Påske…. lidelse og genopstandelse!

Ærligt, det var ikke det, jeg primært havde i tankerne, da vi gik på påskeferie i år. Faktisk har jeg gået hele ugen og glædet mig over vejret, og var egentlig på vej til at skrive en blog om alder og de fire årstider, og noget om at sætte terrasse i stand, men så greb lidelsen forstyrrende ind.

Jeg har det vel som de fleste danskere. Jeg er kristen til husbehov. Opdraget i og med de kristne værdier, og holder af kirken som samlingssted og et rum, der omfavner de store begivenheder i livet, og giver plads til fordybelse, eftertænksomhed og ikke mindst……. næstekærlighed.

Samtidig er jeg velsignet (!) ved at have en veninde, der er præst og selv at være blevet konfirmeret af en dengang meget progressiv præst, så jeg har også været så priviligeret at være tæt på kirken på andre måder, og jeg har meget, meget stor respekt for det sociale arbejde, som præster udfører. Eksempelvis i forbindelse med sorg og udstødelse. Præster har altid plads til alle. Så rummelige er vi andre ikke altid, må vi nok være ærlige at indrømme.

Men… jeg er stadig, som vi er flest, og derfor er det også julen, som står for mig som den største højtid, hvilket jo i virkeligheden er forkert. Påsken er kristendommens største højtid – og jødernes med for den sags skyld. Den kristne højtid er bygget ovenpå jødernes ditto, hvor de fejrer flugten fra Ægypten.

I påsken sørger vi først over lidelsen, som Jesus påtog sig på vores vegne, og så fejrer vi genopstandelsen. Lettere omskrevet, at selv efter den værste lidelse, kan man rejse sig.

Heldigvis er vores store lidelser i andedammen idag begrænsede. Ser vi bort fra sygdom, død og manglende penge, så er vi i forhold til så mange andre lande pænt forskånede – for at man ikke kom ind på sit drømmestudie tæller ikke her.

Men i denne påske blev en dansk familie sammen med et utal af andre familier ekstra hårdt ramt af lidelsen. At miste tre børn – formodentlig se dem blive sprængt i luften, er så hård en skæbne, at vi alle bliver ramt og føler med dem.

Jeg føler også med de øvrige ramte familier og jeg føler med Sri Lanka generelt, som lige efter lang borgerkrig og en tsunami var kommet nogenlunde tilbage på sporet. Et land, hvor man iøvrigt indtil videre har kunne leve uden de store religions krige.

Det betyder ikke, at jeg ikke også føler med de familier, der blev ramt ved moskeskydningen i New Zealand, men her var der tale om en enkelt gal mands værk. Det er der ikke her. Her er tale om endnu et koordineret helvedes angreb, hvor man slår flere fluer med et smæk – for det er både de kristne og jødernes helligste højtid, og så fik man også lige alle vesterlændingene på hotellerne med i købet. Til hvilken nytte?

Dette er et farligt emne, at skrive om. Religion, politik og terror. Sprængfarligt, bogstaveligt talt, og fordømmer man det ene, skal man huske også at fordømme det andet og “what-about?”

Men jeg er, som mange af jer formodentlig, meget påvirket af bombeangrebet, og det fik mig til at reflektere over påsken, lidelsen og genopstandelsen, og hvor skrøbelige, vi er.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer over tabet af tre børn og sine søskende. Den lidelse må være så ufattelig. Jeg ved heller ikke, om de kan genopstå på et tidspunkt, og finde glæden ved livet igen. Jeg håber det så meget, ligesom jeg håber for alle de andre ramte familier, at de kan finde ro i sjælen og glæde igen.

Og os andre….. ja, vi skal huske at være taknemmelige og leve vores liv, for  det bedste våben er:

KEEP ON ROCKIN’
IN THE FREE WORLD!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.