I’m too old for this sh..!

-Og denne gang mener jeg det faktisk.

Sådan vil jeg meget hellere tilbringe en søndag!

Kender I ikke det, at alting var større, mindre, hurtige eller lignende, da man var yngre eller barn? Klassiskeren er den med at komme ind i ens gamle klasseværelse for første gang, siden man gik ud, og så gå helt i svime over, hvor små stolene er. Dengang var det verdens største rum, og man kunne knap nå gulvet med fødderne.

Stones mente, at de ville være tudsegamle og måske døde, når de blev 35 (yeah right!), Selv syntes man, at ens forældre var noget nær oldinge, da man var teenager, og tanken om at de måske havde et aktivt sexliv, var nok det væmmeligste, man overholdet kunne komme til at tænke på.

“For de unge på fyrre” hed nogle vinylplader, som mine forældre dansede til, når de holdt fester i halvfjerdserne. Det var ikke Slade eller Sweet, men de havde en fest.

Og jeg kom netop til at tænke på mine forældre i går. Jeg slog græs!

Skal det nu være noget? Ja, hvis man har set vores græsplæne, så er det. Det tog mig over to timer i en blanding af cross fit, pilates og almindelig gymnastik og sveden haglede af mig. Nu var det måske heller ikke særlig begavet, at gå igang og slå den mellem 12 og 14.30 på en dag med høj sol og 26 gr., men nu var det altså det, der passede, og ja, det tog over 2 timer.

Men mens jeg gik der og svedte, kom jeg til at tænke på mine forældre og deres græsplæne i vores sommerhus. Min far var perfektionist med græsplænen. Hvert græsstrå stod snorlige, og der var ikke en eneste kløver. Nogle gange tror jeg ligefrem, han klippede den med en neglesaks.

Han brugte den også som træt-af-sovende-teenagere middel, for han slog den konsekvent lørdag morgen og gerne lige uden for mit vindue. Det var umuligt at sove videre.

Min far var syg stort set hele mit liv, og han døde i 1987 som 70 årig, og vi er i familien ret sikre på, at han holdt længere, fordi han altid puklede i vores have. Det er nemlig cross fit!

Da han døde, blev min mor gråhåret på en uge, og til bisættelsen lignede hun en meget gammel dame. Hun var 63.

I har set det før, men jeg elsker dette foto af min mor til sin første fodboldkamp, VM96. Ulastelig i rød og hvid og med håndtasken hevet på scenen under optakts arrangement. Super sej som 72 årig!

Heldigvis havde vi hende 17 år mere, og hun livede også op igen, bare se ovenfor, men her er det så det med relativiteten spiller ind. I min verden skulle vores sommerhus og have jo være ligesom den altid havde været. Det var jo min barndoms have. Ikke at jeg var der særlig ofte, men når jeg var, så skulle det helst være, og se ud, som det altid havde gjort.

Det samme med julefrokosterne hos mor. Hvis ikke, det var som det plejede, så var der noget galt, og min mor var jo bare mor, som hun altid havde været.

På et tidspunkt begyndte min nu snart 75 årige mor at mippe lidt om, at hun altså ikke rigtig magtede at holde haven mere. Hun havde kørekort, men kørte aldrig bil, så hun skulle med tog, så gå en halv time, og så ellers slå græs, rydde ukrudt, ordne bede, gøre rent, tømme toilet spand (der kom aldrig træk og slip) osv. osv.

Det havde jeg dengang absolut ingen forståelse for.

Ung, festglad og fuld fart frem, så var det ikke havearbejde, der stod øverst på listen. Senere hjalp jeg dog til, men ærligt, det kunne jeg nok godt have gjort bedre.

I går da jeg gispende – ja, jeg ved det godt, jeg har godt af det – knoklede med vores “park” og tænkte “I’m too old for this sh..!” tænkte jeg derfor på min mor. På hvor sej hun egentlig har været, og holde haven så længe, som hun trods alt gjorde, og på hvor urimeligt det egentlig var, at forvente at hun lige klarede hjemmelavet julefrokost mad til en hel familie.

Men erkendelse af, at mødre/forældre bliver ældre er svær. Mødre er pr. definition udødelige, og som datter /søn, så skal alt helst være, som det altid har været. Glem det!

Jeg kan selvfølgelig bare komme i bedre form (tog indkørslen for ukrudt idag, ha!), men jeg begynder alvorligt at tænke lidt på, om det ikke er ved at være tid til at “downsize” lidt i forhold til bolig.

Livsfaserne!

Det varer ikke mange år, før vores drenge er væk, og det er jo ikke fordi, de stadig spiller fodbold på græsset. Det nærmeste er vel øl-bowling. Og hvad skal vi så med alt det græs?

Men det er jo så også en erkendelse af, at man så går ind i en ny fase. En fase, hvor man kan tillade sig at sige, at det er jeg altså for gammel til, eller det magter jeg ikke eller…. Og det er altså også lidt svært. Lidt ligesom når man synes at værterne på P4 er begyndt at være lige lovlig kække. Arghhh!

En klog mand jeg kender, han lavede en strategi for de første seks måneder af sin pensionist tilværelse. Nej, nej, der er jeg slet ikke endnu, jeg er jo lige begyndt i et nyt job – men det er tilgangen til en ny livsfase, som jeg godt kan lide.

Han besluttede sig for, at for ikke at blive rastløs eller deprimeret, så lagde han en strategi for, hvad han ville nå det første halve år af sin officielle pensionist tilværelse. Skæbnen ville, at de fyrede vedkommende, der havde afløst ham, og nu er han tilbage igen, indtil de finder en ny, men jeg synes om ideen.

