Kategori: Alder

Udgivet den

50something+

 

Det er et stykke tid siden, der har været aktivitet her på bloggen. Nu kunne jeg jo synge som Kurt Thorsen, at her har I mig tilbage, men det ville næsten være for meget, og hvem kan i øvrigt huske K.T.?

Men jeg er tilbage. Faktisk har jeg aldrig været helt væk, jeg har bare grublet lidt over, hvad der nu skulle ske med bloggen, efter jeg gik hen og fyldte 60. Er man så stadig 50something, eller skal det hele ændres, og har jeg stadig nok på hjerte til ikke bare at drysse vilkårlige bogstaver på en hvid site? I en lang periode følte jeg mig reelt tom i forhold til at skrive noget fornuftigt. Har vi ikke hørt eller læst det hele før?

Samtidig gik jeg hen og fik nyt job. Ja! Det kan lade sig gøre efter man er fyldt 60, og ikke alene var jobbet nyt, det var også en ny branche med et helt nyt vokabularium, kultur og it-systemer, så de sidste tre måneder har min hjerne kørt på overload, og kun haft plads til lette (!) tv-serier og til at være bare lidt til stede hos mine nærmeste.

Men nu… efter jeg har lært tre nye it-systemer, ca. 100 nye mennesker, og en helt ny kultur at kende, er jeg ved at komme lidt op til overfladen igen. -Og så savner jeg jo jer! Alle mine trofaste bloglæsere. Det var sjovere sammen med jer!

Derfor har jeg besluttet, at bloggen fortsætter, og den fortsætter også under titlen 50something, for i princippet er jeg jo bare blevet 50something+.

Men det er spøjst. Der burde ikke være den store forskel på, om man er 59 eller 60. Men det var der altså for mig. Især fordi jeg også var jobsøgende på det tidspunkt (efter eget valg), og der skal jeg da ellers lige love for, at der er forskel på hvilket tal, der står først.

Det hjalp, da loven blev ændret, så man ikke skulle taste sin alder ind allerede før man overhovedet nåede til sin ansøgning og sit cv -så begyndte jeg da at komme til samtaler, men det var en mærkelig oplevelse. I mit hoved er jeg jo stadig 40something, men sådan ser arbejdsmarkedet ikke rigtig på tingene.

Nå, det lykkedes altså, og i denne uge fik jeg en ny kollega, der er 61 år (ha!), så jeg er ikke den eneste, der kan skifte job i den alder. Fik I den? I må ikke give op, hvis I vil noget nyt. Det kan lykkes.

Men tid og alder er noget sjovt noget, og især indenfor referencerammer ændrer tingene sig. Jeg er nu nået den alder, hvor mine referencer nogle gange hænger i luften. Eksempelvis ved mine nærmeste (unge) kolleger ikke, hvad jeg taler om, når jeg citerer Groucho Marx. De ved simpelthen ikke, hvem han var, og endnu mindre, hvad han har sagt om at være medlem af en klub. Jeg har nu aldrig selv været den store Marx Brothers fan, så jeg begræder ikke, at de er røget ud i popkulturens glemsel, jeg noterer mig bare, at vores referencer er meget forskellige og fra hver sin tidsperiode.

Det er som sådan ikke det store problem, når det kommer til Groucho Marx citater, men vi mister noget, efterhånden som vi bliver mere og mere fragmenteret i forhold til vores kulturvaner. Fællesskabsfølelsen over en oplevelse eller noget vi kan være indforstået sammen over forsvinder. Nudge, nudge –  say no more…. say no more!

For nylig læste jeg en artikel om, hvor lidt journalister havde interesseret sig for Jon Stephensen før han blev politiker -læs menneske med magt, og hvor meget de burde have kigget i hans og andre kulturpersonligheders retning før, for det er i virkeligheden der, den reelle magt ligger. Altså i vores kultur.

Jeg kan ikke være mere enig, og vil i øvrigt tilføje, at enhver, der bare har fulgt en lille smule med, ville vide, at J.S. nok ikke var den mest værdige person til at sidde på et af vores fineste embeder.

Men vi tager ikke den kulturelle påvirkning alvorligt nok. Ofte opdager vi først, når det er for sent, at vi har mistet noget, eller at vores samfund er drejet i en retning, som ikke er det, som vi ønsker, og her er det ikke nok, at sætte sit kryds engang hvert fjerde år. Magten ligger et helt andet sted. I den kulturelle påvirkning, som vi støder på alle vide vegne.

Og nej, jeg kan ikke hidse mig op over en drag queen på et børnebibliotek, men jeg er dybt bekymret over Normstormerne, og den polarisering, som hele woke kulturen bringer med sig. Det hele bliver sort / hvidt. Er du ikke med os, er du imod os, og vi har magten til at få dig væk. Nuancerne og vores fælles reference/udgangspunkt forsvinder, og det skræmmer mig.

Men nu er jeg jo også ved at tilhøre den kategori, der synes verden er af lave, at radioværterne er dumme at høre på (det er de altså også… de fleste af dem), at politibetjentene og folketingspolitikerne bliver yngre og yngre, og så går alt vel bare, som det plejer.

Men jeg er altså ikke blevet for gammel til at blogge, og mon ikke jeg igen kan finde noget at gå op i og skrive om.

Til sidst får I lige Helen Mirren og Rod Stewart. De er begge blevet 78 år, men f… de er stadig cool, og det er vi 50something+ også!

