Morten – hvor blev du af?

Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.

Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.

Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.

Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.

Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.

Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.

Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?

Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.

Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til  at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.

Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?

I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.

Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.

Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.

Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.

Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.

Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.

Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.

Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.

Når døgnet flytter sig…


eller rettere ens timemønstre flytter sig.

Jeg har ferie! Som i “jeg-gider-ikke-tale-med-nogen-og-jeg-drikker-rødvin-når-jeg-vil” ferie. I ved, den slags ferie, hvor man ligger til klokken 100 om natten og ser en eller anden virkelig sødsuppe film (det er jo jul), og så vågner og siger: “Guuud…. er den allerede 9.28? Øj, hvor har jeg sovet godt!”

Vi har med andre ord flyttet vores døgnrytme i familien, og det er vi faktisk ret gode til hver gang, det er ferie.

Jeg er sædvanligvis et meget ocd-agtigt menneske. Følger den samme rytme,  og lever som oftest efter, at man skal opfylde sine forpligtelser, før man slapper af og giver los. Det er en for arbejdsgivere virkelig god ting, men for en selv, er det måske ikke lige opskriften på livsnyderi.

Men, når jeg har ferie, er jeg heldigvis fuldstændig ligeglad.

Lige nu sidder jeg eksempelvis med et glas vin (it’s three o’clock somewhere – også her) og lytter til Skyfall, som min søn og min mand ser for Gud ved hvilken gang, og de har en eftermiddagsfest! Jeg mener nu også stadig, at det er den bedste Bond film, der nogensinde er lavet. Men den luksus det er, at se film om eftermiddagen. Wow!

Vi har altså flyttet vores døgnrytme, og jeg har fundet ud af, at det gør vi hver gang, vi har ferie. Vi står senere op og vi går senere i seng, og selvom vi i princippet slet ikke laver noget i løbet af dagen, så kan det, at gå ud at købe ind pludselig blive til et heldagsprojekt. For slet ikke at tale om at lave aftensmad. Hold nu op, hvor kan der tænkes mange tanker over, hvordan vi nu egentlig skal gribe det an. Skal vi eksempelvis have kartofler, og så i hvilken form? Bagte, kogte, brasede eller, hvis Nils kan bestemme, forklædt som chips.

For mange år siden var familien på efterårsferie i Berlin. Vi boede i en lille lejlighed, som vi havde lejet af en af mine venner, og der var absolut intet fancy over den ferie. Alligevel husker jeg det som en af vores bedste familieferier nogensinde, og jeg husker også, at vi netop på den ferie flyttede døgnet, og ikke gik på oplevelse før et godt stykke oppe af dagen. Til gengæld var vi så ude resten af dagen, og kom først hjem ud på aftenen. På en eller anden måde passede det bare ind i hele familiens rytme, så der var stort set ingen konflikter, bare ren hygge.

Dette foto er faktisk fra Berlin et par år senere, hvor drengene var store nok til at forstå det hele. Her er Mikkel foran Muren, hvor han fandt historien om en dreng, der var på samme alder og blev skudt af en soldat, da han gik i “Ingenmandsland” for at hente slik hos sin onkel. Nils researchede og fandt historien. Soldaten, der skød, kom sig aldrig over det.

Da jeg var barn, boede vi i sommerhus halvdelen af året. Det var ikke et sommerhus som i moderne forstand ved havet eller omgivet af store grantræer. Det var i Hvidovre! Det lyder fuldstændig absurd i dag, men det var det altså.

Nå, men på vejen skråt overfor boede et for datiden meget kreativt par. Det var før hippierne, så det var ikke den etikette, man kunne sætte på. De var keramikere og eventyrere, og de åbnede deres hjem for alle kvarterets unger.

Jeg har gået på line. Jeg har sovet i telt. Jeg har lavet bål og bagt snobrød, og jeg har arbejdet med ler i deres hjem, der på en gang var både mærkeligt, eksotisk, anderledes og et fuldstændigt vidunderligt sted at komme, når man var barn og kom fra et ganske almindeligt (små)borgerligt hjem med faste sengetider og kongeligt porcelæn til festlige lejligheder.

Parret havde aldrig selv fået børn, og måske var det derfor, at de åbnede deres hjem med sådan en hjertevarme, og i de første mange år var der bogstaveligt talt mere hjertevarme end rigtig varme, for det var et selvbyggerhus af træ uden – ja, uden – træk og slip, og de levede vist mest fra dag til dag. Senere fik de bygget et rigtig hus med både et almindeligt badeværelse og et køkken med køleskab, men det var først omkring 80’erne.

Det var også først senere, at det gik rigtig op for mig hvilket eventyrligt fristed, jeg havde haft som barn, og hvor meget, det egentlig formede mig.

Eivind, som manden hed, gik på grænsen mellem at være gal og genial. Da han var mest gal, løb han rundt i haven iført lændeklæde og fuld krigsmaling og smed et ægte afrikaner spyd over hækken, der landede midt i naboens parcelhus 70’er kaffebord. Så blev han indlagt.

Men før det, og også efter han blev udskrevet, var han en ægte, vidunderlig eventyrer og han var et af de oprindelige medlemmer af Eventyrernes Klub. Som ganske ung, var han taget til Spanien for at kæmpe mod Franco og havde arbejdet på en børnehjem. Han gik hele vejen hjem fra Spanien med en klumpfod, fordi han var så påvirket af de stakkels børn skæbne, og følte ikke, at han kunne tillade sig at rejse ordentligt oven på den armod, han netop havde været vidne til.