Når vi går ind i nye faser af vores liv, er det en meget god ide, at tænke lidt over, hvad man vil med dem. Hvad vil vi eksempelvis med al den tid, som vi nu får forærende i og med vores sønner er mere eller mindre selvkørende. Vil vi bare se mere Netflix eller vil vi noget andet.

Det kan man jo så også gå og tænke over næste gang, man slår græs!

Og så glæde sig over, at nu ser her rigtig fint ud igen.

Til næste år har vi jernbryllup…

…så har vi været gift i 70 år!

Jeg mødte en mand i går. Han var så skøn. Jeg mødte ham ved busstoppestedet i Allinge, hvor vi ventede på samme bus. Han skulle hjem til Gudhjem, og vi faldt i snak.

Manden havde været ved lægen. Det tog fem minutter, som han sagde, men hele turen havde taget ham omkring 3 timer på grund af buslinjerne. Manden var 94 år!

Han lignede indbegrebet af en elskelig morfra. Rundt hoved, rare øjne og let dialekt på et ellers dannet dansk. Nu skulle han hjem til sin hustru, der sikkert ventede med kaffen. Det gætter jeg i hvert fald på. Han fik varme øjne, når han talte om sin hustru. “Til næste år, har vi jernbryllup. Så har vi været gift i 70 år” sagde han stolt, “men vi har nu boet sammen i 74”, tilføjede han, nu med glimt i øjet.

Jeg spurgte så, om det ikke havde været lidt udenfor nummer, sådan at flytte sammen uden at være gift for så mange år siden, men han svarede at pigens far, som havde guld- og sølvsmedebutikken i Rønne dengang, havde sagt god for ham, og så var de flyttet sammen. “Han gav os også ringene” sagde han, og så viste han mig vielses ringen, der formodentlig ikke har været af i snart 70 år.

Da jeg ikke har nogle fotos af den skønne, gamle mand, får I et her fra stranden i Sandkaas. Her er hver morgen yoga, der afsluttes med en trompetist, der bla. spiller Svantes Lykkelige Dag. Det er lige til selv at blive lykkelig af.

I august er det 20 år siden, at Nils og jeg blev gift, og det kom jeg selvfølgelig til at tænke over efter at have talt med den elskelige, gamle mand. Her må man godt skrive gammel, for når man er næsten 100 år, så er man gammel.

Det har ikke været 20 (21) år helt uden sværdslag og skænderier, men jeg tror heller ikke på, at man kan leve sammen så længe, uden at bølgerne en gang imellem går højt. I hvert fald ikke, når man er os to.

En gang blev jeg så vred, at jeg bare rejste mig op og gik fra den middag, vi var til. Lidt dramaqueen er man vel altid. Jeg nåede dog at køle ned på vejen hjem, da det var en forholdsvis lang cykeltur, og Nils havde nøglen til vores ferielejlighed. Jeg havde så ikke så meget valg andet end at sidde på terrassen under et håndklæde, til han også kom hjem. Det er der ikke meget dramaqueen over, og langsomt ebbede energien ligesom ud af vreden.

Til gengæld kan man jo så tænke lidt over tingene, og det er altid godt. Man tænker ikke altid klart, når man er vred. Heller ikke selvom, man måske er berettiget vred, og mange par når at gøre ting, de fortryder i kampens hede.

Min veninde, der er præst, arbejdede meget længe på at få ændret “NemID – skilsmisserne” fordi hun stod med en mængde ulykkelige mennesker, der ville giftes igen efter de havde ladet sig skille tju bang under et skænderi. Når de så blev ædru og havde kølet af, fortrød de bravt, men så havde de trykket på enter.

Det kræver noget af moderne, travle mennesker at være sammen i længere tid. Noget af begge parter, og der skal sluges kameler engang imellem. Til gengæld, så er lykken over at have hinanden, at blive nyforelskede i hinanden indimellem og at være hinandens livsvidner så meget større, at det klart opvejer alle kamelerne.

Alle de tanker fik den skønne, gamle mand ved busstoppestedet, og hans 70 årige ægteskab sat igang. Nils og jeg kommer aldrig til at blive til 34 efterkommere, som de er blevet til – “mine børn er jo folkepensionister nu, må du huske på” – ja selvfølgelig er de det (!), men vi har fundet en del opskrifter på kameler, så de glider lettere ned, og det er iøvrigt også dødsygt, at sidde under et håndklæde alene på en terrasse.

To trætte Elmarker, der venter på Bornholmerfærgen

50something rocks!

Nå, nu sidder I sikkert alle sammen et eller andet sted i solen med benene oppe og spiser is eller drikker rosévin – og hvor har I godt af det! Sommerferie er bare bedre.

For os, bliver det ikke til så meget udenlands i denne sommerferie, men som I ved, har vi også lige tilbragt en måned i Frankrig, så det gør ikke så meget. Til gengæld, er det en lidt speciel sommerferie for, for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, er der absolut ingen bånd, der binder mig. Jeg har sagt mit job op og har forladt mit nu(da)værende arbejdsplads, og skal på selveste min 57 års fødselsdag starte et helt nyt job. Jeg glæder mig afsindigt.

Men….. og det er det, det skal handle om i dag, det interessante i hele denne sammenhæng er, at ikke på noget tidspunkt i ansættelses processen var min alder et emne.

Det er endnu mere bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg søgte på et opslag, ikke via netværk, blev udvalgt på lige fod med de øvrige ansøgere (jeg var ovenikøbet wildcard), ikke havde nogen relationer til arbejdspladsen (det havde jeg dog, viste det sig senere) og at jeg rent faktisk også skifter en smule spor.

Det eneste tidspunkt, min alder blev nævnt, var da jeg selv bragte det på bane til en af samtalerne hvor jeg sagde, at “skal jeg prøve noget nyt, skal det også være nu”. Men ellers blev der ikke talt alder på noget som helst tidspunkt.

