alle.

Det er trods den store læseoplevelse en noget trist historie, og indimellem skulle jeg tage mig i ikke at blive vred på Hannah over at hun bare affinder sig. Men hun har jo heller ikke fået min opvækst. Jeg står på skuldrene af de kvinder (og mænd), der har taget opgøret med traditioner og kæmpet for fri vilje. Hannah stod helt alene, og det er der såmænd stadig unge mennesker i Danmark, der gør.

Afdansningsbal sæson 1940-41. Min mor, hendes ungdomskærlighed og alle deres dansevenner. I midten Børge og Ulla Kisbye.

Min mor var som ganske ung stormende forelsket i en ung, jødisk mand. Han flygtede til Sverige under krigen og døde siden af tuberkulose. En dag hvor jeg som barn gik med min mor over Kgs. Nytorv, mødte vi hans forældre. Jeg kan mærkelig nok huske hele det møde meget tydeligt. Det har nok været fordi min mor var så anderledes i lige det øjeblik. Børn er små seismonauter.

Min mors kæreste måtte heller ikke få sin ungdoms elskede -altså min mor. Mor var ikke jødisk og derfor ikke et passende parti. Det har nok heller ikke hjulpet, at hun ikke var ud af en fin familie, men født udenfor ægteskab og plejebarn. Her var det altså den unge mands familie, der modsatte sig.

Hun betroede mig en gang, at selvom det gjorde hende ulykkelig, så syntes hun egentlig, det var lettere, at han var død, end hun skulle have set ham gift med en anden kvinde. Så stor var kærligheden.

Så stor er kærligheden også mellem Hannah og hendes elskede Aksel. Men de må ikke få hinanden og affinder sig med deres skæbner og forsøger at finde lykken andet steds. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre, for jeg synes virkelig, at I selv skal læse bogen.

Vi lever lige nu i en, i hvert fald for mig, mærkelig tid. I USA har kvinder i visse stater ikke længere adgang til fri abort, men til gengæld kan enhver købe skydevåben og dræbe levende børn. Vi har krig i Europa, og i Sydeuropa kan man med jævne mellemrum høre jagerfly i luften fra de baser, der er i Italien, Grækenland og Tyskland. Det er som om, at vi går på et knivsæg, og at der skal så lidt til for at det hele tipper.

Det gjorde det for familien Koppelmann i fortællingen. Fra stort set den ene dag til den anden går de fra at være succesfuld skrædder familie med musikalske børn til at være flygtninge i Sverige. Fra at være forelsket og spørgelysten lillesøster, der elsker sin storfamilie og sin Aksel, er Hannah giftet væk i Frankrig. Selvom man redder livet i en krig, ændrer de mange grufulde oplevelser, tab og traumer sindstilstanden for de udsatte og overlevende. Skyld over at være i live, er en meget svær følelse at slås med.

Så derfor triller tårerne på mig her blandt de blomstrende syrener. Jeg har ikke kun haft en fabelagtig læseoplevelse. Jeg er også blevet mindet om min mors historie, at vi skal passe på hinanden, og de frihedsrettigheder og den fred, vi har brugt så mange år på at tilkæmpe os. Det hele – også kærligheden- kan forsvinde så let som ingenting. -Og så skal vi i øvrigt læse nogle flere bøger. Især af så høj kvalitet som Annas Sang.

Ps – For nogle år siden, faktisk en del år siden, var jeg inviteret til en konference i DI. Tilfældet ville (tak!) at jeg kom til at sidde ved siden af Nikolaj Koppel, der dengang var tv-stjerne og ret hot i de fleste kvinders øjne. På et tidspunkt skulle vi alle tage sidemanden i hånden, kigge vedkommende dybt i øjnene og sige: “Det bliver riiiigtig godt!”. Aldrig har jeg været så starstruck, som da N. Koppel kiggede mig i øjnene og forvissede mig om, at det hele nok skulle blive godt. Jeg husker intet andet fra konferencen efter det øjeblik. De kan noget, de Koppler. ;o)

Syrener kan også noget.
Udgivet den

Valdemar knaldede med Henriks kone…

… og så mistede Danmark sit Nordtyske Østersørige. Det var nemlig Valdemar Sejr og Grev Heinrich af Schwerin, der var tale om, og jeg lover jer, at her er drama for alle licenspengene, eller hvad vi nu betaler nu om dage.