Efter han mødte Lissie, som hustruen hed, købte de en gammel ambulance agtig bil, og så kørte de rundt i Afrika i mange måneder, mens de sov bag i bilen. Det var før, det blev moderne, at alle skolelærere skulle arbejde i Afrika og før diverse organisationer, så de var ægte eventyrere. Bilen havde de til langt op i min ungdom.

Og hver sommer var deres hjem mit fristed. Man kunne komme, som man ville, man skulle bare kigge på gardinerne. Var de trukket for, sov de endnu og var de trukket fra, kunne man bare nærmest gå ind uden at banke på. Tit sov de til langt op af dagen, og det talte man meget om bag hækkene.

Men man gav også plads, for de var jo “kreative”, og arbejdede tit til langt ud på natten, og ja, så må de jo – selvom det var lidt uden for normen der i tresserne – sove om dagen.

Lissie var en vigtig del af mit liv langt op i mit voksenliv, og hun var også med til vores bryllup, ligesom hun syede udstyr til min søns vugge. Hun gik desværre bort for et par år siden, uden at jeg vidste det, og jeg fandt kun ud af det, fordi jeg til sidst kørte ud til huset og opdagede at der var nye ejere. Jeg kom et par måneder for sent, fandt jeg ud af efter at have banket på hos nye beboere i de omkringliggende huse, der ikke anede, hvem hverken jeg var, eller havde nogen som helst forestilling om, hvordan der havde været på den vej for 40-50 år siden. De skulle bare vide.

Lissie havde de sidste par år været meget syg, og været svær at få kontakt med. Gardinerne havde, i overført betydning, været trukket for og selv som 50something, respekterede jeg det.

Jeg tænker imidlertid med både taknemmelighed og stort glæde på alle de dejlige oplevelser, vi havde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af min udlængsel og eventyrlyst blev vakt der i garagen (det var rummet med mest varme), da jeg som barn så lysbilledshow fra Afrikaturen eller lå på græsset udenfor teltet og kiggede på himlen, mens det hjemmesyede sørøverflag var hejst i flagstangen, fordi nevøen skulle komme på sommerferie. Når det var niecen, var det prinsesseflaget, der blev hejst.

Og i disse dage, hvor vi sover længe og er oppe længe, får jeg en barnlig lyst til at trække gardinerne for. Vi har bare ingen gardiner.

Men vi har autosvar – HA! Og det har jeg sat på. “Jeg har ferie, og jeg ser ikke mails”. Håber, at I også har trukket gardinerne for -læs, sat autosvar til.

Jeg har ikke forstand på keramik, men min barndom var fyldt med relieffer som dette, og jeg har stadig nogle af de originale i kælderen.

Nye tider – nye skikke!

Dronningmølle eller Kenya – who cares….

“Jeg synes, I er om jer for tiden” sagde min chef i mandags, da jeg fortalte om Nils’ og mit Glamping eventyr sidste weekend. “Er vi det?” tænkte jeg. Så er det godt, at man kan tjekke Facebook. Her praler man som regel af af alle sine (positive) oplevelser, og det er vel ikke sket, hvis det ikke er her, eller?

Og jo, ganske rigtigt, Nils og jeg har været lidt om os (hedder det, det?) de sidste par måneder. Vi har været i biografen et par gange, vi har været til intim koncert et par gange, og så har vi været ude at spise lidt flere gange.

Noget har været meget bevidst, og noget, vi har tænkt over. Især biografturene og intimkoncerterne. Her handler det ikke kun om, at vi gerne ville have en god oplevelse sammen, det handler også om, at vi gerne vil støtte vores biografer og kunstnere i en svær tid. Mens advokater stadig tjener i omegnen af 15 mio. om året (hørte jeg til et bestyrelsesmøde forleden), så er oplevelsesøkonomien ikke længere i knæ – den ligger ned, og det gør mig så trist, så trist. Desværre er jeg bange for, at det er først, når alle rejsebureauer, flyselskaber, biografer og spillesteder er lukket, at det går op for folk, at de savner noget. Derfor – støt dit lokale oplevelses sted, du vil savne det om et år, hvis du ikke gør.

Nå, men det er ikke hele forklaringen. Det handler også i høj grad om, at Nils og jeg pludselig er blevet to. To og en halv, hvis vi tæller hunden med. Drengene er heldigvis ikke helt flyttet hjemmefra, omend det ligner. Den store er på langtidsophold i Italien og den yngste er flyttet i kælderen og har i øvrigt travlt med både arbejde og kæreste. Og Nils, ja han kan jo i disse Corona tider ikke rejse frem og tilbage mellem London hele tiden, så vi har fået en masse tid sammen og skal genopfinde vores parforhold.

Vi har regnet ud, at det er første gang i over 20 år, at vi lever sammen på denne måde. Vi mødte hinanden i december 98 og blev gift i august 99, hvor jeg allerede var gravid med den første. Vi har altså stort set næsten ikke prøvet at leve sammen uden børn eller andre krævende forpligtelser.

Så vi er altså om os! Eller rettere -vi hygger os gevaldig med det.

Fransk eftermiddag på det lokale torv.

Jeg har hørt ganske mange kolleger og bekendte på vores alder være bekymret for, om de nu har noget at tale om i parforholdet, når der ikke længere er børn at tale om . Det synes ikke at være tilfældet her.

Men vi gør os også umage. Vi finder på ting at gøre sammen, som vi begge synes om. Det er ikke det samme, som at vi ikke kan være hver for sig – det går absolut glimrende, især med en mand, der higer og søger i gamle bøger for selv at skrive på en eller tre, men vi gør faktisk en indsats for også at have nogle gode oplevelser sammen.

