Kategori: Generationer

Udgivet den

Rocken er -bogstavelig talt- kommet på museum!

Når de unge mennesker er flyttet hjemmefra, kan det indimellem være sin sag at mødes. Alle har fyldte kalendere, og selvom klassikeren med den fyldte vasketøjspose også eksisterer hos os, så har jeg alligevel skulle finde på og lære nye måder at mødes på. De bliver jo voksne….

Derfor køber jeg jævnligt billetter til diverse kulturarrangementer i København, og inviterer yngstesønnen med. Så falder der som regel også en middag af, og hvilken ung studerende kan ikke bruge det.

Det var baggrunden for at min søn og jeg i denne uge var på National Museet for at opleve “Danmark after Dark”, en udstilling om Danmark de sidste 40 år med udgangspunkt i D.A.D.’s fyrre års jubilæum som rockband. Skal jeg være helt ærlig, var jeg nok mere interesseret end sønnike, og som han hurtigt konstaterede med et smil – “her hiver jeg vist gennemsnitsalderen ret meget ned”.

Men det var sådan en god oplevelse, og jeg er helt vild med, hvor gennemført museet havde arrangeret det. Pludselig blev den store bygning med det fine National Museum til “Vores museum”, og det er altså ret godt gået.

Det startede allerede ved indgangen helt ude i vindfanget. Her blev vi mødt af tjek ind personale i sorte t-shirts, som lige gav os festival (udstillings) armbåndet på. Vi kom lige da udstillingen åbnede kl. 18 (det skal jo være after dark) og havde heldigvis bestilt indgangstid i forvejen, for det her er en publikumssucces. Da vi gik, var køen lang som ved et toilet på Roskilde.

I aulaen på museet stod en overdimensioneret transistor og spillede D.A.D. hits, og der var selvfølgelig også tænkt i selfies, for i bedste Tivoli stil kunne man sætte sit hoved i en figur, og for en stund blive en af Binzer brødrene. Men bedst af alt, der var også stillet en midlertidig bar op, hvor de ventende gæster kunne købe drikkevarer, og jeg har museet mistænkt for med vilje at lade de tomme flasker stå, så det hele fik den ægte festival stemning.

Selve udstillingen var lille men gennemført, men de unge mennesker er jo ikke ligefrem til den lange fordybelse i diverse, så vi kom forholdsvis hurtigt igennem, også selvom det var en rigtig god oplevelse. Især at nærmest stå backstage på Bøgescenen til Sleepin’ my Day Away. Jeg kan godt forstå, hvorfor man bliver afhængig af det sus, det giver at spille for så stor en menneskemængde, der gør, som man beder dem om.

Men for mig var det også tankevækkende, for det er jo i princippet mit Danmark og mit liv, der nu er kommet på museum. Jeg er jævnaldrene med bandet, og kan helt reelt huske, da de kom frem med deres Cowpunk og ingen af os rigtig vidste, hvad vi skulle mene. Det fandt vi ret hurtig ud af efter No Fuel left for the Pilgrims.

Det her er ikke Den Gamle By, det er rock og nutidig Danmarks historie, som i en tid, hvor ingen kan koncentrere sig længere end en TikTok video, nu er værdig til at blive udstillet. Det går vitterlig hurtigere og hurtigere.

Så udover at jeg havde en fest, både over de to kvinder, der ikke havde opdaget, at der stod en kødrand af mennesker bag dem, og derfor gav den fuld gas i D.A.D. øvelokalet, og over at være ude sammen med min søn, var det også en på mange måder vemodig oplevelse.

Der var minder om en tid, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor vi alle troede, at verden ville blive et bedre sted. På en skærm kørte klippet med Murens Fald, og alle de små, sjove trabanter, der kom kørende i lange køer. Ud i friheden og en verden, der i hvert fald for en stund, var uden Kold Krig.

Jeg kom derfor også på memory lane, og man siger jo, at intet kan vække hukommelse som dufte og musik, så der kom gang i de private minder også. Det sker -heldigvis- ikke så ofte, når jeg kigger på flintøkser i en montre. Derfor er det så fantastisk en udstilling, museet har begået. Den er ikke alene gennemført ned til festivalarmbånd i stedet for en papirbillet, den gør også vores historie vedkommende, og så er det i princippet ligegyldigt, om man er til D.A.D. eller ej. Det spiller!

Så tag jeres unge mennesker under armen, eller gå selv, også selvom I ikke er til rock, for det er os alle sammen, der er kommet på museum, ovenikøbet det nationale.

To generationer “backstage” på Smuk.
Udgivet den

Og pludselige blev jeg “En Karen”..

… eller gjorde jeg?

Når man bor i Helsingør, er Hornbæk Havnefest en fast tradition i løbet af sommeren. Man skal lige forbi, og det skulle vi også i år sammen med en gruppe af venner. De var lidt forsinkede, så vi stillede os ved indgangen og ventede. Eftermiddag, ferie, sommer, glade mennesker trods regn. Hvad kan gå galt?

Tjah… et par minutter efter vi havde stillet os glade og halv-feststemte for at vente, ankom et større selskab på cykler. Ladcykler med de kvindelige deltagere i børneboksen. Alle var 30-40something, meget dyrt og skødesløst, sommerelegant klædt, osede af penge og var i den grad hel-feststemte. Så langt, så godt.

