Kategori: Parforhold

Udgivet den

Annas sang – manges skæbne.

Det er en smuk søndag formiddag. Solen skinner, og jeg sidder på terrassen og glæder mig over, at syrenerne stadig blomstrer. Alligevel storhulker jeg. Tårerne triller ned af kinderne, og det er som om, de ikke vil stoppe.

Jeg har lige læst sidste kapitel af Benjamin Koppels “Annas Sang”, og har i den grad levet mig ind i Anna – eller som hun hedder i bogen Hannah, og hendes  skæbne. Det er umuligt andet, for bogen er så velskrevet, at man suges direkte ind i historien. Det er som at være der selv.

Jeg kan næsten lugte Hannahs barndomshjem, når hele familien mødes omkring bordet. Jeg kan se Hannahs sidste hjem for mig, og jeg kan nærmest føle hendes smerte og savn. Tårerene presser sig på igen, når jeg sidder og skriver dette.

Jeg læser for lidt bøger for tiden. Ligesom alle andre bliver jeg fanget i “I – universet”, og pludselig er der gået en time med små hundevideoer eller intetsigende opdateringer og kommentarer fra folk, jeg i værste fald slet ikke kender. Nu har jeg haft et par dage fri, og kastet mig over mine elskede bøger igen.  Det er godt, for jeg havde helt glemt, hvordan man skaber sine egne billeder, føler med hovedpersonerne og i det hele taget lever sig ind i andre menneskers liv og fremfor alt bliver åndeligt beriget.

Det kræver selvfølgelig, at historien er god og forfatteren har noget på hjerte. Det har Benjamin Koppel, og jeg har læst mig til, at det var fordi han ikke kunne komme ud at spille under Corona, at han kastede sig over familie krøniken. Så kom der i det mindste noget godt ud af, at vi var lukket inde. Det kræver også, at fortællingerne er skrevet med kærlighed til karaktererne. Det er vigtigt, hvis vi som læsere også skal holde af dem. Koppel virker til at have stor kærlighed til sin “sære tante i Frankrig”, som han oprindeligt kendte hende.

Det er nu ikke svært at holde både af og med Hannah. Hendes skæbne er så trist, hendes pligtfølelse så stor, at den udvisker hende og hele hendes historie går bare i hjertet. Ikke kun fordi den er sand og fortalt så velskrevet med stor humor, men fordi der i fortællingen er så mange lag, at man som læser selv er nødt til at reflektere over både livet, skæbne(r), nutid, fortid og vores alle sammens fremtid.

Kort fortalt – uden at spoile – må Hannah ikke selv vælge sin ægtefælde. Hun skal redde familiens jødiske ære, nu når hendes brødre har valgt at gifte sig med ikke jødiske kvinder, og hendes ægteskab bliver derfor arrangeret. Hvor sønnerne har modsat sig den dominerende mor og fået deres vilje, giver Hannah efter for presset og mister ikke bare sin elskede modstandsmand Aksel, men også sin mulighed for at blive en stor pianistinde og i sidste ende sig selv – og så alligevel ikke. Hendes forældre er starten på de mange Koppel’er i Danmark, der stort set alle er blevet noget ved musikken. Til stor glæde for os alle.

Det er trods den store læseoplevelse en noget trist historie, og indimellem skulle jeg tage mig i ikke at blive vred på Hannah over at hun bare affinder sig. Men hun har jo heller ikke fået min opvækst. Jeg står på skuldrene af de kvinder (og mænd), der har taget opgøret med traditioner og kæmpet for fri vilje. Hannah stod helt alene, og det er der såmænd stadig unge mennesker i Danmark, der gør.

Afdansningsbal sæson 1940-41. Min mor, hendes ungdomskærlighed og alle deres dansevenner. I midten Børge og Ulla Kisbye.

Min mor var som ganske ung stormende forelsket i en ung, jødisk mand. Han flygtede til Sverige under krigen og døde siden af tuberkulose. En dag hvor jeg som barn gik med min mor over Kgs. Nytorv, mødte vi hans forældre. Jeg kan mærkelig nok huske hele det møde meget tydeligt. Det har nok været fordi min mor var så anderledes i lige det øjeblik. Børn er små seismonauter.