Jeg var løbet sur i Netflix og andre streaming tjenester og gik derfor på jagt i DR.dk. Her faldt jeg over en så seværdig serie fra 2018/9 – “Kongelige Eskapader”. Det er ren operadrama og næst efter Frederik Cilius’ tragiske fortælling om sit SAS eventyr, de mest underholdende oplevelser, jeg har haft i denne uge.

Det er historiefortælling på den moderne måde, men med eksperter bag ordene, og det er i den grad værd at bruge tid på. Glem Henrik d. 8. og andre engelske skandaler, vi er i den grad selv leveringsdygtige i saftige historier.

Valdemar Sejr. Jeg må ærligt indrømme, at indtil denne uge kendte jeg ham mest for kongen, der bragte Dannebrog med hjem fra Estland, og lur mig, om ikke de fleste har det lige så. Men Valdemar – den liderbuk (ikke mine ord), han var ikke bare Danernes konge, han var også konge over de skønne kvinder.

For at citere en af fortællerne i tv-serien, så var Valdemar datidens mandeideal, en rigtig “hottie”, og det udnyttede han. Først til at gøre sin netop afdøde brors svenske kone gravid. Det var ikke helt så heldigt, for der var vist et lille overlap, når man tæller måneder i forhold til hvornår Knud faldt ned af trappen og døde. Men nu var han jo død, så hvem regner, og Valdemar havde desuden allerede en søn med en ukendt kvinde.

Sjovt nok var det også Valdemar Sejr, der førte kaniner til Danmark. Inspireret af de kongelige i blandt andet Frankrig ville Valdemar også jagte kaniner. Ja, ja… og.. ,o)

Afsted med Helena og søn (og måske også en datter) til Sverige og enter Dronning Dagmar. Skøn, from katolsk ungmø, der desværre døde i barselsseng ved barn nummer to. Det var i øvrigt vigtigt, at hun var from, for Valdemar ville rigtig gerne holde sig på god fod med  paven. Det betød noget for hans senere korstog mod netop Estland. Var det et korstog med pavens velsignelse, måtte han nemlig godt slå ihjel. Måske er det den samme logik, Putin benytter, når han sørger for at have den Russisk Ortodokse kirke på sin side.

Til gengæld måtte uægte børn (frille sønner) ikke længere arve tronen, så det var vigtig for Valdemar at få nogle i ægteskab også. Dagmar blev efterfulgt af varmblodige, portugisiske Berengária. Jeg tror, jeg var fraværende den dag i skolen, hvor vi lærte, at vi har haft en portugisisk dronning. Nogle mener ovenikøbet, at Valdemar allerede før Dagmar også var gift i kort tid med engelsk Mathilda. Altså hele tre hustruer plus det løse.

Berengariá dør også i barselsseng ved barn nummer 5. De tre første kom sidenhen ud i borgerkrig mod hinanden om magten i Danmark, men det er en helt anden historie, ligesom de mange andre sidespor, man godt kan komme ud af, når man dykker ned i Valdemars liv.

Men her er det liderligheden, vi fokuserer på, for undervejs på korstog mod hedningene i De Baltiske Stater, passerer Valdemar de danske besiddelser i Nordtyskland. Danmark var nærmest et imperium i de dage (Valdemar Sejr regerede 1202 – 1241). Hele Østersø regionen med Nordtyskland, Skåne, Halland og Blekinge.

Fyrsterne i Nordtyskland er dog ikke helt så begejstrede for Valdemar som kvinderne, og da Heinrich af Scwerin ydermere finder ud af, at Valdemar har ligget i med hans kone, bliver han for alvor vred og kidnapper Valdemar og hans søn -Valdemar Jr..

Det bliver i princippet begyndelsen på ende af det store danske rige, for Heinrich holder Valdemar fanget i to år, og uden en stærk leder begynder Danmark at falde fra hinanden. Først efter svære forhandlinger med Heinrich frigives Valdemar i 1225, men Danmark må i den forbindelse afstå hele Nordtyskland med undtagelse af Rügen og betale en stor løsesum.

Valdemar den Unge sidder i fangeskab et år længere end sin far, og få år efter dør han af et vådeskud fra en armbrøst. (!). Der var gang i den.

Valdemar forsøger at generobre noget af Tyskland, men taber og stikker piben og vist også andet ind, for der står ikke noget om flere børn.  Til gengæld giver han os Jyske Lov og de berømte ord: “Med lov skal Land bygges”.