De havde imidlertid også en soundboks med på en af cyklerne, og den spillede højt – meget højt, som i helt afsindig højt. De havde tydeligvis et stort behov for at vise, at de ejede hele Hornbæk, for ikke nok med at de spillede højt, mens de kom cyklende, de syntes også ligesom, at de skulle fortsætte deres private fest på parkeringspladsen ved indgangen.

Jeg signalerede med fingre i ørerne, at I må altså godt skrue lidt ned, hvilket fik den modsatte effekt. Jeg var slet ikke klar over, at en soundboks kunne spille SÅ højt, men det kunne den. Det var nogenlunde samtidig med at eftermiddagens musikindslag gik på scenen, og tro mig, selvom vi stod lige udenfor havnen, kunne vi ikke høre bandet fra scenen.

Og så var det, at min indre Karen vågnede. Jeg kunne simpelthen mærke raseriet fysisk boble inden i mig. Ikke så meget fordi de havde en fest, fred være med det, men fordi de så tydeligt signalerede “we don’t give a shit” med andre mennesker, vi ejer det her!

Hvad i hele hule helvede bildte de sig ind?

Jeg var tæt på at råbe til dem, at de skulle skrubbe tilbage til Tisvilde, men endte med at resignere og sms’e vennerne, at vi var gået ind. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud hverken at se på dem eller høre mere Tobias Rahim. Men jeg blev påvirket, og det ødelagde faktisk lidt af havnefesten for mig.

Kunne jeg ikke bare have været ligeglad, og have ladet dem have den fest? Måske, men den manglende hensyntagen i det offentlige rum er efterhånden blevet et problem, og her var det så åbenlyst EXIT-agtigt, at jeg blev provokeret. Desværre for mig selv, for de var jo helt ligeglade, så den eneste, det gik ud over, var mig… nåh ja, og så alle andre, der også stod og ventede. En ung pige lavede himmelvendte øjne, så det var altså ikke et spørgsmål om alder.Bagefter reflekterede jeg alligevel over den vrede, jeg kunne føle boble i mig. Det må være det samme, der sker, når folk mister besindelsen i trafikken (det har jeg heldigvis aldrig gjort), eller når man skal nå den sidste færge, og en emsig dame ikke vil lade bommen gå op (jf. weekendens historier om en vis kendisfrisør).

Det er ukontrollabelt, og boble er den rigtige beskrivelse, for sådan føles det fysisk,  også selvom jeg resignerede og bare gik min vej. Men jeg måtte vige for mennesker, der åbenlyst generede andre bare fordi, at det havde de lige lyst til.

Hvorfor bliver mange af os så vrede i disse tider? Det er der skrevet mange artikler om, lavet film og også debatteret, og hvorfor reagerer så mange så uhensigtsmæssigt? Er det stress og manglende overskud? Afmagt eller undertrykt frygt over, hvad fremtiden vil bringe, eller er det simpelthen fordi, at vores lunte er blevet kortere?

Måske er det en reaktion på den tiltagende hensynsløshed, som flere og flere viser i det offentlige rum? I det føromtalte tilfælde, vil jeg selvfølgelig mene, at jeg havde retten på min side, men det ændrer jo ikke på, at jeg selv kunne føle vreden boble, og sådan plejer jeg altså ikke at reagere.

Men nu kører jeg også i min egen bil til hverdag, og skal ikke høre på andre menneskers private telefonsamtaler, der jo oftere og oftere foregår, så man kan høre hvad begge parter siger – også selvom den ene er inde i telefonen, om man så må sige.

Jeg er også holdt op med at frekventere restauranter, hvor jeg kan risikere, at forældre skifter ble på deres små pus, på bordet ved siden af, og jeg er efterhånden blevet ekspert i at signalere “piss off!” uden at sige noget som helst, når nogen kommer for tæt på min sfære. Nej, jeg tager ikke S-tog i myldretiden.

Nu lyder jeg som en gammel mokke, og det er jeg måske også. Måske kan det være, at jeg begynder at anvende De igen, for at lægge afstand til folk. Nu, når jeg ved, at jeg ikke er en Karen, for jeg endte trods alt med at resignere og gå.  ;o)

Og indenfor til Havnefesten var folk heldigvis -som altid- søde, imødekommende og havde en fest med og ikke mod hinanden.

En Karen:
Oversat fra engelsk–Karen er et nedsættende udtryk, der bruges som slang for en hvid middelklassekvinde, der opfattes som berettiget eller krævende ud over det normale. Udtrykket er ofte portrætteret i memes, der skildrer hvide kvinder fra middelklassen, der “bruger deres hvide og klasseprivilegium til at kræve deres egen måde”.

 

 

Udgivet den

“I´ve been in this life for fifty years…

….been trying to work out its riddle for forty-two…”
Matthew McConaughey

I har nok allerede gættet, at det ikke er mig, der har skrevet eller sagt den sætning, men hvor er det godt formuleret.

Jeg må nok også hellere med det samme afsløre, at jeg ikke har fået læst bogen endnu. Faktisk vidste jeg intet om den indtil for to dage siden, men jeg kan godt lide Matthew McConaughey, og efter jeg så ham i “Red Table Talk” med sin (ærligt… lettere umulige) mor fortælle om bogen, blev jeg fascineret.

“Red Table Talk” er et anderledes koncept. Det er skabt af Facebook (!), optaget i et privat hjem (The Smith’s), og rundt om et rødt bord sidder tre generationer af kvinder. Mormor, mor og datter.. eller er det så barnebarn? Nå pyt, vi har gang i Willow Smith, Jada Pinkett Smith og hendes mor, Adrienne Banfield-Norris. De to første kender I måske som Will Smiths hustru og datter, men her kan kvinderne altså selv.