Vi har altid haft en fast regel i familien, at når vi var ude at rejse, så havde hver ret til at bestemme en oplevelse, som de andre så skulle deltage i. Uden brok, og uden at man hele tiden kiggede på klokken. Det kunne være en tur på en legeplads, minigolf, strand eller en shoppingtur, hvor man på ingen måde måtte lave himmelvendte øjne, hvis mor ikke liiige kunne beslutte sig. Hver havde råderet over familien til sin oplevelse. Jeg måtte dog love to 10 – 12 årige drenge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været til opera i Verona. Der trak de grænsen.

Vi har også løbende holdt familie filmaftener (jeg har skam købt en popcorn maskine.. lille – men alligevel), hvor vi skulle holde ud, også selvom vi syntes, det var en underlig film. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så måtte jeg stoppe “The Commitments”, for den holdt altså ikke til to teenage drenge længere, og vi har nok også set “A Knight’s Tale” lidt flere end 4 gange, men alt i alt, så har vi forsøgt at dele sol og vind lige og se film, en anden har valgt, fordi nu var det vedkommendes tur.

Hvad enhver husholdning bør have.

Vi har altså tradition for at opleve og gøre ting sammen. Også ting, vi ikke lige umiddelbart selv har valgt, men det er jo ikke det samme som, at man kan finde hinanden igen som par efter så mange års familieliv.

Men vi hygger os altså, og sidste weekend var vi på “Glamping”. Uden hund! Hvis I ikke ved, hvad Glamping er, så er det luksus camping, og det er også, hvad der skal til, for at få mig til at sove i telt.

Her var ingen smalle steder. Vipp skraldespand (i teltet), Bose højtaler og der lå selvfølgelig en Iphone oplader under sengen. Ja, sengen, for der var naturligvis en ordentlig seng med sengetøj også.

Vi var kun 17 km. hjemmefra, men vi var langt væk og vi var på eventyr. Det var pænt køligt, så vi rykkede indenfor i teltet, da vi skulle spise, men så følte vi os blot som Karen Blixen og Co og legede, at vi var i Afrika. Om morgenen gik vi i vildmarksbad, før vi fik serveret den lækreste morgenmad, og hvis man ser bort fra min amatørisme, der gjorde, at jeg fik blæst kold luft ud fra varmeren i stedet for varm, så var alt på grænsen til det perfekte.

Det kan godt være, at vi er 50/60somethings, men jeg føler, at den tid vi går ind i nu, er som et helt nyt kapitel, og det er et virkelig spændende kapitel. Bevares, der er Corona restriktioner, og vi kan ikke gå rundt i Paris med hinanden i hånden, men så kan vi tage til Dronningmølle og “Glampe”, eller vi kan ligge hele natten og “binge” en ny tv-serie, vi lige har opdaget.

Det er en ny tid med en ny frihed, og jeg synes faktisk, det er en af de få kvaliteter der er, ved at blive 50something. -Også selvom jeg bliver hurtigere træt og går tidligere i seng ;o)

Man kan komme utrolig langt i en Fiat500. 

Der er mindre energi…

…. til gengæld er der mere “sigen fra og pyt!”

Nu hedder denne blog jo 50something, og tanken var, at den skulle handle om livet i og omkring de 50. Det hænder imidlertid, at der sker noget ude i verden, så tankerne og tangenterne stikker af, men i dag besluttede jeg mig for, at søndags refleksionerne skulle handle om nogle af de forandringer, vi i 50’erne gennemgår.

Nu tillader jeg mig at generalisere, og det er jo slet ikke sikkert, at I har det ligesom jeg, og nogle af jer er sikkert nået dertil for lang tid siden, men det er altså først nu, at jeg endelig med sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg er blevet virkelig god til at sige fra – og at gøre det med god samvittighed.

Nogle gange er det rent simpelt fordi, jeg ikke har energien længere. Der er udsolgt. Meget, meget før, end der var tidligere. Andre gange er det fordi jeg ganske enkelt ikke gider noget og i helt andre situationer, er jeg blevet så distanceret og kold i vis legemsdel, at jeg bare tænker, at det gider jeg simpelhen ikke bruge energi på, og så ignorerer. Og åhhh, hvor er det en lettelse. Hvor ville jeg ønske, at mit yngre jeg havde distanceret sig mange gange tidligere i stedet for at engagere sig i dit og dat.

Energien først. Det var svært. Det var svært at erkende, at efterhånden, som årene blev flere, blev energien omvendt proportionel lavere. Alle kender vi det, at vi ikke kan feste til klokken lys morgen, og så være topfrisk dagen efter, men det her var mere udtalt. Tidligere kunne jeg eksempelvis sagtens tage den i fuld firspring op til fire gange om dagen fra første sal og ned i kælderen for at vaske tøj… nu taler vi nok maks. tre gange på vild dag, og helst to, hvis der også skal være plads til sjove ting.

Det er ikke det samme, som at jeg er gået i stå. Jeg sveder stadig tran en gang om ugen til træning, går lange ture med hunden og slår vores græsplæne -hvilket svarer til en omgang cross fit- og jeg passer pt. to krævende jobs, men når klokken er ti om aftenen, kan jeg ikke sige tre sammenhængende, fornuftige ord længere, og foretrækker bogstavskrab fremfor WeekendAvisen.

På det seneste er jeg begyndt at sige til min mand, når jeg kommer fra arbejde, at jeg skal altså lige have en halv time, hvor jeg renser hjernen, før jeg er klar til at tale om hvad Amazon i Norden vil betyde for vores samfund eller lignende samtaler.

