Den er god nok. Sådan har det lige lydt gennem hele første salen. Her har jeg, efter den ældste er flyttet i kælderen, indrette mit retro-kontor, med gamle kontormøbler og… tadaa… mit gamle stereo anlæg. I min radio havde værten netop fundet på at spille “Sleeping my Day Away”, og det kan godt være, der ikke er nogen under 35 der ved, hvem D.A.D (med punktummer) er, men for min generation er der bare visse numre, der skal spilles højt – meget højt!
Jeg forsøgte, at få min søn ind og danse med mig, men det var der ikke lige stemning for. Jeg fortsatte derfor ufortrødent helt alene min luftguitar og håbløst forældede moves. -Og ja, jeg har både Spotify, Blue Tooth højtalere og alskens nymodens musikafspilnings dimser, men lige der, var jeg ung, ubekymret og glad og omvendt proportionelt med at jeg blev fysisk træt, steg dopaminen og jeg blev psykisk glad.
Kan nogen af jer huske Svenske Mesterskaber i luftguitar? Det var en konkurrence på tv, som svenskerne afholdt for alt for mange år siden. Det blev taget fuldstændig alvorligt, og jeg kan huske, at en stor mand med kunstnernavnet (håber jeg) Svullo vandt i flere år. Det var helt sindsygt at overvære, men det har trods alt gjort så stort indtryk på mig, at jeg kan huske det endnu.
Jeg ved ikke ligefrem, om jeg kvalificerede til mesterskaber i luftguitar for fem minutter siden, men hvor var det fedt, og sikkert helt upassende for en 50something, overvægtig kvinde. Men vel ikke mere upassende at gå med hue på indendørs, som sønnen, der indså, at han ikke fik skruet ned før efter nummeret, og derfor gik hovedrystende tilbage til sit værelse… men airpods i ørerne. Meget moderne og hensynsfuldt.
Nå, egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om “fedt på nerverne”, et udtryk, jeg aldrig havde hørt før i går. “Du er ved at få fedt på nerverne” sagde en god ven til mig. “Er jeg det?”, tænkte jeg. Jeg synes stadig, jeg er letpåvirkelig, og at det indimellem kan være ualmindelig svært det hele, men jeg må åbenbart have sagt noget, siden den kommentar kom.
Det gik jeg så og funderede lidt over, mens jeg gik rundt om Kronborg med en anden god ven og hunden. Skal man virkelig have fedt på nerverne for at kunne funktionere i dagens arbejdsmarked? Skal man kunne være tilpas kold og lade ting passere blot fordi, sådan er kravene?
I øjeblikket skrives der meget i Berlingske og Børsen om den nye generation ledere, der ikke behøver at gennemføre Ironman eller løbe marathon hver eneste weekend for at bevise, at de er gjort af det rigtige stof. En udtaler sørme, at hun læser en bog for at slappe af. Ja, jaaa!
Første gang jeg læste om det, var min umiddelbare reaktion… what!?!? Kom dog ud af jeres boble, og forstå, at verden ser meget anderledes ud andre steder, men nu har jeg læst op til flere indlæg om selv samme, og en jeg kender er ved at skrive en bog om det nye lederskab, hvor det handler om mennesker…. øh ja, det har det ligesom altid gjort.
Det har jeg helt misforstået, tilsyneladende. At vi leder mennesker er det nye sort. Vi leder ikke bare… efter noget… eller?
Jeg tror, jeg vil anbefale allle de, som har netop har opdaget, at det handler om mennesker at starte med at ændre begrebet “human ressources”, også kendt som HR til noget mere…menneskeligt..? Menneskelige ressourcer (HR afdelingen (!) ) er ikke mennesker, men ressourcer på linje med blyanter og finansielle ressourcer.
Vi ser det også i plejesektoren. Her taler vi om plejecentre. “Hjem” er håbløst forældet, det er centre. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg vil altså noget hellere på hjem, end på et center. Helt galt går det i landbruget. Her er der konkret tale om produktionen. Svineproduktionen eksempelvis. Hmmmm… tænk lige over det. Levende væsener produceres! Ikke i reagensglas, men i for små bure.
Tanker bliver til ord. Ord bliver til handling og dermed virkelighed.
Når vi taler om noget, flytter vores fokus, og vi bliver optaget af det. Siger vi mange gange, at nogen eller noget er skønt eller forfærdeligt, så er sandsynligheden for at det bliver det større, end hvis vi ikke fokuserer på det, eller taler om det.
I kender det godt selv. Nogen er gravid, og pludselig ser man kun gravide på gaden. Man synes en eller anden er en idiot. Taler man om det, fylder det meget. Lader man som ingenting, forsvinder det (som oftest) af sig selv. Men når det eller vedkommende ikke forsvinder, har man altså brug for fedt på nerverne.
Jeg tror nu, jeg napper den gamle klassiske, og tager en tur med en luftguitar en gang til. Det er sundere, både mentalt og fysisk, og så vil jeg citere en af mine guruer:
“Thoughts become Things. Think good Ones!”