Det er fa…. fedt!

Stort set samtidig med at jeg landede mit nye job, fik en i bekendtskabskredsen også nyt job. Hun er 53, og som med mig, havde alder heller ikke været et issue på noget tidspunkt. En anden nær veninde fik sit første pastorat, på stort set sin 50 års fødselsdag, så der er altså ikke tale om en enlig svale.

Dette skriver jeg ikke alene for at give alle os 50somethings håb og moralsk opbakning til at søge nye veje og udfordringer, jeg skriver det også, fordi jeg tror, at den største barriere for os ligger hos os selv.

Dermed undervurderer jeg ikke den – til tider store- udfordring, der ligger i at slippe igennem nåleøjet og komme til samtale, for jeg er fuldt ud bevidst om, at 56 år ser meget værre ud på skrift, end det gør, når der kommer en ungdommelig person ind af døren med masser af energi, men hvis vi ikke tør at forsøge, fordi vi på forhånd tror, at vi bliver fravalgt, så sker der slet ikke noget.

Vi bliver ikke fravalgt! Og slet ikke under en højkonjunktur.

Til gengæld er der en helt anden problematik, som Line Baun Danielsen har taget fat i i den forgangne uge. Læs hendes blog her Vores samfund/system/lovgivning har ikke forstået endnu, at tiderne har ændret sig, og at 50´erne har fuld fart på.

Når man er 56 kan man eksempelvis ikke tegne en lønsikrings forsikring hos A-Kassen. Det er jo det glade vandvid. Hvis regeringen og samfundet forventer, at vi arbejder til vi er mindst 67, så kan man da ikke fraskrive os retten til at tegne en forsikring, der dækker vores løn i tilfælde af afskedigelse.

Det er aldersdiskrimination. Et ord, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive, men det er det altså, og det skriver jeg ikke som en gammel, sur mokke, men fordi jeg finder det forkert. Enten eller.

Heldigvis er 50somethings ikke længere nogen, der går og gemmer sig, men i tilfælde som ovenfor skal vi også råbe op og i hvert fald støtte LBD, når hun stiller sig i forreste række for at slås for os og vores rettigheder.

Men nu er det heldigvis sommer og bekymringer og barrikader er lagt lidt på badetøjshylden sammen med alle de bøger, man skal nå at læse. Må solen skinne på jer!

Til mig selv som ung student

Når dette skrives, er det dagen før dagen, hvor min søn og en masse andre glade, unge mennesker får kronen på værket – læs huen. Og når dette læses, har de festet i en uge, og er så småt ved at vænne sig til ikke at skulle læse hver dag. Mange års skolegang er hermed ved en af de store milepæle.

Se, nu er jeg jo ikke så dum, at jeg tror, de unge vil høre eller læse, hvilke gode råd sådan en gamling, som jeg vil komme med, og den bedste afskeds tale er også allerede skrevet og fremført af Buz Luhrmann – ”Everybody’s Free (To wear Sunscreen)”, men så kan jeg i det mindste skrive en lille klumme med ting, som jeg ville sige til mig selv, som ung student, hvis jeg havde chancen.

Slap af! Du skal nok nå det, og du behøver ikke at yde 120% hver gang. Ja, du skal gøre dig umage, men livet går ikke under og folk sætter stadig pris på både dig og dit arbejde, selvom du blot arbejder indenfor normale rammer. Det er tilladt af slappe af en gang i mellem også.

Du kan og skal heller ikke være to steder samtidig. Du går ikke glip af noget vigtigt. Der er altid en fest, en tur i byen eller en sjov komsammen, og fordi du står over en enkelt gang eller to, så går du altså ikke glip af alverden.

Nej, du ser ikke så umulig ud, som du selv tror, og nej, du er heller ikke så tyk. Vær glad for dig selv nu som ung og strålende, for tro mig, om 30 år vil du undre dig i den grad over, hvorfor du syntes, du så så håbløs ud.

Ja, dit hjerte vil blive knust, men det heler igen, og det at det blev knust gør, at du kan forstå andre menneskers hjertesorg. Vær til gengæld forsigtig med, hvem du giver dit hjerte til. Du skal være gavmild med din glæde, omsorg, dit humør og venlighed, men vær forsigtig med dit hjerte. Gem det til de få.

Pas på dine nære, gode venner. Venskaber skal plejes og passes, men så varer de også hele livet, og pas på ikke at blive forblændet af de smarte og hurtige. Tro på din intuition, når det kommer til mennesker. Den vil altid vise sig at være rigtig, og tro ikke på andre, når de bedømmer mennesker, som du enten synes eller ikke synes om. Deres mening er ikke vigtig, og de har ikke ret, for de bedømmer ud fra deres udgangspunkt, ikke dit.

Syng og dans. Du tror ikke, du kan synge, fordi det har nogen sagt til dig som barn. Det kan godt være, men så syng i badet, eller når du er alene, for det er sundt. Du kan godt danse, og det skal du blive ved med. Du tror det ikke nu, men en dag vil du blive så glad for, at du dansede hele din barn- og ungdom.

Hold fast i det, du godt kan lide, også selvom andre synes, det er mærkeligt. Man kan ikke gøre alle tilpas, så start med dig selv. Du har alt for meget fokus på, hvad andre tænker, og det skal du se at holde op med. Så læs de bøger, gå til de foredrag, se de film også selvom der ikke er nogen, der vil gøre det sammen med dig. Det er lige meget, og du kommer til at få så mange gode oplevelser, som du vil huske resten af livet.

Tandtråd! Den er værre. Du vil hele dit liv få at vide af tandlægen, at du skal blive bedre til at bruge tandtråd, men du hader det. Gør det alligevel. Ingen er ung hele livet (!) og den med tandtråd, den skal du altså bare lære. Glæd dig til der bliver udviklet nogle små fine børster, så bliver det hele meget lettere.