Min mors kæreste måtte heller ikke få sin ungdoms elskede -altså min mor. Mor var ikke jødisk og derfor ikke et passende parti. Det har nok heller ikke hjulpet, at hun ikke var ud af en fin familie, men født udenfor ægteskab og plejebarn. Her var det altså den unge mands familie, der modsatte sig.

Hun betroede mig en gang, at selvom det gjorde hende ulykkelig, så syntes hun egentlig, det var lettere, at han var død, end hun skulle have set ham gift med en anden kvinde. Så stor var kærligheden.

Så stor er kærligheden også mellem Hannah og hendes elskede Aksel. Men de må ikke få hinanden og affinder sig med deres skæbner og forsøger at finde lykken andet steds. Om det lykkes, vil jeg ikke afsløre, for jeg synes virkelig, at I selv skal læse bogen.

Vi lever lige nu i en, i hvert fald for mig, mærkelig tid. I USA har kvinder i visse stater ikke længere adgang til fri abort, men til gengæld kan enhver købe skydevåben og dræbe levende børn. Vi har krig i Europa, og i Sydeuropa kan man med jævne mellemrum høre jagerfly i luften fra de baser, der er i Italien, Grækenland og Tyskland. Det er som om, at vi går på et knivsæg, og at der skal så lidt til for at det hele tipper.

Det gjorde det for familien Koppelmann i fortællingen. Fra stort set den ene dag til den anden går de fra at være succesfuld skrædder familie med musikalske børn til at være flygtninge i Sverige. Fra at være forelsket og spørgelysten lillesøster, der elsker sin storfamilie og sin Aksel, er Hannah giftet væk i Frankrig. Selvom man redder livet i en krig, ændrer de mange grufulde oplevelser, tab og traumer sindstilstanden for de udsatte og overlevende. Skyld over at være i live, er en meget svær følelse at slås med.

Så derfor triller tårerne på mig her blandt de blomstrende syrener. Jeg har ikke kun haft en fabelagtig læseoplevelse. Jeg er også blevet mindet om min mors historie, at vi skal passe på hinanden, og de frihedsrettigheder og den fred, vi har brugt så mange år på at tilkæmpe os. Det hele – også kærligheden- kan forsvinde så let som ingenting. -Og så skal vi i øvrigt læse nogle flere bøger. Især af så høj kvalitet som Annas Sang.

Ps – For nogle år siden, faktisk en del år siden, var jeg inviteret til en konference i DI. Tilfældet ville (tak!) at jeg kom til at sidde ved siden af Nikolaj Koppel, der dengang var tv-stjerne og ret hot i de fleste kvinders øjne. På et tidspunkt skulle vi alle tage sidemanden i hånden, kigge vedkommende dybt i øjnene og sige: “Det bliver riiiigtig godt!”. Aldrig har jeg været så starstruck, som da N. Koppel kiggede mig i øjnene og forvissede mig om, at det hele nok skulle blive godt. Jeg husker intet andet fra konferencen efter det øjeblik. De kan noget, de Koppler. ;o)

Syrener kan også noget.
Udgivet den

Åh de smukke, unge mennesker…pluds’li’ er de stukket af..

Jeg ved det godt alt sammen. De er kun til låns…. sådan må det jo være…årh, ikke andet… Og jeg ved også godt at de fleste af jer allerede har været der, men jeg kom lidt sent i gang i forhold til det med børn, så jeg er først nået dertil nu.

Dertil, hvor den yngste flyver fra reden. Bogstaveligt talt. Tværs over Atlanterhavet til den anden side af jordkloden. Med Air France, AF 430, som jeg fulgte hver millimeter på Flightradar. Som om jeg kunne have gjort nogen forskel – not!-men jeg kunne i hvert fald sikre mig, at der hele tiden var en lille rød maskine på skærmen, der så ud til at flyve i den rigtige retning. Med min  Mikkelino ombord, der jo når det kommer til stykket ikke er helt så lille længere.

