…. og jeg lever!
Lidt endnu fristes jeg til at skrive, for hvilken uge… måned…. år! Man ved snart ikke, hvad man skal tænke og mene, og om man i det hele taget kan tænke og mene noget uden at blive lettere deprimeret. Især, når man som jeg har en livlig, filmisk fantasi, for så minder verden rundt omkring snart om en dårlig katastrofefilm.
I går sad der en meget troværdig mand i mit fjernsyn og sagde i fuld alvor, at Grønland var ved at forsvinde, og det kun er et spørgsmål om tid. Manden hedder Jacon Box, og han er professor i glaciologi – det vidste jeg slet ikke, man kunne være, men han var yderst troværdig, vidste tydeligvis, hvad han talte om, og jeg måtte lige sætte mig ned og trække vejret en ekstra gang. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at så skulle vi måske alligevel have solgt til Trump, da chancen var der, men argh… så hellere bekæmpe den CO2, der tilsyneladende er synderen.
Når nu vi er ved Trump. I samme udsendelse, fortalte en ligeså troværdig mand live fra USA, at man nu åbent taler om en mulig borgerkrig i december, hvis ikke Donald anerkender valgresultatet. Og det er altså ikke en tom trussel. Det har Mr. T., udtalt flere gange, at han måske ikke vil. Han har tilsyneladende ikke den store tiltro til brevstemmer og postvæsen. Det er kun fordi han ikke har oplevet PostNord, så ville han med garanti være glad for det amerikanske ditto.
Men indenfor små ti minutter, mens jeg gik frem og tilbage og pakkede sommertøjet ned i kasser, lagde jeg ører til at Grønland forsvinder og at De Forenede Amerikanske Stater er, om ikke på randen, så på vej mod borgerkrig. Og så ikke et ord om en måske ny højesteretsdommer, der har syv børn, er arg abortmodstander og medlem af den religiøse sekt, der er inspirationen til “A Handmaid’s Tale”.
Men hvem er vi på kontinentet til at råbe højt? I Europa Parlamentet kunne man i denne uge ikke blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland og hjælpe en befolkning, der med blomster og kvinder i front får bank og gift eller slet og ret forsvinder, så vi skal vist stikke lakridspiben lidt ind. Cypern stemte imod. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor, men lur mig, om der ikke er noget økonomi involveret. Denne gang er der bare ikke en Madelaine Albright til at komme og rage kastanjerne ud af ilden, som med krigen på Balkan, hvor EU heller ikke kunne finde ud af at handle.
Men heldigvis mødes de europæiske lande trods alt stadig og diskuterer. Både i Bruxelles og i Strasbourg, og de ansatte får heldigvis også stadig alle deres udgifter dækket plus de små 34.000.- skattefrie kroner, som udbetales i blyantspenge (!) uden bilag hver måned og sættes direkte ind på en konto efter eget valg. Måske skal vi i virkeligheden bare glæde os over, at der trods alt er nogle ting, der aldrig ændrer sig, når nu alt andet åbenbart står for fald.
Glæde os over modige Sofie Linde, der stadig skaber overskrifter og sin helt egen nye #meetoo bølge, skal vi i hvert fald. Hurra for det, men også her blev jeg lidt skræmt, da jeg så “den hårdeste af de hårde”, Anna Thygesen, fortælle om endnu en vildt grænseoverskridende mediechef, og så ikke turde (turde, ikke ville) sætte navn på, fordi hun vitterlig var bange for sin forretning. Wow! Når selv Thygesen er bange (og hun så sådan ud), så er der godt nok lang vej hjem. Men hold ud – vi skal nok sejre til sidst og få bugt med alle klammerterne -forudsat selvfølgelig, at de ikke er præsidenter eller overborgmestre eller udenrigsministre eller noget…..
Men solen skinner, og det er weekend, og vi stadig har et nogenlunde normalt liv. Hvis man altså ikke lige havde inviteret 60 mennesker til bryllup i går, og var nødt til med timers varsel at fortælle 10 stks, at I kommer ikke med alligevel. Kan I se det for jer?- “Nu ryger din onkel Knud altså, han drikker også alt for meget og rager på damerne!” … “Hvis onkel Knud ikke skal med, så skal din veninde fra gymnasiet heller ikke. Hun fniser altid bag min ryg”. Hvilken start på et ægteskab, og hvordan fravælger man lige folk, der har glædet sig og købt nye kjoler og været til frisøren og…. Suk!
Det er ikke let at holde humøret højt i disse dage. Heller ikke selvom der er så smukke farver alle steder i naturen.
Dem har jeg nu hermed besluttet, at jeg vil koncentrere mig om i dag, og så vil jeg være Storm P’sk på samme måde, som man “Mauder”. Jeg vil få noget i øjet, så jeg kan glemme hele verdenssituationen.
God søndag!