Stop med at ryge! Lige nu er du cool, og jeg ved godt, at du på et tidspunkt stopper, men gør det allerede nu. Det er dyrt, dumt og virkelig svært at stoppe i en senere alder.

Fremfor alt – nyd nu livet og det skal nok gå alt sammen. Du behøver ikke at haste afsted, og gøre dig så mange bekymringer, fdu skal bare tro på det, og der er også en mand til dig. Faktisk en rigtig god en af slagsen.

Tillykke med huen og rigtig god sommer!

Den vilde bille…. og et anderledes retreat!

Tænk at bo her. Det er en å, der løber for enden af græsplænen og den store runde “tønde” i hjørnet er et såkaldt vildmarksbad med en temperatur på et par og tredive grader.

I denne uge var jeg på såkaldt produktkendskabstur. Det hedder det, når man i turismebranchen skal ud og opleve nogle af de attraktioner ol., som man skal markedsføre. I rejsebranchen hedder det studieture, og var en væsentlig årsag til at mange i sin tid valgte den branche, for det var i hvert fald ikke lønnen.

Men det var også før billige flybilletter, og en eller anden gang skal jeg nok skrive om, da jeg snakkede mig fra at blive rullet i Rio (på italiensk!), dansede barfodet på – ja på – baren på et luksushotel i Østen eller spiste sværdfisk til frokost og aftensmad hver dag i en uge på nogle af disse studieture, men denne gang handler det om noget helt andet.

For nogle år tilbage stødte jeg ind i gammel Spies kollega. Ikke at vi nogensinde arbejdede tæt sammen, men vi kunne instinktivt bare godt lide hinanden, og efter noget der vel ligner 30 år, krydsedes vores veje igen. Han var i mellem tiden gået en helt anden vej og var blevet terapeut og bor nu i Dronningmølle, der hører under mit pastorat i VisitNordsjælland.

Derfor dumpede der for et par uger siden en invitation ind i mailboksen, at jeg var inviteret til “NordicTreat” i hans hjem. Det stod ikke så meget om, hvad der skulle ske, men jeg skulle medbringe en yogamåtte og noget praktisk tøj.

Yoga og silent retreat (sådan læste jeg det fejlagtigt) lød ganske godt, og da det jo er lidt surt at komme tilbage efter en måneds ferie, var jeg i den grad klar til at afprøve nye spændende attraktioner i Nordsjælland. Et hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg ankom og blev præsenteret for dagens øvrige deltagere. Jeg kendte ingen på forhånd, og men det viste sig, at være en fordel.

Nej, det er ikke mig!

Jeg vejer for meget. Det har jeg stort set gjort hele mit liv, men her i 50something er det som om, det er helt håbløst og endnu sværere at tabe sig. Derfor er det lidt et livs vilkår. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan røre mig og dyrke mine former for sport. Jeg synes bare ikke altid, det er lige fedt, at skulle gøre det i selskab med andre, og især ikke sammen med de fikse, unge, små størrelser i et fitness center. Jeg vælger med andre ord mine motionskampe.

Og nu stod jeg her! I solen sammen med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt og blev bedt om at rulle min måtte ud på græsset. Få minutter senere var jeg igang med “Den vilde bille”, der ligesom skulle løsne os lidt op.

Hvis du nu ikke skulle have prøvet en vild bille selv, så går det i al sin enkelthed ud på, at man ligger på ryggen med arme og ben i vejret, og så ryster man alle fire, helst mens man griner højlydt, for så udløses der endorfiner, sagde hun – instruktøren.

Har I nogen som helst anelse om, hvor ucharmerende man kan føle sig, når man ligger der med de blævrende skanker i vejret og forsøger at smile samtidig?

Men her er det så, det interessant skete.

For selvom jeg følte mig fuldstændig til grin og lige skulle overskride en grænse, så skete der et eller andet, som gjorde, at jeg bare gav los. Også da vi skulle lave “Rumble in the Jungle”, der vel nærmest er en form for hippie dans, hvor man ryster alt, der rystes kan (der er meget, når man er 50something), samtidig med at man udstøder forskellige former for lyde. Ja, lyde!

Jeg gav den med andre ord bare gas. Her i solen, en tilfældig torsdag i et selskab jeg aldrig havde mødt før, udførte jeg den vildeste indianer dans, der havde gjort Anisette misundelig, mens jeg gryntede, stønnede og halvt råbte noget i retning af “wrooouuuuiiiii!!!”. Og jeg havde en fest!

En grund til at vi alle gav los var selvfølgelig, at det var en rasende dygtig instruktør, der stille og roligt fik os alle til at følge med i hver vores tempo. Utallige gange fik hun understreget, at der er ingen regler her, og I skal bare følge med, som I har lyst. Det er pokkers vigtigt, især hvis der er tale om en gruppe, hvor folk føler sig usikre. Så fedt er det heller ikke at blive til grin overfor eksempelvis en kollega.

En anden årsag var omgivelserne. Når man befinder sig et så smukt og roligt sted, så kan man ganske enkelt ikke andet, end at spille med og lade sig inspirere. Det er iøvrigt det, der er udgangspunktet for at Lars, som han hedder, nu lukker sit private hjem op for mindre grupper. Han vil gerne dele herlighederne. Seriøst! Det giver selvfølgelig også en rigtig god karma og ånd, der gennemsyrede det hele.

Men jeg er overbevist om, at det også hang sammen med, at vi alle var på udebane, og vi kendte ikke hinanden. Det er unægteligt lettere at give los, når man ikke har noget på spil, end når man skal mødes igen i andre roller og sammenhænge.

