Kategori: Generationer

…og nej, det er ikke Boom’erne, jeg tænker på.

Jeg tænker på alle de unge mænd, som jeg støder på. Jeg er selv beriget med to af slagsen. 22 og 24 år er de nu, og selvom de ikke bor hjemme mere, så har jeg jo jævnligt fornøjelsen af både dem og deres venner.

Faktisk havde jeg tænkt på dette blogindlæg allerede for nogle uger siden, da min yngste havde fødselsdag, og den blev fejret som en tre-trins-raket. Først eftermiddagshygge og middag med familien, så stødte kammeraterne til og da vi “gamle” gik hjem, gik de unge i byen.

For mens vi var sammen med de unge mænd, var de så søde, omsorgsfulde og snakkesalige – også med os, og jeg sad og blev helt rørt over, hvor skønne de alle sammen var. Alle i gang med at blive rigtige voksne, med hvad det nu indebærer af rudekuverter og forpligtelser, og så alligevel ikke, for både fremtidsdrømme og illusionerne om verden er intakt. Guderne (alle nævnt, ingen glemt) skal ellers vide, at der er nok af udefra kommende trusler, der kan vælte dem omkuld, men nej. Og de som studerede, arbejdede alle ved siden af for at kunne få økonomien til at hænge sammen, mens andre var startet i bunden af karrierestien og nu langsomt bevægede sig op trin efter trin. Så jeg sad altså der i sofaen, og blev helt rørt.

Det kom jeg til at tænke på i går, hvor jeg spiste frokost med en god ven. Det er i sig selv var sådan set herligt nok, for vi har en samtale, vi startede for godt 10 år siden, der ikke er slut endnu, og vi har det ret så sjovt i hinandens selskab. Men i går fortalte han også en historie, om noget, han netop havde oplevet, der fik mig sådan til at grine.

Hans datter er upcoming musiker, og skulle spille et koncert i København. I køen på vej ind (ingen VIP’s her…) falder han i snak med nogle unge mænd, der står bagved ham i køen. Glade unge, lettere berusede ungersvende med et par dåseøl i hænderne. Da de hører, at han skal ind og se den unge, kvindelige musiker skamroser de hende – ærligt, nok mest hendes udseende, og er alle enige om, at hende gider de godt kn….! Hun er også smuk som en engel, og jeg har mere end en gang tænkt, om ikke et arrangeret, tilfældigt møde med en af mine sønner ville være en god ide.

Nå,  moderen falder i snak med ægteparret foran og i den forbindelse bliver det offentliggjort, at det altså er den unge, smukke kvindes far, de netop har fortalt, hvad de gerne vil gøre ved hans datter.

Se, nu kunne de unge mænd bare have ladet om ingenting og kigget den anden vej. Men nej, de spørger lettere røde i hovederne, om det er rigtig forstået, at det er faderen til musikeren, de lige har talt med. Da min ven bekræfter, skjuler de, de nu helt røde ansigter, i hænderne og undskylder, det bedste de kan. De beder ham bære over, idet de bare er nogle unge, halvfulde, glade fyre. Det gør min ven selvfølgelig, og forsikrer dem, at han også selv har været ung og halvfuld engang, så han kan godt huske det.

Både min ven og jeg havde selvfølgelig en fest over situationen, der er som taget ud af en halvdårlig film, men vi var også enige om, at det var nogle ualmindeligt søde unge mennesker, der tog ansvar for deres opførsel. Det hjælper nok, at min ven har et vist pondus i både højde og fremtoning, men alligevel.

Og det fik så mig til at tænke på mine sønners venner for en måneds tid siden, og derfor dette tema på søndagsbloggen.

Jeg ved godt, at der aldrig har været så mange diagnosticerede unge. Jeg ved også godt, at der er flere “selvskadere” end før, og at vores unge drikker, som huller i jorden. Jeg er også fuldt bevidst om, at både min vens datter og mine sønners omgangskreds er fra såkaldt ressourcestærke hjem, men det ændrer ikke på, at de fleste af de unge, jeg møder på min vej er top-skønne, og rent faktisk er så meget bedre, end deres rygte. Hvis de i det hele taget har et rygte. De synes i øvrigt også, at woke-ism har taget overhånd, og at bartenderen fra Hotel Cecil, der blev fyret og så kastede maling på et kunstværk på SMK, er en spade.

