Livets gang i Lidenlund

Jeg har været på Ærø i Kr. Himmelfartsferien. Ganske kort fra torsdag til lørdag, men vi havde fuldt program, så jeg fik set hele øen inklusiv et besøg på “slægtsgården”, hvor en af mine nære venner voksede op.

Det er et lille samfund, eller rettere det er to samfund, for er man fra Marstal kan man ikke lide dem fra Ærøskøbing og omvendt. Alligevel har man en følelse af, at alle kender alle, og man skal ikke have været turist på Ærø i mange timer, før man har fundet ud af, at her har man ikke travlt. Heller ikke med at tjene penge, så at få et bord eller bare en udskænkning, det var ikke let. Til gengæld fik vi en skideballe for at drikke en medbragt gin & tonic på vores hotel. Også selvom der ikke var hverken bar, minibar eller udskænkning fra restauranten. Hotellet var i øvrigt et ombygget plejehjem, hvilket lagde en ekstra dimension til opholdet. -Og nej, det har jeg ikke tænkt mig, at vænne mig til! Plejehjemmet altså.

Nå, drinks eller ikke drinks, vi havde en dejlig tur, og mændene kom på brunt værtshus inkl. røg, hvor de for kr. 129.- fik tre øl og tre whiskeys. Det var vores sønner pænt misundelige over, da de hørte om det. Det er vel, hvad de betaler for en enkelt på de steder, hvor de kommer.

Men jeg kan lide Ærø, og jeg kan faktisk også godt lide, at man ved hvem hinanden er, og at man følger med (med visse begrænsninger selvfølgelig) i hinandens liv. Netop det tænkte jeg over forleden, da jeg gik igennem Helsingørs gader efter at have læst i lokal pressen, at nu er vi 63.000 borgere i Helsingør Kommune.

I kan næsten høre jukeboksen.

Jeg flyttede til Helsingør i 1998. Det gjorde jeg efter at have boet næsten hele mit liv på Vesterbro, hvor jeg er født og opvokset. Det vil med andre ord sige, at jeg har boet i Helsingør i 23 år. Vores sønner har boet her hele deres liv.

Før jeg flyttede herop sagde en mor til en veninde, at jeg skulle tænke mig godt om, for hvis jeg først bosatte mig i Helsingør, ville jeg aldrig komme herfra igen. Jeg tror, hun får ret. Nu er det her fra, min verden går.

Men det er også her, livets gang går. Mens vi var på Ærø havde drengene gæster (ældre er de trods alt ikke blevet). Deres gæster er de samme, som de legede med i børnehaven, som de gik i skole med, og nu arbejder sammen med i samme børnehave, hvor de spritter legetøj af. Der er nogle unge, der ikke lige fik scoret et poderjob. Vi har altså fulgt med i deres liv fra de gik med ble, til de nu er næsten voksne. Det giver en rigtig god følelse,  og jeg bliver rørt, når jeg ser disse unge mænd, jeg har kendt altid, der nu står lige på grænsen til voksenlivet.

Jeg har handlet i den samme slagter i 23 år. Hos den samme mand. Vi er blevet tykkere og gråhåret sammen. Han holder sig bedre end jeg gør, hvis vi nu skal være helt ærlige, men uden at kende hinanden privat, så bekymrer vi os alligevel om hinanden, og har styr på børn, skilsmisser og lignende.

Som med Marstals Mastodonter (det er der en bog, der hedder), har jeg også helt styr på, hvem der sætter dagsorden i Helsingør. Det er ikke de samme, som da jeg flyttede hertil og i fuld alvor troede på, at Ole Mangepenge havde en lillebror, der blev kaldt Søren Småpenge. Jeg har altid været lidt naiv og troet på, hvad folk bildte mig ind.

Nye og nyrige er kommet til. Nogle vil bestemme, andre vil skabe sig et eftermæle og andre igen er bare driftige og skaber dermed helt automatisk et positivt eftermæle. Måske får de ligefrem engang en vej opkaldt efter sig. Det kan jo ikke alt sammen hedde Hamlets Vænge eller Ophelia Plads. Den er København i øvrigt også løbet med, mens vi har Gummistranden (!).

Men altså, jeg trives med at kende historikken og de mennesker, der færdes i vores by. Jeg synes faktisk, det er hyggeligt med en “hej-hej gade”, og at jeg ved, at der er nogen derude, der kender mig og mine og -på afstand, bevares- følger med i hvordan det går os, som jeg også følger med i deres liv.

Det er Lidenlund, men på den gode måde, og som jeg selv bliver ældre, glæder jeg mig faktisk over at kunne følge med i livets gang, både aktivt og som betragter, og så er der også altid noget at sladre om over middagsbordet.

Jeg kommer aldrig til at få gadespejle, og jeg tror også, at min gode ven er glad for, at han kom videre fra Ærø (der er bedre fodbold, hvor han bor nu), men jeg forstår, hvorfor han holder ferier på sin fødeø, og jeg selv har fået en forståelse for hjemmefødninge, jeg aldrig havde, da jeg rakkede verden rundt. Ganske vist har vi ikke tossen på bænken længere, som landsbyen passede på, men vi har alligevel noget, der ligner.

Og nåh ja, og for det ikke skal være løgn, så mødte jeg datteren (veninden) fra Helsingør på en café på Ærø i forgårs. Det er det, jeg skriver…. vi holder øje med hinandens liv.

Pas på hinanden derude og på fællesskabet. Det kan noget!

På Ærø skal man se op, for de gør sig umage.

One Reply to “Livets gang i Lidenlund”

  1. Endnu et fint indlæg ❤️
    Så fint at følge dig og familien og hyggeligt og sjovt at mødes tilfældigt på Ærø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.