Og så havde vi alle accepteret invitationen, og dermed købt ind på ideen. Jeg havde dog nok foretrukket lidt “silent retreat” efter frokost istedet for endnu to timers aktivitet i solen, men det hænger igen lidt sammen med min kompetence som kropsdoven. En kompetence, der er alt for lidt værdsat.

Nå, summasummarum var, at jeg gik hjem med ømme muskler, men med åbent hjerte og stor taknemmelighed over, at jeg fik denne fantastiske oplevelse sammen med netop disse mennesker, og at jeg kastede mig ud i både Den vilde bille og Rumble in the Jungle. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er at komme udenfor comfort zone en gang i mellem. For det er altså der, det sker!

Alt var luksus også frokosten, der blev leveret fra den lokale fiskehandler.

Skulle du nu have fået lyst til selv at booke et NordicTreat til dig og dine venner, så send en besked og jeg formidler kontakten, og nej, man behøver ikke booke “Den vilde bille” . Næste uge har en DJ reserveret til et lille intimt party. …….. Haha -nu er jeg vel næsten professionel influencer eller hvad? ;o)

On the road again…..

Bil set på parkeringsplads forleden dag i Valbonne

Lige nu befinder jeg mig i den kendte by (!) Bad Laer i Midttyskland. Det er ikke fordi, jeg har næret et stort ønske om at opleve denne lille, fine by, der ved første indtryk minder lidt om Helsinge, og har betydet en ekstra tur på små 100 km i alt. Næh, det er snarere fordi, vi er trætte af at køre, og fordi man her kunne få et ganske pænt hotel med swimmingpool og velkommen til Cooper for kr. 699.- inkl. morgenmad og balkon. Jah, jaahh.,,,

Vi er på vej hjem, og efter jeg de senere år ikke har været så glad for at flyve, så er vi blevet ret ferme til at køre rundt i Europa og finde små perler. Ikke mindst i Tyskland, der jo ligesom ligger der midt i det hele, og fylder ret meget. Nogle gange er vi nu taget til Tyskland helt frivilligt og ikke kun på gennemrejse, for her er faktisk ret mange skønne steder – især området omkring Bodensee er vi ret vilde med, og vi oplever noget nyt hver gang.

Som nu f.eks., hvor jeg ligger på solterrassen udenfor poolen med udsigt til byens kirke og lyden af det lokale forboldhold, der spiller hjemmekamp, og det går godt, kan jeg ligesom forstå. Deres trommer og sang er næsten – også kun næsten- på højde med Brøndbys, så der er gang i Bad Laer. Nils er med hunden ude at opleve kurparken, og spise is, og lidt senere skal vi ned og have friske asparges, for vi er helt uforvarende, og meget heldigt, landet midt i asparges markerne. Jeg har aldrig set så mange “pinde” stikke op af jorden og jeg glæder mig vildt til friske asparges i enhver afskygning. Hvilken bonus.

Solterrassen på vores tyske gasthof

Men man skal øve sig lidt. Vi var ikke helt så gode til det i starten, og i vores familie har vi et fast udtryk: “Maks. tre omgange”, og det er altså omgange i en rundkørsel vel at mærke. De der rundkørsler, hvor man ikke lige kan finde ud af, hvor man skal køre fra. Dem er der mange af, især Frankrig.

Der er ikke den store forskel på os og andre ægtepar i den henseende. En gang, hvor vi skulle holde jul i Monaco, og køre afsted i noget, der var tæt på at bæltekøretøjerne blev sat ind, havnede vi en snedrive midt i ingenting, fordi Nils nægtede at høre på mig. Han foretrak GPS damen, der blev ved med at sige “you have now reached your destination” (yeah – right!), og da jeg indigneret spurgte hvorfor, svarede han “hun taler pænere til mig”!

Men det var dengang. Idag er vi blevet rutinerede bilrejsende, og både han og jeg har lært at gøre det rigtigt – han lytter til mig, når jeg er co-driver, og jeg taler sødt og pædagogisk ;o)

Men vi er, som skrevet, på vej hjem. For mit vedkommende efter en hel måned. Det er den længste ferie, jeg har holdt siden folkeskolen, og så har jeg ikke engang været i Nepal og vandre, i en Ashram i Indien eller kørt tværs over USA. Næh, jeg har “bare” passet venindens skønne hus i SydFrankrig.

Og nu skulle man så tro, at der kommer en perlerække af (selv)fede historier om oplevelser i Cannes ol., men nej, det har faktisk været en måned, hvor de små hverdags oplevelser har fyldt mest – og jeg har elsket hvert en minut.

Jo, vi har været i Monaco til Grand Prix, og det var sjovt. Men det var også frastødende, for det var i den grad højsæson for de prostituerede, og vi oplevede dem alle sammen. De to piger, der halsede fra et job til et andet og lige skulle fikse make up’en. Gigoloen med den 80 årige kvinde under armen. De russiske, der ikke liiige havde scoret højt nok, og derfor var på den forkerte side af gitteret (det var vi også) osv. osv.

Men det var undtagelsen, for vi har bare ladet dagene gå og forsøgt at følge med. Det er helt utroligt, som man kan vænne sig til at lave ingenting, og fremfor alt – EN ting af gangen. Det har været den helt store lære af denne måned. At lave EN ting af gangen. Ikke tjekke mobil samtidig med tv-serie. Ikke tænke på arbejdsting i supermarkedet. Det er ganske enkelt ikke muligt, for mit fransk er ikke godt nok til at bestille noget i delikatessen og så tænke på noget andet samtidig.

Og så at glæde sig over, at der altid dukker noget op, man ikke lige havde forudset – som bilen fra ovenstående foto. Vi havde lige spist en vidunderlig middag i den lokale, charmerende by, og så stod bilen lige der, og mindede os om, hvor heldige, vi er.