Det er meget amerikansk, det erkender jeg blankt. Men nu har jeg set et par stykker med blandt andre Demi Moore og Kelly Osbourne som gæster, og det kan altså også noget, det her format, hvor de tre kvinder aktivt bruger sig selv og deres misbrug, ængstelse, bekymringer, problemer osv. i åbne snakke, med tre generationer, der har hver deres holdning til en given problematik.

Adrianne Banfield-Norris har været gift fire gange med forskellige mænd, og siger åbenlyst til sin datter i showet, at hun stort set var påvirket under hele hendes opvækst. Det sker i forbindelse med at Matthew M. taler åbent ud om de otte år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor. Man forstår ham egentlig godt. Hun havde filmet hans private hjem sammen med en national tv station -uden at fortælle ham det. Han blev opmærksom på det, da en af hans venner ringede og fortalte, at hans mor netop nu gik rundt på skærmen og viste hans private detaljer frem. Da han forholdt hende det, svarede hun, at hun ikke troede han ville se det. Det kostede så otte år uden kontakt.

Fru McConaughey har også været gift tre gange, bare med den samme mand. Så sloges de. Så elskede de. Så sloges de… osv. Det har sønnen alt sammen nedfældet i sine dagbøger, som han altså nu har skrevet sammen til ovenstående bog og som de fik en snak om i omtalte talk show.

Der er langt fra Hollywoods røde bord og de smukke farvede kvinder til Helsingørs hvide firkantede. Men nogle af deres emner kan jeg relatere til på tværs af dammen, og jeg kan godt lide konceptet med tre generationer, der åbent diskuterer de bump, som livet giver en.

På et tidspunkt i et af shows’ne sad jeg og fik følelsen af, at det nærmest var som at gå i kirke, og få sjælesorg. Og det viser jo, at vi på mange områder ikke har flyttet os en meter. Teknologisk ja, men de tanker, vi gør os om livet og gåderne forbundet dermed, er stadig de samme. Vi er ikke kommet et skridt videre, og slås stadig med de syv dødssynder -som hvis du skulle have glemt dem er:

Hovmod * Griskhed * Utugt * Misundelse * Fråseri * Vrede* Dovenskab

Her tænker jeg ikke i hverken katolsk eller bibelsk forstand, men helt praktisk i dagligdagen. Hvem kan sige sig fri for lidt fråseri her under pandemien? Hvis man er i tvivl, skal man bare tage en tur på badevægten.

Tænk, i en anden tid, der sad vi og brainstormede over at producere rejser ud fra dødssynderne. “Gastonomisk eventyrrejse” (fråseri), “Ultimativ daseferie” (dovenskab), “Hvad der sker i Las Vegas, bliver i Las Vegas” (griskhed) osv. osv. Og nej, vi fandt ikke noget for utugt.

Nå, det her er ikke tænkt som en moralprædiken.  Snarere tvætimod, nemlig at vi slås alle med et eller andet. Eksempelvis er du  ikke alene, hvis du lige nu synes, det er svært at skulle tilbage og ud i det pulveriserende liv igen efter måneder i næsten ensomhed. Det er ligefrem et begreb – “Return anxiety”.

Og det er det, der adskiller det her talk show fra andre shows. Oprah’s havde lidt af det samme, men så alligevel ikke. Der er ingen glasbilleder her. Kun den sande facade – sådan virker det i hvert fald -, og selvom jeg ikke kommer til at se det hver uge, så tror jeg alligevel, jeg vil tjekke ind en gang imellem, så jeg bliver husket på, at i Hollywood er de også almindelige mennesker-selv de 50somethings.

Til sidst i MM showet fortæller Willow, at hun blev så inspireret af Interstellar, at hun tilmeldte sig kurser i fysik. Fedt! Det kommer jeg ikke til at gøre, men jeg glæder mig til at blive inspireret af MM’ bog og finde mine egne “greenlights”.
Udgivet den

Jeg kniber en tåre, og glæder mig!

 

Sådan så det ud sidste år, da storebror blev student.

Vi havde middagsgæster i går aftes, “Corona Style” selvfølgelig, og i løbet af middagen kom vi naturligvis til at tale om tidens store emne…. status i forhold til Corona.

For vores lille familie har det betydet ret meget. Det har det for alle, er jeg sikker på, men jeg synes egentlig, vi har taget det i stiv arm. Nikolai, vores ældste søn, blev kaldt hjem fra sin store rejse, som han havde taget alle nattevagterne i 8 mdr. for at spare sammen til. Nu er han begyndt at spille golf, og har besluttet sig for at lære, hvordan man koder og laver hjemmesider.

Nils, min mand, har ikke haft nogen omsætning i tre måneder i hans lille et mands firma, og da en stor del af hans forretningsgrundlag handler om at være i London og få folk derover, så har det også lange udsigter, før han får nye ordrer. Han har så benyttet tiden til at udvikle en ny “fremtids simulator” (nej, ikke en tidsmaskine – en slags scenarie maskine baseret på data), som han håber vil revolutionere fremtidsforskning – eller noget. Det er nok mere min tolkning.

Mikkel, vores yngste har vinket farvel til stort set alle traditioner forbundet med at blive student, herunder gallafest, eksamensbanko og studietur til Italien, men fremfor alt, alle de helt store øjeblikke i forhold til at få huen på. Heldigvis blev vogntur reddet på stregen.

