Jeg kniber en tåre, og glæder mig!

 

Vi havde middagsgæster i går aftes, “Corona Style” selvfølgelig, og i løbet af middagen kom vi naturligvis til at tale om tidens store emne…. status i forhold til Corona.

For vores lille familie har det betydet ret meget. Det har det for alle, er jeg sikker på, men jeg synes egentlig, vi har taget det i stiv arm. Nikolai, vores ældste søn, blev kaldt hjem fra sin store rejse, som han havde taget alle nattevagterne i 8 mdr. for at spare sammen til. Nu er han begyndt at spille golf, og har besluttet sig for at lære, hvordan man koder og laver hjemmesider.

Nils, min mand, har ikke haft nogen omsætning i tre måneder i hans lille et mands firma, og da en stor del af hans forretningsgrundlag handler om at være i London og få folk derover, så har det også lange udsigter, før han får nye ordrer. Han har så benyttet tiden til at udvikle en ny “fremtids simulator” (nej, ikke en tidsmaskine – en slags scenarie maskine baseret på data), som han håber vil revolutionere fremtidsforskning – eller noget. Det er nok mere min tolkning.

Mikkel, vores yngste har vinket farvel til stort set alle traditioner forbundet med at blive student, herunder gallafest, eksamensbanko og studietur til Italien, men fremfor alt, alle de helt store øjeblikke i forhold til at få huen på. Heldigvis blev vogntur reddet på stregen.

Jeg selv har arbejdet hjemme siden den 12. marts, kun afbrudt af enkelte dage de sidste par uger, og da der har været ualmindeligt travlt, har jeg arbejdet de fleste helligdage også. Derfor den sidste klumme om “Det forsvundne forår”.

Men bortset fra lidt “øv!” og “pokkers!” så har vi hele tiden forsøgt at holde humøret højt under devisen, “vi skal nok klare den”, og “vi har det bedre, end så mange andre steder”, så selvom vi også har været chokerede og bekymret for økonomien, er det hurtigt blevet glemt under en fællessang med rullende hofter hos Philip og Mads.

Lige indtil i går aftes, hvor jeg for første gang blev rigtig ramt, og måtte kæmpe med tårerne. Midt under en hyggelig middag med godt selskab, fuld idyl, lækre fisk og liflig vin, blev jeg ramt af “Corona savnet”, og det kom helt bag på mig.

Jeg er den første student i min familie. Jeg er en efternøler, og mine forældre blev født i hhv. 1917 og 1924. Det var ingen af dem forundt at blive studenter. Faktisk fik de begge kun 7 års skolegang, men klarede sig alligevel pænt og fik  opdraget og forsørget tre børn, der alle fik en god, tryg og ordentlig opdragelse og et godt liv.

Det til trods for, at der ikke var mange penge og ej heller meget plads. Jeg havde aldrig mit eget værelse, og flyttede hjemmefra som 17 årig – men der var mange bøger, og der var altid en opfordring til at forfølge det, man drømte om, og indstillingen var, at man kunne blive, hvad man ville. Men det var ikke et akademisk hjem, og der var ingen tradition for hverken studentereksamen eller universitets uddannelser.

Jeg ved godt, at det er anderledes i dag, og at mange flere unge får en gymnasial uddannelse. Men for mig dengang (jeg blev student i 1982), betød det alverden, og jeg havde drømt om det, siden jeg så vognene med de glade studenter for første gang, og forstod, hvad det handlede om. Da besluttede jeg mig for, at det ville jeg også opleve en dag, og det gjorde jeg.

Jeg kan stadig huske detaljer fra min studenter tid, som jeg elskede. Jeg kan huske fester, skolekomedie og hvor jeg sad i klassen. Jeg kan også huske dårlige oplevelser,  med der var afgjort flest af de gode, så jeg husker mest alt det sjove, som hvordan vi sprang op fra studenter festmiddagen i kantinen, for blot at sætte os på dansegulvet i en mærkelig linje gulvdans til “Another One Bites the Dust” (kan I huske den?) Jeg kan gudhjælpemig også huske brudstykker fra rektors afskedtale, og jeg kan huske vognturen (det meste af den). Jeg kan huske at min bror kiggede forbi på Kongens Nytorv, da vi dansede omkring Krinsen, og jeg kan huske sidste eksamen, forløsningen, glæden og stoltheden over at være kommet i mål.

I forgårs var Mikkel oppe at forsvare sin hovedopgave. Det er hans sidste eksamen, men han kom ikke til at gå ud af døren med adrenalinen pumpende og få sat huen på hovedet, mens vi andre kneb en tåre (ok, så kun mor). Han kunne pænt gå hjem, skrive karakteren i huen og så lægge den på plads igen, for nu skal han lige i skole igen 3 dage over de næste par uger. Dernæst følger en mærkelig dag den 23., hvor de unge klassevis får deres årskarakterer, og så må vi være to fra hver familie, der får lov at hylde dem indenfor et afmærket område og under en fastsat tidsperiode.

Selve dimissionen er også aflyst live, så ingen indtogsmarch,  ingen huer, der ryger i luften og ingen musik, sang eller festivitas. Det bliver klassevis og med en online transmission af rektors tale, som vi forældre kan streame via YouTube. Indtil videre i hvert fald.

Da vi talte om det i går, gik det pludselig op for mig, hvor meget det betyder for mig, at min yngste søn nu også er blevet student, og at jeg har sendt mine to børn godt i vej.

Det er en milepæl. Det er for mig symbolet på, at nu ophører mit ansvar (meget mere, end det, at de er blevet 18 år), og nu ligger hele verden og livet åbne for dem – hvilken vej de end måtte vælge.

Og det var lige der, at det i al sin gru gik op for mig, at jeg kommer faktisk heller ikke til at opleve, hans store dag, som forventet,  at tårerne begyndte at trænge sig på, og nu hvor jeg sidder og skriver dette, trænger de sig på igen.

Egoistisk? Måske – men jeg er virkelig berørt over, at jeg ikke kan stå og høre Mikkels navn blive råbt op, og se ham få eksamensbeviset i hånden, for stolt og glad at køre ud i sommerlivet. Det virker reelt, som om at Mikkel har accepteret det hele meget bedre end jeg, eller også var det bare fordi, det først rigtigt gik op for mig igår, hvor meget det egentlig betyder for mig. Jeg har fået lov til at give noget vigtigt videre til mine børn. Det er ikke alle forundt. Hvad der måske er almindeligt i dag, var for bare en generation siden mønsterbrydende. I hvert fald i min gren af familien.

Heldigvis tikkede der også en invitation til en studenter reception ind i går. En af de drenge, der er kommet i vores hjem fra helt lille, og hvis forældre, vi har det så sjovt og rart sammen med. Og så kom billedet på nethinden af os alle stående i haven sammen med de smukke, unge mennesker. Jordbær og champagne. Blomster, sol, ung kærlighed og stolte og lettede forældre.

DET glæder jeg mig så usigeligt til, at jeg næsten ikke kan vente, og vi skal nok også få fejret Mikkel på behørig vis, så mor her kan knibe en tåre, men nu af glæde.

“……Gid de længe leve må!”