I’m too old for this sh..!

-Og denne gang mener jeg det faktisk.

Sådan vil jeg meget hellere tilbringe en søndag!

Kender I ikke det, at alting var større, mindre, hurtige eller lignende, da man var yngre eller barn? Klassiskeren er den med at komme ind i ens gamle klasseværelse for første gang, siden man gik ud, og så gå helt i svime over, hvor små stolene er. Dengang var det verdens største rum, og man kunne knap nå gulvet med fødderne.

Stones mente, at de ville være tudsegamle og måske døde, når de blev 35 (yeah right!), Selv syntes man, at ens forældre var noget nær oldinge, da man var teenager, og tanken om at de måske havde et aktivt sexliv, var nok det væmmeligste, man overholdet kunne komme til at tænke på.

“For de unge på fyrre” hed nogle vinylplader, som mine forældre dansede til, når de holdt fester i halvfjerdserne. Det var ikke Slade eller Sweet, men de havde en fest.

Og jeg kom netop til at tænke på mine forældre i går. Jeg slog græs!

Skal det nu være noget? Ja, hvis man har set vores græsplæne, så er det. Det tog mig over to timer i en blanding af cross fit, pilates og almindelig gymnastik og sveden haglede af mig. Nu var det måske heller ikke særlig begavet, at gå igang og slå den mellem 12 og 14.30 på en dag med høj sol og 26 gr., men nu var det altså det, der passede, og ja, det tog over 2 timer.

Men mens jeg gik der og svedte, kom jeg til at tænke på mine forældre og deres græsplæne i vores sommerhus. Min far var perfektionist med græsplænen. Hvert græsstrå stod snorlige, og der var ikke en eneste kløver. Nogle gange tror jeg ligefrem, han klippede den med en neglesaks.

Han brugte den også som træt-af-sovende-teenagere middel, for han slog den konsekvent lørdag morgen og gerne lige uden for mit vindue. Det var umuligt at sove videre.

Min far var syg stort set hele mit liv, og han døde i 1987 som 70 årig, og vi er i familien ret sikre på, at han holdt længere, fordi han altid puklede i vores have. Det er nemlig cross fit!

Da han døde, blev min mor gråhåret på en uge, og til bisættelsen lignede hun en meget gammel dame. Hun var 63.

I har set det før, men jeg elsker dette foto af min mor til sin første fodboldkamp, VM96. Ulastelig i rød og hvid og med håndtasken hevet på scenen under optakts arrangement. Super sej som 72 årig!

Heldigvis havde vi hende 17 år mere, og hun livede også op igen, bare se ovenfor, men her er det så det med relativiteten spiller ind. I min verden skulle vores sommerhus og have jo være ligesom den altid havde været. Det var jo min barndoms have. Ikke at jeg var der særlig ofte, men når jeg var, så skulle det helst være, og se ud, som det altid havde gjort.

Det samme med julefrokosterne hos mor. Hvis ikke, det var som det plejede, så var der noget galt, og min mor var jo bare mor, som hun altid havde været.

På et tidspunkt begyndte min nu snart 75 årige mor at mippe lidt om, at hun altså ikke rigtig magtede at holde haven mere. Hun havde kørekort, men kørte aldrig bil, så hun skulle med tog, så gå en halv time, og så ellers slå græs, rydde ukrudt, ordne bede, gøre rent, tømme toilet spand (der kom aldrig træk og slip) osv. osv.

Det havde jeg dengang absolut ingen forståelse for.

Ung, festglad og fuld fart frem, så var det ikke havearbejde, der stod øverst på listen. Senere hjalp jeg dog til, men ærligt, det kunne jeg nok godt have gjort bedre.

I går da jeg gispende – ja, jeg ved det godt, jeg har godt af det – knoklede med vores “park” og tænkte “I’m too old for this sh..!” tænkte jeg derfor på min mor. På hvor sej hun egentlig har været, og holde haven så længe, som hun trods alt gjorde, og på hvor urimeligt det egentlig var, at forvente at hun lige klarede hjemmelavet julefrokost mad til en hel familie.

Men erkendelse af, at mødre/forældre bliver ældre er svær. Mødre er pr. definition udødelige, og som datter /søn, så skal alt helst være, som det altid har været. Glem det!

Jeg kan selvfølgelig bare komme i bedre form (tog indkørslen for ukrudt idag, ha!), men jeg begynder alvorligt at tænke lidt på, om det ikke er ved at være tid til at “downsize” lidt i forhold til bolig.

Livsfaserne!

Det varer ikke mange år, før vores drenge er væk, og det er jo ikke fordi, de stadig spiller fodbold på græsset. Det nærmeste er vel øl-bowling. Og hvad skal vi så med alt det græs?

Men det er jo så også en erkendelse af, at man så går ind i en ny fase. En fase, hvor man kan tillade sig at sige, at det er jeg altså for gammel til, eller det magter jeg ikke eller…. Og det er altså også lidt svært. Lidt ligesom når man synes at værterne på P4 er begyndt at være lige lovlig kække. Arghhh!

En klog mand jeg kender, han lavede en strategi for de første seks måneder af sin pensionist tilværelse. Nej, nej, der er jeg slet ikke endnu, jeg er jo lige begyndt i et nyt job – men det er tilgangen til en ny livsfase, som jeg godt kan lide.

Han besluttede sig for, at for ikke at blive rastløs eller deprimeret, så lagde han en strategi for, hvad han ville nå det første halve år af sin officielle pensionist tilværelse. Skæbnen ville, at de fyrede vedkommende, der havde afløst ham, og nu er han tilbage igen, indtil de finder en ny, men jeg synes om ideen.

Når vi går ind i nye faser af vores liv, er det en meget god ide, at tænke lidt over, hvad man vil med dem. Hvad vil vi eksempelvis med al den tid, som vi nu får forærende i og med vores sønner er mere eller mindre selvkørende. Vil vi bare se mere Netflix eller vil vi noget andet.

Det kan man jo så også gå og tænke over næste gang, man slår græs!

Og så glæde sig over, at nu ser her rigtig fint ud igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.