Venskab - 50something+

2. januar 20213. november 2021

Morten – hvor blev du af?

Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.

Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.

Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.

Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.

Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.

Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.

Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?

Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.

Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.

Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?

I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.

Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.

Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.

Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.

Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.

Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.

Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.

Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.

19. januar 2020

Livsvidnerne – og de mønstre, der tegner sig.

Det er ikke ret tit, at jeg synes, der er fordele ved at blive ældre, men på netop et lille område, kan jeg faktisk se, at der er noget om snakken med, at man bliver mere vis med årene.

Ok, vis er måske lige at overdrive, det er vist kun indianerne, men så at man får bedre overblik og forståelse for tingene.

Det kom jeg til at tænke over, fordi jeg havde en lang snak med en af min nærmeste venner. Han har, efter at have været single i nogle år, mødt en ny, som han er vældig tiltrukket af, og det skulle vi lige vende, for helt gnidningsfrit er det selvfølgelig ikke. Det er det vel aldrig helt i vores alder.

Vi har kendt hinanden hele livet, og derfor har jeg altid været med, når der var nye partnere i farvandet, ligesom han har været det for mig. Det er dog ikke så aktuelt for mig længere, jeg har jo snart sølvbryllup, men for hans vedkommende har der, efter en skilsmisse for en del år siden, været et par eller fem.

Nu er der så en ny på banen, og mens vi talte begyndte jeg at se et mønster, som jeg ikke havde været opmærksom på før. Lidt inde i samtalen havde jeg allerede advarselslamper, der blinkede, og spurgte derfor så diskret og diplomatisk, som jeg kunne, om ikke det lød lidt som “nummer 3” for nogle år siden. Hun udviklede sig til noget af et mareridt på grund af besidder trang og sygelig jalousi. Det blev afvist, og hvem er jeg til at ødelægge en spirende forelskelse, der ved Gud ikke er let at finde som 50something.

Efter vores samtale, var jeg nu alligevel ikke helt overbevist, men omvendt, så er det jo den slags kvinder, han nu engang tiltrækkes af, og så er det hans valg, tænker jeg. Jeg kan kun stille de irriterende spørgsmål.

Men mønstret! Det er præcis det samme, som når voldsramte kvinder finder endnu en skiderik, der banker dem gule og blå, selvom det lige er lykkedes dem at komme ud af et dysfunktionelt forhold.

Man finder tilbage til det man kender og er tryg ved, også selvom det er dårligt for en. Det er derfor så mange kvinder, der har fået tæsk eller er blevet misbrugt som børn, som voksne finder sammen med mænd, der behandler dem skidt. Det kender de til, og som der stod i en lomme psykologi bog engang “negative strokes” er bedre end “ingen strokes”.

Nu kunne jeg pludselig se det mønster for min ven også, bare uden vold selvfølgelig. Han bliver konsekvent tiltrukket af kvinder, der har besidder trang og som kræver enorm opmærksomhed, og jeg kunne også se, at noget tilsyneladende er arveligt i en vis forstand, for hans datter har allerede som ung to meget dysfunktionelle forhold bag sig. Det ene ovenikøbet med vold.Jeg forstår det ikke.

Jeg er så priviligeret, at jeg har en del nære venner, som jeg har haft hele livet. Vi har kendt hinanden siden vi var teenagere eller ganske unge, holder usigeligt meget af hinanden, er vigtige for hinanden, og så er vi hinandens livsvidner. Vi har kendt hinandens familier, og ved, hvor vi kommer fra. Vi har danset, drukket, festet og grædt sammen, og vi passer på hinanden, også selvom vi ikke altid ses så tit. Tak til vedkommende, der opfandt FaceTime, for nogle bor ikke i Danmark længere.

Et par stykker af disse gode venner er single, har lige været single eller er netop blevet det. Og det er det, jeg ikke forstår. Jeg synes, de er nogle af de lækreste, mest tiltrækkende og mest interessante mennesker på hele jorden, men alligevel går det hele tiden galt for dem i parforholdene, mens andre -absolut utiltrækkende mennesker – vader fra den ene kæreste til den anden eller er i langvarige, velfungerende forhold (i hvert fald set ude fra).

