Kategori: Alder

Udgivet den

De er bedre end deres rygte…

…og nej, det er ikke Boom’erne, jeg tænker på.

Jeg tænker på alle de unge mænd, som jeg støder på. Jeg er selv beriget med to af slagsen. 22 og 24 år er de nu, og selvom de ikke bor hjemme mere, så har jeg jo jævnligt fornøjelsen af både dem og deres venner.

Faktisk havde jeg tænkt på dette blogindlæg allerede for nogle uger siden, da min yngste havde fødselsdag, og den blev fejret som en tre-trins-raket. Først eftermiddagshygge og middag med familien, så stødte kammeraterne til og da vi “gamle” gik hjem, gik de unge i byen.

For mens vi var sammen med de unge mænd, var de så søde, omsorgsfulde og snakkesalige – også med os, og jeg sad og blev helt rørt over, hvor skønne de alle sammen var. Alle i gang med at blive rigtige voksne, med hvad det nu indebærer af rudekuverter og forpligtelser, og så alligevel ikke, for både fremtidsdrømme og illusionerne om verden er intakt. Guderne (alle nævnt, ingen glemt) skal ellers vide, at der er nok af udefra kommende trusler, der kan vælte dem omkuld, men nej. Og de som studerede, arbejdede alle ved siden af for at kunne få økonomien til at hænge sammen, mens andre var startet i bunden af karrierestien og nu langsomt bevægede sig op trin efter trin. Så jeg sad altså der i sofaen, og blev helt rørt.

Det kom jeg til at tænke på i går, hvor jeg spiste frokost med en god ven. Det er i sig selv var sådan set herligt nok, for vi har en samtale, vi startede for godt 10 år siden, der ikke er slut endnu, og vi har det ret så sjovt i hinandens selskab. Men i går fortalte han også en historie, om noget, han netop havde oplevet, der fik mig sådan til at grine.

Hans datter er upcoming musiker, og skulle spille et koncert i København. I køen på vej ind (ingen VIP’s her…) falder han i snak med nogle unge mænd, der står bagved ham i køen. Glade unge, lettere berusede ungersvende med et par dåseøl i hænderne. Da de hører, at han skal ind og se den unge, kvindelige musiker skamroser de hende – ærligt, nok mest hendes udseende, og er alle enige om, at hende gider de godt kn….! Hun er også smuk som en engel, og jeg har mere end en gang tænkt, om ikke et arrangeret, tilfældigt møde med en af mine sønner ville være en god ide.

Nå,  moderen falder i snak med ægteparret foran og i den forbindelse bliver det offentliggjort, at det altså er den unge, smukke kvindes far, de netop har fortalt, hvad de gerne vil gøre ved hans datter.

Se, nu kunne de unge mænd bare have ladet om ingenting og kigget den anden vej. Men nej, de spørger lettere røde i hovederne, om det er rigtig forstået, at det er faderen til musikeren, de lige har talt med. Da min ven bekræfter, skjuler de, de nu helt røde ansigter, i hænderne og undskylder, det bedste de kan. De beder ham bære over, idet de bare er nogle unge, halvfulde, glade fyre. Det gør min ven selvfølgelig, og forsikrer dem, at han også selv har været ung og halvfuld engang, så han kan godt huske det.

Både min ven og jeg havde selvfølgelig en fest over situationen, der er som taget ud af en halvdårlig film, men vi var også enige om, at det var nogle ualmindeligt søde unge mennesker, der tog ansvar for deres opførsel. Det hjælper nok, at min ven har et vist pondus i både højde og fremtoning, men alligevel.

Og det fik så mig til at tænke på mine sønners venner for en måneds tid siden, og derfor dette tema på søndagsbloggen.

Jeg ved godt, at der aldrig har været så mange diagnosticerede unge. Jeg ved også godt, at der er flere “selvskadere” end før, og at vores unge drikker, som huller i jorden. Jeg er også fuldt bevidst om, at både min vens datter og mine sønners omgangskreds er fra såkaldt ressourcestærke hjem, men det ændrer ikke på, at de fleste af de unge, jeg møder på min vej er top-skønne, og rent faktisk er så meget bedre, end deres rygte. Hvis de i det hele taget har et rygte. De synes i øvrigt også, at woke-ism har taget overhånd, og at bartenderen fra Hotel Cecil, der blev fyret og så kastede maling på et kunstværk på SMK, er en spade.