Men altså… hvis ikke Valdemar havde knaldet Henriks kone, så havde historien set meget anderledes ud. Hvis ikke engelske parlaments medlemmer havde delt elskerinde med russiske spioner, havde historien også set anderledes ud. Hvis ikke Cleopatra havde haft en lille trekant kørende osv. osv. I kan selv fylde på.

Vi er tilbage til udgangspunktet – det hele handler om sex, magt og penge. Intet nyt under solen. Vi er bare blevet digitaliseret og har fået industriel udvikling, som har ødelagt naturen. Men menneskene, vi har ikke udviklet os synderligt.

Gør jer selv den glæde at se et par afsnit af serien. Det er både underholdende og oplysende, og så er det en fornøjelse, at det er værter, der virkelig ved noget om det, de taler om, som guider os igennem det hele. Endelig, så er der også den fordel, at det her er eskapader, der er foregået for mange hundrede år siden, og derfor behageligt langt væk. Meget bedre end disse tiders nyhedsstrøm.

Kongelige eskapader

Udgivet den

Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..

Jeg ved det godt alt sammen. De er kun til låns…. sådan må det jo være…årh, ikke andet… Og jeg ved også godt at de fleste af jer allerede har været der, men jeg kom lidt sent i gang i forhold til det med børn, så jeg er først nået dertil nu.

Dertil, hvor den yngste flyver fra reden. Bogstaveligt talt. Tværs over Atlanterhavet til den anden side af jordkloden. Med Air France, AF 430, som jeg fulgte hver millimeter på Flightradar. Som om jeg kunne have gjort nogen forskel – not!-men jeg kunne i hvert fald sikre mig, at der hele tiden var en lille rød maskine på skærmen, der så ud til at flyve i den rigtige retning. Med min  Mikkelino ombord, der jo når det kommer til stykket ikke er helt så lille længere.

Det har kun været planlagt en uge. Ikke at han skulle rejse, men Japan der var first choice og til april, har ikke lukket op for turister endnu, og en-to-tre var han på vej til Costa Rica og Columbia, som alle prøver at overbevise mig om ikke er, som da jeg var ung.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive sådan. Et halvt arbejdsliv i rejsebranchen. Et helt liv, hvor jeg har prædiket til alle unge, jeg kom i nærheden af, at de skulle rejse ud og opleve verden, og så sidder jeg her som en anden hønemor.

Helt galt blev det, da jeg satte mig i hans næsten ryddede og tomme værelse. Han er nemlig med sine egne ord blevet “low key smidt ud hjemmefra”. Det er selvfølgelig noget sludder, men han flytter formodentlig direkte ind til København, når han engang er kommet hjem fra sin store dannelsesrejse, og så kan vi jo ligeså godt tømme hans værelse og sætte det i stand imens og lave det påklædningsrum, vi har drømt om i så mange år.

For nu er vi bare os to – og virkelig meget skabsplads.

Det bliver skønt, men hvor er det også en mærkelig tid. Vi er seriøst ved at genopfinde os selv på ganske mange måder. Vi har taget tilløb i et stykke tid, og vi kan heldigvis finde på masser at lave sammen uden sønnerne, men det er stadig anderledes.

Også anderledes i forhold til ansvar. Andre har sikkert haft det anderledes, men pludselig er det som om, jeg kan tillade mig alt muligt på alle tidspunkter.

Hvis jeg har lyst til det, kan jeg spise morgenmad om aftenen og jeg behøver ikke længere være bekymret for, om mine afkom synes jeg er sindssyg, fordi jeg danser rundt og skråler med på et eller andet oldgammelt popnummer. Eller at de, mens de kigger ind i både køleskab og fryser på en gang (fyldte), beklager sig over, at der ikke er noget lækkert at spise, og Nils behøver aldrig mere bekymre sig om, hvor hans nye Chelsea Boots nu er henne, og mon ikke, det nu også er slut med utømte Ikeaposer fyldt med herreunderbokser og sokker,  man ikke lige magter at sortere.

Men det er også slut med hverdagskram og spontane cocktail parties om tirsdagen og bilture, hvor man skiftes til at vælge musiknummer og bare for at drille sætter virkelig gamle disco numre på, mens man hævder, at det er præcis samme volumen, som da sønnen valgte hip hop. Den gik som regel ikke, men det var altid værd at prøve.