Så denne klumme er en hyldest til alle vores unge, skønne mennesker, der navigerer i en verden fyldt med SoMe, klimakrise, krige, utallige kønsidentiteter og mødre, der insisterer på at spille Do they know it’s Christmas på repeat.

Længe leve vores unge!

Som yngre regnede jeg fuldt og fast med, at når jeg blev ældre, så ville jeg leve i et land, hvor solen næsten altid skinnede, hvor man kunne bade året rundt, og livsstilen var udendørsliv med paraplydrinks og bølger, der slog mod stranden under en skyfri stjernehimmel.

Måske var jeg lidt farvet af mit liv i rejsebranchen og som rejseleder, men ikke desto mindre, så virkede det på mig som den bedste måde, at tilbringe sit (udendørs) liv på.

Min mor, årgang 1924, kiggede altid undrende på mig og sagde at hun elskede de fire årstider, og slet ikke kunne tænke sig at leve et sted, hvor man ikke kunne mærke og se årets gang. Vi syntes hver især den anden var mærkelig, men så længe generationskløften kun var over visne blade, så var det nok til at overse.

Nu er jeg selv blevet ældre, og for første gang i år, har jeg måtte erkende, at der er nu noget over – i hvert visse årstider.

Lige nu sidder jeg og kigger ud på en have, der er fuldstændig farvestrålende, (og jeg lytter selvfølgelig til Vivaldi’s “De fire årstider”) og hver morgen kører jeg til arbejde gennem en skov af rød, orange, gul og enkelte steder stadig grøn, og jeg er vild med det, også selvom jeg stadig kun kan første linje af Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land”. Er det iøvrigt ikke tankevækkende, at der kommer rød streg under “trindt”, fordi programmet ikke kender ordet? – Nå, hvem gør det i dag?

Men jeg bliver også fyldt med taknemmelighed, for hvem siger, at man kommer til at opleve så smukt et efterår igen? Klassikeren med at som yngre, kan tiden ikke gå hurtigt nok, og som midaldrende, så synes man, at det lige har været jul, når man ser marcipanen komme frem igen på supermarkedshylderne.

Min mor havde god tid. Eller rettere, hun tog sig tid. Noget så unyttigt, som at gætte kryds og tværs, tog hun sig tid til. ”Det holder hjernemusklen i gang” sagde hun altid. Jeg er sikker på, at hun havde ret. Jeg har i lange perioder af mit liv hverken haft tid til kryds og tværs, eller til at nyde årstidernes særlige, smukke kendetegn, såsom hvilke lokale fødevarer, der er på hylderne i hver årstid. Det er jeg ved at ændre på.

Forleden hørte jeg i radioen om en ung kvinde, der var på CO2 slankekur. Oversat, så ville hun formindske sit private CO2 forbrug, hvilket er al ære og respekt værd, vi kan alle sammen gøre noget – “De 17 hverdagsmål”. Men der hvor jeg blev en smule forbløffet var, da hun med stolthed fortalte, hvordan hun havde reduceret ved eksempelvis ikke at spise jordbær i november og ved at kigge efter, om tomaterne var danske. Ha! Så er jeg er også hip og på CO2 slankekur, for sådan har jeg altid levet.

Ærligt, jeg køber stadig eksempelvis avocadoer, bananer og dadler, men det er da æble- og ikke jordbærkager, der står på menuen nu, og jeg har altid så vidt muligt handlet dansk og lokalt, igen på grund af min mor, der altid tudede mig ørerne fulde med, at vi skulle støtte vores lokale landmænd.

Og dermed får de fire årstider også en ekstra dimension. Der kan ligefrem gå sport i at lære, hvilke lokale fødevarer, der hører til hvilke årstider. Min mand Nils giver den fuld gas. Han er virkelig hip (også uden at vide det), for han henter selv vores fødevarer, når han går tur med hunden – i det små selvfølgelig.

Vi har indtil nu haft Kronborg salt, Marienlyst valnødder, Nationernes Alle hyben marmelade osv. Læg dertil, at vi også har fået et drivhus og hjemmegroede tomater og agurker.

Det kommer nok aldrig til at ændre på, at jeg hvert år i november tjekker hjemmesiden www.caribbeanjobs.com, november er virkelig lang, men min glæde over de fire årstider med hver deres kendetegn er blevet meget større.

Efteråret – også i overført betydning – er meget smukkere end sit rygte!