Så denne klumme er en hyldest til alle vores unge, skønne mennesker, der navigerer i en verden fyldt med SoMe, klimakrise, krige, utallige kønsidentiteter og mødre, der insisterer på at spille Do they know it’s Christmas på repeat.

Længe leve vores unge!

Udgivet den

Jeg savner tiden 1985 – 1995…

…sådan cirka, og helt konkret savner jeg:

  • Ord som fredsforhandlinger, nedrustning, Perestrojka og Glasnost
  • Next Stop! – både Nevada og Sovjet
  • At forurening handler om at smide sit ispapir i skraldespanden, og ikke at jorden vil gå under, fordi jeg kører på søndagstur i min bil eller flyver til Mallorca
  • Sætninger som “Tear that Wall down!”
  • Mærkelige grupper (jeg deltog selv i en), hvor vi håbede, at vi med tankens kraft kunne sende signaler til  verdens ledere om fred (nej, jeg ved ikke, hvordan det skulle virke )
  • Mathias Rust – og Gevalia reklamen, der fulgte efter
  • Små, sjove Trabanter, der myldrede over den gamle grænse
  • Fredsbevægelser – selv morgengrimme for fred
  • Håb og optimisme om en ny tid
  • Håb om demokrati i Kina (ok, den var lidt langt ude)

  • Kreative musikvideoer
  • At kunne danse en hel nat
  • En udenrigsminister med vid, humor og respekt for skatteborgernes penge
  • Et herrelandshold med Preben Elkjær typer
  • At vinde EM i fodbold
  • At kunne opføre sig åndsvagt uden at være bange for at se det på internettet
  • At vitterlig tro, det hedder marcinpan… med n. Det lød meget sjovere
  • Ikke at være træt kl. 23
  • At kunne passe min gamle yndlingskjole
  • Danske reklamer, der var sjove, kreative og langtidsholdbare
  • At offentlig transport var noget, der blev taget alvorligt
  • At public service tv blev taget alvorligt
  • At mange læste aviser
  • At man måtte sige “Mine damer og herrer!” uden at blive beskyldt for at være krænkende
  • Dametoiletter
  • Begivenheder som “Live Aid” og folk, der troede, de kunne gøre en forskel
  • At fodbold handlede mere om fodbold end profit
  • At Trump kun var forretningsmand…eller hvad han nu var
  • Dan Turèll
  • At religion i Danmark var en privatsag
  • At være spændt på, hvad jeg får i julegave (ok, det kan der nok ændres på)
  • At nogen i fuld alvor hældte dyr, fransk rødvin i kloakken foran Den Franske Ambassade i protest mod atomprøvesprængninger
  • Hensyntagen i det offentlige rum
  • Ubekymrethed og ikke at  skulle tænke på 3-dages overlevelseslagre
  • Nåh ja… og så de to her… naturligvis i en udgave fra den tid


Og ja, jeg er klar over, at det vil være lige så nemt, at lave en liste over, hvad man ikke savner fra den tid, men den må du selv lave.

 

Udgivet den

Der er måske kun 20 somre tilbage

Jeg har pakket haven ned i dag. Altså havemøblerne og de ikke frostsikre krukker m.m., og så kom jeg til at tænke på noget, min veninde sagde for et par uger siden: “Har du tænkt over, at der måske kun er 20 somre tilbage?”

Øh… næh… det havde jeg ikke lige tænkt nærmere over. Antallet altså, men det er da klart, at jeg har tænkt over, at både hun og jeg også er i gang med efteråret. Livets efterår.

Nu kan jeg bedst lide sommeren. Jeg er født om sommeren, og jeg er et helt igennem solskinsbarn, så det med at bladene falder af træerne, og det bliver koldt, er ikke lige mig. Jeg kan godt se, at efteråret er smukt med alle farverne -i en uge, men fra medio oktober til ultimo april ville jeg helst bo et meget varmere sted, og nej stearinlys, julegløgg og hygge foran pejsen hjælper ikke, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at vinterbade.

Derfor ramte hendes ord også ret hårdt. Ikke fordi jeg, som Emil Thorup har noget ønske om at blive 180 år, men 20 er alligevel et ret markant tal, ikke? Nu kan man selvfølgelig relativere, og sige, at der er hele 20 somre tilbage, og hvem siger også at det ikke bliver 25? Det ved vi heldigvis ikke, og jeg er ikke i den kategori, at jeg kan forvente et opkald fra Mikael Bertelsen, så jeg lever i lykkelig uvidenhed. Jeg er dog vidende om, at det næppe bliver 40.

Brug tiden sammen med mennesker, der får dig til at le!