Jeg selv har arbejdet hjemme siden den 12. marts, kun afbrudt af enkelte dage de sidste par uger, og da der har været ualmindeligt travlt, har jeg arbejdet de fleste helligdage også. Derfor den sidste klumme om “Det forsvundne forår”.

Men bortset fra lidt “øv!” og “pokkers!” så har vi hele tiden forsøgt at holde humøret højt under devisen, “vi skal nok klare den”, og “vi har det bedre, end så mange andre steder”, så selvom vi også har været chokerede og bekymret for økonomien, er det hurtigt blevet glemt under en fællessang med rullende hofter hos Philip og Mads.

Lige indtil i går aftes, hvor jeg for første gang blev rigtig ramt, og måtte kæmpe med tårerne. Midt under en hyggelig middag med godt selskab, fuld idyl, lækre fisk og liflig vin, blev jeg ramt af “Corona savnet”, og det kom helt bag på mig.

Skolekomedie anno 1981, hvor jeg er ved at få lagt make up. Bemærk, den brækkede arm. Det var total teater, og jeg skulle lige vise, at jeg altså kunne det der med rulleskøjtedans. Det kunne jeg så ikke….

Jeg er den første student i min familie. Jeg er en efternøler, og mine forældre blev født i hhv. 1917 og 1924. Det var ingen af dem forundt at blive studenter. Faktisk fik de begge kun 7 års skolegang, men klarede sig alligevel pænt og fik  opdraget og forsørget tre børn, der alle fik en god, tryg og ordentlig opdragelse og et godt liv.

Det til trods for, at der ikke var mange penge og ej heller meget plads. Jeg havde aldrig mit eget værelse, og flyttede hjemmefra som 17 årig – men der var mange bøger, og der var altid en opfordring til at forfølge det, man drømte om, og indstillingen var, at man kunne blive, hvad man ville. Men det var ikke et akademisk hjem, og der var ingen tradition for hverken studentereksamen eller universitets uddannelser.

Jeg ved godt, at det er anderledes i dag, og at mange flere unge får en gymnasial uddannelse. Men for mig dengang (jeg blev student i 1982), betød det alverden, og jeg havde drømt om det, siden jeg så vognene med de glade studenter for første gang, og forstod, hvad det handlede om. Da besluttede jeg mig for, at det ville jeg også opleve en dag, og det gjorde jeg.

Jeg kan stadig huske detaljer fra min studenter tid, som jeg elskede. Jeg kan huske fester, skolekomedie og hvor jeg sad i klassen. Jeg kan også huske dårlige oplevelser,  med der var afgjort flest af de gode, så jeg husker mest alt det sjove, som hvordan vi sprang op fra studenter festmiddagen i kantinen, for blot at sætte os på dansegulvet i en mærkelig linje gulvdans til “Another One Bites the Dust” (kan I huske den?) Jeg kan gudhjælpemig også huske brudstykker fra rektors afskedtale, og jeg kan huske vognturen (det meste af den). Jeg kan huske at min bror kiggede forbi på Kongens Nytorv, da vi dansede omkring Krinsen, og jeg kan huske sidste eksamen, forløsningen, glæden og stoltheden over at være kommet i mål.

I forgårs var Mikkel oppe at forsvare sin hovedopgave. Det er hans sidste eksamen, men han kom ikke til at gå ud af døren med adrenalinen pumpende og få sat huen på hovedet, mens vi andre kneb en tåre (ok, så kun mor). Han kunne pænt gå hjem, skrive karakteren i huen og så lægge den på plads igen, for nu skal han lige i skole igen 3 dage over de næste par uger. Dernæst følger en mærkelig dag den 23., hvor de unge klassevis får deres årskarakterer, og så må vi være to fra hver familie, der får lov at hylde dem indenfor et afmærket område og under en fastsat tidsperiode.

Selve dimissionen er også aflyst live, så ingen indtogsmarch,  ingen huer, der ryger i luften og ingen musik, sang eller festivitas. Det bliver klassevis og med en online transmission af rektors tale, som vi forældre kan streame via YouTube. Indtil videre i hvert fald.

Da vi talte om det i går, gik det pludselig op for mig, hvor meget det betyder for mig, at min yngste søn nu også er blevet student, og at jeg har sendt mine to børn godt i vej.

Det er en milepæl. Det er for mig symbolet på, at nu ophører mit ansvar (meget mere, end det, at de er blevet 18 år), og nu ligger hele verden og livet åbne for dem – hvilken vej de end måtte vælge.

Og det var lige der, at det i al sin gru gik op for mig, at jeg kommer faktisk heller ikke til at opleve, hans store dag, som forventet,  at tårerne begyndte at trænge sig på, og nu hvor jeg sidder og skriver dette, trænger de sig på igen.

Egoistisk? Måske – men jeg er virkelig berørt over, at jeg ikke kan stå og høre Mikkels navn blive råbt op, og se ham få eksamensbeviset i hånden, for stolt og glad at køre ud i sommerlivet. Det virker reelt, som om at Mikkel har accepteret det hele meget bedre end jeg, eller også var det bare fordi, det først rigtigt gik op for mig igår, hvor meget det egentlig betyder for mig. Jeg har fået lov til at give noget vigtigt videre til mine børn. Det er ikke alle forundt. Hvad der måske er almindeligt i dag, var for bare en generation siden mønsterbrydende. I hvert fald i min gren af familien.

