Nå, nu sidder I sikkert alle sammen et eller andet sted i solen med benene oppe og spiser is eller drikker rosévin – og hvor har I godt af det! Sommerferie er bare bedre.
For os, bliver det ikke til så meget udenlands i denne sommerferie, men som I ved, har vi også lige tilbragt en måned i Frankrig, så det gør ikke så meget. Til gengæld, er det en lidt speciel sommerferie for, for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, er der absolut ingen bånd, der binder mig. Jeg har sagt mit job op og har forladt mit nu(da)værende arbejdsplads, og skal på selveste min 57 års fødselsdag starte et helt nyt job. Jeg glæder mig afsindigt.
Men….. og det er det, det skal handle om i dag, det interessante i hele denne sammenhæng er, at ikke på noget tidspunkt i ansættelses processen var min alder et emne.
Det er endnu mere bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg søgte på et opslag, ikke via netværk, blev udvalgt på lige fod med de øvrige ansøgere (jeg var ovenikøbet wildcard), ikke havde nogen relationer til arbejdspladsen (det havde jeg dog, viste det sig senere) og at jeg rent faktisk også skifter en smule spor.
Det eneste tidspunkt, min alder blev nævnt, var da jeg selv bragte det på bane til en af samtalerne hvor jeg sagde, at “skal jeg prøve noget nyt, skal det også være nu”. Men ellers blev der ikke talt alder på noget som helst tidspunkt.
Det er fa…. fedt!
Stort set samtidig med at jeg landede mit nye job, fik en i bekendtskabskredsen også nyt job. Hun er 53, og som med mig, havde alder heller ikke været et issue på noget tidspunkt. En anden nær veninde fik sit første pastorat, på stort set sin 50 års fødselsdag, så der er altså ikke tale om en enlig svale.
Dette skriver jeg ikke alene for at give alle os 50somethings håb og moralsk opbakning til at søge nye veje og udfordringer, jeg skriver det også, fordi jeg tror, at den største barriere for os ligger hos os selv.
Dermed undervurderer jeg ikke den – til tider store- udfordring, der ligger i at slippe igennem nåleøjet og komme til samtale, for jeg er fuldt ud bevidst om, at 56 år ser meget værre ud på skrift, end det gør, når der kommer en ungdommelig person ind af døren med masser af energi, men hvis vi ikke tør at forsøge, fordi vi på forhånd tror, at vi bliver fravalgt, så sker der slet ikke noget.
Vi bliver ikke fravalgt! Og slet ikke under en højkonjunktur.
Til gengæld er der en helt anden problematik, som Line Baun Danielsen har taget fat i i den forgangne uge. Læs hendes blog her Vores samfund/system/lovgivning har ikke forstået endnu, at tiderne har ændret sig, og at 50´erne har fuld fart på.
Når man er 56 kan man eksempelvis ikke tegne en lønsikrings forsikring hos A-Kassen. Det er jo det glade vandvid. Hvis regeringen og samfundet forventer, at vi arbejder til vi er mindst 67, så kan man da ikke fraskrive os retten til at tegne en forsikring, der dækker vores løn i tilfælde af afskedigelse.
Det er aldersdiskrimination. Et ord, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive, men det er det altså, og det skriver jeg ikke som en gammel, sur mokke, men fordi jeg finder det forkert. Enten eller.
Heldigvis er 50somethings ikke længere nogen, der går og gemmer sig, men i tilfælde som ovenfor skal vi også råbe op og i hvert fald støtte LBD, når hun stiller sig i forreste række for at slås for os og vores rettigheder.
Men nu er det heldigvis sommer og bekymringer og barrikader er lagt lidt på badetøjshylden sammen med alle de bøger, man skal nå at læse. Må solen skinne på jer!