I denne uge trak Line Baun Danielsen stikket. Hun har midlertidig meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Nu har hun arbejdet, siden hun var 11 år (jordbærplukker), haft et stresssammenbrud og efter et møde med sin pensionsrådgiver har hun valgt at bruge tiden med de mennesker, der betyder mest for hende, fremfor på arbejde og med de sociale medier, der har det med både at æde ens tid og ens humør. Jeg forstår hende godt. Især, når man ved, at hun også lige har købt en lille lejlighed i Paris.

Det er så vigtigt, at vi er bevidste om at bruge tiden rigtigt. De senere år har jeg helt bevidst valgt at bruge mere “vi laver ingenting sammen tid” med min mand, fremfor eksempelvis at deltage i diverse arrangementer. Jeg har i øvrigt heller ikke energien længere, og jeg har altid følt mig som en hund i et spil kegler til receptioner. Jeg kan sagtens “small-talke” om alt og intet, men jeg gider ikke, og jeg synes helt grundlæggende, det er kedeligt.

Nu lyder jeg som en gammel, sur boomer, men til det vil jeg bare sige som Ricky Gervais – “I don’t care”. Det er min tid, og mine regler, men kors hvor har det taget lang tid at nå der til, og jeg er ikke i mål endnu.

Jeg bruger stadig alt for meget tid på ting, der ikke genererer god energi. Noget er et vilkår. Havemøbler, der skal pakkes ned for vinteren eksempelvis. Det er ikke super sjovt, men nødvendigt, og så kan man jo gå og mindes sommerens gode oplevelser imens, helt uden at tælle ned fra 21, men andre ting og mennesker skal man se at få ud af sit liv.

Refleksionerne er vel første skridt til at få foretaget ændringer. Det at tænke over, hvordan man bruger sin tid, og være bevidst om, at den altså ikke er uendelig, er både ubehageligt og nødvendigt.

“60 uden stress” sagde en anden god ven for nylig, da vi fejrede hans runde fødselsdag. Han havde blandt andet ønsket sig bidrag til en shaman tromme, og udover, det er første gang, jeg har været med til at give en sådan i fødselsdagsgave, vidner det også om, at han stadig er enormt nysgerrig på livet, men også at han bruger sin tid fornuftigt. Han udforsker og lærer noget nyt. Måske kan han ligefrem blive ven med en norsk prinsesse.. hvem ved…

Så nu vil jeg lade mig inspirere af ham, pakke min efterårs blues sammen, lytte til “De fire årstider”,  glæde mig over, at der i hvert fald er 20 somre tilbage, og så tænke over hvordan jeg bruger tiden allerbedst for mig. Håber, du gør det samme.

Udgivet den

50something+

 

Det er et stykke tid siden, der har været aktivitet her på bloggen. Nu kunne jeg jo synge som Kurt Thorsen, at her har I mig tilbage, men det ville næsten være for meget, og hvem kan i øvrigt huske K.T.?

Men jeg er tilbage. Faktisk har jeg aldrig været helt væk, jeg har bare grublet lidt over, hvad der nu skulle ske med bloggen, efter jeg gik hen og fyldte 60. Er man så stadig 50something, eller skal det hele ændres, og har jeg stadig nok på hjerte til ikke bare at drysse vilkårlige bogstaver på en hvid site? I en lang periode følte jeg mig reelt tom i forhold til at skrive noget fornuftigt. Har vi ikke hørt eller læst det hele før?

Samtidig gik jeg hen og fik nyt job. Ja! Det kan lade sig gøre efter man er fyldt 60, og ikke alene var jobbet nyt, det var også en ny branche med et helt nyt vokabularium, kultur og it-systemer, så de sidste tre måneder har min hjerne kørt på overload, og kun haft plads til lette (!) tv-serier og til at være bare lidt til stede hos mine nærmeste.

Men nu… efter jeg har lært tre nye it-systemer, ca. 100 nye mennesker, og en helt ny kultur at kende, er jeg ved at komme lidt op til overfladen igen. -Og så savner jeg jo jer! Alle mine trofaste bloglæsere. Det var sjovere sammen med jer!

Derfor har jeg besluttet, at bloggen fortsætter, og den fortsætter også under titlen 50something, for i princippet er jeg jo bare blevet 50something+.

Men det er spøjst. Der burde ikke være den store forskel på, om man er 59 eller 60. Men det var der altså for mig. Især fordi jeg også var jobsøgende på det tidspunkt (efter eget valg), og der skal jeg da ellers lige love for, at der er forskel på hvilket tal, der står først.