Det har kun været planlagt en uge. Ikke at han skulle rejse, men Japan der var first choice og til april, har ikke lukket op for turister endnu, og en-to-tre var han på vej til Costa Rica og Columbia, som alle prøver at overbevise mig om ikke er, som da jeg var ung.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive sådan. Et halvt arbejdsliv i rejsebranchen. Et helt liv, hvor jeg har prædiket til alle unge, jeg kom i nærheden af, at de skulle rejse ud og opleve verden, og så sidder jeg her som en anden hønemor.

Helt galt blev det, da jeg satte mig i hans næsten ryddede og tomme værelse. Han er nemlig med sine egne ord blevet “low key smidt ud hjemmefra”. Det er selvfølgelig noget sludder, men han flytter formodentlig direkte ind til København, når han engang er kommet hjem fra sin store dannelsesrejse, og så kan vi jo ligeså godt tømme hans værelse og sætte det i stand imens og lave det påklædningsrum, vi har drømt om i så mange år.

For nu er vi bare os to – og virkelig meget skabsplads.

Det bliver skønt, men hvor er det også en mærkelig tid. Vi er seriøst ved at genopfinde os selv på ganske mange måder. Vi har taget tilløb i et stykke tid, og vi kan heldigvis finde på masser at lave sammen uden sønnerne, men det er stadig anderledes.

Også anderledes i forhold til ansvar. Andre har sikkert haft det anderledes, men pludselig er det som om, jeg kan tillade mig alt muligt på alle tidspunkter.

Hvis jeg har lyst til det, kan jeg spise morgenmad om aftenen og jeg behøver ikke længere være bekymret for, om mine afkom synes jeg er sindssyg, fordi jeg danser rundt og skråler med på et eller andet oldgammelt popnummer. Eller at de, mens de kigger ind i både køleskab og fryser på en gang (fyldte), beklager sig over, at der ikke er noget lækkert at spise, og Nils behøver aldrig mere bekymre sig om, hvor hans nye Chelsea Boots nu er henne, og mon ikke, det nu også er slut med utømte Ikeaposer fyldt med herreunderbokser og sokker,  man ikke lige magter at sortere.

Men det er også slut med hverdagskram og spontane cocktail parties om tirsdagen og bilture, hvor man skiftes til at vælge musiknummer og bare for at drille sætter virkelig gamle disco numre på, mens man hævder, at det er præcis samme volumen, som da sønnen valgte hip hop. Den gik som regel ikke, men det var altid værd at prøve.

Det er også slut med at finde vasketøjsspanden sådan, når der (endelig) er blevet ryddet op på værelser.

Den ældste flyttede i august sidste år, og nu er den yngste så på eventyr, og eftersom hverken de eller jeg forventer mini-marker indenfor de nærmeste år, så er vi “de gamle” helt for os selv.

Det har vi nu rigtig godt af, tror jeg. Vi nåede kun at være sammen i et lille år før vi både var gift og havde første søn, så det er også spændende.

Og når man tænker over det – hvem er jeg til at brokke mig. Jeg har sendt min søn på dannelsesrejse med venner, solskin og parasoller i sjove drinks. Tænk på alle de mødre, der lige nu sender deres sønner i krig. Det tænkte jeg meget over her i weekenden. Jeg kan downloade en app, så jeg kan følge fly og tidszoner, og vi kan Facetime, så meget, som vi orker (mig lidt mere…), men de russiske mødre kan ikke engang få ligene af deres sønner hjem og aner ikke, hvor de er, og hvad de bliver udsat for, og de ukrainske ditto er bogstaveligt talt gået fra uni til uniform. Det er fortvivlende.

Men lige nu udgår verden fra min navle og mit nye liv uden børn for første gang i lidt over 22 år. Måske skal jeg ligefrem have en taskehylde og et skab kun til mine sko……

Jeg har pludselig fået helt styr på tidszonerne.
Udgivet den

Nye tider – nye skikke!

Dronningmølle eller Kenya – who cares….