FrkSeistrup : TRÆTHED

Det har jeg aldrig gjort tidligere, og det leder frem til andet punkt. At turde sige fra, og melde klart ud. Jeg lærer stadig, og jeg er ikke i mål, men siden nytårsaften, hvor jeg af simpel udmattelse var nødt til at melde afbud til en ellers skøn fest, er jeg blevet så meget bedre til at melde fra, sige nej tak eller blot sige tak for i dag.

Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg har tilbragt timer i både private og arbejdsrelaterede situationer, hvor jeg har stået og talt minutterne til jeg kunne stikke af og komme hjem og hvile. Ja, hvile. Ikke stikke af til noget bedre eller sjovere, bare lave snigeren og så komme hjem og lave ingenting.

Det er alderen!

100% men på både den gode og den lidt øv måde. Heldigvis når man så også det punkt, hvor man ikke længere er bange for at gå glip af noget. Den “sygdom” led jeg rigtig meget af som yngre, og jeg kan se, at i hvert fald den ene af mine sønner har arvet det. Tænk nu hvis…. Jeg håber af hele mit hjerte, at han kommer over det før hans mor, for man går som regel ikke glip af særlig meget.

Min yndlings sangskriver Billy Joel rammer (uden sammenligning, for han skriver om en stjerne på tour) sømmet i “The Entertainer” –

Ah, but what the hell
You know it’s just as welll
‘Cause after a while and a thousand miles
It all becomes the same

Det er ingen sammenligning mellem os gamlinger og en stjerne på tour og så alligevel – for “after a while… it all becomes the same”.

Nu lyder jeg som en bitter, gammelfi…., og det er slet ikke meningen. Meningen er, at det er ok at sige fra, og gøre det, man har lyst til, for livet er for kort til andet, og vi skal ikke være bekymrede for at gå glip af noget, for det gør vi sjældent.

Det sidste punkt er glæden ved at kunne distancere sig, og bare tænke “hvilken idiot”, og det behøver jeg ikke at bruge (min sparsomme) energi på.

En gang, jeg virkelig hidsede mig op over et eller andet, som jeg  engageret fortalte min middags partner og gamle chef om, kiggede han på mig og sagde: “Jeg troede egentlig, at når du blev lidt ældre, ville du skrue lidt ned for engagementet”. Vi har fulgt hinanden i små 40 år, så han havde vel en vis ret til at slynge en sådan bemærkning ud, men jeg kiggede bare uforstående på ham og hvæsede videre – “Jamen kan du ikke se, at det dybt uretfærdigt”. “Joeeehhh, men jeg gider bare ikke hidse mig op over det”. Den tænkte jeg lidt – ok en del over.

Jeg kan stadig hidse mig op over uretfærdigheder, og det er mindre en tre dage siden, at nogen sagde til mig, at jeg skulle passe på blodtrykket (vedkommende overdrev – han er bare ikke vant til engagerede kvinder.. ;o)…) men hold nu op, hvor er jeg blevet så meget bedre til at trykke på pytknappen, trække på skuldrene og tænke…. den kamp, den gider jeg ikke tage. Hvis du vil være en idiot, så “go ahead – make my day!” I skulle prøve det, det er virkelig en befrielse.

Men I er der måske allerede. Om ikke andet, så fordi energien ikke tillader det, fordi årene, der ligger foran os er færre end årene bag os, og så skal vi sagomelme også bruge energien på noget godt fremfor noget skidt. For der vil altid være idioter og i en dynamisk verden kan vi ikke undgå dem.

In the Air Tonight

Det var sommer. Vi var to unge, ubekymrede veninder på vej ud i verden på Interrail. Nærmere bestemt Italien på en slags luksus Interrail, for ganske vist rejste vi med tog, men vi rejste med kufferter og ikke rygsække, og vi havde booket hotel hjemmefra på Den Italienske Riviera. Man var vel allerede dengang i rejsebranchen.

På vejen ned gennem Europa havde vi siddet på Frankfurt Banegård (kedeligt sted dengang) og lyttet til Rugsted & Kreutzfeldt fra en orange (!) kasette båndoptager. Det var det bedste indenfor mobil musik dengang, men noget mindre end dagens soundbokse og med betydeligt ringere lyd. Vi var ligeglade, vi havde en fest med “Tilfældigvis forbi”.

Ved Rivieraen mødte vi en svensk pige og uden helt at huske hvorfor, var vi pludselig alle tre på vej til Rom på en lille tre dages afstikker.

Det var før masseturisme, så Rom var til at være i, men togene dertil var nu alligevel overfyldte, for det var sådan man rejste, som ung på den tid. Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at miste mine briller, mens jeg lå i gangen og forsøgte at sove, og så kan jeg huske, at der var en fyr, der var kravlet op i bagagenettet for at prøve at finde hvile der. Han må have fået firkantede mærker, for det var virkelig et net.

Men pyt – vi kom til Rom og vi havde det fantastisk. Det var alt, hvad vi havde drømt om, og efter at have tilbragt en eftermiddag foran Pantheon med at filosofere over, om duerne i Rom kunne tale med duerne i København (det er sandt), blev vi selvfølgelig samlet op af nogle charmerende og smarte, unge italienere.

De tog os med op på en af højene, hvor der var masser af andre unge, og før nogen kunne sige “Chiao Bella”, var der et tæppe, noget brød, ost og billig vin. Så åbnede en bildørene og satte høj musik på. Det var sommerens store hit – Phil Collins med In The Air Tonight.

Det var magisk!

Jeg kan stadig huske solnedgangen, trommesolo’en og hele stemningen fra den aften, og jeg tror, vi hørte nummeret 50 gange.

Et eller andet sted i en kasse har jeg de originale fotos fra den aften. Et eller andet sted…. derfor må I nøjes, men noget, der ligner.