Når dette skrives, er det dagen før dagen, hvor min søn og en masse andre glade, unge mennesker får kronen på værket – læs huen. Og når dette læses, har de festet i en uge, og er så småt ved at vænne sig til ikke at skulle læse hver dag. Mange års skolegang er hermed ved en af de store milepæle.

Se, nu er jeg jo ikke så dum, at jeg tror, de unge vil høre eller læse, hvilke gode råd sådan en gamling, som jeg vil komme med, og den bedste afskeds tale er også allerede skrevet og fremført af Buz Luhrmann – ”Everybody’s Free (To wear Sunscreen)”, men så kan jeg i det mindste skrive en lille klumme med ting, som jeg ville sige til mig selv, som ung student, hvis jeg havde chancen.

Slap af! Du skal nok nå det, og du behøver ikke at yde 120% hver gang. Ja, du skal gøre dig umage, men livet går ikke under og folk sætter stadig pris på både dig og dit arbejde, selvom du blot arbejder indenfor normale rammer. Det er tilladt af slappe af en gang i mellem også.

Du kan og skal heller ikke være to steder samtidig. Du går ikke glip af noget vigtigt. Der er altid en fest, en tur i byen eller en sjov komsammen, og fordi du står over en enkelt gang eller to, så går du altså ikke glip af alverden.

Nej, du ser ikke så umulig ud, som du selv tror, og nej, du er heller ikke så tyk. Vær glad for dig selv nu som ung og strålende, for tro mig, om 30 år vil du undre dig i den grad over, hvorfor du syntes, du så så håbløs ud.

Ja, dit hjerte vil blive knust, men det heler igen, og det at det blev knust gør, at du kan forstå andre menneskers hjertesorg. Vær til gengæld forsigtig med, hvem du giver dit hjerte til. Du skal være gavmild med din glæde, omsorg, dit humør og venlighed, men vær forsigtig med dit hjerte. Gem det til de få.

Pas på dine nære, gode venner. Venskaber skal plejes og passes, men så varer de også hele livet, og pas på ikke at blive forblændet af de smarte og hurtige. Tro på din intuition, når det kommer til mennesker. Den vil altid vise sig at være rigtig, og tro ikke på andre, når de bedømmer mennesker, som du enten synes eller ikke synes om. Deres mening er ikke vigtig, og de har ikke ret, for de bedømmer ud fra deres udgangspunkt, ikke dit.

Syng og dans. Du tror ikke, du kan synge, fordi det har nogen sagt til dig som barn. Det kan godt være, men så syng i badet, eller når du er alene, for det er sundt. Du kan godt danse, og det skal du blive ved med. Du tror det ikke nu, men en dag vil du blive så glad for, at du dansede hele din barn- og ungdom.

Hold fast i det, du godt kan lide, også selvom andre synes, det er mærkeligt. Man kan ikke gøre alle tilpas, så start med dig selv. Du har alt for meget fokus på, hvad andre tænker, og det skal du se at holde op med. Så læs de bøger, gå til de foredrag, se de film også selvom der ikke er nogen, der vil gøre det sammen med dig. Det er lige meget, og du kommer til at få så mange gode oplevelser, som du vil huske resten af livet.

Tandtråd! Den er værre. Du vil hele dit liv få at vide af tandlægen, at du skal blive bedre til at bruge tandtråd, men du hader det. Gør det alligevel. Ingen er ung hele livet (!) og den med tandtråd, den skal du altså bare lære. Glæd dig til der bliver udviklet nogle små fine børster, så bliver det hele meget lettere.

Stop med at ryge! Lige nu er du cool, og jeg ved godt, at du på et tidspunkt stopper, men gør det allerede nu. Det er dyrt, dumt og virkelig svært at stoppe i en senere alder.

Fremfor alt – nyd nu livet og det skal nok gå alt sammen. Du behøver ikke at haste afsted, og gøre dig så mange bekymringer, fdu skal bare tro på det, og der er også en mand til dig. Faktisk en rigtig god en af slagsen.

Tillykke med huen og rigtig god sommer!

De sidste par uger har budt på flere i min omgangskreds, hvis forældre nu begynder at skrante ganske alvorligt, eller reelt er blevet dødsyge.

Det er der ikke noget mærkeligt i, det er livets gang, for når vi er 50something, er vores forældre i den alder, hvor de begynder at falde fra.

