Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.