Lige nu befinder jeg mig i den kendte by (!) Bad Laer i Midttyskland. Det er ikke fordi, jeg har næret et stort ønske om at opleve denne lille, fine by, der ved første indtryk minder lidt om Helsinge, og har betydet en ekstra tur på små 100 km i alt. Næh, det er snarere fordi, vi er trætte af at køre, og fordi man her kunne få et ganske pænt hotel med swimmingpool og velkommen til Cooper for kr. 699.- inkl. morgenmad og balkon. Jah, jaahh.,,,
Vi er på vej hjem, og efter jeg de senere år ikke har været så glad for at flyve, så er vi blevet ret ferme til at køre rundt i Europa og finde små perler. Ikke mindst i Tyskland, der jo ligesom ligger der midt i det hele, og fylder ret meget. Nogle gange er vi nu taget til Tyskland helt frivilligt og ikke kun på gennemrejse, for her er faktisk ret mange skønne steder – især området omkring Bodensee er vi ret vilde med, og vi oplever noget nyt hver gang.
Som nu f.eks., hvor jeg ligger på solterrassen udenfor poolen med udsigt til byens kirke og lyden af det lokale forboldhold, der spiller hjemmekamp, og det går godt, kan jeg ligesom forstå. Deres trommer og sang er næsten – også kun næsten- på højde med Brøndbys, så der er gang i Bad Laer. Nils er med hunden ude at opleve kurparken, og spise is, og lidt senere skal vi ned og have friske asparges, for vi er helt uforvarende, og meget heldigt, landet midt i asparges markerne. Jeg har aldrig set så mange “pinde” stikke op af jorden og jeg glæder mig vildt til friske asparges i enhver afskygning. Hvilken bonus.
Men man skal øve sig lidt. Vi var ikke helt så gode til det i starten, og i vores familie har vi et fast udtryk: “Maks. tre omgange”, og det er altså omgange i en rundkørsel vel at mærke. De der rundkørsler, hvor man ikke lige kan finde ud af, hvor man skal køre fra. Dem er der mange af, især Frankrig.
Der er ikke den store forskel på os og andre ægtepar i den henseende. En gang, hvor vi skulle holde jul i Monaco, og køre afsted i noget, der var tæt på at bæltekøretøjerne blev sat ind, havnede vi en snedrive midt i ingenting, fordi Nils nægtede at høre på mig. Han foretrak GPS damen, der blev ved med at sige “you have now reached your destination” (yeah – right!), og da jeg indigneret spurgte hvorfor, svarede han “hun taler pænere til mig”!
Men det var dengang. Idag er vi blevet rutinerede bilrejsende, og både han og jeg har lært at gøre det rigtigt – han lytter til mig, når jeg er co-driver, og jeg taler sødt og pædagogisk ;o)
Men vi er, som skrevet, på vej hjem. For mit vedkommende efter en hel måned. Det er den længste ferie, jeg har holdt siden folkeskolen, og så har jeg ikke engang været i Nepal og vandre, i en Ashram i Indien eller kørt tværs over USA. Næh, jeg har “bare” passet venindens skønne hus i SydFrankrig.
Og nu skulle man så tro, at der kommer en perlerække af (selv)fede historier om oplevelser i Cannes ol., men nej, det har faktisk været en måned, hvor de små hverdags oplevelser har fyldt mest – og jeg har elsket hvert en minut.
Jo, vi har været i Monaco til Grand Prix, og det var sjovt. Men det var også frastødende, for det var i den grad højsæson for de prostituerede, og vi oplevede dem alle sammen. De to piger, der halsede fra et job til et andet og lige skulle fikse make up’en. Gigoloen med den 80 årige kvinde under armen. De russiske, der ikke liiige havde scoret højt nok, og derfor var på den forkerte side af gitteret (det var vi også) osv. osv.
Men det var undtagelsen, for vi har bare ladet dagene gå og forsøgt at følge med. Det er helt utroligt, som man kan vænne sig til at lave ingenting, og fremfor alt – EN ting af gangen. Det har været den helt store lære af denne måned. At lave EN ting af gangen. Ikke tjekke mobil samtidig med tv-serie. Ikke tænke på arbejdsting i supermarkedet. Det er ganske enkelt ikke muligt, for mit fransk er ikke godt nok til at bestille noget i delikatessen og så tænke på noget andet samtidig.
Og så at glæde sig over, at der altid dukker noget op, man ikke lige havde forudset – som bilen fra ovenstående foto. Vi havde lige spist en vidunderlig middag i den lokale, charmerende by, og så stod bilen lige der, og mindede os om, hvor heldige, vi er.
I forgårs lykkedes det, at ende på det måske bedste overnatningssted i Avignon – hvis man altså er til den slags. Vi blev ganske vist ædt af myg om natten (amatører, der ikke -endnu- er vant til at sove på en flodpram), men at sidde der på Rhone floden og kigge på den mest berømte bro i Avignon, var alle myggestikkene værd.
Og nu skal vi ned og have asparges!
I morgen venter endnu en lang køredag, men det gør ikke noget, for vi har hinanden i den lille bil, og forhåbentlig står huset også. Det er vist mere end man kan sige om flere partier på Borgen. Tænk, hvis jeg havde lavet en oddskupon, hvor jeg havde forudset, at udenrigsministeren røg ud, og min tidligere kollega, og helt nyslåede politiker, ind? Så havde jeg haft råd til endnu en måned. Men det er det med forudsigeligheden igen. Det uforudsigelige er meget sjovere, man skal bare øve sig, og glæde sig over det uventede. -Og så ikke et ord om at livet er som en æske chokolade…