I forgårs lykkedes det, at ende på det måske bedste overnatningssted i Avignon – hvis man altså er til den slags. Vi blev ganske vist ædt af myg om natten (amatører, der ikke -endnu- er vant til at sove på en flodpram), men at sidde der på Rhone floden og kigge på den mest berømte bro i Avignon, var alle myggestikkene værd.

Vores “hotel” i Avignon. Fabelagtigt!

Og nu skal vi ned og have asparges!

I morgen venter endnu en lang køredag, men det gør ikke noget, for vi har hinanden i den lille bil, og forhåbentlig står huset også. Det er vist mere end man kan sige om flere partier på Borgen. Tænk, hvis jeg havde lavet en oddskupon, hvor jeg havde forudset, at udenrigsministeren røg ud, og min tidligere kollega, og helt nyslåede politiker, ind? Så havde jeg haft råd til endnu en måned. Men det er det med forudsigeligheden igen. Det uforudsigelige er meget sjovere, man skal bare øve sig, og glæde sig over det uventede. -Og så ikke et ord om at livet er som en æske chokolade…

Alle Elmark’er inkl. hund i en Fiat500. “Life is good!”

Tout seul en France….

Det meste af “væggen” med rosévin i mit pt. lokale supermarked

Der er nu gået næsten to uger her i det franske, og jeg begynder så småt at finde en hverdag. Ærligt, det har ikke været helt så let, som jeg troede, det ville være. Af forskellige årsager har jeg været alene godt en uge af tiden, og nej, jeg har ikke trøstet mig i ovenstående supermarkeds afdeling, det har simpelthen været for koldt til rosévin, men hvis ikke vejret havde skiftet nu, så var der nok en reel risiko for lidt små-pimperi om aftenerne.

Huset er skønt, og efter poolmanden har gjort sit, har jeg i dag for første gang været i vandet. Skal vi bare sige, at det var starten på min kommende status som vinterbader. Efter flere uger med overskyet, regn og decideret kolde nætter, så var det en lige lovlig frisk oplevelse. Men man er vel skandinav.

Og netop det, at være skandinav har jeg tænkt en del over de sidste par dage. Jeg blender ikke bare ind her i kvarteret, der er et typisk fransk, bedre borgerskabs parcelhuskvarter. En slags Gentofte ved Rivieraen. Her er masser af familier – der alle sammen har hunde, som gør som sindsyge, når man går forbi deres store hække. Til gengæld hilser alle skolebørnene så pænt på mig. Bonjour, madame! Det er da lidt swung over.

Men når jeg tænke på Juncker´s tekst til Mogens og Karen om nåletræer og sindsyge hunde, så skulle han prøve at komme en tur til et fransk “parcelhus” kvarter. Danmark er en åbenstående have i sammenligning. Her er ikke en hæk under 3 meter, her er gitterporte med pigge, store hunde osv. osv. Men det er jo også et land med tradition for revolution, så man må beskytte sig.

Men Cooper blender ind. Især efter han har været igennem en fransk vask og føn – og han h a d e d e det. Til gengæld ligner han nu alle de andre små hvide hunde, og han er blød som en bamse.

Selvom man er ny vasket, har man stadig respekt for naboens kat. Han skulle gø og skræmme den væk… men nej! Man vil hellere ligge i solen og dufte til blomsterne ;o)

Det får jo en til at tænke lidt over ghettobegrebet. Både det i Danmark, og det på den spanske solkyst, hvor danskerne har klumpet sig sammen i årtier. Når vi er afsted som turister, vil vi helst have en på opleveren sammen med lokalbefolkningen. Vi vil være midlertidige lokale. Men midlertidige er netop kodeordet her, for skal man bo mere permanent et sted, så er det rart, at være tæt ved nogle, som ligner en, har samme referencerammer og interesser – og helt banalt, indkøbsvaner.

Det er der i princippet ikke noget nyt i. Bare kig på det kvarter, du selv bor i. Og så er det i fuldstændig ligegyldigt, om det er indre by eller provinsen. Vi vælger boliger i kvarterer, der passer til os og vores type, og fred være med det. Så længe vi også blander os med resten af samfundet, for det er jo her, den store udfordring ligger.

Nå, det gider jeg ikke bryde min feriehjerne med, for jeg har heldigvis blandet mig både med og i samfundet hernede (EP valg), og har også, trods jeg har puppet lidt i min alenetid, haft nogle nærmest syrede oplevelser.

Først til Cannes Film Festival. Quel cirque! De har også haft udfordringer pga. vejret. Det er lidt svært at være upcoming starlet i diminutiv bikini, når det står ned i stænger på stranden. Det skulle dog ikke afholde de håbefulde, unge damer fra at prøve på at komme med til en af de eftertragtede fester. Pælesidning fik pludselig en helt ny betydning.

Midt i fodgængerovergangen, i regnvejr og festkjoler og skilte med “Tag mig med til fest”.

Hele byen var et stort cirkus -men sjovt. Helt så sjovt var det ikke, at køre til vores konsulat i Nice for at stemme. Man skal jo passe sin borgerpligt. Konsulatet har sædvanligvis kun åbent  10 – 12, men pga. den store interesse for at stemme, var de nødt til at holde åbent lidt længere, og de var ualmindeligt søde og imødekommende, så det var ikke det. Men vores allesammens konsulat bor til leje hos en klinik, hvor almindelige franskmænd kommer for at blive undersøgt for bl.a. brystkræft.

Det betød, at alle os ferierende danskere og en hund, blev sat til at vente i et venteværelse fyldt med bekymrede og nervøse patienter. Helt galt gik det, da vi kom ud fra “konsulatet” – der er et lokale på ca. 9 kvm. Her gik vi bogstaveligt talt ind i en netop mammograferet halvnøgen kvinde, der forsøgte at skjule sine bryster med armen og kiggede forbløffet på os og Cooper.

