Nedenstående blev bragt som klumme i Helsingør Dagblad i går, men da flere af jer ikke læser Dagbladet, så får I den også lige som blog.
Tilbage til fremtiden
Min mor blev født i 1924. Hun blev født udenfor ægteskab, og det var ikke særlig velset dengang. Hun kom derfor i pleje og havde ikke verdens bedste opvækst. I 1945 blev hun gift med min far og de flyttede ind i en to værelseslejlighed på Vesterbro. Mit barndomshjem, og hjem for familien Hansen, der på et tidspunkt talte fem personer.
Dengang var det nærmest en luksuslejlighed sammenlignet med de øvrige på Vesterbro, idet der var centralvarme og bad, men set med nutidens øjne, var det meget lidt plads til en hel familie.
Men selvom min mor altså ikke fik den letteste start i livet og kun 7 års skolegang, så afholdt det hende ikke fra at have nogle ganske borgerlige manerer og faste meninger, og hun holdt altid fast ved, at hun var den heldige generation, for hun havde fået det bedre og bedre, som tiden gik og Danmark udviklede et velfærdssamfund.
Hun elskede at danse -og at feste for den sags skyld, og hun var eminent til at sy. Hun har syet de smukkeste kjoler, og i mine forældres omgangskreds var det kutyme at damerne valgte mellem korte eller lange kjoler til festerne.
Hun gik i mange år konsekvent i spadseredragter med tilhørende hat og hendes undertøj var af fineste kvalitet og lå sirligt i skuffer snedkereret til formålet. Egentlig forbløffende, da pengene var små – meget små.
Når vi havde gæster, kom det kongelige porcelæn og sølvtøjet frem og så gik cigaretfadet rundt i den lille toværelses. Fint skulle det være.
Men det skulle også være ordentligt, og det skulle være ordentlig kvalitet. Min mor havde nogle urokkelige holdninger, når det kom til råvarer.
Hun tog gerne ud på landet og købte en halv gris, som hun så stod og parterede i vores stenbro køkken. Alt blev brugt. ”Jeg vil købe lokalt” sagde hun, ”vi skal støtte vores landmænd, så de ikke må gå fra deres gårde”. I øvrigt havde vi som regel en kødløs dag om ugen. Ikke af ideologiske årsager, men for at få husholdningspengene til at strække.
Vi har heller aldrig haft buræg i mit barndomshjem. Længe før man kunne stave til økologisk insisterede min mor på, at æg skulle komme fra høns, der havde haft et godt liv. Og sådan blev det.
Det samme med plastik. Min mor om ikke hadede plastik, så var hun, for nu at udtrykke det diplomatisk, ikke begejstret og tog altid sin ”mulepose” med, når hun skulle handle ind. Jeg syntes dengang, det var så pinligt med den grimme taske og ville meget hellere have en Irma kunstpose, men mor nægtede. ”Vi skal ikke ødelægge naturen med alt det skidt” fnøs hun.
Om få måneder udkommer min mands nye bog ”New Local Economy” i både UK og USA. Det er en bog om hvordan vi er på vej til at vende os væk fra de store giganter som Apple, Google og Facebook og i stigende grad få fokus på det lokale, hvor den fremtidige vækst sandsynligvis også vil komme fra.
Vi skal med andre ord handle lokalt for at støtte lokalsamfundet, og vil man være hip, så gerne i gårdbutikker. Samtidig mister plastik sin popularitet. Lige nu tilbyder Coop rabat, hvis man benytter sin ”moderne mulepose” flere gange, Carlsberg har netop fjernet plastik fra sin sixpack, og vil man virkelig gøre en forskel, så bruger man sin ferie på at samle plastik op fra stranden. Buræg kan man vel nærmest ikke købe mere.
Derfor tænker jeg tit på min mor i disse dage. Helt uden at vide det og fordi hun gik i mod strømmen dengang, var hun i virkeligheden både forudseende og hip. Vi andre? Vi er på vej tilbage til fremtiden.