Udgivet den

Trygheden i genkendeligheden.

“Jeg må være ved at blive gammel” hører man tit, når nogen bliver bevægede, rørte eller slet ret sentimentale. Det er som om, at jo ældre man bliver, jo lettere har man til tårer over de små ting i tilværelsen.

Nu har jeg sådan set altid stortudet, når jeg har set film. Først til mine sønners store morskab. Senere syntes de, jeg var det mest piiiiiinlige i hele verden, og sad i det skjulte og skævede til mig, når vi var i biografen, klar til at skynde sig ud, så de ikke behøvede at blive set sammen med hende den pinlige med de røde øjne og næsen, der løb.

Men også jeg må erkende, at med årene er filtret blevet tyndere, og der skal mindre og mindre til at gøre mig bevæget. Som lige før, hvor jeg stod og hængte sengetøj til tørre i solen.

Det er den smukkeste sommerdag. Solen står højt på en blå himmel, hvor små vatskyer svæver langsomt afsted. Det er dansk sommer, når det er bedst, og så tog jeg mig selv i at blive helt bevæget over noget så banalt, som at hænge sengetøj til tørre. Men findes der noget mere trygt end sengetøj i sommersolen? Det lugter da langt væk af barndom, ærter, jordbær og jagten på firkløver i græsset.

Mange af mine venner og bekendte har nu fået børnebørn, og selvom jeg gerne vil have, at der går nogle år endnu, før mine sønner når der til,  så er jeg da også lidt misundelig. Som “bedste” kan man jo tage alt det sjove, og så levere dem retur med tak for lån, eller noget.

Og lade tingene gentage sig. Så skal der læses godnat historie, så skal  de lære at køre på cykel, så skal de holde fødselsdag osv. osv. Det er der en tryghed i, og kors hvor har vi brug for det for tiden. Læser man avisen, får man jo indtryk at, at verden går under i morgen. Det gør den måske også, men ikke i dag.

Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af alle de dårlige nyheder. Jeg får en grundbekymring, jeg ikke har følt før, og jeg får svært ved bare at nyde en sommersøndag. Alle mulige tanker flyver igennem hovedet på mig – “vi må nok hellere få købt noget brænde nu under sommeren, så vi kan klare os igennem vinteren, hvis de slukker for gassen (vi har naturgas…. hammerdyr naturgas)”.

Vi må nok også hellere lige sørge for et forråd af dit og dat, og skal jeg mon skifte investeringsgruppe på min pension (hvis du ikke har tjekket, hvor meget du har tabt i 2022, så lad være), og mon aktierne nogensinde stiger igen,  og hvad nu hvis ….

De drukner i vand i Australien, mens der er hedebølge og tørke i Sydeuropa og Sri Lanka er gået helt op i limningen. Vi får et nyt parti eller en bunke løsgængere hver uge, og mens briterne fortsætter stolelegen i Overhuset ligner Oxford St. nogle steder en spøgelsesby. Det ved jeg, for jeg var der i sidste uge.

Og bedst, som man synes det er den skønneste weekend i lang  tid med glade folk over hele Danmark, der jubler på tynde  mænd i  lycra, er der skyderi i Fields, hvor tre uskyldige mennesker mister livet, og nogle stakkels forældre kan se deres søn blive fængslet for en helt utænkelig forbrydelse.

Det er sg. ikke let for tiden.

Foto er lånt fra Flensted.dk

Men så er det, at lagnerne i solen pludselig bliver redningsplanken. Sammen med nye kartofler, purløg og radiser og de små ting i tilværelsen. Gentagelserne. Repetitionen af de trygge ting, som at læse godnathistorie, eller se et afsnit af yndlings krimien, som man egentlig har set, men det er så lang tid siden, at man har glemt, hvem morderen er.

Min gode veninde, der er præst i Ørestaden, og som har været på overarbejde hele den seneste uge, sagde i forbindelse med mindehøjtideligheden, at “virkeligheden er banal”, og det er fuldstændig rigtigt. Både vi og virkeligheden er i bund og grund banale, og derfor finder vi trøst i gentagelserne. De gentagelser, som vi ved er forbundet med glæde og tryghed.

Uden at vi skal være jubeloptimister, er vi nødt til at få noget optimisme tilbage. Det skal nok gå, og  Putin kan ikke leve for evigt…. håber jeg.

Gå ud og hæng nogle lagner op, det hjælper.

God sommersøndag!

Udgivet den

I år er det – gys – 40 år siden…

Man skal have en vis alder for at vide, hvad det her er….

,,,,at jeg blev student. Det er også 40 år siden, at Uffe Ellemann Jensen blev udenrigsminister første gang. Nu er han gået bort -eller videre. Det var ventet, og fra hvad jeg kan læse mig til, var han også selv afklaret og helt bevidst om at det lakkede mod enden.

Alligevel er det mærkeligt. Mærkeligt på samme måde, som at det er 40 år siden, jeg kørte rundt på en vogn med en hue og var lykkelig, ubekymret og lettet.

Vi talte om i det i forgårs, Nils og jeg, da vi hørte, at Jakob og Karen Ellemann var hastet hjem fra Folkemødet. At nu ville vi miste en af de skikkelser, som har været der det meste af vores liv. En stor personlighed, der på en gang – som hans far sagde “var for meget Ellemann og for lidt Jensen”, og så alligevel ikke. Som havde masser af humor og format til at sætte sig på bageste række i Folketinget blandt de nye, da han var trådt tilbage som formand. Kors, hvor jeg dog savner politikere som ham. Enig eller uenig, det var i hvert fald ikke en spindoktor, der fandt på “Du skal kraftedeme ikke filme mig nedefra”, og hvad havde Ekstra Bladets nytårstorsk været uden ham?

Da jeg refererede “If you can’t join them, beat them” for min søn i dag, rettede han mig og sagde at det altså var omvendt. Det tog så lige en længere forklaring, men det er vigtigt, at vi holder fast i fælles referencerammer, så han var tvangsindlagt.

Jeg tror imidlertid, at jeg skal tænke mig lidt mere om i fremtiden, når det kommer til fælles referencerammer og sønnike.

For nogle år siden begyndte vi nogle familie filmaftener for at have nogle fælles oplevelser. Kort fortalt, smed alle en seddel med en filmtitel i en bowle, og alle skulle så holde ud, og se den film, som blev trukket. Med popcorn, slik og sodavand selvfølgelig. For os gamlinger også en slet skjult dagsorden om at få nogle klassikere på banen – fælles referencerammer.

Til vores sidste filmaften endte det med Casablanca, Både Nils og jeg var spændt på, om den holdt i dag, men den gik rent ind. Så rent, at vores yngste søn nu har fået tatoveret (ja, tatoveret) en tegning af Rick Blaine på sin underarm.

Han syntes, Bogies karakter var det sejeste, og bagtanken er, at næste gang, han er i tvivl om noget, så vil han kigge på Rick og tænke over, hvad Rick ville gøre i en given situation. Den refleksion kan jeg godt lide.

Jeg har ellers kæmpet i mange år for at forhindre tatoveringen, men nu er han myndig, og selv jeg må erkende, at både selve tatoveringen og baggrunden for den, er fin. Til gengæld grinede vi meget over, at cremen, som han skal smøre med, er af mærket “Sorry, mum!”. Jeg er tydeligvis ikke alene….

Det er jeg nok heller ikke i at tænke tilbage i dag. Ikke kun fordi jeg er blevet en virkelig gammel student, men også fordi personlighederne fra den gang i 80’erne stille og roligt forsvinder.

Heldigvis er der hele tiden nye på vej, og hvis den nye generation vælger Rick Blaine som forbillede, så kan det ikke gå helt galt. Og så må vi bare huske at glæde os over livet – As time goes by!

Udgivet den

50somethings still rock!

Det har været en meget mærkelig uge i forhold til indlæg om os 50somethings. Det startede med et, jeg så på LinkedIn, hvor en -meget nydelig herre, bevares, med et foto af sig selv gjorde opmærksom på, at han aldrig havde stået skarpere end nu som 45 årig, og derfor ikke kunne se nogen grund til at han ikke skulle have et fedt job.

Det havde han vist også, så vidt jeg kunne læse mig til, så alene af den grund forekom det lidt mærkeligt at gøre opmærksom på, hvor skarpt han stod, men det som virkelig fik mig til at løfte øjenbrynene, var hans holdning til at han mente, det var nødvendigt at gøre opmærksom på som 45 årig.

Må jeg helt stilfærdigt minde om Rolling Stones, der da de startede, mente at 30 årige var oldinge, i dag stadig fylder stadions verden over, selvom bandets gennemsnitsalder er pænt over de 70.

Måske er tidligere nævnte mand for ung til at huske Stones som yngre (det er jeg i og for sig også), men det siger noget om holdning til livet og tilværelsen. “Den skarpe mand” forestiller sig arbejdslivet på vej mod slutningen i en alder af 45, mens Stones bogstaveligt talt giver den gas til de falder døde om. Keith Richards undtaget. Han er som bekendt udødelig.

Men samtidig med dette opslag flyder det over med lignende dommedagsprofetier for os 50somethings, når det kommer til at finde arbejde.

En anden mand uploadede også på LinkedIn, hvordan han havde sendt to enslydende ansøgninger, hvor han i den ene skrev, han var 35 og i den anden 55, og udelukkende kom til samtaler som 35 årig. Børsen skriver også sider op og ned om seniorer udenfor arbejdsmarkedet.

Jeg er nødt til at indrømme, at selvom alderen på papiret siger noget andet, så er jeg altså ikke begyndt at tænke på mig selv som tilhørende seniorerne. For f…s sake, jeg har stadig en hjemmeboende søn.

En af mine venner sagde til mig, at hele forskellen ligger i, om man stadig er nysgerrig på tilværelsen, eller om man er blevet “erfaringsramt”. Det new speak for “gået i stå”. Jeg synes hverken jeg, eller nogen i min omgangskreds, er gået i stå – tvært i mod, og det fik mig til at tænke over en anden episode i den forgangne uge, som jeg først slet ikke havde tænkt over i aldersmæssig forstand.

En af mine rigtigt, gode gamle venner og jeg fandt for nogle år siden hinanden igen efter cirka 25 års pause. Det er i sig selv værd at skrive en blog om, for vi satte os bare ned og talte åbent om alt, som om det var i går, og det er vi så fortsat med siden, hvilket er lidt vildt.

Under den første Corona nedlukning blev han fyret -og han var ikke medlem af en A-kasse. Det er ikke verdens fedeste situation at stå i som fraskilt far med dertil hørende udgifter. Men han var ikke sådan at slå ud.

“Jeg åbner s.. mit eget rejsebureau” sagde han, og så havde vi mange, lange snakke om det. På intet tidspunkt skænkede jeg hans alder en tanke.

Nu ved jeg godt, at man skal gå mod strømmen, for det er der, succes’erne ligger, men det er alligevel sin sag, at åbne et rejsebureau, når ingen må rejse. Det betød så også en kortvarig, men givtig karriere indenfor podning og vacciner – og heller ikke her var alder et “issue”.

I denne uge var vi ude at spise, og nu går det rent faktisk så godt, at han har ansat en medarbejder, ikke kun arbejder hjemmefra, men har lejet et par kontorpladser, egenkapitalen er fornuftig og prognoserne ser rigtigt gode ud.

Jeg var selvfølgelig begejstret, og roste ham til skyerne mens jeg jublede over hans succes, og først der midt i en eller andet arbejdsrelateret diskussion siger han “Jamen, Berit, jeg bliver jo 60 næste gang”. Nåh ja, det gør du jo også… og hvad så?

Og ja, jeg ved godt, at der er forskel på at åbne sit eget, og blive valgt fra i bunken af ansøgninger,  men det er altså også sin sag som 58 årig at etablere et firma, hvor produktet er umuligt på grund af verdenssituationen samtidig med at der skal hentes husleje hjem. Men det har han altså gjort, og det synes jeg er mega sejt!

Mit budskab er derfor – lad være med at læse alle de negative budskaber om “seniorer på arbejdsmarkedet”. Læs i stedet for eksempelvis et fra direktøren for Bakken, der i sit upload på LinkedIn skriver, “at på Bakken ansætter vi altså efter personlighed og kompetencer, og vi får brug for mange i den kommende sæson” (også et opslag i denne uge). Tippet er hermed givet videre. Eller endnu bedre… læs min blog ;o)

For ved I hvad? 50somethings still rock, og vi skal ikke på barsel, vi har heller ikke syge småbørn, og vi skifter ikke job hvert tredje år, så vi er faktisk rigtig seje at få ansat.

-Og se, jeg står også skarpt…… HA!

 

Udgivet den

“Alderens arrogance”

I et interview som 59 årig talte Per Kirkeby om alderens arrogance. Om at når man alligevel nærmer sig et sort hul (!), indfinder der sig en vis lethed. Et klarsyn, der kommer med alderen, uanset synet helt konkret bliver dårligere.

Det har jeg lige læst i en virkelig læseværdig artikel i Weekend Avisen af Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg. Jeg er nemlig kommet så langt ned i gear, at jeg har tid til at læse de lange forside artikler i W.A. Det skulle man  gøre noget oftere.

Jeg er også kommet så langt ned, at jeg har ryddet op i min E-Boks og arkiveret et hav af mails fra banker, kommuner, realkredit institutter ol. Det skal man ikke gøre noget oftere, for hvilket u-brugervenligt system. Hvorfor i alverden har de ikke skævet til Hotmail, Outlook el., da de udviklede det? Lidt ligesom da man opfandt Rejsekortet med 10.000 begynderfejl og umuligt at finde ud af for turister i stedet for liiige at kigge til eksempelvis London, hvor det bare spiller og har gjort det i mange år.

Nå, det skal jeg slet ikke sidde her og brokke mig over og ødelægge mit gode humør med, for det skal handle om noget helt andet…. alderens klarsyn. Det lyder meget bedre end arrogance.

I samme artikel står der også “Hvad er forskellen på at resignere og hvile i sig selv?” Hmmmm… jeg er stadig ved “Hvornår går man fra at se godt ud, til at holde sig godt?” og nu skal jeg så forholde mig til, om jeg er blevet voksen og resignerer eller hviler i mig selv.

Vi vil jo alle helst det sidste, men ærligt, jeg er da begyndt at resignere i flere situationer. Jeg gider ganske enkelt ikke hidse mig op, engagere mig, tage del  – vælg selv, i diverse. Noget, der ved min mor kunne drive mig til vandvid, når jeg med ungdommens engagement og temperament var dybt optaget af et eller andet, jeg som regel ikke havde nogen indflydelse på, og ikke kunne forstå, at hun ikke delte mit engagement.

Men nu er der med Kirkebys ord kommet et vist klarsyn og en vis lethed. Nåh jah… hva’ så’, “That too shall pass” (ok, vi taler ikke om klimakrise her), men det går nok alt sammen. Mine sønner og min mand vil sikkert hævde, at jeg overdriver. Jeg syntes, jeg var roligheden selv juleaftensdag, mens de begyndte at tale om, at jeg stressede. Jeg forstod ingenting. Men måske slår udviklingen først igennem udadtil, når man har øvet sig lidt.

Det er som med alt andet end balancegang. Jeg vil på den ene side gerne stadig være aktiv, engageret og fremme i skoene (de høje nu med puder, så man kan holde hele dagen), men på den anden side, vil jeg også gerne læne mig lidt tilbage og se blomsterne gro….. i timevis.

Måske er handler det om ikke at skulle bevise noget mere.

Hvad kan og skal man bevise, når man er 50something?

Det er store spørgsmål her på årets anden dag. Nogle vil helt tydeligt bevise, at de fortsat ser unge ud. Andre, at de stadig har magt og indflydelse, så de klæber til deres taburetter. Andre igen vil bevise over for sig selv og andre, at de stadig kan bestige bjerge eller løbe maraton, og det hele er ok. Så længe, det er for egen og ikke for andres skyld.

“Vi skal alle dø en dag, men alle andre dage skal vi leve” PR Foto fra TV2

I serien “Overleverne” på TV2 (som du bare må se, hvis du ikke allerede har set den), er en af karaktererne en midaldrende kvinde, hvis mand har haft en affære med hendes søster, mens hun selv var i kemo. Ikke verdens bedste scenarie. Hun bliver på kurset, der er omdrejningspunkter for serien, venner med en ung, lettere fandenivoldsk mand, og han siger på et tidspunkt til hende, at hun skal blæse fuldstændig på, hvad andre tænker, hun skal gøre lige præcis, hvad der gør hende glad. Hun vil bare have sit gamle liv tilbage og har tilgivet både søster og mand. Intet er altid kun sort/hvidt.

Hun vælger derfor at gå tilbage til sin mand, for det er det, hun ønsker og så blæser hun netop på, at andre vil mene, hun har tilgivet for let. Men hun skal ikke bevise mere, hun skal bare leve sit liv, og være så lykkelig, som mulig, og så lader hun alderens arrogance, eller skal vi ikke sige klarsyn og lethed, vinde over andres mening.

Alderens klarsyn og lethed er altså med andre ord nogle af de fordele, der er ved at blive ældre. Vi kan sagtens finde på masser af dårligdomme, som værkende knæ, grå hår og knirkende hvad-som-helst. Men lad os starte det nye år med at omfavne alle de positive sider, der også er ved at blive vis og voksen.  Klarsyn og lethed eksempelvis.

Vi har ikke resigneret, vi hviler bare i os selv, for 50something rocks!

GODT NYT ÅR!

Udgivet den

Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.
Udgivet den

At ældes med ynde

Spejle er bare ikke, hvad de har været!                              (Tegning fra Landbrugsavisen.dk)

Det sagde min mor altid. “Man skal ældes med ynde”. Egentlig et mærkeligt udtryk, der vel nærmest kan oversættes med at man skal ældes med elegance.

Det er fan…..edme svært!

Især i en tid, hvor frisører, fitness centre og andre holder lukket. Ikke, at de gør den helt store forskel på selve processen, de pynter vel bare på overfladen, men det hjælper alt sammen,  og der er dage, hvor man føler, man godt kunne trænge til en hjælpende (løftende?) hånd.

Forleden blev den første af “pigerne” 60 år, og det fik mig til at tænke over, at jeg nu er nærmere de 60 end de 50 (jeg er stadig 50something – ha!), og jeg er for længst gået fra “at se godt ud” til “at holde mig godt”, men efter måneder med virtuelle møder er jeg blevet lidt i tvivl, om hvordan dags formen egentlig er. Det er som om glansen er gået af. Også et morudtryk.

Jeg læste, at plastikkirurgerne i Danmark aldrig har haft så travlt, og det har de fordi folk på grund af alle de virtuelle møder pludselig er blevet opmærksomme på, at de har dobbelthager, hængende øjenbryn eller i det hele taget bare ikke ser ud, som de selv troede. Jeg ved præcis, hvad de oplever.

Det kan være lyset, kameravinklen og hvad ved jeg, men der er også tale om, at på et tidspunkt, så er man nødt til at erkende, at man altså ikke ser ud, som da man var 40, og det er faktisk sværere, end jeg havde troet. Måske fordi jeg har levet i en naiv forestilling om, at jeg altid ville se ud, som jeg plejede – bare med lidt grå hår og så lidt charmerende smilerynker.

Forleden uploadede jeg et #vieralleisammehårbåd  foto på Facebook, og en skrev i  kommentar feltet, at hun pludselig havde opdaget, at hendes kolleger var gråhårede. Corona sandheder.

Sådan er livet bare ikke. Det er kun Real Hollywood Wives of Beverly Hills og Jane Fonda, der med hjælp fra hvad-som-helst ser ud til at stoppe ældningsprocessen. Vi andre dødelige, vi må kæmpe med hvad vi har, og i denne uge faldt jeg altså i et hul, hvor jeg indså, at det kun går en vej fra nu af, og det er ned af. I bogstaveligste forstand.

Det medførte så den næste tanke om hvorfor det stadig betyder noget. Jeg er beriget med en skøn mand, der trods for mange kilo og mormorarme stadig elsker mig. Jeg har to velfungerende sønner, et godt job og jeg bor godt. Skævt ganske vist, men godt, og jeg har også en god og munter vennekreds, og med undtagelse af nogle småskavanker, et godt helbred (syv-ni-tretten, bank, bank, bank). Hvorfor er det ikke nok? Hvorfor kan jeg blive i dårligt humør over at mit udseende ikke er, hvad det har været? Holder forfængeligheden aldrig Corona lukket?

Tilsyneladende ikke, og sammenligningen med andre på samme alder er heller ikke gået i lock down. Hold nu op, hvor ser hun stadig godt ud, tænker jeg tit, når jeg FaceTimer med en af mine veninder. Ikke uden at være lidt misundelig -på den gode måde, for jeg under hende det så meget. Det medfører bare, at jeg begynder at slå mig selv i hovedet med at “jeg burde også, og så burde jeg ikke, og så skulle jeg også”. Kender I det?

Og vi taler altså her ikke om sundheds godt ud. Vi taler om forfængelighedens bål, der stadig gløder.

Jeg ved godt, at der ikke er noget alternativ til at blive ældre, der er værd at skrive hjem om, men en gang i mellem kan man altså godt falde lidt i det hul, og bare begynde at undgå spejle. Det kender jeg flere, der gør. Ren strudse teknik, men så bliver man i det mindste ikke i dårligt humør. Den teknik fik virtuelle møder så ødelagt.

Så hvad gør vi – os 50something? Og jeg tror det er lige gyldigt, om man er han, hun eller det.

I filmen Moonsstruck spørger vores kvindelige hovedperson alle om, hvorfor mænd er deres hustruer utro, og hun gør til sidst op med sig selv, at det er fordi, de er bange for at dø, eller i det hele taget blive ældre. Den løsning er jeg nu ikke tilhænger af, men jeg forstår godt, hvorfor nogle finder en yngre elsker og dermed bliver bekræftet i at de kan endnu, eller at glansen ikke er helt gået af, men det er i hvert fald ikke løsningen for mig. Og så ikke et ord om Madonna.

Jeg har besluttet mig for en strategi, der går ud på, at jeg vil kigge på gamle fotos af mig selv, og så vil jeg minde mig selv om, hvor utilfreds jeg var med mig selv på det tidspunkt, og så vil jeg sige til mig selv, at når jeg er nærmere de 70 (yak!) end de 60, så vil jeg kigge på fotos af mig selv fra tiden nu og tænke nogenlunde det samme.

Jeg er ikke sikker på, at det holder helt, og jeg vil stadig gøre alt for at blive filmet fra de bedste vinkler under vores virtuelle møder (idiot -de andre ser dig altid fra alle vinkler), og så vil jeg gøre mig så meget umage med at ældes med ynde. Hvad det så end betyder.

God søndag – og husk, du er altid selv din værste kritiker, og altså ikke alene om at hade dig selv på skærmen.

-Og når nu vi er ved Moonstruck og manglende frisører….
Udgivet den

As Time Goes By

Vi har ryddet op. Hvem har ikke det i disse tider? Håndværkere og byggemarkeder har aldrig haft så travlt, og det forstår man jo godt. Dagene flyder ud i et, og hvad skal man bruge alt den overskydende tid til? Der er trods alt ind imellem en grænse for, hvor mange serier, man kan se på en gang, og der sker alligevel ikke en sk..!

I, der har fulgt med her ved, at vores hus sank pga. noget byggeri overfor (og ja, vi tabte retssagen). Nu har vi så fået fikset alt udenom og hældt et ton eller to beton rundt om, så det er ved at være tid til revnerne indenfor. Dem er der også en del af, og så ikke et ord om, at det nye puds udenfor og dermed den nye maling falder af et sted ved 1.st sal. Det tager vi heeeelt roligt….

Men altså i weekenden gik vi i gang med det første rum indenfor – vi er jo ikke ligefrem håndværkertyperne, så vi skal øve os. Skal man benytte den eller den fylde til de revner osv. Ærligt, så er det mest Nils’ afdeling, så tager jeg mig af afvaskning og oprydning, og her var det så……. gisp! hvor stod der mange cd’er der på den reol bagest i køkkenet.

CD’er Berit – har du stadig cd’er? Spiller du også kassettebånd? Ja, lige nu gør jeg faktisk. Det lyder helt åndsvagt (ikke båndet), det ved jeg godt, men jeg fiskede for et års tid siden et gammelt stereoanlæg op fra kælderen, og der er Gudhjælpemig en kassettebåndoptager i det anlæg. Og bare for, at der nu ikke skal være nogen misforståelser – jeg har Spotify, Bluetooth, Chromecast og alskens fancy udstyr, men jeg har altså også et gammelt stereoanlæg, og en hulens bunke cd’er. Det har jeg så ikke længere.

Men kors, hvor var det svært.

Vi 50somethings voksede jo op med først kassettebåndoptagerne, hvor det gjaldt om at trykke “rec” på det rigtige tidspunkt, så man ikke fik Mylius eller andre med ind over musikken (især med Mylle var det svært). Så blev det plader -albums, og dem har jeg også stadig en del af, men det er jo blevet hipt igen.

Men ind imellem var der cd’erne, og de var dyre. I hvert fald for mig den gang. Man gik ikke bare lige ned og købte ti af gangen, så der var en hel praktisk og økonomisk grund til at opsamlings cd’erne blev så populære – og den var ikke kunstnerisk.

Derfor kan jeg næsten også huske hver eneste cd fra hylden, og jeg måtte under oprydningen konstatere, at jeg er en smule sentimental, for jeg kunne simpelthen ikke smide dem alle sammen ud. Det gik lettest med Nils’, der på mystisk vis havde blandet sig med mine, og ok, der er måske heller ikke nogen grund til at have to eksemplarer af The Essential Leonard Cohen. Heller ikke selvom vi begge to ret godt kan lide Cohen.

Og det er jo det. Ikke alene bragte alle disse gamle cd’er minder. De fortæller også historie. Om hvilken musik Nils og jeg havde tilfælles, da vi mødte hinanden der for snart 23 år siden. Om tidspunkter i ens liv, hvor man var i en særlig stemning, om rejser, om koncerter og om oplevelser, der har været med til at forme en.

Westernhagen eksempelvis. Jeg havde været i Berlin og set en tysk kunstner optræde på tv og var faldet for et nummer. Jeg kan stadig huske, da jeg stod i musikbutikken ved Bahnhof Zoo og på dårligt tysk forsøgte at forklare at det var en mand med en hat. Sælgeren var dygtig og hjem kom jeg med “Es geht mir gut”, som i lang tid var min godmorgenplade. Den cd kan jeg da ikke smide ud.

Det holdt også hårdt med Enya. Ikke alle cd’erne, for der var ikke mindre end fem. Men den ene, som jeg fik i julegave en gang i midt halvfemserne af min daværende chef og nu nære ven, som havde købt personlige julegaver til alle ansatte -og der var mange- på det kursuscenter, der indirekte var årsagen til, at jeg endte i Helsingør. Auch!

Eller den cd, som Nils og jeg hørte på instant replay, da vi lige havde mødt hinanden og følte (og opførte) os som sytten år igen i den lille lejlighed i indre København. Den er altså også blevet i huset.

Der dukkede også musik op, jeg fuldstændig havde glemt, som Junior med “På flugt fra alting”, hvor disse fantastisk linjer er at finde:

“Nu vil jeg rigtig langt væk helt derud, 
hvor man klør sig i røven med et bambusskud” 

Synes faktisk stadig, at det er et sjovt og godt nummer, men den røg altså ud.

Til gengæld blev jeg også inspireret af at kigge alle de gamle ting igennem og de sidste par aftener har vi hørt “Kitaro” -på Spotify dog. En gang i stenalderen havde en af mine daværende venner indspillet to bånd til mig med denne japanske komponist, som dengang var meget eksotisk. Det holder stadig, og hvor var jeg glad for at blive mindet om det.

Men “As Time Goes By” (er der i det hele taget nogen, der stadig kan huske det nummer?) må jeg også bare erkende, at cd’er, de holder bare ikke rigtig længere. De var indimellem, og der er ikke engang et flot cover, som man kan glæde sig over. Så langt om længe – for længe, vil nogen nok mene – røg de ud.

Men jeg fik en skøn tur ned af erindringens Yellow Brick Road. Fik smidt de fleste ud (ja, jeg ved det godt… sentimental gammel kvinde) og så fandt jeg også ud af, at jeg havde overspillet alle mine gamle yndlingsnumre til kassettebånd den gang i 90’erne, hvor min bil ikke var nået til cd-afspiller, og derfor kan jeg nu høre alle numrene alligevel…  mine helt egne “Absolut Music” på kassette bånd.

Sørme om ikke en af vennernes tidligere udgivelser dukkede op. Det nu hedengangne “Buddy LongHorn and The Rangers”. Good times….
Udgivet den

Morten – hvor blev du af?

Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.

Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.

Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.

Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.

Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.

Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.

Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?

Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.

Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til  at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.

Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?

Foto: Filmstriben

I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.

Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.

Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.

Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.

Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.

Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.

Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.

Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.

Udgivet den

Når døgnet flytter sig…


eller rettere ens timemønstre flytter sig.

Jeg har ferie! Som i “jeg-gider-ikke-tale-med-nogen-og-jeg-drikker-rødvin-når-jeg-vil” ferie. I ved, den slags ferie, hvor man ligger til klokken 100 om natten og ser en eller anden virkelig sødsuppe film (det er jo jul), og så vågner og siger: “Guuud…. er den allerede 9.28? Øj, hvor har jeg sovet godt!”

Vi har med andre ord flyttet vores døgnrytme i familien, og det er vi faktisk ret gode til hver gang, det er ferie.

Jeg er sædvanligvis et meget ocd-agtigt menneske. Følger den samme rytme,  og lever som oftest efter, at man skal opfylde sine forpligtelser, før man slapper af og giver los. Det er en for arbejdsgivere virkelig god ting, men for en selv, er det måske ikke lige opskriften på livsnyderi.

Men, når jeg har ferie, er jeg heldigvis fuldstændig ligeglad.

Lige nu sidder jeg eksempelvis med et glas vin (it’s three o’clock somewhere – også her) og lytter til Skyfall, som min søn og min mand ser for Gud ved hvilken gang, og de har en eftermiddagsfest! Jeg mener nu også stadig, at det er den bedste Bond film, der nogensinde er lavet. Men den luksus det er, at se film om eftermiddagen. Wow!

Vi har altså flyttet vores døgnrytme, og jeg har fundet ud af, at det gør vi hver gang, vi har ferie. Vi står senere op og vi går senere i seng, og selvom vi i princippet slet ikke laver noget i løbet af dagen, så kan det, at gå ud at købe ind pludselig blive til et heldagsprojekt. For slet ikke at tale om at lave aftensmad. Hold nu op, hvor kan der tænkes mange tanker over, hvordan vi nu egentlig skal gribe det an. Skal vi eksempelvis have kartofler, og så i hvilken form? Bagte, kogte, brasede eller, hvis Nils kan bestemme, forklædt som chips.

For mange år siden var familien på efterårsferie i Berlin. Vi boede i en lille lejlighed, som vi havde lejet af en af mine venner, og der var absolut intet fancy over den ferie. Alligevel husker jeg det som en af vores bedste familieferier nogensinde, og jeg husker også, at vi netop på den ferie flyttede døgnet, og ikke gik på oplevelse før et godt stykke oppe af dagen. Til gengæld var vi så ude resten af dagen, og kom først hjem ud på aftenen. På en eller anden måde passede det bare ind i hele familiens rytme, så der var stort set ingen konflikter, bare ren hygge.