Jeg kom til at tænke på den aften i går, fordi jeg læste om to unge, sorte tvillingebrødre, der er blevet YouTube berømte ved at filme, når de lytter til et gammelt (!) nummer for første gang. Et af disse numre er In the Air Tonight.

Jeg måtte selvfølgelig straks se dem, og de er virkelig søde. De synes, nummeret er lidt længe om at komme igang. Det er det også – men nu kigger de også kun på coveret med Phil Collins (de synes, han kigger lige ind i deres sjæl), vi andre kiggede også på Don Johnson, der kørte rundt i sin lækre bil i Miami. Det gav altså noget, også selvom det var nogle år efter.

Nummeret er fra 1981. Det vil sige, at det er 39 (gisp!) år gammelt og det er fra langt før de to unge mænd blev født. Men de synes, det er cool, og deres video er i skrivende stund set over 6 mio. gange – og gæt engang – ja! Phil Collins er tilbage på hitlisterne. Er det ikke vidunderligt?

De to ungersvende har også lyttet til Jolene i originaludgaven med Dolly Parton, og den kan de også virkelig godt lide, hvilket Team Dolly selvfølgelig i vanlig god og humoristisk stil har kommenteret på Twitter. Dolly er iøvrigt 74 år, har skrevet over 3000 sange, og sørme om hun ikke nu rammer hun en helt ny målgruppe.

Kvalitets kunst går bare aldrig af mode, fristes man til at sige, og så er det ligegyldigt, hvilken genre, det er indenfor.

Ældre, hvid, kvindelig countrystjerne fanger to unge, sorte fyre, der stort set kun har lyttet til hip hop og rap. Det siger noget om kulturens spændvidde, og hvor vigtig den er til at binde os sammen på tværs, hvis vi vel at mærke er åbne for andet end det, vi sædvanligvis lytter til, kigger på eller giver opmærksomhed.

Kulturen binder os sammen på tværs af alt!!

Og ikke alene kom jeg på en lille tidsrejse til Rom sommer 1981 via tvillingebrødrene, jeg blev faktisk også lidt rørt på kulturen vegne og nærmest lykkelig over, at der i en verden fyldt med splittelse også findes helt konkrete nye eksempler på det modsatte. #detkulturenkan!

Det er lige før, at jeg vil hævde, at jeg .. can feel it in the air tonight.. men det ville være for plat ikke? ;o)

Kunsten at falde

Jeg er faldet. Ikke for en lækker mand eller en skøn kjole. Jeg er slet og ret faldet, og ikke bare en, men hele to gange indenfor den sidste måned. Ikke alene har jeg ondt alle vide vegne, jeg er også bare nødt til at erkende:

Der er ingen værdig og elegant måde at falde på, når man er 50something og “curvy”!

Første gang var under vores sommerferie på Bornholm. Veninden og jeg var taget på udflugt til sydøen og på vej over en gade viste det sig, at man på Bornholm har gravet render langs kantstenene, så vandet kan løbe væk. Ganske praktisk med veje, der går op og ned, men disse render kan man bare ikke se. Så når man er mig, og ikke lige ved det, træder man ned i dem, vrikker om på højre ankel og tager den nedadgående asfalt med venstre knæ og skinneben. Det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle kaste op, og som en af mine venner sagde: “Og så så du Henrik Andersen for dig?” *

Det var faktisk, lige hvad jeg gjorde, men jeg havde heldigvis ikke brækket noget, og dagen efter kunne jeg humpe hjem med alle vores pakkenelliker OG et figentræ over skulderen, mens jeg med ret store bogstaver slog fast overfor Nils, at jeg aldrig mere ville til Bornholm uden bil. Ikke mere “go local with the locals”. Nu er det “go local with wheels”.

Anden gang jeg faldt var i forgårs. Jeg var på en rask morgentur med hunden, da vi møder den sødeste lille – og meget alene- hunhund. Hun var ikke kun alene på springtur, hun var også i løbetid, og Cooper og hende blev øjeblikkeligt forelskede.

Coopers unavngivne sommerforelskelse.

25 min. senere efter en utal af mislykkede forsøg på at få Cooper med hjem, inklusive hans nye veninde på slæb, indså jeg, at der var kun en udvej – at tage den lille dame i armene og bære hende hjem, og dermed have en lystig hanhund i hælene. Jeg kunne jo ikke gå ud blandt biler med hende, for hun var uden snor.

På vej forbi Marienlyst Slot, hvor der kun er sten og grus at gå på, synes Cooper så, at han lige skal trække i snoren. Da jeg er ustabil pga. hund og øm højre ankel vrikker jeg derfor om på venstre ankel og med den lille hund i armene, er der ikke noget at tage fra med. I ren tegneserie stil flyver jeg derfor vandret gennem luften, og tager grus og sten med højre albue og knæ og skinneben. Så er der ligesom også ligevægt i “sommerknæene”.

Der ligger jeg så med to hunde, tårer i øjnene, ondt nu nærmest overalt og ja, så kommer der seks segways kørende. Det er en af de daglige turistture gennem Helsingør.

Det var som taget ud af en Monty Python film. To lystige hunde, der ikke kan lade hinanden være. Mig, der ligger og roder rundt mellem alle stenene og så en gruppe turister med cykelhjelme. Hvis ikke jeg havde haft så ondt af mig selv, og følt mig så uværdig, havde jeg nok grinet, men lige her var det tårerne, der pressede sig på.

Men her er det så, at der alligevel er noget godt at hente i disse personlige skvatte historier. For i begge tilfælde var forbipasserende så søde og hjælpsomme.