Det hjalp, da loven blev ændret, så man ikke skulle taste sin alder ind allerede før man overhovedet nåede til sin ansøgning og sit cv -så begyndte jeg da at komme til samtaler, men det var en mærkelig oplevelse. I mit hoved er jeg jo stadig 40something, men sådan ser arbejdsmarkedet ikke rigtig på tingene.

Nå, det lykkedes altså, og i denne uge fik jeg en ny kollega, der er 61 år (ha!), så jeg er ikke den eneste, der kan skifte job i den alder. Fik I den? I må ikke give op, hvis I vil noget nyt. Det kan lykkes.

Men tid og alder er noget sjovt noget, og især indenfor referencerammer ændrer tingene sig. Jeg er nu nået den alder, hvor mine referencer nogle gange hænger i luften. Eksempelvis ved mine nærmeste (unge) kolleger ikke, hvad jeg taler om, når jeg citerer Groucho Marx. De ved simpelthen ikke, hvem han var, og endnu mindre, hvad han har sagt om at være medlem af en klub. Jeg har nu aldrig selv været den store Marx Brothers fan, så jeg begræder ikke, at de er røget ud i popkulturens glemsel, jeg noterer mig bare, at vores referencer er meget forskellige og fra hver sin tidsperiode.

Det er som sådan ikke det store problem, når det kommer til Groucho Marx citater, men vi mister noget, efterhånden som vi bliver mere og mere fragmenteret i forhold til vores kulturvaner. Fællesskabsfølelsen over en oplevelse eller noget vi kan være indforstået sammen over forsvinder. Nudge, nudge –  say no more…. say no more!

For nylig læste jeg en artikel om, hvor lidt journalister havde interesseret sig for Jon Stephensen før han blev politiker -læs menneske med magt, og hvor meget de burde have kigget i hans og andre kulturpersonligheders retning før, for det er i virkeligheden der, den reelle magt ligger. Altså i vores kultur.

Jeg kan ikke være mere enig, og vil i øvrigt tilføje, at enhver, der bare har fulgt en lille smule med, ville vide, at J.S. nok ikke var den mest værdige person til at sidde på et af vores fineste embeder.

Men vi tager ikke den kulturelle påvirkning alvorligt nok. Ofte opdager vi først, når det er for sent, at vi har mistet noget, eller at vores samfund er drejet i en retning, som ikke er det, som vi ønsker, og her er det ikke nok, at sætte sit kryds engang hvert fjerde år. Magten ligger et helt andet sted. I den kulturelle påvirkning, som vi støder på alle vide vegne.

Og nej, jeg kan ikke hidse mig op over en drag queen på et børnebibliotek, men jeg er dybt bekymret over Normstormerne, og den polarisering, som hele woke kulturen bringer med sig. Det hele bliver sort / hvidt. Er du ikke med os, er du imod os, og vi har magten til at få dig væk. Nuancerne og vores fælles reference/udgangspunkt forsvinder, og det skræmmer mig.

Men nu er jeg jo også ved at tilhøre den kategori, der synes verden er af lave, at radioværterne er dumme at høre på (det er de altså også… de fleste af dem), at politibetjentene og folketingspolitikerne bliver yngre og yngre, og så går alt vel bare, som det plejer.

Men jeg er altså ikke blevet for gammel til at blogge, og mon ikke jeg igen kan finde noget at gå op i og skrive om.

Til sidst får I lige Helen Mirren og Rod Stewart. De er begge blevet 78 år, men f… de er stadig cool, og det er vi 50something+ også!

Udgivet den

Trygheden i genkendeligheden.

“Jeg må være ved at blive gammel” hører man tit, når nogen bliver bevægede, rørte eller slet ret sentimentale. Det er som om, at jo ældre man bliver, jo lettere har man til tårer over de små ting i tilværelsen.

Nu har jeg sådan set altid stortudet, når jeg har set film. Først til mine sønners store morskab. Senere syntes de, jeg var det mest piiiiiinlige i hele verden, og sad i det skjulte og skævede til mig, når vi var i biografen, klar til at skynde sig ud, så de ikke behøvede at blive set sammen med hende den pinlige med de røde øjne og næsen, der løb.

Men også jeg må erkende, at med årene er filtret blevet tyndere, og der skal mindre og mindre til at gøre mig bevæget. Som lige før, hvor jeg stod og hængte sengetøj til tørre i solen.