Heldigvis tikkede der også en invitation til en studenter reception ind i går. En af de drenge, der er kommet i vores hjem fra helt lille, og hvis forældre, vi har det så sjovt og rart sammen med. Og så kom billedet på nethinden af os alle stående i haven sammen med de smukke, unge mennesker. Jordbær og champagne. Blomster, sol, ung kærlighed og stolte og lettede forældre.

DET glæder jeg mig så usigeligt til, at jeg næsten ikke kan vente, og vi skal nok også få fejret Mikkel på behørig vis, så mor her kan knibe en tåre, men nu af glæde.

“……Gid de længe leve må!”

Udgivet den

Hver tid sine referencer.

Det er ved at være gavetid, og derfor var jeg efter drengene for ønsker. Den ene svarede promte, at han ønskede sig Chanel no. 5. “Er det ikke en dame parfume” spurgte jeg undrende, mens jeg så Marilyn Monroe for mig. “Nej, nej, der er lavet en super fed herrevariant. Se selv!” og så fik jeg en Iphone stukket i hovedet med et foto.

Gad vide, om han i det hele taget ved, hvem Marilon Monroe er, tænkte jeg bagefter, og så kom jeg til at småfilosofere over, hvor mange idoler, som jeg voksede op med, der idag kun er folk over 40, der har hørt om eller kender.

Nu har mine drenge hørt om Marilyn, Elvis og faktisk også om James Dean, som blev den næste, vi talte om. Det er Steinbeck tid i gymnasiet, så der er lige noget med “Mus og Mænd”” og “Øst for Paradis”.

Men hvor Marx Brothers, Gøg og Gokke, Fred Astaire og sort/hvid plakater af netop James Dean var en stor del af min opvækst og ungdom, så tror jeg seriøst ikke, at mine drenge vil forstå referencen “A night at The Opera” eller “A Day at The Races”. De har nok til nød set et billede af Groucho Marx, men så er det sikkert også det.

Det gør egentlig ikke noget. Det er bare tankevækkende, at idoler, stjerner, eller kunstnere, som jeg selv betragtede som værende evige i en eller anden form, stort set er forsvundet fra mediebilledet.

Elvis er der stadig, men heller ikke i samme grad, og hvem ser “Singin’ in The Rain” længere eller hører Frank Sinatra? Ok, det sidste er der nok stadig mange, der gør. Men sort/hvid film? Næppe andre end nørderne.

Forleden var jeg med en klasse rundt på en museums rundvisning. Her blev jeg pænt chokeret over, at ingen havde set Matador. Det gjorde mig til gengæld trist. Det er vigtigt, at vi har nogle fælles reference rammer, og at folk ikke bare kigger på en med store øjne, når man siger “Nu går jeg og lægger mig!”

Det går bare så stærkt nu, og hvor vi tidligere sad og kiggede på den samme skærm og lo over hvor sur Gokke blev på Gøg, så sidder vi nu i hvert sit lokale med hver sin skærm. 

Nils og jeg ser serier sammen, men det er ikke nødvendigvis de samme serier, som mine kolleger eller venner ser, og der går streaming år imellem at drengene og jeg ser de samme ting. Senest Peaky Blinders, men vi så den ikke samtidig.

Hvad så med musik…. tjah… her hænger det nok også lidt. Der bliver længere og længere imellem, at vi også her har fælles reference rammer. Måske netop derfor ramte Kim Larsens død os alle så hårdt. Han var alles – som i alles, og at miste det kit, der binder os sammen, gør ondt.

Er der nogen under 40, der reagerer, hvis man i dag siger “En spoleorm har to?”

I forbindelse med mit arbejde diskuterer vi meget, hvilken betydning kultur har. Ikke kunst, men kultur. Jeg mener personligt, at der er forskel, for kulturen er det samlende, kittet, virksomhedskulturen el., hvor kunsten er værket, der ofte står alene.

Men kulturen – altså det, der binder os sammen, giver os referencerammer, om det så er den blå blazer i bankverdenens kultur, eller tatoveringerne i rockermiljøerne, så er det kit og signaler til omverden om, at her hører jeg til, og sådan gør vi her.

Nogle gange er vi slet ikke klar over, hvor meget vores kultur betyder, før den er væk. Som i tilfældet med godt børne fjernsyn. Lige så stille forsvandt fokus på at skabe intelligent og sjovt børne fjernsyn og SvampeBob Firkant kom flyvende op af afløbet i stedet.

Foto: DR B&U uden rettigheder

“Det er udviklingen”  – “Det er det de unge vil ha'”…. måske! Men det er altså os selv, der styrer udviklingen.

Jeg begræder ikke, at Marilyn Monroe ikke længere hænger alle vide vegne på plakater, og jeg synes det er skønt, at der produceres så meget virkelig godt fjernsyn i andre lande end USA. Og ikke mindst, at det er tilgængeligt for os på alle tidspunkter, når det passer os. Ikke kun lørdag aften med en enkelt episode af McCloud (Aghr! Så er man virkelig gammel, når man kan huske ham).

Men jeg ønsker mig, at vi her i den danske stamme, holder fast i nogle fælles referencerammer, som giver os fælles oplevelser og fællesskaber på tværs af generationer og bopæl. Også ud over Royal Run og landsholdet, og her er kulturen i bred forstand afgjort det bedste bud på, hvor vi kan finde disse fælles oplevelser og det kit, der binder os sammen.

Så lad os tage lidt bedre vare på den, og vurdere den lidt højere. Kulturen altså!

Og nej, han sagde aldrig, at hvis vi ikke slås for kulturen, hvad slås vi så for. Men han sagde i 1938 »The arts are essential to any complete national life« !