Jeg har stor forståelse for, at også udenrigstjenesten skal spare…. men arghhh, det må være muligt, at finde penge til en lidt højere husleje.

Nå, vi fik stemt, og kan nu med god samvittighed grine af alle Frank Hvam’s videoreklamer, som jeg synes er geniale.

Og i dag kom solen så, og i eftermiddag lander Nils, og bliver her resten af tiden, ligesom drengene kommer i næste uge. Måske ender det ligefrem med, at jeg begynder at føle mig som den erfarne her i kvarteret – nu kender jeg jo hundefrisøren, og det er da en start, ligesom jeg er begyndt at få et forhold til damen i delikatesse afdelingen. Ja, ja, man bliver nøjsom.

A bientot!

Jean Paul Gaultier til Cannes Film Festival. Nu uden Madonna, men med nederdel.

 

Bonjour!

Det er lørdag morgen, og vi har været tidligt oppe. Tidligere end vi ellers plejer på en lørdag. Vi skulle op for at tage imod poolmanden, der kom for at rense poolen. En helt ny oplevelse, og dem er der flere af for tiden, for vi er flyttet en måned til Frankrig. Vi er Nils, Cooper og jeres udsendte. Drengene har vi ladet være hjemme og passe årsprøver og eksamener.

Måske er det at overdrive lidt, at sige at vi er flyttet, men når der er tale om mere end to ugers ferie, så er det vel ok, at pynte lidt på beskrivelsen, og i og med vi bor i et privat hus og forsøger at blende ind, så kan det vel forsvares.

Huset er min venindes. Hun bor her normalt helt alene, og engang i november, hvor hun kedede sig opstod ideen – “skal vi passe dit hus en måned, så du kan rejse lidt rundt og besøge dine døtre?”  Langsomt faldt det hele på plads til denne måned, hvor der alligevel er så mange helligdage, at det kunne lade sig gøre at tage fri. Men, det er altså ikke kun for hendes skyld, vi er her, som I nok har regnet ud.

Vi er trætte. Jeg er i hvert fald. Nils ikke helt så meget, han kører på et eller andet duracel batteri, men jeg er træt. Jeg er sluppet befriende let igennem overgangsalderen. Jeg har ikke engang været f**cking hot, men jeg har været træt og, vil min mand vil sikkert hævde, lettere hysterisk.

Samtidig er jeg for første gang alvorligt begyndt at tænke over, at nu er der ikke uendelig dage sammen mere, og derfor skal vi bruge dem, der er tilbage med omhu. Hold nu op, vil nogen sige, der er masser af dage tilbage, og ja, det er også rigtigt, men mens andre i min omgangskreds taler og tænker over pensions planer, så tænker jeg altså over, hvordan vi får de bedste oplevelser, mens vi stadig kan.

Nils har arbejdet rigtig hårdt de senere år. Det har alle vel, det ved jeg godt, men han fandt altså på at starte helt forfra som 59 årig. Forfra i London vel at mærke, og han skulle bygge en helt ny forretning op fra bunden. Nye konsulent ydelser og dermed også helt nye kunder. Det er hårdt arbejde.

Det er lykkedes for ham, og jeg er pavestolt og synes, han er sådan en inspirationskilde, men det har også betydet, at han har været rigtig meget væk, og uden at pive, så kan to teenagesønner og et fuld tids arbejde også trække tænder ud engang imellem.

Nå, det var ikke det, det skulle handle om, og så alligevel, for det er jo en af årsagerne til, at vi sidder her i kulden (her er vitterlig hunde koldt) og kigger på en poolmand med en stang.

For jeg satte foden ned (hedder det sådan på dansk?) og sagde, at nu ville jeg have os-to tid, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være i Frankrig. Taget Nils’ fravær de sidste mange år i betragtning, så var det lidt svært for ham at sige imod, så i søndags pakkede vi vores Fiat500 med en forbløffet hund, og hvad der kunne være af bagage, der kan være forbavsende meget, og kørte sydpå.

Jeg overdriver ikke, og igår måtte jeg købe et tørklæde for ikke at fryse.

Først skulle Nils imidlertid lige til London, så han tog den med autotog og Fiat til Nice for at stige direkte på et fly til London og jeg havde så et par dage med veninden, men nu er vi forenet og begynder så småt at føle os hjemme i denne franske udgave af et parcelhuskvarter.

Det bemærkelsesværdige er, at det – i hvert fald ikke endnu – føles så anderledes. Nu har jeg jo været i huset før, og det gør noget, men jeg har ikke boet her, om man så må sige.

Noget skyldes selvfølgelig den teknologiske tidsalder, som vi lever i. Ind med cromecast i tv, og vupti, så har vi dansk tv blæst ud i den franske stue. Det lukkede vi nu hurtigt ned for, det er en virkelig bizar valgkamp denne gang, men i princippet har vi i modsat til tidligere en stor del af vores hverdag med, når vi rejser. Facebook, Spotify, Game of Thrones og altså også danske tv-kanaler.

Vores aldersgruppe kan huske når vi rejste ud, og det nærmest var et under, når man så en dansk, flere dage gammel avis i en kiosk og som rejseleder var jeg med til at hænge nyheder fra telex’en op til gæsterne på hotellet. Til yngre læsere… google it! ;o)

Så, så længe vi bliver her i huset, er det faktisk kun poolen, der for alvor er anderledes. Heldigvis sker der så noget, når vi bevæger os ud i verden omkring os. Så kommer oplevelserne. Bare det, at købe ind og vælge hvilken ud af 200 forskellige rosé vine, man skal købe, det kan være noget af en oplevelse.