På Bornholm stoppede først en ældre herre på sin cykel og tilbød sin hjælp, og den bil, som jeg havde givet plads for på vej over, kørte ind til siden, og den unge mand steg ud og spurgte, om han skulle køre os et sted hen.

Foran Marienlyst stoppede turisterne deres rundtur og guiden tilbød sin hjælp. Absurd nok uden at stige af segway’en, men han fik da ringet til Nils, som så kunne komme og samle os alle op, og de ville ikke køre videre, før de var sikre på, at jeg var ok, og ville blive hentet. Jeg tror aldrig, de forstod det med hundene, men det er også lige meget.

Hunhunden fik vi afleveret til vores dyrlæge, for selvom både Cooper og jeg gerne ville have beholdt hende weekenden over, så var Nils den voksne og sagde nej til hunde-kærligheds-fest, og så var det bal forbi. Hun er heldigvis blevet forenet med sin ejer takket være FB, hvor dyrlægens opslag blev delt over 300 gange. Igen, hjælpsomhed.

Så mens jeg senere på dagen sad lettere chokeret (det bliver man altså i min alder) med benene oppe og havde ondt både her og der, også i min værdighed og af mig selv, så sad jeg også og glædede mig over, at der trods alt er så meget hjælpsomhed derude. Vi er meget bedre end vores rygte.

Og ja, jeg har taget det heeelt roligt i denne weekend og kommer også til at se mig rigtig meget for, hvor jeg går fremadrettet.

Pas på jer selv derude!

Og dette foto har absolut intet med blog indlægget at gøre… jeg stødte bare på det, og synes, det er så skønt. Og så ikke et ord om Viktor Fischer…. *

* Henrik Andersen brækkede benet ret alvorligt under EM92, og Viktor Fischer lod sin sølvmedalje hænge i Parken efter finalekampen. Officielt glemte han den….

Go’rona Dag 1

Det er fredag den 13. og Dag 1 i mit nye “hjemmekontor”. Som offentligt ansat uden livsnødvendige arbejdsopgaver – det er kulturen trods alt endnu ikke rubriceret som, er jeg blevet sendt hjem for at arbejde i “ensomhed” i dag og de kommende to uger.

Men lige nu er jeg pænt tilfreds med at være offentligt ansat. Min mand er som bekendt selvstændig og i hans virksomhed er det ikke ligefrem fordi ordrerne vælter ind. Det er snarere annulleringer,  der kommer i indboksen, hvis der i det hele taget kommer noget. Så tak og lov for at vi har én fast indkomst i familien.

Det er mærkelige tider. Vi skal som moderne mennesker, der gennem en generation har levet i fred og ingen fare på rekordtid lære, at både vi og verdensøkonomien er skrøbelige.

Vi skal også lære, at både vi og vores medmennesker reagerer forskelligt på kriser. Det er med andre ord nu, vores sande jeg’er, bliver vist frem.

Samfundssind! To have or not to have. That is the question!

Jeg grinede lidt af mit sande (forsigtige) jeg for en måneds tid siden. En direktør for et sikkerheds selskab udtalte til Berlingske, at vi danskere slet ikke var forberedt på kriser.

“Forberedt?” Spurgte jeg Nils. “Hvordan forberedt? Lagre af sprit og mad eller?” Vi blev herefter enige om, at det var tid at opbygge et forråd af konserves, frost og ikke mindst vin og chokolade, hvis vi nu skulle blive karantæne ramt.

Jeg følte mig fuldstændig åndsvag, da jeg dengang for over en måned siden slæbte konserves og toiletpapir hjem fra Netto. Det gør jeg ikke i dag. Vi har stille og roligt bygget et lager op, så vi skal i hvert fald ikke gå ned på mad (og vin!),

Vi var til kaffe hos nogle venner forrige weekend. Det viste sig, at de havde gjort præcis det samme. Men han er også fra Israel, så de ved et og andet om at være i krig og en hverdag, der kan ændre sig overnight.

Det skal nok gå alt sammen… fisk er godt!

Hvis nogen for en måneds tid siden havde talt om, at vores statsminister (og hvor er hun go’) stod til pressemøde efter pressemøde og lukkede landet ned, var vi blevet kaldt sortseere og hystader.

Men det er ikke desto mindre den virkelighed, som vi nu befinder os i, og som vi skal til at navigere i.

Det skal vores ældste søn, der indtil videre befinder sig i Thailand også. Han og tre kammerater tog for lidt over tre uger siden afsted på deres store ungdomsrejse. En rejse, de havde knoklet for at spare op til og glædet sig til i mange måneder.

I morges ved halv femtiden (så længe har jeg været vågen… ) kom så beskeden fra min veninde på ambassaden i Thailand. “Du skal få Nikolai og venner hjem nu!” Ok – når et ellers meget roligt og fattet menneske, der har arbejdet i udenrigstjenesten hele sit liv og boet steder som Kabul (alene kvinde), Vietnam og Thailand skiver, at “hun som myndigheds person vil sige til Nikolai, når han besøger mig i næste uge, at han skal rejse hjem NU”, så lytter man som mor.

Men arghh, det gjorde ondt at sende den besked. Tre uger inde i en fire måneders rejse. “First World Problems”, når det kommer til stykket. Han og hans venner kan rejse hjem -endnu-, men hvad sker der, for de fastboende,  når sundhedsvæsenet i Asien og Afrika bryder sammen. Det er ikke sikkert, det gør det, men der er mange mennesker i den del af verden, og der er kun så og så mange respiratorer.

Sådan er det også i Danmark. Nu registrerer man ikke nye smittede, man koncentrerer sig udelukkende om de rigtigt syge, og allerede nu taler man om at blive tvunget til at prioritere patienter.

