….been trying to work out its riddle for forty-two…”
Matthew McConaughey
I har nok allerede gættet, at det ikke er mig, der har skrevet eller sagt den sætning, men hvor er det godt formuleret.
Jeg må nok også hellere med det samme afsløre, at jeg ikke har fået læst bogen endnu. Faktisk vidste jeg intet om den indtil for to dage siden, men jeg kan godt lide Matthew McConaughey, og efter jeg så ham i “Red Table Talk” med sin (ærligt… lettere umulige) mor fortælle om bogen, blev jeg fascineret.
“Red Table Talk” er et anderledes koncept. Det er skabt af Facebook (!), optaget i et privat hjem (The Smith’s), og rundt om et rødt bord sidder tre generationer af kvinder. Mormor, mor og datter.. eller er det så barnebarn? Nå pyt, vi har gang i Willow Smith, Jada Pinkett Smith og hendes mor, Adrienne Banfield-Norris. De to første kender I måske som Will Smiths hustru og datter, men her kan kvinderne altså selv.
Det er meget amerikansk, det erkender jeg blankt. Men nu har jeg set et par stykker med blandt andre Demi Moore og Kelly Osbourne som gæster, og det kan altså også noget, det her format, hvor de tre kvinder aktivt bruger sig selv og deres misbrug, ængstelse, bekymringer, problemer osv. i åbne snakke, med tre generationer, der har hver deres holdning til en given problematik.
Adrianne Banfield-Norris har været gift fire gange med forskellige mænd, og siger åbenlyst til sin datter i showet, at hun stort set var påvirket under hele hendes opvækst. Det sker i forbindelse med at Matthew M. taler åbent ud om de otte år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor. Man forstår ham egentlig godt. Hun havde filmet hans private hjem sammen med en national tv station -uden at fortælle ham det. Han blev opmærksom på det, da en af hans venner ringede og fortalte, at hans mor netop nu gik rundt på skærmen og viste hans private detaljer frem. Da han forholdt hende det, svarede hun, at hun ikke troede han ville se det. Det kostede så otte år uden kontakt.
Fru McConaughey har også været gift tre gange, bare med den samme mand. Så sloges de. Så elskede de. Så sloges de… osv. Det har sønnen alt sammen nedfældet i sine dagbøger, som han altså nu har skrevet sammen til ovenstående bog og som de fik en snak om i omtalte talk show.
Der er langt fra Hollywoods røde bord og de smukke farvede kvinder til Helsingørs hvide firkantede. Men nogle af deres emner kan jeg relatere til på tværs af dammen, og jeg kan godt lide konceptet med tre generationer, der åbent diskuterer de bump, som livet giver en.
På et tidspunkt i et af shows’ne sad jeg og fik følelsen af, at det nærmest var som at gå i kirke, og få sjælesorg. Og det viser jo, at vi på mange områder ikke har flyttet os en meter. Teknologisk ja, men de tanker, vi gør os om livet og gåderne forbundet dermed, er stadig de samme. Vi er ikke kommet et skridt videre, og slås stadig med de syv dødssynder -som hvis du skulle have glemt dem er:
Hovmod * Griskhed * Utugt * Misundelse * Fråseri * Vrede* Dovenskab
Her tænker jeg ikke i hverken katolsk eller bibelsk forstand, men helt praktisk i dagligdagen. Hvem kan sige sig fri for lidt fråseri her under pandemien? Hvis man er i tvivl, skal man bare tage en tur på badevægten.
Tænk, i en anden tid, der sad vi og brainstormede over at producere rejser ud fra dødssynderne. “Gastonomisk eventyrrejse” (fråseri), “Ultimativ daseferie” (dovenskab), “Hvad der sker i Las Vegas, bliver i Las Vegas” (griskhed) osv. osv. Og nej, vi fandt ikke noget for utugt.
Nå, det her er ikke tænkt som en moralprædiken. Snarere tvætimod, nemlig at vi slås alle med et eller andet. Eksempelvis er du ikke alene, hvis du lige nu synes, det er svært at skulle tilbage og ud i det pulveriserende liv igen efter måneder i næsten ensomhed. Det er ligefrem et begreb – “Return anxiety”.
Og det er det, der adskiller det her talk show fra andre shows. Oprah’s havde lidt af det samme, men så alligevel ikke. Der er ingen glasbilleder her. Kun den sande facade – sådan virker det i hvert fald -, og selvom jeg ikke kommer til at se det hver uge, så tror jeg alligevel, jeg vil tjekke ind en gang imellem, så jeg bliver husket på, at i Hollywood er de også almindelige mennesker-selv de 50somethings.