I eftermiddag har vi tænkt os at køre ned til hurlumhejet – også kaldet filmfestival – i Cannes, og i går var vi i Valbonne og faldt i turistfælden og købte, viste det sig, en lille bitte smule, tomat pesto for 10 euro. Men så var den også rørt med omhu. Håber jeg.

Men vi er sammen, og vi lever og deler oplevelser, der ikke drukner i vasketøj, maling af terrasse, retssager og alle de hverdagsting, der har en tendens til at blive irriterende. Her bliver de til oplevelser, fordi det er i nye omgivelser og fordi der er tid. Folk, der har sommerhus forstår sikkert, hvad jeg mener, for “det andet liv” er anderledes, også selvom det måske er de samme ting. Her skal også vaskes tøj og købes ind, men det bliver bare på en eller anden måde hyggeligere, når man ikke skal nå det til bestemt tid. Og det er her fælden er, og den vi alle falder i.

Vi haster afsted, og så bliver livet, lettere omskrevet fra John Lennon, noget, der sker for os, mens vi er på vej til målet. Hvilket mål?  Vi skal passe rigtig godt på. Både på os selv og hinanden, men også på den dyrebare tid, vi er blevet givet, og ting kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at bo en måned i Frankrig, eller cykle rundt i to uger på Bornholm, hvis det nu er det, der gør en glad. Det handler ikke om at have penge nok, eller venner, der har huse, de vil leje ud. Det handler om at beslutte sig for at gøre noget, og så gøre det! Og ærligt, beslutningen er / var det sværeste.

Men nu er vi her,… nærmest lykkelige, selvom det regner og pingvinerne spille ishockey i poolen (der nu er ren).

A bientot!

Alle kæmper – også den såkaldt kreative klasse.

I 1910 strejkede tusindvis af kvindelige løsarbejdere, de såkaldte”Chain-makers”, for bedre arbejdsforhold, løn og ikke mindst fastansættelse. Det resulterede i verdens første fagforening for kvinder.

I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.

Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.

Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.

Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.

Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.

Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?

Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.

Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.

Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.

Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.

Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.

Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.

Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.

Vi skal ikke gå baglæns!

Den 08. maj 2019 Los Angeles. Uber chauffører strejkede og slog app’en fra. Årsag… fuldstændig samme, som The Chain Makers i 1910

Påske…. lidelse og genopstandelse!

Ærligt, det var ikke det, jeg primært havde i tankerne, da vi gik på påskeferie i år. Faktisk har jeg gået hele ugen og glædet mig over vejret, og var egentlig på vej til at skrive en blog om alder og de fire årstider, og noget om at sætte terrasse i stand, men så greb lidelsen forstyrrende ind.

Jeg har det vel som de fleste danskere. Jeg er kristen til husbehov. Opdraget i og med de kristne værdier, og holder af kirken som samlingssted og et rum, der omfavner de store begivenheder i livet, og giver plads til fordybelse, eftertænksomhed og ikke mindst……. næstekærlighed.

Samtidig er jeg velsignet (!) ved at have en veninde, der er præst og selv at være blevet konfirmeret af en dengang meget progressiv præst, så jeg har også været så priviligeret at være tæt på kirken på andre måder, og jeg har meget, meget stor respekt for det sociale arbejde, som præster udfører. Eksempelvis i forbindelse med sorg og udstødelse. Præster har altid plads til alle. Så rummelige er vi andre ikke altid, må vi nok være ærlige at indrømme.

Men… jeg er stadig, som vi er flest, og derfor er det også julen, som står for mig som den største højtid, hvilket jo i virkeligheden er forkert. Påsken er kristendommens største højtid – og jødernes med for den sags skyld. Den kristne højtid er bygget ovenpå jødernes ditto, hvor de fejrer flugten fra Ægypten.

I påsken sørger vi først over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig.

Heldigvis er vores store lidelser i andedammen idag begrænsede. Ser vi bort fra sygdom, død og manglende penge, så er vi i forhold til så mange andre lande pænt forskånede – for at man ikke kom ind på sit drømmestudie tæller ikke her.

Men i denne påske blev en dansk familie sammen med et utal af andre familier ekstra hårdt ramt af lidelsen. At miste tre børn – formodentlig se dem blive sprængt i luften, er så hård en skæbne, at vi alle bliver ramt og føler med dem.

Jeg føler også med de øvrige ramte familier og jeg føler med Sri Lanka generelt, som lige efter lang borgerkrig og en tsunami var kommet nogenlunde tilbage på sporet. Et land, hvor man iøvrigt indtil videre har kunne leve uden de store religions krige.

Det betyder ikke, at jeg ikke også føler med de familier, der blev ramt ved moskeskydningen i New Zealand, men her var der tale om en enkelt gal mands værk. Det er der ikke her. Her er tale om endnu et koordineret helvedes angreb, hvor man slår flere fluer med et smæk – for det er både de kristne og jødernes helligste højtid, og så fik man også lige alle vesterlændingene på hotellerne med i købet. Til hvilken nytte?

Dette er et farligt emne, at skrive om. Religion, politik og terror. Sprængfarligt, bogstaveligt talt, og fordømmer man det ene, skal man huske også at fordømme det andet og “what-about?”

Men jeg er, som mange af jer formodentlig, meget påvirket af bombeangrebet, og det fik mig til at reflektere over påsken, lidelsen og genopstandelsen, og hvor skrøbelige, vi er.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer over tabet af tre børn og sine søskende. Den lidelse må være så ufattelig. Jeg ved heller ikke, om de kan genopstå på et tidspunkt, og finde glæden ved livet igen. Jeg håber det så meget, ligesom jeg håber for alle de andre ramte familier, at de kan finde ro i sjælen og glæde igen.

Og os andre….. ja, vi skal huske at være taknemmelige og leve vores liv, for  det bedste våben er:

KEEP ON ROCKIN’
IN THE FREE WORLD!!