Det er også slut med at finde vasketøjsspanden sådan, når der (endelig) er blevet ryddet op på værelser.

Den ældste flyttede i august sidste år, og nu er den yngste så på eventyr, og eftersom hverken de eller jeg forventer mini-marker indenfor de nærmeste år, så er vi “de gamle” helt for os selv.

Det har vi nu rigtig godt af, tror jeg. Vi nåede kun at være sammen i et lille år før vi både var gift og havde første søn, så det er også spændende.

Og når man tænker over det – hvem er jeg til at brokke mig. Jeg har sendt min søn på dannelsesrejse med venner, solskin og parasoller i sjove drinks. Tænk på alle de mødre, der lige nu sender deres sønner i krig. Det tænkte jeg meget over her i weekenden. Jeg kan downloade en app, så jeg kan følge fly og tidszoner, og vi kan Facetime, så meget, som vi orker (mig lidt mere…), men de russiske mødre kan ikke engang få ligene af deres sønner hjem og aner ikke, hvor de er, og hvad de bliver udsat for, og de ukrainske ditto er bogstaveligt talt gået fra uni til uniform. Det er fortvivlende.

Men lige nu udgår verden fra min navle og mit nye liv uden børn for første gang i lidt over 22 år. Måske skal jeg ligefrem have en taskehylde og et skab kun til mine sko……

Jeg har pludselig fået helt styr på tidszonerne.
Udgivet den

De små vidunderlige oplevelser

Den mest betænksomme værtindegave, jeg har fået længe.

I sidste uge skrev jeg om søndage, men i de forgangne uger har jeg faktisk haft de bedste oplevelser på hhv. en mandag og en lørdag.

Det startede med, at min yngste søn fandt på at invitere sin mor ud at spise. Sådan – lige ud af det blå, og for at sætte trumf på, så proklamerede han, at det skulle være på Bistro Boheme. Han havde aldrig været der før. Det har jeg, så jeg kiggede på ham med store øjne og spurgte, om han nu også var sikker på det, men det var verdensmanden. Han havde vist vundet lidt på oddset…

Nåh ja, tænkte jeg, jeg kan vel nøjes med en rørt tartar, så hans opsparing ikke helt forsvinder. Det ville ungersvenden imidlertid ikke høre tale om, nu skulle mor have “the full treat”.

Afsted det gik til København, og da vi af forskellige årsager var for tidligt til vores bordreservation, spadserede vi frysende rundt i byen, og tjah, så endte vi på D’Angleterre. Der havde min søn aldrig været før, og vi kunne jo ligeså godt lægge stilen fra starten med en ordentlig cocktail – virgin cocktail for mig altså, og alkoholfri gin smager ganske udmærket.

Tilbage på Bistroen fik sønnike store øjne, da han så vinkortet. “Jeg tror, de har glemt at sætte en komma” sagde han i fuld alvor. Det havde de selvfølgelig ikke, men det lykkedes dog at finde en god vin, der kostede under kr. 1.000.- og vi havde det dejligt, da en af vennerne også kom forbi for at sige hej.

Og det er her at livets små vidundere virkelig sætter ind, for hvor heldig og privilegeret er man lige, når ens 20 årige søn inviterer en ud at spise, og en af vennerne så også vil bruge sin aften sammen med en halvgammel dame. Lykke er….

Det nåede jeg nu ikke at tænke længe over, for så blev vi afbrudt af meget høj sang fra den anden ende af lokalet.

Ingen vidste helt, hvad der foregik, men det viste sig, at et fødselsdagsselskab havde hyret Amin Jensen til at synge for fødselaren. Dermed fik vi også lige live musik med i købet…. men…. det var ikke slut der, for en af gæsterne i vores ende af restauranten var operastuderende fra London, og hun udfordrede til duet.

Alle blev således inviteret til operaduet i bageste hjørne af restauranten, og pludselig var det som at være i Italien. De to sangere gav Madam Castafiore kamp til stregen, tjeneren dansede ballet og vi sad bare og tog imod. Sådan blev en dødsyg, corona mandag i januar pludselig til en kæmpeoplevelse, som både min søn, hans gode ven og jeg aldrig vil glemme.

Nu ved jeg godt, at det ikke er hver mandag, hver måned, hvert år (!) man har råd til at tage på Bistro Bohme, men mindre kan også gøre det, og jeg tror, det er vigtigt, at vi samler på disse små vidunderlige oplevelser, og har øje for dem.