Tag nu vennen fra før. Han kan få hvilken som helst kvinde på denne jord. Han ser stjerne godt ud, er velhavende, børnene er store og flyttet hjemmefra, og han har hele verden som legeplads. Alligevel falder han hele tiden for kvinder, der vil styre ham og begrænse hans liv – og han lader dem gøre det.

Jeg er ikke psykolog, men jeg kan alligevel godt regne ud, at det her handler om at bryde et mønster, der formodentlig udspringer i noget fra en forælder, der ikke var helt, som forventet. Men kan man overhovedet bryde et mønster, når man har nået vores alder? Og hvad nu, hvis vedkommende slet ikke selv kan se mønstret eller ikke er interesseret i at ændre det i det hele taget, for det er jo sådan, vedkommende er.

Nogle siger, at et mand, der har været utro én gang, vil være det igen, og jeg tror, det er rigtigt. Jeg tror, der er nogle grundlæggende træk ved ens personlighed, som man ikke kan ændre. Eksempelvis om man snyder – på vægten, i parforholdet eller i spil. Enten gør man det, eller også gør man det ikke, og så ikke et ord om Bubber.

Jeg er også sikker på, at mine livsvidner ville kunne udpege mønstre omkring mig. Sikkert også nogen, jeg ikke engang er bevidst om, men som de har spottet for lang tid siden.

Der findes mennesker, der formår at ændre sig, og dermed bryde mønstre. I weekendavisen denne weekend stod i en artikel sætningen: “Jeg holdt op med at være social, da jeg holdt op med at drikke”. Men også uden at gå fra at være alkoholiker til at ædru er det muligt, at ændre sig, hvis man vil. Tror jeg. Men vil man? Det kræver virkelig at komme udenfor komfort zone, og der skal vel et par hundrede terapitimer til eller noget.

Nå, jeg holder heldigvis af mine livsvidner som de er, og jeg samler gerne op igen, når nu det viser sig at den nyeste kvinde også er for meget på den lange bane – for det er det, venner gør. Med kærlighed!

Imens vil jeg tænke over mine egne mønstre, om nogle trænger til at brydes og om jeg i det hele taget kan og har lyst til det. – Og nej, søde venner, der kender mig – I behøver ikke at skrive til mig, om hvad I godt kunne tænke jer, jeg ændrer ;o)

3. marts 20195. marts 2019

De sårende bemærkninger hænger ved hele livet.

Jeg har netop gjort rent i mit badeværelse. Altså det der rent, hvor man skruer brusehoved af og lægger i eddike -rent. Det er ikke noget, jeg gør hver uge, men det giver tid til at tænke, og mens jeg stod der og skurede sæbeskål, kom jeg til at tænke på en bemærkning fra rigtig mange år siden, der netop tog udgangspunkt i min -snavsede- sæbeskål.

Det var en af de der giftige kvinde bemærkninger, og af fuldstændig uforståelige årsager, kan jeg stadig huske den, også selvom det er over 25 år siden.

Jeg var single, boede på Bronx’en og fokus var arbejde, fest og arbejde og fest. Sådan nogenlunde. Jeg har aldrig været noget praktisk menneske, og jeg har heller aldrig været særlig god til at indrette, sy puder eller være først med design tendenser, og jeg tror det er årtier siden jeg har læst et dameblad eller et Bo Bedre. Det bar mit hjem også præg af dengang. Det var ok, men ikke en boligreportage værdig.

Til gengæld var der altid en masse sjove og spændende mennesker på besøg, for selskabelighed, det har jeg til gengæld altid været god til, og det ville jeg meget hellere bruge pengene på, end en ny måtte.

Der var altid glade dage og nætter dengang.

Denne nat havde vi været ude en masse kolleger, og var endt hjemme hos mig som sædvanlig. Det var blevet sent om natten, så jeg tilbød den kvindelige af slagsen, at hun kunne overnatte og dermed ikke behøvede at rakke afsted sent og beruset.

Det var ikke en, jeg normalt omgikkedes, for jeg var godt klar over, at jeg ikke lige var hendes kop te, og det var gensidigt, men nu havde vi alle haft en sjov nat, så hvad pokker.

