…så har vi været gift i 70 år!
Jeg mødte en mand i går. Han var så skøn. Jeg mødte ham ved busstoppestedet i Allinge, hvor vi ventede på samme bus. Han skulle hjem til Gudhjem, og vi faldt i snak.
Manden havde været ved lægen. Det tog fem minutter, som han sagde, men hele turen havde taget ham omkring 3 timer på grund af buslinjerne. Manden var 94 år!
Han lignede indbegrebet af en elskelig morfra. Rundt hoved, rare øjne og let dialekt på et ellers dannet dansk. Nu skulle han hjem til sin hustru, der sikkert ventede med kaffen. Det gætter jeg i hvert fald på. Han fik varme øjne, når han talte om sin hustru. “Til næste år, har vi jernbryllup. Så har vi været gift i 70 år” sagde han stolt, “men vi har nu boet sammen i 74”, tilføjede han, nu med glimt i øjet.
Jeg spurgte så, om det ikke havde været lidt udenfor nummer, sådan at flytte sammen uden at være gift for så mange år siden, men han svarede at pigens far, som havde guld- og sølvsmedebutikken i Rønne dengang, havde sagt god for ham, og så var de flyttet sammen. “Han gav os også ringene” sagde han, og så viste han mig vielses ringen, der formodentlig ikke har været af i snart 70 år.
I august er det 20 år siden, at Nils og jeg blev gift, og det kom jeg selvfølgelig til at tænke over efter at have talt med den elskelige, gamle mand. Her må man godt skrive gammel, for når man er næsten 100 år, så er man gammel.
Det har ikke været 20 (21) år helt uden sværdslag og skænderier, men jeg tror heller ikke på, at man kan leve sammen så længe, uden at bølgerne en gang imellem går højt. I hvert fald ikke, når man er os to.
En gang blev jeg så vred, at jeg bare rejste mig op og gik fra den middag, vi var til. Lidt dramaqueen er man vel altid. Jeg nåede dog at køle ned på vejen hjem, da det var en forholdsvis lang cykeltur, og Nils havde nøglen til vores ferielejlighed. Jeg havde så ikke så meget valg andet end at sidde på terrassen under et håndklæde, til han også kom hjem. Det er der ikke meget dramaqueen over, og langsomt ebbede energien ligesom ud af vreden.
Til gengæld kan man jo så tænke lidt over tingene, og det er altid godt. Man tænker ikke altid klart, når man er vred. Heller ikke selvom, man måske er berettiget vred, og mange par når at gøre ting, de fortryder i kampens hede.
Min veninde, der er præst, arbejdede meget længe på at få ændret “NemID – skilsmisserne” fordi hun stod med en mængde ulykkelige mennesker, der ville giftes igen efter de havde ladet sig skille tju bang under et skænderi. Når de så blev ædru og havde kølet af, fortrød de bravt, men så havde de trykket på enter.
Det kræver noget af moderne, travle mennesker at være sammen i længere tid. Noget af begge parter, og der skal sluges kameler engang imellem. Til gengæld, så er lykken over at have hinanden, at blive nyforelskede i hinanden indimellem og at være hinandens livsvidner så meget større, at det klart opvejer alle kamelerne.
Alle de tanker fik den skønne, gamle mand ved busstoppestedet, og hans 70 årige ægteskab sat igang. Nils og jeg kommer aldrig til at blive til 34 efterkommere, som de er blevet til – “mine børn er jo folkepensionister nu, må du huske på” – ja selvfølgelig er de det (!), men vi har fundet en del opskrifter på kameler, så de glider lettere ned, og det er iøvrigt også dødsygt, at sidde under et håndklæde alene på en terrasse.