 

Udgivet den

De fire årstider

Nu falmer skoven trindt… om terrassen….

Som yngre regnede jeg fuldt og fast med, at når jeg blev ældre, så ville jeg leve i et land, hvor solen næsten altid skinnede, hvor man kunne bade året rundt, og livsstilen var udendørsliv med paraplydrinks og bølger, der slog mod stranden under en skyfri stjernehimmel.

Måske var jeg lidt farvet af mit liv i rejsebranchen og som rejseleder, men ikke desto mindre, så virkede det på mig som den bedste måde, at tilbringe sit (udendørs) liv på.

Min mor, årgang 1924, kiggede altid undrende på mig og sagde at hun elskede de fire årstider, og slet ikke kunne tænke sig at leve et sted, hvor man ikke kunne mærke og se årets gang. Vi syntes hver især den anden var mærkelig, men så længe generationskløften kun var over visne blade, så var det nok til at overse.

Nu er jeg selv blevet ældre, og for første gang i år, har jeg måtte erkende, at der er nu noget over – i hvert visse årstider.

Lige nu sidder jeg og kigger ud på en have, der er fuldstændig farvestrålende, (og jeg lytter selvfølgelig til Vivaldi’s “De fire årstider”) og hver morgen kører jeg til arbejde gennem en skov af rød, orange, gul og enkelte steder stadig grøn, og jeg er vild med det, også selvom jeg stadig kun kan første linje af Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land”. Er det iøvrigt ikke tankevækkende, at der kommer rød streg under “trindt”, fordi programmet ikke kender ordet? – Nå, hvem gør det i dag?

Men jeg bliver også fyldt med taknemmelighed, for hvem siger, at man kommer til at opleve så smukt et efterår igen? Klassikeren med at som yngre, kan tiden ikke gå hurtigt nok, og som midaldrende, så synes man, at det lige har været jul, når man ser marcipanen komme frem igen på supermarkedshylderne.

Skønt skilt set i Helsingborg forrige weekend.

Min mor havde god tid. Eller rettere, hun tog sig tid. Noget så unyttigt, som at gætte kryds og tværs, tog hun sig tid til. ”Det holder hjernemusklen i gang” sagde hun altid. Jeg er sikker på, at hun havde ret. Jeg har i lange perioder af mit liv hverken haft tid til kryds og tværs, eller til at nyde årstidernes særlige, smukke kendetegn, såsom hvilke lokale fødevarer, der er på hylderne i hver årstid. Det er jeg ved at ændre på.

Forleden hørte jeg i radioen om en ung kvinde, der var på CO2 slankekur. Oversat, så ville hun formindske sit private CO2 forbrug, hvilket er al ære og respekt værd, vi kan alle sammen gøre noget – “De 17 hverdagsmål”. Men der hvor jeg blev en smule forbløffet var, da hun med stolthed fortalte, hvordan hun havde reduceret ved eksempelvis ikke at spise jordbær i november og ved at kigge efter, om tomaterne var danske. Ha! Så er jeg er også hip og på CO2 slankekur, for sådan har jeg altid levet.

Ærligt, jeg køber stadig eksempelvis avocadoer, bananer og dadler, men det er da æble- og ikke jordbærkager, der står på menuen nu, og jeg har altid så vidt muligt handlet dansk og lokalt, igen på grund af min mor, der altid tudede mig ørerne fulde med, at vi skulle støtte vores lokale landmænd.

Og dermed får de fire årstider også en ekstra dimension. Der kan ligefrem gå sport i at lære, hvilke lokale fødevarer, der hører til hvilke årstider. Min mand Nils giver den fuld gas. Han er virkelig hip (også uden at vide det), for han henter selv vores fødevarer, når han går tur med hunden – i det små selvfølgelig.

Vi har indtil nu haft Kronborg salt, Marienlyst valnødder, Nationernes Alle hyben marmelade osv. Læg dertil, at vi også har fået et drivhus og hjemmegroede tomater og agurker.

Det kommer nok aldrig til at ændre på, at jeg hvert år i november tjekker hjemmesiden www.caribbeanjobs.com, november er virkelig lang, men min glæde over de fire årstider med hver deres kendetegn er blevet meget større.

Efteråret – også i overført betydning – er meget smukkere end sit rygte!

I lørdags var vi en tur på Tegners Museum i Rusland (det hedder naturområdet). Har du ikke været der endnu, så kig forbi. Det er en anderledes, men også fascinerende oplevelse
Udgivet den

Til mig selv som ung student

Når dette skrives, er det dagen før dagen, hvor min søn og en masse andre glade, unge mennesker får kronen på værket – læs huen. Og når dette læses, har de festet i en uge, og er så småt ved at vænne sig til ikke at skulle læse hver dag. Mange års skolegang er hermed ved en af de store milepæle.

Se, nu er jeg jo ikke så dum, at jeg tror, de unge vil høre eller læse, hvilke gode råd sådan en gamling, som jeg vil komme med, og den bedste afskeds tale er også allerede skrevet og fremført af Buz Luhrmann – ”Everybody’s Free (To wear Sunscreen)”, men så kan jeg i det mindste skrive en lille klumme med ting, som jeg ville sige til mig selv, som ung student, hvis jeg havde chancen.

Slap af! Du skal nok nå det, og du behøver ikke at yde 120% hver gang. Ja, du skal gøre dig umage, men livet går ikke under og folk sætter stadig pris på både dig og dit arbejde, selvom du blot arbejder indenfor normale rammer. Det er tilladt af slappe af en gang i mellem også.

