I denne uge talte jeg med en gammel kollega. Han er et super kreativt menneske, og vi har altid arbejdet fantastisk godt sammen. Faktisk savner jeg ham lidt, men nu trængte han til at tale, kunne jeg mærke, så jeg tog mig tid.
Han er alenefar efter moderen til hans barn døde for nogle år siden. Hun fik en hjernetumor og skiftede først personlighed, så døde hun. Nu var hans mor (og back up) blevet indlagt med kræft, og så gik det heller ikke lige så godt med ordrene.
Han er, som mange andre kreative, jeg kender, selvstændig, freelance, daglejer eller hvad vi nu skal kalde dem. Prekariatet eller måske mere hipt, han er en del af The Gig Economy.
Det vil sige, at han hele tiden skal ud og finde jobs, ordrer eller projektansættelser. Alle sammen uden nogen form for sikkerhedsnet, pension, barsel, ferier med løn eller opsigelsesvarsler.
Senere på ugen sad jeg så i selskab med to andre kreative mennesker. De nærmer sig noget, der ligner pensionsalder, men var nødt til at fortsætte også selvom, der blev længere og længere mellem jobbene, og som hun selv sagde: “Vi er jo i princippet løsarbejdere”.
Dem har vi flere og flere af, men det virker som om, at vores politikere slet ikke har opdaget det, og der er ellers valgkamp. Vi har nogle der taler de svage og arbejdernes sag. Vi har ældresagen, og vi har fagforeninger, men hvornår kommer prekariatets talerør?
Engang var man freelance, fordi man valgte det selv. Det var cool at kunne bestemme over sin egen arbejdstid, og man behøvede ikke at forholde til internt firmafnidder og så kunne man give den gas som ung, oftest med en god løn.
Sådan er det ikke i dag. I dag er mange freelance fordi, det er i virksomhedernes interesse at projektansætte folk eller at hyre dem ind til enkelte opgaver. Så slipper selskabet for en masse udgifter og iøvrigt også en masse unødig arbejdskamp. Visse virksomheder er gået så vidt, at de får unge til at arbejde gratis, og ligefrem blive tatoveret med selskabets navn, eller få rap i røven, fordi det er attraktivt og nærmest umuligt, at få job i den kreative, “hippe” verden. Og så ikke et ord om, at samme selskab fik betydelige offentlige tilskud samtidig. Rap i røven for skatteborgernes penge. Nå, det er heldigvis stoppet.
Jeg har ikke tal på hvor mange unge kommunikations folk, jeg har mødt, der arbejdede gratis for bare få foden indenfor. Journalister – hvor mange fastansatte journalister har vi efterhånden tilbage? Det er iøvrigt rigtig skidt, for vi har brug for seriøse, neutrale journalister, der ikke bare skal sælge en artikel til højestbydende for at kunne betale husleje.
Og hvad skal vi med grafikere, når vi kan lave det meste selv i en VistaPrint? Så kan vi altid bare lige kalde en ind, når vi skal have det finpudset. Sat lidt på spidsen, men ikke desto mindre rigtigt.
Alle disse mennesker kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen – det gør vi alle, men der er bare ikke særligt meget fokus her, for det er jo den (fede) kreative klasse, og de har jo alle de sjove jobs. Ja, sådan var det, men det er det ikke længere, og freelancere er den hurtigst voksende gruppe af arbejdere, og det er altså ikke kun den kreative klasse – tænk bare på Uber.
Jeg ønsker mig, at nogen får lidt mere øje for, at lige nu er vi ved at opbygge en helt ny gruppe af løsarbejdere, som -på trods af nye, forbedrede regler – ikke passer ind i nogen A-kasse eller fagforening, og som, om ikke hutler sig igennem, så noget, der i mange tilfælde ligner, og som er en alles kamp mod alle. Står lidt i kontrast til SAS piloterne ikke? Iøvrigt også i kontrast til hvad folks generelle opfattelse af den kreative klasse er, hvor man ofte kun hører om toppen af isbjerget og hvor DI og andre hele tiden italesætter mangel på højt specialiseret arbejdskraft.
Nå, der er heldigvis også goder ved freelancelivet og måske er det bare den vej verden går. Det er også ok med mig, bare vi ikke taber en hel gruppe mennesker på gulvet, og forringer vores arbejdsmarkedregler, fordi vi sover i timer og kun har fokus på industrisamfundets arbejdsmåder og grupper.
Vi skal ikke gå baglæns!