Næste morgen fik hun et bad, og farvel-farvel. Og det er så her sæbeskålen kommer ind, for jeg havde den gang verdens mest upraktiske sæbeskål. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg købte den, men nu sad den der og det med at få skruet den ud af væggen, og skiftet kunne jeg ikke lige overskue. Men håbløs var den, for alt vand samlede sig i den, og efter tre dage lignede den noget, der var løgn. Det gjorde den også den morgen, hvor kollegaen tog bad, men det havde jeg ikke lige tænkt over.

Nogle dage senere sidder vi på kontoret alle sammen, og så kommer bemærkningen højt ud til alle: “Ja, og så er der også de mennesker, som man tror er så tjekkede og har styr på ting, og så viser det sig, at de bare er “low-life” og bor med ulækre, snavsede sæbeskåle!” – Sådan nogenlunde lød det, og der var ingen tvivl om, hvem det var møntet på, og det blev sagt så højt, at hun var sikker på, at jeg også kunne høre det.

Jeg var fuldstændig uforberedt og forstod først senere, hvor beregnende ondskabsfuldt det i det hele taget var, og i modsætning til komplimenter og søde ting, der er blevet sagt til mig i livets løb, som jeg har glemt, så husker jeg denne bemærkning klokkeklart. Især, når jeg gør badeværelse rent.

Jeg husker også en episode med en voksen kvindelig studiekammerat, der var uddannet designer og derfor havde helt styr på danske tøjmærker. Jeg havde netop fået en ny Noa-Noa kjole, som jeg var ret glad for og havde på den dag, vi stod en gruppe og talte om design. Omtalte studiekvinde siger så højt: “Ja, og så er det også det bras og discount design til Noa Noa”. Igen frit husket, men hvilken unødvendig, giftig bemærkning. Hvorfor? Hvad glæde fik hun ud af at disse mig og min nye kjole. Det har jeg stadig ikke forstået den dag i dag.

Sådan føltes det, og jeg tror, vi alle har prøvet noget lignende.

For nogle uger siden holdt vi middagsselskab, og en af de kvindelige gæster fortalte mig, at hun meget hellere ville være sammen med kvinder, end med mænd. Sådan har jeg det ikke. Jeg foretrækker i den grad mænds selskab fremfor kvinder, hvilket hun slet ikke forstod.

Hun spurgte ind til hvorfor, og på det tidspunkt kunne jeg slet ikke svare noget fornuftigt, men ævlede lidt om, at jeg godt kan lide fodbold, ikke så meget pjat osv. Det lød ikke særligt overbevisende, det kunne jeg godt selv høre, men jeg var mentalt mere optaget af, om hele selskabet spillede, og kunne derfor ikke lige hive bedre eksempler frem fra hjernekisten. Eksempelvis ovenstående.

Men jeg har det faktisk bedre i mandligt selskab, og jeg har også altid foretrukket mandlige kolleger fremfor kvindelige. Det betyder ikke, at jeg ikke har veninder, det har jeg – nogle rigtigt gode af slagsen – og jeg har også haft og har gode kvindelige kolleger, men jeg synes altså det er sjovere at være sammen med mænd. De får mig til at le, og jeg føler mig tryg i deres selskab. Det gør jeg ikke altid i kvindeligt selskab.

Det er jo frygteligt at indrømme, og Madeleine Albright Selskabet vil sikker mene, at jeg er på vej til en særlig plads et sted for sådanne udtalelser. Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke kan lide andre kvinder, og at jeg ikke vil hjælpe dem, jeg er bare ikke helt tryg ved kvinder.

Måske har jeg bare været superheldig med alle mine mandlige venner og uheldig med de kvindelige kolleger. Måske er det fordi jeg aldrig rigtig har været en, som mændende halsede efter at nedlægge og de derfor også var trygge og afslappede i mit selskab, hvilket er et ret godt udgangspunkt for gode samtaler og sjovt samvær. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at sårende bemærkninger kan hænge ved hele livet, spørg bare mobbeofre -også de voksne, og at vi især skal passe på vores unge mennesker og de sociale medier. Der er der rigtig mange typer a la min tidligere kollega og studiekammerat på spil, og det kræver sin teenage pige eller dreng at stå det imod.

