“Jeg synes, I er om jer for tiden” sagde min chef i mandags, da jeg fortalte om Nils’ og mit Glamping eventyr sidste weekend. “Er vi det?” tænkte jeg. Så er det godt, at man kan tjekke Facebook. Her praler man som regel af af alle sine (positive) oplevelser, og det er vel ikke sket, hvis det ikke er her, eller?
Og jo, ganske rigtigt, Nils og jeg har været lidt om os (hedder det, det?) de sidste par måneder. Vi har været i biografen et par gange, vi har været til intim koncert et par gange, og så har vi været ude at spise lidt flere gange.
Noget har været meget bevidst, og noget, vi har tænkt over. Især biografturene og intimkoncerterne. Her handler det ikke kun om, at vi gerne ville have en god oplevelse sammen, det handler også om, at vi gerne vil støtte vores biografer og kunstnere i en svær tid. Mens advokater stadig tjener i omegnen af 15 mio. om året (hørte jeg til et bestyrelsesmøde forleden), så er oplevelsesøkonomien ikke længere i knæ – den ligger ned, og det gør mig så trist, så trist. Desværre er jeg bange for, at det er først, når alle rejsebureauer, flyselskaber, biografer og spillesteder er lukket, at det går op for folk, at de savner noget. Derfor – støt dit lokale oplevelses sted, du vil savne det om et år, hvis du ikke gør.
Nå, men det er ikke hele forklaringen. Det handler også i høj grad om, at Nils og jeg pludselig er blevet to. To og en halv, hvis vi tæller hunden med. Drengene er heldigvis ikke helt flyttet hjemmefra, omend det ligner. Den store er på langtidsophold i Italien og den yngste er flyttet i kælderen og har i øvrigt travlt med både arbejde og kæreste. Og Nils, ja han kan jo i disse Corona tider ikke rejse frem og tilbage mellem London hele tiden, så vi har fået en masse tid sammen og skal genopfinde vores parforhold.
Vi har regnet ud, at det er første gang i over 20 år, at vi lever sammen på denne måde. Vi mødte hinanden i december 98 og blev gift i august 99, hvor jeg allerede var gravid med den første. Vi har altså stort set næsten ikke prøvet at leve sammen uden børn eller andre krævende forpligtelser.
Så vi er altså om os! Eller rettere -vi hygger os gevaldig med det.
Jeg har hørt ganske mange kolleger og bekendte på vores alder være bekymret for, om de nu har noget at tale om i parforholdet, når der ikke længere er børn at tale om . Det synes ikke at være tilfældet her.
Men vi gør os også umage. Vi finder på ting at gøre sammen, som vi begge synes om. Det er ikke det samme, som at vi ikke kan være hver for sig – det går absolut glimrende, især med en mand, der higer og søger i gamle bøger for selv at skrive på en eller tre, men vi gør faktisk en indsats for også at have nogle gode oplevelser sammen.
Vi har altid haft en fast regel i familien, at når vi var ude at rejse, så havde hver ret til at bestemme en oplevelse, som de andre så skulle deltage i. Uden brok, og uden at man hele tiden kiggede på klokken. Det kunne være en tur på en legeplads, minigolf, strand eller en shoppingtur, hvor man på ingen måde måtte lave himmelvendte øjne, hvis mor ikke liiige kunne beslutte sig. Hver havde råderet over familien til sin oplevelse. Jeg måtte dog love to 10 – 12 årige drenge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været til opera i Verona. Der trak de grænsen.
Vi har også løbende holdt familie filmaftener (jeg har skam købt en popcorn maskine.. lille – men alligevel), hvor vi skulle holde ud, også selvom vi syntes, det var en underlig film. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så måtte jeg stoppe “The Commitments”, for den holdt altså ikke til to teenage drenge længere, og vi har nok også set “A Knight’s Tale” lidt flere end 4 gange, men alt i alt, så har vi forsøgt at dele sol og vind lige og se film, en anden har valgt, fordi nu var det vedkommendes tur.
Vi har altså tradition for at opleve og gøre ting sammen. Også ting, vi ikke lige umiddelbart selv har valgt, men det er jo ikke det samme som, at man kan finde hinanden igen som par efter så mange års familieliv.
Men vi hygger os altså, og sidste weekend var vi på “Glamping”. Uden hund! Hvis I ikke ved, hvad Glamping er, så er det luksus camping, og det er også, hvad der skal til, for at få mig til at sove i telt.
Her var ingen smalle steder. Vipp skraldespand (i teltet), Bose højtaler og der lå selvfølgelig en Iphone oplader under sengen. Ja, sengen, for der var naturligvis en ordentlig seng med sengetøj også.
Vi var kun 17 km. hjemmefra, men vi var langt væk og vi var på eventyr. Det var pænt køligt, så vi rykkede indenfor i teltet, da vi skulle spise, men så følte vi os blot som Karen Blixen og Co og legede, at vi var i Afrika. Om morgenen gik vi i vildmarksbad, før vi fik serveret den lækreste morgenmad, og hvis man ser bort fra min amatørisme, der gjorde, at jeg fik blæst kold luft ud fra varmeren i stedet for varm, så var alt på grænsen til det perfekte.
Det kan godt være, at vi er 50/60somethings, men jeg føler, at den tid vi går ind i nu, er som et helt nyt kapitel, og det er et virkelig spændende kapitel. Bevares, der er Corona restriktioner, og vi kan ikke gå rundt i Paris med hinanden i hånden, men så kan vi tage til Dronningmølle og “Glampe”, eller vi kan ligge hele natten og “binge” en ny tv-serie, vi lige har opdaget.
Det er en ny tid med en ny frihed, og jeg synes faktisk, det er en af de få kvaliteter der er, ved at blive 50something. -Også selvom jeg bliver hurtigere træt og går tidligere i seng ;o)