“Jeg synes, I er om jer for tiden” sagde min chef i mandags, da jeg fortalte om Nils’ og mit Glamping eventyr sidste weekend. “Er vi det?” tænkte jeg. Så er det godt, at man kan tjekke Facebook. Her praler man som regel af af alle sine (positive) oplevelser, og det er vel ikke sket, hvis det ikke er her, eller?

Og jo, ganske rigtigt, Nils og jeg har været lidt om os (hedder det, det?) de sidste par måneder. Vi har været i biografen et par gange, vi har været til intim koncert et par gange, og så har vi været ude at spise lidt flere gange.

Noget har været meget bevidst, og noget, vi har tænkt over. Især biografturene og intimkoncerterne. Her handler det ikke kun om, at vi gerne ville have en god oplevelse sammen, det handler også om, at vi gerne vil støtte vores biografer og kunstnere i en svær tid. Mens advokater stadig tjener i omegnen af 15 mio. om året (hørte jeg til et bestyrelsesmøde forleden), så er oplevelsesøkonomien ikke længere i knæ – den ligger ned, og det gør mig så trist, så trist. Desværre er jeg bange for, at det er først, når alle rejsebureauer, flyselskaber, biografer og spillesteder er lukket, at det går op for folk, at de savner noget. Derfor – støt dit lokale oplevelses sted, du vil savne det om et år, hvis du ikke gør.

Nå, men det er ikke hele forklaringen. Det handler også i høj grad om, at Nils og jeg pludselig er blevet to. To og en halv, hvis vi tæller hunden med. Drengene er heldigvis ikke helt flyttet hjemmefra, omend det ligner. Den store er på langtidsophold i Italien og den yngste er flyttet i kælderen og har i øvrigt travlt med både arbejde og kæreste. Og Nils, ja han kan jo i disse Corona tider ikke rejse frem og tilbage mellem London hele tiden, så vi har fået en masse tid sammen og skal genopfinde vores parforhold.

Vi har regnet ud, at det er første gang i over 20 år, at vi lever sammen på denne måde. Vi mødte hinanden i december 98 og blev gift i august 99, hvor jeg allerede var gravid med den første. Vi har altså stort set næsten ikke prøvet at leve sammen uden børn eller andre krævende forpligtelser.

Så vi er altså om os! Eller rettere -vi hygger os gevaldig med det.

Fransk eftermiddag på det lokale torv.

Jeg har hørt ganske mange kolleger og bekendte på vores alder være bekymret for, om de nu har noget at tale om i parforholdet, når der ikke længere er børn at tale om . Det synes ikke at være tilfældet her.

Men vi gør os også umage. Vi finder på ting at gøre sammen, som vi begge synes om. Det er ikke det samme, som at vi ikke kan være hver for sig – det går absolut glimrende, især med en mand, der higer og søger i gamle bøger for selv at skrive på en eller tre, men vi gør faktisk en indsats for også at have nogle gode oplevelser sammen.

Vi har altid haft en fast regel i familien, at når vi var ude at rejse, så havde hver ret til at bestemme en oplevelse, som de andre så skulle deltage i. Uden brok, og uden at man hele tiden kiggede på klokken. Det kunne være en tur på en legeplads, minigolf, strand eller en shoppingtur, hvor man på ingen måde måtte lave himmelvendte øjne, hvis mor ikke liiige kunne beslutte sig. Hver havde råderet over familien til sin oplevelse. Jeg måtte dog love to 10 – 12 årige drenge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været til opera i Verona. Der trak de grænsen.

Vi har også løbende holdt familie filmaftener (jeg har skam købt en popcorn maskine.. lille – men alligevel), hvor vi skulle holde ud, også selvom vi syntes, det var en underlig film. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så måtte jeg stoppe “The Commitments”, for den holdt altså ikke til to teenage drenge længere, og vi har nok også set “A Knight’s Tale” lidt flere end 4 gange, men alt i alt, så har vi forsøgt at dele sol og vind lige og se film, en anden har valgt, fordi nu var det vedkommendes tur.

Hvad enhver husholdning bør have.

Vi har altså tradition for at opleve og gøre ting sammen. Også ting, vi ikke lige umiddelbart selv har valgt, men det er jo ikke det samme som, at man kan finde hinanden igen som par efter så mange års familieliv.

