I denne uge var jeg på såkaldt produktkendskabstur. Det hedder det, når man i turismebranchen skal ud og opleve nogle af de attraktioner ol., som man skal markedsføre. I rejsebranchen hedder det studieture, og var en væsentlig årsag til at mange i sin tid valgte den branche, for det var i hvert fald ikke lønnen.
Men det var også før billige flybilletter, og en eller anden gang skal jeg nok skrive om, da jeg snakkede mig fra at blive rullet i Rio (på italiensk!), dansede barfodet på – ja på – baren på et luksushotel i Østen eller spiste sværdfisk til frokost og aftensmad hver dag i en uge på nogle af disse studieture, men denne gang handler det om noget helt andet.
For nogle år tilbage stødte jeg ind i gammel Spies kollega. Ikke at vi nogensinde arbejdede tæt sammen, men vi kunne instinktivt bare godt lide hinanden, og efter noget der vel ligner 30 år, krydsedes vores veje igen. Han var i mellem tiden gået en helt anden vej og var blevet terapeut og bor nu i Dronningmølle, der hører under mit pastorat i VisitNordsjælland.
Derfor dumpede der for et par uger siden en invitation ind i mailboksen, at jeg var inviteret til “NordicTreat” i hans hjem. Det stod ikke så meget om, hvad der skulle ske, men jeg skulle medbringe en yogamåtte og noget praktisk tøj.
Yoga og silent retreat (sådan læste jeg det fejlagtigt) lød ganske godt, og da det jo er lidt surt at komme tilbage efter en måneds ferie, var jeg i den grad klar til at afprøve nye spændende attraktioner i Nordsjælland. Et hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg ankom og blev præsenteret for dagens øvrige deltagere. Jeg kendte ingen på forhånd, og men det viste sig, at være en fordel.
Jeg vejer for meget. Det har jeg stort set gjort hele mit liv, men her i 50something er det som om, det er helt håbløst og endnu sværere at tabe sig. Derfor er det lidt et livs vilkår. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan røre mig og dyrke mine former for sport. Jeg synes bare ikke altid, det er lige fedt, at skulle gøre det i selskab med andre, og især ikke sammen med de fikse, unge, små størrelser i et fitness center. Jeg vælger med andre ord mine motionskampe.
Og nu stod jeg her! I solen sammen med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt og blev bedt om at rulle min måtte ud på græsset. Få minutter senere var jeg igang med “Den vilde bille”, der ligesom skulle løsne os lidt op.
Hvis du nu ikke skulle have prøvet en vild bille selv, så går det i al sin enkelthed ud på, at man ligger på ryggen med arme og ben i vejret, og så ryster man alle fire, helst mens man griner højlydt, for så udløses der endorfiner, sagde hun – instruktøren.
Har I nogen som helst anelse om, hvor ucharmerende man kan føle sig, når man ligger der med de blævrende skanker i vejret og forsøger at smile samtidig?
Men her er det så, det interessant skete.
For selvom jeg følte mig fuldstændig til grin og lige skulle overskride en grænse, så skete der et eller andet, som gjorde, at jeg bare gav los. Også da vi skulle lave “Rumble in the Jungle”, der vel nærmest er en form for hippie dans, hvor man ryster alt, der rystes kan (der er meget, når man er 50something), samtidig med at man udstøder forskellige former for lyde. Ja, lyde!
Jeg gav den med andre ord bare gas. Her i solen, en tilfældig torsdag i et selskab jeg aldrig havde mødt før, udførte jeg den vildeste indianer dans, der havde gjort Anisette misundelig, mens jeg gryntede, stønnede og halvt råbte noget i retning af “wrooouuuuiiiii!!!”. Og jeg havde en fest!
En grund til at vi alle gav los var selvfølgelig, at det var en rasende dygtig instruktør, der stille og roligt fik os alle til at følge med i hver vores tempo. Utallige gange fik hun understreget, at der er ingen regler her, og I skal bare følge med, som I har lyst. Det er pokkers vigtigt, især hvis der er tale om en gruppe, hvor folk føler sig usikre. Så fedt er det heller ikke at blive til grin overfor eksempelvis en kollega.
En anden årsag var omgivelserne. Når man befinder sig et så smukt og roligt sted, så kan man ganske enkelt ikke andet, end at spille med og lade sig inspirere. Det er iøvrigt det, der er udgangspunktet for at Lars, som han hedder, nu lukker sit private hjem op for mindre grupper. Han vil gerne dele herlighederne. Seriøst! Det giver selvfølgelig også en rigtig god karma og ånd, der gennemsyrede det hele.
Men jeg er overbevist om, at det også hang sammen med, at vi alle var på udebane, og vi kendte ikke hinanden. Det er unægteligt lettere at give los, når man ikke har noget på spil, end når man skal mødes igen i andre roller og sammenhænge.
Og så havde vi alle accepteret invitationen, og dermed købt ind på ideen. Jeg havde dog nok foretrukket lidt “silent retreat” efter frokost istedet for endnu to timers aktivitet i solen, men det hænger igen lidt sammen med min kompetence som kropsdoven. En kompetence, der er alt for lidt værdsat.
Nå, summasummarum var, at jeg gik hjem med ømme muskler, men med åbent hjerte og stor taknemmelighed over, at jeg fik denne fantastiske oplevelse sammen med netop disse mennesker, og at jeg kastede mig ud i både Den vilde bille og Rumble in the Jungle. Endnu en bekræftelse på, hvor vigtigt det er at komme udenfor comfort zone en gang i mellem. For det er altså der, det sker!
Skulle du nu have fået lyst til selv at booke et NordicTreat til dig og dine venner, så send en besked og jeg formidler kontakten, og nej, man behøver ikke booke “Den vilde bille” . Næste uge har en DJ reserveret til et lille intimt party. …….. Haha -nu er jeg vel næsten professionel influencer eller hvad? ;o)