Dette foto er faktisk fra Berlin et par år senere, hvor drengene var store nok til at forstå det hele. Her er Mikkel foran Muren, hvor han fandt historien om en dreng, der var på samme alder og blev skudt af en soldat, da han gik i “Ingenmandsland” for at hente slik hos sin onkel. Nils researchede og fandt historien. Soldaten, der skød, kom sig aldrig over det.

Da jeg var barn, boede vi i sommerhus halvdelen af året. Det var ikke et sommerhus som i moderne forstand ved havet eller omgivet af store grantræer. Det var i Hvidovre! Det lyder fuldstændig absurd i dag, men det var det altså.

Nå, men på vejen skråt overfor boede et for datiden meget kreativt par. Det var før hippierne, så det var ikke den etikette, man kunne sætte på. De var keramikere og eventyrere, og de åbnede deres hjem for alle kvarterets unger.

Jeg har gået på line. Jeg har sovet i telt. Jeg har lavet bål og bagt snobrød, og jeg har arbejdet med ler i deres hjem, der på en gang var både mærkeligt, eksotisk, anderledes og et fuldstændigt vidunderligt sted at komme, når man var barn og kom fra et ganske almindeligt (små)borgerligt hjem med faste sengetider og kongeligt porcelæn til festlige lejligheder.

Parret havde aldrig selv fået børn, og måske var det derfor, at de åbnede deres hjem med sådan en hjertevarme, og i de første mange år var der bogstaveligt talt mere hjertevarme end rigtig varme, for det var et selvbyggerhus af træ uden – ja, uden – træk og slip, og de levede vist mest fra dag til dag. Senere fik de bygget et rigtig hus med både et almindeligt badeværelse og et køkken med køleskab, men det var først omkring 80’erne.

Det var også først senere, at det gik rigtig op for mig hvilket eventyrligt fristed, jeg havde haft som barn, og hvor meget, det egentlig formede mig.

Eivind, som manden hed, gik på grænsen mellem at være gal og genial. Da han var mest gal, løb han rundt i haven iført lændeklæde og fuld krigsmaling og smed et ægte afrikaner spyd over hækken, der landede midt i naboens parcelhus 70’er kaffebord. Så blev han indlagt.

Men før det, og også efter han blev udskrevet, var han en ægte, vidunderlig eventyrer og han var et af de oprindelige medlemmer af Eventyrernes Klub. Som ganske ung, var han taget til Spanien for at kæmpe mod Franco og havde arbejdet på en børnehjem. Han gik hele vejen hjem fra Spanien med en klumpfod, fordi han var så påvirket af de stakkels børn skæbne, og følte ikke, at han kunne tillade sig at rejse ordentligt oven på den armod, han netop havde været vidne til.

Efter han mødte Lissie, som hustruen hed, købte de en gammel ambulance agtig bil, og så kørte de rundt i Afrika i mange måneder, mens de sov bag i bilen. Det var før, det blev moderne, at alle skolelærere skulle arbejde i Afrika og før diverse organisationer, så de var ægte eventyrere. Bilen havde de til langt op i min ungdom.

Og hver sommer var deres hjem mit fristed. Man kunne komme, som man ville, man skulle bare kigge på gardinerne. Var de trukket for, sov de endnu og var de trukket fra, kunne man bare nærmest gå ind uden at banke på. Tit sov de til langt op af dagen, og det talte man meget om bag hækkene.

Men man gav også plads, for de var jo “kreative”, og arbejdede tit til langt ud på natten, og ja, så må de jo – selvom det var lidt uden for normen der i tresserne – sove om dagen.

Lissie var en vigtig del af mit liv langt op i mit voksenliv, og hun var også med til vores bryllup, ligesom hun syede udstyr til min søns vugge. Hun gik desværre bort for et par år siden, uden at jeg vidste det, og jeg fandt kun ud af det, fordi jeg til sidst kørte ud til huset og opdagede at der var nye ejere. Jeg kom et par måneder for sent, fandt jeg ud af efter at have banket på hos nye beboere i de omkringliggende huse, der ikke anede, hvem hverken jeg var, eller havde nogen som helst forestilling om, hvordan der havde været på den vej for 40-50 år siden. De skulle bare vide.

Lissie havde de sidste par år været meget syg, og været svær at få kontakt med. Gardinerne havde, i overført betydning, været trukket for og selv som 50something, respekterede jeg det.

Jeg tænker imidlertid med både taknemmelighed og stort glæde på alle de dejlige oplevelser, vi havde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af min udlængsel og eventyrlyst blev vakt der i garagen (det var rummet med mest varme), da jeg som barn så lysbilledshow fra Afrikaturen eller lå på græsset udenfor teltet og kiggede på himlen, mens det hjemmesyede sørøverflag var hejst i flagstangen, fordi nevøen skulle komme på sommerferie. Når det var niecen, var det prinsesseflaget, der blev hejst.

Og i disse dage, hvor vi sover længe og er oppe længe, får jeg en barnlig lyst til at trække gardinerne for. Vi har bare ingen gardiner.

Men vi har autosvar – HA! Og det har jeg sat på. “Jeg har ferie, og jeg ser ikke mails”. Håber, at I også har trukket gardinerne for -læs, sat autosvar til.

Jeg har ikke forstand på keramik, men min barndom var fyldt med relieffer som dette, og jeg har stadig nogle af de originale i kælderen.