Men vi hygger os altså, og sidste weekend var vi på “Glamping”. Uden hund! Hvis I ikke ved, hvad Glamping er, så er det luksus camping, og det er også, hvad der skal til, for at få mig til at sove i telt.

Her var ingen smalle steder. Vipp skraldespand (i teltet), Bose højtaler og der lå selvfølgelig en Iphone oplader under sengen. Ja, sengen, for der var naturligvis en ordentlig seng med sengetøj også.

Vi var kun 17 km. hjemmefra, men vi var langt væk og vi var på eventyr. Det var pænt køligt, så vi rykkede indenfor i teltet, da vi skulle spise, men så følte vi os blot som Karen Blixen og Co og legede, at vi var i Afrika. Om morgenen gik vi i vildmarksbad, før vi fik serveret den lækreste morgenmad, og hvis man ser bort fra min amatørisme, der gjorde, at jeg fik blæst kold luft ud fra varmeren i stedet for varm, så var alt på grænsen til det perfekte.

Det kan godt være, at vi er 50/60somethings, men jeg føler, at den tid vi går ind i nu, er som et helt nyt kapitel, og det er et virkelig spændende kapitel. Bevares, der er Corona restriktioner, og vi kan ikke gå rundt i Paris med hinanden i hånden, men så kan vi tage til Dronningmølle og “Glampe”, eller vi kan ligge hele natten og “binge” en ny tv-serie, vi lige har opdaget.

Det er en ny tid med en ny frihed, og jeg synes faktisk, det er en af de få kvaliteter der er, ved at blive 50something. -Også selvom jeg bliver hurtigere træt og går tidligere i seng ;o)

Man kan komme utrolig langt i en Fiat500. 
Udgivet den

Livsvidnerne – og de mønstre, der tegner sig.


Det er ikke ret tit, at jeg synes, der er fordele ved at blive ældre, men på netop et lille område, kan jeg faktisk se, at der er noget om snakken med, at man bliver mere vis med årene.

Ok, vis er måske lige at overdrive, det er vist kun indianerne, men så at man får bedre overblik og forståelse for tingene.

Det kom jeg til at tænke over, fordi jeg havde en lang snak med en af min nærmeste venner. Han har, efter at have været single i nogle år, mødt en ny, som han er vældig tiltrukket af, og det skulle vi lige vende, for helt gnidningsfrit er det selvfølgelig ikke. Det er det vel aldrig helt i vores alder.

Vi har kendt hinanden hele livet, og derfor har jeg altid været med, når der var nye partnere i farvandet, ligesom han har været det for mig. Det er dog ikke så aktuelt for mig længere, jeg har jo snart sølvbryllup, men for hans vedkommende har der, efter en skilsmisse for en del år siden, været et par eller fem.

Nu er der så en ny på banen, og mens vi talte begyndte jeg at se et mønster, som jeg ikke havde været opmærksom på før. Lidt inde i samtalen havde jeg allerede advarselslamper, der blinkede, og spurgte derfor så diskret og  diplomatisk, som jeg kunne, om ikke det lød lidt som “nummer 3” for nogle år siden. Hun udviklede sig til noget af et mareridt på grund af besidder trang og sygelig jalousi. Det blev afvist, og hvem er jeg til at ødelægge en spirende forelskelse, der ved Gud ikke er let at finde som 50something.

Efter vores samtale, var jeg nu alligevel ikke helt overbevist, men omvendt, så er det jo den slags kvinder, han nu engang tiltrækkes af, og så er det hans valg, tænker jeg. Jeg kan kun stille de irriterende spørgsmål.

Men mønstret! Det er præcis det samme, som når voldsramte kvinder finder endnu en skiderik, der banker dem gule og blå, selvom det lige er lykkedes dem at komme ud af et dysfunktionelt forhold.

Man finder tilbage til det man kender og er tryg ved, også selvom det er dårligt for en. Det er derfor så mange kvinder, der har fået tæsk eller er blevet misbrugt som børn, som voksne finder sammen med mænd, der behandler dem skidt. Det kender de til, og som der stod i en lomme psykologi bog engang “negative strokes” er bedre end “ingen strokes”.

