….af noget større.
I dag græd jeg for første gang over en, jeg ikke kendte, var død. Jeg har virkelig været ked af det, og selv da det første chok havde sat sig, kunne jeg mærke, at det her stak dybere end som så, og langsomt, som dagen skred frem, kunne jeg se i mit FB feed, at jeg var ikke den eneste, der var dybt berørt over at Kim Larsen ikke er blandt os længere.
Først svælgede jeg lidt i P4, News og DR2, der alle havde ryddet sendefladen. Jeg læste også, jeg ved ikke hvor mange updates, kommentarer og nekrologer. En journalist skrev ovenikøbet, at han var blevet bedt om at skrive nekrologen tilbage i december. Der kan man bare se.
Men så begyndte jeg at filosofere lidt over, hvorfor så mange af os er så berørt. Det er jo ikke fordi, vi kender Kim Larsen personligt. Det er der vist ikke så mange, der reelt gør, for jeg har indtrykket af, at han var et meget privat menneske. Det er heller ikke fordi, han var specielt folkelig, når det kommer til stykket – som person altså.
Dem til venstre betragtede ham som en af deres, hvilket er lidt sjovt, da han grundlæggende var ret borgerlig, og selv har udtalt, at han ikke er socialist. De borgerlige kunne også godt lide ham, også selvom han hele sit liv talte borgerskabet ret imod. Jeg tror, han havde en fest med at hans selskab af åbenlyse årsager kom til at hedde KLApS!
Kvinderne kunne også godt lide ham, til trods for, at han til tider udtalte sig forholdsvis mandchauvinistisk og egentlig helst ville have sine kvinder i korte skørter og med tilhørende høje hæle. Der var vist også lige noget om nogle børn, som han ikke så så meget efter en skilsmisse, men det er ikke dagen i dag, at tale om det.
I dag tilgiver vi alt og hylder, for vi kunne alle sammen rigtig godt lidt ham!
Jeg kunne i hvert fald. Jeg kunne lide hans integritet. Jeg kunne lide hans fandenivoldskhed og så kunne jeg lide, at man vidste, hvor han stod. Jeg var ikke altid enig med ham, men der var ikke noget vendekåbe over ham. Han ville ikke tage imod Ridderkorset, men han ville godt synge fødselsdagssang for Dronningen, for han kunne “sgu godt lide damen”. Lige ned i folkesjælen.
Og det var jo det han kunne med sine sange. Han kunne synge sig lige ind i folkesjælen, og det er der altså ikke særlig mange, der kan. På tværs af generationer, baggrunde og opvækst. Vi kan alle synge med på mindst en Kim Larsen sang. Han var vores fælleseje.
Og nu kommer vi nok ind til kernen af hvorfor så mange af os er så berørte i dag. Vi har mistet noget, vi har til fælles, og det har vi ikke så meget af længere.
I en tid, hvor selv landsholdet kan splitte med #ikkemitlandshold, så er vi ved at have skåret ind til benet af, hvad der kan binde os sammen. Kim Larsens sange kunne, og man behøvede ikke være “skabs Larsen fan”, for kunne man ikke lide de nye, eller genfortolkningen af den gamle sangskat, så kunne man altid bekende sig til Gasolin.
Blandt de mange ting, jeg har hørt idag, hørte jeg også en kvinde fortælle i radioen, at hun sammen med tre andre kvinder blev inviteret på udlandsrejse af Kim Larsen. De var tilsyneladende volds- og/eller livsramte, og for at de skulle få en positiv oplevelse og se lysere på livet, så gav Larsen dem en rejse. Radioværten var lige så overrasket som jeg, og som hun var, da hun fik at vide over telefonen, at Kim Larsen havde foræret hende en rejse. “Jamen, han gik da også rundt på gaden og samlede unge, hjemløse op” fortsatte kvinden med et tonefald der indikerede, at hun undrede sig såre over, at vi ikke vidste det.
Det gjorde vi ikke, for det er han godt nok gået meget stille med, men hvor det passer ind i billedet.
Danmark blev fattigere i dag, og vi blev som danskere meget fattigere, for vi mistede ikke kun en begavet ener (“Det største træ er faldet”, som Helmig skrev) vi mistede også noget af det kit, der binder os sammen som folk.
Hvor jeg dog ønsker, at vi får noget nyt kit, for det behøver vi… og
Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
før end livet er omme
TAK – hvor du end er nu!