Og sæbeskålen….. den jeg har nu altså -den skinner i dag, så de kan bare komme an!

25. september 201825. september 2018

Things that make you go hmmmm!

Så cool, som man, som 15something kan være i Rom lufthavn, 1979.

Man kan sige meget om Facebook og rigtig meget om det indhold brugerne af FB uploader, men hvis der er en ting, FB er god til, så er det at forbinde os med tidligere klassekammerater, venner og andre, som vi godt kan lide og vil holde øje med, men som livets hamsterhjul bare har skubbet ud i periferien, fordi vi har travlt med den tætte familie, job, fodboldkampe, danseturneringer, forældreintra og så meget, meget mere.

Med andre ord, alle de mennesker, som på et eller andet tidspunkt har betydet noget i vores liv, men som nu er “i et tidligere liv”. Vi har dem alle. Måske en kollega, som var rigtig vigtig i vores liv i netop den periode. En klassekammerat, en nabo. Personer, som vi oprigtigt godt kunne lide, men som bare ikke længere er del af vores daglige liv.

I går fik jeg besked -via Facebook- om at en af disse personer var sovet stille ind.

Det var ikke nogen overraskelse. Han havde været syg af kræft længe, og han havde selv informeret om, at nu havde lægerne opgivet at give ham flere behandlinger, så vi var alle forberedt. Men det er alligevel en af de ting, der får en til at tænke, og tænke lidt længere.

Jeg har ikke set vedkommende i måske 35 år. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke holdt af ham, og jeg blev berørt. Vi gik i folkeskole sammen. Ikke i samme klasse gennem hele folkeskolen, faktisk kun det sidste år, men hvilket år.

Vi havde ikke behøvet det -10. klasse. Selv dengang var det almindeligt, at man skiftede efter 9., men vi var “en hård kerne” fra to klasser, som valgte at tage et ekstra år. Måske var det fordi, der var en lærer, som var helt fantastisk, og han ville gerne have os det sidste år. Måske var det fordi vi instinktivt vidste, at det her, det bliver sjovt. Det får vi aldrig svaret på, men faktum er, at det meste af U – klassen og nogle få af os fra V – klassen blev i 10. klasse, og vi havde en fest!

Det er det ultimativt bedste skoleår, jeg nogensinde har haft, og jeg er ret sikker på, at de andre har det lige sådan. Jeg ved også, at nogle af drengene, som havde gået i skole sammen siden 1.st klasse, stadig er bedste venner idag små 50 år senere. Det var en af dem, der havde det hårde lod, at skrive beskeden om at “ham den lange, sjove” var sovet stille ind.

Og som bedste venner i 10. klasse har man selvfølgelig ens jakker.

Vi andre gik hver sin vej. Det er i princippet utroligt, også på trods af FB, at vi stadig holder lidt snor i hinanden, for vores liv er meget forskellige, men det gør vi altså. Vi har ovenikøbet flere gange været til skolekomsammen på vores gamle folkeskole, og den varme og respekt, der er mellem os, er helt speciel. Vi har også perifer kontakt med to af vores gamle lærere, som var ligeså berørt, da beskeden kom. Det er, tror jeg, lidt usædvanligt.

Jeg blev ked af det igår, og min første tanke var “only the good die young”. For han var netop “one of the good ones”. Jeg tror ikke, der var noget som helst ondt i den mand. Måske er der en kæreste eller to, der er uenig, men det er jeg heldigvis helt uvidende om.

Men nu har vi altså nået den alder, hvor nogle af os falder bort.

Jeg krammede min mand ekstra meget igår. Så meget man kan, når man er lagt ned af årets første, alvorlige forkølelse. Jeg sendte også søde sms’er til mine sønner og jeg tillod mig selv, at blive fyldt af taknemmelighed over, at jeg har en dejlig familie, som jeg elsker og holder af.