Nu kunne jeg pludselig se det mønster for min ven også, bare uden vold selvfølgelig. Han bliver konsekvent tiltrukket af kvinder, der har besidder trang og som kræver enorm opmærksomhed, og jeg kunne også se, at noget tilsyneladende er arveligt i en vis forstand, for hans datter har allerede som ung to meget dysfunktionelle forhold bag sig. Det ene ovenikøbet med vold.Jeg forstår det ikke.

Jeg er så priviligeret, at jeg har en del nære venner, som jeg har haft hele livet. Vi har kendt hinanden siden vi var teenagere eller ganske unge, holder usigeligt meget af hinanden, er vigtige for hinanden, og så er vi hinandens livsvidner. Vi har kendt hinandens familier, og ved, hvor vi kommer fra. Vi har danset, drukket, festet og grædt sammen, og vi passer på hinanden, også selvom vi ikke altid ses så tit. Tak til vedkommende, der opfandt FaceTime, for nogle bor ikke i Danmark længere.

Et par stykker af disse gode venner er single, har lige været single eller er netop blevet det. Og det er det, jeg ikke forstår. Jeg synes, de er nogle af de lækreste, mest tiltrækkende og mest interessante mennesker på hele jorden, men alligevel går det hele tiden galt for dem i parforholdene, mens andre -absolut utiltrækkende mennesker – vader fra den ene kæreste til den anden eller er i langvarige, velfungerende forhold (i hvert fald set ude fra).

Tag nu vennen fra før. Han kan få hvilken som helst kvinde på denne jord. Han ser stjerne godt ud, er velhavende, børnene er store og flyttet hjemmefra, og han har hele verden som legeplads. Alligevel falder han hele tiden for kvinder, der vil styre ham og begrænse hans liv – og han lader dem gøre det.

Jeg er ikke psykolog, men jeg kan alligevel godt regne ud, at det her handler om at bryde et mønster, der formodentlig udspringer i noget fra en forælder, der ikke var helt, som forventet. Men kan man overhovedet bryde et mønster, når man har nået vores alder? Og hvad nu, hvis vedkommende slet ikke selv kan se mønstret eller ikke er interesseret i at ændre det i det hele taget, for det er jo sådan, vedkommende er.

Nogle siger, at et mand, der har været utro én gang, vil være det igen, og jeg tror, det er rigtigt. Jeg tror, der er nogle grundlæggende træk ved ens  personlighed, som man ikke kan ændre. Eksempelvis om man snyder – på vægten, i parforholdet eller i spil. Enten gør man det, eller også gør man det ikke, og så ikke et ord om Bubber.

Jeg er også sikker på, at mine livsvidner ville kunne udpege mønstre omkring mig. Sikkert også nogen, jeg ikke engang er bevidst om, men som de har spottet for lang tid siden.

Der findes mennesker, der formår at ændre sig, og dermed bryde mønstre. I weekendavisen denne weekend stod i en artikel sætningen: “Jeg holdt op med at være social, da jeg holdt op med at drikke”. Men også uden at gå fra at være alkoholiker til at ædru er det muligt, at ændre sig, hvis man vil. Tror jeg. Men vil man? Det kræver virkelig at komme udenfor komfort zone, og der skal vel et par hundrede terapitimer til eller noget.

Nå, jeg holder heldigvis af mine livsvidner som de er, og jeg samler gerne op igen, når nu det viser sig at den nyeste kvinde også er for meget på den lange bane – for det er det, venner gør. Med kærlighed!

Imens vil jeg tænke over mine egne mønstre, om nogle trænger til at brydes og om jeg i det hele taget kan og har lyst til det. – Og nej, søde venner, der kender mig – I behøver ikke at skrive til mig, om hvad I godt kunne tænke jer, jeg ændrer ;o)

Udgivet den

Til næste år har vi jernbryllup…

…så har vi været gift i 70 år!

Jeg mødte en mand i går. Han var så skøn. Jeg mødte ham ved busstoppestedet i Allinge, hvor vi ventede på samme bus. Han skulle hjem til Gudhjem, og vi faldt i snak.