Det kan være, at der pludselig er tusindvis af små mus på stien, hvor man går tur med hunden, og så er man som i en Disney Film. Det kan være at overraske din ægtefælle med livret på en onsdag (onsdage skal som bekendt spices op), eller spontant smile til den sure mand på gaden, og så smiler han igen. Det er i virkeligheden lige meget, bare vi får øje på de små mirakler.

I går fik jeg en værtindegave, som for mig er et lille mirakel. Mest fordi giverne havde gjort sig sådan umage. Det er et par, som vi har lært at kende via vores sønner, og første gang vi rigtig var sammen, var under en sommerferie i Frankrig. Derfor er vi -om man så må sige – bundet sammen af det franske.

I går kom de til middag, og havde medbragt et stykke Frankrig til os. Jeg blev så glad, at jeg måtte tage et foto af det i morges, og det blev inspirationen til dette indlæg. Betænksomheden… og nåh jah, så elsker jeg den oliven olie, og var med det samme tilbage i butikken i Nice. Det blev selvfølgelig også en helt vidunderlig aften, med masser af god vin og høj Meat Loaf in memoriam, så hvis der er slåfejl i dag, ved I hvorfor. I øvrigt skal Meat Loaf høres højt.

Jeg ved naturligvis godt, at sådan spiller klaveret ikke altid. Jeg har især i denne januar også haft nogle øv-dage og haft lyst til at rejse langt væk -det er bare heller ikke så let i disse tider, og derfor må vi få øje for de små hverdags mirakler.  Selv det at finde en parkeringsplads i København kan være et lille hverdags mirakel, hvis man tænker over det.

 

Udgivet den

Mødte du så Merlin?


Jeg har været i Glastonbury. Det er nok den mærkeligste by, jeg nogensinde har besøgt, og kender man lidt til myterne om byen, så er ovenstående spørgsmål, som jeg blev stillet af en af mine venner, da jeg fortalte om besøget, ikke helt så mærkeligt.

De fleste kender Glastonbury for den årlige musikfestival, der er en af verdens største, 203.000 billetter blev der solgt i 2019. Til sammenligning er der godt 130.000 til Roskilde, så det er pænt stort. Men det var ikke derfor, jeg her  i starten af december gik op og ned af de to hovedgader i byen med store øjne.

For rigtig mange år siden havde jeg en kunde i det rejsebureau, jeg arbejdede hos den gang. En flot, meget businesslike mand i klassisk blå skjorte og habit. Jeg skulle hjælpe ham med at komme til netop Glastonbury, og han lovede at når han kom hjem, ville han kigge forbi og fortælle om turen. Jeg syntes, han var lidt lækker, så det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Han kom også forbi som lovet, men efter en halv time, virkede han mere som lettere gak end som kærestepotentiale, for han var godt i gang med en historie om, hvordan han havde mødt Kong Arthur, så det blev aldrig til flere møder.

Jeg gjorde op med mig selv, at han nok havde spist nogle meget spændende lokale engeske svampe, men hans historier blev alligevel liggende et sted i baghovedet, så da jeg her i december skulle på besøg  hos venner i Somerset, hvor Glastonbury ligger, var det jo nærliggende lige at kigge forbi.

Lad mig slå fast med det samme – jeg mødte hverken Kong Arthur eller Merlin, men jeg er nødt til at erkende, at jeg blev vildt fascineret af byen, myterne og alle de mildest talt alternative mennesker, der holder til her.

Der findes eksempelvis ikke en almindelig butik. Selv den lokale computerbutik er selvfølgelig “Zen Computers” og hvor andre steder kan man finde Soul Therapy Meditation Center  åbent alle ugens 7 dage, så man bare lige kan droppe ind og ligge en halv time under en pyramide.

En helt almindelig butik på hovedgaden – man er altid tættere på “The highest Vibration” i Glastonbury.

Myterne om byen er mange. og vi kan ligeså godt tage de største med det samme. Glastonbury Tor, som er en 158 m. høj bakke siges at være Avalon, hvor Kong Arthur ligger begravet. Hvis Kong Arthur virkelig har levet, er dette faktisk ikke helt utænkeligt, for munkene fra Glastonbury Abbey hævder at have fundet hans grav i 1191.