Du kan og skal heller ikke være to steder samtidig. Du går ikke glip af noget vigtigt. Der er altid en fest, en tur i byen eller en sjov komsammen, og fordi du står over en enkelt gang eller to, så går du altså ikke glip af alverden.

Nej, du ser ikke så umulig ud, som du selv tror, og nej, du er heller ikke så tyk. Vær glad for dig selv nu som ung og strålende, for tro mig, om 30 år vil du undre dig i den grad over, hvorfor du syntes, du så så håbløs ud.

Ja, dit hjerte vil blive knust, men det heler igen, og det at det blev knust gør, at du kan forstå andre menneskers hjertesorg. Vær til gengæld forsigtig med, hvem du giver dit hjerte til. Du skal være gavmild med din glæde, omsorg, dit humør og venlighed, men vær forsigtig med dit hjerte. Gem det til de få.

Pas på dine nære, gode venner. Venskaber skal plejes og passes, men så varer de også hele livet, og pas på ikke at blive forblændet af de smarte og hurtige. Tro på din intuition, når det kommer til mennesker. Den vil altid vise sig at være rigtig, og tro ikke på andre, når de bedømmer mennesker, som du enten synes eller ikke synes om. Deres mening er ikke vigtig, og de har ikke ret, for de bedømmer ud fra deres udgangspunkt, ikke dit.

Syng og dans. Du tror ikke, du kan synge, fordi det har nogen sagt til dig som barn. Det kan godt være, men så syng i badet, eller når du er alene, for det er sundt. Du kan godt danse, og det skal du blive ved med. Du tror det ikke nu, men en dag vil du blive så glad for, at du dansede hele din barn- og ungdom.

Hold fast i det, du godt kan lide, også selvom andre synes, det er mærkeligt. Man kan ikke gøre alle tilpas, så start med dig selv. Du har alt for meget fokus på, hvad andre tænker, og det skal du se at holde op med. Så læs de bøger, gå til de foredrag, se de film også selvom der ikke er nogen, der vil gøre det sammen med dig. Det er lige meget, og du kommer til at få så mange gode oplevelser, som du vil huske resten af livet.

Tandtråd! Den er værre. Du vil hele dit liv få at vide af tandlægen, at du skal blive bedre til at bruge tandtråd, men du hader det. Gør det alligevel. Ingen er ung hele livet (!) og den med tandtråd, den skal du altså bare lære. Glæd dig til der bliver udviklet nogle små fine børster, så bliver det hele meget lettere.

Stop med at ryge! Lige nu er du cool, og jeg ved godt, at du på et tidspunkt stopper, men gør det allerede nu. Det er dyrt, dumt og virkelig svært at stoppe i en senere alder.

Fremfor alt – nyd nu livet og det skal nok gå alt sammen. Du behøver ikke at haste afsted, og gøre dig så mange bekymringer, fdu skal bare tro på det, og der er også en mand til dig. Faktisk en rigtig god en af slagsen.

Tillykke med huen og rigtig god sommer!

Udgivet den

Når vores forældre bliver syge – dødsyge!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

 

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.

Udgivet den

Tilbage til fremtiden

Nedenstående blev bragt som klumme i Helsingør Dagblad i går, men da flere af jer ikke læser Dagbladet, så får I den også lige som blog.

Tilbage til fremtiden
Min mor blev født i 1924. Hun blev født udenfor ægteskab, og det var ikke særlig velset dengang. Hun kom derfor i pleje og havde ikke verdens bedste opvækst. I 1945 blev hun gift med min far og de flyttede ind i en to værelseslejlighed på Vesterbro. Mit barndomshjem, og hjem for familien Hansen, der på et tidspunkt talte fem personer.

Dengang var det nærmest en luksuslejlighed sammenlignet med de øvrige på Vesterbro, idet der var centralvarme og bad, men set med nutidens øjne, var det meget lidt plads til en hel familie.

Men selvom min mor altså ikke fik den letteste start i livet og kun 7 års skolegang, så afholdt det hende ikke fra at have nogle ganske borgerlige manerer og faste meninger, og hun holdt altid fast ved, at hun var den heldige generation, for hun havde fået det bedre og bedre, som tiden gik og Danmark udviklede et velfærdssamfund.

Hun elskede at danse -og at feste for den sags skyld, og hun var eminent til at sy. Hun har syet de smukkeste kjoler, og i mine forældres omgangskreds var det kutyme at damerne valgte mellem korte eller lange kjoler til festerne.

Hun gik i mange år konsekvent i spadseredragter med tilhørende hat og hendes undertøj var af fineste kvalitet og lå sirligt i skuffer snedkereret til formålet. Egentlig forbløffende, da pengene var små – meget små.

Når vi havde gæster, kom det kongelige porcelæn og sølvtøjet frem og så gik cigaretfadet rundt i den lille toværelses. Fint skulle det være.

Mulepose eller..

Men det skulle også være ordentligt, og det skulle være ordentlig kvalitet. Min mor havde nogle urokkelige holdninger, når det kom til råvarer.

Hun tog gerne ud på landet og købte en halv gris, som hun så stod og parterede i vores stenbro køkken. Alt blev brugt. ”Jeg vil købe lokalt” sagde hun, ”vi skal støtte vores landmænd, så de ikke må gå fra deres gårde”. I øvrigt havde vi som regel en kødløs dag om ugen. Ikke af ideologiske årsager, men for at få husholdningspengene til at strække.