Manden havde været ved lægen. Det tog fem minutter, som han sagde, men hele turen havde taget ham omkring 3 timer på grund af buslinjerne. Manden var 94 år!

Han lignede indbegrebet af en elskelig morfra. Rundt hoved, rare øjne og let dialekt på et ellers dannet dansk. Nu skulle han hjem til sin hustru, der sikkert ventede med kaffen. Det gætter jeg i hvert fald på. Han fik varme øjne, når han talte om sin hustru. “Til næste år, har vi jernbryllup. Så har vi været gift i 70 år” sagde han stolt, “men vi har nu boet sammen i 74”, tilføjede han, nu med glimt i øjet.

Jeg spurgte så, om det ikke havde været lidt udenfor nummer, sådan at flytte sammen uden at være gift for så mange år siden, men han svarede at pigens far, som havde guld- og sølvsmedebutikken i Rønne dengang, havde sagt god for ham, og så var de flyttet sammen. “Han gav os også ringene” sagde han, og så viste han mig vielses ringen, der formodentlig ikke har været af i snart 70 år.

Da jeg ikke har nogle fotos af den skønne, gamle mand, får I et her fra stranden i Sandkaas. Her er hver morgen yoga, der afsluttes med en trompetist, der bla. spiller Svantes Lykkelige Dag. Det er lige til selv at blive lykkelig af.

I august er det 20 år siden, at Nils og jeg blev gift, og det kom jeg selvfølgelig til at tænke over efter at have talt med den elskelige, gamle mand. Her må man godt skrive gammel, for når man er næsten 100 år, så er man gammel.

Det har ikke været 20 (21) år helt uden sværdslag og skænderier, men jeg tror heller ikke på, at man kan leve sammen så længe, uden at bølgerne en gang imellem går højt. I hvert fald ikke, når man er os to.

En gang blev jeg så vred, at jeg bare rejste mig op og gik fra den middag, vi var til. Lidt dramaqueen er man vel altid. Jeg nåede dog at køle ned på vejen hjem, da det var en forholdsvis lang cykeltur, og Nils havde nøglen til vores ferielejlighed. Jeg havde så ikke så meget valg andet end at sidde på terrassen under et håndklæde, til han også kom hjem. Det er der ikke meget dramaqueen over, og langsomt ebbede energien ligesom ud af vreden.

Til gengæld kan man jo så tænke lidt over tingene, og det er altid godt. Man tænker ikke altid klart, når man er vred. Heller ikke selvom, man måske er berettiget vred, og mange par når at gøre ting, de fortryder i kampens hede.

Min veninde, der er præst, arbejdede meget længe på at få ændret “NemID – skilsmisserne” fordi hun stod med en mængde ulykkelige mennesker, der ville giftes igen efter de havde ladet sig skille tju bang under et skænderi. Når de så blev ædru og havde kølet af, fortrød de bravt, men så havde de trykket på enter.

Det kræver noget af moderne, travle mennesker at være sammen i længere tid. Noget af begge parter, og der skal sluges kameler engang imellem. Til gengæld, så er lykken over at have hinanden, at blive nyforelskede i hinanden indimellem og at være hinandens livsvidner så meget større, at det klart opvejer alle kamelerne.

Alle de tanker fik den skønne, gamle mand ved busstoppestedet, og hans 70 årige ægteskab sat igang. Nils og jeg kommer aldrig til at blive til 34 efterkommere, som de er blevet til – “mine børn er jo folkepensionister nu, må du huske på” – ja selvfølgelig er de det (!), men vi har fundet en del opskrifter på kameler, så de glider lettere ned, og det er iøvrigt også dødsygt, at sidde under et håndklæde alene på en terrasse.

To trætte Elmarker, der venter på Bornholmerfærgen
Udgivet den

Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

Udgivet den

7300 nætter & 1001 nat!

Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.

Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.

Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!

Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.

I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.

I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.

Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!

Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.

Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.

Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.

Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.

Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.

Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.

Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).

Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.

Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.

Sommer 2018, for vi er for blege nu ;o)

Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).

Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.

Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.

Forbundetheden.

Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.

Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.

Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.