….at danske børn døde i hobevis af fattigdoms relaterede sygdomme. “Som i ulandene”, sagde en ekspert i en tv-udsendelse, jeg så i denne uge. Det har i det hele taget været en uge, der har budt på flere tankevækkende oplevelser for mit vedkommende, når det kommer til historier om menneskeskæbner.
Jeg har altid været ret glad for både historie og historier og jeg har hyldemetre af biografier. Jeg er egentlig ligeglad med, om det er kendte eller ukendte menneskers historie, det er selve historien, om hvordan de levede, hvilke beslutninger de tog og hvorfor deres liv blev, som det gjorde, der interesserer mig. Derfor falder jeg også for tv udsendelser som “De forsvundne arvinger” og senest “Christian den X og de forsvundne fattigbreve”.
Camilla af Rosenborg har ryddet op, og i den forbindelse fundet en bunke breve, der blev sendt til hendes oldefar fra fattige danskere, der skrev til Kongen om hjælp. Nu finder hun ved hjælp af Rigsarkivet efterkommere, og undervejs hører vi fra forskellige eksperter, hvordan livet har været for de mennesker, der til sidst ikke så ingen anden udvej, end at skrive til Kongen. Iøvrigt med sirlig og smuk skråskrift.
Deres liv var kummerligt!
Et af brevene er fra en mor, der har født 13 børn, hvoraf de 10 af døde, og hun aner ikke, hvordan hun skal brødføde de tre overlevende. Hendes mand er syg, og hun har pantsat alt sit tøj – også sengetøjet. Kongen sender hende 10 Kr., der formodentlig har holdt liv i familien en måneds tid.
Det er blot 120 år siden. Altså stort set i Bent Fabricius Bjerre’s levetid, idet han blev født i 1924. Men det er som om vi alle har glemt hvor langt, vi er kommet og hvad vi kommer fra. Jeg blev dybt berørt af de skæbner, som udsendelsen fik frem i lyset og historikernes beskrivelse af danskernes vilkår anno 1900, men jeg blev også dybt taknemmelig over, at jeg er født ind i 60’ernes velfærds Danmark.
Den anden oplevelse, som fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor godt vi i virkeligheden har det (størstedelen af danskere i hvert fald), var til historielæsning på Kronborg.
Jeg kender en driftig kvinde, der har udgivet en bog, “Kronborg bag Facaden”. Det er en fantastisk bog – køb den! og den er fyldt med historier fra både de håndværkere, der passer på Kronborg og fra selve Kronborg’s Historie.
Hver fredag eftermiddag i august har min veninde så ganske gratis læst historier op fra bogen, og jeg nåede lige den sidste historie time i fredags. Det var en helt unik oplevelse. Vi sad i de originale omgivelser, så det var som om, at det hele var virkeligt, og vi tog på en tidsrejse.
Desværre var det i fredags historien om slaveoprøret på Kronborg. Jeg skriver desværre, for jeg havde nok foretrukket lidt om Frederik II’s vilde fester, der var berømt over hele Europa. Ikke mindst pga. hans vinkælder. Blandt mange andre kuriositeter, fyrede man kanoner af, hver gang kongen udbragte en skål, så folket i Helsingør kunne følge med i festen. Datidens Instagram.
Men slaverne blev det altså, eller rettere straffefangerne, for det var, hvad de virkelig var, men de blev udnyttet til slavearbejde, og de blev behandlet forfærdeligt. “Hellere døden, end Kronborg” hed kapitlet, og jeg forstår det godt efter at have hørt historien.
Men bagefter, slog det mig igen… det er ikke særlig lang tid siden. 235 år. 2,5 gange Fabricius Bjerre for nu at blive i den sammenligning. Vi er kommet langt på forholdsvis kort tid.
Den sidste oplevelse, som fik mig til at tænke, var i dag og i en hel anden boldgade, men den hænger alligevel sammen med det foregående, for hvis ikke nogle virkeligt seje og fremsynede mennesker havde kæmpet for bedre vilkår til danskerne, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sad i dag.
Det var i Hornbæk i haven hos Albi’s Kaffebar. “Albi’s Kaffebar og Second Hand” er et skønt sted, der er skabt af Camille & Michael, der rent faktisk bor i huset, hvor cafe’en, eller hvad man nu skal kalde det, ligger. De har lavet deres stueetage om til en cafe og det samme med deres have, og der er den skønneste stemning. Især, når de lokale – superdygtige – musikere i SoulJazz stiller op og giver en lille minikoncert. Det gjorde de i dag.
Solen skinnede. Måske den sidste rigtige sommerdag, haven var fyldt og mens jeg sad der i solen og nynnede med på “An Englishman in New York” kiggede jeg ud på havens forsamling, der selvfølgelig sad “Corona Style” med en meter imellem hver og masser af sprit på bordene.
Der var alle! Der var barn i klapvogn, der var bedstemor i rullestol, der var teenagere og der var kendis (man er vel i Hornbæk ;o)…) og ikke kendisser, og vi var alle som en, midt i en fælles skøn, både musikalsk og menneskelig oplevelse. Det var vidunderligt.
Igen blev jeg så taknemmelig.
Jeg behøver ikke skrive til dronningen, fordi mine børn sulter, og jeg har pantsat vores sengetøj. Jeg lever også i et land, hvor vi har besluttet, at vi skal dele goderne og hjælpe de, som falder igennem nettet. Og ja, jeg ved godt, at vores samfund ikke er fejlfrit, og at man altid kan forbedre (kan vi ikke starte med at få Skat til at fungere?), men vi er Gudhjælpemig nået langt på 120 år, og det synes jeg, at vi en gang imellem glemmer.
Historien og historier er gode for os. Ligesom kunst kan fortrylle, så kan historien gøre os klogere på, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi for alt i verden skal undgå at gentage, og jeg synes, det er en skandale, at man en gang fjernede historie som et fag i folkeskolen. Det er et af de vigtigste fag overhovedet.
Vi er bundet sammen af vores fælles historie og kultur, og når vi fra spædbarn til bedstemor kan finde sammen over musikken og finde et fællesskab der, så er det vores kultur og det kit, der binder os sammen – og dermed giver os en historie at fortælle. Det skal vi passe på!
#detkulturenkan