Jeg har lige binget en podcast. Det har jeg aldrig gjort før og i virkeligheden er jeg slet ikke den store hverken lydbog eller podcast fan. Jeg er mere til det skrevne ord, men denne kunne jeg ikke slippe, så jeg tog alle seks episoder i et lyt.
Bagefter slog det mig, at nu er jeg to gange i mit liv stødt på voksne mænd, som det er gået op for, at deres familier slet ikke er, som de troede. Derefter researcher de, og fortæller så os historien. Begge gange er jeg blevet både rørt, rystet og fuldstændig suget ind i deres familie univers.
Podcasten først, for den er helt aktuel. Adrian Lloyd Hughes, som vi kender primært fra DR2, er en af fem brødre. Da deres mor dør, har hun efterladt et hadefuldt og bittert brev, som Adrian chokeret læser op for sine brødre, der alle undtagen Adrian, yndlingssønnen, får et fur fra hinsidan.
Det er forfærdende at høre, og med sans for drama, bliver alt fra moderens side læst op af Ghita Nørby, ligesom Lise Nørgaard også medvirker. Hun kan ganske enkelt huske flere episoder og selskaber, som hun har deltaget i, og som hun på et tidspunkt lakonisk udtaler: “Hvem var ikke kæreste med Jens Otto dengang?”. Den generations udtryk for at han knaldede til højre og venstre. Det er Jens Otto Kragh, der refereres til, og man tror ikke rigtig sine egne ører, som historien skrider frem. Her er stof til en større …..tjah… gyser?
For selvom det selvfølgelig giver både kolorit og åben mund og polypper, når man hører om datidens overklasse og deres eskapader (mord?), så er det alligevel tragedien i fortællingen, der for alvor greb i hvert fald mig. Måden de forskellige voksne (hvis man kan kalde dem det) behandler deres børn og omgivelser på. Kynismen, egoismen og den totalt manglende empati er fuldstændig overvældende. Og går den i arv? Og kan man så bryde det mønster, eller er man for altid forbandet?
Se, om du selv kan finde svaret i “Mors afskedsbrev”, der er frit tilgængeligt på DR. Det er mesterligt produceret, og når nu man er 50something, så kan man godt tillade sig at skrive, at man er på grænsen til et “hørespil”.
Den anden historie ligner en del, og så alligevel ikke. Det var en bog, jeg læste for nogle år siden, og titlen er netop “Og hvad har det med mig at gøre?” Hot shot ungarsk journalist med et efternavn, der i Danmark ville svare til Maersk, får en dag smidt en artikel om sin tante på sit skrivebord af en kollega med ordene: “Fin familie du har, hva’?”.
I artiklen kan man læse om hvordan tanten og resten af familien under krigen blandt andet fornøjede sig med at skyde til måls efter jøder på gårdpladsen, når de holdt middagsselskaber. Til måls med maskinpistoler altså.
Først lægger journalisten artiklen til side, for det har jo ikke noget med ham at gøre, men han må alligevel, som Adrian Lloyd Hughes, til bunds i familie historien, hvilket der kommer en også forrygende, men også forfærdende bog ud af. En bog, der undervejs i processen er ved at koste ham sit ægteskab, helbred og forbindelse til resten af den forgrenede store familie.
Efter jeg havde læst bogen, skrev jeg til til forfatteren for at fortælle ham hvilket stort indtryk, hans historie havde gjort på mig, og jeg spurgte ham, om det havde været det hele værd. Han tog sig tid til at svare, og heldigvis havde det været det hele værd.
Vi kan ikke løbe fra vores forfædre, og selvom nogen mener og tror det modsatte, så vælger vi dem ikke selv. Nazisternes børn eksempelvis, og for den sags skyld børnebørn, har kæmpet en opslidende kamp for at komme fri af deres forfædres gerninger.
Jeg kender folk, som er reelt bange for, om de har arvet deres far eller mors sind, og jeg kender rigtig mange, som lover sig selv, at de ikke vil være forældre, på samme måde som deres egne har været det. Nogle arver trangen og forholdet til alkohol, måden at tale nedsættende på, eller…. Det er ikke altid let, at blive mønsterbryder og opvækst sætter spor. Altid! Jeg forstår godt frygten for, om man så er så farvet af sit ophav og sin opvækst, at man bliver lige sådan.
Men jeg tror også, at vi er nødt til at se historien i øjnene, på en eller anden måde forliges med den, og erkende, at vi er ikke ansvarlige for andres handlinger og valg. Vi er udelukkende ansvarlige for vores egne, og dem har vi magten over og kan ændre, hvis vi vil. Hver dag!