Det er den smukkeste sommerdag. Solen står højt på en blå himmel, hvor små vatskyer svæver langsomt afsted. Det er dansk sommer, når det er bedst, og så tog jeg mig selv i at blive helt bevæget over noget så banalt, som at hænge sengetøj til tørre. Men findes der noget mere trygt end sengetøj i sommersolen? Det lugter da langt væk af barndom, ærter, jordbær og jagten på firkløver i græsset.

Mange af mine venner og bekendte har nu fået børnebørn, og selvom jeg gerne vil have, at der går nogle år endnu, før mine sønner når der til,  så er jeg da også lidt misundelig. Som “bedste” kan man jo tage alt det sjove, og så levere dem retur med tak for lån, eller noget.

Og lade tingene gentage sig. Så skal der læses godnat historie, så skal  de lære at køre på cykel, så skal de holde fødselsdag osv. osv. Det er der en tryghed i, og kors hvor har vi brug for det for tiden. Læser man avisen, får man jo indtryk at, at verden går under i morgen. Det gør den måske også, men ikke i dag.

Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af alle de dårlige nyheder. Jeg får en grundbekymring, jeg ikke har følt før, og jeg får svært ved bare at nyde en sommersøndag. Alle mulige tanker flyver igennem hovedet på mig – “vi må nok hellere få købt noget brænde nu under sommeren, så vi kan klare os igennem vinteren, hvis de slukker for gassen (vi har naturgas…. hammerdyr naturgas)”.

Vi må nok også hellere lige sørge for et forråd af dit og dat, og skal jeg mon skifte investeringsgruppe på min pension (hvis du ikke har tjekket, hvor meget du har tabt i 2022, så lad være), og mon aktierne nogensinde stiger igen,  og hvad nu hvis ….

De drukner i vand i Australien, mens der er hedebølge og tørke i Sydeuropa og Sri Lanka er gået helt op i limningen. Vi får et nyt parti eller en bunke løsgængere hver uge, og mens briterne fortsætter stolelegen i Overhuset ligner Oxford St. nogle steder en spøgelsesby. Det ved jeg, for jeg var der i sidste uge.

Og bedst, som man synes det er den skønneste weekend i lang  tid med glade folk over hele Danmark, der jubler på tynde  mænd i  lycra, er der skyderi i Fields, hvor tre uskyldige mennesker mister livet, og nogle stakkels forældre kan se deres søn blive fængslet for en helt utænkelig forbrydelse.

Det er sg. ikke let for tiden.

Foto er lånt fra Flensted.dk

Men så er det, at lagnerne i solen pludselig bliver redningsplanken. Sammen med nye kartofler, purløg og radiser og de små ting i tilværelsen. Gentagelserne. Repetitionen af de trygge ting, som at læse godnathistorie, eller se et afsnit af yndlings krimien, som man egentlig har set, men det er så lang tid siden, at man har glemt, hvem morderen er.

Min gode veninde, der er præst i Ørestaden, og som har været på overarbejde hele den seneste uge, sagde i forbindelse med mindehøjtideligheden, at “virkeligheden er banal”, og det er fuldstændig rigtigt. Både vi og virkeligheden er i bund og grund banale, og derfor finder vi trøst i gentagelserne. De gentagelser, som vi ved er forbundet med glæde og tryghed.

Uden at vi skal være jubeloptimister, er vi nødt til at få noget optimisme tilbage. Det skal nok gå, og  Putin kan ikke leve for evigt…. håber jeg.

Gå ud og hæng nogle lagner op, det hjælper.

God sommersøndag!

Udgivet den

I år er det – gys – 40 år siden…

Man skal have en vis alder for at vide, hvad det her er….

,,,,at jeg blev student. Det er også 40 år siden, at Uffe Ellemann Jensen blev udenrigsminister første gang. Nu er han gået bort -eller videre. Det var ventet, og fra hvad jeg kan læse mig til, var han også selv afklaret og helt bevidst om at det lakkede mod enden.

Alligevel er det mærkeligt. Mærkeligt på samme måde, som at det er 40 år siden, jeg kørte rundt på en vogn med en hue og var lykkelig, ubekymret og lettet.

Vi talte om i det i forgårs, Nils og jeg, da vi hørte, at Jakob og Karen Ellemann var hastet hjem fra Folkemødet. At nu ville vi miste en af de skikkelser, som har været der det meste af vores liv. En stor personlighed, der på en gang – som hans far sagde “var for meget Ellemann og for lidt Jensen”, og så alligevel ikke. Som havde masser af humor og format til at sætte sig på bageste række i Folketinget blandt de nye, da han var trådt tilbage som formand. Kors, hvor jeg dog savner politikere som ham. Enig eller uenig, det var i hvert fald ikke en spindoktor, der fandt på “Du skal kraftedeme ikke filme mig nedefra”, og hvad havde Ekstra Bladets nytårstorsk været uden ham?