På højen er syv terrasser, som ingen kan forklare oprindelsen af, og de er et meget besøgt udflugts sted. Men det stopper ikke her, for udover Kong Arthur og Co, så er fortællingen, at  Josef af Arimatæa også har været gæst her, og det er ikke en hvilken som helst Josef, det er Jesus’ onkel. Faktisk mener nogen, at han var på besøg flere gange og første gang med sin nevø – Jesus.

Ved sit sidste besøg medbragte han imidlertid Gralen. Ja, den Gral, som Indiana Jones har været på jagt efter mere end en gang. Josef af Arimatæa var nemlig også vedkommende, der løftede Jesus af korset, og her opsamlede hans blod i det bæger, som blev benyttet til Den Sidste Nadver. Den Hellige Gral, som han altså tog med til Glastonbury, hvor også han ligger begravet.

Nu begynder det at ligne noget, ikke? Læg der til, at byen også er anlagt på hvad New Age folk kalder energilinjer, og at flere kilder udspringer for foden af Tor. Den ene, Chalice Well, den røde, løber aldrig tør, og siges af udspringe af selve Gralen. Den anden, den klare, ligger i dag i en grotte, og her kan man bare gå ind og sætte sig i vandet. Jeg nøjedes dog med at duppe lidt af kilden på kinderne, da det var ret koldt, og der allerede sad en tyk, nøgen man i vandet. Ved siden af sad en anden og spillede på citar. Men udenfor blev jeg mødt af dette, og hvor hippieagtigt den end er, så bliver man jo i bedre humør af sådanne budskaber.

Jeg var kun i Glastonbury i få timer, men jeg fik i den grad noget med hjem, og jeg kan ikke rigtig ryste det af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro og mene, og jeg noterede mig også, at en af mine engelske bekendte, der er opvokset i området, og som jeg må betegne som både helt normal og meget, meget lidt alternativ, med lys i øjnene fortalte om de forskellige events i Glastonbury i løbet af året. Events som elverfestival, gælisk maj dag festival, hvor alle er grønne (!) og andre hedenske fejringer.

En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Glastonbury, men næste gang skal det være lidt varmere, og jeg skal have lidt mere tid, og så skal jeg have læst lidt mere op på myterne. Ærligt, hvem vil ikke gerne møde Kong Arthur eller Lancelot?

En noget mere nutidig og virkelig Merlin og Arthur. PR foto fra TV-serien Merlin.
Udgivet den

Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.

 

Udgivet den

Og hvad har det med mig at gøre?

Venligst lånt fra DR’s hjemmeside med tilladelse fra Adrian L.H.

Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.

Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.

Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.

Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre.  Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?

For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig.  Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?

Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR.  Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.

Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.

I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.

Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.

Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.

Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.

Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.

Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!

 

Udgivet den

Der er brug for de små forkælelser nu!

Som et strejf…. minder om fællessang – sammen! Foto: Billedblandet m.fl.

Endnu et fredags pressemøde. Endnu en Corona arbejdsweekend for os, hvis arbejdshverdag bliver påvirket af nye restriktioner. Med OCD-agtig sikkerhed er alle meldinger om nye restriktioner kommet op til weekender og påske, pinse, St. Bededag og Kr. Himmelfartsferier, der alle er forsvundet ned i et stort Covid-19 hul. Bare i det ene af de kulturhuse, som jeg arbejder med, er det fem forskellige sæt restriktionsregler – hvis det kan gøre det.

Det er en jungle af regler. Indenfor samme område, må der godt sidde 60 gæster, for det er i en cafe og her må der godt være så mange siddende, bare de ikke kommer i selskaber over ti. Imidlertid er indgangen til cafe’en via en foyer, og her må nu kun være ti personer af gangen. Lukkes der af, så de ikke støder sammen, kan folk i rullestol ikke komme til døren til biblioteket, så der må sættes en skillevæg op. Den er ikke køn, hvilket medfører klager over æstetikken, og sådan kan vi køre i et hamsterhjul i forsøg på at gøre alle tilfreds og overholde alle regler samtidig.

Nå, det skal jo til, og vi gør os umage, for at bidrage, det bedste, vi kan, selvom det er svært. Men så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de små ting i tilværelsen, som for eksempel her til morgen, hvor jeg i den grad følte mig forkælet.

Der skal egentlig ikke så meget til. “Jeg tager hunden, bliv du bare liggende her og læs i din bog, og så køber jeg frisk morgenbrød med hjem”. Hvilken luksus! At putte sig under dynen. Udhvilet og bare gøre det, man har allermest lyst til… nemlig at læse sin bog færdig, og da jeg endelig var klar til verden, duftede der af frisk kaffe.