Vi har heller aldrig haft buræg i mit barndomshjem. Længe før man kunne stave til økologisk insisterede min mor på, at æg skulle komme fra høns, der havde haft et godt liv. Og sådan blev det.

Det samme med plastik. Min mor om ikke hadede plastik, så var hun, for nu at udtrykke det diplomatisk, ikke begejstret og tog altid sin ”mulepose” med, når hun skulle handle ind. Jeg syntes dengang, det var så pinligt med den grimme taske og ville meget hellere have en Irma kunstpose, men mor nægtede. ”Vi skal ikke ødelægge naturen med alt det skidt” fnøs hun.

…Irma pose?

Om få måneder udkommer min mands nye bog ”New Local Economy” i både UK og USA. Det er en bog om hvordan vi er på vej til at vende os væk fra de store giganter som Apple, Google og Facebook og i stigende grad få fokus på det lokale, hvor den fremtidige vækst sandsynligvis også vil komme fra.

Vi skal med andre ord handle lokalt for at støtte lokalsamfundet, og vil man være hip, så gerne i gårdbutikker. Samtidig mister plastik sin popularitet. Lige nu tilbyder Coop rabat, hvis man benytter sin ”moderne mulepose” flere gange, Carlsberg har netop fjernet plastik fra sin sixpack, og vil man virkelig gøre en forskel, så bruger man sin ferie på at samle plastik op fra stranden. Buræg kan man vel nærmest ikke købe mere.

Derfor tænker jeg tit på min mor i disse dage. Helt uden at vide det og fordi hun gik i mod strømmen dengang, var hun i virkeligheden både forudseende og hip. Vi andre? Vi er på vej tilbage til fremtiden.

Udgivet den

Sleeping my day away!

Vi har alle været yngre!

Jeg er beriget med to teenage sønner på hhv. 16 og 18 år. Så har den opmærksomme læser nok regnet ud, at jeg ikke var helt ung, da jeg blev mor. Eller alt er jo relativt. I dag er det ingen alder, men da jeg var gravid første gang blev jeg undersøgt hele tiden, for jeg var, som jordmødrene sagde til mig hver gang “en ældre førstegangsfødende”. Det tror jeg ikke, de siger i dag.

Nå, det var slet ikke det, det skulle handle om i dag, selvom det selvfølgelig har noget med overskriften at gøre, for hvis mine sønner havde været min årgang, så havde ovenstående været deres slagsang.

Så kan man hævde, at der er noget betryggende i, at tingene ikke har ændret sig synderlig siden D-A-D-drengene boede i en lille lejlighed sammen og fik at vide af deres pladeselskabskvinde, at de sov deres dage væk (det blev så til  deres største hit), og så mine sønners måde at tilbringe deres sommerferie på. Det ligger åbenbart i generne for unge mænd.

Det var jeg så lige ved at blive irriteret over. Næsten lige så irriteret som jeg er over, at de konsekvent aldrig rydder op efter dem selv. Men så var det, jeg sad i bilen gennem Frankrig og lyttede til “All Summer Long” med Kid Rock. Altså den udgave, hvor han refererer til “Sweet Home Alabama” og en sommer, hvor de bare drikker, ryger og elsker! Det bliver åbenbart et musikreference blogindlæg  det her. Nummeret er på min yndlings playliste, og hvorfor er det så det?

Fordi jeg trods alt ikke er ældre – i hovedet i hvert fald – at jeg godt kan huske de endeløse sommerdage, hvor man bare ikke skal andet end at leve. Ikke eksistere, men leve, og der er en væsentlig forskel.

Thomas Helmig synger i en af sine sange (nu kan vi ligeså godt fortsætte), at “Livet er fedt, men vi lever for lidt”, og det er lige netop essensen af det hele. I en enkelt poplinje. Sig ikke igen, at poptekster bare er banale. Vi lever for lidt.

Det slog mig også i sidste uge – den berømte uge 29, hvor to trediedele af Danmark er på sommerferie. Mit Facebook feed flød over med feriebilleder. Det gjorde jeres formodentlig også, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Det, som var bemærkelsesværdigt var, hvor mange af mine mandlige FB venner, der tilsyneladende var blevet nyforelskede i deres respektive hustruer og kærester, for der var det ene foto efter det andet, med deres mangeårige partner, som nu blev beskrevet som “den dejligste”, “hende den skønne” osv. osv.

En ting var, at der nu pludselig var tid til at alt det, vi ikke har overskud til i hverdagen, og ja også det, men effekten var ligefrem målbar på FB feed. Vi lever for lidt, og vi skal i princippet gøre som de ansvarsløse teenagedrenge.

Nu er der sikkert ingen af os 50something, der kan sove til kl. 15, men Nils og jeg har med stor fryd sat os med morgenkaffen og set endnu et afsnit af vores pt. yndlingserie, og vi føler os som små børn, der tager af kagedåsen, for man sidder da ikke om formiddagen og ser serier – og så i Sydfrankrig. Jo, vi gør, og ved i hvad, vi har det fantastisk. Vi lever!

Så derfor drenge -nyd jeres sidste og næstesidste sommerferie i total frihed og ansvarsløshed. Sov dagene væk. Das, dans og kys på de kønne sommerpiger. Lige om lidt kalder voksenlivets ansvar, og vi helt voksne har så forbandet svært ved at huske at leve, når vi ikke lige holder sommerferie.

Men husk lige at rydde op efter jer!

Og ja, nummeret er bedre end videoen, men her er den i hvert fald