Da jeg refererede “If you can’t join them, beat them” for min søn i dag, rettede han mig og sagde at det altså var omvendt. Det tog så lige en længere forklaring, men det er vigtigt, at vi holder fast i fælles referencerammer, så han var tvangsindlagt.

Jeg tror imidlertid, at jeg skal tænke mig lidt mere om i fremtiden, når det kommer til fælles referencerammer og sønnike.

For nogle år siden begyndte vi nogle familie filmaftener for at have nogle fælles oplevelser. Kort fortalt, smed alle en seddel med en filmtitel i en bowle, og alle skulle så holde ud, og se den film, som blev trukket. Med popcorn, slik og sodavand selvfølgelig. For os gamlinger også en slet skjult dagsorden om at få nogle klassikere på banen – fælles referencerammer.

Til vores sidste filmaften endte det med Casablanca, Både Nils og jeg var spændt på, om den holdt i dag, men den gik rent ind. Så rent, at vores yngste søn nu har fået tatoveret (ja, tatoveret) en tegning af Rick Blaine på sin underarm.

Han syntes, Bogies karakter var det sejeste, og bagtanken er, at næste gang, han er i tvivl om noget, så vil han kigge på Rick og tænke over, hvad Rick ville gøre i en given situation. Den refleksion kan jeg godt lide.

Jeg har ellers kæmpet i mange år for at forhindre tatoveringen, men nu er han myndig, og selv jeg må erkende, at både selve tatoveringen og baggrunden for den, er fin. Til gengæld grinede vi meget over, at cremen, som han skal smøre med, er af mærket “Sorry, mum!”. Jeg er tydeligvis ikke alene….

Det er jeg nok heller ikke i at tænke tilbage i dag. Ikke kun fordi jeg er blevet en virkelig gammel student, men også fordi personlighederne fra den gang i 80’erne stille og roligt forsvinder.

Heldigvis er der hele tiden nye på vej, og hvis den nye generation vælger Rick Blaine som forbillede, så kan det ikke gå helt galt. Og så må vi bare huske at glæde os over livet – As time goes by!

Udgivet den

50somethings still rock!

Det har været en meget mærkelig uge i forhold til indlæg om os 50somethings. Det startede med et, jeg så på LinkedIn, hvor en -meget nydelig herre, bevares, med et foto af sig selv gjorde opmærksom på, at han aldrig havde stået skarpere end nu som 45 årig, og derfor ikke kunne se nogen grund til at han ikke skulle have et fedt job.

Det havde han vist også, så vidt jeg kunne læse mig til, så alene af den grund forekom det lidt mærkeligt at gøre opmærksom på, hvor skarpt han stod, men det som virkelig fik mig til at løfte øjenbrynene, var hans holdning til at han mente, det var nødvendigt at gøre opmærksom på som 45 årig.

Må jeg helt stilfærdigt minde om Rolling Stones, der da de startede, mente at 30 årige var oldinge, i dag stadig fylder stadions verden over, selvom bandets gennemsnitsalder er pænt over de 70.

Måske er tidligere nævnte mand for ung til at huske Stones som yngre (det er jeg i og for sig også), men det siger noget om holdning til livet og tilværelsen. “Den skarpe mand” forestiller sig arbejdslivet på vej mod slutningen i en alder af 45, mens Stones bogstaveligt talt giver den gas til de falder døde om. Keith Richards undtaget. Han er som bekendt udødelig.

Men samtidig med dette opslag flyder det over med lignende dommedagsprofetier for os 50somethings, når det kommer til at finde arbejde.

En anden mand uploadede også på LinkedIn, hvordan han havde sendt to enslydende ansøgninger, hvor han i den ene skrev, han var 35 og i den anden 55, og udelukkende kom til samtaler som 35 årig. Børsen skriver også sider op og ned om seniorer udenfor arbejdsmarkedet.

Jeg er nødt til at indrømme, at selvom alderen på papiret siger noget andet, så er jeg altså ikke begyndt at tænke på mig selv som tilhørende seniorerne. For f…s sake, jeg har stadig en hjemmeboende søn.