Det er godt nok ikke sjov at være gammel lige nu. Ikke alene er der knaldrøde tal på pensionsopsparingen, der er også skabt en virus, der går målrettet efter ens lunger. Som om det ikke var nok med “OK – Boomer!”, nu er det også “Tag den! – Boomer”.

Derfor har jeg også ret svært ved at acceptere unge, friske mennesker, der piver over at deres omsætning daler i et par uger eller tre, eller kendte forfattere, der må vente et par måneder med udgivelse af deres bøger. Tag jer sammen! Tror I, der er nogen, der går ram forbi?  Og ja, jeg er stadig overbevist om, at virus er skabt i laboratorium i Wuhan og sluppet ud ved en fejltagelse.

Vi må stå sammen – men ikke stå tæt!

Det sagde statsministeren også. Eller også var det en af de andre. Det er ligemeget. Budskabet er klart. Det her rammer os alle på en eller anden måde, så tænk ud over din egen næsetip.

Hvis vi passer på hinanden, så er Danmark måske det bedste land, at leve i, når en krise som denne rammer.

Pas på jer selv og hinanden derude!

Vi trænger til små sensationer!

Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.

Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.

Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.

Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.

Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.

Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores  letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.

Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.

Da I formodentlig alle kender det gamle logo og “pay off” er her en lidt sjovere variant.

Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?

I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?

Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.

Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE”  – men det gjorde jeg altså.

Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?

Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.

Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.

Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.

Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.

Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.

Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til  Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!

Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.

-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er  “Under Isen” 1988.

Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så  ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.

Har du tjekket din pensionsopsparing for nylig?

Det lyder som noget af det keeeedeligste, man kan tage sig til, men tro mig, i vores alder er det en rigtig god ide, og der er mange penge at hente.

Det ved jeg, fordi jeg de seneste år har haft fornøjelsen af ikke mindre end fire forskellige pensions selskaber, og derfor at ved at blive lidt af en haj indenfor diverse gebyrer, forsikringer og andre spændende ting, der kan få din pension til at skrumpe.

Det er ovenikøbet lykkedes mig, at få et selskab til at tilbage betale ublu forsikringer, som var fulgt med fra en fuldstids opsparing til en deltids. Det hjalp, at de kom til at sende en mail til mig, istedet for internt, med ordlyden “dette er en potentiel klagesag”, men det holdt hårdt og mange måneders mails frem og tilbage. Man skal holde på og finde sin indre “dette er min ret, kriger frem”, for de er der ikke for din skyld – og jeg vandt!

Men igen i dag var jeg inde (sjovt, det hedder det, når man tjekker ind via nettet) og kigge på min pensionsopsparing. Det har taget fra december til i dag for to danske pensions selskaber at overføre min opsparing fra det ene til det andet, så jeg også selv kunne se min opsparing. Det vil sige godt 2,5 mdr. Jeg havde ellers betalt et pænt beløb til det tidligere selskab (det er så tredie gang)  for at få opsparingen overført. Oveni det, havde det nye selskab opsparingen fra december, men afkastet tilfaldt først mig fra februar. Fantastisk ikke?

Jeg kan på under fem minutter åbne en Revolut konto og swipe forskellige valutaer rundt mellem mennesker på hele kloden, men det skal tage to danske pensions selskaber over to måneder, at gøre min egen opsparing – altså mine egne penge – synlige for mig selv. Det er til grin!

Folkepension pr. måned i kr. før skat (2020)

ENLIGE GIFTE/SAMLEVENDE
Grundbeløb 6.419 6.419
Pensionstillæg 7.122 3.576
I alt 13.541 9.995

I forbindelse med overførslen opdagede jeg så, at jeg betalte til nogle forsikringer, jeg ikke lige havde fået noget oplyst om til at begynde med. Det fik jeg styr på – de var søde til at forklare, og det er jo også første gang, at jeg er ansat på overenskomst, så meget er nyt, men i dag opdagede jeg yderligere, at fordelingen af min opsparing er helt forkert, og nu skal det så rettes. Jeg er helt sikkert allerede på listen over besværlige kunder hos dem.

Dette er selvfølgelig personligt og netop for mig, men jeg er ret sikker på, at det her sker for masser af folk, og at de fleste ikke har helt styr på, hvad de betaler for hvilke ydelser, og at tidligere opsparinger reelt bliver mindre værd, hvis de bare står og samler pensionsstøv. For de store selskaber skal nok få deres gebyrer og forsikringer.

Det er tørt, kedeligt og en jungle at hitte rede i. Men kære venner – folkepensionen i dag for en samlevende er på kr. 9.995.- pr. mdr. før skat, så det her er noget, vi er nødt til at holde øje med ligegyldigt, hvor deprimerende, det er, at forholde sig til pensionsalderen. Det er ad h. til – jeg ved det godt, og især for typer som jeg, der tidligere har været ansat i det private og derfor ikke bare har fået en stor % af lønnen sat ind på en pensionsopsparing.

Det tænker jeg iøvrigt over hver gang, jeg hører skolelærer og lignende klage over deres løn. Ja, ja – men I får over 15% i pension oven i lønnen, husk det!

Nu skal dette ikke være en klagesang, for vi er hver især ansvarlige for at spare op til os selv, og vi lever trods alt i et land, hvor der er et fint net og masser af ydelser, også til folkepensionister – men pas på jeres opsparing, og se at få samlet jeres pensioner, for har I såkaldt “klat-pensioner” stående, så bliver de mindre og mindre værd.

