One more Sleep

Sidste søndag havde vi en meget seriøs diskussion over middagsbordet. Hvornår må man begynde at spille julemusik? Jeg tror, der er lige så mange meninger om det, som der er måder at fejre juleaften på, men alle var dog enige om, at man skulle så tæt på 01. december, som muligt.

Det var jeg en lille smule skuffet over, for jeg har et julenummer, som jeg er særlig glad for, og der for en uge siden havde jeg virkelig lyst til at høre det. Ganske enkelt, fordi det gør mig glad og i godt humør, og det kan man altså godt trænge til en gang imellem.

Især efter en uge, hvor jeg både havde danset cancan i spinatbedet (det er også så umoderne at trampe i det), måttet slås mod urimelige odds, og tvivlet på, om jeg overhovedet duede til noget. Så skal der noget til at hive humør og selvtillid op igen.

Jeg har hele mit liv haft “Godmorgen Musik”, og det er ikke svært at regne ud, at det handler om musik, der får en i godt humør og i gang. I sin tid indspillede jeg kassettebånd med favoritnumrene. Er I klar over, hvor mange LP’er, man i den gang købte for bare et – to numre? Der er en grund til at “Absolut Music” blev storsælgende, og så ikke et ord om kulturministeren.

Nå, men det var altså den gang i stenalderen, og for nogle år tilbage fandt jeg nogle af de kassettebånd, jeg havde indspillet, og det var faktisk ret afslørende i forhold til, hvor i mit liv, jeg var på daværende tidspunkt. Man kan læse rigtig meget om et menneske i deres musikvalg. Igen -ikke et ord om kulturministeren.

Mikael Rickfors og “Vingar” var ret højt på playlisten og sjovt nok har en anden svensker også altid ligget med i top på godmorgen musikken. Tomas Ledin, ja han så (og ser) ikke kun forbandet godt ud, han kunne også noget med musikken. Der er en grund til, at han vel nærmest er Sveriges svar på Helmig, der selvfølgelig også altid har været på listen med et eller andet nummer.

Men tilbage til at musikken får en i godt humør. Får en til at tro på, at alt nok skal gå, både i mikro- og i makro perspektiv. Det har vi brug for. I hvert fald har jeg, og jeg tyvstartede derfor helt for mig selv med at spille “One more Sleep” med Leona Lewis, og ikke kun i bilen, hvor jeg er alene.

Den står stadig i vinyludgaven på gulvet i stuen.

Det er en af de nyere julesange, og jeg ved godt, at den på ingen måde er i klasse med “Do They Know it’s Christmas”, som jeg stadig må høre hvert år på instant replay, når jeg pynter op, eller Chris Rea (gudhjælpemig, om min søn ikke synes, det er den bedste) eller Wham eller Lennon eller Mariah Carey eller..

Nils holder meget af The Pogues’ “Fairytale of New York”, og jeg tør slet ikke fortælle ham, at nu er den også blevet cencureret eller gjort “ikke krænkende”, som det hedder på New Speak. Når han finder ud af det, så er jeg sikker på, at vi skal høre den (i original udgave) og “Baby, it’s Cold Outside” fra nu af og langt ind i januar.

De kloge siger, at dufte og musik kan vække hukommelsen, og i denne uge har der kørt et klip på Facebook med en ældre kvinde, der har Alzheimers. Hun er imidlertid også tidligere ballerina, og da et familiemedlem spiller musikken fra et af hendes store partier for hende, liver hun op og bliver nærværende, før hun kryber tilbage ind, hvor det nu end er, hun kryber ind.

I mit arbejde diskuterer vi i øjeblikket meget sundhed og kultur/kunst, og hvordan kulturen kan have helende effekt. Der er allerede erindringskasser, hvor ældre får kasser med ting fra deres ungdom, som får dem til at blive i bedre humør, og der er også opfundet små puder, der spiller musik, som får demente til at slappe af og live op, og en i min omgangskreds er blandt de bedste i landet til at give svært handicappede børn gode oplevelser via musik.  Men hvordan kan vi ellers bruge kultur og kunst i forhold til vores svage medborgere?

I virkeligheden forstår jeg slet ikke, at man ikke for lang tid siden har lagt en større indsats og strategi her. Enhver, der har været på et bosted eller plejehjem ved, hvad der sker, når Birte Kjær, Hilda Heick eller andre, som er supergode til netop den form for underholdning, giver den gas med numre fra “Det ville glæde mig at høre” perioden. Det må røre selv det hårdeste woke hjerte.

Men vi behøver altså ikke gå længere end til mig selv, sagde hunden. Når jeg er nedtrykt, og det er der vist ingen, der kan sige sig fri for ikke at have været på et eller andet tidspunkt i 2020, så bruger jeg også musikken. Jeg danser rundt helt for mig selv eller synger højt i bilen, og når det er helt galt, så finder jeg gamle yndlingsnumre frem og spiller dem, mens jeg glider tilbage i den tilstand jeg var, da jeg ung og ubekymret ville købe vinger for alle pengene og flyve ud over engene. – Og gjorde det!

Og nu må jeg heldigvis også spille One More Sleep (og jeg ved, at du tjekker den ud på Spotify nu.. haha…), så jeg kan løfte humørbarometret lidt.

Hvad er din godmorgenmusik og hvilket julenummer må du bare høre igen og igen?

Og har du brug for inspiration til humørmusik, så har forskeren Dr. Jacob Jolji videnskabeligt bevist, at der er noget musik fremfor andet, der påvirker hjernen, så man kommer i godt humør. Abba var især specialister i den formel, ifølge doktoren altså, og det giver jo god mening. Der findes ovenikøbet en Dr. Jacob Jolji playliste på både YouTube og Spotify.

Den kan du se her

Da alle ved, hvordan ABBA ser ud, så er her et foto af The Pogue’s forsanger, Shane MacGowan da han i 2018 blev gift på Københavns Rådhus med blandt andre Johnny Depp blandt gæsterne. Foto: Ukendt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *