Som yngre regnede jeg fuldt og fast med, at når jeg blev ældre, så ville jeg leve i et land, hvor solen næsten altid skinnede, hvor man kunne bade året rundt, og livsstilen var udendørsliv med paraplydrinks og bølger, der slog mod stranden under en skyfri stjernehimmel.
Måske var jeg lidt farvet af mit liv i rejsebranchen og som rejseleder, men ikke desto mindre, så virkede det på mig som den bedste måde, at tilbringe sit (udendørs) liv på.
Min mor, årgang 1924, kiggede altid undrende på mig og sagde at hun elskede de fire årstider, og slet ikke kunne tænke sig at leve et sted, hvor man ikke kunne mærke og se årets gang. Vi syntes hver især den anden var mærkelig, men så længe generationskløften kun var over visne blade, så var det nok til at overse.
Nu er jeg selv blevet ældre, og for første gang i år, har jeg måtte erkende, at der er nu noget over – i hvert visse årstider.
Lige nu sidder jeg og kigger ud på en have, der er fuldstændig farvestrålende, (og jeg lytter selvfølgelig til Vivaldi’s “De fire årstider”) og hver morgen kører jeg til arbejde gennem en skov af rød, orange, gul og enkelte steder stadig grøn, og jeg er vild med det, også selvom jeg stadig kun kan første linje af Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land”. Er det iøvrigt ikke tankevækkende, at der kommer rød streg under “trindt”, fordi programmet ikke kender ordet? – Nå, hvem gør det i dag?
Men jeg bliver også fyldt med taknemmelighed, for hvem siger, at man kommer til at opleve så smukt et efterår igen? Klassikeren med at som yngre, kan tiden ikke gå hurtigt nok, og som midaldrende, så synes man, at det lige har været jul, når man ser marcipanen komme frem igen på supermarkedshylderne.
Min mor havde god tid. Eller rettere, hun tog sig tid. Noget så unyttigt, som at gætte kryds og tværs, tog hun sig tid til. ”Det holder hjernemusklen i gang” sagde hun altid. Jeg er sikker på, at hun havde ret. Jeg har i lange perioder af mit liv hverken haft tid til kryds og tværs, eller til at nyde årstidernes særlige, smukke kendetegn, såsom hvilke lokale fødevarer, der er på hylderne i hver årstid. Det er jeg ved at ændre på.
Forleden hørte jeg i radioen om en ung kvinde, der var på CO2 slankekur. Oversat, så ville hun formindske sit private CO2 forbrug, hvilket er al ære og respekt værd, vi kan alle sammen gøre noget – “De 17 hverdagsmål”. Men der hvor jeg blev en smule forbløffet var, da hun med stolthed fortalte, hvordan hun havde reduceret ved eksempelvis ikke at spise jordbær i november og ved at kigge efter, om tomaterne var danske. Ha! Så er jeg er også hip og på CO2 slankekur, for sådan har jeg altid levet.
Ærligt, jeg køber stadig eksempelvis avocadoer, bananer og dadler, men det er da æble- og ikke jordbærkager, der står på menuen nu, og jeg har altid så vidt muligt handlet dansk og lokalt, igen på grund af min mor, der altid tudede mig ørerne fulde med, at vi skulle støtte vores lokale landmænd.
Og dermed får de fire årstider også en ekstra dimension. Der kan ligefrem gå sport i at lære, hvilke lokale fødevarer, der hører til hvilke årstider. Min mand Nils giver den fuld gas. Han er virkelig hip (også uden at vide det), for han henter selv vores fødevarer, når han går tur med hunden – i det små selvfølgelig.
Vi har indtil nu haft Kronborg salt, Marienlyst valnødder, Nationernes Alle hyben marmelade osv. Læg dertil, at vi også har fået et drivhus og hjemmegroede tomater og agurker.
Det kommer nok aldrig til at ændre på, at jeg hvert år i november tjekker hjemmesiden www.caribbeanjobs.com, november er virkelig lang, men min glæde over de fire årstider med hver deres kendetegn er blevet meget større.
Efteråret – også i overført betydning – er meget smukkere end sit rygte!