Det er bare ikke nogen særlig rar tid, og den har stor indflydelse på vores egen hverdag. Det er ubehageligt, når ens mor mister overblikket, og ikke helt ved, hvor hun er og man selv bor langt væk. Er der så en søster eller bror, der bor tættere på, så opstår der let konflikter, for hvorfor skal den ene trække hele læsset osv.? Og hele visitations systemet. Hvilket travlt, moderne menneske har styr på det?

Jeg kom til at tænke over det i går, da endnu en nær ven fortalte om sin far, der var så desorienteret i telefonen, at han troede, hun (min ven) var på vej til at lave kaffe til ham, selvom hun sad i telefonen mange kilometer væk. Hun talte ligefrem om at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe i den sidste tid.

Da tog jeg mig selv i at tænke, hvor glad jeg er for, at det er overstået for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner mine forældre – det gør jeg stadig, men jeg savner ikke den sidste svære tid.

Min far døde, da jeg var blot 25 år, så det er forholdsvis langt væk i hukommelsen, og min mor gik bort i 2004, så det er også et stykke tid siden, men jeg husker stadig helt klart årene op til, der var fyldt med hospitals indlæggelser, ængstelse, fortvivlelse og så tiden efter med sorg, praktiske gøremål og endnu mere sorg.

Det tærer på kræfterne, når en forælder er alvorligt syg og døende. Ikke kun rent fysisk, fordi der er mange gøremål og ting, man skal ordne, arrangere og fikse, men også mentalt, fordi det er skelsættende, når ens mor eller far går bort. Især, hvis det er den sidste forælder.

Tit støder der også familiestridigheder til om dette og hint, for alle er tyndhudede og lever ofte i den alder hvert sit liv, med hver sin nye familie. Det er med andre ord en rigtig svær periode i ens liv, hvor de fleste stadig er i den erhvervsaktive alder, og derfor også passer sit arbejde hver dag -læs, også skal holde en vis facade, samtidig med at mennesker, som man aldrig har mødt før, pludselig bliver de vigtigste i ens liv. Her tænker jeg på sygeplejesker og andet plejepersonale, som før var én fuldstændig ukendte, men nu er de faste og omsorgsfulde holdepunkter i tilværelsen.

Læg dertil, at man så også skal til at forholde sig til, at nu er man den ældste generation, så behøver man ikke flere undskyldninger for at sætte sig ned og tude. Hvilket er tilladt!

Man kan selvfølgelig også bare igen lade sig inspirere af familien Kløvedal – Troels grenen altså. Nu ved vi selvsagt ikke, hvad der foregår bag lukkede døre, men selv i den sidste svære stund, virkede de endnu engang nærmest overjordisk overskudsagtige.

Troels selv bar sin (forfærdelige) sygdom med en sjældent set tapperhed, og set udefra så det ud som om alle dine, mine, vores og vores børns børn stod sammen i fred og fordragelighed. Beundringsværdigt.

Men det er nok mere undtagelsen end reglen, Det er i hvert fald min erfaring, at enhver familie har sit. En god kollega fik en hidtil hemmelig og ukendt søster, da hendes far døde. Det var der ikke udelt begejstring over blandt de andre efterladte. En anden god ven opdagede, at de mennesker, der skulle hjælpe hans mor under hendes alzheimer sygdomsperiode også havde hjulpet hende med at tømme bankkontoen. Det kan også give anledning til ballade i mellemstor grad.

Så det er en svær tid mange i både min og formodentlig også jeres omgangskreds, går i møde nu. Der er bare ingen vej udenom, for man svigter jo ikke sine forældre, når de har brug for en.

Jeg kan desværre ikke give så mange gode råd, andet end at vi alle hver især skal sørge for at have ryddet så meget op, som muligt (tror jeg selv går igang med loftet snart….. ), men jeg føler med hver og en, for jeg ved, hvad de står overfor. Og så må vi bare konstatere, at som 50something, er det en del af livet  lige nu.

Men…… I kommer ud op den anden side, og når I har givet jer selv tid til at sørge – og det er vigtigt – sorg skal tages alvorligt, også mere, end det egentlig bliver i vores samfund,  så bliver der pludselig lys og latter igen, og så husk, at selvom I ikke er religiøse, så er præster rigtigt gode at tale med i sådanne situationer. De er uddannede i at håndtere bortgang, sorg og skelsættende livsbegivenheder.

Tanker og positive vibs til alle jer, der står med syge, svage forældre lige nu.

Ps – hvis I har lyst til at dele nogle af jeres tanker om egne oplevelser, er i velkomne til at gøre det i kommentarsporet.