-Og så i dårligt vejr…

Jeg blev helt rørt og taknemmelig over, at det jeg så ofte har skrevet om, nemlig at finde den store glæde i de små ting, også fungerer i virkeligheden, og netop nu er en af vores gode, gamle venner kommet og bruger sin søndag på at hjælpe med at samle et drivhus. Det er tredje gang, han dukker op og bruger sin sparsomme fritid på at hjælpe (forkæle) os. Igen – hvilken luksus!

Nu kan man selvfølgelig hævde, at i en Corona tid, hvor der er begrænsninger på dette og hint, så er det nødvendigt, at finde glæden i de små ting, men det er ikke bare lige til for travle, nutidsmennesker, der er opvokset i en tid med højere, længere, dyrere og mere tjekket. Helst flashet på FaceBook eller Insta.

Vores generation har været nødt til at opfinde begrebet “guilty pleasure” for ikke at blive til grin over at kunne lide ting, der ikke lige var at finde i højre øverste hjørne (genialt/finkultur) af “hot or not matrix’en”. Det siger ligesom alt!

Bognemark, vinter 1935. Oluf Høst

Oluf Høst malede stort set det samme motiv hele sit liv, blot på forskellige årstider, med forskelligt lys og med og uden mennesker. Det har jeg i mange år fundet virkelig kedeligt, og undret mig over, hvordan man som kunstner kunne indhegne sin kreativitet på denne dogmeagtige måde.

Men i virkeligheden var han jo meget mere kreativ, idet han kunne få så meget ud af samme motiv, uden selv at flytte sig ud af stedet, og i en tid, hvor vi ikke kan komme til verden, må vi lade verden komme til os, og kan måske hente inspiration i Oluf Høst.

Vi er nødt til at genopfinde vores oplevelsesunivers, for der er ikke udsigt til jorden rundt rejser det næste lange stykke tid eller storby weekender og studenter dannelsesrejsen kommer formodentlig til at gå til Færøerne i stedet for Fiji.

Det er selvfølgelig nemt nok at skrive for en 50something, der har prøvet og oplevet ganske meget, men min verden er også blevet vendt op og ned, og som for alle andre er min bevægelsesfrihed også blevet ganske begrænset, og friheden til at gøre, som jeg har lyst, er indskrænket.

Sidste år i september, mistede vi noget af det kit, der binder os alle sammen. Kim Larsen, der i fredags ville være blevet 75 år gik bort og DR genudsendte derfor mindekoncerten på Rådhuspladsen. Jeg synes stadig, at det spontant arrangerede fakkeloptog var bedre, men åhh… jeg kunne mærke både et stik af savn og glæde, da jeg genså alle de mennesker, der fandt fællesskab på Rådhuspladsen. Sammen – ikke hver for sig.

Nu skal vi holde ud igen. Holde sammen og vi skal finde glæde i de små forkælelser, for det er nu, vi skal forkæle dem vi holder af, indenfor de rammer vi kan.

Vi skal tage den tur med hunden, når den anden er træt. Vi skal finde de bøger frem, vi havde glemt, og læse dem højt for vores børn, så de får en skærm pause. Vi skal gå i de små butikker og støtte det lokale handelsliv og finde glæde i at have tid til at købe friskmalet kaffe eller få betjening af en ekspedient, der kan sit kram. Ikke alle er så seje, at de som Lars Seier kan lære sig selv at spille klaver under lock down (jeg er så imponeret), eller som Oluf Høst finde fred med at male det samme dag ud og dag ind, men vi er nødt til passe på os selv og give plads til de små ting, der gør livet værd at leve.

Og når du nu vælger din lille omgangskreds til den næste måned, så vælg for pokker de bedste. Dem, der får dig til at le og føle dig bedre. De andre kan du mødes med i cyberspace.

Pas på jer selv derude og forkæl jer selv og hinanden. Vi fortjener det!

 

Udgivet den

Det er bare 120 år siden…

Børn på gade 1915

….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.

Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig  ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.

Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.

Deres liv var kummerligt!

Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.

Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.

Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.

Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.

Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.

Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.

Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.

Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.

Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.

SoulJazz august 2020 -og lidt Nils

Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.

Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.

Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.

Igen blev jeg så taknemmelig.

Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.

Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.

Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!

#detkulturenkan