Og så var jeg faktisk også taknemmelig over, at vi har et SoMe som Facebook, som gør, at jeg stadig har lidt snor i mine gamle folkeskoleklassekammerater, som måske var i et tidligere liv, men som jeg stadig holder af.

Kys dine elskede lidt mere i dag!

13. maj 201813. maj 2018

Når cirklerne bliver for små og usikkerheden for stor, er det tid at komme ud af “comfort zone”

Venskabet
Min måske tætteste veninde og jeg har ikke boet i samme land siden jeg var 17- 18 år. Alligevel er vi stadig meget tætte og betragter os nærmest som søstre, og det har aldrig gjort os eller venskabet noget, at den ene altid var i en anden tidszone.

Det giver sig selv, at når man bor flere tusind kilometre fra hinanden og Internettet, Skype og Facetime ikke er opfundet endnu, så har der igennem årene været perioder, hvor vi ikke talte sammen hver dag, uge eller måned for den sags skyld. Det er noget lettere -og billigere- nu, så nu er der også tid og råd til at tale om små dagligdags ting, som dumme naboer og større behov for tandlæge besøg (hvor det så end kom fra…), og farven på sengetæppet.

Det har nu aldrig været et problem for os. Vi har altid instinktivt vidst, når den anden havde brug for at tale eller havde brug for hjælp, og vi har så mange eksempler på, at vi har forsøgt at få fat i hinanden samtidig, at vi helt er holdt op med at finde det bemærkelsesværdigt. Vi er også næsten holdt op med at grine over, at vi altid køber ens tøj (hun vejer betydeligt mindre end mig, hvilket giver hende lidt større valgmuligheder.. hrmf….). Senest sad hun i Marrakech, jeg i Paris og vi havde ens bukser på, hvilket Instagram afslørede. Og nej, vi taler aldrig om tøj!

Hvad er det så, der binder os sammen? Altså udover en lang fælles historik, og en nærmest overmenneskelig evne til at forstå og acceptere hinanden på godt og ondt?

Vores nysgerrighed, livslyst og ønske om altid at udvikle os, er et godt bud!

Vi er begge, og har altid været, ekstremt nysgerrige på livet. Vi er interesserede i mennesker og nysgerrige på deres liv, kultur og måde at tænke og leve på. Derfor har vi begge to også altid holdt af at rejse meget, og vi bor gerne i både kortere og længere perioder i udlandet.

Livet har imidlertid formet sig forskelligt for os. Ikke så underligt, for vi er to forskellige personligheder, men vi har altid haft ovenstående som fællesnævner. Men så for nogle år siden, skete der noget med mig, der gjorde, at jeg pludselig blev usikker overfor ting, jeg ellers plejede at være fuldstændig ligeglad med. Jeg begyndte at blive frygtsom.

Frygtsomheden, der kom snigende
Med et langt arbejdsliv i rejsebranchen, har jeg været privilegeret og rejst meget og med stor fornøjelse. Men pludselig blev jeg så bange for at flyve, at familien måtte på bilferie flere år i træk, og selvom en af mine store drømme var at køre i autocamper med familien i USA, var tanken om at flyve over Atlanten helt udelukket. Jeg har nære venner i Boston, som jeg aldrig har besøgt, og føromtalte veninde boede i en periode i Costa Rica, uden at jeg så meget som overvejede at udnytte chancen til at opleve et af verdens smukkeste lande.

Men det var ikke kun det med flyvemaskinerne. Jeg kunne også mærke, at jeg blev frygtsom på andre områder. Det er ikke let at køre i indre København i myldretiden, men det har jeg jo altid gjort, så pyt med det. Indtil det lige pludselig ikke var pyt med det længere. Jeg begyndte at undgå at køre i indre København (det er Enhedslisten sikkert svært tilfreds med), og langsomt var der også andre ting, som jeg lige så stille og roligt undgik.

Noget kan hænge sammen med alderens sårbarhed, men det er ikke hele forklaringen, og forleden fortalte min veninde mig så om et længere varende besøg hos en af hendes gamle veninder, der havde udviklet sig til noget helt andet end forventet, da kvinden stort set ikke ønskede eller rettere turde at bevæge sig udenfor sine meget små cirkler, og dermed måske ikke ligefrem var den sjoveste værtinde at bo hos.

