Jeg læste et dameblad i går. Jeg var hos frisøren. Så bliver det ikke mere klicheagtigt, det ved jeg godt, men det er ikke desto mindre sandt. Det var et “før-Corona” dameblad, hvilket vil sige, at der var tips til dette og hint, der nu tre måneder efter virker helt håbløst, eller i bedste fald aflyst.
Nå, men i et tillæg om kvinder, der havde taget skift i livet var der også to, der fortalte om, hvordan man skal ændre sit liv fra “To do lister” til “Ta daa lister”, og det fangede alligevel min opmærksomhed, for her var vist noget, jeg kunne lære noget af.
Jeg er en udpræget “To do liste” person. Jeg er så til gengæld gift med en “ta daa” person, så på en eller anden måde udligner det vel hinanden, men det har omvendt betydet, at jeg i højere og højere grad er blevet “to do”, og mere end jeg i virkeligheden har lyst til at være. Der er skrevet lange psykologiske afhandlinger om, hvordan man træder ind i en rolle, når ens nærmeste har en anden, og hvordan man kan ændre det mønster, ved at ændre sin egen adfærd, og dermed ændre omgivelsernes osv., så det skal jeg ikke kloge mig på her.
Men dameblads artiklens bud på at ændre sit liv bed sig fast. Jeg blev ramt, og allerede i morges begyndte jeg at øve mig, for de sidste mange måneder har min hjerne været big time opfyldt af “to do”. Var det ikke på arbejdet, så var det hjemme, og tro mig, når man er de to mest upraktiske mennesker i Danmark, så er en istandsættelse af et hus, ikke noget, man bare lige sker let og elegant.
Torsdag morgen -og håndværkere mener morgen, så det vil sige 07.30, havde vi eksempelvis på en og samme gang: To murere, en maler, en Stofa mand (nogen havde ved en fejltagelse skåret antenne kablet over) og en blikkenslager. Jeg gemte mig de første 10 min. ude på badeværelset, men så skulle der tages stilling til dette og hint, og så var det ligesom slut. Men planlægningen…. suk!
Den er på højde med at Knold og Tot (Nils og jeg) troede, at vi kunne have to spanske (det er noget ganske andet end franske, si’r det bare….) smedejerns altanudgaver i en Fiat500. Det tjener smeden til ære, at han ikke fortrak en mine, men bare kiggede på de to idioter, der havde kørt 2,5 time fordi de troede, at de kunne have dem i bilen med åbent tag, da vi seriøst prøvede, at få dem ned på bagsædet. Nu er de her, men ikke med vores bil.
Helt absurd blev det, da vores nye bedste venner -læs faste håndværkere, spurgte os, hvad de så skulle sættes fast med. “Øh… sættes fast med?” “Ja, har I ikke fået nogle skruer eller beslag med?” Nej, det havde vi to klaphatte selvfølgelig ikke tænkt over -derfor blikkenslageren klokken tidligt og endnu en regning.
Det bliver godt, når det er færdigt, men der er en smålang vej, og i den proces skal man (-læs jeg) passe på ikke at blive for meget “to do!”
Der er ikke noget nyt under solen – det er der sjældent – for allerede i 1960 havde Raquel Rastenni et stort hit med “Heksedansen” (må man sige det i disse krænkelsestider?”, bedre kendt som “Her kommer mutter med kost og spand”, hvor to af linjerne lyder – “For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende”.
Jeg kan pludselig ikke huske, hvornår jeg har læst en bog. Altså en, jeg havde lyst til at læse, bare fordi! Eller, at jeg gik en tur og kiggede på butiksvinduer. Ikke fordi, jeg har råd til at købe noget – det har elektrikeren sørget for (ham har vi nemlig også gang i), men bare det, at blive inspireret og se noget andet, og give sig selv lov til at – ja, “Ta daa”!
Jeg tog derfor en beslutning i går om aktivt at ændre mit mindset, og give lidt slip på alt det, jeg skal og burde -find selv det rigtige verbum, for du har det sikkert lige sådan, og så begynde at nyde lidt mere i stedet for hele tiden at yde. Livet er virkelig for kort til udelukkende at gøre sig umage hele tiden.
Det startede i morges, hvor jeg aktivt tænkte “hvor bliver det hyggeligt, at skulle køre ud og købe ind til Mikkels studenter kørsel” i stedet for “ok, nu skal vi også lige huske at købe ind til Mikkels… ”
Jeg tror ikke, jeg lykkes 100%, og det er sjovt nok en livslang proces, der til trods for 50something ikke er faldet på plads endnu, men nu gør jeg mig i hvert fald aktivt umage, og mon så ikke, at bare lidt vil lykkes.
Ta daa!