En af mine venner sagde til mig, at hele forskellen ligger i, om man stadig er nysgerrig på tilværelsen, eller om man er blevet “erfaringsramt”. Det new speak for “gået i stå”. Jeg synes hverken jeg, eller nogen i min omgangskreds, er gået i stå – tvært i mod, og det fik mig til at tænke over en anden episode i den forgangne uge, som jeg først slet ikke havde tænkt over i aldersmæssig forstand.

En af mine rigtigt, gode gamle venner og jeg fandt for nogle år siden hinanden igen efter cirka 25 års pause. Det er i sig selv værd at skrive en blog om, for vi satte os bare ned og talte åbent om alt, som om det var i går, og det er vi så fortsat med siden, hvilket er lidt vildt.

Under den første Corona nedlukning blev han fyret -og han var ikke medlem af en A-kasse. Det er ikke verdens fedeste situation at stå i som fraskilt far med dertil hørende udgifter. Men han var ikke sådan at slå ud.

“Jeg åbner s.. mit eget rejsebureau” sagde han, og så havde vi mange, lange snakke om det. På intet tidspunkt skænkede jeg hans alder en tanke.

Nu ved jeg godt, at man skal gå mod strømmen, for det er der, succes’erne ligger, men det er alligevel sin sag, at åbne et rejsebureau, når ingen må rejse. Det betød så også en kortvarig, men givtig karriere indenfor podning og vacciner – og heller ikke her var alder et “issue”.

I denne uge var vi ude at spise, og nu går det rent faktisk så godt, at han har ansat en medarbejder, ikke kun arbejder hjemmefra, men har lejet et par kontorpladser, egenkapitalen er fornuftig og prognoserne ser rigtigt gode ud.

Jeg var selvfølgelig begejstret, og roste ham til skyerne mens jeg jublede over hans succes, og først der midt i en eller andet arbejdsrelateret diskussion siger han “Jamen, Berit, jeg bliver jo 60 næste gang”. Nåh ja, det gør du jo også… og hvad så?

Og ja, jeg ved godt, at der er forskel på at åbne sit eget, og blive valgt fra i bunken af ansøgninger,  men det er altså også sin sag som 58 årig at etablere et firma, hvor produktet er umuligt på grund af verdenssituationen samtidig med at der skal hentes husleje hjem. Men det har han altså gjort, og det synes jeg er mega sejt!

Mit budskab er derfor – lad være med at læse alle de negative budskaber om “seniorer på arbejdsmarkedet”. Læs i stedet for eksempelvis et fra direktøren for Bakken, der i sit upload på LinkedIn skriver, “at på Bakken ansætter vi altså efter personlighed og kompetencer, og vi får brug for mange i den kommende sæson” (også et opslag i denne uge). Tippet er hermed givet videre. Eller endnu bedre… læs min blog ;o)

For ved I hvad? 50somethings still rock, og vi skal ikke på barsel, vi har heller ikke syge småbørn, og vi skifter ikke job hvert tredje år, så vi er faktisk rigtig seje at få ansat.

-Og se, jeg står også skarpt…… HA!

 

Udgivet den

“Alderens arrogance”

I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.

Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man  gøre noget oftere.

Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.

Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.

I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.

Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del  – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.

Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.

Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.

Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.

Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?

Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.

“Vi skal alle dø en dag, men alle andre dage skal vi leve” PR Foto fra TV2

I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.

Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.

Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen.  Klarsyn og lethed eksempelvis.

Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!

GODT NYT ÅR!

Udgivet den

Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.
Udgivet den

At ældes med ynde

Spejle er bare ikke, hvad de har været!                              (Tegning fra Landbrugsavisen.dk)

Det sagde min mor altid. “Man skal ældes med ynde”. Egentlig et mærkeligt udtryk, der vel nærmest kan oversættes med at man skal ældes med elegance.

Det er fan…..edme svært!

Især i en tid, hvor frisører, fitness centre og andre holder lukket. Ikke, at de gør den helt store forskel på selve processen, de pynter vel bare på overfladen, men det hjælper alt sammen,  og der er dage, hvor man føler, man godt kunne trænge til en hjælpende (løftende?) hånd.

Forleden blev den første af “pigerne” 60 år, og det fik mig til at tænke over, at jeg nu er nærmere de 60 end de 50 (jeg er stadig 50something – ha!), og jeg er for længst gået fra “at se godt ud” til “at holde mig godt”, men efter måneder med virtuelle møder er jeg blevet lidt i tvivl, om hvordan dags formen egentlig er. Det er som om glansen er gået af. Også et morudtryk.