Det vil jeg lige slå et slag for.  Vi kan jo ikke alle være Mick Jagger (han har nu også så mange børnepenge at betale fortsat, at han er nødt til at arbejde…)

Gammel og sippet!


Ja, det er altså mig selv, jeg skriver om. For jeg føler mig efterhånden som en gammel sippe. Nogle af mine gamle legekammerater vil sikkert hævde, at det har jeg været i mange år, og der sg. nok noget om snakken. Men i går aftes, der var det “in your face”, om man så må sige.

Nils og jeg havde været en tur i København. Selvom jeg elsker Helsingør, kan der godt gå lidt provins i det en gang imellem, og så er det godt, at komme en tur til staden. Der er altid lige kommet et nyt firkantet glas hus, man ikke har set før, eller en ny lækker butik, man ikke har råd til at handle i. Bare at gå en tur gennem Maga’s boligudstyrs afdeling – så føler man sig virkelig som en fattig provinsboer.

Nå, det var et sidespring. Vi var i København for at blive lidt inspireret, og så var der en udstilling, jeg gerne ville se – “Night Fever” på Designmuseum Danmark. Den var nu en skuffelse. Den var tynd, og bare det faktum, at de havde lavet en oversigt over nuværende og tidligere natklubber i København, der ikke inkluderede “Madam Arthur”, taler for sig selv.

Men vi havde en hyggelig eftermiddag, og sluttede af med en skøn middag på en lille, listig restaurant i Latinerkvarteret. En middag, parnissen havde været så sød at forære os i julegave. Vi har virkelig mange søde nisser i vores hus juleaften.

Glade og mætte, både åndeligt og rent fysisk, vendte den lille driftsikre Fiat så snuden mod Nordkysten og det var på vej ud af Lyngbyvej, det ramte mig i form af lysreklamen ved starten af Helsingør motorvejen.

Skærmen er 110 m2 – det har jeg lige læst mig til. Det betyder, at den sorte dildo og røde buttplug, som lyste lige ind i mit ansigt i går aftes vel har en størrelse på…. 3 meter måske?

Reklamen er målrettet den snarlige “Valentines Day”. Og se, nu skulle man måske tro, at “Valentines Day” var noget med hjertechokolader, pikant lingeri eller måske noget så oldnordisk som røde roser. Men nej. Nu handler det om sexlegetøj.

Årh.. ikke andet, vil nogen måske sige, og trække på skuldrene. Nej, ikke andet, men jeg synes altså, det er upassende at få smidt en 3 meter stor sort dildo og rød buttplug i hovedet, og jeg synes især det er et upassende signal at sende til unge og nye i sexlivet.

Jamen, de har allerede set det, der er værre på Pornhub, i Paradise Hotel og ved diverse reality shows, så slap af Berit.

Nej, jeg vil ikke. Jeg kan frit vælge til og fra på tv-stationer, men jeg kan ikke frit vælge til og fra i det offentligt rum, og et eller andet sted, må det altså være ok at sige stop og fra. Der må være en prop, om man så sige. ;o)

Folk må for min skyld købe alt det sexlegetøj, de vil, og de må for min skyld gøre, som de vil, så længe de holder sig indenfor loven og ikke gør andre fortræd.

Men at leve i et frit samfund er også betinget af hensyn. Hensyn til alle. Derfor må der gælde nogle andre regler i det offentlige rum, også selvom der ikke er en lovgivning, der bliver overtrådt.

Sidste sommer overværede jeg en debat om dannelse på Bornholm, hvor Morten Albæk blandt andet sagde til Søren Pind i forbindelse med moral og lov: “Du er rent juridisk i din fulde ret til at gå i seng med min datter på 15 år, men rent moralsk, vil jeg finde det helt forkert”. (Det tror jeg nu også, Søren Pind ville).

Det samme kan man hævde om alle topbosserne i Danske Bank for tiden. De er i deres fulde juridiske ret til at være ansat på udenlandske forskerkontrakter, så de ikke behøver at betaler særlig meget i skat, men rent moralsk, så er de godt nok på tynd hvid(vasknings) is.

Sådan har jeg det også med reklamen. Jeg er helt sikker på, at alle regler er overholdt, men jeg synes stadig, at det er upassende og det er i hvert fald over min grænse. På samme måde, som andre synes reklamen for de bare bryster og plastikoperationer på busserne er over grænsen.

Men hvem skal sætte disse grænser, når nu dildosælgerne ikke kan? Det er jo big business, og grænserne for hvor man sælger sexlegetøj, er som bekendt de seneste år blevet flyttet betragteligt. Producenterne sender formodentlig en varm tanke til Sex & The City.

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg er en uddøende race, der ryster på hovedet af Shakiras rystende røv til Super Bowl og småforarges af lysreklamer, men selvom jeg er, skal man så ikke i et samfund tage hensyn til alle? Også de gamle sipper.

Måske skal jeg bare råbe op om at jeg er krænket, så vil mit budskab formodentlig finde genklang. Men jeg er ikke krænket. Jeg er derimod træt af at få overtrådt mine grænser i det offentlige rum, og jeg er træt af, at hensyntagen og hvad der er god og dårlig moral, er blevet umoderne under devisen,  går den, så går den.

De kloge hævder, at dannelse er det nye buzzword. Hvor vil jeg ønske, at det ikke nøjes med at være et buzzword, men også bliver udlevet, og at vi fremover udskammer de, som udnytter lovgivningen og så berømmer de, der viser samfundshensyn, trafikhensyn, hensyn til de ældre, hensyn til de svage, hensyn til……

-Og nej, jeg skal ikke have mere af det i lysreklamen, for ikke at være sur og sippet! Jeg er faktisk i ret godt humør.