Det fik mig til at reflektere over min egen frygtsomhed, og hvad der lige var sket.

Alle de ting, man gør ofte, bliver almindelige og ikke noget at være bange for. Kører man bil i indre København hver dag, er det en rutine. Min mand har kontor i London, og for ham er det at flyve frem og tilbage det samme som at tage Kystbanen til København – bare mere rettidig og med siddepladser. Er man i et job, hvor man møder nye mennesker hver dag, er det rutinen og for en underviser eller oplægsholder er det at stå foran en større forsamling og tale hverdag, mens det skræmmer livet af de fleste.

Så hvad var der lige sket med mine hverdagsting?

Da cirklerne blev mindre
Jeg forelskede mig hovedkulds i Helsingør for 20 år siden, og jeg er stadig forelsket i byen. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg hev teltpælene op af Vesterbros asfaltsbelægning og flyttede her til.

Jeg har heller ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at være hjemmegående med mine to drenge i nogle år, da de var helt små. Heller ikke selvom det kostede lidt ekstra at komme tilbage i arbejdshierarkiet og en del nedladende bemærkninger (kun fra kvinder), men jeg var ikke opmærksom på, at det at gøre cirklerne mindre, også har nogle bivirkninger. Blandt andet, at ting, jeg tidligere havde gjort med største selvfølgelighed pludselig krævede overvejelse og i nogle tilfælde blev valgt helt fra.

Jeg er for længst tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg kommer også vidt omkring, men noget var alligevel forandret. Flyveturene eksempelvis, og selvom jeg altid har hadet at gå receptioner, plejede jeg trods alt ikke ligefrem at vælge dem fra. Jeg var også bogstaveligt talt blevet tung i rumpen, og ikke til at drive ud fra hjemmet, hvis jeg først var kommet hjem og havde smidt mig på divaneseren.

Der var med andre ord, nogle advarselslamper, der begyndte at blinke. Ikke i forhold til… åh, jeg må ikke blive sådan, og sådan, jeg er efterhånden også blevet så kølig i rumpen, at det er jeg fuldstændig ligeglad med, men i forhold til at “nu skal jeg passe på, at jeg ikke går i stå!”

Heldigvis har jeg to teenage sønner, der nok skal holde mig igang, og jeg har også en nær veninde, der skubber til mig med blandt andet skrækhistorier om kvinder, der virkelig går i stå, men jeg tror faktisk, at det her er mere almindeligt, end man tror.

En ting er at gå i stå i forhold til tøj, frisure og musik. Man kan altid se på folk, hvilket årti, de holdt mest af på deres påklædning, hår eller hvilken yndlingsmusik, de har, men det er noget andet, hvis man går i stå og holder op med at være nysgerrig på livet – og bliver frygtsom.

Det skal vi 50something passe lidt på med. For vi har det jo godt, og vinen er god, Netflix eller HBO har altid lige en god en serie, og så behøver vi jo ikke at flytte os ud af stedet, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.

Men med de mindre cirkler kommer også noget snigende….. ladhed og i mit tilfælde frygtsomhed, og så går vi faktisk glip af en hel masse.

Så jeg har taget mig sammen. Jeg har fløjet mere det sidste år, end de sidste fem. Jeg er ovenikøbet begyndt at overveje en tur til USA, og jeg har med fuldt overlæg meldt mig til nogle træningshold, hvor jeg ikke kender et øje og sidder i stillinger, der meget lidt flatterende at se på.

Jeg er med andre ord trådt ud af comfort zone, og bare det, at jeg er begyndt at skrive en blog, der er offentlig og ovenikøbet om noget så utjekket som om at være midaldrende kvinde, er ligeså grænseoverskridende for mig, som det er for andre, at gå nøgne ned gennem Strøget.

Men det virker! Jeg har fået lettet føromtalte tunge rumpe, og flytter mig igen, også via flyvemaskiner, og det kan varmt anbefales – altså at komme ud af comfort zone.

Uden sammenligning…. Der gror aldrig mos på en rullesten!