Jeg læste, at plastikkirurgerne i Danmark aldrig har haft så travlt, og det har de fordi folk på grund af alle de virtuelle møder pludselig er blevet opmærksomme på, at de har dobbelthager, hængende øjenbryn eller i det hele taget bare ikke ser ud, som de selv troede. Jeg ved præcis, hvad de oplever.

Det kan være lyset, kameravinklen og hvad ved jeg, men der er også tale om, at på et tidspunkt, så er man nødt til at erkende, at man altså ikke ser ud, som da man var 40, og det er faktisk sværere, end jeg havde troet. Måske fordi jeg har levet i en naiv forestilling om, at jeg altid ville se ud, som jeg plejede – bare med lidt grå hår og så lidt charmerende smilerynker.

Forleden uploadede jeg et #vieralleisammehårbåd  foto på Facebook, og en skrev i  kommentar feltet, at hun pludselig havde opdaget, at hendes kolleger var gråhårede. Corona sandheder.

Sådan er livet bare ikke. Det er kun Real Hollywood Wives of Beverly Hills og Jane Fonda, der med hjælp fra hvad-som-helst ser ud til at stoppe ældningsprocessen. Vi andre dødelige, vi må kæmpe med hvad vi har, og i denne uge faldt jeg altså i et hul, hvor jeg indså, at det kun går en vej fra nu af, og det er ned af. I bogstaveligste forstand.

Det medførte så den næste tanke om hvorfor det stadig betyder noget. Jeg er beriget med en skøn mand, der trods for mange kilo og mormorarme stadig elsker mig. Jeg har to velfungerende sønner, et godt job og jeg bor godt. Skævt ganske vist, men godt, og jeg har også en god og munter vennekreds, og med undtagelse af nogle småskavanker, et godt helbred (syv-ni-tretten, bank, bank, bank). Hvorfor er det ikke nok? Hvorfor kan jeg blive i dårligt humør over at mit udseende ikke er, hvad det har været? Holder forfængeligheden aldrig Corona lukket?

Tilsyneladende ikke, og sammenligningen med andre på samme alder er heller ikke gået i lock down. Hold nu op, hvor ser hun stadig godt ud, tænker jeg tit, når jeg FaceTimer med en af mine veninder. Ikke uden at være lidt misundelig -på den gode måde, for jeg under hende det så meget. Det medfører bare, at jeg begynder at slå mig selv i hovedet med at “jeg burde også, og så burde jeg ikke, og så skulle jeg også”. Kender I det?

Og vi taler altså her ikke om sundheds godt ud. Vi taler om forfængelighedens bål, der stadig gløder.

Jeg ved godt, at der ikke er noget alternativ til at blive ældre, der er værd at skrive hjem om, men en gang i mellem kan man altså godt falde lidt i det hul, og bare begynde at undgå spejle. Det kender jeg flere, der gør. Ren strudse teknik, men så bliver man i det mindste ikke i dårligt humør. Den teknik fik virtuelle møder så ødelagt.

Så hvad gør vi – os 50something? Og jeg tror det er lige gyldigt, om man er han, hun eller det.

I filmen Moonsstruck spørger vores kvindelige hovedperson alle om, hvorfor mænd er deres hustruer utro, og hun gør til sidst op med sig selv, at det er fordi, de er bange for at dø, eller i det hele taget blive ældre. Den løsning er jeg nu ikke tilhænger af, men jeg forstår godt, hvorfor nogle finder en yngre elsker og dermed bliver bekræftet i at de kan endnu, eller at glansen ikke er helt gået af, men det er i hvert fald ikke løsningen for mig. Og så ikke et ord om Madonna.

Jeg har besluttet mig for en strategi, der går ud på, at jeg vil kigge på gamle fotos af mig selv, og så vil jeg minde mig selv om, hvor utilfreds jeg var med mig selv på det tidspunkt, og så vil jeg sige til mig selv, at når jeg er nærmere de 70 (yak!) end de 60, så vil jeg kigge på fotos af mig selv fra tiden nu og tænke nogenlunde det samme.

Jeg er ikke sikker på, at det holder helt, og jeg vil stadig gøre alt for at blive filmet fra de bedste vinkler under vores virtuelle møder (idiot -de andre ser dig altid fra alle vinkler), og så vil jeg gøre mig så meget umage med at ældes med ynde. Hvad det så end betyder.

God søndag – og husk, du er altid selv din værste kritiker, og altså ikke alene om at hade dig selv på skærmen.

-Og når nu vi er ved Moonstruck og manglende frisører….